fredag den 12. november 2010

På sidste vers....

Ja det vil blive min udsigt i aften - bortset fra at det er mørkt og jeg ikke vil kunne se en dyt. Men ferien synger på sit absolut sidste vers og det kan gøre mig trist og alligevel glad for at komme hjem til det kendte og min egen verden. For det er jo ikke naturligt at opholde sig hos far og mor i min alder, og mine egne derhjemme trækker i følelserne. De har haft travlt med at at ønske mig en dejlig ferie og klare alting selv for ikke at forstyrre mor på egne ben. Det sætter jeg stor pris på og har nydt freden og roen - og ikke mindst selvstændigheden.

Toppunktet har helt klart været Skovmaren med de oplevelser der fulgte med. Jeg har ikke fået læst de andres blogge endnu, men her er lidt af mine indtryk..... Jeg startede dagen med at hente Katrine som bor ca 10 minutter fra min far og han havde været så sød at låne mig bilen. Det var en enorm stor følelse at lande i indkørslen og bare se Kartine stå og ligne sig selv i køkkenvinduet (ja ja, hvem skulle hun ellers ligne ik'), det var jo næsten som at være på en blind date kan I nok forstå! Et stort knus og så var vi ellers kørt over til St. Dyrhave - igen en kort tur på 10 min. Der skulle vi lige finde parkerings plads og dem var der ikke mange af, meeen vi er et par konstruktive kvinder og fandt en fin en, synes vi. Der var lidt blødt i rabatten så jeg ville lige tjekke at jeg kunne komme ud igen da jeg skulle bakke opad.....og det kumme jeg ikke. Mudderet sprøjtede i alle retninger og forhjulene gravede sig bare længere ned. Vi kom til at fnise og blev enige om at vi hellere måtte komme ud derfra lige nu mens der var nogen der havde kræfter til at skubbe. Så en flink ung mand skubbede sammen med Katrine - han har sikker tænkt at vi var et par rigtige bimboer og det var jo ikke lige det bedste indtryk at give Katrine. Men hun tog det nu pænt......

Vi fandt en mere vellykket plads og kom hen til startområde hvor vi fandt numre og det hele. Meget velorganiseret og effektivt - om end lidt køligt. Solen skinnede og der var ingen blæst så vejret var virkelig med os. Så skulle vi til at finde de andre - som vi faktisk ikke anede hvordan så ud andet end fra billeder. Men det lykkedes bare så let og det var utrolig sjovt og en fantastisk følelse endelig at se hinanden. Desværre måtte May-Britt til min store skuffelse melde afbud - du var savnet rigtig meget!!!!!! Og jeg håber at det næste gang lykkes også at få dig med!!

Ved starten fes Karina og Helle derudaf - sådan et par seje piger - Katrine og jeg fandt hurtigt et godt og roligere tempo der passede os begge, så vi fulgtes rigtig meget af ruten. I begyndelsen blev vi kontaktet af Susanne som genkendte Katrine fra bloggen og vi fik hilst - hun har også været på besøg herinde - Hej Susanne, det var sjovt at hilse på dig og jeg håber du bliver ved med at komme her! I det hele taget nød jeg så utrolig meget at kunne kommunikere med andre omkring mig, at kunne forstå alt hvad der blev sagt, at føle mig rigtig meget en del af løbet og de andre løbere. Det gav mig så meget overskud at jeg kunne smile til en lidt nedslået gående fyr ude på ruten og sige "kom så, så løber vi lidt igen" og han faktisk hægtede sig lidt på os og kunne følge lidt med.

På et tidspunkt var Kartine lige nødt til at udforske underskoven lidt så jeg fortsatte alene og løbe så selv resten af vejen. Omkring 10 km begyndte mit ben/knæ at gøre forbandet ondt men det lykkedes at ignorere det - selv om de sidste 2 km gjorde så rigtig meget ondt at jeg måtte tage mig enormt gevaldig sammen for ikke at gå. Jeg var træt, havde knivskarpe smerter i musklerne omkring knæ - og derudover gnavende sokker (jeg fandt 4 store fede vabler da jeg endelig fik skoene af). Så det var lidt sejt men bare så dejligt da jeg kom i nærheden af mål og kom i snak med en pige om hvor tætte vi måtte være på mål og derefter spurtede sammen med hende ned af bakken - en rigtig god slutglæde med overskud til at se glad ud! Og Helle ventede med et knus og Katrine kom lige efter mig. 2 timer 15 minutter - det er ok når det gjorde så ondt i det møgben - men jeg er lidt selv om det gordi jeg ikke har lavet mine øvelser.....Så lærte jeg det! Karina tog hele marathonen og Helle ventede på hende mens vi andre tog hjem til Katrine til varmt bad og te inden jeg kørte hen og hentede Karina - for Helle kørte naturligvis på cykel!!!
Der vil komme fortsættelse med billeder når jeg er kommet til Finland - nu bliver jeg nødt til at pakke hvor nødig jeg end vil.......Hvordan skal der blive plads til det hele.....

3 kommentarer:

  1. Hej Kirsten
    Håber du havde en god rejse hjem.
    God beretning fra dagen i Hillerød :-)
    Det var rigtig hyggeligt at få hilst på dig, jeg har jo fulgt dig lige fra starten af din blog, og det bliver bestemt sjovere nu hvor jeg har mødt dig.
    Hvordan går det med knæet, har du mærket noget til det efterfølgende? og vablerne?
    Mange hilsner
    Susanne

    SvarSlet
  2. Hej Kirsten,

    Dejligt at du er tilbage på bloggen! og TAK FOR SIDST :)
    Det chokolade der, er helt forrygende.
    Jeg tænker meget på hvordan vi kan ses næste gang. Hvad skal vi finde på osv. Mulighederne er der jo masser af.
    Jeg glæder mig også til at læse om dine erfaringer med maratontræning og de lange ture. Det er godt at få inspiration fra hinanden.
    Lige nu tager jeg det lidt afslappet. Men i går løb jeg en lidt længere tur og det var dejligt. Det er skønt at løbe uden program og af lyst. Men men.... jeg bliver nok snart utålmodig og vil lægge nye planer ;)
    Hav det nu godt der oppe i nord
    Knus Karina

    SvarSlet
  3. Hej Kirsten
    Dejligt at læse noget fra din hånd igen. :-) Det var bare stort, at du var her, at vi fik løbet sammen og fik spist lidt mad og hygget og snakket og sludret og og... Vi gør det igen. ;-D
    Jeg glæder mig til, at vi forhåbentlig kan være en støtte for hinanden med maratontræning og nyde godt af hinandens erfaringer.
    Knus Katrine

    SvarSlet