Sur og vred

"There are only two options regarding commitment; you're either in or you're out. There's no such thing as life in-between." -- Pat Riley

Og det er nemlig sådan det er. Enten vil man løbe marathon eller også vil man ikke.

Der er selvfølgelig en halv marathon.......Så der er måske noget med et liv midt i mellem.....

Næh, det er der lige netop ikke for mig mere. Halv marathon - been there, done that. Og kommer til at gøre det mange gange igen. Men lige nu skal jeg videre og det gælder det den hele og under nogen betingelser jeg har sat for mig selv om hvordan jeg vil have det skal gøres. Ellers duer det ikke.

Så er det bare at jeg kan blive så frustreret når kroppen ikke helt vil hvad jeg vil. Sådan er der flere af mine blog-veninder der har det i øjeblikket. Små skader her og der. Større skader her og der. I det hele taget er det som om mange løbere har samlet alle mulige dårligdomme op som kommer til udtryk nu hvor årstiden måske giver legitimation til at lade kroppen få lov til at klage sin nød oven på den udendørs løbesæson.

Jeg bliver så pissesur når en skaldet muskel tror den skal bestemme hvor meget jeg skal løbe. Jeg vil simpelthen ikke acceptere fysisk begrænsning, det må kunne trænes væk føler jeg........

Ja ja ja, jeg ved det sgu godt. Jeg skal lave øvelser hver dag (også i perioder hvor jeg ikke har ondt), jeg skal løbe lidt kortere distancer i en periode nu og langsomt arbejde mig op, jeg skal passe på med intervallerne, jeg skal være tålmodig og der er maser af tid til at komme i orden og tra la la la la lu la lej!

Men når nu resten af kroppen og hovedet er med på idéen så gør det mig så rasende at jeg får lyst til bare at kyle skoene ud af vinduet og vokse sammen med sofaen, 10 kilo fyldt chokolade og en kasse rødvin. Selv om jeg ikke bryder mig særlig meget om søde sager (kan dog vældig godt lide rødvin - he, he). Men denne situation kræver helt specielle effekter. For at udtrykke min følelse af at løbe panden mod en mur. Følelsen af panik før lukketid - at jeg skal nå det her inden alderen overhaler og jeg ikke kan løbe mere fordi jeg bliver for gammel.

Og jeg ved godt allerinderst, helt derinde i kroppen hvor kun sandheder bor, at der findes én eneste løsning som prøver at gøre sig bemærket. Men som i øjeblikket bliver ignoreret fordi jeg ikke er parat til at høre på den. Jeg orker den ikke. Den er vedvarende og irriterende som en dryppende vandhane midt om natten. Banker på som en spætte på speed.

Prøver at få mig overbevist: Vend vreden, frustrationen, stædigheden og viljen i den rigtige retning. Retningen fremad mod målet.

Bankrøver eller bare løber....?

Det er vist det man må spørge sig selv om, når man ser udstyret her. Men det er bare det man er nødt til at have på når man skal løbe i minus 14 grader. Det skal man jo nødvendigvis heller ikke, men det valgte jeg altså at gøre efter at have tjekket helt præcis hvordan vejret var udenfor -koldt og vindstille. Jeg fik heldigvis en god snak med May-Britt Fredag aften hvor vi kom til at tale om vejret og hun fik lige sat nogen ting på plads for mig. Jeg ved godt at vinden giver en kulde-effekt men har ikke tænkt over at det påvirker løb og den tid det er fornuftigt at være ude i. Hun gav mig dette link som jeg sætter på, så andre der måske heller ikke lige ved så meget om kuldeindeks kan få noget at vide om hvordan ens træning bør indrettes på denne årstid.

Udover påklædningen (kort løbetrøje, lang løbetrøje, vinter løbejakke, vintertights, fleece sokker, fleece halsedisse til at trække op over næse og mund når det blæser, handsker, pandebånd ned over ørene og hue) er der lige to vigtige ingredienser:

Pigsålerne og cremen. Det er en Eight-Hour Cream fra Elisabeth Arden (lidt dyr men det hele værd) som giver et fint lag beskyttelse i hårdt vejr. Det er nok nogenlunde den samme effekt man ville få hvis man smurte fjæset ind i Slagterens bedste pålægsfedt (hvilket ville være billigere) - dog vil jeg anbefale at hvis man vælger den metode så skal man vælge fedt uden stegte løg.......
Med disse forskellige stykker tilbehør kan man sagtens nyde en times tid i kulden. Jeg tog 12 km og havde faktisk planlagt en del mere, men har stadig gener af mit højre ben med en hamstring der låser sig fast og giver ret utålelige smerter specielt i området af knæet. Jeg kan mærke helt fra ballen og ned på skinnebent at nu begynder det - mest når jeg anstrenger mig for meget eller som i dag hvor det var meget koldt. I det varme bad løsnede det op, men alligevel kan jeg stadig mærke det. Jeg kunne løbe det meste af turen på ryddede stier - og sammen med langrends løberne noget af vejen - men kom også ud i noget tung og løs sne, og den anstrengelse kan benet ikke lide.

Well, well, well, jeg bliver nødt til at tage programmet op til revision og sætte distancerne lidt ned indtil jeg har fået lavet øvelser nok til at få has på skidtet og så trappe op stille og roligt. Har klaret det før så det skal jeg nok igen, men det er ret frustrerende. Jeg nægter at give op!!!
Er dog dybt tilfreds med at jeg gennemførte at træne 4 gange i ugen, så jeg må slå mig til tåls med 4 kortere ture og ingen intervaller i den kommende uge og så håbe det hjælper. Og gå indendørs for at få et helt jævnt underlag.

Here we go again......

Oittaa og Bemböle er der hvor vi bor og dette er situationen sådan rent snemæssigt, med udsigt til - 19 grader og mere sne på vej......
Så er det jeg spørger mig selv: Hvorfor er det nu det forekommer mig så velkendt? Hvorfor føles det som om det var lige for lidt siden det hele så sådan ud? Jeg er nok ikke den eneste der stiller de spørgsmål!

Nå, men jeg har fundet en ny måde at tjene penge på. Man kan nemlig sætte vejrudsigten for snestorm efter mit løbeprogram på denne årstid. De dage hvor jeg planlægger at løbe udendørs i vejret, er sikre dage for hylende fimbulvinde og hysterisk snefygning. Så jeg tænkte at jeg kan sælge mit program uge for uge til Meterologisk Institut, og de behøver så ikke spilde resourcer på at forudsige vejret på de dage jeg løber ude. Voilá og jeg bliver hurtig rig!

Men ud kommer jeg! Med eller uden Meterologisk Institut. For jeg har det sådan at i det øjeblik jeg har besluttet noget, er jeg nødt til at gennemføre. Og jeg har altså besluttet at træne op til at træne til marathon (???!!!) og så bliver det sådan. Løb 4 gange om ugen. Efter programmet.

Basta!
Blev der sagt.

Mandag var hamsterhjul i Motivus. Hvor jeg lavede et virkelig pinligt nummer. Løb jo disse her intervaller, havde musik i ørene og MP'en liggende foran mig på løbebåndet for jeg havde glemt at få arm-remmen med og der var ingen lomme i bukserne (billigt lort). Nå, jeg er dybt involveret i at holde tempo og bruger hele kroppen for at få go på - og SMAK får jeg viklet mig ind i ledningen som derefter sender MP'en for fuld skrue over på naboen. Som løber helt uskyldigt i sine egne tanker og pludselig bliver angrebet af en UFO der rammer ham på skulderen. Ti centimeter højere oppe og jeg havde knaldet ham i gulvet med en lige venstre i tindingen. Han var lige ved at ryge af båndet men holdt heldigvis balancen og løb videre mens jeg på engelsk undskylder (naturligvis efter lige at løbet mit interval færdigt - man skulle jo nødig komme ud af rytmen....) og forklarer at det "bare" var min MP og den er helt ok - som om det interesserer ham om min skaldede MP er gået i stykker af flyveturen. Resten af tiden løb han og skævede uroligt til mig - jeg ved ikke om han var mest nervøs for endnu et angreb eller for at jeg skulle tale til ham på engelsk......

Så i virkeligheden er det nok meget mere sikkert for menneskeheden hvis jeg løber som i går aftes - som planlagt tog jeg en vintertur med mine special såler på skoene og klædt på dertil. Jeg fik luftet min jakke som jeg købte i foråret på et vanvittigt udsalg for fritids og sportsbeklædning. Det er en vinter løbejakke som havde kostet 350 EURO og jeg fik den for 50 Euro. Jeg har aldrig haft så dyrt et stykke løbetøj - og den er godt nok helt fantastisk og pengene værd. Sikkert sidste års model, men det er jeg ret ligeglad med og det tror jeg også elgene er.......
Det var tissekoldt i ansigtet pga blæsten, men jeg hev halsedissen op om næse og mund på de åbne strækninger og så går det fint. Det venter mig meget værre vejr, så jeg kan lige så godt vænne mig til det. Bagefter er man helt høj og fyldt med energi - sad også lidt foran pejsen med varm solbærsaft og honning før sengetid. Så sover man sgu godt!

I dag står den så på hamsterhjul med bakker på, forhåbentlig kommer jeg ikke til at slå nogen ihjel denne gang. I weekenden skal det blive meget (!!!) koldt så jeg må se om min langtur skal være på bane eller om det kan lade sig gøre at løbe ude. Eller måske vil jeg hellere løbe langt på bane lørdag og så langrend på ski om søndagen.......

Tilbage i Trædemøllen.....

Efter at have direkte dovnet i næsten 14 dage er jeg tilbage med fuld styrke. Jeg fik løbet en enkelt gang i Danmark i Folehave skov - min barndoms og ungdoms skov hvor vi gik ture og hvor jeg har redet milioner af gange på min pony Silver. Han var opstaldet hos skovfogeden og skoven blev redet tynd sammen med veninderne.

Siden jeg kom hjem til Finland - faktisk kun en uge siden selv om det føles meget mere - har der været lidt travlt sådan som der er når man har været væk, og vi har også haft to drenge fra Zerbia på lang weekend. De internationale skoler holder forskellige sports og intellektuelle arrangementer hvor man samles flere skoler på et sted og eleverne er privat inkvarterede. Det var feks. derfor mellembarnet var i Sofia og spille fodbold og ældstebarnet var i Riga sidste år. Vi havde to 17-årige drenge - en fra Israel og en fra Malaysia - boende fra torsdag eftermiddag indtil søndag middag, det var rigtig hyggeligt men kræver en del kørsel til og fra skolen samt en masse mad. Dog en oplevelse jeg holder af og som er sund for vores egne børn. Sidste efterår havde vi to drenge fra skolen i Sofia boende.

Men jeg kunne godt have løbet - så der er ingen undskyldninger, bare ren og skær dovenskab og manglende lyst. Det skal der så altså også være plads til efter at det har været en lidt mærkelig periode med flere halv marathons og forvirring omkring hvordan jeg holder træningen i gang og alligevel sørger for at være frisk til løbekonkurrencerne. Har dog erfaret at jeg sagtens kan løbe distancen selv om jeg ikke har supertrænet hele tiden - tiden bliver bare derefter.

Pausen har nu ikke været uden effektivitet. Jeg har har brugt den til noget fornuftigt: taget nogen beslutninger om hvad 2011 skal indeholde samt lavet to detaljerede programmer. Det ene er et 7 ugers program for at klargøre mig til ægte seriøs marathontræning og det andet er selve programmet for marathon træningen som begynder den 10. januar - det er dog ikke et endeligt program da jeg er lidt længere end det nuveau det starter på.

Mit klargørings program er baseret på det program jeg brugte for at træne til halv marathon og det har passet utrolig godt til mig. Marathon programmet er lavet af samme person og skal justeres lidt til mine behov, dem har jeg heldigvis lært en hel del om i det sidste halve år og mener også derfor at jeg bedst selv kan udvikle et program som kan passe ind i hverdagen. Hvis der er nogen der er intereserede kan de finde programmer her.

Og hvad er det så for noget marathon jeg taler om?

Næste år bliver jeg 50 - det gør Konsulen faktisk også. Og han har planer om at tage en vandretur i alperne med sin bedste ven som også bliver 50, sådan for at få lidt mandefilosofi og betragninger omkring alder sat på plads. Så tænkte jeg at jeg sgu også vil lave noget rigtig specielt for mig selv i den anledning - og det jeg faktisk har mest lyst til i denne periode af mit liv er at løbe marathon. Jooh, jeg kunne også godt tænke mig vandretur på Island og sådan noget, men på en eller anden måde er det altså mest løb - pga. udfordringen? Fordi jeg kan? Jeg kan noget som andre i min omgangskreds ikke kan? Det er lidt vanvittigt i forhold til hvad jeg har foretaget mig før i tiden? Jeg bliver en del af et interessant fællesskab?

Derfor tog jeg den beslutning jeg håber jeg ikke kommer til at fortryde når jeg bliver firs ("hvorfor tog jeg ikke på spa eller luksusferie i Caribien da jeg blev 50" - sagt med mimrende stemme og klaprende gebis.....) - Jeg løber mit første marathon til sommer.

Nærmere bestemt: Santa Claus Arctic Circle Marathon den 18 Juni kl 18 i Rovaniemi i Lapland så der også er midnatssol med i købet. Og en julemand der ringer løberne over polar cirkelen med tilhørende diplom for at krydse den. Se, det synes jeg er sjovt hvis det endelig skal være (og det skal det altså i 2011) for der lidt mere end kun at løbe et marathon - det må blive en debut der vil blive husket.

Som det vil kunne ses på bloggen er der flere løb på tapetet, nogen af dem er tænkt som træningsløb før marathonet og nogen vil være efter debuten hvor jeg må se hvad jeg kan klare og hvor hurtigt efter. Det kan jeg ikke vide før jeg har gjort alt for at træne fornuftigt, målrettet mod at forbedre mine tider (!!!!) og holde mig skadesfri (!!!!).

Er der nogen der vil med til marathon i Lapland??

De svære øjeblikke

Det lykkedes faktisk at få alt ned i kufferten, trolley og liiige et par plasticposer. Hvorfor er det nu at jeg altid ligner en emmigrant når jeg rejser fra Danmark? Er det mon fordi der altid lige skal være plads til de syv tusind smågaver mormor køber til børnene, de ting hun har købt til mig, de ting som jeg har købt fordi de kun fåes i Danmark og jeg ikke kan leve uden (så som chokofanter og heksehyl), de fødseldagsgaver diverse familiemedlemmer ikke har fået på dagen og nu skal leveres til rette ejermand, de sidste nye bøger jeg har fået/købt (he he, denne gang er jeg rejst hjem med Nynne4, mand hvor jeg glæder mig til lidt afkobling) - eller er det det sidste halve års udgaver af ugebladet Søndag, som min mor abonnerer på (naturligvis kun for at jeg kan få det bagefter) der gør udslaget? Og med skal det bare, alt sammen, om jeg så skal hoppe på kufferten. Blev der sagt. Og med kom det. Hele vejen. Med lidt lugt fra brændeoven og en hel masse hundehår.

Derefter kommer så den allerværste del. Den del der flår mit hjerte i tusind stykker hver eneste gang jeg rejser. I alle de 22 år jeg har boet rundt omkring i verden.
Hvor jeg hader at skulle sige farvel. Hvor jeg hader at føle at mit hjerte bliver trukket i alle retninger som en kludedukke. Hvor jeg i disse øjeblikke bare vil bo hjemme hos far og mor og være lille pige med forudsigeligt liv. Jeg bliver blød indeni og på tårenes rand når moderen insisterer på at lave en madpakke fordi det er så dyrt at købe mad i lufthavnen og hun så har puttet rødkål under pålægget for at det ikke skal falde af rugbrøddet og der er bestik og små sølvpapirspakker med salt og peber og alt er nydeligt og delikat og bare oser af hendes trang til at forkæle, beskytte og vise sin kærlighed. Så får jeg bare lyst til at stige af flyveren, smække nogen en på siden af hovedet og råbe at jeg ikke vil være med til det her liv mere.....

Og så kommer jeg hjem til mine børn som er jublelykkelige over at se mig og spørger om jeg nu har haft det dejligt og hygget mig - for det var jo det der var det vigtige og derfor har de ikke ringet halvtreds gange om dagen, for mor skulle have lov til at nyde sin ferie. Og et hus der er holdt så fint og alt har fungeret, for jeg skal se at det kan de sagtens klare og alle er stolte over egen formåen. Og en Konsul som er lykkelig over at han har været så meget sammen med sine børn, er gået tidligt fra arbejde og nydt at lære dem lidt mere at kende på en anden måde, har hygget sig og ikke mindst lagt en flaske champagne i køleskabet som vi deler indtil kl 01 om natten.

Se, så er det at jeg ved at min skæbne jo er beseglet uanset om jeg vil eller ej. At jeg har mange flyveture forude. At jeg kommer til at sige "på gensyn" mange gange endnu - for det er jo ikke farvel! Og jeg må fortsætte med at dele mig lidt her og der, huske at nyde øjeblikkene og sætte pris på nuet hvor jeg end er - hos den eller den anden. For jeg vil ikke undvære min nogen af alle de mennesker der fylder mit liv med glæde og lys.

På sidste vers....

Ja det vil blive min udsigt i aften - bortset fra at det er mørkt og jeg ikke vil kunne se en dyt. Men ferien synger på sit absolut sidste vers og det kan gøre mig trist og alligevel glad for at komme hjem til det kendte og min egen verden. For det er jo ikke naturligt at opholde sig hos far og mor i min alder, og mine egne derhjemme trækker i følelserne. De har haft travlt med at at ønske mig en dejlig ferie og klare alting selv for ikke at forstyrre mor på egne ben. Det sætter jeg stor pris på og har nydt freden og roen - og ikke mindst selvstændigheden.

Toppunktet har helt klart været Skovmaren med de oplevelser der fulgte med. Jeg har ikke fået læst de andres blogge endnu, men her er lidt af mine indtryk..... Jeg startede dagen med at hente Katrine som bor ca 10 minutter fra min far og han havde været så sød at låne mig bilen. Det var en enorm stor følelse at lande i indkørslen og bare se Kartine stå og ligne sig selv i køkkenvinduet (ja ja, hvem skulle hun ellers ligne ik'), det var jo næsten som at være på en blind date kan I nok forstå! Et stort knus og så var vi ellers kørt over til St. Dyrhave - igen en kort tur på 10 min. Der skulle vi lige finde parkerings plads og dem var der ikke mange af, meeen vi er et par konstruktive kvinder og fandt en fin en, synes vi. Der var lidt blødt i rabatten så jeg ville lige tjekke at jeg kunne komme ud igen da jeg skulle bakke opad.....og det kumme jeg ikke. Mudderet sprøjtede i alle retninger og forhjulene gravede sig bare længere ned. Vi kom til at fnise og blev enige om at vi hellere måtte komme ud derfra lige nu mens der var nogen der havde kræfter til at skubbe. Så en flink ung mand skubbede sammen med Katrine - han har sikker tænkt at vi var et par rigtige bimboer og det var jo ikke lige det bedste indtryk at give Katrine. Men hun tog det nu pænt......

Vi fandt en mere vellykket plads og kom hen til startområde hvor vi fandt numre og det hele. Meget velorganiseret og effektivt - om end lidt køligt. Solen skinnede og der var ingen blæst så vejret var virkelig med os. Så skulle vi til at finde de andre - som vi faktisk ikke anede hvordan så ud andet end fra billeder. Men det lykkedes bare så let og det var utrolig sjovt og en fantastisk følelse endelig at se hinanden. Desværre måtte May-Britt til min store skuffelse melde afbud - du var savnet rigtig meget!!!!!! Og jeg håber at det næste gang lykkes også at få dig med!!

Ved starten fes Karina og Helle derudaf - sådan et par seje piger - Katrine og jeg fandt hurtigt et godt og roligere tempo der passede os begge, så vi fulgtes rigtig meget af ruten. I begyndelsen blev vi kontaktet af Susanne som genkendte Katrine fra bloggen og vi fik hilst - hun har også været på besøg herinde - Hej Susanne, det var sjovt at hilse på dig og jeg håber du bliver ved med at komme her! I det hele taget nød jeg så utrolig meget at kunne kommunikere med andre omkring mig, at kunne forstå alt hvad der blev sagt, at føle mig rigtig meget en del af løbet og de andre løbere. Det gav mig så meget overskud at jeg kunne smile til en lidt nedslået gående fyr ude på ruten og sige "kom så, så løber vi lidt igen" og han faktisk hægtede sig lidt på os og kunne følge lidt med.

På et tidspunkt var Kartine lige nødt til at udforske underskoven lidt så jeg fortsatte alene og løbe så selv resten af vejen. Omkring 10 km begyndte mit ben/knæ at gøre forbandet ondt men det lykkedes at ignorere det - selv om de sidste 2 km gjorde så rigtig meget ondt at jeg måtte tage mig enormt gevaldig sammen for ikke at gå. Jeg var træt, havde knivskarpe smerter i musklerne omkring knæ - og derudover gnavende sokker (jeg fandt 4 store fede vabler da jeg endelig fik skoene af). Så det var lidt sejt men bare så dejligt da jeg kom i nærheden af mål og kom i snak med en pige om hvor tætte vi måtte være på mål og derefter spurtede sammen med hende ned af bakken - en rigtig god slutglæde med overskud til at se glad ud! Og Helle ventede med et knus og Katrine kom lige efter mig. 2 timer 15 minutter - det er ok når det gjorde så ondt i det møgben - men jeg er lidt selv om det gordi jeg ikke har lavet mine øvelser.....Så lærte jeg det! Karina tog hele marathonen og Helle ventede på hende mens vi andre tog hjem til Katrine til varmt bad og te inden jeg kørte hen og hentede Karina - for Helle kørte naturligvis på cykel!!!

Der vil komme fortsættelse med billeder når jeg er kommet til Finland - nu bliver jeg nødt til at pakke hvor nødig jeg end vil.......Hvordan skal der blive plads til det hele.....

Tiltrængt

Jeg trængte gevaldigt til en udendørs løbetur efter for meget indendørs baneløb. Og jeg fik en masse frisk luft med regn og vind - det var dejligt at blive blæst igennem. Jeg troede at jeg ville nå at løbe mens det er lyst, men det blev hurtigt mørkt og selv om der var lys på stien var der ret mørkt i skoven. Jeg ved ikke om man behøver at være bange for at løbe i den mørke skov, der er normalt intet at være nervøs for og om sommeren løber jeg jo gladeligt kl 21 uden at tænke over det. da er det også lyst. Om der så pludselig kommer fæle monstre bare fordi det er mørkt er nok ret tvivlsomt, de eneste der formegentlig vil befinde sig i en skov i mørke er vel andre løbere. Men jeg kan ikke lade være med at være lidt usikker på hvor meget jeg bryder mig om det, det vil bare betyde at jeg kun kommer i rigtig natur i weekenderne.

Og så er der ellers dømt pakning. Efter at have sendt et stk. barn til Sofia er det min tur til at beskæftige mig med mine egne ting. Og det er første gang jeg også skal pakke løbetøj, ur og alt det andet tilbehør. Er lidt i tvivl om hvad jeg skal løbe i på søndag, i dag løb jeg i trekvart tights, kort trøje med løbevindjakke udenpå. Det var mere end nok, så jeg må vist både have langt og kort med - heldigvis kan man lyne ærmerne af vindjakken hvis det er nok med lang trøje og vest.

Jeg glæder mig meget både til ferie og til løbet - det bliver så rart at kunne forstå hvad folk siger rundt omkring en. Og selvfølgelig til at møde alle dem jeg har lært at kende, få rigtige ansigter og stemmer på......
Det er nok begrænset hvor meget internet adgang jeg har før jeg kommer til Præstø i næste uge, så der bliver lidt tavst på bloggen.
Vi kommer tilbage efter pausen.......

Lige pludselig....

Er man blevet et år ældre - sådan bare lige i løbet af natten uden at mærke det. Før om morgenen når man bliver vækket før en vis herre får sko på af syngende børn. Og kæmper for at få øjne og bliver rørt over at de selv har sørget for at komme op før en selv. Også mindste-barnet som ellers ikke er til at få ud af fjerene. Nogensinde.

Og jeg som efterhånden har oplevet at jeg ikke rigtig kan huske om det er 48 eller 49 jeg er, hov skal lige regne efter - for årene har ikke så stor betydning mere. Man bliver jo ældre rent kronologisk, men jeg føler mig meget "aldersløs". Nu forstår jeg min gamle mormor som sagde at hun følte sig ung indeni. Dengang tænkte jeg "det er godt med dig, din gamle kone" - nu har jeg det som Tove Ditlevsen som skrev om at der er en ung pige indeni mig.......

Måske er det fordi jeg er så enormt aktiv og har en del planer for fremtiden, jeg glemmer sgu at jeg har pondus og bliver halvtreds næste år. Så jeg er altså 49 fra dags dato og så må jeg se om jeg kan finde ud af det.

Jeg var heldig at Konsulen havde så ondt i knæet at han blev hjemme fra arbejde og derfor ventede med dækket bord så der kunne synges fødselsdagssang. Han taler ikke dansk, men "i dag er det.....s fødselsdag" - den kan han udenad og med stor bravado. Han kommer fra en familie der ikke rigtig fejrer fødselsdage og har skullet lære det fra bunden, men er kommet godt og solidt efter det.

Der kom også et par gaver på bordet. Tænk at man kan blive så grebet af løb så man bare ønsker sig ting til at bruge når det skal trænes. Og fik en i-pod nano (som jeg ikke har det mindste begreb om hvordan man aktiverer - heldigt at der er børn i familien som er født med tekniske evner, som de jo er i den generation) og en camelbag rygsæk (Deuter, 2 l) - så nu er der underholdning og væske på de lange ture som venter forude. Og de bliver virkelig lange.... Mere om det en anden gang når planlægningen er i hus!

Så var der mange telefonsamtaler fra udlandet - ha ha, Dk er jo udland når man bor i Finland! Jeg kommer jo til Dk på fredag og så skal der planlægges hvor, hvordan og hvem. Det er nemlig så interessant at jeg blev delebarn i en høj alder hvor jeg var gift og endda havde et barn. Så det har jeg egentlig aldrig vænnet mig til og synes stadig at det er overmåde pinligt at mine forældre er skilt. For vi var sådan nogen pæne nogen hvor alle de mindre pæne ting blev fejet ind under gulvtæppet i Rungsted og når noget så krakelerer er det sågu svært at være med. Resultatet er at jeg skal fordele vind og vejr lige når vi kommer på besøg og som en anden sigøjner rejser Dk tyndt med kufferter og tasker. X dage her i Hørsholm og x antal der i Præstø. Så ingen bliver kede af det eller føler sig forfordelt. Og den der får stress og mavepine - det er mig, for måske har jeg ikke været retfærdig. De kan kun se mig om onsdagen og de kan kun om torsdagen om aftenen og frem og tilbage og op og ned og jeg må endelig komme hjem til dem - ferie bliver det i hvertfald ikke.

Denne gang har jeg lavet revolution. For jeg meddelte lige fra første sekund at jeg kommer men om søndagen den 7. er jeg optaget hele dagen. For jeg løber nemlig Skovmaren ½ marathon - om jeg så skal gå hele vejen. Men det er mit og jeg giver ikke slip for nogen pris. Og jeg skal også mødes med nogen mennesker jeg er helt syg for at lære at kende rigtigt sådan i virkeligheden. Det har været en kamel for familien at sluge - ikke fordi de ikke under mig den fornøjelse, men fordi jeg er den første og enenste der udøver sport på konkurrenceplan. Det lyder jo flot, som om jeg er elite løber eller sådan noget, det er jeg sgu langt fra, men rent faktisk udøver jeg konsekvent en sport og deltager i konkurrencer - og har godt nok planer som ingen ved noget om endnu men de skal de nok få for 2011 nærmer sig. Der tales nu med ærefrygt og respekt om at "den 7. kan hun ikke noget for der skal hun løbe komkurrence" - og se, det er jeg glad for fordi så forstås det at jeg har et behov for mine ting når jeg kommer. Og jeg skal skam også se gymnasiekammerater og ud at løbe træningsture. Jeg skal løbe steder som jeg kun kender fra cykel og gåture i min barndom og jeg skal løbe i område jeg ikke kender særlig godt - jeg skal ned på Sea Legs Girl's territorium (Turf, sådan på udenlandsk...) i Præstø omegn og det bliver sjovt at opleve noget andet! - og jeg tror at denne gang kommer jeg til at føle meget mere at det er min ferie!

Træning til Skovmaren - ha, det var et morsomt ord. Jo, lidt bliver det til ind i mellem vasketøjet - mellem-datteren skal til Sofia i Bulgarien på onsdag i 4 dage og spille fodbold med skolen, Konsulen skal til Tallin i Estland på onsdag i to dage og jeg skal jo også et eller andet. så sig ikke at vi ikke er en international familie i disse dage.......