Noget om grunden til stilheden før stormen

Jeg ved godt at det er frivilligt hvor meget man deler af sin private sfære på en blog, hvor enhver detalje straks flyver ukontrolleret rundt i cyberspace. Derfor er der også emner jeg ikke kommer ind på nogen sinde, og der er ord jeg med vilje ikke bruger for ikke at visse emner skal kunne googles.

I dette indlæg vil jeg dog undtagelsevis tale om både dettte og hint.

Det har været som at komme ind i en stor tom hangar, herinde på bloggen i de sidste par måneder.
Sådan et rungende ekko der klasker mod store bare grå betonvægge - hvis der er nogen der har spurgt om der er nogen hjemme. Lovninger om indlæg er ikke blevet indfriede.

Og jeg ved godt nok ikke rigtigt hvordan jeg skal begynde, jeg tror nok at jeg bare må skrive i sådan en slags punkt-beskrivelse. For det er ikke til at få hale og hoved på en sammenhængende historie:

Vi blev udstationerede i Helsinki i 2008 da min mand, som arbejder i udenrigsministeriet i Jerusalem i Israel, blev udnævnt til konsul heroppe. Det var frivilligt og vi ansøgte om det. Vidste hvad vi gik ind til.

Vi hev med overlæg vores børn op fra deres tilværelse i Israel - efter at have boet der i 5 år fra vores sidste post. I 1999-2001 boede vi i Ankara (og oplevede på allertætteste hold to enorme jordskælv der har printet sig i vores hukommelse til evig tid...), fra 2001-2003 i Oslo. Og så altså tilbage til Israel lidt nord for Tel-Aviv.

At tage afated igen, viste sig at det er noget af det bedste vi har gjort for børnene og os selv. Men også noget der nu er blevet meget svært - fordi eventyret er slut til sommer. Og vi må pakke vores habengut og flytte tilbage til Israel, når sommeren går på hæld.

Fantastisk fordi det viser sig at vores søn er svært højt begavet, og har fået muligheder for at udvikle sig på måder, som han eller måske ikke ville have kunnet. Jeg skal ikke komme ind på det, for så bliver det bare trættende for andre. Men jeg taler om den slags begavede børn man ikke møder så tit. Hvilket sjovt nok er lige så krævende som hvis det havde været i den anden ende. Og at de to piger er godt på vej i hans fodspor. Så vi har været heldige at lande på en skole der har kunnet give den rigtige støte til dem.
Fantastisk fordi Finland viste sig at være et paradis på jord på alle mulige punkter: Klima, mentalitet, sikkerhed, natur - you name it.
Fantastisk fordi jeg lærte at løbe og har haft mine træninger og triumfer her. Min skov....
Fantastisk fordi jeg har fundet en samling veninder jeg ikke havde troet jeg skulle møde.
Fantastisk fordi vi bor i det dejligste hus lige ved skoven.
Fantastisk fordi jeg har været tæt på Danmark og familien.
Fantastisk fordi vi har fået mange nye fælles venner. Fra alle mulige lande.

Det var meningen at vi skulle være her i 4 år. Og var heldige at vi fik lov at blive i 5 år. Men det sjette år vi har bedt om for at vores søn kan blive færdig med 3G, har vi ikke fået bevilliget.

Vi begyndte at arbejde med sagen for to måneder siden. Der har været megen brevskrivning, mails. telefonsamtaler, beden om personlige tjenester, brug af personlige bekendte. Helt op på udenrigsministerplan.
Uden held.

I to måneder har vi ikke vidst om vi var købt eller solgt. Har skullet holde facaden, gå på arbejde, sige at vi endnu ikke ved, holde modet oppe. Fungere.
Det lyder måske ikke så slemt, men tro mig, det har ikke været sjovt.

Så umorsomt at jeg ikke engang har kunnet løbetræne ordentligt. Har følt mig som et af de der Mafia-lig der er bagbundet, kneblet og har fødderne støbt i cement. Den eneste forskel er kun, at jeg også følte at jeg havde drukket 10 liter beton oveni som lå solidt i maven. Hvad var ideén i at træne, hvis det ikke bliver som jeg vil heroppe? Hvis alle de løb jeg gerne vil deltage i, ikke kan blive til noget, så kan det også bare være lige meget. Har været så mentalt udmattet, at der ikke har været kræfter til at løbe. Selv om jeg ved at det giver positiv energi, har jeg ikke overkommet barrieren.

I tirsdags fik endelig besked om at svaret er negativt og at vi forventes at forlade etablissementet engang i august 2013. Jeg kunne næsten ikke være sammen med nogen andre mennesker uden at få tårer i øjnene.

Selv om vi selv har bedt om hele baduljen og ikke kan bebrejde nogen noget som helst - bortset fra os selv. Og det kan man heller ikke, for der er kommet så meget godt ud af vores tid her - det er jo derfor jeg ikke vil have at den holder op.
Logikken fejler ingenting.

Følelserne siger noget andet.

Børnene skulle jo også orienteres - skal vi bare sige at yngste og ældste tog det i stiv arm - og at vi har været igennem en weekend fra helvede med mellembarnet? At gråd og tænders gnidsel beskriver forløbet i milde former?

Men ved I hvad?

Nu kan vi endelig tale om det. Vi ved hvad fremtiden skal bringe og kan lægge nogen planer.

Vores søn bliver her og behøver ikke at afbryde sin skole. To danske familier har allerede tilbudt at han kan bo hos dem og vi har valgt. Tænk at folk man har lært at kende heroppe - fordi vi igen og igen springer ud i nye venskaber uden at vide hvad de vil bringe, men bare holder sindet åbent og nysgerrigt over for nye bekendtskaber - med det samme åbner deres hus for vores dreng og tilbyder at passe på ham som deres egen. Vi skal til at ansøge om legat, for prisen på sådan et år i en international skole er høj - lidt i retning af økonomisk ruin. Men han skal have det år!

Vores to piger er begyndt at lede efter skoler på nettet og har fundet noget der frister. Hvis vi altså kommer til at bo i Jerusalem - hvilket vi nok gør, da Konsulen skal arbejde der.
Er der nogen der vil på ferie i Jerusalem - lyder det ikke eksotisk og bibelsk? Så har vi altid plads!!

Jeg har fundet løbeklubber på nettet. Måske kan jeg langt om længe blive medlem af en løbeklub og finde løbekammerater  - endda som jeg kan kommunikere med. For jeg taler faktisk flydende hebraisk. Og taler det med Konsulen.
Der findes marathons i Israel. Og andre løb.

Hvorfor det har været så svært for mig, hele det her forløb?
Fordi jeg ikke er så glad for at bo Israel.

Bryder mig ikke om klimaet - det er for varmt. Hader den sol der skinner konstant, aldrig er der en sky på himmelen, dag efter dag i månedsvis det samme - sol. Hvordan fanden finder man ud af at løbe når det er 35 graders varme? Virker helt umuligt og det får mig til at gå i panik.

Befolkningen og mentaliteten - en udfordring jeg godt kunne være foruden.....

Til gengæld kan jeg ikke undvære Konsulen.
Har man sagt A må man også sige B - sagde min gamle mormor altid. I dette tilfælde har hun vist ret.

I dag er den først dag hvor jeg har været glad i to måneder. Føler en lettelse. Børnene ved det. Mine forældre ved det. Jeg begynder at acceptere det.

Og jeg er også lidt heldig.
Fordi jeg som en kat, altid lander på benene.
Så det får mig ikke ned med nakken.

Har godt nok taget en bundskraber af de helt store, men er på vej op.

Er helt seriøst begyndt at tænke på hvert minut jeg har heroppe, nyde og være tilstede i nuet.

Var ude at løbe i går og kunne godt mærke at det var begyndelsen på seriøs seriøs træning.
Overvejer lige pludselig at lægge planer for træningen, at nå noget inden jeg rejser.

Skulle jo nødig lade de der Israelere få indtryk af, at man ikke er seriøse løbere heroppe i Finland. Specielt i min alder. Det ulmer indeni. Omkring noget med at bryde nogen nye grænser. Bare for "the hell of it".
Hvis træneren overhovedet kan huske mig og vil være med på en udfordring (just kidding - hun er altid på sidelinien, det dejlige menneske...)