Nytår

Status? Njaah, måske en anden dag.

Nytårsfortsæt? Aldrig i livet. Beskæftiger mig ikke med den slags. Hvis der skal laves om på noget så begynder jeg med det samme.

Tanker og ønsker for det kommende år? Joooh, der er nok nogen jeg kan komme på. Det er jo det år hvor jeg i flyvende fart ramler mod de femti - det kan jo godt give anledning til at få nogen ideer om hvordan det skal fejres. Altså ikke festmæssigt, mere noget med sjove projekter for at forkæle mig selv. For jeg synes det er alle tiders alder og at livet er herligt efter de fyrre. Så er alting lissom kommet lidt mere på plads.

Det bliver nok en del der har med løb at gøre, men der kunne sagtens snige sig lidt andre ting ind oven i. For Konsulen bliver også 50 allerede i Februar og han har også visse tanker i den anledning. Og så er der et helt halvt år hvor jeg kan drille ham med at han er ældre end mig!

Skal vi fejre Nytårsaften? Ja da!

Først går Konsulen og jeg ud og får en drink efter arbejde før vi vender næsen hjem til de kære unger. Så tager vi nok en fælles skitur, går i vores egen ægte finske sauna (som bliver tændt op med brænde og ikke er elektrisk) med tilhørende rulletur i sneen. Jo vi gør så, det er bare helt fantastisk! Maden bliver en hel masse forskellige "nibble" lækkerier efter smag og behag og alder (=kræsenhed...) og god vin - så er det godt at have en Konsul der er vinkender! Når klokken slår midnat heroppe drikkes champagne og fyres fyrværkeri af - normalt er alle naboerne ude med børn og der er et leben af krudtrøg og alkohol.

Det plejer at være en hyggelig aften og jeg ønsker for jer alle at I også får en dejlig Nytårsaften.

Vi ses til næste år!

Olga

Det er synd for min mor, for hendes dejlige store Broholmer hund som hun har haft i 11½ år måtte aflives i går. Olga har skrantet meget i den sidste tid og ventede tålmodigt på at min mor kom hjem fra sin ferie hos os. Da hun landede i lufthavnen i tirsdags, fik hun sms at Olga fra middagstid ikke ville stå, spise eller drikke mere - det ville hun heller ikke da hun kom hjem. Og da der ikke var ændring til det bedre i går onsdag, måtte min mor tage den tunge beslutning. Mine piger græd mange tårer, min søn synes at det er den slags ting der sker - sjovt at se forskellen på børns opfattelse af livets genvordigheder.

Når man har hund bliver man meget knyttet til den og Olga var min mors skygge. Ville ikke ret gerne ud at gå tur hvis hun ikke var med. Stod ved lågen og ventede tålmodigt når hun kørte i byen. Gik med på toilettet. Lå med sit store hoved tungt i ens skød og ville kæles for, men rejste sig straks hvis min mor forlod rummet. Har forgrebet sig på uendelige mængder af forbudte småkager og lakridskonfekt - hvis jeg havde købt noget til at tage med hjem og glemt at gemme det bag lås og slå, skete det flere gange at Olga havde været i kufferten og holdt ædegilde. Brune kager, lakrids, tyggemåner, chokofanter - alt gled ned. Sit sidste glansnummer lavede hun før min mor rejste til Finland da hun åbnede og åd to poser chokolade mønter der skulle have været en del af mandelgaven til børnene. Med hjælp af min mors anden Broholmer der hedder Alma og stadig er meget ung. Nydeligt lå guldpapiret spredt ud over stuegulvet mens det sidste net stadig var urørt - det havde de vist ikke nået at få gjort kål på.

Da min mor flyttede til Præstø efter 42 års ægteskab og en skilsmisse, blev detOlga der holdt hendes humør oppe. Det var hende der har givet hende "noget at beskæftige sig med" og jeg tænker tit på at hvis hun ikke havde sine hunde så ville det være meget mere krævende at have en mor der bor alene. Min mor er optaget af sin ven Ole, hundene, hønsene, haven, Broholmer Foreningen, Lokalhistorisk Forening, lokal politik, Bio Bernhard, bridge - sådan nogen ting som er gode for sjælen når man næsten er 75.

Og så er det synd for hende at hun skal være ked af det....

Vidunderlig frisk luft

Var i går aftes ude at løbe for første gang i et par uger. Jeg har været så frustreret over at være småskadet og over at det samme problem kommer igen og igen. Og med besøg fra Dk og tur til Lapland, så er tiden gået og jeg har prøvet at lade tiden læge alle sår.......
Det blev til 7 km i meget behersket tempo - både pga. glatte veje og pga. nødvendigheden af at starte langsomt op. Men det var himmelsk at komme ud i luften med -8 grader og jeg nød hvert minut.
Min mor rejste hjem i går eftermiddags efter en meget intens ferie med mange oplevelser. Vi havde en fantastisk tur til Lapland og jeg skal nok skrive om den og sætte billeder på, det kræver bare min egen computer (for der er der mine billeder), og vi er stadig ikke på talefod.

Hvad har jeg så lavet når nu der er ting jeg ikke har lavet?

Jeg har prøvet at få lidt styr på de mange ting omkring det at tage den beslutning at skulle løbe marathon(s) i det kommende år. Jeg er jo somsagt lidt kontrolfreak og når jeg gør ting så skal de også gøres ordentligt. Så jeg er nødet til at sætte mig godt og grundigt ind i hvad jeg må kræve af mig selv for at gennemføre mine mål på en måde jeg kan være tilfreds med. Jeg har været glad for at opnå mine mål omkring halve marathons i det forløbne år, men jeg er ikke tilfreds med mine tider. Jeg tuller for meget rundt i et hyggeligt og behageligt tempo - og det bliver jeg nødt til at ændre.
Det er soleklart at der er stor forskel på at løbe et halvt marathon og et helt marathon. At man er ude dobbelt så lang tid er ikke svært at forstå -men der er et eller andet andet som jeg fornemmer udgør en helt anden og meget væsentlig forskel, og det er den nød jeg arbejder på at knække. Mit mål kræver grundig forberedelse og det har jeg så brugt noget af al den tid jeg pludselig har fået når jeg ikke har løbet:

1. Har lånt 4 bøger på biblioteket om at løbe marathon: "Run your first marathon" af legendariske Grete Waitz, "Marathon and half marathon: from start to finish" af Sam Murphy, "Marathon runners handbook" af Bruce Fordyce og "Be your best at marathon running" af Tim Rogers. Den sidste har jeg været igennem før og fandt mange gode ting. De to første har jeg næsten læst helt igennem og i dem begge fundet gode forklaringer, råd og inspiration. Den tredje er den næste på listen. Men min foretrukne vil nok være bogen af Sam Murphy da den er utrolig godt bygget op med meget relevant viden og information.

2. Bygget et godt og effektivt stræk-styrke øvelses program op for at pleje og forebygge min tendens til ITB syndrom. Det har helt klart at gøre med for svage muskler på strategiske steder: Baller, ryg og mave. Derfor er jeg pinedød nødt til at overholde det træningsprogram og vil gå til mave-ryg timer de to gange om ugen jeg kan på mit træningskort til Barona Arena.

3. Jeg har siden jeg begyndte at løbe registreret mine løbepas på et forum som jeg faktisk er vældig glad for. Men ens tider osv. er offentlige og der laves endda statistik over de forskellige medlemmers distancer, dvs. at man (læs: jeg) nemt trækkes ind i en intern konkurrence mod løbere man ikke har nogen anelse om hvem er, deres alder, niveau eller om de virkelig løber de registrerede distancer. Nu indrømmer jeg noget jeg aldrig har sagt til nogen før fordi det er for latterligt når man ikke er bedre til løbe end jeg er, men here goes: Jeg løber for at vinde. Helt klart. Drømmer om det. Stræber efter det. Planlægger at gøre det. Satser på at gøre det. Leder efter løbe med antal deltagere i min alder som måske vil muliggøre det. Vil vinde.
I må gerne trække på smilebåndet - og sætte lyd på hvis I vil.
Men sådan er det og derfor har jeg haft en enorm tilfredstillelse ved at ligge blandt de 3-4 bedste på statistikken, og har presset mig selv til at løbe længere og mere end måske godt var for jeg kan ikke snyde og registrere km jeg ikke har løbet. Det pres skal væk for hvis jeg skal holdes skadesfri og træne fornuftigt, er jeg nødt til at holde et passende program og ikke ligge under for noget der er irrelevant for at opnå mit mål.
Så nu er jeg meldt ud af det løberforum.

Det lyder nok lidt som at bygge luftkasteller, men jeg tror på mit behov for grundig forberedelse!

Glædelig jul

Ja så er det ved at være tid til at ønske alle en glædelig jul, for i morgen flyver vi kl 07:30 til Lapland. Det vil altså sige at vi skal op kl?????? - før en vis mand får sko på!

Men får så julestemningen ind med at besøge julemandens landsby og derefter sætte os og nyde de -27 udenfor som er temperaturen lige nu deroppe. dog er der intet snekaos og det ser det heller ikke ud til at skulle blive.

Det er synd for alle de i Danmark som sidder fast og ikke kan komme der hen hvor de gerne skulle for at fejre jul, men forhåbentlig får de så en anden slags oplevelse som også kan gå hen og blive det hele værd.

Heroppe er der en meget afslappet holdning til jul. Butikkerne er ikke stoppede med paniske mennesker, folk køber ikke ind med enorme vogne fyldt med mad - det er det normale udbud bare med juleskinker oveni. Enorme juleskinker - så store som jeg aldrig har set før. Hvordan man får dem ind i en oven eller ned i en gryde, er en gåde for mig. Men her findes ikke uendelige variationer af småkager, her findes brunekager og det er så det. Der er ikke julepyntet i meget stor stil - kun i indkøbscentre er der meget fine lofts udsmykning, butikkerne er faktisk ret normale at se på. Man køber ind, men uden at fouragere som om der ville udbryde krig om lidt, der er åbenbart ikke alle de traditioner for sild og pølser og pålæg og konfekt og kage og og og......

Godt eller skidt? Tjah, på den ene side gør det livet lidt nemmere, på den anden side er der nu noget hyggeligt og julet over al den panik (det synes dem der arbejder i butikkerne nok ikke) og på en måde savner jeg det.

Så er det jo godt at man selv kan lave sin egen panik......

Jeg er nu ved at blive lidt mere rolig, vi skal pakke i dag og jeg begynder at glæde mig.

Med eller uden selvdøde computere så er der vist ingen cyber kommunikation der hvor vi skal hen, så som så mange af jer andre vil jeg holde lidt julepause og komme stærkt tilbage i næste uge.

I mellemtiden ønsker jeg jer alle en rigtig glædelig jul og håber at I får en fredelig aften!

Stille PC-fri jul??

Når ens nærmeste medarbejder (den bærbare computer) beslutter at holde juleferie sådan uden at meddele det på forhånd, så kan man godt blive lidt sur på den. Pludselig er jeg helt udenfor den pulserende verden og kan kun følge med i livet når jeg er på arbejde. Jeg kunne selvfølgelig kaste mig over en af de andre pc'er i husholdningen - ak, vi er kommet til den tidsalder hvor der er mere end én pc inden for de fire vægge - men det er ikke det samme som min egen hvide hyggelige dims. Hvor alting allerede er på deres plads og man ikke skal lede efter favoritter og alt mulig andet. Og alle yndlingsbloggene. Så derfor er her lidt stille.

Også fordi jeg er sådan lidt skadesramt uden at føle det egentlig, men jeg prøver at få det der ITB Syndrom på plads mens vejret alligevel er noget skidt. Og så bliver det ikke til meget løb og det føles pinligt når nu alle andre løber - så føler jeg mig udenfor både IT-mæssigt og løbe-mæssigt.

Til gengæld har jeg været på biblioteket og lånt 4 gode bøger om marathon - så kan jeg da få teorien på plads i mellemtiden......

Det der juleri tager faktisk også noget af min tid - selv om vi sådan holder og ikke holder jul. Principielt holder vi ikke men hvert år holder vi alligevel. Forvirret?

Der bliver pyntet noget op til jul, sådan lettere diskret, ikke noget med Jesusbørn men gerne alt muligt gejl så som nisser og guldkugler. En julekalender og kalenderlys findes også. Der spises risengrød med mandel (dog kan Konsulen ikke overtales til at inhalere den, det er for meget for ham - men han vil gerne have en mandelgave....). Drikkes gløgg og spises julesmåkager og æbleskiver. Nogen gange er min mor sammen med os, så er der lille juletræ og flere gaver (dem vil Konsulen også gerne have) - hvis vi er bare os selv så er det i lidt mindre stil. Så vi tager altså lidt af det bedste fra det hele. Efter at mine forældre flyttede hvert til sit så er det alligevel noget underligt rod for juleaften er jo så som bekendt ikke som det var i "mit barndomshjem" (siges med lille klemt stemme) så det gør ikke noget for mig. Og børnene kender ikke til andet og er glade for det vi holder. Specielt gaverne selvfølgelig.....

Men i år er vi gået helt over gevind. For vi tager sgu op til selve julemanden og holder jul! Helt oppe i Lapland som er 1½ times flyvetur nordpå i Rovaniemi som ligger på Polar Cirkelen. Og der bor julemanden siger Finnerne - selv om min mor siger han bor på Grønland. Så vi skal besøge hans værksted på selve juleaftens dag og har inviteret min mor med på oplevelsen.

Vi flyver tidligt om morgenen den 24. og hjem igen den 27. om aftenen - undervejs skal vi altså hos julemanden, køre i hundeslæde på en Huskyfarm og i rensdyrslæde samt hvad der nu kommer undervejs. Der er jo mørkt hele dagen på denne tid af året, solen står vist op ved 11-tiden og går ned kl 13.30, det har vi ikke prøvet før - vi kender kun den anden vej med lys det meste af natten. Så vi skal slæbe gaver og en del af julemaden med da butikkerne er lukkede og jeg er naturligvis ved at få et slagtilfælde af stress når jeg ikke føler at jeg kan få styr på det hele, men prøver dog at overbevise mig selv om at vi nok overlever uden en eller flere glemte dippedutter.

Det bliver en anderledes jul men jeg tror det bliver en god jul, og hvis man ikke skulle holde jul i Lapland én gang mens man bor i Finland - ja så ved jeg ikke hvornår man skulle gøre det!

En dør åbner sig trods alt

Desværre blev min computer meget meget syg i fredags - jeg lå og rodede på gulvet med mine øvelser og hørte musik da skærmen gik i sort og den begyndte at lave diverse kunster. Det lykkedes ikke familiens unge pc-geni at gøre noget ved sagen, selv han sagde at det var bedre at tage den til reparation end at han kom til at slette alt hvad der findes. Det gør de nok alligevel under reparation, men jeg kan godt forstå at han ikke har lyst til at få skylden.......

Så der bliver lige lidt stille herinde i et par dage, vil naturligvis prøve at udnytte arbejdstiden til indlæg da det er det fornuftigste jeg kan gøre ;-) men må nok indse at det ikke er sikkert det lykkes.

Kan dog lige fortælle at jeg har fået en ordentlig diagnose på mit knæ-ben-muskel-sene som jeg har brokket mig over længe og derfor også har været i stand til at finde en masse løsninger i form af selvhjælp på nettet og de instruktioner jeg har fået af fyssen.
Det er den - ret almindelige løberskade - Ilio-Tibail Band Syndrom som heldigvis kan afhjælpes med forskellige stræk og styrkeøvelser samt nogle Ibubrufen i en uges tid. Jeg mærker fremgang og løber korte ture og langrend for at holde formen ved lige.

Gå forbi de åbne vinduer

Jeg forstiller mig tit at livet er en lang gang med døre og vinduer - dørene er lukkede og vinduerne er åbne. Inde bag dørene er der uanede muligheder, det gælder bare om at finde ud af at lukke dem op.

Til tider kan det være svært at lukke de døre op og der må arbejdes hårdt: nøglen passer ikke, låsen er rusten, døren binder og der skal skubbes hårdt med skulderen, døren er en tung middelalder-lignende jerndør, ens hænder ryster og kan ikke få nøglen på plads og nogen gange er der slet ikke en nøgle men kun en kombinationslås som man ikke har koden til. Under alle omstændigheder er man nødt til at få den dør lukket op på den ene eller anden måde for at finde de nye muligheder som livet byder. Man må bruge klogskab, erfaring og list for at komme derind. Nogen gange lukker døren op så let som en svingdør i en western-saloon og nogen gange ville man ønske at man aldrig havde lukket den op men bare var vandret et andet sted hen. Men for at komme videre med sit liv og for at opnå det man gerne vil, skal der lukkes døre op og der skal lukkes andre døre i - nogen af disse døre kan lukkes op igen og igen, nogen af dem får man aldrig mere muligheden for at forsøge sig med.

Vinduerne står altid åbne, fristende og lokkende - med en mild forårsbrise der får gardinet til at bevæge sig blidt i vindens takt. Solen stråler ind og umiddelbart er landskabet udenfor smukt og fredfyldt. Vinduerne er fyldt med muligheder for at hoppe ud igennem dem, det er så nemt bare at løfte benet over karmen og lade sig glide ud med et lille hop - men landingen bliver ualmindelig hård og ubehagelig. For det er de vinduer der lokker med at springe over, fravælge det vi egentlig skulle gøre, lade være med at udføre noget, de nemme løsninger og de dårlige undskyldninger.

Derfor er det kunsten i livet at vandre videre forbi de åbne vinduer og fortsætte med at kæmpe for at få lukket mulighedernes døre op.

Jeg har nu pænt vandret hen ad gangen i to uger og har ikke løbet, har lavet (absolut ikke helt nok) øvelser og har været ude på ski flere gange. Derfor mente jeg at det var tiden til at prøve løbestilen i går aftes. Planlagde at hente Konsulen ved toget, aflevere ham derhjemme og derefter køre hen til min indendørs bane. Han havde det småskidt og var i rigtig hjemme hyggehumør og jeg var kun ca en halv milimeter fra at hoppe ud af det åbne vindue der stod og sang "bliv hjemme og drik gløgg med din mand". Men jeg fik kæmpet mig forbi og kom af sted. Så det var ét vindue klaret!

Jeg fik ondt i min åndssvage muskel-nerve efter ca 4 km og stoppede så løbet, for jeg ved at det bare bliver værre indtil jeg får løst op. Mit humør var krigerisk og jeg opførte mig som en ægte stridsøkse da jeg kom hjem.

Nu står jeg mellem et vindue og en dør og svajer i begge retninger. På den ene side er det smukkeste åbne vindue der kalder på mig med selvmedlidenhedens yndige sirene sang og en dejlig stor blød bunke dun hvor jeg kan lande og lade mig synke dybt og endeligt ned i ynken og klagernes verden. Men lur mig om det ikke i virkeligheden er en bunke iskold sne der vil give mig et chok og kvæle mig langsomt men sikkert......

På den anden side er der en dør med to låse - den ene har jeg nøglen til, den anden kræver hovedbrud at afkode. Den første lås er den der giver adgang til de øvelser jeg kender, og de øvelser jeg har lavet før i tiden - og begge ved jeg godt hjælper hvis de bliver lavet konsekvent og kombineret med løb i mindre mængder. Den anden lås er den hvor jeg selv må finde nye løsninger, holde diciplin og gennemføre dem - den kræver søgen på nettet af øvelser, deltagelse i ryg-mave timer, den kræver en gennemtænkt plan, det er den lås der kræver at jeg ikke giver op.

Længere henne venter endnu et vindue der frister med forslag så som bare helt at opgive det her løberi når nu det skal være så besværligt og jeg måske bare er for gammel til overhovedet at kunne begynder den slags - det er et vindue jeg overhovedet ikke vil komme i nærheden af. Jeg leder desperat efter døre på vejen der kan lukkes op og hvor jeg kan smutte ind og smække låsen i efter mig før jeg jeg kommer så tæt på at jeg rigtig kan høre hvad vinduet frister med.

Når livet pludselig bliver farligt

I fredags blev jeg hjemme fra arbejde for at gøre klar til Lørdagens mange gæster. Det blev en fantastisk aften, meget vellykket og hyggelig. Efter min mening alt besværet værd. Der skal nok komme nogen billeder når sønnen får billederne sendt til mig......

Så fredag morgen kørte Konsulen og børnene som sædvanlig til skole og arbejde. Og så var det at den telefonopringning som vi alle frygter kom: Vi har været involveret i et trafikuheld.

Hjertet ryger helt op i halsen for derefter at suse ned i maven - lydene omkring én forsvinder totalt.

Heldigvis var der ingen fysiske skader og børnene kunne gå hen til skolen - men de var selvfølgelig meget emotionelt oppe at køre. Jeg fik skolesygeplejersken til at tage en samtale med dem og tjekke at der ikke var sket noget fysisk, men den dag fik jeg opringninger i næsten alle frikvarterer fra dem hver især.

Konsulen skulle dreje til venstre i et lyskryds hvor der er pile for hver retning der må køre - en taxa syntes lige at når man har set et lyskryds skifte til gul-rød så har man set dem alle og behøver ikke at stoppe af den grund og kigge igen.......så han knaldede ind i vores bil i højre forside. Finneren har den frygtelige uvane at fjumre over lyskryds for gult og også gerne rødt, man ser ofte at lyset skifter til gult mens man selv er midt i krydset og alligevel er der mindst 3-4 biler efter en selv der kom over. Vi har tit kommenteret og undret os over denne kørestil fordi Finnerne er meget lovlydige som andre skandinavere for det meste er, men lige på det her punkt er de altså helt ustyrlige.

Og på denne måde oplevede børnene at livet kan være farligt og at ingen garanterer at man kommer hel hjem. Som ældstesønnen forskrækket sagde: "1½ meter længere fremme og jeg havde været død" - så slemt var det nok ikke gået men det var hans oplevelse af hvor lidt kontrol man har over livet!

Madblog?

Mit liv står i øjeblikket i madlavningens tegn, også i den grad! Vi skal jo have alle disse her mennesker på besøg på lørdag til noget "Seasonal Holiday Celebration" - sådan for at tage alle månedens forskellige helligdage i betragtning når vi nu har inviteret folk fra flere forskellige religioner.

Jeg er hele tiden nervøs for at der ikke er nok mad selv om det ikke er middagsinvitation men et gløgg / buffet arrangement. Så jeg laver mere og mere og fryser og bager og drømmer hver nat om hidsige løbekonkurrencer (løb lige et helt marathon forleden nat på 2 timer og 15 minutter hvilket jo er noget af en præstation) og løbske heste, hvilket en drømmetyder sikkert ville kunne få meget ud af.....

Murphys lov florerer i fuld udsving: Det gløgg og vin vi har bestilt for uger siden kommer i morgen Fredag eftermiddag og skal så bæres i kælder og ordnes hvilket ville have været rart at have overstået og ikke gøre lige dagen før. I går kom 5 (fem!) kubikmeter brænde som blev hældt ud på gårdspladsen og skal bæres på plads og stables - før lørdag.....

Man kan selvfølgelig lade være med at lave sådan nogen arrangementer, meeen udfordringer skal man jo ikke sådan gå af vejen for!

Og nu til noget helt andet...

Det var ærlig talt en ret begivenhedsrig fredag. Der var så mange punkter på dagsordenen at man igen må undre sig over at enten er der helt dødt på den sociale banehalvdel eller også kommer det hele på en gang.

Yngste barnet skulle til bal hos borgmesteren. Hvert år inviteres 5. klasserne fra hele Helsinki til bal med taler, dans og buffet hos Helsinkis borgmester et par dage før uafhængigheds dagen den 6. december. Alle gymnastiktimer i den sidste tid er brugt til at lære at danse ordentligt. Så vi havde været ude og investere i kjole og sko så barnet kunne være præsentabel når hun skulle svinge sig i valsen den smukke Finlandia Hal som Alvar Alto har tegnet. Kl 10:45 var forældrene til de håbefulde poder inviteret til at se dansene og høre dem synge nationalsangen før de blev ekspederet til ballet - vi stod alle med tårer i øjnene og så de der små pølser danse og opføre sig eksemplarisk selv om de skulle holde hånd med drenge!! De var alle meget fine i tøjet og drengene havde jakkesæt og slips på - vi personligt havde været oppe kl 06 for at ordne hår!

Kl 15-17 var undertegnede inviteret til Afternoon Tea Party hos fru Udenrigsminister Stubb i et gammelt palæ som er tegnet af den Finske arkitekt Engell. Alle diplomat-ægtefolk var inviteret og det var en glimrende lejlighed til at møde kendte ansigter - da vi er temmelig mange danskere der er gift med diplomater heroppe, og kun en af dem er den danske ambassadørs kone.... Ellers er der mig, fra den irske ambasade, den hollandske ambassade og fra den tyske ambassade. Hele arrangementet lyder jo meget fint og der er da også flere der kommer kørende i deres mands ambassadebil med chauffør. Og så er der lige mig der kommer vandrende på gå-ben efter at have balanceret på et ben for at få strømpebukserne på og skifte tøj på mit kontor... Så går glansen ligesom af Skt Gertrud! Men det er da en oplevelse at blive inviteret med til sådanne ting, og jeg nyder at blive opvartet med fine kopper te skænket af sølvkander og spændende buffet - lidt lige som når man legede "komme fremmede" som barn.

Derefter tog jeg sammen med de andre skandinaviske veninder ud til Malene som igen lagde hus til vore årlige julefrokost. Den blev lang og temmelig fugtig men meget morsom, lige som andre unavngivne personer var jeg temmelig træt lørdag. Og havde lidt kvalme..... Det viste sig at rødvin og snaps ikke er nogen god kombination!

Resten af weekenden har stået i madlavningens tegn (bortset fra lørdag hvor jeg ikke rigtig kunne klare tanken om mad...), vi skal jo have alle disse her gæster på lørdag så jeg har brugt meget tid på at kokkerere og fryse ned.

I går den 6 December var det Finlands uafhængighedsdag, hvilket fejres på en i mine øjne lidt spøjs måde. Nu falder den jo lige i den tid hvor der er sne og kulde så det er vel naturligt at man ikke flokkes i gaderne og fjerer den med picnic og fyrværkeri. Men alligevel.
Man laver ingenting i løbet af dagen - måske lidt familiesammenkomst - og klæder sig så fint på for at sætte sig til middagsbordet mens der transmitteres fra præsidentboligen. Der vil man så se præsident Tarja Halonen stå sammen med sin mand og modtage gæster: Alle der er noget bliver inviteret til at defilere forbi præsidenten i lange rækker og trykke hende og hendes mand i hånden. I timevis står hun der (og bliver altså fulgt af folket i fjernsynet) og nikker, smiler og trykker i hånden mens kommentatorerne kommer med (ind i mellem kritiske) udtalelser om kvindernes hår og kjolevalg. Derefter følger man resten af aftenens dans osv. uden de store udsving. Og det er så det, så har man fejret den dag. På den anden side så kan man jo sige at det er bedre end slet ikke at have sådan en dag at fejre - ikk' Danmark?

Afløb for energien

Nå, men det kan jo ikke nytte noget at sidde her og surmule. Og drukne i dårlige vaner (læs: hyggelig rødvin med Konsulen). Så vi tager vanten på igen og finder andre udløb for energien. Det er nemlig sådan med de fleste der arbejder inden for sundhedsvæsenet at vi har en frygtelig mængde energi, vi er jo vant til at sætte skub i tingene og at der ikke er andre end os selv der trækker læsset. Den energi er nødt til at have nogen udløb - normalt ved at fræse rundt i naturen. Når man så ikke kan det, er tiden til at kaste sig over andre projekter.

Så vi har nu inviteret til julereception. Ca 60 mennesker. Med gløgg og buffet. Med indbygget Luciaoptog. Sidste år oplevede Konsulen sit livs første Luciaoptog hos den danske ambassadør og blev så begejstret at han syntes at sådan et må vi også have. Og alt dette skal foregå i vores hus om lidt over en uge, nærmere betragtet den 11.

Og jeg laver maden. Det er ret meget der skal på sådan en buffet. Egentlig ved jeg ikke hvor meget sådan en flok diplomater og andet godtfolk kan inhalere, men vi tager den lidt på slump. Det er jo ikke til middag, så hvis der er nogen der stadig er sultne når de går herfra, kan de pænt gå hjem og spise en ostemad. Men det tror jeg nu ikke der er nogen fare for. Jeg har gjort det før, to gange mens vi var udstationerede i Oslo og det var en stor success - og gevaldig hyggeligt. Så jeg kan passende bruge overskydende energi på at lave mad her i weekenden. Yngstepigen er en rutineret æbleskivebager og alle kan få et job - Konsulen kan få lov at gøre rent og købe det ind der mangler.

Første gang jeg lavede sådan en aften havde jeg ikke lavet alkoholfri gløgg - havde ikke tænkt over at det var nødvendigt. Nordmændene er meget strikse med alkohol og kørsel, så der var mange der stod med lange øjne efter gløggen men holdt sig pænt i skindet - vi måtte så drikke gløgg morgen, middag aften i lang tid efter fordi der var så meget til overs. Nu har jeg husket at der er nogen der ikke tåler mosten så de kan få ækel sød Finsk alko-fri gløgg. Vi andre med hår på brystet skal have Svensk Blommas gløgg som vil noget!

Så nu er jeg beskæftiget og bliver ikke alt for rastløs og utålelig indtil på lørdag - hvor jeg tør prøve en forsigtig tur på indendørs på bane med helt helt helt jævnt underlag. Så må vi håbe jeg kan lade være med at løbe for mange kilometer. Vejret er dejlig mildt med kun ca. 2 graders frostog det vill have været så dejligt at komme ud, men jeg holder mig inde og tager et par dage til med skånekost! Man kunne selvfølgelig også tage en langrendstur, det gør jo ikke ondt....

Sur og vred

"There are only two options regarding commitment; you're either in or you're out. There's no such thing as life in-between." -- Pat Riley

Og det er nemlig sådan det er. Enten vil man løbe marathon eller også vil man ikke.

Der er selvfølgelig en halv marathon.......Så der er måske noget med et liv midt i mellem.....

Næh, det er der lige netop ikke for mig mere. Halv marathon - been there, done that. Og kommer til at gøre det mange gange igen. Men lige nu skal jeg videre og det gælder det den hele og under nogen betingelser jeg har sat for mig selv om hvordan jeg vil have det skal gøres. Ellers duer det ikke.

Så er det bare at jeg kan blive så frustreret når kroppen ikke helt vil hvad jeg vil. Sådan er der flere af mine blog-veninder der har det i øjeblikket. Små skader her og der. Større skader her og der. I det hele taget er det som om mange løbere har samlet alle mulige dårligdomme op som kommer til udtryk nu hvor årstiden måske giver legitimation til at lade kroppen få lov til at klage sin nød oven på den udendørs løbesæson.

Jeg bliver så pissesur når en skaldet muskel tror den skal bestemme hvor meget jeg skal løbe. Jeg vil simpelthen ikke acceptere fysisk begrænsning, det må kunne trænes væk føler jeg........

Ja ja ja, jeg ved det sgu godt. Jeg skal lave øvelser hver dag (også i perioder hvor jeg ikke har ondt), jeg skal løbe lidt kortere distancer i en periode nu og langsomt arbejde mig op, jeg skal passe på med intervallerne, jeg skal være tålmodig og der er maser af tid til at komme i orden og tra la la la la lu la lej!

Men når nu resten af kroppen og hovedet er med på idéen så gør det mig så rasende at jeg får lyst til bare at kyle skoene ud af vinduet og vokse sammen med sofaen, 10 kilo fyldt chokolade og en kasse rødvin. Selv om jeg ikke bryder mig særlig meget om søde sager (kan dog vældig godt lide rødvin - he, he). Men denne situation kræver helt specielle effekter. For at udtrykke min følelse af at løbe panden mod en mur. Følelsen af panik før lukketid - at jeg skal nå det her inden alderen overhaler og jeg ikke kan løbe mere fordi jeg bliver for gammel.

Og jeg ved godt allerinderst, helt derinde i kroppen hvor kun sandheder bor, at der findes én eneste løsning som prøver at gøre sig bemærket. Men som i øjeblikket bliver ignoreret fordi jeg ikke er parat til at høre på den. Jeg orker den ikke. Den er vedvarende og irriterende som en dryppende vandhane midt om natten. Banker på som en spætte på speed.

Prøver at få mig overbevist: Vend vreden, frustrationen, stædigheden og viljen i den rigtige retning. Retningen fremad mod målet.

Bankrøver eller bare løber....?

Det er vist det man må spørge sig selv om, når man ser udstyret her. Men det er bare det man er nødt til at have på når man skal løbe i minus 14 grader. Det skal man jo nødvendigvis heller ikke, men det valgte jeg altså at gøre efter at have tjekket helt præcis hvordan vejret var udenfor -koldt og vindstille. Jeg fik heldigvis en god snak med May-Britt Fredag aften hvor vi kom til at tale om vejret og hun fik lige sat nogen ting på plads for mig. Jeg ved godt at vinden giver en kulde-effekt men har ikke tænkt over at det påvirker løb og den tid det er fornuftigt at være ude i. Hun gav mig dette link som jeg sætter på, så andre der måske heller ikke lige ved så meget om kuldeindeks kan få noget at vide om hvordan ens træning bør indrettes på denne årstid.

Udover påklædningen (kort løbetrøje, lang løbetrøje, vinter løbejakke, vintertights, fleece sokker, fleece halsedisse til at trække op over næse og mund når det blæser, handsker, pandebånd ned over ørene og hue) er der lige to vigtige ingredienser:

Pigsålerne og cremen. Det er en Eight-Hour Cream fra Elisabeth Arden (lidt dyr men det hele værd) som giver et fint lag beskyttelse i hårdt vejr. Det er nok nogenlunde den samme effekt man ville få hvis man smurte fjæset ind i Slagterens bedste pålægsfedt (hvilket ville være billigere) - dog vil jeg anbefale at hvis man vælger den metode så skal man vælge fedt uden stegte løg.......
Med disse forskellige stykker tilbehør kan man sagtens nyde en times tid i kulden. Jeg tog 12 km og havde faktisk planlagt en del mere, men har stadig gener af mit højre ben med en hamstring der låser sig fast og giver ret utålelige smerter specielt i området af knæet. Jeg kan mærke helt fra ballen og ned på skinnebent at nu begynder det - mest når jeg anstrenger mig for meget eller som i dag hvor det var meget koldt. I det varme bad løsnede det op, men alligevel kan jeg stadig mærke det. Jeg kunne løbe det meste af turen på ryddede stier - og sammen med langrends løberne noget af vejen - men kom også ud i noget tung og løs sne, og den anstrengelse kan benet ikke lide.

Well, well, well, jeg bliver nødt til at tage programmet op til revision og sætte distancerne lidt ned indtil jeg har fået lavet øvelser nok til at få has på skidtet og så trappe op stille og roligt. Har klaret det før så det skal jeg nok igen, men det er ret frustrerende. Jeg nægter at give op!!!
Er dog dybt tilfreds med at jeg gennemførte at træne 4 gange i ugen, så jeg må slå mig til tåls med 4 kortere ture og ingen intervaller i den kommende uge og så håbe det hjælper. Og gå indendørs for at få et helt jævnt underlag.

Here we go again......

Oittaa og Bemböle er der hvor vi bor og dette er situationen sådan rent snemæssigt, med udsigt til - 19 grader og mere sne på vej......
Så er det jeg spørger mig selv: Hvorfor er det nu det forekommer mig så velkendt? Hvorfor føles det som om det var lige for lidt siden det hele så sådan ud? Jeg er nok ikke den eneste der stiller de spørgsmål!

Nå, men jeg har fundet en ny måde at tjene penge på. Man kan nemlig sætte vejrudsigten for snestorm efter mit løbeprogram på denne årstid. De dage hvor jeg planlægger at løbe udendørs i vejret, er sikre dage for hylende fimbulvinde og hysterisk snefygning. Så jeg tænkte at jeg kan sælge mit program uge for uge til Meterologisk Institut, og de behøver så ikke spilde resourcer på at forudsige vejret på de dage jeg løber ude. Voilá og jeg bliver hurtig rig!

Men ud kommer jeg! Med eller uden Meterologisk Institut. For jeg har det sådan at i det øjeblik jeg har besluttet noget, er jeg nødt til at gennemføre. Og jeg har altså besluttet at træne op til at træne til marathon (???!!!) og så bliver det sådan. Løb 4 gange om ugen. Efter programmet.

Basta!
Blev der sagt.

Mandag var hamsterhjul i Motivus. Hvor jeg lavede et virkelig pinligt nummer. Løb jo disse her intervaller, havde musik i ørene og MP'en liggende foran mig på løbebåndet for jeg havde glemt at få arm-remmen med og der var ingen lomme i bukserne (billigt lort). Nå, jeg er dybt involveret i at holde tempo og bruger hele kroppen for at få go på - og SMAK får jeg viklet mig ind i ledningen som derefter sender MP'en for fuld skrue over på naboen. Som løber helt uskyldigt i sine egne tanker og pludselig bliver angrebet af en UFO der rammer ham på skulderen. Ti centimeter højere oppe og jeg havde knaldet ham i gulvet med en lige venstre i tindingen. Han var lige ved at ryge af båndet men holdt heldigvis balancen og løb videre mens jeg på engelsk undskylder (naturligvis efter lige at løbet mit interval færdigt - man skulle jo nødig komme ud af rytmen....) og forklarer at det "bare" var min MP og den er helt ok - som om det interesserer ham om min skaldede MP er gået i stykker af flyveturen. Resten af tiden løb han og skævede uroligt til mig - jeg ved ikke om han var mest nervøs for endnu et angreb eller for at jeg skulle tale til ham på engelsk......

Så i virkeligheden er det nok meget mere sikkert for menneskeheden hvis jeg løber som i går aftes - som planlagt tog jeg en vintertur med mine special såler på skoene og klædt på dertil. Jeg fik luftet min jakke som jeg købte i foråret på et vanvittigt udsalg for fritids og sportsbeklædning. Det er en vinter løbejakke som havde kostet 350 EURO og jeg fik den for 50 Euro. Jeg har aldrig haft så dyrt et stykke løbetøj - og den er godt nok helt fantastisk og pengene værd. Sikkert sidste års model, men det er jeg ret ligeglad med og det tror jeg også elgene er.......
Det var tissekoldt i ansigtet pga blæsten, men jeg hev halsedissen op om næse og mund på de åbne strækninger og så går det fint. Det venter mig meget værre vejr, så jeg kan lige så godt vænne mig til det. Bagefter er man helt høj og fyldt med energi - sad også lidt foran pejsen med varm solbærsaft og honning før sengetid. Så sover man sgu godt!

I dag står den så på hamsterhjul med bakker på, forhåbentlig kommer jeg ikke til at slå nogen ihjel denne gang. I weekenden skal det blive meget (!!!) koldt så jeg må se om min langtur skal være på bane eller om det kan lade sig gøre at løbe ude. Eller måske vil jeg hellere løbe langt på bane lørdag og så langrend på ski om søndagen.......

Tilbage i Trædemøllen.....

Efter at have direkte dovnet i næsten 14 dage er jeg tilbage med fuld styrke. Jeg fik løbet en enkelt gang i Danmark i Folehave skov - min barndoms og ungdoms skov hvor vi gik ture og hvor jeg har redet milioner af gange på min pony Silver. Han var opstaldet hos skovfogeden og skoven blev redet tynd sammen med veninderne.

Siden jeg kom hjem til Finland - faktisk kun en uge siden selv om det føles meget mere - har der været lidt travlt sådan som der er når man har været væk, og vi har også haft to drenge fra Zerbia på lang weekend. De internationale skoler holder forskellige sports og intellektuelle arrangementer hvor man samles flere skoler på et sted og eleverne er privat inkvarterede. Det var feks. derfor mellembarnet var i Sofia og spille fodbold og ældstebarnet var i Riga sidste år. Vi havde to 17-årige drenge - en fra Israel og en fra Malaysia - boende fra torsdag eftermiddag indtil søndag middag, det var rigtig hyggeligt men kræver en del kørsel til og fra skolen samt en masse mad. Dog en oplevelse jeg holder af og som er sund for vores egne børn. Sidste efterår havde vi to drenge fra skolen i Sofia boende.

Men jeg kunne godt have løbet - så der er ingen undskyldninger, bare ren og skær dovenskab og manglende lyst. Det skal der så altså også være plads til efter at det har været en lidt mærkelig periode med flere halv marathons og forvirring omkring hvordan jeg holder træningen i gang og alligevel sørger for at være frisk til løbekonkurrencerne. Har dog erfaret at jeg sagtens kan løbe distancen selv om jeg ikke har supertrænet hele tiden - tiden bliver bare derefter.

Pausen har nu ikke været uden effektivitet. Jeg har har brugt den til noget fornuftigt: taget nogen beslutninger om hvad 2011 skal indeholde samt lavet to detaljerede programmer. Det ene er et 7 ugers program for at klargøre mig til ægte seriøs marathontræning og det andet er selve programmet for marathon træningen som begynder den 10. januar - det er dog ikke et endeligt program da jeg er lidt længere end det nuveau det starter på.

Mit klargørings program er baseret på det program jeg brugte for at træne til halv marathon og det har passet utrolig godt til mig. Marathon programmet er lavet af samme person og skal justeres lidt til mine behov, dem har jeg heldigvis lært en hel del om i det sidste halve år og mener også derfor at jeg bedst selv kan udvikle et program som kan passe ind i hverdagen. Hvis der er nogen der er intereserede kan de finde programmer her.

Og hvad er det så for noget marathon jeg taler om?

Næste år bliver jeg 50 - det gør Konsulen faktisk også. Og han har planer om at tage en vandretur i alperne med sin bedste ven som også bliver 50, sådan for at få lidt mandefilosofi og betragninger omkring alder sat på plads. Så tænkte jeg at jeg sgu også vil lave noget rigtig specielt for mig selv i den anledning - og det jeg faktisk har mest lyst til i denne periode af mit liv er at løbe marathon. Jooh, jeg kunne også godt tænke mig vandretur på Island og sådan noget, men på en eller anden måde er det altså mest løb - pga. udfordringen? Fordi jeg kan? Jeg kan noget som andre i min omgangskreds ikke kan? Det er lidt vanvittigt i forhold til hvad jeg har foretaget mig før i tiden? Jeg bliver en del af et interessant fællesskab?

Derfor tog jeg den beslutning jeg håber jeg ikke kommer til at fortryde når jeg bliver firs ("hvorfor tog jeg ikke på spa eller luksusferie i Caribien da jeg blev 50" - sagt med mimrende stemme og klaprende gebis.....) - Jeg løber mit første marathon til sommer.

Nærmere bestemt: Santa Claus Arctic Circle Marathon den 18 Juni kl 18 i Rovaniemi i Lapland så der også er midnatssol med i købet. Og en julemand der ringer løberne over polar cirkelen med tilhørende diplom for at krydse den. Se, det synes jeg er sjovt hvis det endelig skal være (og det skal det altså i 2011) for der lidt mere end kun at løbe et marathon - det må blive en debut der vil blive husket.

Som det vil kunne ses på bloggen er der flere løb på tapetet, nogen af dem er tænkt som træningsløb før marathonet og nogen vil være efter debuten hvor jeg må se hvad jeg kan klare og hvor hurtigt efter. Det kan jeg ikke vide før jeg har gjort alt for at træne fornuftigt, målrettet mod at forbedre mine tider (!!!!) og holde mig skadesfri (!!!!).

Er der nogen der vil med til marathon i Lapland??

De svære øjeblikke

Det lykkedes faktisk at få alt ned i kufferten, trolley og liiige et par plasticposer. Hvorfor er det nu at jeg altid ligner en emmigrant når jeg rejser fra Danmark? Er det mon fordi der altid lige skal være plads til de syv tusind smågaver mormor køber til børnene, de ting hun har købt til mig, de ting som jeg har købt fordi de kun fåes i Danmark og jeg ikke kan leve uden (så som chokofanter og heksehyl), de fødseldagsgaver diverse familiemedlemmer ikke har fået på dagen og nu skal leveres til rette ejermand, de sidste nye bøger jeg har fået/købt (he he, denne gang er jeg rejst hjem med Nynne4, mand hvor jeg glæder mig til lidt afkobling) - eller er det det sidste halve års udgaver af ugebladet Søndag, som min mor abonnerer på (naturligvis kun for at jeg kan få det bagefter) der gør udslaget? Og med skal det bare, alt sammen, om jeg så skal hoppe på kufferten. Blev der sagt. Og med kom det. Hele vejen. Med lidt lugt fra brændeoven og en hel masse hundehår.

Derefter kommer så den allerværste del. Den del der flår mit hjerte i tusind stykker hver eneste gang jeg rejser. I alle de 22 år jeg har boet rundt omkring i verden.
Hvor jeg hader at skulle sige farvel. Hvor jeg hader at føle at mit hjerte bliver trukket i alle retninger som en kludedukke. Hvor jeg i disse øjeblikke bare vil bo hjemme hos far og mor og være lille pige med forudsigeligt liv. Jeg bliver blød indeni og på tårenes rand når moderen insisterer på at lave en madpakke fordi det er så dyrt at købe mad i lufthavnen og hun så har puttet rødkål under pålægget for at det ikke skal falde af rugbrøddet og der er bestik og små sølvpapirspakker med salt og peber og alt er nydeligt og delikat og bare oser af hendes trang til at forkæle, beskytte og vise sin kærlighed. Så får jeg bare lyst til at stige af flyveren, smække nogen en på siden af hovedet og råbe at jeg ikke vil være med til det her liv mere.....

Og så kommer jeg hjem til mine børn som er jublelykkelige over at se mig og spørger om jeg nu har haft det dejligt og hygget mig - for det var jo det der var det vigtige og derfor har de ikke ringet halvtreds gange om dagen, for mor skulle have lov til at nyde sin ferie. Og et hus der er holdt så fint og alt har fungeret, for jeg skal se at det kan de sagtens klare og alle er stolte over egen formåen. Og en Konsul som er lykkelig over at han har været så meget sammen med sine børn, er gået tidligt fra arbejde og nydt at lære dem lidt mere at kende på en anden måde, har hygget sig og ikke mindst lagt en flaske champagne i køleskabet som vi deler indtil kl 01 om natten.

Se, så er det at jeg ved at min skæbne jo er beseglet uanset om jeg vil eller ej. At jeg har mange flyveture forude. At jeg kommer til at sige "på gensyn" mange gange endnu - for det er jo ikke farvel! Og jeg må fortsætte med at dele mig lidt her og der, huske at nyde øjeblikkene og sætte pris på nuet hvor jeg end er - hos den eller den anden. For jeg vil ikke undvære min nogen af alle de mennesker der fylder mit liv med glæde og lys.

På sidste vers....

Ja det vil blive min udsigt i aften - bortset fra at det er mørkt og jeg ikke vil kunne se en dyt. Men ferien synger på sit absolut sidste vers og det kan gøre mig trist og alligevel glad for at komme hjem til det kendte og min egen verden. For det er jo ikke naturligt at opholde sig hos far og mor i min alder, og mine egne derhjemme trækker i følelserne. De har haft travlt med at at ønske mig en dejlig ferie og klare alting selv for ikke at forstyrre mor på egne ben. Det sætter jeg stor pris på og har nydt freden og roen - og ikke mindst selvstændigheden.

Toppunktet har helt klart været Skovmaren med de oplevelser der fulgte med. Jeg har ikke fået læst de andres blogge endnu, men her er lidt af mine indtryk..... Jeg startede dagen med at hente Katrine som bor ca 10 minutter fra min far og han havde været så sød at låne mig bilen. Det var en enorm stor følelse at lande i indkørslen og bare se Kartine stå og ligne sig selv i køkkenvinduet (ja ja, hvem skulle hun ellers ligne ik'), det var jo næsten som at være på en blind date kan I nok forstå! Et stort knus og så var vi ellers kørt over til St. Dyrhave - igen en kort tur på 10 min. Der skulle vi lige finde parkerings plads og dem var der ikke mange af, meeen vi er et par konstruktive kvinder og fandt en fin en, synes vi. Der var lidt blødt i rabatten så jeg ville lige tjekke at jeg kunne komme ud igen da jeg skulle bakke opad.....og det kumme jeg ikke. Mudderet sprøjtede i alle retninger og forhjulene gravede sig bare længere ned. Vi kom til at fnise og blev enige om at vi hellere måtte komme ud derfra lige nu mens der var nogen der havde kræfter til at skubbe. Så en flink ung mand skubbede sammen med Katrine - han har sikker tænkt at vi var et par rigtige bimboer og det var jo ikke lige det bedste indtryk at give Katrine. Men hun tog det nu pænt......

Vi fandt en mere vellykket plads og kom hen til startområde hvor vi fandt numre og det hele. Meget velorganiseret og effektivt - om end lidt køligt. Solen skinnede og der var ingen blæst så vejret var virkelig med os. Så skulle vi til at finde de andre - som vi faktisk ikke anede hvordan så ud andet end fra billeder. Men det lykkedes bare så let og det var utrolig sjovt og en fantastisk følelse endelig at se hinanden. Desværre måtte May-Britt til min store skuffelse melde afbud - du var savnet rigtig meget!!!!!! Og jeg håber at det næste gang lykkes også at få dig med!!

Ved starten fes Karina og Helle derudaf - sådan et par seje piger - Katrine og jeg fandt hurtigt et godt og roligere tempo der passede os begge, så vi fulgtes rigtig meget af ruten. I begyndelsen blev vi kontaktet af Susanne som genkendte Katrine fra bloggen og vi fik hilst - hun har også været på besøg herinde - Hej Susanne, det var sjovt at hilse på dig og jeg håber du bliver ved med at komme her! I det hele taget nød jeg så utrolig meget at kunne kommunikere med andre omkring mig, at kunne forstå alt hvad der blev sagt, at føle mig rigtig meget en del af løbet og de andre løbere. Det gav mig så meget overskud at jeg kunne smile til en lidt nedslået gående fyr ude på ruten og sige "kom så, så løber vi lidt igen" og han faktisk hægtede sig lidt på os og kunne følge lidt med.

På et tidspunkt var Kartine lige nødt til at udforske underskoven lidt så jeg fortsatte alene og løbe så selv resten af vejen. Omkring 10 km begyndte mit ben/knæ at gøre forbandet ondt men det lykkedes at ignorere det - selv om de sidste 2 km gjorde så rigtig meget ondt at jeg måtte tage mig enormt gevaldig sammen for ikke at gå. Jeg var træt, havde knivskarpe smerter i musklerne omkring knæ - og derudover gnavende sokker (jeg fandt 4 store fede vabler da jeg endelig fik skoene af). Så det var lidt sejt men bare så dejligt da jeg kom i nærheden af mål og kom i snak med en pige om hvor tætte vi måtte være på mål og derefter spurtede sammen med hende ned af bakken - en rigtig god slutglæde med overskud til at se glad ud! Og Helle ventede med et knus og Katrine kom lige efter mig. 2 timer 15 minutter - det er ok når det gjorde så ondt i det møgben - men jeg er lidt selv om det gordi jeg ikke har lavet mine øvelser.....Så lærte jeg det! Karina tog hele marathonen og Helle ventede på hende mens vi andre tog hjem til Katrine til varmt bad og te inden jeg kørte hen og hentede Karina - for Helle kørte naturligvis på cykel!!!

Der vil komme fortsættelse med billeder når jeg er kommet til Finland - nu bliver jeg nødt til at pakke hvor nødig jeg end vil.......Hvordan skal der blive plads til det hele.....

Tiltrængt

Jeg trængte gevaldigt til en udendørs løbetur efter for meget indendørs baneløb. Og jeg fik en masse frisk luft med regn og vind - det var dejligt at blive blæst igennem. Jeg troede at jeg ville nå at løbe mens det er lyst, men det blev hurtigt mørkt og selv om der var lys på stien var der ret mørkt i skoven. Jeg ved ikke om man behøver at være bange for at løbe i den mørke skov, der er normalt intet at være nervøs for og om sommeren løber jeg jo gladeligt kl 21 uden at tænke over det. da er det også lyst. Om der så pludselig kommer fæle monstre bare fordi det er mørkt er nok ret tvivlsomt, de eneste der formegentlig vil befinde sig i en skov i mørke er vel andre løbere. Men jeg kan ikke lade være med at være lidt usikker på hvor meget jeg bryder mig om det, det vil bare betyde at jeg kun kommer i rigtig natur i weekenderne.

Og så er der ellers dømt pakning. Efter at have sendt et stk. barn til Sofia er det min tur til at beskæftige mig med mine egne ting. Og det er første gang jeg også skal pakke løbetøj, ur og alt det andet tilbehør. Er lidt i tvivl om hvad jeg skal løbe i på søndag, i dag løb jeg i trekvart tights, kort trøje med løbevindjakke udenpå. Det var mere end nok, så jeg må vist både have langt og kort med - heldigvis kan man lyne ærmerne af vindjakken hvis det er nok med lang trøje og vest.

Jeg glæder mig meget både til ferie og til løbet - det bliver så rart at kunne forstå hvad folk siger rundt omkring en. Og selvfølgelig til at møde alle dem jeg har lært at kende, få rigtige ansigter og stemmer på......
Det er nok begrænset hvor meget internet adgang jeg har før jeg kommer til Præstø i næste uge, så der bliver lidt tavst på bloggen.
Vi kommer tilbage efter pausen.......

Lige pludselig....

Er man blevet et år ældre - sådan bare lige i løbet af natten uden at mærke det. Før om morgenen når man bliver vækket før en vis herre får sko på af syngende børn. Og kæmper for at få øjne og bliver rørt over at de selv har sørget for at komme op før en selv. Også mindste-barnet som ellers ikke er til at få ud af fjerene. Nogensinde.

Og jeg som efterhånden har oplevet at jeg ikke rigtig kan huske om det er 48 eller 49 jeg er, hov skal lige regne efter - for årene har ikke så stor betydning mere. Man bliver jo ældre rent kronologisk, men jeg føler mig meget "aldersløs". Nu forstår jeg min gamle mormor som sagde at hun følte sig ung indeni. Dengang tænkte jeg "det er godt med dig, din gamle kone" - nu har jeg det som Tove Ditlevsen som skrev om at der er en ung pige indeni mig.......

Måske er det fordi jeg er så enormt aktiv og har en del planer for fremtiden, jeg glemmer sgu at jeg har pondus og bliver halvtreds næste år. Så jeg er altså 49 fra dags dato og så må jeg se om jeg kan finde ud af det.

Jeg var heldig at Konsulen havde så ondt i knæet at han blev hjemme fra arbejde og derfor ventede med dækket bord så der kunne synges fødselsdagssang. Han taler ikke dansk, men "i dag er det.....s fødselsdag" - den kan han udenad og med stor bravado. Han kommer fra en familie der ikke rigtig fejrer fødselsdage og har skullet lære det fra bunden, men er kommet godt og solidt efter det.

Der kom også et par gaver på bordet. Tænk at man kan blive så grebet af løb så man bare ønsker sig ting til at bruge når det skal trænes. Og fik en i-pod nano (som jeg ikke har det mindste begreb om hvordan man aktiverer - heldigt at der er børn i familien som er født med tekniske evner, som de jo er i den generation) og en camelbag rygsæk (Deuter, 2 l) - så nu er der underholdning og væske på de lange ture som venter forude. Og de bliver virkelig lange.... Mere om det en anden gang når planlægningen er i hus!

Så var der mange telefonsamtaler fra udlandet - ha ha, Dk er jo udland når man bor i Finland! Jeg kommer jo til Dk på fredag og så skal der planlægges hvor, hvordan og hvem. Det er nemlig så interessant at jeg blev delebarn i en høj alder hvor jeg var gift og endda havde et barn. Så det har jeg egentlig aldrig vænnet mig til og synes stadig at det er overmåde pinligt at mine forældre er skilt. For vi var sådan nogen pæne nogen hvor alle de mindre pæne ting blev fejet ind under gulvtæppet i Rungsted og når noget så krakelerer er det sågu svært at være med. Resultatet er at jeg skal fordele vind og vejr lige når vi kommer på besøg og som en anden sigøjner rejser Dk tyndt med kufferter og tasker. X dage her i Hørsholm og x antal der i Præstø. Så ingen bliver kede af det eller føler sig forfordelt. Og den der får stress og mavepine - det er mig, for måske har jeg ikke været retfærdig. De kan kun se mig om onsdagen og de kan kun om torsdagen om aftenen og frem og tilbage og op og ned og jeg må endelig komme hjem til dem - ferie bliver det i hvertfald ikke.

Denne gang har jeg lavet revolution. For jeg meddelte lige fra første sekund at jeg kommer men om søndagen den 7. er jeg optaget hele dagen. For jeg løber nemlig Skovmaren ½ marathon - om jeg så skal gå hele vejen. Men det er mit og jeg giver ikke slip for nogen pris. Og jeg skal også mødes med nogen mennesker jeg er helt syg for at lære at kende rigtigt sådan i virkeligheden. Det har været en kamel for familien at sluge - ikke fordi de ikke under mig den fornøjelse, men fordi jeg er den første og enenste der udøver sport på konkurrenceplan. Det lyder jo flot, som om jeg er elite løber eller sådan noget, det er jeg sgu langt fra, men rent faktisk udøver jeg konsekvent en sport og deltager i konkurrencer - og har godt nok planer som ingen ved noget om endnu men de skal de nok få for 2011 nærmer sig. Der tales nu med ærefrygt og respekt om at "den 7. kan hun ikke noget for der skal hun løbe komkurrence" - og se, det er jeg glad for fordi så forstås det at jeg har et behov for mine ting når jeg kommer. Og jeg skal skam også se gymnasiekammerater og ud at løbe træningsture. Jeg skal løbe steder som jeg kun kender fra cykel og gåture i min barndom og jeg skal løbe i område jeg ikke kender særlig godt - jeg skal ned på Sea Legs Girl's territorium (Turf, sådan på udenlandsk...) i Præstø omegn og det bliver sjovt at opleve noget andet! - og jeg tror at denne gang kommer jeg til at føle meget mere at det er min ferie!

Træning til Skovmaren - ha, det var et morsomt ord. Jo, lidt bliver det til ind i mellem vasketøjet - mellem-datteren skal til Sofia i Bulgarien på onsdag i 4 dage og spille fodbold med skolen, Konsulen skal til Tallin i Estland på onsdag i to dage og jeg skal jo også et eller andet. så sig ikke at vi ikke er en international familie i disse dage.......

Det kan gå lynhurtigt

Med stemningsskift i det lille hjem når der er teenagere ombord.

Man har været henne at hente Konsulen fra toget og kommer ind ad døren. Man har været en god hausfrau og aftensmaden er parat.
3 børn kommer drønende som små søm og kaster sig om halsen på farmand, selv om han har tigget og bedt (og råbt og truet) at han vil så gerne have lov til at tage frakke af og lige komme inden for døren. Sådan fysisk.

Den 10-årige begynder at snakke og fortælle om dagens oplevelser på to forskellige sprog i en hastighed der minder om Søren Spætte på speed. Den 12-årige står med et kladdehæfte fra skolen og tripper for hun vil gerne vise en fin karakter frem.
Så kommer den 14-årige coole knægt sejt svajende som en sømand ud fra sit værelse, siger hej og bøvser så det runger i hele huset. Et øjeblik bliver der helt stille mens Konsulen og jeg kigger målløse på hinanden.

Så bryder inferno løs:
"IIIIRRRRKKKK, han bøvsede mig i nakken" skriger den 10-årige. Gentagne gange for der jo publikum på og det er vigtigt at selv dem på de billige rækker får hele forestillingen med. Den 12-årige siger ikke en lyd men forsvinder op på sit værelse. Hun er klar over at det er nu man skal gå i dækning.
"Nååååh ja, det var jo ikke med vilje" prøver den 14-årige at bortforklare mens han ser tordenskyerne samle sig i ansigtet på sin far. "Undskyld" lyder det meget lidt overbevisende fra ham da Konsulen giver højlydt udtryk for at det er mangel på respekt både for søskende og for forældre at bøvse, prutte og andre delikatesser sådan lige op i hovedet på dem for at få noget opmærksomhed under velkomst ceremonien. Selvfølgelig giver det opmærksomhed. Men på en lidt speciel måde.

Den unge mand forsvinder surmulende og forurettet ind på sit værelse. Den 10-årige bliver beroliget med at hun nok overlever og at det ikke er nødvendigt at lave så meget larm. Den 12-årige kommer forsigtigt ned igen med sit kladdehæfte. Og bliver beundret.

Huset falder til ro.

Senere kommer den 14-årige og er snaksaglig. Det er han gerne ved aftenstide når søstrene er i seng og man er lidt ledig til en snak - synes han, jeg synes ofte hellere at jeg ville læse eller compute osv. Men man skal jo prøve at tale med sine børn før de kommer for at fortælle at de er gravide / på stoffer / alkoholikere / butikstyve.......
Så vi får os en sludder. For han synes at ingen kan lide ham i familien. Og jeg prøver at forklare at der er forskellige måder at få opmærksomhed på og nogen er bedre end andre. Sådan på den mere succesfulde måde. Og at hærge aftensmåltider med dumsmarte bemærkninger eller provokerende opførsel samt alle de andre små tricks med at vappe søsteren en over nakken når man går forbi for derefter at benægte ethvert kendskab til episoden - ja de er ikke så smarte.
Og bagefter skal jeg ind at sige godnat til ham. Selv om han er 14 så vil han gerne holde lidt i hånden når vi går tur og der ikke er nogen der ser det, krammme og sige mange gange hver dag at han elsker mig. For han har sådan brug for selv at høre det. Hele tiden og mange gange.

Hvor er man heldig at man har børn. Også selv om de bliver teenagere - det går jo over håber jeg da.........

Så er vinterens træning i hus

Både i overført og i bogstavelig stand.

Jeg har før omtalt Barona Arena i Espoo da vi var til basketball kamp og fortalt om de mange muligheder der findes i det store kompleks. Og der findes så også en indendørs løbebane på 400 meter.

I fredags da vi var på vej hjem fra arbejde kørte Konsulen og jeg lige forbi for at studere mulighederne for fitness og løb. Konsulen er blevet så optaget af mit løb siden vi var sammen til halvmarathon i Hanko, det er virkelig fedt at have den opbakning. Han har hele tiden været positiv men det gjorde et eller andet at se mig løbe og se at det ikke gik så tosset endda - og at det måske kan gå endnu bedre. Han er ret vervøs ved tanken om at jeg skal skøjte rundt på glatte veje i venterens sne og kulde "du er mig for kær til at jeg vil se dig med brækkede ben.." som han så sødt sagde! Og vi vil begge gerne også have fitness ind i hverdagen....

Tilfældigvis var der tilbud / kampagne for at lokke kunder i butikken og vi kunne få et 6 mdrs. abonnement der vil være gyldigt i 8 mdr - til fitness, løbebane og alle de forskellige timer med aerobics, mave/ryg osv. Det kunne vi ikke stå for og investerede i kort, til en meget rimelig pris som vel er ca 300 kr pr måned i danske penge.

Så i går søndag, måtte det hele afprøves........

Banen har et utrolig behageligt underlag og er så god at løbe på. På den ene langside er der bare døre og tilsidst et fitness-trim rum med drønende musik hvor der ind i mellem var undervisningstimer. På den anden langside er der udsigt ned til underetagen med floor-ball baner (og kampe man kan følge med i når man løber forbi), rulleskøjte bane og fittness. Derefter løber man forbi restaurants området og sportsudstyr butikken. Alt i alt en rimelig varieret udsigt. I de afrundede ender er der store vinduer med udsigt til vejret og trafikken udenfor. Ovenpå er der en fodboldbane i naturlig størrelse. Indendørs.

Da jeg jo havde løbet 18 km dagen før skulle jeg ikke have mere end et par kilometer sådan bare for at mærke fornemmelsen. Men det gik sådan set bare derud af, herregud, hvad er et par baner mere, eller fem for så er det jo en kilometer - og tilsidst blev det til 10 km. Det var en

utrolig oplevelse at løbe på en helt anden måde end udendørs. Man behøver ikke at tænke på rute, trafik eller noget andet, man kan lige så stille glide ind i en vegetativ tilstand hvor man bare løber flydende og lader benene gøre arbejdet. Det er selvfølgelig en slags illusion i forhold til udendørs løb og man skal nok være opmærksom på forskellen (lige som på bånd) så man husker at det ikke altid er så lige og behageligt et underlag uden for. Eller uden bakker. Men for mig er det en fantastisk løsning på vinterens fortrædeligheder og en meget bedre mulighed end et løbebånd. Det vil nok give en del mental toughness (som jeg nok skal komme tilbage til) at løbe på indendørs bane og der vænne sig til at være i gang i timevis når der trods alt ikke er naturens afveksling - og jeg kommer til at have nogen laaange ture der.......

Forresten er der 24-timers løb på den bane i slutningen af Januar. At løbe der vil nok være det tætteste jeg nogensinde fysisk kommer til at være på et 24-timers løb........;-)

Den smukkeste efterårstur

Egentlig havde jeg troet at jeg skulle løbe lige ud - sådan noget lidt kedelig løb uden de store udsving. Men da det viste sig at være strålende efterårssol fra morgenstunden fik jeg andre idéer. Alt var hvidt af rimfrost men det så ud til at kunne blive til en lidt varmere temperatur op ad dagen. Der stod en strid blæst ind over landet så det var oplagt at løbe i skov - og jeg beluttede hurtigt at Nuuksio naturreservat var passende.

Ruten er næsten fortvivlende smuk, meget vildsom og virkelig krævende. Jeg havde glemt hvor meget for jeg har ikke løbet der siden sidste år. Lige så snart det bliver vinter er det umuligt at færdes til fods, man kan kun komme derind på ski. Ruten er fyldt af bakker og når jeg siger bakker mener jeg ikke sådan nogen hyggelige runde nogen. Nej, vi taler om seje næsten lodrette bakker der tårner sig op, så stejle at de er lige så svære at løbe ned ad som op ad - så seje at der er advarselsskilte på toppen for at huske på hvad der venter forude. En drøm for mountainbikes og for langrendsløbere. Og for mig. Jeg indrømmer at jeg gik op ad et par af dem for jeg ville gerne holde lidt kræfter til resten af turen. Og jeg var nervøs for benet som har det med at brokke sig hvis jeg anstrenger mig for meget.

Konsulen blev sat på opgaven at køre mig derhen, vi bor på grænsen til dette reservat så det tager ca. 15 minuttter at køre. Vi tog hjertelig afsked efter at han havde sikret sig at jeg havde mobilen med - for det er et meget vildsomt terræn hvor man sagtens kan fare vild. Sådan for alvor. Men jeg kender ruten udenad og ved hvor jeg skal dreje fra den kortere rute for at komme ind på den lange. Musikken blev i lommen for der var for dejligt til at blive forstyrret af toner der ikke har hjemme i naturen. Efter et par kilometer fik jeg et morsomt slags selskab. Jeg havde ved starten mødt en hund som løb af sted alene. En Siberian Husky iklædt orange redningsvest - så det ud som. Pludselig kom den igen, midt ude i det rene ingenting og tilsyneladende uden herre. Da kunne jeg se at den havde en slags radiosender på ryggen, indbygget i den orange vest var der en lomme hvor der stak en antenne ud og under halsen havde den en gul firkantet lille æske. Der hvor St. Bernhardshundene har cognac.....Den slog følge med mig nogen kilometer og var venlig men aldeles uinteresseret i kontakt (desværre, for jeg er helt ekset med hunde....) og pludselig løb den til højre ind af et lille spor der forsvandt i skoven. Jeg ved ikke om den er en slags redningshund eller hvad det kan være, jeg må spørge nogen lokale om de ved hvad det er for en slags hund.

Jeg mærkede lidt til benet omkring de 10-12 km men det kunne holdes ud. Det var højst sandsynlig fordi jeg havde løbet så mange bakker for pludselig anstrengelse er ikke sundt for det. Det blev til 18 herlige kilometer i lav efterårssol og hvor mange af sådan nogen dage kan man være sikker på at få........

Det eneste der var lidt dumt var at jeg havde lavet et af mine standard klovnenumre: Stod pænt op og spiste morgenmad men løbeturen blev trukket fordi jeg skulle ordne nogen ting og vente på at Konsulen kunne køre mig. Så frokost blev det ikke til for så ville det blive for tæt på løbet. Resultatet var at jeg kom hjem lige før kl 17 og siden kl. 9 havde jeg indtaget en portion havregryn med mælk og en pakke rosiner. Og løbet 18 km. Det er ikke fornuftigt og det sker ofte for mig i weekenden - jeg glemmer at spise og får aldrig et mellemmåltid. Det er absolut stof til at arbejde med hen over vinteren hvor mange ting skal tages op til revision.....

Men nu er jeg rolig for at jeg kan løbe Skovmaren, hvis jeg kan løbe uden alt for mange smerter (og uden mad) nu, så skal det nok blive ok til om 14 dage. Så nu tilmelder jeg mig endelig.....:-)

Yessss!

Et par af mine blog-veninder har givet udtryk for at føle tomhed og manglende løbelyst. De har været igennem nogen hårde løb som ikke helt gik efter forventning efter lange seje træningsperioder. Jeg kan godt forstå dem, har lidt en snert af det selv. Jeg har været i nogen konkurrencer for første gang - som altså overhovedet ikke kommer op på siden af hvad de har løbet - og for mig har det været at opgradere mit løb. I stedet for at tulle rundt alene har jeg været ude blandt de andre og opdaget at det kan jeg faktisk godt. Og fået smag for mere. Men jeg tror at vejret har en stor del i vores humør og løbelyst. Pludselig er det blevet helt andre varme (kulde) grader og lyset ændrer sig. Man står der og har ikke noget konkret stort mål lige om lidt og hvad så? Da er det at jeg må tage fat i ørene på mig selv og ikke lade de følelser få overhånd. Jeg kan ikke tillade mig at ligge lavt i svinget for det er jeg ikke rutineret nok til.

I går var absolut sidste udkald for ugens første løbepas - jeg har sådan en indre mekanisme der tillader et vist antal dage mellem træning og når vi kommer til sidste dag bliver jeg rastløs, irritabel og lidt umulig at være sammen med indtil jeg har været ude.
Vejret er skiftet i karakter, det er meget efterår heroppe med næsten bare træer, blæsende og tidligere mørkt. Jeg har været vant til at drøne ud for at få løbet inden der skal laves aftensmad og for at løbe mens det er lyst og egentlig er det utrolig stressende. De ting vil jeg nu indstille mig på at lave om.
Der vil fra nu af byttes om på arrangementet, der laves mad osv når vi kommer hjem og mit løb bliver planlagt til aftenstide. Det er sgu snart også lige meget med klokkeslæt, for det vil være mørkt allerede når vi kører hjem ved 16 tiden.

I går løb jeg ud kl 19 og yessss! Jeg løb 13,5 km uden nævneværdige gener. Omkring 8-9 km var der lidt men da jeg jo skulle hjem på en eller anden måde (læs: løb) ignorerede jeg det og det gik da også væk. Men det vil sige at med de rette øvelser og lidt mere fys (skal i morgen tidlig) vil jeg være helt kampklar om nogen dage så jeg kan få struktur i min træning igen.

Indrømmet -det krævede sit at komme ud. Jeg er begyndt at interessere mig for Mental Strength - noget jeg efter egen mening helt klart trænger til at få mere af. Læser om det og planlægger at bruge øvelser i træningen. Så i går drejede det sig om Fokus.
Det vil sige at jeg med al magt prøver kun at fokusere på det jeg skal, nemlig løbe. Alle udenoms ting har ikke noget med mig at gøre, jeg skal fokusere på at flytte benene her og nu. Ikke tænke på hvor lang en rute der venter (eller hvor langt jeg allerede har løbet) men være her og nu på det sted jeg er. At tænke på hvad der venter mig er noget der kan få mig til blive helt udmattet - så det må jeg ikke. Bakker forceres her og nu, et ben foran det andet, ikke kigge op og tænke på hvorlaaang den er. Modvind eller for den sags skyld medvind er vejrgudernes problem og har ikke noget med mig at gøre. Jeg skal bare fremad.
Og der var rigeligt at dem alle: mørke, modvind og bakker - men det hjalp mig utrolig godt hele tiden at fokusere på øjeblikket og ikke lade uvedkommende tanker eller følelser forstyrre. Det er et interessant emne og kan bruges på mange andre ting end løb, så det kommer I til at høre mere om.

Tempoet var absolut ikke noget at skrive hjem om, men for mig var det mentalt vigtigt at komme ud på en ordentlig tur og ikke de små korte ture som jeg næsten ikke gider at klæde om for. Og bagefter fik jeg både strøget lidt og læst i min bog - så det kan altså godt lade sig gøre at nå det hele med lidt planlægning!

I dag har mellempigen 12-års fødselsdag. Vi skal i biffen i eftermiddag (selv Konsulen går tidligt fra arbejde) og bagefter ud at spise. Så vi får en hyggelig dag her i det grå og mørke vejr!

Lidt opdatering

Nu er det blevet lidt køligt, det sniger sig lige op på 3 grader og i går haglede det kraftigt og i dag haglede og sneede det på mig. En fordel da jeg så ikke bliver våd af regn, men i går gjorde det faktisk ondt med de hagl lige ind i nyseren. Finneren er allerede klædt på i vatterede jakker, huer, halstørklæder, vanter osv osv. Men sådan er det hvert år, de ved måske noget vi andre ikke ved. Jeg hader huer og tager den kun på hovedet når det er snestorm, jeg løber altid barhovedet og helst også uden jakke. I dag havde jeg dog langærmet bluse, jakke (det var også lidt for varmt) og tynde handsker på som jeg hele tiden tog af og på, af og på......Det er den tid af året hvor man aldrig rigtig ved hvor meget tøj man skal have på for det er koldt at komme ud og det første skridt ud af døren er godt nok sejt, men man bliver jo hurtig varm.

Var ude på 7 km i går. Fik ondt omkring de 4,5 km og gik lidt, løb lidt, gik igen nogen hundrede meter og kunne så løbe videre uden noget.

I dag havde jeg tænkt på langtur og havde så også udstyret med. Fik lidt ubehag i benet efterhånden og havde noget tiden en latent følelse af "noget" men kunne faktisk godt løbe hele vejen. Til gengæld havde jeg blyben og betonbagdel - så jeg holdt det på 11 km. Skal jo heller ikke ødelægge en heling der er på vej.

Det er længe siden jeg har følt mig ugidelig og så var det altså sådan en dag - det må der også være plads til. En kortere tur er jo bedre end ingenting og jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at drikke og gnaske rosiner mens jeg løber. Normalt har jeg hverken væske eller fast føde med på så kort en tur, men da jeg jo havde forestillet mig langtur, var der meget bekvemt foder i lommen.
Jeg kunne sagtens drikke af flaske fra bæltet mens jeg løb, spørgsmålet er hvordan et plastic krus opfører sig og hvordan man undgår at indholdet ender nede af maven. Rosiner kan nemt tygges selv om jeg følte at jeg burde "tygge i takt" med benene - men det kan altså ikke nytte noget og det var en spøjs fornemmelse at prøve at holde styr på to forskellige takter.
Så nu ved jeg at både banan og rosiner kan bruges og så kan jeg måske undgå stop i depoter mere end allerhøjst nødvendigt til lige at snuppe det der skal bruges.

Går og glæder mig til Skovmaren, tager en ½ marathon for jeg vil gerne have så mange af dem i benene inden sæsonslut og hvis benet vil blive helt ok så måske også forbedre min tid....for jeg satser på at lægge træningsprogram i løbet af vinteren således at næste sæson mest bliver marathonsæson (med nogen halve ind i mellem til trænings erfaring). Jeg ved ikke endnu hvor og hvornår jeg kan debutere, men håber at maj måned vil byde på noget i nærheden. Det skulle være et realistisk mål og give nok tid til både at lære at være ude i mange timer og til den mentale træning - som nok i virkeligheden er den vigtigste for mig da jeg rent fysisk egentlig ikke synes jeg har svært ved at øge distancer, det er oftest hovedet der ikke vil være med og jeg føler direkte at hovedet modarbejder kroppen hvis man altså kan sige det sådan. Det vil være noget jeg kan bruge tid på i vintermørket og kulden for der skal man sågu være sej for at komme ud - husker glimrende mine ture sidste vinter i -19 grader, blæst og sne som nogen af mine bedste ture fordi de gav en enorm følelse af sejr hver gang selv om mine distancer ikke var så lange endnu. Det vil måske være en lejlighed til at fylde varm cacao i flaskerne på løbebæltet????

Manipulationer skal der til

Jeg havde tid hos Sammi igår - og har ikke løbet siden jeg sidst havde ondt. Til gengæld har jeg lavet øvelser og nu fik jeg nogen flere / anderledes. Han var med det samme med på hvad problemet var - det er selvfølgelig en fordel at jeg har været hos ham før og denne gang kunne fortælle at jeg har løbet halv marathons og at jeg skal endnu engang om nogen uger. Så var han mere klar over mine kilometer indsatser og hvad jeg skal kunne i fremtiden.

Det var utroligt at han med det samme ramte plet: Jeg lå på ryggen og han tog om venstre (raske side) hæl og rokkede med den store fodrodsknogle lige under - den bevægede sig fint og frit. Tilgengæld var højre fod fuldstændig fastlåst og knoglen / leddet kunne ikke rokkes en milimeter.

Og det gør naturligvis at hele foden og benet er låst i dårlig og forkert stilling, og derfor giver smerter op ad musklerne og på ydersiden af knæet når man løber.

"Et typisk fænomen hos langdistanceløbere". Jeg blev lidt glad og stolt da han sagde det - jeg tænker ikke altid på mig selv som langdistanceløber. Men vil meget gerne......

Mine grænser flytter sig hele tiden for hvad jeg synes en langdistanceløber er - måske er der direkte definitioner på det. Men jeg har det hele tiden sådan at når jeg når op på længere og længere distancer, så flytter min grænse for hvad langdistance egentlig er, med samme proportioner. Så jeg stræber hele tiden efter at løbe længere og længere for at komme op på disse selv-foranstaltede langdistancer - men kommer sgu aldrig derop fordi de flytter sig.....

Sammi manipulerede med foden, knæk, klik, klik- og vupti, skidtet kunne dreje og flytte sig helt frit igen! Derefter fik jeg instruktion i øvelser indtil på torsdag hvor jeg skal derhen igen - for at få ryggen lidt under behandling (og instruktion i øvelser for den). Øvelserne er utrolig simple og kræver bare et trappetrin. Han fortalte at før i tiden blev folk altid sendt til motionscenter med komplicerede og tidskrævende maskiner, men i og med at folk ikke gjorde det de skulle har manforstået vigtigheden af udførelse af disse øvelser hjemme. Jeg må sige at jeg får virkelig gjort noget ved det når jeg kan gøre dem derhjemme. Jeg står lidt tidligere op for lige at nå lidt om morgenen (lidt ekstra bonusøvelser oven i det antal jeg har fået foreskrevet) og finder ellers nemt lige et kvarter i løbet af dagen til at få dem ordnet. Man kan godt give lektiehjælp eller høre om dagens oplevelser men man ligger og roder på gulvet........

Jeg må gerne løbe, så jeg må ud i det ækle vejr i dag for måske er jeg heldig og der er forbedring allerede. Og så kan jeg måske løbe langdistance i morgen........Jeg har en lille rute på 24 km der venter og vinker fristende derude......

Forresten så var der is på hovedtrappen (ældstesønnen tog lige en rumpeglider ned af den....) og der var flere biler fra de nordlige forstæder med tyndt snelag på - hjææælp det er for tidligt!!!

Tadadadaaaam

Så er billetten til Dk købt og printet ud!

Jeg kommer fra den 5 November til den 14 og kan så løbe den ½ Skovmaren den 7. Det ved familien ikke endnu, men de kan jo komme og heppe. I de første dage planlægger jeg at være i Hørsholm hos min far og i anden del tager jeg til Præstø hos min mor. Det er noget værre rod at være delebarn (specielt når man bliver det i høj alder......) men jeg håber at kunne fordele sol og vind lige. Min bror der bor i Hellerup har fødselsdag den 14 og så kan jeg lige nå at være med til noget fejring der.

Nu vil jeg undersøge hvordan man tilmelder sig her fra det høje nord - eller rettere finder ud af betalingen for at slippe for forhøjet gebyr på selve dagen. For en gangs skyld tilmedling via en side på et sprog man forstår!

Det vil blive en fantastisk mulighed for at møde en masse af de mennesker jeg har lært at kende gennem blogge og løbesites - jeg kommer til at glæde mig som et lille barn. Det bliver også sjovt at løbe i Dk, det har jeg aldrig ført gjort, ikke så meget som 10 meter! Og sammenligne konkurrencer med det jeg har oplevet her. Tænk at kunne kommunikere med de andre løbere før og efter løbet......

Mon der er nogen der kender gode løberuter i Præstø.....

Nye tider

Var ude at løbe i går aftes, der intet som afprøvningen af et par nye løbesko der kan overvinde mørke, kulde og blæst......

Det er meget mærkeligt at løbe i noget helt andet. Det føltes godt nok, men altså anderledes. Selvfølgelig skal der justeres lidt på snørbånd og den slags, og vi skal lige lære hinanden at kende lidt bedre først. De er behageligt bløde og jeg kan ikke mærke hver eneste sten på vejen.

Jeg troede ikke at der ville komme noget lyd fra ryg-balde-lår-knæ, men efter 3 km begyndte det at genere. Så her til morgen var jeg hos lægen og skal til fys på torsdag. Jeg tror at lægen synes at jeg er fuldstændig vanvittig når jeg insisterer på at løbe selv om det kan give lidt bagslag. Ak ja, som May-Britt har haft stående på sin blog: Den der er nødt til at spørge forstår intet..... Jeg har også det også lidt mærkeligt med at komme og bede om behandling for noget som jeg selv er skyld i - jeg kunne jo i princippet lade være med at løbe hvis det giver symptomer i ryggen. Jeg har nu den indstilling at en svag ryg (eller hvad det nu måtte være) har brug for sport. Så jeg meddelte lægen at jeg ikke havde tænkt mig at lade være med at løbe og at vi derfor måtte finde en anden løsning på problemet. Så skrev han henvisning på 10 behandlinger hos fyssen - til egen administration. Så må vi se om jeg kan det.

Ydermere var jeg i dag i Motivus fittness.
Følte mig totalt som en elefant i en glasbutik. Puuh det var ikke sjovt at gå rundt og lede efter de rigtige maskiner - følte mig som en rigtig nybegynder. Kiggede misundeligt på løberne på bånd - men holdt mig i skindet og løb kun lidt opvarmning. Fik da lavet øvelser selv om jeg vist skal have lidt mere system i det og lave et ordentligt program....

Og så skal mine elskede Karhu sko på museum - og kun tages i brug til mudder og søle her i efterår og vintertiden.....

Jeg har heldigvis overlevet weekendens invadering af småpiger.
De var meget meget søde men larmede helt utrolig meget - der var mange høje hvin og skrig og skrål. De to store syntes at det var ret trættende selv om de hjalp til med at få det hele til at glide. Den store 14-årige blev tilsidst ret træt af larmen og overnattede hos mig da underetagen var et rent minefelt......

I dag har Konsulen været under kniven (igen...) for at få fjernet et stykke af en revnet minisk i venstre knæ. De fandt vist også et eller andet undervejs i knogle som blev repareret???? Da han stadig er på klinikken mens disse linier skrives ved jeg ikke hvad den lille ekstra bonus går ud på. Men nu kan jeg da få lov til at være lidt sygeplejerske i en uges tid og så må vi se at få ham genoptrænet og i gang med at løbe!! Det vil være rart at have en fælles sport igen - vi har før trænet i fitness sammen og det var dengang Konsulen var en rigtig god løber og jeg ikke ville høre tale om den slags vanvid.......

Jeg selv har holdt pause i nogen dage og kun lavet elastik øvelser. Det er surt når jeg har siddet med kort og planlagt langtur, men jeg tør simpelthen ikke andet. Det er jo meningen at jeg skal kunne bruge de erfaringer jeg efterhånden har fået som løber - også dem der gælder skader og deres forebyggelse. I dag skal jeg ud og forsigtigt se om det har været storm i et glas vand - det håber jeg meget! Under alle omstændigheder er dagen i morgen afsat til fitness ryg og mave, måske med noget løbebånd hvis alt er ok. Ellers må jeg tage crosstræneren.

Erfaring gør mester

Men hvorfor skal det lige være mester i skader?

Ikke fordi jeg rigtigt er skadet, men vel nok lidt under observation......Og ja, jeg skal nok være opmærksom omkring hvad der sker ved knæet, det er jo en af mine bedste venner....

I foråret troede jeg også selv at det var noget med løberknæ og læste en masse om det. Da jeg så kom til ortopæden viste det sig jo at det var ryggen der drillede og jeg indrømmer at det gør den også lidt nu. Jeg har det bedst med at løbe fordi det holder ryggen smidig og smertefri, når jeg ikke har løbet i flere dage begynder jeg at mærke den. Jeg kan godt selv se på den sætning at det lyder som om der er et eller andet der trænger til at blive justeret......Jeg ved også godt nogenlunde hvad svaret vil være: ryg-mave øvelser i fitnesscenter. Så foreløbig ligger jeg altså på gulvet derhjemme viklet ind i stor gummielastik og roder rundt med mine øvelser i håb om at kunne komme noget i forkøbet. Min søn er blevet sat på den utaknemmelige opgave der består i at tvinge mig til maveøvelser - og så må jeg vist hellere kravle hen til Motivus og forny mit kort. Motivus er det der svarer til fitnessworld i Dk - tror jeg da nok.
Der er alle former for væmmelige maskiner jeg må se om jeg kan finde ud af, jeg har jo trænet sådanne steder før. Det er jo altså bare ikke løb udenfor i vejret vel? Selvfølgelig kan man sige at når nu det alligevel skal til at blive indendørs vejr så er det ikke så slemt, det er bare meget anderledes at løbe på bånd og arbejde med maskiner. Jeg håber ikke at sneen bliver for slem i år og at vejene vil være åbne for løb - for så kan jeg i det mindste tage et langt løb udenfor i weekenden. Intervaller osv skal man ikke løbe på glatte veje......

Nu skal jeg lige have 5 små tøser til pyjamas party for yngstebarnets forsinkede 10 års fødselsdagsfest og det skal nok blive muntert. Jeg har lavet skattejagt, der skal spises selvlavede pizzaer og lagkage, der skal fedtes med neglelak, hoppes på trampolin og ses film. Og spises slik og chips - uden det er det ikke en ordentlig fest, meddelte det yndige barn! Om de får sovet ved jeg ikke, men vi andre fortrækker ovenpå og så kan de larme nedenunder. Og min præmie for det hele: En af pigerne skal hentes kl 08 i morgen tidlig så hvem skal tidlig op og vække hende.....På min lørdag morgen hvor jeg ret gerne ville sove bare til kl 9......

Det første mørkeløb

I går blev det til årets første løb om aftenen i mørket. Ja, eller efterårets første er nok mere rigtigt.


Jeg skulle egentlig have været til den månedlige sammenkomst med andre erhvervsaktive danskere (dabgo), men i hjemmet herskede kaos med lektiehjælp, middagsforeberedelser og bad/hårvask aktiviteter. Og så følte jeg at det ikke var ego-tid men mere mor-tid og beluttede at blive hjemme. Samtidig havde jeg det ikke godt fordi jeg ikke havde løbet siden ½ marathon i lørdags, og selv om jeg helt klart trængte til hvil så var der lidt for meget turbo over de første dage i ugen til at jeg kom ud. Så samvittigheden og kroppen krævede deres - og pludselig syntes jeg også at det ville være helt forkert at gå ud at spise når jeg kunne komme ud at løbe i stedet for.


Det lyder vel nok frelst......men sådan er det bare blevet. Jeg vil hellere løbe end alle mulige andre ting. Naturligvis vil jeg hellere løbe end at gøre rent eller ordne vasketøj men sådan har alle det vel. Jeg tænker mere på forskellige sociale arrangementer som jeg siger nej tak til. Løb bliver prioritet først og så kommer andre ting længere nede af listen. Hvem skulle have troet det?


Mørkt og koldt var det, og det første skridt ud af døren var helt klart svært. Men som sædvanligt så er glæden der lige så snart uret er startet. Nu er jeg så uendelig priviligeret at have lysløjperne nede for enden af haven, så jeg har oplyste skovstier at løbe på selv om aftenen indtil kl 22. Det var utroligt at mærke temperaturforskellene undervejs, i sænkninger var luften kølig og blev mærkbart varmere på stigningerne - selv om der ikke er store højdeforskelle og kl var 20 så var der altså hurtigt ændringer fra dagstemperaturene. Der var høj klar stjernehimmel og stierne var fint oplyst til at løbe på. Indtil nu har jeg kun brugt dem med ski på, så jeg var lidt spændt på hvordan fodfæstet ville være. Der var ingen problemer med at kunne se og ingen overraskende huller så det er godt at vide at jeg ikke kun behøver at løbe på landevej hele vinteren for så bliver det meget ensformigt.
Jeg har noget ide om indendørsløb, men det skal lige undersøges før jeg udtaler mig om det ;-)

Det eneste lidt dårlige var at jeg kunne mærke en følelse som om det niver på ydersiden af mit højre knæ. Under konkurrencen i lørdags mærkede jeg træthed/ømhed i højre baglår-knæ. Og den kender jeg vist desværre igen fra i foråret - en overanstrengt eller ikke stærk nok Hamstrings muskel. Men til gengæld ved jeg så også hvordan jeg skal begynde at styrke bagdel og muskel - så jeg var oppe kl 6:30 for at nå at lave øvelser inden familien vågnede. Jeg håber det vil være nok, ellers må jeg have fat i Sammi fysioterapist - det håber jeg bare virkelig at jeg kan undgå. Weekendens lange tur må blive med spørgsmålstegn, jeg vil løbe ud og så se om det begynder at gøre ondt efter ca 2 km - for så må jeg afkorte og hvile.

Konsulen skal til Estland (hvor han også er konsul) til Tallin og bliver udstyret med indkøbsseddel til nye sko og måske også rygsæk til vand. Kreditkortet - der kan han bruge sit eget ;-)
Tænk at jeg totalt har nedløbet et par sko, det havde jeg aldrig troet var muligt. Men nu er der så mange huller i overdelen og de føles nærmest med minushæl - og selv om jeg har et meget kærligt og ømt forhold til mine første rigtige løbesko, så må de på museum. Kan man være forelsket i sine løbesko?? For det tror jeg at jeg er......