fredag den 30. marts 2012

Tankernes magt # 2

Det viste sig, at der den samme dag hvor jeg skrev om selvhjælpsbøger, var flere andre blogge der også nævnte dem. Der må have været noget i luften lige den dag....
Men det lykkedes vist mestendels ikke at jokke nogen alt for alvorligt over tæerne. Hvis det er sket, vil jeg gerne undskylde for det var ikke min mening - og jeg er så selv et bevis for at man har et standpunkt til man tager et nyt.

Tak for de mange gode kommentarer. Som gav mig lyst til at prøve at viderebringe noget. Og derved bragte mig selv ind i rækkerne af selvhjælps-guru-skriver..... Ris til egen rumpe.....

Problemet er så altså bare at jeg nu har måttet sætte mig ned og tænke endnu en gang over sagerne - for at kunne forklare dem til andre uden at de falder besvimede om af kedsomhed. Og måske endda kunne få noget ud af det hele.

Bogen der fik mig til at begynde med mental træning hedder "10 Minute Toughness" og er skrevet af Jason Selk. Jeg linker ikke til ham, for det er altså lidt for meget kornsund ærke-amerikansk peptalk - men hvad faen, det må I jo selv rode med. Nu er I advarede. Her er han. Med firkantet hage og karseklippet hår.
Indrømmer at hvis jeg havde set det her først, så havde jeg aldrig læst bogen!

Nå.

Bogen (læste den på engelsk) er bygget op omkring et princip om at man skal beskæftige sig med sin mentale træning i højst 10 minutter om dagen. Den inkluderer nogen øvelser, nedskrivning af konklusioner om dagens træning, samt gennemlæsning af trænings notater fra sidste gang før dagens træning - for at huske hvad det var man kunne gøre bedre. Jeg kæmper stadig med at gennemføre mentaltræningen før min fysiske træning. Føler mig lidt åndssvag, men bliver på dan anden side tvunget til at evaluere mig selv og min træning på en ny måde. Får lært at finde måder at udholde ubehaget der uvægerligt kommer når man løber hurtigere end man har lyst til. Eller hurtigere end man kan, for den sags skyld. Mere om øvelserne er der ingen grund til at komme ind på, det er mindre interessant for andre. Igen, hvis nogen har lyst, skal jeg gerne skrive.

Resten af bogen er så meget mere relevant, og kan bruges indne for alle genrer hvor man har lyst til at gøre det bedre. Karriere, slankekur, studieforløb - hvad der passer til situationen.

Kodeordet er Målsætning.

Hvad er dit Ultimative Mål? Hvad er det i sidste ende du vil opnå? Helt deroppe hvor vi taler om endelige og betydningsfulde resultater for dig. Noget af det du måske gerne vil huskes for, når der holdes taler til din 80 års fødselsdag. Noget som vil gøre en stor forskel for dig. Noget som er en del af hvordan du defineres. Det skal fomuleres. Og skrives ned. Sværere end man tror.

For at komme til dit Ultimative mål, skal du have 2 Produkt Mål. De skal kunne måles. Der skal en tidsgrænse på, helst inden for et år. Feks. en tid du vil gennemføre en løbekonkurrence på, en vægt du vil opnå, en karakter - frit valg. Så længe det kan måles for at du skal kunne se om du har opnået det du ville. Hvis du uden problemer opnår dine mål hele tiden, er de sat for lavt. Du skal arbejde for at komme dertil, ellers vil de ikke have en varig effekt eller ændre noget.

Hvert Produkt Mål skal så have mindst 3 Proces Mål. Det er alt det du vil gøre for at dine Produkt Mål bliver ført ud i livet. Feks. træne efter et bestemt program, spise på en bestemt måde, sove nok, skrive dagbog - alle de ting der vil hjælpe dig fremad mod dit produktmål og som kan evalueres løbende hver uge. Se om du har levet op til de mål du har sat for dig selv, for at du skal komme tættere på dit næste mål.

Så kommer et meget svært punkt, du aktivt er nødt til at tage stilling til:

Hvilke 2 Betydningsfulde Ofre (sacrifices) du er villig til at give for at opnå dit mål? Det skal være noget der kan mærkes og noget hvor du ved at du giver afkald på noget betydningsfuldt for at komme et andet sted hen.
Et af mine ofre er at give afkald på noget af min tid til at læse bøger. For at kunne tillade mig at bruge så meget tid til at løbetræne uden at det går (alt) for meget ud over familien, må jeg ofre noget af den tid, jeg ellers ville have brugt til at synke ned i en sofa med mine elskede bøger. Ellers når jeg ikke at få det hele til at hænge sammen med arbejde, børn og forskellige husaktiviteter holdt på et rimeligt niveau. Det lyder måske ikke af meget, men det er et stort offer for mig.

Find så 3 ting der er din styrke og som derfor vil være en grundsten til at opnå dit mål. Dem husker du og bruger når krisen kaster sig over dig og du er ved at opgive.
Mit eksempel er at jeg er meget diciplineret, jeg har en stor evne til at komme lynhurtigt op til overfladen når jeg går lidt ned og at jeg er meget energisk person.

Hver gang du evaluerer og ser at du ikke har opfyldt et af de Proces Mål du satte dig, spørger du dig selv: Hvad er lige præcis den ting jeg kan gøre for at forbedre det jeg ikke fik gjort rigtigt? Hvilken ting kan jeg gøre anderledes for at opnå det resultat jeg havde forventet?
Her er det vigtigt at være Løsningfokuseret og ikke problemfokuseret. Hvis jeg bare tænker på hvor synd det er for mig at det er ubehageligt at løbe op ad en stejl bakke - så kommer jeg ikke op. Men hvis jeg spørger mig selv hvad den ene ting er, der kan hjælpe mig op - så sætter jeg farten lidt ned og kommer til tops. Når vi sylter rundt i at vi har et problem med noget, bliver vi ved med at sidde fast i situationen. Hvis vi i stedet fokuserer på at finde en løsning, er vi allerede på vej videre - hver gang finder vi endnu en ting der kan forbedre situationen.

Go Public - lad dine mål blive kendt, for så er du nødt til at leve op til dem.
Det syntes jeg er et af de værste krav. Der er Janteloven, der er Nemesis og der er mange grunde til at holde sine mål for sig selv. Jeg er endnu ikke kommet så langt at jeg har mod til at hænge mine ambitioner ud på bloggen, selv om det sikert vil være meget sundt. Lover at jeg arbejder på det, for rent faktisk er jeg nok en af dem der virkelig har brug for at gøre det. Fordi jeg er så usikker på mine formåen og kunnen på løbefronten. Og kæmper med nogen enorme komplekser om ikke at være god nok.

Go public hænger sammen med endnu en af de vigtige beslutninger:
Ingen Undskyldninger. Ingen undskyldninger overhovedet for ikke at have nået dit mål - hverken produkt mål eller proces mål. Hvis du ikke opnåede det du havde sat dig for, så find en vej til at få det til at ske. Der vil altid være en vej og det er op til dig at finde den og føre det ud i livet.
Ingen undskyldninger, dine venner behøver dem ikke, dine fjender tror dig ikke på dig og vil alligevel syntes at du er rent til grin - undskyldninger vil kun holde dig tilbage og forhindre din udvikling.

Det er så nogenlunde essensen. Bogen er ca.180 sider og der er mange praktiske eksempler på hvordan forskellige sportsfolk har brugt metoden.

Uden at prøve at lyde frelst eller sekterisk, har jeg læst, genlæst, skrevet ned, overstreget med gult og opbygget mit øvelsesprogram med nøglesætninger til brug i forskellige situationer; produceret aktive tanker til at skubbe den stemme ud af fokus der vil overtale mig til at holde op med at løbe fordi det er ubehageligt; har lavet mine egne indre videoer til at visualisere min success og har formuleret mine mål i de forskellige grader....
Og prøver at bruge det. Nogen dage går det bedre end andre, men jeg prøver aktivt at anvende det jeg syntes jeg har lært. Det giver noget at have i ryggen når det bliver surt derude.

Det giver drømmene liv og legitimation.


Lånt på mindmapblog.com

tirsdag den 27. marts 2012

Tankernes magt

En del af den finske fimbul vinter er blevet brugt til at udforske sider af løbetræningen, som faktisk også kan overføres til andre aspekter af ens liv. Eller til et liv hvor der overhovedet ikke eksisterer løbetræning.
Det drejer sig om den mentale træning, som er et emne der har interesseret mig i lang tid. Nok fordi jeg har følt at det var et af de svage punkter i min løbetræning - dagene hvor hovedet triumferende har fået kroppen til at beslutte at dét her, det kan den desværre ikke.

Der findes et væld af selvhjælpsbøger, og med stor fare for at jokke nogen over tæerne, indrømmer jeg at af flere af dem giver mig røde knopper. Helt helt almindelige mennesker har pludselig opfundet krudtet, fordi de har overlevet nogen helt helt almindelige problemer som de har løst på helt helt almindelige måder. Som vi straks må tage til os som en ny bibel. Men de kalder bare løsningerne noget andet. Gerne ved hjælp af en eller anden fantastisk kur, programmer, øvelses-serier og andet fantasifuldt, anbefaler at vi skal udføre bragende salver af tarmskylninger eller aller bedst - investere vores surt sammensparede penge i deres produkt, der naturligvis øjeblikkeligt vil fjerne alle sten på vores knudrede vej.

Så i denne jungle bevæbnede jeg mig med en machete og gik på det lokale finske bibliotek - der heldigvis er så brugervenligt at de har bøger på både svensk og engelsk. Plus en del andre sprog jeg ikke kan bruge. Og deres hjemmeside er nem at bruge, så i vinterens forløb gled en lind strøm af bøger om mental styrke gennem mit Argusøje, alle hjemlånt efter titel da jeg ikke anede hvad der godt og hvad der var skidt. Faktisk var der mange interessante bøger, både om mental styrke og om løb. Men ingen der sagde bingo - og det skal sådan en bog altså for at være effektiv.

Den kom jo alligevel lige pludselig, bogen der kunne give mig det spark jeg havde brug for for at kunne arbejde med mig selv. Og ja, der er både program og øvelser og det hele hedder også noget fint - så indrømmet, efter alle mine ovenstående sure udgydelser faldt jeg selv i selvhjælpens mudderpøl. Naturligvis vil jeg til enhver tid påstå at lige netop denne bog er noget andet og ikke som de andre. I hvertfald slet ikke en selvhjælpsbog. For manden er jo træner for alle mulige baseball berømtheder og teams - så det er ham der hjælper mig og ikke mig selv.....

Jeg tror at det der fik mig på krogen, var at det jeg læste kan bruges på alle former for steder hvor man gerne vil gøre noget bedre. At min datter kan bruge noget fra den. At jeg godt kan se hvordan de tillærte tankemønstre kan få magt over nogen andre tanker, der er mere destruktive i deres mønster. At gennem rimelig klare tankeprocesser gør man sig klart hvad målet er og hvordan man arbejder sig roligt og målrettet hen imod dem.

Faktisk kan jeg se hvordan de kan få mig til at løbe op ad alle bakkerne, selv om jeg ikke tror jeg kan. Eller få mig til at løbe intervaller - for 6 måneder siden var intervaller for mig noget med at piske (syntes jeg selv) derudaf 6 x 1 min. I denne uge hedder programmet 5 x 1 km intervaller. Det er skræmmende og det kræver mental forberedelse - men jeg kan godt.

For ikke at skræmme alle mine læsere skrigende bort, skal jeg afholde mig fra at gå i detaljer om de forskellige ting. Med mindre nogen er interesserede - så skal jeg gerne skrive noget mere, uden dog at genfortælle bogen.

Og jeg får stadig knopper af de fleste selvhjælpsbøger.....



mandag den 19. marts 2012

Asfalt...Hurrah...øhhh...nåååhhh...nææhhh....

Det har jo virkelig været tøvejr i de sidste par uger. I hvertfald om dagen - det har godt nok været frost om natten, men vi er aligevel kommet af med en del af den sne der lå på veje og fortove.
Jeg havde faktisk observeret asfalt flere steder på stier - tænk at man kan føle sig så latterlig lykkelig over noget asfalt. Så jeg planlagde at løbe en langtur der ville udnytte den her asfalt. Som så efter planen skulle give tempo og en følelse af at være født på ny. HA!

Den slags skal man ikke planlægge når man har været til vinsmagning den halve fredag nat. I min alder. For lørdagen blev brugt til at komme mig og der var ikke en jordisk chance for at få mig i et par løbesko. Så blev det søndag og jeg fik nusset mig færdig til at komme ud. Havde spist løbervenlig havregrød, lavet energidrik og en banan i lommen.

Det ser måske ikke imponerende ud, men der er altså asfalt sine steder og det bliver bedre. Der er så også ret meget sne omkring den her asfalt, men alligevel.

Her bliver det jo endnu bedre og der er frit lejde forude. Bare ærgerligt at jeg ikke føler mig særlig let.

For de der ikke rigtig kan se, kan jeg oplyse at dette er et stykke græsrabat. Med noget selvdødt græs fra sidste år. Men der skal jo ikke meget til at gøre en ildsjæl lykkelig og hvis man vil se forår, så ser man det!

De hvide klatter på grenene er Gæslinger og det er da et sikkert forårstegn. Snart vil der være noget der blomstrer.

På den anden side, når man så kommer herhen og kan observere skiløberne samt de der spadserer på søens is i baggrunden - ja så begynder ens tyrkertro at vakle. For helvede da, det ligner ikke ret meget forår eller snefrie stier vel?

Det var det heller ikke. På dette punkt begyndte min motivation at vakle ynkeligt. Jeg var stadig vintønde tung i optrækket og bandede mig selv langt væk. Hvornår lærer jeg, at selv om det er noget så morsomt og velsmagende, så har det for høj en pris, hvis jeg også vil løbe langtur? 
 
Da jeg så endte på denne skøjtebane af en vej, blev jeg klar over at underlaget ikke var med mig og jeg meldte pas. Jeg vendte om og vaklede hjem gennem is og sne med en sur følelse af noget nederlag. Selvforskyldt - og det er det værste. Det blev til næsten 10 km og selv om det var i solskin uden hue - det var da i det mindste en første gangs oplevelse - så blev det ikke den nydelse jeg havde forventet.
Moralen? Ikke noget overraskende for nogen. Sene vinfyldte aftener med usund inhalering af diverse madvarer (læs: chips mm.), går ikke hånd i hånd med løb. Eller med den måde jeg har det bedst med at leve på i det hele taget.
Og man skal ikke tro at det er blevet forår på alle stierne bare fordi man ser lidt asfalt. 
Nu vil jeg prøve at få has på det selvhad og raseri jeg går rundt med her på den første dag i en ny uge - for ellers har jeg faktisk ondt af familien allerede.....

Forresten stod vi i dag op til vildt snevejr - så nu er der i det mindste ikke noget asfalt der kan lokke og narre mig til at tro noget!!

fredag den 16. marts 2012

Sikke en uge

 Det har godt nok været med tungen ud af halsen i denne uge.


I forsøg på at holde tempoet. Det er heldigvis sjældent at min hverdag bliver så tætpakket.

Hver dag er jeg kommet hjem kl ca. 18:30 med hele flokken, for så at flyve rundt og få mad på bordet, vasketøjet hængt op osv. osv.
På den anden side fik jeg to træninger ind på løbebånd - og det er rigtig godt i øjeblikket pga. af vejret og uføret. For intervaller og tempo på bånd giver i disse dage meget mere end hvis jeg skøjter rundt på isen udenfor.
Og så er der også lige et par arrangementer som alligevel er stresset værd.

I går var en af de aftener som jeg altid syntes er så kontrastfyldte. Og hvor det er svært at få sammenhæng mellem to verdener. Det ene øjeblik har jeg løbetøj på, stinker, er tomatrød i hovedet, håret stritter, forpustet og ligener noget katten har slæbt med ind. Det næste øjeblik er jeg formelt klædt på, make-up, håret sidder, jeg er rolig og afbalanceret - jeg er på arbejde. Et andet slags arbejde end dagens almindelige dont. Vi er til middag hos vores ambassadør, gæsterne er andre ambassadører og finske politikere fra parlamentet. Puha, tænker man inden man tager af sted, kedeligt, tungt, skal bare overståes. For mit arbejde sådan en aften består i at repræsentere hjemlandet og Konsulen - det der hedder "to work the room". Dvs. at cirkulere mellem gæstene, småsnakke, se at der ikke står en ensom gæst der ikke har nogen at tale med, svare for tusinde gang på spørgsmål om hvad jeg syntes om Finland og om jeg har overlevet vinteren og om den mon var hårdere sidste år inklusiv sammenlignening af snemængderne, at tale med folk jeg ikke har den fjerneste interesse i at lære at kende. Det er selvfølgelig ikke kun mig der hænger på den, jeg er jo bare en lille del af selskabet, men det er hvad der forventes af en diplomat kone. Så kan man jo sige at man bare lade være - og tro mig, jeg kommer til så få af den slags arrangementer jeg overhovedet kan slippe af sted med. Men det er dealen ved at være diplomat og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man finde en anden karriere.

Dog var i går aftes lige en af de aftener hvor det alligevel var værd at komme. Æresgæsten var en superinteressant professor som talte om situationen i Mellemøsten og jeg fik ny viden og indsigt. Jeg havde en bordherre som umiddelbart så frygtingydende kedelig ud, men som viste sig at være - hvad det så hedder på dansk, nogen bud please? - Finlands Under Secretary of State, en spændende og meget venlig herre. Maden var god, vinen var god og rigelig og selskabet var livligt.

I aften skal vi til vinsmagning og middag på dette lille hotel hvor vi er gode venner med ejerne. Vi vil tage toget og lade bilen stå, og her er vi bare nydende gæster uden at skulle repræsentere noget. Så det er også det hele værd!

Dermed vil vi sætte punktun for en heftig uge og melde weekend. Med almindelig hygge og et par løbeture.

tirsdag den 13. marts 2012

Et Bjørnekram

I dag er det bare at jeg sender et stort varmt bamseknus til en der trænger.

En der gør så meget for mig - uden egentlig at kende mig.

Og som i disse dage ligger lidt ned - men snart kommer på benene igen.

Så her comes:

Tak fordi du er....

torsdag den 8. marts 2012

De sidste krampetrækninger

Altså ikke mine.

Men vinterens. Tror jeg faktisk. Håber.

Og helt ærligt, når man har brokket sig, så skal man også kunne sige noget godt når det kommer. Det skal man altså. Ellers har man mistet retten til at brokke sig næste gang.

Så for at ret skal være ret, så var sidste uge fuld af tøvejr - i hvertfald om dagen. Om natten tror jeg at det var lige på grænsen. Der var fuglefløjt og det begyndte at være lyst om morgenen når vækkeuret ringede kl tidligt. Der smeltede en del sne og afslørede al isen der ligger nedenunder. Andre steder er sneen sunket sammen og fylder lidt mindre. En aften ved midnatstid rystede vores hus som af et jordskælv - det var sneen på den ene side af taget, der gled ned i et stykke og landede med et brag.

I søndags løb jeg 24 km i køligt solskin - underlaget var ikke for sjovt, men med pigsålerne spændt på så gik det jo alligevel. Selv om det er trættende og irriterende at tempoet bliver sat ned af is, sne, glatte stier og mange lag tøj. Drømmer om bare at hive løbetøj på og være ude på træning 10 minutter efter at man er kommet hjem fra arbejde - og ikke gå rundt og skulle tage sig sammen. Men den tur var jo point på pluskontoen.

Krampetrækningerne har været i denne her uge. Hvor vinteren har vist tænder og sørget for temperaturer omkring minus 15-17 grader om natten. Lidt mindre i løbet af dagen. På en lidt deperat måde, som for at vise at den skam sagtens kan endnu. Og hvis den beslutter sig for at slippe sit tag i os er det altså fordi den ønsker at gøre det, og ikke fordi vi beder om det.
Krampetrækningerne ses også hos skiløberne, der desperat høvler rundt på løjperne uanset sneen og førets kvalitet. Der er en stemning af sammebidt kamp om at udnytte tiden muligheden mens den er her - for foråret sidder henne om hjørnet, smiler blidt og venter på sin indgangsreplik. På lørdag bliver det tøvejr og i næste uge er der røde tal på vejrudsigten.

Så nu vi tro på at vinteren er ved at få nok.

Jeg trænger så frygtelig til det. At få humøret lidt op i plusfeltet. At få overskud til at balancere verden på mine skuldre - for der har den en tendens til at placere sig.....