Asfalt...Hurrah...øhhh...nåååhhh...nææhhh....

Det har jo virkelig været tøvejr i de sidste par uger. I hvertfald om dagen - det har godt nok været frost om natten, men vi er aligevel kommet af med en del af den sne der lå på veje og fortove.

Jeg havde faktisk observeret asfalt flere steder på stier - tænk at man kan føle sig så latterlig lykkelig over noget asfalt. Så jeg planlagde at løbe en langtur der ville udnytte den her asfalt. Som så efter planen skulle give tempo og en følelse af at være født på ny. HA!

Den slags skal man ikke planlægge når man har været til vinsmagning den halve fredag nat. I min alder. For lørdagen blev brugt til at komme mig og der var ikke en jordisk chance for at få mig i et par løbesko. Så blev det søndag og jeg fik nusset mig færdig til at komme ud. Havde spist løbervenlig havregrød, lavet energidrik og en banan i lommen.

Det ser måske ikke imponerende ud, men der er altså asfalt sine steder og det bliver bedre. Der er så også ret meget sne omkring den her asfalt, men alligevel.

Her bliver det jo endnu bedre og der er frit lejde forude. Bare ærgerligt at jeg ikke føler mig særlig let.

For de der ikke rigtig kan se, kan jeg oplyse at dette er et stykke græsrabat. Med noget selvdødt græs fra sidste år. Men der skal jo ikke meget til at gøre en ildsjæl lykkelig og hvis man vil se forår, så ser man det!

De hvide klatter på grenene er Gæslinger og det er da et sikkert forårstegn. Snart vil der være noget der blomstrer.

På den anden side, når man så kommer herhen og kan observere skiløberne samt de der spadserer på søens is i baggrunden - ja så begynder ens tyrkertro at vakle. For helvede da, det ligner ikke ret meget forår eller snefrie stier vel?

Det var det heller ikke. På dette punkt begyndte min motivation at vakle ynkeligt. Jeg var stadig vintønde tung i optrækket og bandede mig selv langt væk. Hvornår lærer jeg, at selv om det er noget så morsomt og velsmagende, så har det for høj en pris, hvis jeg også vil løbe langtur? 

 

Da jeg så endte på denne skøjtebane af en vej, blev jeg klar over at underlaget ikke var med mig og jeg meldte pas. Jeg vendte om og vaklede hjem gennem is og sne med en sur følelse af noget nederlag. Selvforskyldt - og det er det værste. Det blev til næsten 10 km og selv om det var i solskin uden hue - det var da i det mindste en første gangs oplevelse - så blev det ikke den nydelse jeg havde forventet.

Moralen? Ikke noget overraskende for nogen. Sene vinfyldte aftener med usund inhalering af diverse madvarer (læs: chips mm.), går ikke hånd i hånd med løb. Eller med den måde jeg har det bedst med at leve på i det hele taget.

Og man skal ikke tro at det er blevet forår på alle stierne bare fordi man ser lidt asfalt. 

Nu vil jeg prøve at få has på det selvhad og raseri jeg går rundt med her på den første dag i en ny uge - for ellers har jeg faktisk ondt af familien allerede.....

Forresten stod vi i dag op til vildt snevejr - så nu er der i det mindste ikke noget asfalt der kan lokke og narre mig til at tro noget!!