tirsdag den 16. november 2010

De svære øjeblikke

Det lykkedes faktisk at få alt ned i kufferten, trolley og liiige et par plasticposer. Hvorfor er det nu at jeg altid ligner en emmigrant når jeg rejser fra Danmark? Er det mon fordi der altid lige skal være plads til de syv tusind smågaver mormor køber til børnene, de ting hun har købt til mig, de ting som jeg har købt fordi de kun fåes i Danmark og jeg ikke kan leve uden (så som chokofanter og heksehyl), de fødseldagsgaver diverse familiemedlemmer ikke har fået på dagen og nu skal leveres til rette ejermand, de sidste nye bøger jeg har fået/købt (he he, denne gang er jeg rejst hjem med Nynne4, mand hvor jeg glæder mig til lidt afkobling) - eller er det det sidste halve års udgaver af ugebladet Søndag, som min mor abonnerer på (naturligvis kun for at jeg kan få det bagefter) der gør udslaget? Og med skal det bare, alt sammen, om jeg så skal hoppe på kufferten. Blev der sagt. Og med kom det. Hele vejen. Med lidt lugt fra brændeoven og en hel masse hundehår.

Derefter kommer så den allerværste del. Den del der flår mit hjerte i tusind stykker hver eneste gang jeg rejser. I alle de 22 år jeg har boet rundt omkring i verden.
Hvor jeg hader at skulle sige farvel. Hvor jeg hader at føle at mit hjerte bliver trukket i alle retninger som en kludedukke. Hvor jeg i disse øjeblikke bare vil bo hjemme hos far og mor og være lille pige med forudsigeligt liv. Jeg bliver blød indeni og på tårenes rand når moderen insisterer på at lave en madpakke fordi det er så dyrt at købe mad i lufthavnen og hun så har puttet rødkål under pålægget for at det ikke skal falde af rugbrøddet og der er bestik og små sølvpapirspakker med salt og peber og alt er nydeligt og delikat og bare oser af hendes trang til at forkæle, beskytte og vise sin kærlighed. Så får jeg bare lyst til at stige af flyveren, smække nogen en på siden af hovedet og råbe at jeg ikke vil være med til det her liv mere.....

Og så kommer jeg hjem til mine børn som er jublelykkelige over at se mig og spørger om jeg nu har haft det dejligt og hygget mig - for det var jo det der var det vigtige og derfor har de ikke ringet halvtreds gange om dagen, for mor skulle have lov til at nyde sin ferie. Og et hus der er holdt så fint og alt har fungeret, for jeg skal se at det kan de sagtens klare og alle er stolte over egen formåen. Og en Konsul som er lykkelig over at han har været så meget sammen med sine børn, er gået tidligt fra arbejde og nydt at lære dem lidt mere at kende på en anden måde, har hygget sig og ikke mindst lagt en flaske champagne i køleskabet som vi deler indtil kl 01 om natten.

Se, så er det at jeg ved at min skæbne jo er beseglet uanset om jeg vil eller ej. At jeg har mange flyveture forude. At jeg kommer til at sige "på gensyn" mange gange endnu - for det er jo ikke farvel! Og jeg må fortsætte med at dele mig lidt her og der, huske at nyde øjeblikkene og sætte pris på nuet hvor jeg end er - hos den eller den anden. For jeg vil ikke undvære min nogen af alle de mennesker der fylder mit liv med glæde og lys.

3 kommentarer:

  1. - det er jo den svære lektie i det her liv. Men nok også en god én. Selvom man tuder, hver gang man efterlader nogen bag sig. Og det gør man jo bare fordi man elsker...

    SvarSlet
  2. Hej Kirsten,
    Håber du er faldet rigtig godt til i Finland, selvom der allerede er faldet sne. Der har også været slud her i dag.
    Kan forstå du er gået lidt i stå med løb? Tja... det er nok også den sværeste tid på året, det er mørkt og rusk og ikke rart at være i. Jeg håber snart vi får noget frost. Men efter jul bliver det heldigvis lysere igen :)
    I dag gik jeg en tur, og fik en lidt skør tanke, men du får den alligevel...
    Tænk lige på at løbe maraton Nice-Cannes... det er der da stil over og sådan lidt lady-like...så tænkte jeg på hvis vi kunne samles og følges ad. Tænk det dejlige vin vi skulle drikke bagefter...Rosé vel.
    Ja ja, det er måske lidt langt ud, men tanken er god på sådan en gråvejrsdag.
    God weekend
    Knus Karina

    SvarSlet
  3. Kæreste Kirsten
    Dét indlæg er nok et af den fra dit tastatur og hoved, som har berørt mig mest. Jeg forstår din splittelse og dit dilemma så godt. Jeg synes, at du klarer det så godt, men jeg kan godt mærke, at du har omkostninger ved den livsstil, som du og din familie har som en følge af Konsulens arbejde. Og så'n er det! Lige nu. Hvis det bliver et stort nok problem, synes jeg allerede, at jeg kender dig godt nok til, at så bliver det ændret til noget bedre. For dig, dine børn og din mand.
    Knus og tanker
    Katrine

    SvarSlet