Sommer Pause

Jeg rejser til Danmark i morgen i en uge.

Min far skal opereres for rygmarvskanal-stenose hvilket betyder at han har en forsnævring i rygmarvskanalen der klemmer på de store nerver og forhindrer ham i at gå. Han var igennem det for 20 år siden og jeg håber at det kommer til at gå lige så godt som sidste gang. Men jeg er nervøs, han er 83 år gammel og så er en operation jo lidt mere risikabel. Han skal opereres i morgen tidlig og de planlægger at udskrive ham på fredag - så de må jo TPL (Tro På Lortet....).

Lørdag bliver min mor 75 hvilket skal fejres i Præstø med familien.

Vi kommer snart tilbage......







GISP!!!

Det hele begyndte med at jeg skulle løbe langtur. Sådan rigtigt langt. Den tur udviklede sig dog  til en sand jammerdal som jeg nok skal forskåne jer for. Vil bare sige at jeg sagtens kunne udgive en løbsbeskrivelse under synonynet Leonora Christine......

Sådan helt kort fortalt er det hermed konstanteret at selv om jeg står op kl 7, spiser morgenmad og derefter sætter ud på løb kl 9:10 - så bliver jeg vist ikke morgenløber. I hvertfald ikke til de lange ture. Kan ikke få det der mad til at fungere, der skal helst gå tre timer fra spisning til løb. Og at løbe i 27 grader i skyggen gør det heller ikke mere vellykket. En travl uge med middagsgæster i lommen giver sin del. Morgenkrop og varme kan evt. have noget med hinanden at gøre, men alligevel. Men når vi nu har haft varmebølge i ugevis, må man jo prøve lykken. Og tage nederlaget i stiv arm og vide at det bliver bedre næste gang. Jeg fik slæbt mig igennem 18 km og så være fred med dem.

Nå.

På udvejen havde jeg observeret rigtig mange af disse her:

Og planlagt at velfortjent stoppe nogen i skrutten på hejmvejen. Og selv om man roligt kan sige at jeg ikke havde fortjent dem, så stoppede jeg alligevel og smovsede. Rodede godt og grundigt rundt i undergrunden for at komme helt ned og finde dem allesammen. Der skulle nødig gå nogen til spilde.

Jeg rettede mig op et øjeblik for at få overblik over om der var flere og så hørte jeg pludselig noget der sagde: FZZZZZZZZZZZZ.

Rigtig hidsigt lød det. Lidt som når man lukker luften ud af en cykelslange og dækker ventilen halvt. Bare meget mere hårrejsende.

Og lige der, få centimeter fra det hvor min højre hånd havde rodet rundt i planterne for 10 sekunder siden lå en stor fed hugorm og gloede olmt på mig. Med rejst hoved og hvæsede arrigt mens den bare var så  parat til at smække sine gifttænder i min hånd hvis jeg skulle få lyst til at plukke flere skovjordbær. Det fik jeg så pludselig ikke.

Ja jeg skal love for at jeg sagde gisp. Og gloede facineret tilbage på den. Blev egentlig lidt hypnotiseret af det der væsen der ikke var bange for en som mig der er hundrede gange større end den. Hugormen har formegentlig ligget og slumret intetanende i jordbærplanterne da jeg så kom og lavede rod i taget. De kan ikke høre, så den har nok mærket bevægelsen i bladene og så kunne lugte mig (den stakkel - jeg ved godt at jeg ikke lugter særlig godt når jeg har løbet - så ingen vitser her) .
Jeg stod helt forstenet og kiggede på min højre hånd og forestillede mig det dramatiske cirkus der kunne have været nødvendigt hvis den havde nået at hugge: Hvordan jeg ville have været nødt til at prøve at finde en bil at standse og forklare en forvirret finne hvad der var sket og får ham til at køre mig til nærmeste skadestue, ringe til Konsulen der i sådanne situationer har det med at gå i panik og stille irrelevante spørgsmål i stedet for at fungere, hospitalsbesøg, opsvulmet arm, dårligdom osv. osv.

Der blev sagt pænt farvel til hugormen, jeg listede af og og efterlod den de resterende skovjordbær. Og sjovt nok, på de sidste 3 km hjem gennem skoven var jeg ikke et øjeblik fristet til at stoppe igen og plukke skovjordbær. Rystet i min grundvold er nok det mest passende udtryk. Jeg ved da godt at her er hugorme, er vokset op i svensk ødegård hvor vi fjollede rundt på grunden iført ingenting og gummistøvler pga. af dem. Men at have nærmest kælet én på hovedet, det var for stærkt.

Og mig der egentlig bare plejer at være mest bange for at få skovflåter på mig.......

Morgenløber???

Min yndlingskat Garfield sagde engang at hvis otte timers søvn ikke er nok, så må man tage natten til hjælp.
Jeg har fået det sådan at hvis ikke der er nok timer i løbet af dagen til at nå min løbetræning, så må jeg tage natten til hjælp. For at kunne få trænet til det der vi ved nok.....

Så i morges stod jeg op kl 05 - havde været nok forudseende til at stille vækkeuret så langt væk at jeg var nødt til at stå ud af sengen for at slukke det. For så vil det aldrig ske at jeg bare slukker og overbeviser mig selv om at jeg kan løbe senere.

I løbet af 20 minutter var jeg ude i den smukkeste sommermorgen, luften var frisk og kølig, solen skinnede og fuglene sang. Helt perfekt scenario. Det eneste der ikke helt var med på idéen var min krop, den var tung og ikke særlig vågen.

Alligevel fik jeg løbet den planlagte distance efter programmet, 11 km og så har jeg resten af dagen til de ting der ville have været i vejen for træning.

Om jeg gør det igen? Altså, jeg er typen der er lysvågen så snart jeg er ude af sengen og jeg kan godt lide at komme op om morgenen. Det er dejligt og praktisk at have træningen "overstået". Og sådan en sommer morgen er sådan set det hele værd. Om min krop - som er udpræget eftermiddags/aften løber - kan dresseres til at blive morgenløber, det ved jeg ikke. Kan heller ikke helt se mig selv i den situation en vintermorgen i 15 graders frost.

Men hvis jeg har kunnet lære at spise morgenmad, så kan jeg måske også lære at løbe om morgenen?

Den svære afsked

Et af de tilbagevende fænomener når man flytter rundt i verden som vi gør er at tage afsked. sige farvel til folk man er kommet til at hlede af på den ene eller anden måde.

I går måtte vi tage afsked med en familie som vi er blevet meget gode venner med - vores sønner gik i samme klasse og var bedste-venner og vi forældre blev efterhånden også gode venner. For et år siden tog konen tilbage til USA med børnene af forskellige grunde mens manden blev her for at afslutte sin position på ambassaden. Drengene har holdt kontakt på Facebook og har talt jævnligt sammen på Skype. Jeg har også kontakt med min veninde på FB.

Manden kom til os om eftermiddagen og vi gik en smuk tur i skoven ind til skovsøen hvor vi sad med termoflaske, hjemmbagt kage og koldt vand. Bagefter spiste vi middag i haven og fik vendt verdenssituationen. Talt bla. om følelserne omkring venskaber og bekendtskaber.

Og var hjertens enige om at vi er taknemmelige for at vi trods alt tør kast os ud i nye bekendtskaber igen og igen - selv om vi ved at de kan være langvarige eller kortvarige. Selv om vi kender risikoen for smerten ved at sige farvel. For vi ved også at der kommer en belønning i form af en menneskelig rigdom ved at have kendt endnu et menneske, have lært af denne person, blive mere åben og tolerant fordi man nåede at opleve et mennekes input uanset om det bare var et kortlevet bekendtskab.

Man må være indstillet på den slags hvis man skal leve som udstationeret. Nogen mennesker passer ikke til det og det må man ikke bebrejde dem, men netop forstå at deres personlighed har brug for en anden slags kontakt. Jeg tror at vi alle helst ville have den konstante tryghed men vi har måttet lære at der er en pris ved alting.

Jeg glæder mig til at få besøg fra USA og jeg glæder mig til at min søn skal på besøg derovre. På samme måde som jeg glæder mig hver gang en veninde der har forladt stedet kommer på besøg her i Helsinki. Og som jeg glæder mig til at besøge Dk med de forskellige kontakter af alle slags jeg har der.

I mellem tiden ønsker jeg vores venner alt det bedste i Virginia med håb om vedvarende kontakt over nettet selv om det aldrig kan blive helt det samme......