De svære øjeblikke

Det lykkedes faktisk at få alt ned i kufferten, trolley og liiige et par plasticposer. Hvorfor er det nu at jeg altid ligner en emmigrant når jeg rejser fra Danmark? Er det mon fordi der altid lige skal være plads til de syv tusind smågaver mormor køber til børnene, de ting hun har købt til mig, de ting som jeg har købt fordi de kun fåes i Danmark og jeg ikke kan leve uden (så som chokofanter og heksehyl), de fødseldagsgaver diverse familiemedlemmer ikke har fået på dagen og nu skal leveres til rette ejermand, de sidste nye bøger jeg har fået/købt (he he, denne gang er jeg rejst hjem med Nynne4, mand hvor jeg glæder mig til lidt afkobling) - eller er det det sidste halve års udgaver af ugebladet Søndag, som min mor abonnerer på (naturligvis kun for at jeg kan få det bagefter) der gør udslaget? Og med skal det bare, alt sammen, om jeg så skal hoppe på kufferten. Blev der sagt. Og med kom det. Hele vejen. Med lidt lugt fra brændeoven og en hel masse hundehår.

Derefter kommer så den allerværste del. Den del der flår mit hjerte i tusind stykker hver eneste gang jeg rejser. I alle de 22 år jeg har boet rundt omkring i verden.
Hvor jeg hader at skulle sige farvel. Hvor jeg hader at føle at mit hjerte bliver trukket i alle retninger som en kludedukke. Hvor jeg i disse øjeblikke bare vil bo hjemme hos far og mor og være lille pige med forudsigeligt liv. Jeg bliver blød indeni og på tårenes rand når moderen insisterer på at lave en madpakke fordi det er så dyrt at købe mad i lufthavnen og hun så har puttet rødkål under pålægget for at det ikke skal falde af rugbrøddet og der er bestik og små sølvpapirspakker med salt og peber og alt er nydeligt og delikat og bare oser af hendes trang til at forkæle, beskytte og vise sin kærlighed. Så får jeg bare lyst til at stige af flyveren, smække nogen en på siden af hovedet og råbe at jeg ikke vil være med til det her liv mere.....

Og så kommer jeg hjem til mine børn som er jublelykkelige over at se mig og spørger om jeg nu har haft det dejligt og hygget mig - for det var jo det der var det vigtige og derfor har de ikke ringet halvtreds gange om dagen, for mor skulle have lov til at nyde sin ferie. Og et hus der er holdt så fint og alt har fungeret, for jeg skal se at det kan de sagtens klare og alle er stolte over egen formåen. Og en Konsul som er lykkelig over at han har været så meget sammen med sine børn, er gået tidligt fra arbejde og nydt at lære dem lidt mere at kende på en anden måde, har hygget sig og ikke mindst lagt en flaske champagne i køleskabet som vi deler indtil kl 01 om natten.

Se, så er det at jeg ved at min skæbne jo er beseglet uanset om jeg vil eller ej. At jeg har mange flyveture forude. At jeg kommer til at sige "på gensyn" mange gange endnu - for det er jo ikke farvel! Og jeg må fortsætte med at dele mig lidt her og der, huske at nyde øjeblikkene og sætte pris på nuet hvor jeg end er - hos den eller den anden. For jeg vil ikke undvære min nogen af alle de mennesker der fylder mit liv med glæde og lys.