Jeg er ikke den store Nytårs-Fortsæt-Iværksætter.
Plejer faktsik at ændre tingene hen ad vejen når jeg syntes de trænger til et fur. Venter ikke til en eller anden bestemt dato, begynder hellere i går end i morgen at udføre tiltrængt ommøblering af livet.
Men lige i år tror jeg nu nok lige at jeg tager et par af de der gode fortsæt mens jeg svinger ud af 2012. For en god ordens skyld. Så jeg slipper for at spilde min tid på mere klynkeri og almindelig forvirring.
Nu gider jeg nemlig ikke mere. Og den der infulenza-jul i Danmark får heller ikke lov at spolere følelsen af at det var den god ferie med ungerne - vi havde det sgu hyggeligt sammen med mange gode samtaler mens vi kørte land og rige rundt for at besøge alle de skilte forældre, mostre og brødre.
Og jeg ved nu hvordan man steger and og laver alt det andet julemad. På tide, kan man sige.....
Tilbage til det der nytår.
I 2013 er jeg optimistisk omkring hele vores flytning tilbage til Israel. Ellers bliver det jo helt utåleligt og det kommer jo til at ske under alle omstændigheder....
I 2013 sørger jeg lige for at få lidt styr på min tid igen så jeg ikke føler mig så overvældet og overkørt. Feks. ved at bruge de middagsplaner jeg har brugt timer på at brygge sammen, det sparer faktisk mange stress reaktioner....
I 2013 gider jeg ikke hidse mig op over de ting jeg ikke kan styre eller forhindre - de skal jo bare gøres - energien skal futtes af på de gode og positive ting...
I 2013 husker jeg lige at "count my blessings" lidt oftere end jeg har gjort i de sidste måneder - vi er faktsik sunde og raske og har mad på bordet hver dag. Hvilket er mere end så mange andre....
I 2013 kommer løbetræningen mere i system igen, det har alt for længe været lidt for hyggeligt og gjort alt for lidt ondt....
I 2013 tager jeg fandeme til Rovaniemi og løber Julmands Marathon i juni. Når man nu har været så heldig at vinde et gratis Garmin løbeprogram der kan sættes lige ind i uret, skulle man da være tosset hvis man ikke pirker lidt til træneren og ser om hun stadig er med på sidelinien....
I 2013 finder jeg lige tilbage til mig selv....
Vi ses næste år...
mandag den 31. december 2012
fredag den 23. november 2012
Hvor sidder nødbremsen egentlig?
Når man ikke kan overskue at gå ind på sin blog og læse kommentarerne til sit sidste indlæg fordi det føles som en stressfaktor, så er det nok et tegn på at det er lidt sværere at få hold på tilværelsen end man i første omgang troede.
For jeg har smuglæst dem og jeg har trang til at svare på dem.
Men bliver stresset bare ved tanken og ved faktisk ikke hvorfor. Men lader det derfor ligge lige i øjeblikket.
Og drømmer mærkelige drømme hvor jeg begynder at græde højlydt på de mest upassende steder og i de mest mærkelige situationer med de mest uvedkommende mennesker omkring mig. Som sidder i en stor flok og kigger interesserede på fænomenet.
Samtidig fungerer jeg også i hverdagen, er altså ikke gået helt i baglås.
Løber 4 gange om ugen, intervaller og bakker og alt muligt og jeg skal komme efter mig selv. Kortere distancer og langsommere end jeg plejer. Men jeg gør det.
Går på arbejde, er mor og kvinde og kone og køber ind og laver mad og har gæster og tager til Tallinn til en udstilling og smiler og læser og taler med mine børn. Og alt det der.
Og har købt billetter til Danmark til jul med børnene - for det bliver sidste gang i lang tid at vi kan fejre noget dansk jul.
Med en underlig følelse af ikke rigtig at være til stede i mit eget liv. At være på sidelinjen. Kan ikke så godt lide den følelse og venter ligesom hele tiden på at der skal ske noget så den mærkelige fornemmelse holder op.
Syntes så også samtidig at det er en mærkelig og lettere urimelig reaktion på noget som så heller ikke er værre, og som jeg vidste ville komme. Har jeg mon ret til at føle dette her?
Faldt over denne her artikel hos hende her , en artikel som faktisk var god at læse lige nu - om retten til at reagere og ikke bare tvinge de positive lyserøde briller på med djævlens magt og vold.
Så nu må jeg prøve at afreagere. Måske ude i de store finske skove hvis jeg ellers kan finde ud af det.
Og selv om jeg nu bliver fristet til at overspringshandle og skrive noget humoristisk om det plagede dyreliv, holder jeg op lige med det samme.
Sætter heller ikke et fjollet billede på.
Prøver at have respekt for mig selv.
For jeg har smuglæst dem og jeg har trang til at svare på dem.
Men bliver stresset bare ved tanken og ved faktisk ikke hvorfor. Men lader det derfor ligge lige i øjeblikket.
Og drømmer mærkelige drømme hvor jeg begynder at græde højlydt på de mest upassende steder og i de mest mærkelige situationer med de mest uvedkommende mennesker omkring mig. Som sidder i en stor flok og kigger interesserede på fænomenet.
Samtidig fungerer jeg også i hverdagen, er altså ikke gået helt i baglås.
Løber 4 gange om ugen, intervaller og bakker og alt muligt og jeg skal komme efter mig selv. Kortere distancer og langsommere end jeg plejer. Men jeg gør det.
Går på arbejde, er mor og kvinde og kone og køber ind og laver mad og har gæster og tager til Tallinn til en udstilling og smiler og læser og taler med mine børn. Og alt det der.
Og har købt billetter til Danmark til jul med børnene - for det bliver sidste gang i lang tid at vi kan fejre noget dansk jul.
Med en underlig følelse af ikke rigtig at være til stede i mit eget liv. At være på sidelinjen. Kan ikke så godt lide den følelse og venter ligesom hele tiden på at der skal ske noget så den mærkelige fornemmelse holder op.
Syntes så også samtidig at det er en mærkelig og lettere urimelig reaktion på noget som så heller ikke er værre, og som jeg vidste ville komme. Har jeg mon ret til at føle dette her?
Faldt over denne her artikel hos hende her , en artikel som faktisk var god at læse lige nu - om retten til at reagere og ikke bare tvinge de positive lyserøde briller på med djævlens magt og vold.
Så nu må jeg prøve at afreagere. Måske ude i de store finske skove hvis jeg ellers kan finde ud af det.
Og selv om jeg nu bliver fristet til at overspringshandle og skrive noget humoristisk om det plagede dyreliv, holder jeg op lige med det samme.
Sætter heller ikke et fjollet billede på.
Prøver at have respekt for mig selv.
tirsdag den 6. november 2012
Noget om grunden til stilheden før stormen
Jeg ved godt at det er frivilligt hvor meget man deler af sin private sfære på en blog, hvor enhver detalje straks flyver ukontrolleret rundt i cyberspace. Derfor er der også emner jeg ikke kommer ind på nogen sinde, og der er ord jeg med vilje ikke bruger for ikke at visse emner skal kunne googles.
I dette indlæg vil jeg dog undtagelsevis tale om både dettte og hint.
Det har været som at komme ind i en stor tom hangar, herinde på bloggen i de sidste par måneder.
Sådan et rungende ekko der klasker mod store bare grå betonvægge - hvis der er nogen der har spurgt om der er nogen hjemme. Lovninger om indlæg er ikke blevet indfriede.
Og jeg ved godt nok ikke rigtigt hvordan jeg skal begynde, jeg tror nok at jeg bare må skrive i sådan en slags punkt-beskrivelse. For det er ikke til at få hale og hoved på en sammenhængende historie:
Vi blev udstationerede i Helsinki i 2008 da min mand, som arbejder i udenrigsministeriet i Jerusalem i Israel, blev udnævnt til konsul heroppe. Det var frivilligt og vi ansøgte om det. Vidste hvad vi gik ind til.
Vi hev med overlæg vores børn op fra deres tilværelse i Israel - efter at have boet der i 5 år fra vores sidste post. I 1999-2001 boede vi i Ankara (og oplevede på allertætteste hold to enorme jordskælv der har printet sig i vores hukommelse til evig tid...), fra 2001-2003 i Oslo. Og så altså tilbage til Israel lidt nord for Tel-Aviv.
At tage afated igen, viste sig at det er noget af det bedste vi har gjort for børnene og os selv. Men også noget der nu er blevet meget svært - fordi eventyret er slut til sommer. Og vi må pakke vores habengut og flytte tilbage til Israel, når sommeren går på hæld.
Fantastisk fordi det viser sig at vores søn er svært højt begavet, og har fået muligheder for at udvikle sig på måder, som han eller måske ikke ville have kunnet. Jeg skal ikke komme ind på det, for så bliver det bare trættende for andre. Men jeg taler om den slags begavede børn man ikke møder så tit. Hvilket sjovt nok er lige så krævende som hvis det havde været i den anden ende. Og at de to piger er godt på vej i hans fodspor. Så vi har været heldige at lande på en skole der har kunnet give den rigtige støte til dem.
Fantastisk fordi Finland viste sig at være et paradis på jord på alle mulige punkter: Klima, mentalitet, sikkerhed, natur - you name it.
Fantastisk fordi jeg lærte at løbe og har haft mine træninger og triumfer her. Min skov....
Fantastisk fordi jeg har fundet en samling veninder jeg ikke havde troet jeg skulle møde.
Fantastisk fordi vi bor i det dejligste hus lige ved skoven.
Fantastisk fordi jeg har været tæt på Danmark og familien.
Fantastisk fordi vi har fået mange nye fælles venner. Fra alle mulige lande.
Det var meningen at vi skulle være her i 4 år. Og var heldige at vi fik lov at blive i 5 år. Men det sjette år vi har bedt om for at vores søn kan blive færdig med 3G, har vi ikke fået bevilliget.
Vi begyndte at arbejde med sagen for to måneder siden. Der har været megen brevskrivning, mails. telefonsamtaler, beden om personlige tjenester, brug af personlige bekendte. Helt op på udenrigsministerplan.
Uden held.
I to måneder har vi ikke vidst om vi var købt eller solgt. Har skullet holde facaden, gå på arbejde, sige at vi endnu ikke ved, holde modet oppe. Fungere.
Det lyder måske ikke så slemt, men tro mig, det har ikke været sjovt.
Så umorsomt at jeg ikke engang har kunnet løbetræne ordentligt. Har følt mig som et af de der Mafia-lig der er bagbundet, kneblet og har fødderne støbt i cement. Den eneste forskel er kun, at jeg også følte at jeg havde drukket 10 liter beton oveni som lå solidt i maven. Hvad var ideén i at træne, hvis det ikke bliver som jeg vil heroppe? Hvis alle de løb jeg gerne vil deltage i, ikke kan blive til noget, så kan det også bare være lige meget. Har været så mentalt udmattet, at der ikke har været kræfter til at løbe. Selv om jeg ved at det giver positiv energi, har jeg ikke overkommet barrieren.
I tirsdags fik endelig besked om at svaret er negativt og at vi forventes at forlade etablissementet engang i august 2013. Jeg kunne næsten ikke være sammen med nogen andre mennesker uden at få tårer i øjnene.
Selv om vi selv har bedt om hele baduljen og ikke kan bebrejde nogen noget som helst - bortset fra os selv. Og det kan man heller ikke, for der er kommet så meget godt ud af vores tid her - det er jo derfor jeg ikke vil have at den holder op.
Logikken fejler ingenting.
Følelserne siger noget andet.
Børnene skulle jo også orienteres - skal vi bare sige at yngste og ældste tog det i stiv arm - og at vi har været igennem en weekend fra helvede med mellembarnet? At gråd og tænders gnidsel beskriver forløbet i milde former?
Men ved I hvad?
Nu kan vi endelig tale om det. Vi ved hvad fremtiden skal bringe og kan lægge nogen planer.
Vores søn bliver her og behøver ikke at afbryde sin skole. To danske familier har allerede tilbudt at han kan bo hos dem og vi har valgt. Tænk at folk man har lært at kende heroppe - fordi vi igen og igen springer ud i nye venskaber uden at vide hvad de vil bringe, men bare holder sindet åbent og nysgerrigt over for nye bekendtskaber - med det samme åbner deres hus for vores dreng og tilbyder at passe på ham som deres egen. Vi skal til at ansøge om legat, for prisen på sådan et år i en international skole er høj - lidt i retning af økonomisk ruin. Men han skal have det år!
Vores to piger er begyndt at lede efter skoler på nettet og har fundet noget der frister. Hvis vi altså kommer til at bo i Jerusalem - hvilket vi nok gør, da Konsulen skal arbejde der.
Er der nogen der vil på ferie i Jerusalem - lyder det ikke eksotisk og bibelsk? Så har vi altid plads!!
Jeg har fundet løbeklubber på nettet. Måske kan jeg langt om længe blive medlem af en løbeklub og finde løbekammerater - endda som jeg kan kommunikere med. For jeg taler faktisk flydende hebraisk. Og taler det med Konsulen.
Der findes marathons i Israel. Og andre løb.
Hvorfor det har været så svært for mig, hele det her forløb?
Fordi jeg ikke er så glad for at bo Israel.
Bryder mig ikke om klimaet - det er for varmt. Hader den sol der skinner konstant, aldrig er der en sky på himmelen, dag efter dag i månedsvis det samme - sol. Hvordan fanden finder man ud af at løbe når det er 35 graders varme? Virker helt umuligt og det får mig til at gå i panik.
Befolkningen og mentaliteten - en udfordring jeg godt kunne være foruden.....
Til gengæld kan jeg ikke undvære Konsulen.
Har man sagt A må man også sige B - sagde min gamle mormor altid. I dette tilfælde har hun vist ret.
I dag er den først dag hvor jeg har været glad i to måneder. Føler en lettelse. Børnene ved det. Mine forældre ved det. Jeg begynder at acceptere det.
Og jeg er også lidt heldig.
Fordi jeg som en kat, altid lander på benene.
Så det får mig ikke ned med nakken.
Har godt nok taget en bundskraber af de helt store, men er på vej op.
Er helt seriøst begyndt at tænke på hvert minut jeg har heroppe, nyde og være tilstede i nuet.
Var ude at løbe i går og kunne godt mærke at det var begyndelsen på seriøs seriøs træning.
Overvejer lige pludselig at lægge planer for træningen, at nå noget inden jeg rejser.
Skulle jo nødig lade de der Israelere få indtryk af, at man ikke er seriøse løbere heroppe i Finland. Specielt i min alder. Det ulmer indeni. Omkring noget med at bryde nogen nye grænser. Bare for "the hell of it".
Hvis træneren overhovedet kan huske mig og vil være med på en udfordring (just kidding - hun er altid på sidelinien, det dejlige menneske...)
I dette indlæg vil jeg dog undtagelsevis tale om både dettte og hint.
Det har været som at komme ind i en stor tom hangar, herinde på bloggen i de sidste par måneder.
Sådan et rungende ekko der klasker mod store bare grå betonvægge - hvis der er nogen der har spurgt om der er nogen hjemme. Lovninger om indlæg er ikke blevet indfriede.
Og jeg ved godt nok ikke rigtigt hvordan jeg skal begynde, jeg tror nok at jeg bare må skrive i sådan en slags punkt-beskrivelse. For det er ikke til at få hale og hoved på en sammenhængende historie:
Vi blev udstationerede i Helsinki i 2008 da min mand, som arbejder i udenrigsministeriet i Jerusalem i Israel, blev udnævnt til konsul heroppe. Det var frivilligt og vi ansøgte om det. Vidste hvad vi gik ind til.
Vi hev med overlæg vores børn op fra deres tilværelse i Israel - efter at have boet der i 5 år fra vores sidste post. I 1999-2001 boede vi i Ankara (og oplevede på allertætteste hold to enorme jordskælv der har printet sig i vores hukommelse til evig tid...), fra 2001-2003 i Oslo. Og så altså tilbage til Israel lidt nord for Tel-Aviv.
At tage afated igen, viste sig at det er noget af det bedste vi har gjort for børnene og os selv. Men også noget der nu er blevet meget svært - fordi eventyret er slut til sommer. Og vi må pakke vores habengut og flytte tilbage til Israel, når sommeren går på hæld.
Fantastisk fordi det viser sig at vores søn er svært højt begavet, og har fået muligheder for at udvikle sig på måder, som han eller måske ikke ville have kunnet. Jeg skal ikke komme ind på det, for så bliver det bare trættende for andre. Men jeg taler om den slags begavede børn man ikke møder så tit. Hvilket sjovt nok er lige så krævende som hvis det havde været i den anden ende. Og at de to piger er godt på vej i hans fodspor. Så vi har været heldige at lande på en skole der har kunnet give den rigtige støte til dem.
Fantastisk fordi Finland viste sig at være et paradis på jord på alle mulige punkter: Klima, mentalitet, sikkerhed, natur - you name it.
Fantastisk fordi jeg lærte at løbe og har haft mine træninger og triumfer her. Min skov....
Fantastisk fordi jeg har fundet en samling veninder jeg ikke havde troet jeg skulle møde.
Fantastisk fordi vi bor i det dejligste hus lige ved skoven.
Fantastisk fordi jeg har været tæt på Danmark og familien.
Fantastisk fordi vi har fået mange nye fælles venner. Fra alle mulige lande.
Det var meningen at vi skulle være her i 4 år. Og var heldige at vi fik lov at blive i 5 år. Men det sjette år vi har bedt om for at vores søn kan blive færdig med 3G, har vi ikke fået bevilliget.
Vi begyndte at arbejde med sagen for to måneder siden. Der har været megen brevskrivning, mails. telefonsamtaler, beden om personlige tjenester, brug af personlige bekendte. Helt op på udenrigsministerplan.
Uden held.
I to måneder har vi ikke vidst om vi var købt eller solgt. Har skullet holde facaden, gå på arbejde, sige at vi endnu ikke ved, holde modet oppe. Fungere.
Det lyder måske ikke så slemt, men tro mig, det har ikke været sjovt.
Så umorsomt at jeg ikke engang har kunnet løbetræne ordentligt. Har følt mig som et af de der Mafia-lig der er bagbundet, kneblet og har fødderne støbt i cement. Den eneste forskel er kun, at jeg også følte at jeg havde drukket 10 liter beton oveni som lå solidt i maven. Hvad var ideén i at træne, hvis det ikke bliver som jeg vil heroppe? Hvis alle de løb jeg gerne vil deltage i, ikke kan blive til noget, så kan det også bare være lige meget. Har været så mentalt udmattet, at der ikke har været kræfter til at løbe. Selv om jeg ved at det giver positiv energi, har jeg ikke overkommet barrieren.
I tirsdags fik endelig besked om at svaret er negativt og at vi forventes at forlade etablissementet engang i august 2013. Jeg kunne næsten ikke være sammen med nogen andre mennesker uden at få tårer i øjnene.
Selv om vi selv har bedt om hele baduljen og ikke kan bebrejde nogen noget som helst - bortset fra os selv. Og det kan man heller ikke, for der er kommet så meget godt ud af vores tid her - det er jo derfor jeg ikke vil have at den holder op.
Logikken fejler ingenting.
Følelserne siger noget andet.
Børnene skulle jo også orienteres - skal vi bare sige at yngste og ældste tog det i stiv arm - og at vi har været igennem en weekend fra helvede med mellembarnet? At gråd og tænders gnidsel beskriver forløbet i milde former?
Men ved I hvad?
Nu kan vi endelig tale om det. Vi ved hvad fremtiden skal bringe og kan lægge nogen planer.
Vores søn bliver her og behøver ikke at afbryde sin skole. To danske familier har allerede tilbudt at han kan bo hos dem og vi har valgt. Tænk at folk man har lært at kende heroppe - fordi vi igen og igen springer ud i nye venskaber uden at vide hvad de vil bringe, men bare holder sindet åbent og nysgerrigt over for nye bekendtskaber - med det samme åbner deres hus for vores dreng og tilbyder at passe på ham som deres egen. Vi skal til at ansøge om legat, for prisen på sådan et år i en international skole er høj - lidt i retning af økonomisk ruin. Men han skal have det år!
Vores to piger er begyndt at lede efter skoler på nettet og har fundet noget der frister. Hvis vi altså kommer til at bo i Jerusalem - hvilket vi nok gør, da Konsulen skal arbejde der.
Er der nogen der vil på ferie i Jerusalem - lyder det ikke eksotisk og bibelsk? Så har vi altid plads!!
Jeg har fundet løbeklubber på nettet. Måske kan jeg langt om længe blive medlem af en løbeklub og finde løbekammerater - endda som jeg kan kommunikere med. For jeg taler faktisk flydende hebraisk. Og taler det med Konsulen.
Der findes marathons i Israel. Og andre løb.
Hvorfor det har været så svært for mig, hele det her forløb?
Fordi jeg ikke er så glad for at bo Israel.
Bryder mig ikke om klimaet - det er for varmt. Hader den sol der skinner konstant, aldrig er der en sky på himmelen, dag efter dag i månedsvis det samme - sol. Hvordan fanden finder man ud af at løbe når det er 35 graders varme? Virker helt umuligt og det får mig til at gå i panik.
Befolkningen og mentaliteten - en udfordring jeg godt kunne være foruden.....
Til gengæld kan jeg ikke undvære Konsulen.
Har man sagt A må man også sige B - sagde min gamle mormor altid. I dette tilfælde har hun vist ret.
I dag er den først dag hvor jeg har været glad i to måneder. Føler en lettelse. Børnene ved det. Mine forældre ved det. Jeg begynder at acceptere det.
Og jeg er også lidt heldig.
Fordi jeg som en kat, altid lander på benene.
Så det får mig ikke ned med nakken.
Har godt nok taget en bundskraber af de helt store, men er på vej op.
Er helt seriøst begyndt at tænke på hvert minut jeg har heroppe, nyde og være tilstede i nuet.
Var ude at løbe i går og kunne godt mærke at det var begyndelsen på seriøs seriøs træning.
Overvejer lige pludselig at lægge planer for træningen, at nå noget inden jeg rejser.
Skulle jo nødig lade de der Israelere få indtryk af, at man ikke er seriøse løbere heroppe i Finland. Specielt i min alder. Det ulmer indeni. Omkring noget med at bryde nogen nye grænser. Bare for "the hell of it".
Hvis træneren overhovedet kan huske mig og vil være med på en udfordring (just kidding - hun er altid på sidelinien, det dejlige menneske...)
tirsdag den 16. oktober 2012
Når tilværelsen løber løbsk
De to sidste måneder har fået mig til at føle mig som om jeg befandt mig i en blanding af en centrifuge og en racerbil: For fuld skrue i overhalingsbanen - og det når jeg egentlig meget hellere ville sidde i en Skoda der kører i 3. gear i slæbesporet og stopper for at kigge på udsigten en gang i mellem......
Der findes mennesker hvis sociale status defineres af at de har en fuld kalender og konstante aktiviteter. Umuligt at få en aftale med dem, alt skal aftales flere måneder i forvejen hvis man gerne vil se dem. De har så travlt, så travlt - imponerer omgivelserne med alle de ting de absolut må deltage i, fordi ingen kan undvære deres fantastiske selskab.
Den slags mennesker bliver jeg temmelig træt af.
Så nu er jeg temmelig træt af mig selv.
Og statser på at mit vilde ridt er ved at være overstået!
http://www.graphicsfactory.com/clip-art/Animations/2D/Sports/Racing_Cars/nascar-004_06172006_370344.html
Det hele begyndte i August da vi kom hjem fra sommerferie i Danmark. Medbringende familie der skulle underholdes og sendes hjem med en god følelse af at have været velkomne. For det var de jo. Ferie har det bare med ikke at være super afslappende, når man også er turist guide og arrangør af oplevelser for 4 voksne og 5 børn.
Så skulle der løbes den sidste træning op til Marathon i Tallin den første weekend i september - planlægning og mental forberedelse tog mere tid end jeg havde troet. Og ja, beretning og indsigt kommer som lovet....
Ugen efter rejste jeg til Danmark for at være hos min mor da hun blev opereret.
Og så skulle jeg pludselig til Berlin med Konsulen, en mulighed for 4 dage med en masse oplevelser.
Det var en dejlig tur.
I mellem alle disse her forskellige ting, har der også været et arbejde at passe, børn og familie at passe, et hus, vasketøj, indkøb, madlavning - plus alt det der skal sørges for inden man rejser og alt det der har hobet sig når man er kommet tilbage.
Ikke for at pive, sådan er det bare. Og jeg bryder mig ikke ret meget om det i længden.
Nu syntes der ikke at være for mange projekter i horisonten - ud over et par fødselsdage der kræver at blive fejret.
Så jeg har lige med samme fået ondt i halsen og har næsten mistet stemmen. Igen. Det må være kroppen der siger stop for vanviddet.
Løbetræning? Meget sporadisk. Jeg har simpelthen mistet lysten, når det alligevel har været umuligt at planlægge noget og leve op til programmerne.
Formen? Har formodentlig forladt bygningen.
Om det irriterer mig grusomt? Mon ikke.
Hvad jeg har tænkt at gøre ved det? Prøve at lade være med at blive hysterisk (prøve sagde jeg).
Hvad jeg mere har tænkt mig at gøre ved det?
Simpelthen stille og roligt slå bremserne i og "get back on track".
Det er derfor lyset har været slukket herinde og jeg ikke har besøgt andre blogge ret meget.
Så ved I hvorfor - hvis der ellers er nogen tilbage.....
Der findes mennesker hvis sociale status defineres af at de har en fuld kalender og konstante aktiviteter. Umuligt at få en aftale med dem, alt skal aftales flere måneder i forvejen hvis man gerne vil se dem. De har så travlt, så travlt - imponerer omgivelserne med alle de ting de absolut må deltage i, fordi ingen kan undvære deres fantastiske selskab.
Den slags mennesker bliver jeg temmelig træt af.
Så nu er jeg temmelig træt af mig selv.
Og statser på at mit vilde ridt er ved at være overstået!
http://www.graphicsfactory.com/clip-art/Animations/2D/Sports/Racing_Cars/nascar-004_06172006_370344.html
Det hele begyndte i August da vi kom hjem fra sommerferie i Danmark. Medbringende familie der skulle underholdes og sendes hjem med en god følelse af at have været velkomne. For det var de jo. Ferie har det bare med ikke at være super afslappende, når man også er turist guide og arrangør af oplevelser for 4 voksne og 5 børn.
Så skulle der løbes den sidste træning op til Marathon i Tallin den første weekend i september - planlægning og mental forberedelse tog mere tid end jeg havde troet. Og ja, beretning og indsigt kommer som lovet....
Ugen efter rejste jeg til Danmark for at være hos min mor da hun blev opereret.
Og så skulle jeg pludselig til Berlin med Konsulen, en mulighed for 4 dage med en masse oplevelser.
Det var en dejlig tur.
I mellem alle disse her forskellige ting, har der også været et arbejde at passe, børn og familie at passe, et hus, vasketøj, indkøb, madlavning - plus alt det der skal sørges for inden man rejser og alt det der har hobet sig når man er kommet tilbage.
Ikke for at pive, sådan er det bare. Og jeg bryder mig ikke ret meget om det i længden.
Nu syntes der ikke at være for mange projekter i horisonten - ud over et par fødselsdage der kræver at blive fejret.
Så jeg har lige med samme fået ondt i halsen og har næsten mistet stemmen. Igen. Det må være kroppen der siger stop for vanviddet.
Løbetræning? Meget sporadisk. Jeg har simpelthen mistet lysten, når det alligevel har været umuligt at planlægge noget og leve op til programmerne.
Formen? Har formodentlig forladt bygningen.
Om det irriterer mig grusomt? Mon ikke.
Hvad jeg har tænkt at gøre ved det? Prøve at lade være med at blive hysterisk (prøve sagde jeg).
Hvad jeg mere har tænkt mig at gøre ved det?
Simpelthen stille og roligt slå bremserne i og "get back on track".
Det er derfor lyset har været slukket herinde og jeg ikke har besøgt andre blogge ret meget.
Så ved I hvorfor - hvis der ellers er nogen tilbage.....
søndag den 23. september 2012
Lidt som en lus mellem to negle
Det er vist et kendt fænomen i min alder.
Det fænomen hvor man befinder sig mellem to generationer der har brug for én, hvor man bliver trukket i fra flere sider på en gang.
På den ene side en ældre mor på 76 (kan altså ikke få mig selv til at kalde hende gammel, vel? Hun er jo min mor og sådan nogen bliver ikke gamle. Og de dør heller aldrig...) og på den anden side en mand og tre børn. Der alle sammen har vældig brug for mig, lige på en gang.
Det kan godt få mig til at spørge om hvad så, når jeg får brug for nogen lige nu?
Til at fortælle om hvordan det føles at opleve at ens mor ikke helt har så meget styr på tingene som der var engang. Ikke fordi hun glemmer eller fysisk egentlig ikke fungerer. Men bare ikke rigtig magter mange dagligdags pligter og tager det hele lidt gelinde. Er lidt træt oven på operationen i mandags - det er vel at forvente og hun har ikke engang haft nogen smerter. Men skal have indsprøjtninger to gange om dagen for at få sin blodfortyndings medicin tilbage i balance - sådan overfladigsk forklaret. Så er det godt jeg er her til at give hende dem, vi slipper for hjemmesygeplejersker.
Den der med ikke at magte så meget, er ikke noget nyt i forbindlese med sygdom. Sådan er det bare blevet.
Til at fortælle hvordan det føles at skulle rydde ud i hendes spisekammer og kassere dåser og glas med udløbsdatoer fra 2008. I bedste fald.
Eller at rydde ud i udhuset og også der kassere madvarer med udløbsdatoer fra helt tilbage fra 2001. Fjerne muse- og rottelig, støvsuge kilovis af deres lort op, rydde op i kolossale mængder af ting og sager der har hobet sig op i årenes løb.
Fire store sorte affaldssække fyldte til randen. Og der er såmænd mere endnu - altså ikke spiseligt.....
Det værste jeg nogen sinde har skullet gøre i hele mit liv, så ulækkert var det. Selv om jeg var iført gummihandsker og kirurgisk maske over næse og mund.
Jeg kunne jo bare lade være. Sige at det må hun selv bestemme. Men jeg ved at hun kan ligge vågen om natten og bekymre sig over hvordan hun dog skal få styr på det rod. At det vil få hendes helbred til at skrante. At det kan betyde en depression oven på et langt og mentalt trættende sygdomsforløb.
For min mor er faktisk et menneske der elsker sit lille hus med det nye køkken og hun vil gerne have at det er pænt. Hun elsker at have gæster. Hun kan bare ikke overskue at holde det - at bo alene på landet med to enorme hunde og fire høns giver faktisk en del vedligeholdelse.
Der er langt fra Helsinki for at hjælpe.
Jo, jeg har en storebror. De har ikke det bedste forhold.
Jeg er glad for at jeg har gjort de ting. Selv om det betød at jeg kun fik løbet et par gange mens jeg var her. Der var ikke rigtig overskud til mere - jo, jeg ved så udemærket godt at det nok bare ville have givet mig flere kræfter. Og jeg fik ikke set en eneste veninde.
Og dem derhjemme klarede sig jo, dem må jeg tage mig af i morgen når jeg lander. Så vil der komme mange jammer-historier.
That too shall pass...
Det føles bare som den helt rigtige måde at have været her på denne gang.
Og så er det godt at man har en blog hvor man kan lade det hele komme ud og svæve rundt i cyber-space.
Det fænomen hvor man befinder sig mellem to generationer der har brug for én, hvor man bliver trukket i fra flere sider på en gang.
På den ene side en ældre mor på 76 (kan altså ikke få mig selv til at kalde hende gammel, vel? Hun er jo min mor og sådan nogen bliver ikke gamle. Og de dør heller aldrig...) og på den anden side en mand og tre børn. Der alle sammen har vældig brug for mig, lige på en gang.
Det kan godt få mig til at spørge om hvad så, når jeg får brug for nogen lige nu?
Til at fortælle om hvordan det føles at opleve at ens mor ikke helt har så meget styr på tingene som der var engang. Ikke fordi hun glemmer eller fysisk egentlig ikke fungerer. Men bare ikke rigtig magter mange dagligdags pligter og tager det hele lidt gelinde. Er lidt træt oven på operationen i mandags - det er vel at forvente og hun har ikke engang haft nogen smerter. Men skal have indsprøjtninger to gange om dagen for at få sin blodfortyndings medicin tilbage i balance - sådan overfladigsk forklaret. Så er det godt jeg er her til at give hende dem, vi slipper for hjemmesygeplejersker.
Den der med ikke at magte så meget, er ikke noget nyt i forbindlese med sygdom. Sådan er det bare blevet.
Til at fortælle hvordan det føles at skulle rydde ud i hendes spisekammer og kassere dåser og glas med udløbsdatoer fra 2008. I bedste fald.
Eller at rydde ud i udhuset og også der kassere madvarer med udløbsdatoer fra helt tilbage fra 2001. Fjerne muse- og rottelig, støvsuge kilovis af deres lort op, rydde op i kolossale mængder af ting og sager der har hobet sig op i årenes løb.
Fire store sorte affaldssække fyldte til randen. Og der er såmænd mere endnu - altså ikke spiseligt.....
Det værste jeg nogen sinde har skullet gøre i hele mit liv, så ulækkert var det. Selv om jeg var iført gummihandsker og kirurgisk maske over næse og mund.
Jeg kunne jo bare lade være. Sige at det må hun selv bestemme. Men jeg ved at hun kan ligge vågen om natten og bekymre sig over hvordan hun dog skal få styr på det rod. At det vil få hendes helbred til at skrante. At det kan betyde en depression oven på et langt og mentalt trættende sygdomsforløb.
For min mor er faktisk et menneske der elsker sit lille hus med det nye køkken og hun vil gerne have at det er pænt. Hun elsker at have gæster. Hun kan bare ikke overskue at holde det - at bo alene på landet med to enorme hunde og fire høns giver faktisk en del vedligeholdelse.
Der er langt fra Helsinki for at hjælpe.
Jo, jeg har en storebror. De har ikke det bedste forhold.
Jeg er glad for at jeg har gjort de ting. Selv om det betød at jeg kun fik løbet et par gange mens jeg var her. Der var ikke rigtig overskud til mere - jo, jeg ved så udemærket godt at det nok bare ville have givet mig flere kræfter. Og jeg fik ikke set en eneste veninde.
Og dem derhjemme klarede sig jo, dem må jeg tage mig af i morgen når jeg lander. Så vil der komme mange jammer-historier.
That too shall pass...
Det føles bare som den helt rigtige måde at have været her på denne gang.
Og så er det godt at man har en blog hvor man kan lade det hele komme ud og svæve rundt i cyber-space.
onsdag den 12. september 2012
Turen går til Danmark
Jeg ved godt at jeg skylder noget her på blogfronten.
Det er dog lige kommet den lille krølle på halen, at jeg lige tager til Danmark på fredag. Min mor har langt om længe fået en dato for sin operation og det skal så være på mandag den 17 september. Nu har hun så også kun ventet i 9 måneder....Så jeg er i landet til den 24, nok mest i Præstø.
Og det er vi glade for - ja hun har jo forståeligt nok ikke meget lyst, men vi vil syntes at det er dejligt at få det overstået. For det satser vi på at det bliver.
Hun skal ikke være alene, så den diplomatiske familie må klare sig selv - selv om jeg prøver at få styr på alt muligt og vasket og lavet mad og frosset ned osv osv. Vi har i forvejen lige en lidt stresset tid både arbjedsmæssigt og personlig lige i øjeblikket. Så jeg prøver at være venlig over for Konsulen og ikke efterlade ham i det rene kaos. Det emne kommer vi nok tilbage til.
Ja ja, jeg ved godt at jeg burde have lært alle familiemedlemmerne at gøre al ting, men det har jeg så ikke været flink nok til, meget kan de - men alligevel.
Ris til egen rumpe, siger jeg bare.
Så det helt store bloggeri er der ikke tid til nu, men hvis ikke før, er jeg sikker på at mens jeg venter på Ringsted Sygehus og efter at have set alle attraktionerne, kirkerne og butikkerne i Ringsted by, vil der komme nogen ord herfra.
Ellers kan jeg berette at jeg har tænkt mig at løbe forsigtigt i dag og se hvordan det går - benene er ikke ømme mere og jeg mærker ikke noget til nogen knæ. Om det har noget på sig, vil vi lade komme an på en prøve.
Det er dog lige kommet den lille krølle på halen, at jeg lige tager til Danmark på fredag. Min mor har langt om længe fået en dato for sin operation og det skal så være på mandag den 17 september. Nu har hun så også kun ventet i 9 måneder....Så jeg er i landet til den 24, nok mest i Præstø.
Og det er vi glade for - ja hun har jo forståeligt nok ikke meget lyst, men vi vil syntes at det er dejligt at få det overstået. For det satser vi på at det bliver.
Hun skal ikke være alene, så den diplomatiske familie må klare sig selv - selv om jeg prøver at få styr på alt muligt og vasket og lavet mad og frosset ned osv osv. Vi har i forvejen lige en lidt stresset tid både arbjedsmæssigt og personlig lige i øjeblikket. Så jeg prøver at være venlig over for Konsulen og ikke efterlade ham i det rene kaos. Det emne kommer vi nok tilbage til.
Ja ja, jeg ved godt at jeg burde have lært alle familiemedlemmerne at gøre al ting, men det har jeg så ikke været flink nok til, meget kan de - men alligevel.
Ris til egen rumpe, siger jeg bare.
Så det helt store bloggeri er der ikke tid til nu, men hvis ikke før, er jeg sikker på at mens jeg venter på Ringsted Sygehus og efter at have set alle attraktionerne, kirkerne og butikkerne i Ringsted by, vil der komme nogen ord herfra.
Ellers kan jeg berette at jeg har tænkt mig at løbe forsigtigt i dag og se hvordan det går - benene er ikke ømme mere og jeg mærker ikke noget til nogen knæ. Om det har noget på sig, vil vi lade komme an på en prøve.
mandag den 10. september 2012
Hurtig opdatering
4 timer og 34 minutter - næsten 40 minutter bedre end i juni.
Så det kan man vist godt kalde en fremgang.
Og et bevis for at man kan arbejde med sin mentale indstilling til løb, smerte og udholdenhed - og få noget ud af det.
Selv om det vil koste lidt på træningen fordi min gamle Ileo-Tibiale sene slog ud i lys lue, og jeg løb som med knive på siden af venstre knæ de sidste 6-7 km.
Men jeg ville fandeme bare i mål uanset prisen og så hurtig som jeg kunne på det tidspunkt.
Der kommer mere når jeg lige er faldet ned på jorden igen.....
Så det kan man vist godt kalde en fremgang.
Og et bevis for at man kan arbejde med sin mentale indstilling til løb, smerte og udholdenhed - og få noget ud af det.
Selv om det vil koste lidt på træningen fordi min gamle Ileo-Tibiale sene slog ud i lys lue, og jeg løb som med knive på siden af venstre knæ de sidste 6-7 km.
Men jeg ville fandeme bare i mål uanset prisen og så hurtig som jeg kunne på det tidspunkt.
Der kommer mere når jeg lige er faldet ned på jorden igen.....
fredag den 7. september 2012
Tavshed er guld
Nogen gange kan man have behov for at tie stille og bare gøre noget.
Uden for meget snak.
Vi snakkes ved bagefter.
Uden for meget snak.
Vi snakkes ved bagefter.
tirsdag den 28. august 2012
Er jeg bare fuld af gode undskyldninger???
Jeg fik ikke rigtig svaret på jeres medfølende kommentarer til min interessant udseende bagdel. Faktisk er jeg gået rundt om bloggen som katten om den varme grød. Har ligget lavt på kommunikationsfronten. Syntes at der hele tiden sker udviklinger som pludselig bare lyder som en samling gode undskyldninger for ikke at yde mit bedste.
Hvad jeg mener?
Jo, jeg er stadig blå bagpå og der er stadig en øm klump på bagsiden. Men det er bedre, meget bedre. Holdt nogen dage fri fra løb fordi det dunkede og gjorde rigtig ondt når jeg prøvede. Og rggen gav også udtryk for utilfredshed med tilstanden.
Mandagen var blevet udset til langtur når jeg nu havde holdt pause i weekenden. Cyklede godt nok 40 km om lørdagen, men det er jo ikke løb. Og tæller derfor ikke i mit indre regnskab.
Men mandag løb jeg så 26 km - kunne godt have løbet meget mere. Men, men, men syd for ryggen blev der sendt røgsignaler om at holde tilbage. Havde krampe i højre ben og trækninger ned i venstre ben der uhyggeligt mindede om Ileo-Tibial Syndrom som jeg før har stiftet kendskab med. Og frygter mere end noget andet. Så med stor respekt for kroppens nødråb, luntede jeg pænt hjem igen efter en tur hvor jeg fik afprøvet alle de mentale strategier jeg har arbejdet på og derved fik en total overskudstur - altså rent mentalt.
Trækningerne ned i benet har sin oprindelse i ryggen. Bækken. Når man sådan har en forkert holdning fordi man er træt eller har overanstrengt sig (og derved falder sammen i ryggen).
Eller tager uplanlagte flyveture og lander med fuld styrke på siden af bækkenet.
Godt at jeg havde en tid hos osteopaten om onsdagen. Som så på mig da jeg fortalte hende om faldet og viste hende min flotte bagside.Så ud som om hun syntes at den slags ikke hører hjemme i min ladersgruppe. Men tænk hvís jeg kom med ondt i ryggen fordi jeg lå på sofaen hele dagen - det ville da være meget værre....
Hun arbejde godt hvorefter hun tiggede og bad mig om at holde nogen dages pause så kroppen kunne få ro til at komme på plads.
Det gjorde jeg også. Ved det godt. Så jeg ventede til fredag - det er to dage uden løb. Og nej, der var intet at mærke på de 11 km jeg løb.
Pfew!! Grønt lys for den sidste rigtig lange tur i weekenden inden marathonet.
Hvorefter jeg blev smittet af mine børn med noget omgangssyge - ondt i halsen, feber, generel dårligdom der kulminerede med en maveomgang i går. Og har ligget brak fra lørdag. I dag er jeg på arbejde hvor jeg flagrer småsvimmel rundt med makaroniben (det var jeg sådan set også i går, men jeg kan ikke rigtig huske noget fra dagen...). Hvorfor jeg ikke blev hjemme? Fordi i går troede jeg at det nok skulle gå, i dag fordi der skulle komme personer til nogen møder - og de kom helt fra Estland og det var aftalt i forvejen.... så kan jeg ikke få mig selv til at svigte.....og nej, der var faktisk ikke andre der kunne overtage......
Nå, men jeg skal i hverfald ikke lige ud og løbe nogen steder hen idag. Det skulle da lige være en ekstra tur på das.....
Og så kommer vi frem til den med dårlige undskyldninger.
For nu bliver det ikke til ret meget langtur inden marathon - ellers bliver det for tæt på. Jo, 20 km i weekenden, men ikke noget med de planlagte 35. Masser af nedtrapning, ikke helt så meget træning som der gerne skulle være.
Det lyder jo som noget med undskyldning for ikke at gøre det så godt. "Jahhh, jeg har jo været syg.... jahhh, jeg har jo været tæt på en skade......jahhhh, blablabla..... og derfor løb jeg på den og den tid som ikke var det jeg håbede......blablabla".
Lyder virkelig som undskyldninger for ikke at yde mit bedste. Som om jeg i virkeligheden burde lade være med at løbe - for hvordan skal det dog gå godt?
R.. og nøgler - jeg har tænkt mig at løbe den marathon. Med eller uden god nok træning. Det vil jeg overhovedet ikke tænke på, for de tanker kan jeg ikke bruge til andet end mentalt at ødelægge løbet for mig selv. Det er bare om at komme videre.
Fra i dag er jeg officielt i fysisk nedtrapning som efter planen (uden at tænke på lige præcis fra hvad - blev der sagt!) og begynder de sidste mentale forberedelser.
De er også meget sjovere at skrive om.
Hvad jeg mener?
Jo, jeg er stadig blå bagpå og der er stadig en øm klump på bagsiden. Men det er bedre, meget bedre. Holdt nogen dage fri fra løb fordi det dunkede og gjorde rigtig ondt når jeg prøvede. Og rggen gav også udtryk for utilfredshed med tilstanden.
Mandagen var blevet udset til langtur når jeg nu havde holdt pause i weekenden. Cyklede godt nok 40 km om lørdagen, men det er jo ikke løb. Og tæller derfor ikke i mit indre regnskab.
Men mandag løb jeg så 26 km - kunne godt have løbet meget mere. Men, men, men syd for ryggen blev der sendt røgsignaler om at holde tilbage. Havde krampe i højre ben og trækninger ned i venstre ben der uhyggeligt mindede om Ileo-Tibial Syndrom som jeg før har stiftet kendskab med. Og frygter mere end noget andet. Så med stor respekt for kroppens nødråb, luntede jeg pænt hjem igen efter en tur hvor jeg fik afprøvet alle de mentale strategier jeg har arbejdet på og derved fik en total overskudstur - altså rent mentalt.
Trækningerne ned i benet har sin oprindelse i ryggen. Bækken. Når man sådan har en forkert holdning fordi man er træt eller har overanstrengt sig (og derved falder sammen i ryggen).
Eller tager uplanlagte flyveture og lander med fuld styrke på siden af bækkenet.
Godt at jeg havde en tid hos osteopaten om onsdagen. Som så på mig da jeg fortalte hende om faldet og viste hende min flotte bagside.Så ud som om hun syntes at den slags ikke hører hjemme i min ladersgruppe. Men tænk hvís jeg kom med ondt i ryggen fordi jeg lå på sofaen hele dagen - det ville da være meget værre....
Hun arbejde godt hvorefter hun tiggede og bad mig om at holde nogen dages pause så kroppen kunne få ro til at komme på plads.
Det gjorde jeg også. Ved det godt. Så jeg ventede til fredag - det er to dage uden løb. Og nej, der var intet at mærke på de 11 km jeg løb.
Pfew!! Grønt lys for den sidste rigtig lange tur i weekenden inden marathonet.
Hvorefter jeg blev smittet af mine børn med noget omgangssyge - ondt i halsen, feber, generel dårligdom der kulminerede med en maveomgang i går. Og har ligget brak fra lørdag. I dag er jeg på arbejde hvor jeg flagrer småsvimmel rundt med makaroniben (det var jeg sådan set også i går, men jeg kan ikke rigtig huske noget fra dagen...). Hvorfor jeg ikke blev hjemme? Fordi i går troede jeg at det nok skulle gå, i dag fordi der skulle komme personer til nogen møder - og de kom helt fra Estland og det var aftalt i forvejen.... så kan jeg ikke få mig selv til at svigte.....og nej, der var faktisk ikke andre der kunne overtage......
Nå, men jeg skal i hverfald ikke lige ud og løbe nogen steder hen idag. Det skulle da lige være en ekstra tur på das.....
Og så kommer vi frem til den med dårlige undskyldninger.
For nu bliver det ikke til ret meget langtur inden marathon - ellers bliver det for tæt på. Jo, 20 km i weekenden, men ikke noget med de planlagte 35. Masser af nedtrapning, ikke helt så meget træning som der gerne skulle være.
Det lyder jo som noget med undskyldning for ikke at gøre det så godt. "Jahhh, jeg har jo været syg.... jahhh, jeg har jo været tæt på en skade......jahhhh, blablabla..... og derfor løb jeg på den og den tid som ikke var det jeg håbede......blablabla".
Lyder virkelig som undskyldninger for ikke at yde mit bedste. Som om jeg i virkeligheden burde lade være med at løbe - for hvordan skal det dog gå godt?
R.. og nøgler - jeg har tænkt mig at løbe den marathon. Med eller uden god nok træning. Det vil jeg overhovedet ikke tænke på, for de tanker kan jeg ikke bruge til andet end mentalt at ødelægge løbet for mig selv. Det er bare om at komme videre.
Fra i dag er jeg officielt i fysisk nedtrapning som efter planen (uden at tænke på lige præcis fra hvad - blev der sagt!) og begynder de sidste mentale forberedelser.
De er også meget sjovere at skrive om.
torsdag den 16. august 2012
Hold i venstre balde
Det er altså ikke en opfordring til mine evt. mandlige læsere. Desværre, den går ikke drenge. Sorry guys. Konsulen bliver bare sur.
Næh, det er mere at se som en diagnose - efter den enorme flyvetur jeg tog mig i går ude i skoven. Og landede med hele korpuset på venstre balde. Det var heldigt at jeg på en eller måde instinktivt fik vendt mig i luften, da jorden pludselig kom drønende op i fjæset på mig.
Jeg har fundet en ny rute som ender i et trailspor. Først løber jeg på noget ny skovsti der er under konstruktion - sådan en laver man ved at fræse al bevoksning på siderne til et bredere spor, dækker med noget stof underlag, hælder tonsvis af granitskærver ud over, fylder grus på og tilsidst lidt mere grus med mindre sten. Af ukendte årsager skvattede jeg over noget sten der overhovedet ikke burde have generet mig. Og landede med et brag og snudeskaftet helt nede i skærverne.
Først sad jeg og kiggede lidt måner, stjerner og sole. Derefter rejste jeg mig op og begyndte at gå rundt i cirkler for at se hvor stor skaden var. Kæft hvor gjorde det hamrende ondt i rumpen. Og jeg lignede Lot´s hustru, fuldstændig syltet ind i støv. Jamrede lidt. Men kunne konstatere at jeg var i live.
Og skulle beslutte hvad jeg nu gjorde. Løbe videre eller humpe de 2 km hjem??
Beslutningen blev taget ud fra 3 overvejelser:
1. Hvis man skades gælder det om at udføre R.I.C.E. så hurtigt som muligt. Rest - skulle jo alligevel gå 2 km, så det var ikke aktuelt. Ice - ikke meget af den slags i skoven. Circulation - få blodomløbet i gang igen. Elevation - tjah, hvordan får man lige bagdelen op i højere niveau end resten af kroppen? Jeg går altid ind for at det er godt for ømme muskler at blive rørt og "skyllet igennem" så ophobet syre osv. vaskes ud. Balder er muskler - så det måtte også gælde her. Altså effektivt og faktisk vigtigt at løbe videre.
2. Det gjorde så ondt, at jeg godt var klar over at jeg ikke vill kunne komme ud at løbe dagen efter - i dag. Det ville så betyde ingen løb onsdag og ingen løb torsdag. Så hellere blive færdig med det jeg var begyndt på. Viste sig også at der var bonus-effekt, da smerten i bagdelen helt overskyggede svien fra brændnælderne og rifterne fra hindbærbuskene jeg mødte på mit trailspor.
3. Glimrende øvelse i at løbe og bide smerten i sig. Lidt sygt, ved jeg godt. Det skal man nok være løber for at forstå....
9 km senere væltede jeg ind ad døren derhjemme, hvor resten af familien beundrede al det fine støv og skidt der var tværet ud over hele mit åsyn. Mens de venligt fejede gruset op der faldt ud af mit tøj.
I dag har jeg verdens flotteste cyanid blå venstre balde. Og ondt i r....
Men burde nok have en fortjenst medalje for velgennemført træning!
Næh, det er mere at se som en diagnose - efter den enorme flyvetur jeg tog mig i går ude i skoven. Og landede med hele korpuset på venstre balde. Det var heldigt at jeg på en eller måde instinktivt fik vendt mig i luften, da jorden pludselig kom drønende op i fjæset på mig.
Jeg har fundet en ny rute som ender i et trailspor. Først løber jeg på noget ny skovsti der er under konstruktion - sådan en laver man ved at fræse al bevoksning på siderne til et bredere spor, dækker med noget stof underlag, hælder tonsvis af granitskærver ud over, fylder grus på og tilsidst lidt mere grus med mindre sten. Af ukendte årsager skvattede jeg over noget sten der overhovedet ikke burde have generet mig. Og landede med et brag og snudeskaftet helt nede i skærverne.
Først sad jeg og kiggede lidt måner, stjerner og sole. Derefter rejste jeg mig op og begyndte at gå rundt i cirkler for at se hvor stor skaden var. Kæft hvor gjorde det hamrende ondt i rumpen. Og jeg lignede Lot´s hustru, fuldstændig syltet ind i støv. Jamrede lidt. Men kunne konstatere at jeg var i live.
Og skulle beslutte hvad jeg nu gjorde. Løbe videre eller humpe de 2 km hjem??
Beslutningen blev taget ud fra 3 overvejelser:
1. Hvis man skades gælder det om at udføre R.I.C.E. så hurtigt som muligt. Rest - skulle jo alligevel gå 2 km, så det var ikke aktuelt. Ice - ikke meget af den slags i skoven. Circulation - få blodomløbet i gang igen. Elevation - tjah, hvordan får man lige bagdelen op i højere niveau end resten af kroppen? Jeg går altid ind for at det er godt for ømme muskler at blive rørt og "skyllet igennem" så ophobet syre osv. vaskes ud. Balder er muskler - så det måtte også gælde her. Altså effektivt og faktisk vigtigt at løbe videre.
2. Det gjorde så ondt, at jeg godt var klar over at jeg ikke vill kunne komme ud at løbe dagen efter - i dag. Det ville så betyde ingen løb onsdag og ingen løb torsdag. Så hellere blive færdig med det jeg var begyndt på. Viste sig også at der var bonus-effekt, da smerten i bagdelen helt overskyggede svien fra brændnælderne og rifterne fra hindbærbuskene jeg mødte på mit trailspor.
3. Glimrende øvelse i at løbe og bide smerten i sig. Lidt sygt, ved jeg godt. Det skal man nok være løber for at forstå....
9 km senere væltede jeg ind ad døren derhjemme, hvor resten af familien beundrede al det fine støv og skidt der var tværet ud over hele mit åsyn. Mens de venligt fejede gruset op der faldt ud af mit tøj.
I dag har jeg verdens flotteste cyanid blå venstre balde. Og ondt i r....
Men burde nok have en fortjenst medalje for velgennemført træning!
fredag den 10. august 2012
Man lærer så længe man lever
Og jeg kan nu skrive under på at jeg godt kan løbe længere ture om morgenen selv om jeg er eftermiddagsløber. Og halvgammel.
Jeg har lært at løbe om morgenen. Tidligt.
Stod op sidste weekend kl 06:30, spiste morgenmad (havregrød) og løb ud efter ca. to timer. Det er hvad jeg af erfaring ved at jeg skal have efter måltider - ellers får jeg ondt i maven.
Det var faktisk en ret fantastisk oplevelse, specielt lørdag hvor jeg løb i skoven efter en regnfuld nat. Så er det så smukt at jeg næsten får tårer i øjenene over at være så priviligeret at jeg kan komme så langt ud i naturen. Og er nær ved at glemme alle bakkerne - det er nemlig dilemmaet. Enten en rimelig tid på en fladere meget grimmere (!!!) rute eller en dårlig tid, men en naturoplevelse af de mere usædvanlige. Bakkerne styrker også, så ind i mellem tager jeg mig et fix og belutter at styrken jeg får, opvejer den dårlige tid.
Det var virkelig værd at stå tidligt op, turen føltes god, jeg var rimelig frisk og så er det jo overstået. Det lyder selvfølgelig ikke særlig positivt, men når man ved at man skal ud på langtur kan det godt hænge lidt over hovedet. Og nogen gange bliver det sværere og sværere at komme ud som dagen går. Derfor har det vist sig at være en god måde at få sin træning gjort og føle at dagen stadig ligger foran mig med mange muligheder.
Jeg har ikke løbet langture mens jeg var på ferie, så jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Besluttede at løbe mellemlange ture både lørdag og søndag for at få kroppen ind i vanen igen.
Lørdag løb jeg 16 meget bakkede km og søndag 14 fladere km. Jeg kunne godt mærke i benene om søndagen at jeg havde været ude dagen før.....
Havde egentlig drømt om at løbe over 20 om søndagen, men undervejs blev jeg klar over at det var lidt for ambitiøst.
Jeg havde aftalt med to meget kære veninder at jeg skulle løbe hen til dem. De havde været på familie besøg i USA og havde købe Chris McCormacks "I´m here to win" med hjem til mig - og den kunne jeg næsten ikke vente med at få fingrene i. Så jeg tænkte at det ville være en god anledning til at få nogen km i benene ved at løbe hen til dem og hjem igen. B. fødte en søn sidste sommer og han var ikke bange for at kaste sig over mig selv om jeg var temmelig svedig - selv var jeg lidt pinligt berørt ved at komme ind med sveden løbende ned af ansigtet. Og turde ikke tage skoene af selv om det er det man gør i Finland. Nu er de begge to fra USA og B. er faktisk selv løber, hun har løbet flere af de store marathons. Så hun var nok godt klar over hvad der ville ske hvis de sko kom af. Vi prøver jævnligt at få S. til at løbe også, men lige i øjeblikket prøver hun at blive gravid, så vi må nok vente til vi kan komme ud med to babyjoggere.
Undervejs havde jeg ringet for at sige at jeg vist ikke kom alligevel fordi det vill blive for langt, men da S. tilbød at køre mig hjem, løb jeg alligevel videre. Og fortrød det ikke, det var også dejlig at se noget andet end de sædvanlige ruter.
Og bogen. Wow. Jeg har læst mange citater fra den, men det er noget helt andet at læse det hele. Hvor er der meget lærdom i den bog, selv om det jo er et lidt andet niveau. Jeg sluger den og prøver at få så meget relevant viden ud af den som muligt. Jeg er nok også meget moden til lige præcis sådan en bog om mental styrke.
Den vågne læser vil se at jeg har sat foreløbig to nye sider på bloggen. Jeg har brugt meget tid på at finde information om hvordan jeg kan forbedre mig mentalt til at klare de lange løbekonkurrencer. Og syntes selv at jeg har fundet noget super relvant og brugbart materiale. For mig. Det er ikke sikkert at det vil virke for andre, men jeg vil gerne dele alligevel.
Husk bare at jeg er ikke nogen ekspert og det er noget jeg har "kogt sammen" fra mange forskellige artikler og oversat til dansk. Der kan være ting der ikke er helt korrekte og måske kun passer ind i mit hoved. Men det har givet mig en stor fremgang på de sidste løb hvor jeg har brugt det, jeg har følt en mental styrke der også har givet sig udslag fysisk.
I er velkomne til at kommentere eller komme med forslag - eller bare bruge det selv. Der er mere undervejs, og jeg har også tænkt mig at delagtigøre i hvordan jeg rent prakisk bruger materialet i andre indlæg.
Jeg har lært at løbe om morgenen. Tidligt.
Stod op sidste weekend kl 06:30, spiste morgenmad (havregrød) og løb ud efter ca. to timer. Det er hvad jeg af erfaring ved at jeg skal have efter måltider - ellers får jeg ondt i maven.
Det var faktisk en ret fantastisk oplevelse, specielt lørdag hvor jeg løb i skoven efter en regnfuld nat. Så er det så smukt at jeg næsten får tårer i øjenene over at være så priviligeret at jeg kan komme så langt ud i naturen. Og er nær ved at glemme alle bakkerne - det er nemlig dilemmaet. Enten en rimelig tid på en fladere meget grimmere (!!!) rute eller en dårlig tid, men en naturoplevelse af de mere usædvanlige. Bakkerne styrker også, så ind i mellem tager jeg mig et fix og belutter at styrken jeg får, opvejer den dårlige tid.
Det var virkelig værd at stå tidligt op, turen føltes god, jeg var rimelig frisk og så er det jo overstået. Det lyder selvfølgelig ikke særlig positivt, men når man ved at man skal ud på langtur kan det godt hænge lidt over hovedet. Og nogen gange bliver det sværere og sværere at komme ud som dagen går. Derfor har det vist sig at være en god måde at få sin træning gjort og føle at dagen stadig ligger foran mig med mange muligheder.
Jeg har ikke løbet langture mens jeg var på ferie, så jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Besluttede at løbe mellemlange ture både lørdag og søndag for at få kroppen ind i vanen igen.
Lørdag løb jeg 16 meget bakkede km og søndag 14 fladere km. Jeg kunne godt mærke i benene om søndagen at jeg havde været ude dagen før.....
Havde egentlig drømt om at løbe over 20 om søndagen, men undervejs blev jeg klar over at det var lidt for ambitiøst.
Jeg havde aftalt med to meget kære veninder at jeg skulle løbe hen til dem. De havde været på familie besøg i USA og havde købe Chris McCormacks "I´m here to win" med hjem til mig - og den kunne jeg næsten ikke vente med at få fingrene i. Så jeg tænkte at det ville være en god anledning til at få nogen km i benene ved at løbe hen til dem og hjem igen. B. fødte en søn sidste sommer og han var ikke bange for at kaste sig over mig selv om jeg var temmelig svedig - selv var jeg lidt pinligt berørt ved at komme ind med sveden løbende ned af ansigtet. Og turde ikke tage skoene af selv om det er det man gør i Finland. Nu er de begge to fra USA og B. er faktisk selv løber, hun har løbet flere af de store marathons. Så hun var nok godt klar over hvad der ville ske hvis de sko kom af. Vi prøver jævnligt at få S. til at løbe også, men lige i øjeblikket prøver hun at blive gravid, så vi må nok vente til vi kan komme ud med to babyjoggere.
Undervejs havde jeg ringet for at sige at jeg vist ikke kom alligevel fordi det vill blive for langt, men da S. tilbød at køre mig hjem, løb jeg alligevel videre. Og fortrød det ikke, det var også dejlig at se noget andet end de sædvanlige ruter.
Og bogen. Wow. Jeg har læst mange citater fra den, men det er noget helt andet at læse det hele. Hvor er der meget lærdom i den bog, selv om det jo er et lidt andet niveau. Jeg sluger den og prøver at få så meget relevant viden ud af den som muligt. Jeg er nok også meget moden til lige præcis sådan en bog om mental styrke.
Den vågne læser vil se at jeg har sat foreløbig to nye sider på bloggen. Jeg har brugt meget tid på at finde information om hvordan jeg kan forbedre mig mentalt til at klare de lange løbekonkurrencer. Og syntes selv at jeg har fundet noget super relvant og brugbart materiale. For mig. Det er ikke sikkert at det vil virke for andre, men jeg vil gerne dele alligevel.
Husk bare at jeg er ikke nogen ekspert og det er noget jeg har "kogt sammen" fra mange forskellige artikler og oversat til dansk. Der kan være ting der ikke er helt korrekte og måske kun passer ind i mit hoved. Men det har givet mig en stor fremgang på de sidste løb hvor jeg har brugt det, jeg har følt en mental styrke der også har givet sig udslag fysisk.
I er velkomne til at kommentere eller komme med forslag - eller bare bruge det selv. Der er mere undervejs, og jeg har også tænkt mig at delagtigøre i hvordan jeg rent prakisk bruger materialet i andre indlæg.
torsdag den 2. august 2012
Noget om at lære gamle hunde nye kunster....
Nu er jeg ikke så gammel i gårde når vi taler om løb. Og dog, så alligevel lidt.
I disse dage er det præcis 3 år siden i en alder af 47½ jeg tog et par oldgamle og udtrådte sportssko på fødderne, og begav mig ud i det der skulle vise sig at blive noget anderledes rejse end jeg forestillede mig. Vidste godt at løb er hårdt, men alligevel. Hvis alle de der finner jeg så rundt omkring kunne løbe, så kunne jeg vel også, var tanken. HA! Kunne jo ikke engang løbe 500 meter. Det er så kommet i løbet af de 3 år, men ikke uden at have været bremset et par gange af overbelastede kropsdele - heldigvis er min krop stærk og nu kan den tåle det meste.
Jeg løb i de førnævnte sko - de bor nu i mit løbesko-museum - og i hvad der nu kunne findes af t-shirt og shorts. Godt det kun var egern og enkelte rådyr der fik fornøjelsen af at studere mig på nært hold. Man skulle jo nødig investere i dyrt udstyr hvis ambitionerne ikke kunne holde.
Ambitionerne blev opfyldt. Mere end jeg havde drømt om. Eller nej, jeg havde drømt - men ikke rigtig vovet at tro på dem. Hårdt arbejde har givet pote. Vedholdenhed, sne og frost med ned til minus 22 grader, vind, bakker, stædighed, nederlag og tårer af frustration over smerten ved intervaller, støtte fra familien, viljen - bare ville gøre det.
I dag løber jeg i fast skomærke (Nike Vomero - ejer sågar et par ubrugte der ikke er løbet til endnu og venter i skabet) og har udstyr til al slags vejr - og flere af hver slags. Løbeur. Camelbag. Væskebælte (2). Gels til langturene (de kommer nu til at vente længe, kan ikke fordrage dem). Et større antal medaljer og løbenumre til minde om deltagelser i løb. Deltaget (og gennemført!) 3 x 10-km konkurrencer, 1 x 17,5 km konkurrence, 5 halvmarathons og 2 marathons. Vejer stort set det samme som jeg gjorde da jeg var 19 og ikke havde født tre børn endnu.
Og hver gang jeg deltager i et løb sker der alligevel følgende:
Jeg står ved startlinien og føler at jeg overhovedet intet har at gøre her. Føler mig totalt malplaceret og som om jeg har mast mig ind i en klub hvor jeg ikke har ret til at være. Syntes ikke det kan være rigtigt at jeg, efter at have læst såmange blogge om de her fantastiske løbere, nu selv står på startlinien og skal være med sammen med de store. Noget eller nogen er gået forkert.Jeg er ikke en god eller hurtig løber, jeg hører ikke hjemme blandt alle de her super sportsfolk der alle uden undtagelse løber marathon som at klø sig bag øret, jeg er ikke fit nok, jeg har ikke trænet nok eller rigtigt, jeg er ikke en af slænget, alle andre er bare ti gange bedre end mig, jeg er for langsom til overhovedet at kunne drømme om at gøre det her. Sådan lægger jeg ud og sådan begyndte jeg også mine 42,195 km. Ret kastrofalt og dømt til at mislykkes.
Det er så ikke mislykket fordi jeg lider af en indbygget stædighed, der kræver at jeg færdiggør hvad jeg har begyndt. Ordentligt. Under lidelser og bandende som en tyrker. Men muligheden af ikke at gennemføre eksisterer ikke - ikke så længe jeg ikke er skadet eller besvimet. Derfor er jeg også nødt til at være nøjeregnende med hvad jeg stiller op til og tidsrammen imellem arrangementerne.
Så Helsinki Marathon den 19 august må klare sig uden mig i år (men næste år....) fordi jeg vil (vil, vil, vil!) løbe Tallinn Marathon den 9. september - og jeg tør ikke løbe de to så tæt på hinanden. For Tallinn er et godt løb - det kommer jeg tilbage til i næste indlæg. At der så i den anden ende kan blive lagt et løb mere på, er en anden historie. Men ikke før.
Og nu kommer vi så endelig til pointen med hunden - efter at jeg åbenbart har haft en slags ud-af-kroppen-oplevelse og skrevet et indlæg jeg overhovedet ikke havde planlagt. Men den slags har det med at komme spontant og når nu det står her, kan I jo lige så godt få lov at læse det - og undre jer over mig og mine mindreværdskomplekser.
Den ovennævnte følelse af ikke at høre til skal ikke, gentager, skal ikke få lov at få mig ned med nakken. Jeg har brugt timer (specielt under træningen) på at analyserer hvad det er der får mig til at smaske ind i muren med et brag når jeg løber konkurrencer - og har nok virkelig forstået hvor vigtigt det er at være mentalt foreberedt til et marathonløb. Og har brugt timer på at finde læsestof på nettet. Som I får del af fra næste indlæg - kan såmænd også bruges til meget andet end løb.
En af de kunster som hunden er nødt til at lære hedder nye træningstider. Jeg er inkarneret eftermiddagsløber og alle løb i Finland begynder ved 13-15 tiden. Tallinn Marathon begynder kl 09:00 om morgenen. Kl 9 om morgenen siger jeg jer!!! Dvs at jeg vel skal op midt om natten for at vågne, drikke te, spise morgenmad, toilettetbesøg, flette hår, gøre sig klar osv osv. for slet ikke at tale om at jeg skal løbe på det ugudelige tidspunkt af dagen. Og hvad h...... spiser man når man skal løbe lige om lidt?
Hvad gør en perfektionist der har forstået at for at opnå noget må man betale en pris? Står op før Fanden får sko på i sin ferie op til flere gange (!!!) og løber 10-12 km. Uden vådt eller tørt. Børster lige tænder og stavrer ud med morgenkrøllet ansigt som først kommer på plads bagefter i brusebadet. Bare lisge for at se om det kan lade sig gøre.
Følte mig godt nok ret sej og sporty da jeg skred ud gennem lobbyen på hotellet i Stockholm kl 06:22 og sagde godmorgen til receptionisten og høstede beundrende blikke......
Og fik jordens dejligste tur i Djurgården søndag morgen i strålende solskín før byen var vågnet. Så er det ligesom det hele værd.
Det er ikke nemt at ændre en vane, men det kan lade sig gøre. Det er jeg nødt til at bevise i weekenden, når jeg løber langtur som min første morgentur. Altså løber langt om morgenen. Morgen, hører I?? Hvad man spiser før? Det ved jeg stadig ikke.....
I disse dage er det præcis 3 år siden i en alder af 47½ jeg tog et par oldgamle og udtrådte sportssko på fødderne, og begav mig ud i det der skulle vise sig at blive noget anderledes rejse end jeg forestillede mig. Vidste godt at løb er hårdt, men alligevel. Hvis alle de der finner jeg så rundt omkring kunne løbe, så kunne jeg vel også, var tanken. HA! Kunne jo ikke engang løbe 500 meter. Det er så kommet i løbet af de 3 år, men ikke uden at have været bremset et par gange af overbelastede kropsdele - heldigvis er min krop stærk og nu kan den tåle det meste.
Jeg løb i de førnævnte sko - de bor nu i mit løbesko-museum - og i hvad der nu kunne findes af t-shirt og shorts. Godt det kun var egern og enkelte rådyr der fik fornøjelsen af at studere mig på nært hold. Man skulle jo nødig investere i dyrt udstyr hvis ambitionerne ikke kunne holde.
Ambitionerne blev opfyldt. Mere end jeg havde drømt om. Eller nej, jeg havde drømt - men ikke rigtig vovet at tro på dem. Hårdt arbejde har givet pote. Vedholdenhed, sne og frost med ned til minus 22 grader, vind, bakker, stædighed, nederlag og tårer af frustration over smerten ved intervaller, støtte fra familien, viljen - bare ville gøre det.
I dag løber jeg i fast skomærke (Nike Vomero - ejer sågar et par ubrugte der ikke er løbet til endnu og venter i skabet) og har udstyr til al slags vejr - og flere af hver slags. Løbeur. Camelbag. Væskebælte (2). Gels til langturene (de kommer nu til at vente længe, kan ikke fordrage dem). Et større antal medaljer og løbenumre til minde om deltagelser i løb. Deltaget (og gennemført!) 3 x 10-km konkurrencer, 1 x 17,5 km konkurrence, 5 halvmarathons og 2 marathons. Vejer stort set det samme som jeg gjorde da jeg var 19 og ikke havde født tre børn endnu.
Og hver gang jeg deltager i et løb sker der alligevel følgende:
Jeg står ved startlinien og føler at jeg overhovedet intet har at gøre her. Føler mig totalt malplaceret og som om jeg har mast mig ind i en klub hvor jeg ikke har ret til at være. Syntes ikke det kan være rigtigt at jeg, efter at have læst såmange blogge om de her fantastiske løbere, nu selv står på startlinien og skal være med sammen med de store. Noget eller nogen er gået forkert.Jeg er ikke en god eller hurtig løber, jeg hører ikke hjemme blandt alle de her super sportsfolk der alle uden undtagelse løber marathon som at klø sig bag øret, jeg er ikke fit nok, jeg har ikke trænet nok eller rigtigt, jeg er ikke en af slænget, alle andre er bare ti gange bedre end mig, jeg er for langsom til overhovedet at kunne drømme om at gøre det her. Sådan lægger jeg ud og sådan begyndte jeg også mine 42,195 km. Ret kastrofalt og dømt til at mislykkes.
Det er så ikke mislykket fordi jeg lider af en indbygget stædighed, der kræver at jeg færdiggør hvad jeg har begyndt. Ordentligt. Under lidelser og bandende som en tyrker. Men muligheden af ikke at gennemføre eksisterer ikke - ikke så længe jeg ikke er skadet eller besvimet. Derfor er jeg også nødt til at være nøjeregnende med hvad jeg stiller op til og tidsrammen imellem arrangementerne.
Så Helsinki Marathon den 19 august må klare sig uden mig i år (men næste år....) fordi jeg vil (vil, vil, vil!) løbe Tallinn Marathon den 9. september - og jeg tør ikke løbe de to så tæt på hinanden. For Tallinn er et godt løb - det kommer jeg tilbage til i næste indlæg. At der så i den anden ende kan blive lagt et løb mere på, er en anden historie. Men ikke før.
Og nu kommer vi så endelig til pointen med hunden - efter at jeg åbenbart har haft en slags ud-af-kroppen-oplevelse og skrevet et indlæg jeg overhovedet ikke havde planlagt. Men den slags har det med at komme spontant og når nu det står her, kan I jo lige så godt få lov at læse det - og undre jer over mig og mine mindreværdskomplekser.
Den ovennævnte følelse af ikke at høre til skal ikke, gentager, skal ikke få lov at få mig ned med nakken. Jeg har brugt timer (specielt under træningen) på at analyserer hvad det er der får mig til at smaske ind i muren med et brag når jeg løber konkurrencer - og har nok virkelig forstået hvor vigtigt det er at være mentalt foreberedt til et marathonløb. Og har brugt timer på at finde læsestof på nettet. Som I får del af fra næste indlæg - kan såmænd også bruges til meget andet end løb.
En af de kunster som hunden er nødt til at lære hedder nye træningstider. Jeg er inkarneret eftermiddagsløber og alle løb i Finland begynder ved 13-15 tiden. Tallinn Marathon begynder kl 09:00 om morgenen. Kl 9 om morgenen siger jeg jer!!! Dvs at jeg vel skal op midt om natten for at vågne, drikke te, spise morgenmad, toilettetbesøg, flette hår, gøre sig klar osv osv. for slet ikke at tale om at jeg skal løbe på det ugudelige tidspunkt af dagen. Og hvad h...... spiser man når man skal løbe lige om lidt?
Hvad gør en perfektionist der har forstået at for at opnå noget må man betale en pris? Står op før Fanden får sko på i sin ferie op til flere gange (!!!) og løber 10-12 km. Uden vådt eller tørt. Børster lige tænder og stavrer ud med morgenkrøllet ansigt som først kommer på plads bagefter i brusebadet. Bare lisge for at se om det kan lade sig gøre.
Følte mig godt nok ret sej og sporty da jeg skred ud gennem lobbyen på hotellet i Stockholm kl 06:22 og sagde godmorgen til receptionisten og høstede beundrende blikke......
Og fik jordens dejligste tur i Djurgården søndag morgen i strålende solskín før byen var vågnet. Så er det ligesom det hele værd.
Det er ikke nemt at ændre en vane, men det kan lade sig gøre. Det er jeg nødt til at bevise i weekenden, når jeg løber langtur som min første morgentur. Altså løber langt om morgenen. Morgen, hører I?? Hvad man spiser før? Det ved jeg stadig ikke.....
tirsdag den 31. juli 2012
Tilbage på min pind
Sidder pænt på mit arbejde fra i onsdags. Og har stadig familie på besøg. De rejser i morgen og så skal jeg erobre mit territorium tilbage. Få orden i mit hus. Mit køkken til at ligne sig selv.
Det har været rigtig hyggeligt og imponerende fredeligt når man tænker på at det er Konsulens familie, og på at vi ikke har så meget kontakt til dem normalt.
Men jeg trænger gevaldigt til at få lidt hverdag og struktur ind i livet igen....
Det har været rigtig hyggeligt og imponerende fredeligt når man tænker på at det er Konsulens familie, og på at vi ikke har så meget kontakt til dem normalt.
Men jeg trænger gevaldigt til at få lidt hverdag og struktur ind i livet igen....
søndag den 15. juli 2012
Intet nyt er godt nyt....
Er bare SÅ ferie ramt. I min storebrors hus. Med nogen løbeture på Charlottenlunds Fort og i Øregårdsparken og noget skov. Ikke så hysterisk mange kilometer - men nok til at holde formen vedlige. Et par drømmeture ud langs Strandvejen i heftig dansk vind. Men uden bakker. Tænk at der findes lande uden forp...... bakker. Havde helt glemt at man kan løbe uden bakker.....
Nå, men det det der bloggeri bliver vist ikke til ret meget. Fordi jeg har travlt med at have ferie for første gang i flere år. Glemme arbejde og hverdagens fortrædeligheder. Trække vejret.
Selv min træner er udtørret med træningsrapporter. Men hun ved hvordan det er. Det er netop det fine ved hende. Bare én af de fine ting ved hende. Det fantastiske menneske. Bare I alle sammen kunne vide hvor stort et menneske hun er!!
I andre må også have mig undskyldt. Skal nok prøve at fylde på senere.
Forstår I, tiden bliver også brugt til megen tankevirksomhed omkring de mentale ændringer jeg er nødt til at gennemgå når jeg løber. Selv i det små kan man arbejde med sig selv. Og tro på at man kan ændre sig hvis man kaster sig ud i det...
Mon jeg vover?
Nå, men det det der bloggeri bliver vist ikke til ret meget. Fordi jeg har travlt med at have ferie for første gang i flere år. Glemme arbejde og hverdagens fortrædeligheder. Trække vejret.
Selv min træner er udtørret med træningsrapporter. Men hun ved hvordan det er. Det er netop det fine ved hende. Bare én af de fine ting ved hende. Det fantastiske menneske. Bare I alle sammen kunne vide hvor stort et menneske hun er!!
I andre må også have mig undskyldt. Skal nok prøve at fylde på senere.
Forstår I, tiden bliver også brugt til megen tankevirksomhed omkring de mentale ændringer jeg er nødt til at gennemgå når jeg løber. Selv i det små kan man arbejde med sig selv. Og tro på at man kan ændre sig hvis man kaster sig ud i det...
Mon jeg vover?
torsdag den 5. juli 2012
Lige straks er der ferie
Men først på lørdag hvor vi tager båden til Stockholm og søndag morgen kører sydpå med retning mod
Danmark.
En længere køretur som børnene ikke umiddelbart glæder sig til, men vi er optimistiske. De er store og kan underholde sig selv - ellers må vi tænke på nogen idéer til at få tiden til at gå. Det er længe siden at vi har skullet underholde børn på køretur.
Vi skal også lige se at Konsulen ikke får et sammenbrud af stress før han har efterladt sit skrivebord i orden. Og at jeg får ordnet alle de ting jeg skal.
Så skal vil gengæld også nyde at låne min storebrors hus i Hellerup og kunne være os selv. I stedet for at bo i kufferter på klapsenge hos familien. Selv om det også kan være hyggeligt.
Mit hvide lyn kommer med på turen, så der kommer nok lidt rapport fra livet i Danmark.
Indtil da, ønsker jeg alle godt vejr med masser af sol!!
Danmark.
En længere køretur som børnene ikke umiddelbart glæder sig til, men vi er optimistiske. De er store og kan underholde sig selv - ellers må vi tænke på nogen idéer til at få tiden til at gå. Det er længe siden at vi har skullet underholde børn på køretur.
Vi skal også lige se at Konsulen ikke får et sammenbrud af stress før han har efterladt sit skrivebord i orden. Og at jeg får ordnet alle de ting jeg skal.
Så skal vil gengæld også nyde at låne min storebrors hus i Hellerup og kunne være os selv. I stedet for at bo i kufferter på klapsenge hos familien. Selv om det også kan være hyggeligt.
Mit hvide lyn kommer med på turen, så der kommer nok lidt rapport fra livet i Danmark.
Indtil da, ønsker jeg alle godt vejr med masser af sol!!
fredag den 29. juni 2012
Naantali og Mumitrolde
Tror egentlig bare at jeg vil lade billerderne tale for sig selv. Fra sidste weekend da vi var i Naantali som ligger i nærheden af Åbo (Turku) og er et must når man er i Finland. Fordi det er en hyggelig sommerby og fordi Mumi troldene bor her. Hvor den finske præsident har sommerbolig. Og kommer fisende på rulleskøjter med bodyguard på cykel, når man er ved at vandre ud af hans park efter en guidet tur. Frisk fyr!
Naantali Spa Hotel med yacht hotel ankret op. Der boede vi i fine kahytter med balkon.
Udsyn til hotel og yacht.
Fredag var Midsommeraften. Og der tændes bål kl 23:00 for ellers er det ikke mørkt nok til at se ilden.
Bålet ved byen. Læg mærke til lyset - kl er 23:30
Bålet ved præsidentens sommerbolig og en sol der endelig har besluttet sig for at gå lidt ned her ved midnatstid.
Mumi Tårnet
Med en Mumi trold under armen.
Når vejen ikke går længere mellem skærgårdsøerne, må man tage færgen der går i pendulfart.
Man venter tålmodigt de få minutter det tager før færgen kommer tilbage. Simpelthen en fortsættelse af vejen. Færgen er gratis og sejler hele dagen.
onsdag den 27. juni 2012
Nærmest lykkelig
Det er jo helt fantastisk at kunne skrive sådan en overskrift. Men det var helt simpelt min følelse dybt ind i sjælen i går efter en løbetur. Sådan den første ordentlige efter marathonet. 11 km i godt tempo - for selv om programmet sagde rolig tur, trak kroppen mod noget andet.
Sidste uge restituerede jeg. Kunne godt mærke sener og muskler jeg ikke plejer at have personlig samvær med i hverdagen. Selv om jeg sagtens kunne gå på trapper, var der alligevel en dump ømhed inde i lårene. Lidt omkring knæene. Ryggen. Sådan lidt gammel-og-gigtsvag fornemmelse. Det var at forvente, alligevel blev jeg lidt betænkelig. Jeg løb onsdag 7,5 km på stive ben og lørdag 5 km lidt bedre. Og havde en appetit som en havnearbejder......
For en gangs skyld lyttede jeg til min krop og stolede på den. Det kunne være jeg skulle gøre det lidt mere. For den sagde at nu skulle jeg den onde lyneme tage den lidt med ro og slappe af. Og den havde jo helt ret. Efter en rolig uge, godt energi indtag (det lyder bedre end at sige at jeg har voldædt) følte jeg mig bare så klar til at løbe. Som i løbe og ikke stavre af sted.
Tog en velkendt tur med Mellemdatteren på cykel. Med god og solid fart på og kom hjem med en dyb fornemmelse af tilfredshed, fordi kroppen gerne vil og faktisk også godt kan. Stadigvæk.
Hvor er jeg heldig og taknemmelig.
Motivationen og lysten er tilbage på plads. Planerne for det næste marathon er lagt. Arbejdet med den mentale side er påbegyndt og vil blive udvidet - måske delt her for at inspirere andre. Strategier er under udarbejdelse. Målsætninger skal lægges. Energi indtag skal afprøves.
Der er ikke noget der skal få mig ned med nakken.
Jeg VIL og jeg mener der er nogen der har sagt noget med at "Man skal rejse sig ved det træ hvor man er faldet".
Så Tallinn, here I come......
Sidste uge restituerede jeg. Kunne godt mærke sener og muskler jeg ikke plejer at have personlig samvær med i hverdagen. Selv om jeg sagtens kunne gå på trapper, var der alligevel en dump ømhed inde i lårene. Lidt omkring knæene. Ryggen. Sådan lidt gammel-og-gigtsvag fornemmelse. Det var at forvente, alligevel blev jeg lidt betænkelig. Jeg løb onsdag 7,5 km på stive ben og lørdag 5 km lidt bedre. Og havde en appetit som en havnearbejder......
For en gangs skyld lyttede jeg til min krop og stolede på den. Det kunne være jeg skulle gøre det lidt mere. For den sagde at nu skulle jeg den onde lyneme tage den lidt med ro og slappe af. Og den havde jo helt ret. Efter en rolig uge, godt energi indtag (det lyder bedre end at sige at jeg har voldædt) følte jeg mig bare så klar til at løbe. Som i løbe og ikke stavre af sted.
Tog en velkendt tur med Mellemdatteren på cykel. Med god og solid fart på og kom hjem med en dyb fornemmelse af tilfredshed, fordi kroppen gerne vil og faktisk også godt kan. Stadigvæk.
Hvor er jeg heldig og taknemmelig.
Motivationen og lysten er tilbage på plads. Planerne for det næste marathon er lagt. Arbejdet med den mentale side er påbegyndt og vil blive udvidet - måske delt her for at inspirere andre. Strategier er under udarbejdelse. Målsætninger skal lægges. Energi indtag skal afprøves.
Der er ikke noget der skal få mig ned med nakken.
Jeg VIL og jeg mener der er nogen der har sagt noget med at "Man skal rejse sig ved det træ hvor man er faldet".
Så Tallinn, here I come......
onsdag den 20. juni 2012
Forssa Marathon
For det meste er vejene rundt i Finland i helt samme stil: Vej, sø, skov, hus, skov, sø, landsby, skov, sø, marker, skov, sø. Hudredevis af kilometer. Tusinder af kilometer. Det er pænt men lidt ensformigt. Vejen til Forssa skuffede da heller ikke, og vi fik 1½ time i ovenstående scerier.
Forssa by er en typisk finsk provinsby - lige gader, butiksfacader, et torv indeholdende blomster, burgerbar, pub, pizzeria. Det er ikke svært at forstå hvorfor ungdommen drøner op og ned af gaderne på deres knallerter eller i bil med fuld musik, i håb om at der skal ske et eller andet interessant i deres liv. Og selv laver det interessant med druk og slagsmål for ligesom at få lidt Chicago over det.
Men de der byer er gode til at arrangere sports events og de gør det i stor stil.
Forssa havde virkelig gjort noget for at give os en oplevelse. Skilte allerede ved indkørselen sikrede at vi fandt stadion uden problemer og jeg fik registreret mig - de syntes altid det er spændende at man kommer helt fra et udland for at løbe hos dem.
Der var rulleski halv og hel marathon samt 10 km, halv marthon og marathon løb. Sådan lidt blandet sammen på ruten, men med forskellige starttid. Dog startede halv og hel marathon på samme tid.
Hele byen var på tæerne - alderdomshjemmet var blevet tømt og beboerne sad på bænke og i rullestole og klappede, fuldrikkerne sad og hujede, folk stod i rækker og klappede, nogen havde sat liggestole og grill op i haverne, der var musikanlæg der drønede, biler der stod med åbne døre med fuld musik, to ældre mænd havde fået harmonikaerne og mikrofoner frem og underholdt med de finske hjemlandssange. Det mest eksotiske indslag var det par kinesere der stod på trappen til deres kina-restaurant - man kan kun undre sig over hvordan de var endt der.....
Starten gik glat bortset fra den lille detalje at mit løbeur strejkede og nægtede at tænde. Jeg havde om morgenen tjekket at det var opladet, men havde ikke tændt det for at tjekke at det virkede. Det er før sket at computeren tømmer batteriet hvis jeg kommer det til opladning når det er fuldt - men det havde jeg ikke tænkt på. Og det korte af det lange var så at jeg måtte løbe uden. Det kan jeg hermed oplyse mine læsere om at jeg ikke - som i overhovedet ikke- er erfaren nok til. Jeg kan ikke overskue eller mærke om jeg holder tempo for lavt eller for højt osv i så lang tid som det tager at løbe et marathon.
Solen havde skinnet indtil nu, det var 25 graders varme men heldigvis blev det overskyet inden start - dog var luften lidt tung.
Ruten var en laaaaang kedelig lige landevej med biler på siden - og da jeg ikke havde ur løb jeg jo sådan cirka hvad de andre løb, mens jeg prøvede at holde igen. Kunne jo se løbere i kilometervis frem på vejen der virkede totalt uden ende. Den var ikke helt pandekageflad som lovet, men bakkerne var faktisk ikke sådan at mærke fordi de var meget langstrakte -så de drillede i det mindste ikke. Man skulle løbe halv marathon to gange med lidt krøller på halen og derfor mødte man de første halv marathoner på vej tilbage før man selv var rundet den krølle. Løberne brød spontant ud i klapsalver da de første kom retur og det syntes jeg var en rigtig positiv ting - for det var flot at se dem komme spurtende. Udvejen gik over åbne marker uden så meget som et træ eller en busk, hjemturen ad villaveje og de åbne marker igen.
Jeg nævner det fordi jeg senere i løbet, hvor energidrikken havde sat sit præg på min mave, havde meget brug for en busk, et træ eller bare en mælkebøtte at sætte mig bag. Overvejede at at ringe på hos en af finnerne eller bruge en indkørsel at sætte mig i - men var ikke helt overbevist om villaejernes samarbejdvilje. Så jeg opgav mit forehavende og det var lidt forstyrrende. For det drejede sig ikke om "småt".
Jeg løb for hurtigt. Helt klart. 10 km på under en time er for hurtigt for mig hvis jeg skal holde til 42 km. Så det var nok det der gjorde at løbet blev hårdt. Manglende energi indtag var også medvirkende.
Det værste var den mentale del - for faktisk kunne jeg godt løbe når jeg ser tilbage, selv om det i samme øjeblik ikke føltes sådan. Kroppen gjorde ikke ondt endnu, det kom først senere. Men at se folk komme tilbage på halv marathon distancen var én ting. At se marathonløberne komme ud på anden omgang mens jeg stadig var på vej mod det halve og stadig manglede en del km - det var godt nok strengt. At tænke på at jeg skulle løbe resten og så ud efter dem igen, gav virkelig en mental lussing. I forvejen var jeg lidt i krise, pulsen skøjtede op og ned, vejrtrækningen var ujævn, jeg havde kvalme og kunne allerede ikke spise noget, hovedet blev ved med at sige at det her kunne jeg ikke, at jeg ikke kan løbe marathon, at jeg er en dårlig løber, at de andre er meget bedre, at jeg er så langsomt at det er til grin, at jeg ikke har hjemme blandt så gode løbere - simpelthen helt ude i tovene rent mentalt. Så jeg tænkte at nu løber jeg gennem målet for halv marathonet og så kan jeg jo overveje at lade være med at løbe ud på anden omgang - et halv marathon er jo også godt nok. Selv om jeg inderst inde godt vidste at jeg ikke ville kunne få mig selv til at opgive bare pga. træthed, så tænkte jeg alligevel helt seriøst på muligheden - og det hjalp mig også til at løbe videre for at komme til målområdet.
Skæbenen vill noget andet. For jeg kom overhovedet ikke i nærheden af målområdet. Ruten delte sig og jeg blev kommanderet til venstre af en hjælper da han så farven på mit startnummer og inden jeg vidste af det var jeg ude påomgang nr. 2. Jamen så måtte jeg jo til det. Der var én vej hjem og det var en forbandet runde på 21 km til.
Nøj, den var strid. Jeg anede ikke hvad klokken var, hvad jeg hed, hvor jeg var, hvorfor. Vidste bare at jeg måtte fremad. Gå og løbe, gå og løbe. Bandede, svor at jeg aldrig mer i mit liv tog et par løbesko på, hadede alt og alle. Prøvede at sige pænt tak til hjælperne der stak vand, banan, finsk saltagurk osv i fjæset på mig. Havde mest lyst til at bede dem om at stikke det op et vist sted.
Men så fik jeg en ven i nøden. En stor finne med lysegrønne kompressionsstrømper som jeg havde overhalet på et eller andet tidspunkt. Nu kom han forbi mig og gav mig et smil og et "thumbs-up" på et tidspunkt hvor jeg var gående. Så jeg satte i løb og kom op på siden af ham og blev der. Vi snakkede ikke men kunne mærke at vi bare løb sammen. Og efter at vi havde rundet rutens yderste punkt og var på vej tilbage, var vi kommet ind i en rytme med løb og gang. Efterhånden var der ikke ret mange løbere i nærheden - faktisk føltes det meget som Palle alene i verden og det var rart at have selskab. Folketlivet på sidelinjen var gået hjem for vejret havde skiftet til køligt og småregn. Der var i det hele taget ikke så mange marathon løbere og de fleste var foran os - dog viste det sig der alligevel kom en hel del i mål efter os, så det var godt vi ikke tog km-skiltene med hjem som vi ellers overvejde på et tidspunkt da vi var overbeviste om at vi var de sidste.
Nå, men det var begyndt at regne let og blæse noget, markerne var helt øde og villavejene deserterede - og Forssa lå langt ude i horisonten. Vi sludrede lidt undervejs mens vi trak hinanden af sted - det var hans 5. marathon, og han havde løbet Stockholm for to uger siden. Og det var for tæt på, som han tørt måtte konstatere.
Konsulen blev irriteret fordi han var overbevist om at finnen trak mig ned i tempo - jeg tror at vi fik hinanden til at fuldføre, man kunne vist alligevel ikke tale ret meget om tempo på det stadie.
Vi kom i mål, i styrtregn og 12 grader - noget af en forskel fra starttidspunktet. Efter lige over 5 timer. Så vejret kan selvfølgelig nå at skifte mange gange på den tid.
Jeg gennemførte og det var den onde fløjtme ikke nemt. Fordi jeg havde en idé om at jeg skal løbe på en bestemt tid for at det er noget værd. Fordi jeg læser om andre løbere der kan gøre det bedre. Og glemmer de der løber for fornøjelsen, løber hundreder af marathons på sådnne tider og forstår at føle tilfredsstillelse ved at gøre det. At gennemføre. Løber fordi de kan og husker hviken velsignelse det er. At kunne løbe når man vil.
Burde skamme mig over ikke at huske hvilket privilgie det er at kunne løbe en marathon. At fuldføre noget jeg har begyndt. Uanset hvor lang tid det tog. At opnå sit mål.
Det betyder ikke at jeg ikke vil arbejde på at blive teknisk bedre. Men det betyder at noget af det jeg skal arbejde på mod mit næste marthon, er at give plads til mig selv, løbe mit løb som den jeg er og med det jeg kan investere i min træning. Og at det er godt nok. Fordi jeg virkelig har lært og forstået at et marathon også løbes med hovedet.
Hørte vi ordene "næste marathon"? Jamen jeg har jo bandet på at jeg aldrig gør det igen.
Tjaaah, man har vel et standpunkt til man tager et nyt.
Og der er jo lige det der marathon i Tallinn jeg så gerne vi løbe........
Forssa by er en typisk finsk provinsby - lige gader, butiksfacader, et torv indeholdende blomster, burgerbar, pub, pizzeria. Det er ikke svært at forstå hvorfor ungdommen drøner op og ned af gaderne på deres knallerter eller i bil med fuld musik, i håb om at der skal ske et eller andet interessant i deres liv. Og selv laver det interessant med druk og slagsmål for ligesom at få lidt Chicago over det.
Men de der byer er gode til at arrangere sports events og de gør det i stor stil.
Forssa havde virkelig gjort noget for at give os en oplevelse. Skilte allerede ved indkørselen sikrede at vi fandt stadion uden problemer og jeg fik registreret mig - de syntes altid det er spændende at man kommer helt fra et udland for at løbe hos dem.
Der var rulleski halv og hel marathon samt 10 km, halv marthon og marathon løb. Sådan lidt blandet sammen på ruten, men med forskellige starttid. Dog startede halv og hel marathon på samme tid.
Hele byen var på tæerne - alderdomshjemmet var blevet tømt og beboerne sad på bænke og i rullestole og klappede, fuldrikkerne sad og hujede, folk stod i rækker og klappede, nogen havde sat liggestole og grill op i haverne, der var musikanlæg der drønede, biler der stod med åbne døre med fuld musik, to ældre mænd havde fået harmonikaerne og mikrofoner frem og underholdt med de finske hjemlandssange. Det mest eksotiske indslag var det par kinesere der stod på trappen til deres kina-restaurant - man kan kun undre sig over hvordan de var endt der.....
Starten gik glat bortset fra den lille detalje at mit løbeur strejkede og nægtede at tænde. Jeg havde om morgenen tjekket at det var opladet, men havde ikke tændt det for at tjekke at det virkede. Det er før sket at computeren tømmer batteriet hvis jeg kommer det til opladning når det er fuldt - men det havde jeg ikke tænkt på. Og det korte af det lange var så at jeg måtte løbe uden. Det kan jeg hermed oplyse mine læsere om at jeg ikke - som i overhovedet ikke- er erfaren nok til. Jeg kan ikke overskue eller mærke om jeg holder tempo for lavt eller for højt osv i så lang tid som det tager at løbe et marathon.
Solen havde skinnet indtil nu, det var 25 graders varme men heldigvis blev det overskyet inden start - dog var luften lidt tung.
Ruten var en laaaaang kedelig lige landevej med biler på siden - og da jeg ikke havde ur løb jeg jo sådan cirka hvad de andre løb, mens jeg prøvede at holde igen. Kunne jo se løbere i kilometervis frem på vejen der virkede totalt uden ende. Den var ikke helt pandekageflad som lovet, men bakkerne var faktisk ikke sådan at mærke fordi de var meget langstrakte -så de drillede i det mindste ikke. Man skulle løbe halv marathon to gange med lidt krøller på halen og derfor mødte man de første halv marathoner på vej tilbage før man selv var rundet den krølle. Løberne brød spontant ud i klapsalver da de første kom retur og det syntes jeg var en rigtig positiv ting - for det var flot at se dem komme spurtende. Udvejen gik over åbne marker uden så meget som et træ eller en busk, hjemturen ad villaveje og de åbne marker igen.
Jeg nævner det fordi jeg senere i løbet, hvor energidrikken havde sat sit præg på min mave, havde meget brug for en busk, et træ eller bare en mælkebøtte at sætte mig bag. Overvejede at at ringe på hos en af finnerne eller bruge en indkørsel at sætte mig i - men var ikke helt overbevist om villaejernes samarbejdvilje. Så jeg opgav mit forehavende og det var lidt forstyrrende. For det drejede sig ikke om "småt".
Jeg løb for hurtigt. Helt klart. 10 km på under en time er for hurtigt for mig hvis jeg skal holde til 42 km. Så det var nok det der gjorde at løbet blev hårdt. Manglende energi indtag var også medvirkende.
Det værste var den mentale del - for faktisk kunne jeg godt løbe når jeg ser tilbage, selv om det i samme øjeblik ikke føltes sådan. Kroppen gjorde ikke ondt endnu, det kom først senere. Men at se folk komme tilbage på halv marathon distancen var én ting. At se marathonløberne komme ud på anden omgang mens jeg stadig var på vej mod det halve og stadig manglede en del km - det var godt nok strengt. At tænke på at jeg skulle løbe resten og så ud efter dem igen, gav virkelig en mental lussing. I forvejen var jeg lidt i krise, pulsen skøjtede op og ned, vejrtrækningen var ujævn, jeg havde kvalme og kunne allerede ikke spise noget, hovedet blev ved med at sige at det her kunne jeg ikke, at jeg ikke kan løbe marathon, at jeg er en dårlig løber, at de andre er meget bedre, at jeg er så langsomt at det er til grin, at jeg ikke har hjemme blandt så gode løbere - simpelthen helt ude i tovene rent mentalt. Så jeg tænkte at nu løber jeg gennem målet for halv marathonet og så kan jeg jo overveje at lade være med at løbe ud på anden omgang - et halv marathon er jo også godt nok. Selv om jeg inderst inde godt vidste at jeg ikke ville kunne få mig selv til at opgive bare pga. træthed, så tænkte jeg alligevel helt seriøst på muligheden - og det hjalp mig også til at løbe videre for at komme til målområdet.
Skæbenen vill noget andet. For jeg kom overhovedet ikke i nærheden af målområdet. Ruten delte sig og jeg blev kommanderet til venstre af en hjælper da han så farven på mit startnummer og inden jeg vidste af det var jeg ude påomgang nr. 2. Jamen så måtte jeg jo til det. Der var én vej hjem og det var en forbandet runde på 21 km til.
Nøj, den var strid. Jeg anede ikke hvad klokken var, hvad jeg hed, hvor jeg var, hvorfor. Vidste bare at jeg måtte fremad. Gå og løbe, gå og løbe. Bandede, svor at jeg aldrig mer i mit liv tog et par løbesko på, hadede alt og alle. Prøvede at sige pænt tak til hjælperne der stak vand, banan, finsk saltagurk osv i fjæset på mig. Havde mest lyst til at bede dem om at stikke det op et vist sted.
Men så fik jeg en ven i nøden. En stor finne med lysegrønne kompressionsstrømper som jeg havde overhalet på et eller andet tidspunkt. Nu kom han forbi mig og gav mig et smil og et "thumbs-up" på et tidspunkt hvor jeg var gående. Så jeg satte i løb og kom op på siden af ham og blev der. Vi snakkede ikke men kunne mærke at vi bare løb sammen. Og efter at vi havde rundet rutens yderste punkt og var på vej tilbage, var vi kommet ind i en rytme med løb og gang. Efterhånden var der ikke ret mange løbere i nærheden - faktisk føltes det meget som Palle alene i verden og det var rart at have selskab. Folketlivet på sidelinjen var gået hjem for vejret havde skiftet til køligt og småregn. Der var i det hele taget ikke så mange marathon løbere og de fleste var foran os - dog viste det sig der alligevel kom en hel del i mål efter os, så det var godt vi ikke tog km-skiltene med hjem som vi ellers overvejde på et tidspunkt da vi var overbeviste om at vi var de sidste.
Nå, men det var begyndt at regne let og blæse noget, markerne var helt øde og villavejene deserterede - og Forssa lå langt ude i horisonten. Vi sludrede lidt undervejs mens vi trak hinanden af sted - det var hans 5. marathon, og han havde løbet Stockholm for to uger siden. Og det var for tæt på, som han tørt måtte konstatere.
Konsulen blev irriteret fordi han var overbevist om at finnen trak mig ned i tempo - jeg tror at vi fik hinanden til at fuldføre, man kunne vist alligevel ikke tale ret meget om tempo på det stadie.
Vi kom i mål, i styrtregn og 12 grader - noget af en forskel fra starttidspunktet. Efter lige over 5 timer. Så vejret kan selvfølgelig nå at skifte mange gange på den tid.
Jeg gennemførte og det var den onde fløjtme ikke nemt. Fordi jeg havde en idé om at jeg skal løbe på en bestemt tid for at det er noget værd. Fordi jeg læser om andre løbere der kan gøre det bedre. Og glemmer de der løber for fornøjelsen, løber hundreder af marathons på sådnne tider og forstår at føle tilfredsstillelse ved at gøre det. At gennemføre. Løber fordi de kan og husker hviken velsignelse det er. At kunne løbe når man vil.
Burde skamme mig over ikke at huske hvilket privilgie det er at kunne løbe en marathon. At fuldføre noget jeg har begyndt. Uanset hvor lang tid det tog. At opnå sit mål.
Det betyder ikke at jeg ikke vil arbejde på at blive teknisk bedre. Men det betyder at noget af det jeg skal arbejde på mod mit næste marthon, er at give plads til mig selv, løbe mit løb som den jeg er og med det jeg kan investere i min træning. Og at det er godt nok. Fordi jeg virkelig har lært og forstået at et marathon også løbes med hovedet.
Hørte vi ordene "næste marathon"? Jamen jeg har jo bandet på at jeg aldrig gør det igen.
Tjaaah, man har vel et standpunkt til man tager et nyt.
Og der er jo lige det der marathon i Tallinn jeg så gerne vi løbe........
mandag den 18. juni 2012
Og blev det så en oplevelse eller gav jeg op?
Om det blev en oplevelse? Åh jo, men en af de lidt mindre behagelige.
Om jeg gav op?
Nej for helvede. Men jeg havde lyst til det. Flere gange. Men det kunne jeg alligevel ikke få mig selv til. For det var jo bare pjat - og træthed og nogen forskellige ting. Uden undskyldninger dog, det er kun mig selv og mine (manglende?) evner der var i selskab med hinanden derude på ruten den dag
Det skal jeg nok skrive om i detaljer når jeg lige er kommet lidt på plads og helst også fået nogen billeder med.
Om jeg gør det igen? Jeg forsværgede (og bandede) under løbet at det gjorde jeg aldrig mere. Flere gange.
Men jeg er bange for at jeg gør det alligevel........
Om jeg gav op?
Nej for helvede. Men jeg havde lyst til det. Flere gange. Men det kunne jeg alligevel ikke få mig selv til. For det var jo bare pjat - og træthed og nogen forskellige ting. Uden undskyldninger dog, det er kun mig selv og mine (manglende?) evner der var i selskab med hinanden derude på ruten den dag
Det skal jeg nok skrive om i detaljer når jeg lige er kommet lidt på plads og helst også fået nogen billeder med.
Om jeg gør det igen? Jeg forsværgede (og bandede) under løbet at det gjorde jeg aldrig mere. Flere gange.
Men jeg er bange for at jeg gør det alligevel........
fredag den 15. juni 2012
Hvad jeg skal lave i weekenden?
Jeg skal til Forssa.
Hvad er det spørger du nok - det ville jeg også gøre hvis jeg var dig.
Forssa er en by i Finland (hvorfor minder det mig lige om "en by i Rusland"?) som ingen har hørt om uden for landet grænser. Eller måske har de lige netop det. Det påstår de i hvertfald i Forssa.
Prøv at se her.
For der løbes marathon i morgen. Og halv marathon og 10 km og det hele også på rulleski - de påstår at der vil komme over 4000 løbere fra 10-15 nationer. Så nogen må jo have hørt om stedet.
Nogen af dem er mig. Så jeg løber en marathon i morgen. Siger jeg højt og flot som om det var som at klø sig i nakken.
Begynder egentlig at blive lidt spændt. For jeg har for en gangs skyld ikke hysset rundt og forberedt mig helt vildt. Jo jeg har løbet som jeg skal (næsten) og jeg tror nok at mit løbetøj er rent. Men det ligger ikke parat som det plejer, det ligger spredt rundt omkring i vaskekælder og skab. Familien ved også godt at de skal på køretur i morgen, for Forssa ligger ca 120 km fra Helsinki. Men jeg har ikke brugt en masse mentale kræfter på strategier, tider, drømt om det om natten. Det kunne dog godt være jeg skulle se at få ladet min Ipod op så der er noget til at få mig igennem strækket 20-30 km som jo godt kan være lidt sejt.
Har egentlig bare lyst til at lære og erfare. Prøve at løbe et marathon til - nummer to. Lide og slide. Blive bedre. Udfordres. Bruge og bruges. Få følelsen af at have gennemført noget stort, brusende gennem årerne. Udfordringen er denne gang at sørge for at få drukket rigtigt og få lidt ernæring ind. At holde ud mentalt.
Ruten skulle være pandekage flad i følge websitet. For en inkarneret bakkehader som mig, lyder det jo lovende. Kan selvfølgelig også blive lidt kedeligt. Til gengæld skal jeg løbe halv marathon ruten to gange - det har jeg aldrig prøvet, har altid kun løbet rundture. Med så mange deltagere skal der nok blive selskab hele vejen.
Det eneste jeg rigtig har planlagt, er at få en oplevelse ud af det......
Hvad er det spørger du nok - det ville jeg også gøre hvis jeg var dig.
Forssa er en by i Finland (hvorfor minder det mig lige om "en by i Rusland"?) som ingen har hørt om uden for landet grænser. Eller måske har de lige netop det. Det påstår de i hvertfald i Forssa.
Prøv at se her.
For der løbes marathon i morgen. Og halv marathon og 10 km og det hele også på rulleski - de påstår at der vil komme over 4000 løbere fra 10-15 nationer. Så nogen må jo have hørt om stedet.
Nogen af dem er mig. Så jeg løber en marathon i morgen. Siger jeg højt og flot som om det var som at klø sig i nakken.
Begynder egentlig at blive lidt spændt. For jeg har for en gangs skyld ikke hysset rundt og forberedt mig helt vildt. Jo jeg har løbet som jeg skal (næsten) og jeg tror nok at mit løbetøj er rent. Men det ligger ikke parat som det plejer, det ligger spredt rundt omkring i vaskekælder og skab. Familien ved også godt at de skal på køretur i morgen, for Forssa ligger ca 120 km fra Helsinki. Men jeg har ikke brugt en masse mentale kræfter på strategier, tider, drømt om det om natten. Det kunne dog godt være jeg skulle se at få ladet min Ipod op så der er noget til at få mig igennem strækket 20-30 km som jo godt kan være lidt sejt.
Har egentlig bare lyst til at lære og erfare. Prøve at løbe et marathon til - nummer to. Lide og slide. Blive bedre. Udfordres. Bruge og bruges. Få følelsen af at have gennemført noget stort, brusende gennem årerne. Udfordringen er denne gang at sørge for at få drukket rigtigt og få lidt ernæring ind. At holde ud mentalt.
Ruten skulle være pandekage flad i følge websitet. For en inkarneret bakkehader som mig, lyder det jo lovende. Kan selvfølgelig også blive lidt kedeligt. Til gengæld skal jeg løbe halv marathon ruten to gange - det har jeg aldrig prøvet, har altid kun løbet rundture. Med så mange deltagere skal der nok blive selskab hele vejen.
Det eneste jeg rigtig har planlagt, er at få en oplevelse ud af det......
tirsdag den 12. juni 2012
Café-liv fra morgenstunden
Det sker sjældent. Rigtig sjældent. Og derfor sætter jeg nok også sådan en pris på det.
At begynde dagen med en kop latte på en café. Hvor man sidder og glor på alle de andre der også er stoppet på vejen til arbejde for at tanke op. Det er sikkert ingen der drikker en drik så mærkeligt som jeg gør - den største latte der kan opdrives, med et lille skud kaffe. Sådan at den er helt lys. Baristaen ser på den med afsky. Jeg er lykkelig. Specielt hvis de har almindelig mælk og ikke den der langtidsholdbare, laktosefri halvsøde café mælk som Finnerne tilsyneladende elsker. For jeg vil ikke have sød kaffe - bvadr. Så mine café besøg får et ekstra tvist for at finde dem der har ordentlig mælk og kan lave kaffen lige som jeg vil have den. Jeg har lært at bede om det jeg vil have - efter at have brugt år på at være en høflig dansker der tager hvad man får. Har lært at jeg jo sådan set betaler for servicen, så hvorfor skulle jeg ikke nyde min kaffe?
Men var altså på café her til morgen med Konsulen efter at have sat Sønnen af på arbejde. Drengen har fået arbejde på et hotel hvor han går til hånde med hvad der nu skal gøres - slæber lidt kufferter (og får tip til hans store fryd - der skal ikke mere end et par euro til at gøre ham lykkelig), tæller lagener eller konvolutter op, indskriver data på computeren, hjælper i receptionen. I dag skulle han være i køkkenet og hjælpe med morgenmaden, for hotellet er fuldt. Han bliver 16 om en måned og er en meget arbejdsom og moden ung mand. Helt indstillet på at tage livet alvorligt og at man skal arbejde for at opnå noget. Så vi er selvfølgelig glade for at han vælger at bruge en måned af sin sommerferie på at arbejde 6 timer om dagen. Sundt at lære at man må arbejde for at få penge og at forældrene ikke kan give uanede mængder af lommepenge. Det har jeg også altid selv måttet gøre. Gjorde rent hos naboerne fra begyndelsen af gymnasiet. Stillede på plejehjem på Frederiksberg kl 7 om morgenen hver anden weekend i 3 g. Det var tidligere end Kystbanen kørte om søndagen, så jeg sov hos min farmor i Lyngby - hvor s-toget fungerede tidligt - natten mellem lørdag og søndag på hendes gamle drømmeseng. Som var formet som en banan. Damen var højt op i firserne, men stod troligt op med hårnet og farfars slåbrok for at servere te og krydder for mig - barnet skulle jo nødig gå sulten på arbejde.
Den unge mand skulle stille på hotellet kl 8 i moges - så vi skulle have tiden til at gå indtil vi skulle være på arbejde kl 9. Hvad er mere nærliggende end at drikke kaffe og få dagen i gang stille og roligt. Elsker at sidde og glo på mennesker. Blev hellere ikke skuffet i dag. En ældre dame havde anbragt sig ved et bord ude på fortovet, bevæbnet med kaffe og croissant. Det havde et par måger set og satte sig straks i stilling på et par biltage ved siden af. Trak hovderne ned i skuldrene (har fugle egentlig en skulder?) og var parate til at sætte af. Kiggede på hinanden og lettede mod målet - damens tallerken. Hun flagrede med armene og de prøvede at sætte sig på den ledige stoleryg. Ventede igen. Hun flagrede, de angreb. Til sidst rejste hun sig resolut op og jagede dem hen ad fortovet - heldigvis var der ikke nogen ledig måge der kunne stjæle croissanten mens hun var på jagt. Tilfreds satte hun sig ned for at nyde sin morgenmad. Hun havde ikke set at mågerne var kommet tilbage og havde slået lejr oppe på et vejskilt hvor der stod parkering forbudt. Om det lykkedes mågerne at få gevinst ved jeg ikke, arbejdet kaldte. Men jeg havde fået et godt grin på vejen.
Og faktisk er Helsinkis måger de frækkeste og mest utålelige måger på denne jord. Ved jeg af bitter erfaring. På Esplanaden er der spændt tynde plastsnorte op over restauranter og caféernes fortovsborde. Det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over indtil sidste sommer. Jeg skulle møde Konsulen og vandrede fredeligt ned ad Esplanadens grønne midterstykke iført en enorm softice. Sådan noget spiser jeg ca en gang hver hundrede år, så det er noget der skal nydes og spises langsomt med følelse. Optaget af at holde sommer gik jeg med isen i højre hånd, da der pludselig kom en F-16 jager fræsende ind over min skulder og hele isen var væk. Der var kun vaflen med et par fodspor nede i en ynkelig klat is tilbage - resten af isen sad godt fast mellem tæerne på en stor måge der elegant fløj af sted for at nyde min årlige is et sikkert sted. I det øjeblik forstod jeg hvorfor der er fiskeliner over alt og har stor respekt for mågers fysiske kunnen. Stoler ikke på dem over en dørtærskel!
Så smukt er her på Esplanaden - og forresten sidder der altid en måge på statuens hoved......
At begynde dagen med en kop latte på en café. Hvor man sidder og glor på alle de andre der også er stoppet på vejen til arbejde for at tanke op. Det er sikkert ingen der drikker en drik så mærkeligt som jeg gør - den største latte der kan opdrives, med et lille skud kaffe. Sådan at den er helt lys. Baristaen ser på den med afsky. Jeg er lykkelig. Specielt hvis de har almindelig mælk og ikke den der langtidsholdbare, laktosefri halvsøde café mælk som Finnerne tilsyneladende elsker. For jeg vil ikke have sød kaffe - bvadr. Så mine café besøg får et ekstra tvist for at finde dem der har ordentlig mælk og kan lave kaffen lige som jeg vil have den. Jeg har lært at bede om det jeg vil have - efter at have brugt år på at være en høflig dansker der tager hvad man får. Har lært at jeg jo sådan set betaler for servicen, så hvorfor skulle jeg ikke nyde min kaffe?
Men var altså på café her til morgen med Konsulen efter at have sat Sønnen af på arbejde. Drengen har fået arbejde på et hotel hvor han går til hånde med hvad der nu skal gøres - slæber lidt kufferter (og får tip til hans store fryd - der skal ikke mere end et par euro til at gøre ham lykkelig), tæller lagener eller konvolutter op, indskriver data på computeren, hjælper i receptionen. I dag skulle han være i køkkenet og hjælpe med morgenmaden, for hotellet er fuldt. Han bliver 16 om en måned og er en meget arbejdsom og moden ung mand. Helt indstillet på at tage livet alvorligt og at man skal arbejde for at opnå noget. Så vi er selvfølgelig glade for at han vælger at bruge en måned af sin sommerferie på at arbejde 6 timer om dagen. Sundt at lære at man må arbejde for at få penge og at forældrene ikke kan give uanede mængder af lommepenge. Det har jeg også altid selv måttet gøre. Gjorde rent hos naboerne fra begyndelsen af gymnasiet. Stillede på plejehjem på Frederiksberg kl 7 om morgenen hver anden weekend i 3 g. Det var tidligere end Kystbanen kørte om søndagen, så jeg sov hos min farmor i Lyngby - hvor s-toget fungerede tidligt - natten mellem lørdag og søndag på hendes gamle drømmeseng. Som var formet som en banan. Damen var højt op i firserne, men stod troligt op med hårnet og farfars slåbrok for at servere te og krydder for mig - barnet skulle jo nødig gå sulten på arbejde.
Den unge mand skulle stille på hotellet kl 8 i moges - så vi skulle have tiden til at gå indtil vi skulle være på arbejde kl 9. Hvad er mere nærliggende end at drikke kaffe og få dagen i gang stille og roligt. Elsker at sidde og glo på mennesker. Blev hellere ikke skuffet i dag. En ældre dame havde anbragt sig ved et bord ude på fortovet, bevæbnet med kaffe og croissant. Det havde et par måger set og satte sig straks i stilling på et par biltage ved siden af. Trak hovderne ned i skuldrene (har fugle egentlig en skulder?) og var parate til at sætte af. Kiggede på hinanden og lettede mod målet - damens tallerken. Hun flagrede med armene og de prøvede at sætte sig på den ledige stoleryg. Ventede igen. Hun flagrede, de angreb. Til sidst rejste hun sig resolut op og jagede dem hen ad fortovet - heldigvis var der ikke nogen ledig måge der kunne stjæle croissanten mens hun var på jagt. Tilfreds satte hun sig ned for at nyde sin morgenmad. Hun havde ikke set at mågerne var kommet tilbage og havde slået lejr oppe på et vejskilt hvor der stod parkering forbudt. Om det lykkedes mågerne at få gevinst ved jeg ikke, arbejdet kaldte. Men jeg havde fået et godt grin på vejen.
Og faktisk er Helsinkis måger de frækkeste og mest utålelige måger på denne jord. Ved jeg af bitter erfaring. På Esplanaden er der spændt tynde plastsnorte op over restauranter og caféernes fortovsborde. Det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over indtil sidste sommer. Jeg skulle møde Konsulen og vandrede fredeligt ned ad Esplanadens grønne midterstykke iført en enorm softice. Sådan noget spiser jeg ca en gang hver hundrede år, så det er noget der skal nydes og spises langsomt med følelse. Optaget af at holde sommer gik jeg med isen i højre hånd, da der pludselig kom en F-16 jager fræsende ind over min skulder og hele isen var væk. Der var kun vaflen med et par fodspor nede i en ynkelig klat is tilbage - resten af isen sad godt fast mellem tæerne på en stor måge der elegant fløj af sted for at nyde min årlige is et sikkert sted. I det øjeblik forstod jeg hvorfor der er fiskeliner over alt og har stor respekt for mågers fysiske kunnen. Stoler ikke på dem over en dørtærskel!
Så smukt er her på Esplanaden - og forresten sidder der altid en måge på statuens hoved......
torsdag den 31. maj 2012
Nedtromlet af livet
Men kommer lige straks tilbage.
Når børnene har fået sommerferie i morgen og er blevet færdige med at styre mit liv 24/7.
Og sætte alt for mange grå hår i hovedet på mig....
Når børnene har fået sommerferie i morgen og er blevet færdige med at styre mit liv 24/7.
Og sætte alt for mange grå hår i hovedet på mig....
fredag den 11. maj 2012
.....Men så på femte dagen løber man intervaller
Det var jo lidelser jeg skulle blive bedre til. Og der er vel ingen grund til at vente, så de der 1 kilometers intervaller blev løbet - og det var ikke i komfort zonen. Lang væk derfra, vil jeg nok sige. Til gengæld var følelsen af at have udført et rimeligt arbejde temmelig god. Derudover lavede jeg noget opvarmning på en lidt anden måde end jeg plejer - efter anbefaling fra Konsulen som jo engang var en mægtig løber. Jeg plejer at hygge derudaf i et par kilometer for at varme op - og så skal der jo gerne mere fart på. Problemet er at der ikke rigtig kommer så meget mere fart på med mindre der er tale om intervaller eller tempoløb, det bliver sådan en slags leverpostejløb med en dårlig samlet tid.
Under den sidste træning før halv marathon fik jeg den geniale idé at inddele løbet i sekvenser og nulstille uret hver sekvens - på den måde kunne jeg pludselig se forskellen på de forskellige strækninger. Og hvor sløvt nogen af dem blev løbet.
I går indstillede jeg så uret til at holde mig i ørene med tempo. Først varmede jeg op med sjipning og andet hopperi i haven - og derefter af sted i forudbestemt tempo med det samme. Interessant nok kunne jeg pludselig løbe meget hurtigere end jeg ellers plejer - for jeg havde indstillet uret til at holde mig på tæerne. Også på vejen hejm efter intervallerne. Og når jeg kan det i ugen efter en halv marathon, er der vist ingen undskyldninger for noget som helst sløseri mere.
Har overvejet om jeg skal omdøbe bloggen til "Løb med Leonora" eller "Rapport fra Blåtårn" ......
Lånt på http://frulund.dk/images/755t.jpg
Der blev spurgt hvorfor jeg spiser på et halv marathon. For det første nok fordi jeg har læst at det skal man (flok-reaktion) og at ens energi depoter er nok til ca 15 km's løb. Deraf konklusion om at til 21 km skal der benzin på. At det rent praktisk er svært for mig og jeg ved at flere rutinerede løbere ikke gør det, har ikke fået mig til at turde lade være. Jeg er jo ikke rutineret. Jo, men vel ikke i konkurrencer - selv om 5 halve marathons burde give lidt point. Det er lidt ligesom at løbe uden ur - angstfremkaldende afgivelse af kontrol!
Jeg har en banan med hvis jeg løber omkring 20 km - mere hvis det er længere. Og hvis jeg løber konkurrence, anstrenger jeg mig meget mere og mener derfor at jeg må udtømme mine depoter. Og er så bange for at løbe tør for energi (og altså ikke bare fordi jeg ikke træner hårdt nok). Om det skulle være blodsukkeret der svinger og derfor giver kvalme og træthed, er jeg i tvivl om - jeg får jo kun noget vand og energidrik, samt noget banan mast ned. Ikke gels. Men jeg kan jo prøve til træning og se hvad der sker - kan jo altid ringe efter Konsulen så han kan komme og skrabe mig op.
Et marathon kan jeg slet ikke forestille mig at løbe uden energi indtagelse - sidste år løbe jeg det på én gel og resten vand / energi drik. Jeg syntes ikke det var en anbefalelsesværdig opskrift, for selv om man kan sige at det var godt gjort på den baggrund, er der jo uanede mulighederfor at gøre det bedre og behageligere (feks. løbe hele vejen i stedet for at gå ind i mellem) hvis energien kommer på plads!
Jeg nævnte at jeg var i Tallin i mandags. Konsulens ambassade dækker også Estland og det tager 2 timer med færgen at komme derover. Færgen har det samme princip som de fleste af den slags - det gælder om at få fyldt så meget alkohol indenbords på den tid man er ombord. Så kl 10 om morgenen vandrede folk rundt med enorme fadøl, shots og andre uindentificerede drikke. Velbekomme, sige jeg bare.
Vi skulle fejre hejmlandets uafhængighedsdag - selv om det ikke lige var på dagen. Men man kan jo i sagens natur ikke være to steder på samme tid, så vi fejrede den rigtige dag i Helsinki og tog til Tallin mandag. Der skulle holdes reception på Radisson Blu hotel og inden da havde vi tid til en tur i den gamle bydel og noget frkost. Tallin har en utrolig charmerende gammel bydel med miliarder af turister, men med fantastisk stemning og mange smukke bygninger. Resten af byen er et typisk produkt af russisk okkupation i årevis og ikke særlig køn.
Men!! Den er flad. Meget flad. Bortset fra området onkring den gamle by. Og det er en vigtig ting når man er kommet til at forpligte sig til at løbe et marathon derovre i september. For det viste sig at direktøren for hotellet løb halv marathon sidste år og lige manglede en udfordring for at løbe det hele i år. Og det kunne jeg ikke lade gå forbi - muligheden for at få en weekend i Tallin med VIP på Radisson Blu sammen med familien, og så løbe marathon med direktøren! Vi blev enige om at slæbe hinanden igennem - samt at få hevet en anden medarbejder igennem halv marathonet. Ruten er to gange flad halv marathon med en pæn stigning omkring start / gennemløb / mål (så skal der vist lige arbejdes med nogen mentale hæminger...) - langs med havet. Og begynder kl 09 om morgenen hvilket vil være helt nyt for mig, der ellers er eftermiddagsløber.....
Det er jo det fantastiske ved at være løber. Man tror man skal kede sig i hjel til en reception hvor et fåtal taler et sprog man kan kommunikere på, og ender med at have et arrangement for en løbekonkurrence. Selv om jeg har haft kig på løbet, har jeg ikke været sikker på om jeg ville. Det er lidt tæt på Helsinki Marathon, men jeg har taget beslutningen at jeg kan løbe de løb jeg vil, hvis tempoet indstilles derpå. For mig er det blevet hovedsagen at løbe så mange som muligt. Og øvelse gør som bekendt mester.
God Weekend!
Under den sidste træning før halv marathon fik jeg den geniale idé at inddele løbet i sekvenser og nulstille uret hver sekvens - på den måde kunne jeg pludselig se forskellen på de forskellige strækninger. Og hvor sløvt nogen af dem blev løbet.
I går indstillede jeg så uret til at holde mig i ørene med tempo. Først varmede jeg op med sjipning og andet hopperi i haven - og derefter af sted i forudbestemt tempo med det samme. Interessant nok kunne jeg pludselig løbe meget hurtigere end jeg ellers plejer - for jeg havde indstillet uret til at holde mig på tæerne. Også på vejen hejm efter intervallerne. Og når jeg kan det i ugen efter en halv marathon, er der vist ingen undskyldninger for noget som helst sløseri mere.
Har overvejet om jeg skal omdøbe bloggen til "Løb med Leonora" eller "Rapport fra Blåtårn" ......
Lånt på http://frulund.dk/images/755t.jpg
Der blev spurgt hvorfor jeg spiser på et halv marathon. For det første nok fordi jeg har læst at det skal man (flok-reaktion) og at ens energi depoter er nok til ca 15 km's løb. Deraf konklusion om at til 21 km skal der benzin på. At det rent praktisk er svært for mig og jeg ved at flere rutinerede løbere ikke gør det, har ikke fået mig til at turde lade være. Jeg er jo ikke rutineret. Jo, men vel ikke i konkurrencer - selv om 5 halve marathons burde give lidt point. Det er lidt ligesom at løbe uden ur - angstfremkaldende afgivelse af kontrol!
Jeg har en banan med hvis jeg løber omkring 20 km - mere hvis det er længere. Og hvis jeg løber konkurrence, anstrenger jeg mig meget mere og mener derfor at jeg må udtømme mine depoter. Og er så bange for at løbe tør for energi (og altså ikke bare fordi jeg ikke træner hårdt nok). Om det skulle være blodsukkeret der svinger og derfor giver kvalme og træthed, er jeg i tvivl om - jeg får jo kun noget vand og energidrik, samt noget banan mast ned. Ikke gels. Men jeg kan jo prøve til træning og se hvad der sker - kan jo altid ringe efter Konsulen så han kan komme og skrabe mig op.
Et marathon kan jeg slet ikke forestille mig at løbe uden energi indtagelse - sidste år løbe jeg det på én gel og resten vand / energi drik. Jeg syntes ikke det var en anbefalelsesværdig opskrift, for selv om man kan sige at det var godt gjort på den baggrund, er der jo uanede mulighederfor at gøre det bedre og behageligere (feks. løbe hele vejen i stedet for at gå ind i mellem) hvis energien kommer på plads!
Jeg nævnte at jeg var i Tallin i mandags. Konsulens ambassade dækker også Estland og det tager 2 timer med færgen at komme derover. Færgen har det samme princip som de fleste af den slags - det gælder om at få fyldt så meget alkohol indenbords på den tid man er ombord. Så kl 10 om morgenen vandrede folk rundt med enorme fadøl, shots og andre uindentificerede drikke. Velbekomme, sige jeg bare.
Vi skulle fejre hejmlandets uafhængighedsdag - selv om det ikke lige var på dagen. Men man kan jo i sagens natur ikke være to steder på samme tid, så vi fejrede den rigtige dag i Helsinki og tog til Tallin mandag. Der skulle holdes reception på Radisson Blu hotel og inden da havde vi tid til en tur i den gamle bydel og noget frkost. Tallin har en utrolig charmerende gammel bydel med miliarder af turister, men med fantastisk stemning og mange smukke bygninger. Resten af byen er et typisk produkt af russisk okkupation i årevis og ikke særlig køn.
Men!! Den er flad. Meget flad. Bortset fra området onkring den gamle by. Og det er en vigtig ting når man er kommet til at forpligte sig til at løbe et marathon derovre i september. For det viste sig at direktøren for hotellet løb halv marathon sidste år og lige manglede en udfordring for at løbe det hele i år. Og det kunne jeg ikke lade gå forbi - muligheden for at få en weekend i Tallin med VIP på Radisson Blu sammen med familien, og så løbe marathon med direktøren! Vi blev enige om at slæbe hinanden igennem - samt at få hevet en anden medarbejder igennem halv marathonet. Ruten er to gange flad halv marathon med en pæn stigning omkring start / gennemløb / mål (så skal der vist lige arbejdes med nogen mentale hæminger...) - langs med havet. Og begynder kl 09 om morgenen hvilket vil være helt nyt for mig, der ellers er eftermiddagsløber.....
Det er jo det fantastiske ved at være løber. Man tror man skal kede sig i hjel til en reception hvor et fåtal taler et sprog man kan kommunikere på, og ender med at have et arrangement for en løbekonkurrence. Selv om jeg har haft kig på løbet, har jeg ikke været sikker på om jeg ville. Det er lidt tæt på Helsinki Marathon, men jeg har taget beslutningen at jeg kan løbe de løb jeg vil, hvis tempoet indstilles derpå. For mig er det blevet hovedsagen at løbe så mange som muligt. Og øvelse gør som bekendt mester.
God Weekend!
onsdag den 9. maj 2012
Og på tredjedagen kommer der gerne lidt jammer...
Det er efterhånden en kendt sag - i hvertfald for mig. At et par dage efter en konkurrence bliver man lidt jamrende. Fordi trætheden pludselig melder sig efter at hele showet er overstået. Så i går var lige den dag for mig. Måske havde det også noget at gøre med at jeg mandag tilbragte en hel del timer på en færge til Tallin, på en gåtur rundt i den gamle bydel af Tallin, til en reception, på en færge tilbage til Helsinki og var hjemme efter midnat.
Tilbage til Lørdag. Jamen det gik jo godt. Selv om jeg lige ikke kom uder de to timer som jeg så gerne ville. Dog alligevel 11 minutter hurtigere end sidste gang. Det kan jeg jo så tygge lidt på.
Konklusionen er at jeg ikke er god nok til at lide på de sidste kilometer når det gør ondt - altså ikke er god nok til alligevel at give den en ekstra skalle når lårene er syrede til. Og det skal jeg bare lære. Ved at lide mere mens jeg træner. Sådan er det.
Men jeg syntes at min placering i min aldersklasse alligevel er god nok. Til det halve marathon er klassen 45-55 år - for det meste er den ellers 50-55 år - og jeg ligger som nr 254 ud af 837 kvinder.
Løbet var som sædvanligt meget velorganiseret. Der var ca 16.000 løbere og man løb tæt sammen det meste af vejen. Bortset fra de finske mænd der har en vederstyggelig vane med at harke og spytte, var det ikke noget reelt problem. Det var få gange at jeg ikke kunne komme frem pga. andre løbere, til gengæld var jeg ved at blive "beskudt" flere gange. Adr!
Ruten var pænt kuperet, som der stod på websiten var der et par "challenging" bakker - det kan jeg godt skrive under på. Men jeg kan sandelig godt mærke at jeg har trænet bakker i vinterens forløb, de fleste bakker lagde jeg såmænd ikke mærke til før jeg var oppe.
Konsulen og det yngste barn ved med for at heppe og det er jo altid hyggeligt.
Depoterne fungerede upåklageligt selv jeg havde mine sædvanlige problemer med at få noget proppet i halsen mens jeg løber. Jeg får småkvalme når jeg presser mig selv, men fik drukket ok og noget frugtstang / banan ned alligevel. Men det er et punkt jeg ikke ved hvordan jeg skal finde ud af at forbedre. Andre taler godt for vingummi bamser osv. og jeg ser alle mulige marathon cannonballløb med slik og kage i depoterne - det ser jo godt ud men jeg kan ikke holde ud at tygge når jeg er træt. Gels.....puhbadr.....
Det er altid festligt at løbe i mål inde på det store Olympiske stadion, det er alligevel en stor fornemmelse uanset hvor meget amatør løber man er.
I går var jeg så ude at få benene rørt igen. Og de var som forventet lidt betontunge, men det går jo over igen. Nu skal træningen intensiveres mod marathon sæsonen, 5 dages træning om ugen. Det er egentlig meget nemmere at overskue for så skal jeg ud mandag til torsdag, samt lørdag til de rigtig lange. Heldigvis er lyset jo med mig, det er lyst til ved 22:30 tiden allerede så jeg kan løbe om aftenen når det passer bedre - så kan jeg være til stede for børnene når det er nødvendigt, få aftensmaden ordnet og derefter løbe når Konsulen er kommet hjem.
Min næste konkurrence er den 16. juni - et marathon. Der har været talt frem og tilbage om hvor jeg skal løbe. Konsulen syntes at jeg skal løbe Santa Claus maratho i Rovaniemi. Det involverer flere hundrede Euro til flybillet og hotelophold - hvilket jeg syntes bliver alt for dyrt, og at det ikke er rimeligt at bruge så mange penge på mit løb når jeg alligevel ikke er bedre. Hvis jeg kunne regne med at komme hjem med pokaler og pengepræmier ville sagen være noget andet, men jeg syntes altså det er mange penge at bruge på mig selv. Det kan man jo lave noget weekendtur med hele familien for.
Så jeg går ind for at løbe Forssa Midsummer marathon hvor vi kan køre 120 km derhen og hjem igen samme aften. Så kan alle komme med og vi kan lave en hyggelig tur ud af det. Det er et stort løb med mange tusind deltagere til 10 km, halv marathon, marathon og rulleski - garanteret super velorganiseret som alle de finske løb. Ruten er en to gange halv marathon - jeg har aldrig løbet en rute med gentagelser - og i følge websiten er den flad som en pandekage. Stor mulighed for PR står der. Ja, med den tid jeg løb på sidste år da jeg løb mit første marathon, kan jeg vist næsten heller ikke undgå det.....
Tilbage til Lørdag. Jamen det gik jo godt. Selv om jeg lige ikke kom uder de to timer som jeg så gerne ville. Dog alligevel 11 minutter hurtigere end sidste gang. Det kan jeg jo så tygge lidt på.
Konklusionen er at jeg ikke er god nok til at lide på de sidste kilometer når det gør ondt - altså ikke er god nok til alligevel at give den en ekstra skalle når lårene er syrede til. Og det skal jeg bare lære. Ved at lide mere mens jeg træner. Sådan er det.
Men jeg syntes at min placering i min aldersklasse alligevel er god nok. Til det halve marathon er klassen 45-55 år - for det meste er den ellers 50-55 år - og jeg ligger som nr 254 ud af 837 kvinder.
Løbet var som sædvanligt meget velorganiseret. Der var ca 16.000 løbere og man løb tæt sammen det meste af vejen. Bortset fra de finske mænd der har en vederstyggelig vane med at harke og spytte, var det ikke noget reelt problem. Det var få gange at jeg ikke kunne komme frem pga. andre løbere, til gengæld var jeg ved at blive "beskudt" flere gange. Adr!
Ruten var pænt kuperet, som der stod på websiten var der et par "challenging" bakker - det kan jeg godt skrive under på. Men jeg kan sandelig godt mærke at jeg har trænet bakker i vinterens forløb, de fleste bakker lagde jeg såmænd ikke mærke til før jeg var oppe.
Konsulen og det yngste barn ved med for at heppe og det er jo altid hyggeligt.
Depoterne fungerede upåklageligt selv jeg havde mine sædvanlige problemer med at få noget proppet i halsen mens jeg løber. Jeg får småkvalme når jeg presser mig selv, men fik drukket ok og noget frugtstang / banan ned alligevel. Men det er et punkt jeg ikke ved hvordan jeg skal finde ud af at forbedre. Andre taler godt for vingummi bamser osv. og jeg ser alle mulige marathon cannonballløb med slik og kage i depoterne - det ser jo godt ud men jeg kan ikke holde ud at tygge når jeg er træt. Gels.....puhbadr.....
Det er altid festligt at løbe i mål inde på det store Olympiske stadion, det er alligevel en stor fornemmelse uanset hvor meget amatør løber man er.
I går var jeg så ude at få benene rørt igen. Og de var som forventet lidt betontunge, men det går jo over igen. Nu skal træningen intensiveres mod marathon sæsonen, 5 dages træning om ugen. Det er egentlig meget nemmere at overskue for så skal jeg ud mandag til torsdag, samt lørdag til de rigtig lange. Heldigvis er lyset jo med mig, det er lyst til ved 22:30 tiden allerede så jeg kan løbe om aftenen når det passer bedre - så kan jeg være til stede for børnene når det er nødvendigt, få aftensmaden ordnet og derefter løbe når Konsulen er kommet hjem.
Min næste konkurrence er den 16. juni - et marathon. Der har været talt frem og tilbage om hvor jeg skal løbe. Konsulen syntes at jeg skal løbe Santa Claus maratho i Rovaniemi. Det involverer flere hundrede Euro til flybillet og hotelophold - hvilket jeg syntes bliver alt for dyrt, og at det ikke er rimeligt at bruge så mange penge på mit løb når jeg alligevel ikke er bedre. Hvis jeg kunne regne med at komme hjem med pokaler og pengepræmier ville sagen være noget andet, men jeg syntes altså det er mange penge at bruge på mig selv. Det kan man jo lave noget weekendtur med hele familien for.
Så jeg går ind for at løbe Forssa Midsummer marathon hvor vi kan køre 120 km derhen og hjem igen samme aften. Så kan alle komme med og vi kan lave en hyggelig tur ud af det. Det er et stort løb med mange tusind deltagere til 10 km, halv marathon, marathon og rulleski - garanteret super velorganiseret som alle de finske løb. Ruten er en to gange halv marathon - jeg har aldrig løbet en rute med gentagelser - og i følge websiten er den flad som en pandekage. Stor mulighed for PR står der. Ja, med den tid jeg løb på sidste år da jeg løb mit første marathon, kan jeg vist næsten heller ikke undgå det.....
onsdag den 2. maj 2012
Undskyld
Her er lige lidt blognedsmeltning.
Ikke fordi der er noget galt - går faktisk rundt og tænker jævnligt på ting og sager jeg ville nævne herinde.
Det er så bare ikke blevet til noget.
Skal vist lige have et halvmarathon løbet på lørdag. Noget med et regnskab jeg har med mig selv.
Så kommer der nok lidt pipperi fra mig igen......
Ikke fordi der er noget galt - går faktisk rundt og tænker jævnligt på ting og sager jeg ville nævne herinde.
Det er så bare ikke blevet til noget.
Skal vist lige have et halvmarathon løbet på lørdag. Noget med et regnskab jeg har med mig selv.
Så kommer der nok lidt pipperi fra mig igen......
fredag den 20. april 2012
Alene hjemme
Her har været lidt stille fordi jeg i den grad har nydt at være alene hjemme med Konsulen.
De yndige unger har været på skolerejser - Lapland, Amsterdam og Berlin. På vores regning naturligvis. Det er fandeme dyrt......
Vi har simpelthen bare sådan nydt at gå ud at spise, mødes med venner til en drink og blive inviteret til at gå at spise, hygget os hjemme, nået alle mulige ordne-ting i byen uden at hænge i en klokkestreng. Snakke sammen uden at andre skal have opmærksomhed. Ingen har sagt "Moar" siden i mandags. Kun Konsulen for at drille mig.....
Før de tog af sted, scorede jeg lige en masse point på idiot-kontoen ved at køre tilbage til arbejde fra lufthavnen med Mellemdatterens pas i min håndtaske. Det kostede så lige en ekstra udflugt til Vaanta lufthavn - ca. lige så charmerende som at køre til Kastrup fra Københavns centrum.
Men de kom da i flyverne - alle 3 på forskellige tidspunkter naturligvis (05:00, 09:45, 12:00) og lander i eftermiddag. På tidspunkter så vi i det mindste kun skal i lufthavnen 2 gange.....
Og jo, jeg har også løbet. Lidt. For jeg samler kræfter til årets første løbekonkurrence på søndag - 17,4 km (1/3 marathon). En lidt sjov distance og ikke en man normalt løber - men det skal da ikke afholde mig fra at få åbnet løbs sæsonen.
De yndige unger har været på skolerejser - Lapland, Amsterdam og Berlin. På vores regning naturligvis. Det er fandeme dyrt......
Vi har simpelthen bare sådan nydt at gå ud at spise, mødes med venner til en drink og blive inviteret til at gå at spise, hygget os hjemme, nået alle mulige ordne-ting i byen uden at hænge i en klokkestreng. Snakke sammen uden at andre skal have opmærksomhed. Ingen har sagt "Moar" siden i mandags. Kun Konsulen for at drille mig.....
Før de tog af sted, scorede jeg lige en masse point på idiot-kontoen ved at køre tilbage til arbejde fra lufthavnen med Mellemdatterens pas i min håndtaske. Det kostede så lige en ekstra udflugt til Vaanta lufthavn - ca. lige så charmerende som at køre til Kastrup fra Københavns centrum.
Men de kom da i flyverne - alle 3 på forskellige tidspunkter naturligvis (05:00, 09:45, 12:00) og lander i eftermiddag. På tidspunkter så vi i det mindste kun skal i lufthavnen 2 gange.....
Og jo, jeg har også løbet. Lidt. For jeg samler kræfter til årets første løbekonkurrence på søndag - 17,4 km (1/3 marathon). En lidt sjov distance og ikke en man normalt løber - men det skal da ikke afholde mig fra at få åbnet løbs sæsonen.
onsdag den 11. april 2012
Practice as you preach...
Var der engang en af mine kollegaer der sagde til en anden kollega. Altså, gør det du siger at andre skal gøre. Jeg må jo hellere leve op til alle mine vise ord om målsætninger og træning i den forbindelse.
Så der arbejdes på ikke at falde ned i hullet af undskyldninger for noget som helst, og bare komme ud at træne selv om vejret ikke altid er på min side.
Det gælder om at gøre - ikke bare snikke-snakke.....
Og så var det at jeg faldt over dette her:
“There is a great advantage in training under unfavorable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then a tremendous relief in a race.”
“When a person trains once, nothing happens. When a person forces himself to do a thing a hundred or a thousand times, then he certainly has developed in more ways than physical. Is it raining? That doesn’t matter. Am I tired? That doesn’t matter, either. Then willpower will be no problem.”
Legendariske løber Emil Zátopek
Nogen gange sker det bare at man læser nogen ord, der kan gøre en enorm forskel. Lige pludselig er der noget der falder på plads.
Så der arbejdes på ikke at falde ned i hullet af undskyldninger for noget som helst, og bare komme ud at træne selv om vejret ikke altid er på min side.
Det gælder om at gøre - ikke bare snikke-snakke.....
Og så var det at jeg faldt over dette her:
“There is a great advantage in training under unfavorable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then a tremendous relief in a race.”
“When a person trains once, nothing happens. When a person forces himself to do a thing a hundred or a thousand times, then he certainly has developed in more ways than physical. Is it raining? That doesn’t matter. Am I tired? That doesn’t matter, either. Then willpower will be no problem.”
Legendariske løber Emil Zátopek
Nogen gange sker det bare at man læser nogen ord, der kan gøre en enorm forskel. Lige pludselig er der noget der falder på plads.
torsdag den 5. april 2012
Svar der ikke bliver bedre
Da jeg var i Danmark lige efter jul pga. min mors forskellige gebrækligheder, var slutningen på historien at hun skulle vente 3 måneder på sin operation - for så ville hævelsen i brystet være faldet så meget at de ville kunne se knuden. Og dermed kunne fjerne den.
Hun har naturligvis været til en masse efter undersøgelser og har sågar fået indlagt en markør der skulle holde knudens hjemsted visuel.
Hun har ventet, jeg har ventet - limbo hvor man ikke ved hvornår man skal rejse til Danmark for at være der når hun skal opereres. Hun har gået rundt med viden om en kræftknude i brystet, et fremmedlegeme der absolut ikke er velkomment i kroppen. Det har været værst for hende. Sådan ikke at kende datoer for operation. Men hævelsen er faldet, hun har taget sin medicin, ventet og ventet på den 4 april hvor der skulle fastlægges en dato for operation.
For 14 dage siden hævede brystet pludseligt igen og hun fik en akut tid. Jeps, der var uventet en spontan indre blødning igen.
Igår den 4. april var beskeden så, at nu skal hun lige vente 3 måneder til - på at den nye hævelse er faldet. Og da den læge der havde lavet fadæsen i sin tid hørte at min mor var der, måtte han komme for at holde hendes hænder og sige hvor frygtelig ked af det han var. Selv om hun bad ham om at gå og ikke kunne se på ham. Og forklarede at det var ikke det forkerte stik i sig selv, men den manglende efterbehandling hun var rasende over. At hun bare gerne ville have lov at være i fred for ham. Min mor blev stortudende gelejdet ind i et andet rum af en venlig sygeplejerske for at blive beroliget - at møde den læge man udtrykkeligt har bedt om ikke at blive behandlet af, var formodentlig som at vifte en tyr om næsen med en rød klud. Da hun var faldet til ro og kom ud til sin ven igen, stod lægen der endnu og insisterede igen på at holde hendes hænder og tale for sin syge moster. Da skred min mor simpelthen bare - ærgerligt at hun ikke sagde til ham at han kunne spare sine forklaringer til når den officielle klage kommer frem.
Så hun var naturligvis meget sprød og overfølsom over for alting. Da Konsulen hørte om situationen, fik han et ægte Middelhavs temperaments anfald (nok godt han ikke var fysisk tilstede) og bestilte en flybillet til Finland til min mor. Som godt nok blev lidt overrrasket og umiddelbart lidt overvældet, men da hun fik tænkt lidt over det også meget glad for at nogen tager lidt over, så hun kan komme lidt på afstand af det hele.
Nu kommer hundene ned på besøg hos deres veninde, og min mor kommer til Finland i morgen Fredag.
Så er der dømt påske mormor hygge i 10 dage.
For det fortjener hun - min lille seje mor!
Hun har naturligvis været til en masse efter undersøgelser og har sågar fået indlagt en markør der skulle holde knudens hjemsted visuel.
Hun har ventet, jeg har ventet - limbo hvor man ikke ved hvornår man skal rejse til Danmark for at være der når hun skal opereres. Hun har gået rundt med viden om en kræftknude i brystet, et fremmedlegeme der absolut ikke er velkomment i kroppen. Det har været værst for hende. Sådan ikke at kende datoer for operation. Men hævelsen er faldet, hun har taget sin medicin, ventet og ventet på den 4 april hvor der skulle fastlægges en dato for operation.
For 14 dage siden hævede brystet pludseligt igen og hun fik en akut tid. Jeps, der var uventet en spontan indre blødning igen.
Igår den 4. april var beskeden så, at nu skal hun lige vente 3 måneder til - på at den nye hævelse er faldet. Og da den læge der havde lavet fadæsen i sin tid hørte at min mor var der, måtte han komme for at holde hendes hænder og sige hvor frygtelig ked af det han var. Selv om hun bad ham om at gå og ikke kunne se på ham. Og forklarede at det var ikke det forkerte stik i sig selv, men den manglende efterbehandling hun var rasende over. At hun bare gerne ville have lov at være i fred for ham. Min mor blev stortudende gelejdet ind i et andet rum af en venlig sygeplejerske for at blive beroliget - at møde den læge man udtrykkeligt har bedt om ikke at blive behandlet af, var formodentlig som at vifte en tyr om næsen med en rød klud. Da hun var faldet til ro og kom ud til sin ven igen, stod lægen der endnu og insisterede igen på at holde hendes hænder og tale for sin syge moster. Da skred min mor simpelthen bare - ærgerligt at hun ikke sagde til ham at han kunne spare sine forklaringer til når den officielle klage kommer frem.
Så hun var naturligvis meget sprød og overfølsom over for alting. Da Konsulen hørte om situationen, fik han et ægte Middelhavs temperaments anfald (nok godt han ikke var fysisk tilstede) og bestilte en flybillet til Finland til min mor. Som godt nok blev lidt overrrasket og umiddelbart lidt overvældet, men da hun fik tænkt lidt over det også meget glad for at nogen tager lidt over, så hun kan komme lidt på afstand af det hele.
Nu kommer hundene ned på besøg hos deres veninde, og min mor kommer til Finland i morgen Fredag.
Så er der dømt påske mormor hygge i 10 dage.
For det fortjener hun - min lille seje mor!
fredag den 30. marts 2012
Tankernes magt # 2
Det viste sig, at der den samme dag hvor jeg skrev om selvhjælpsbøger, var flere andre blogge der også nævnte dem. Der må have været noget i luften lige den dag....
Men det lykkedes vist mestendels ikke at jokke nogen alt for alvorligt over tæerne. Hvis det er sket, vil jeg gerne undskylde for det var ikke min mening - og jeg er så selv et bevis for at man har et standpunkt til man tager et nyt.
Tak for de mange gode kommentarer. Som gav mig lyst til at prøve at viderebringe noget. Og derved bragte mig selv ind i rækkerne af selvhjælps-guru-skriver..... Ris til egen rumpe.....
Problemet er så altså bare at jeg nu har måttet sætte mig ned og tænke endnu en gang over sagerne - for at kunne forklare dem til andre uden at de falder besvimede om af kedsomhed. Og måske endda kunne få noget ud af det hele.
Bogen der fik mig til at begynde med mental træning hedder "10 Minute Toughness" og er skrevet af Jason Selk. Jeg linker ikke til ham, for det er altså lidt for meget kornsund ærke-amerikansk peptalk - men hvad faen, det må I jo selv rode med. Nu er I advarede. Her er han. Med firkantet hage og karseklippet hår.
Indrømmer at hvis jeg havde set det her først, så havde jeg aldrig læst bogen!
Nå.
Bogen (læste den på engelsk) er bygget op omkring et princip om at man skal beskæftige sig med sin mentale træning i højst 10 minutter om dagen. Den inkluderer nogen øvelser, nedskrivning af konklusioner om dagens træning, samt gennemlæsning af trænings notater fra sidste gang før dagens træning - for at huske hvad det var man kunne gøre bedre. Jeg kæmper stadig med at gennemføre mentaltræningen før min fysiske træning. Føler mig lidt åndssvag, men bliver på dan anden side tvunget til at evaluere mig selv og min træning på en ny måde. Får lært at finde måder at udholde ubehaget der uvægerligt kommer når man løber hurtigere end man har lyst til. Eller hurtigere end man kan, for den sags skyld. Mere om øvelserne er der ingen grund til at komme ind på, det er mindre interessant for andre. Igen, hvis nogen har lyst, skal jeg gerne skrive.
Resten af bogen er så meget mere relevant, og kan bruges indne for alle genrer hvor man har lyst til at gøre det bedre. Karriere, slankekur, studieforløb - hvad der passer til situationen.
Kodeordet er Målsætning.
Hvad er dit Ultimative Mål? Hvad er det i sidste ende du vil opnå? Helt deroppe hvor vi taler om endelige og betydningsfulde resultater for dig. Noget af det du måske gerne vil huskes for, når der holdes taler til din 80 års fødselsdag. Noget som vil gøre en stor forskel for dig. Noget som er en del af hvordan du defineres. Det skal fomuleres. Og skrives ned. Sværere end man tror.
For at komme til dit Ultimative mål, skal du have 2 Produkt Mål. De skal kunne måles. Der skal en tidsgrænse på, helst inden for et år. Feks. en tid du vil gennemføre en løbekonkurrence på, en vægt du vil opnå, en karakter - frit valg. Så længe det kan måles for at du skal kunne se om du har opnået det du ville. Hvis du uden problemer opnår dine mål hele tiden, er de sat for lavt. Du skal arbejde for at komme dertil, ellers vil de ikke have en varig effekt eller ændre noget.
Hvert Produkt Mål skal så have mindst 3 Proces Mål. Det er alt det du vil gøre for at dine Produkt Mål bliver ført ud i livet. Feks. træne efter et bestemt program, spise på en bestemt måde, sove nok, skrive dagbog - alle de ting der vil hjælpe dig fremad mod dit produktmål og som kan evalueres løbende hver uge. Se om du har levet op til de mål du har sat for dig selv, for at du skal komme tættere på dit næste mål.
Så kommer et meget svært punkt, du aktivt er nødt til at tage stilling til:
Hvilke 2 Betydningsfulde Ofre (sacrifices) du er villig til at give for at opnå dit mål? Det skal være noget der kan mærkes og noget hvor du ved at du giver afkald på noget betydningsfuldt for at komme et andet sted hen.
Et af mine ofre er at give afkald på noget af min tid til at læse bøger. For at kunne tillade mig at bruge så meget tid til at løbetræne uden at det går (alt) for meget ud over familien, må jeg ofre noget af den tid, jeg ellers ville have brugt til at synke ned i en sofa med mine elskede bøger. Ellers når jeg ikke at få det hele til at hænge sammen med arbejde, børn og forskellige husaktiviteter holdt på et rimeligt niveau. Det lyder måske ikke af meget, men det er et stort offer for mig.
Find så 3 ting der er din styrke og som derfor vil være en grundsten til at opnå dit mål. Dem husker du og bruger når krisen kaster sig over dig og du er ved at opgive.
Mit eksempel er at jeg er meget diciplineret, jeg har en stor evne til at komme lynhurtigt op til overfladen når jeg går lidt ned og at jeg er meget energisk person.
Hver gang du evaluerer og ser at du ikke har opfyldt et af de Proces Mål du satte dig, spørger du dig selv: Hvad er lige præcis den ting jeg kan gøre for at forbedre det jeg ikke fik gjort rigtigt? Hvilken ting kan jeg gøre anderledes for at opnå det resultat jeg havde forventet?
Her er det vigtigt at være Løsningfokuseret og ikke problemfokuseret. Hvis jeg bare tænker på hvor synd det er for mig at det er ubehageligt at løbe op ad en stejl bakke - så kommer jeg ikke op. Men hvis jeg spørger mig selv hvad den ene ting er, der kan hjælpe mig op - så sætter jeg farten lidt ned og kommer til tops. Når vi sylter rundt i at vi har et problem med noget, bliver vi ved med at sidde fast i situationen. Hvis vi i stedet fokuserer på at finde en løsning, er vi allerede på vej videre - hver gang finder vi endnu en ting der kan forbedre situationen.
Go Public - lad dine mål blive kendt, for så er du nødt til at leve op til dem.
Det syntes jeg er et af de værste krav. Der er Janteloven, der er Nemesis og der er mange grunde til at holde sine mål for sig selv. Jeg er endnu ikke kommet så langt at jeg har mod til at hænge mine ambitioner ud på bloggen, selv om det sikert vil være meget sundt. Lover at jeg arbejder på det, for rent faktisk er jeg nok en af dem der virkelig har brug for at gøre det. Fordi jeg er så usikker på mine formåen og kunnen på løbefronten. Og kæmper med nogen enorme komplekser om ikke at være god nok.
Go public hænger sammen med endnu en af de vigtige beslutninger:
Ingen Undskyldninger. Ingen undskyldninger overhovedet for ikke at have nået dit mål - hverken produkt mål eller proces mål. Hvis du ikke opnåede det du havde sat dig for, så find en vej til at få det til at ske. Der vil altid være en vej og det er op til dig at finde den og føre det ud i livet.
Ingen undskyldninger, dine venner behøver dem ikke, dine fjender tror dig ikke på dig og vil alligevel syntes at du er rent til grin - undskyldninger vil kun holde dig tilbage og forhindre din udvikling.
Det er så nogenlunde essensen. Bogen er ca.180 sider og der er mange praktiske eksempler på hvordan forskellige sportsfolk har brugt metoden.
Uden at prøve at lyde frelst eller sekterisk, har jeg læst, genlæst, skrevet ned, overstreget med gult og opbygget mit øvelsesprogram med nøglesætninger til brug i forskellige situationer; produceret aktive tanker til at skubbe den stemme ud af fokus der vil overtale mig til at holde op med at løbe fordi det er ubehageligt; har lavet mine egne indre videoer til at visualisere min success og har formuleret mine mål i de forskellige grader....
Og prøver at bruge det. Nogen dage går det bedre end andre, men jeg prøver aktivt at anvende det jeg syntes jeg har lært. Det giver noget at have i ryggen når det bliver surt derude.
Det giver drømmene liv og legitimation.
Men det lykkedes vist mestendels ikke at jokke nogen alt for alvorligt over tæerne. Hvis det er sket, vil jeg gerne undskylde for det var ikke min mening - og jeg er så selv et bevis for at man har et standpunkt til man tager et nyt.
Tak for de mange gode kommentarer. Som gav mig lyst til at prøve at viderebringe noget. Og derved bragte mig selv ind i rækkerne af selvhjælps-guru-skriver..... Ris til egen rumpe.....
Problemet er så altså bare at jeg nu har måttet sætte mig ned og tænke endnu en gang over sagerne - for at kunne forklare dem til andre uden at de falder besvimede om af kedsomhed. Og måske endda kunne få noget ud af det hele.
Bogen der fik mig til at begynde med mental træning hedder "10 Minute Toughness" og er skrevet af Jason Selk. Jeg linker ikke til ham, for det er altså lidt for meget kornsund ærke-amerikansk peptalk - men hvad faen, det må I jo selv rode med. Nu er I advarede. Her er han. Med firkantet hage og karseklippet hår.
Indrømmer at hvis jeg havde set det her først, så havde jeg aldrig læst bogen!
Nå.
Bogen (læste den på engelsk) er bygget op omkring et princip om at man skal beskæftige sig med sin mentale træning i højst 10 minutter om dagen. Den inkluderer nogen øvelser, nedskrivning af konklusioner om dagens træning, samt gennemlæsning af trænings notater fra sidste gang før dagens træning - for at huske hvad det var man kunne gøre bedre. Jeg kæmper stadig med at gennemføre mentaltræningen før min fysiske træning. Føler mig lidt åndssvag, men bliver på dan anden side tvunget til at evaluere mig selv og min træning på en ny måde. Får lært at finde måder at udholde ubehaget der uvægerligt kommer når man løber hurtigere end man har lyst til. Eller hurtigere end man kan, for den sags skyld. Mere om øvelserne er der ingen grund til at komme ind på, det er mindre interessant for andre. Igen, hvis nogen har lyst, skal jeg gerne skrive.
Resten af bogen er så meget mere relevant, og kan bruges indne for alle genrer hvor man har lyst til at gøre det bedre. Karriere, slankekur, studieforløb - hvad der passer til situationen.
Kodeordet er Målsætning.
Hvad er dit Ultimative Mål? Hvad er det i sidste ende du vil opnå? Helt deroppe hvor vi taler om endelige og betydningsfulde resultater for dig. Noget af det du måske gerne vil huskes for, når der holdes taler til din 80 års fødselsdag. Noget som vil gøre en stor forskel for dig. Noget som er en del af hvordan du defineres. Det skal fomuleres. Og skrives ned. Sværere end man tror.
For at komme til dit Ultimative mål, skal du have 2 Produkt Mål. De skal kunne måles. Der skal en tidsgrænse på, helst inden for et år. Feks. en tid du vil gennemføre en løbekonkurrence på, en vægt du vil opnå, en karakter - frit valg. Så længe det kan måles for at du skal kunne se om du har opnået det du ville. Hvis du uden problemer opnår dine mål hele tiden, er de sat for lavt. Du skal arbejde for at komme dertil, ellers vil de ikke have en varig effekt eller ændre noget.
Hvert Produkt Mål skal så have mindst 3 Proces Mål. Det er alt det du vil gøre for at dine Produkt Mål bliver ført ud i livet. Feks. træne efter et bestemt program, spise på en bestemt måde, sove nok, skrive dagbog - alle de ting der vil hjælpe dig fremad mod dit produktmål og som kan evalueres løbende hver uge. Se om du har levet op til de mål du har sat for dig selv, for at du skal komme tættere på dit næste mål.
Så kommer et meget svært punkt, du aktivt er nødt til at tage stilling til:
Hvilke 2 Betydningsfulde Ofre (sacrifices) du er villig til at give for at opnå dit mål? Det skal være noget der kan mærkes og noget hvor du ved at du giver afkald på noget betydningsfuldt for at komme et andet sted hen.
Et af mine ofre er at give afkald på noget af min tid til at læse bøger. For at kunne tillade mig at bruge så meget tid til at løbetræne uden at det går (alt) for meget ud over familien, må jeg ofre noget af den tid, jeg ellers ville have brugt til at synke ned i en sofa med mine elskede bøger. Ellers når jeg ikke at få det hele til at hænge sammen med arbejde, børn og forskellige husaktiviteter holdt på et rimeligt niveau. Det lyder måske ikke af meget, men det er et stort offer for mig.
Find så 3 ting der er din styrke og som derfor vil være en grundsten til at opnå dit mål. Dem husker du og bruger når krisen kaster sig over dig og du er ved at opgive.
Mit eksempel er at jeg er meget diciplineret, jeg har en stor evne til at komme lynhurtigt op til overfladen når jeg går lidt ned og at jeg er meget energisk person.
Hver gang du evaluerer og ser at du ikke har opfyldt et af de Proces Mål du satte dig, spørger du dig selv: Hvad er lige præcis den ting jeg kan gøre for at forbedre det jeg ikke fik gjort rigtigt? Hvilken ting kan jeg gøre anderledes for at opnå det resultat jeg havde forventet?
Her er det vigtigt at være Løsningfokuseret og ikke problemfokuseret. Hvis jeg bare tænker på hvor synd det er for mig at det er ubehageligt at løbe op ad en stejl bakke - så kommer jeg ikke op. Men hvis jeg spørger mig selv hvad den ene ting er, der kan hjælpe mig op - så sætter jeg farten lidt ned og kommer til tops. Når vi sylter rundt i at vi har et problem med noget, bliver vi ved med at sidde fast i situationen. Hvis vi i stedet fokuserer på at finde en løsning, er vi allerede på vej videre - hver gang finder vi endnu en ting der kan forbedre situationen.
Go Public - lad dine mål blive kendt, for så er du nødt til at leve op til dem.
Det syntes jeg er et af de værste krav. Der er Janteloven, der er Nemesis og der er mange grunde til at holde sine mål for sig selv. Jeg er endnu ikke kommet så langt at jeg har mod til at hænge mine ambitioner ud på bloggen, selv om det sikert vil være meget sundt. Lover at jeg arbejder på det, for rent faktisk er jeg nok en af dem der virkelig har brug for at gøre det. Fordi jeg er så usikker på mine formåen og kunnen på løbefronten. Og kæmper med nogen enorme komplekser om ikke at være god nok.
Go public hænger sammen med endnu en af de vigtige beslutninger:
Ingen Undskyldninger. Ingen undskyldninger overhovedet for ikke at have nået dit mål - hverken produkt mål eller proces mål. Hvis du ikke opnåede det du havde sat dig for, så find en vej til at få det til at ske. Der vil altid være en vej og det er op til dig at finde den og føre det ud i livet.
Ingen undskyldninger, dine venner behøver dem ikke, dine fjender tror dig ikke på dig og vil alligevel syntes at du er rent til grin - undskyldninger vil kun holde dig tilbage og forhindre din udvikling.
Det er så nogenlunde essensen. Bogen er ca.180 sider og der er mange praktiske eksempler på hvordan forskellige sportsfolk har brugt metoden.
Uden at prøve at lyde frelst eller sekterisk, har jeg læst, genlæst, skrevet ned, overstreget med gult og opbygget mit øvelsesprogram med nøglesætninger til brug i forskellige situationer; produceret aktive tanker til at skubbe den stemme ud af fokus der vil overtale mig til at holde op med at løbe fordi det er ubehageligt; har lavet mine egne indre videoer til at visualisere min success og har formuleret mine mål i de forskellige grader....
Og prøver at bruge det. Nogen dage går det bedre end andre, men jeg prøver aktivt at anvende det jeg syntes jeg har lært. Det giver noget at have i ryggen når det bliver surt derude.
Det giver drømmene liv og legitimation.
Lånt på mindmapblog.com
Abonner på:
Opslag (Atom)