Lav det selv til en god dag!

Tak for jeres opmuntrende kommentarer og også ganske kloge råd. Det er dejligt at få noget feedback på sine brokkerier selv om jeg er bange for at det snart hænger læserne ud af halsen! Og det er jo så evig rigtigt: Hvis det stresser mig at have et marathon hængende over hovedet så udsæt det. Det er jo nok det jeg i hvert fald sådan lige i øjeblikket skal gøre, for det der program der ikke bliver fulgt er efterhånden helt til grin. Der er heldigvis flere af dem, feks. er der jo Helsinki Marathon den 20. August, Espoo Strandmarathon i September og mange flere. Og jeg kom faktisk ud fredag aften, hentede Konsulen ved toget og gav ham bilen - så løb jeg hjem. Det er en ganske fin tur på 7 km, så mine tre ture kom i hus sidste uge selv om det samlede km tal ikke sneg sig op over de 20 km.

Og vinteren er streng i Finland, sådan på den indædte måde. Vi har faktisk stadig mindst en meter sne alle vegne og selv om det er flot, så synes jeg at "been there, done that" vist er mest passende til at beskrive situationen.

En bekendt fortalte at når hun sendte sine drenge i skole om morgenen og ønskede dem en god dag, så klagede de altid at det ville helt bestemt blive en møg-dag. Hvorefter hun svarede "Jamen så lav det til en god dag - du bestemmer". Det kunne være man skulle prøve at tage skeen i den anden hånd og gøre som fru E anbefalede i lørdags: Spise Ølefanten i små bidder.....

Så jeg vil begynde ugen med at træne sammen med Konsulen og Ældstesønnen. Måske det kan blive til en gang Bodypump langt om længe, jeg har mange gange forgæves prøvet at få en time passet ind i fællestræningen - er overbevist om at det vil være godt at få opstrammet hele stellet så det kan holde til lidt mere. For der rumsterer da tanker i baghovedet om at man kan træne to gange om dagen - morgen / sen eftermiddag - for at få nok km i benene. Men det kræver altså gode ryg, mave og baldemuskler for ellers kan det gå helt galt.

Til sidst vil jeg gerne ønske en af læserne god bedring og håbe at han snart kommer på banen igen. Steen skal opereres i knæet og hvis der er nogen der var motiveret for at løbe et marathon, så er det vist ham. Nu må han desværre udsætte drømmen et godt stykke tid og jeg vil varmt anbefale ham at fortsætte sin blog og fortælle hvordan det går fremad. Det vil styrke ham og huske sådan nogen som mig på at vi skal være taknemmelige for (og passe på) helbredet - og sige tak for at det kun er motivationen og vejret der er i vejen. Som Chris MacDonald siger: Stay Strong!!

Nøøørj for en uge...

Jeg bryder mig faktisk ikke særlig meget om mig selv lige i øjeblikket!

Jeg plejer at være et meget glad menneske der normalt kan se humoren i meget af det andre overhovedet ikke synes er sjovt, plejer at være utrolig positiv og have nemt ved at komme over de små hurdler som livet giver.

Men jeg synes nok at jeg er ualmindelig negativ i de sidste uger (det føles som måneder) og går rundt og ligner ham her:

Og det er ikke så sjovt når man plejer at være sådan en:Det er bare svært når man konsekvent har uger som i gennemsnit ser ud som denne her: Mandag faldt yngstebarnet i skolen og slog højre arm - hun brækkede den venstre for ca et halvt år siden (ved at falde i skolen....). Resten af dagen gik med at observere hende og alt det andet løse der findes i en familie med 5. Fik dog løbet 7 km om aftenen i så meget hvinende frost og nyfaldet sne at jeg hellere skulle have haft skøjter på.

Tirsdag formiddag blev brugt på at tage barnet til klinik hvor røntgenapparat var ude af drift så vi liiiige måtte køre et andet sted hen, blive røntgen fotograferet og prøve at få noget diagnose og kommunikation i gang på et eller andet fælles sprog. Heldigvis var armen ikke brækket og barnet kunne bugseres i skole og jeg på arbejde, børn til fritidsaktiviteter efter skole. Kom i fitness og løb en kortere tur på bånd mens jeg ventede på børn. Kom hjem kl 17:30, fik rusket noget mad sammen, hentet Konsulen fra toget, hjulpet med lektie læsning, vasketøj......you name it.

Onsdag efter arbejde hentede jeg mellembarnet fra skolen, til opfølgende blodprøver før operation, tilbage til skolen for at hente de andre, hjem kl 17:20 - program som dagen før, mere død end levende og kan absolut ikke overskue at bevæge mig ud i kulden.....

Torsdag på indkøb efter arbejde, hente børn på skolen kl 17:15 efter aktiviteter og så næsen hjemad hvor vi ankommer kl 17:50. På vejen får Mellembarnet et galdestensanfald og jeg sætter speederen i bund på de Finske skøjtebaner der gælder for veje - for vi skal hjem og få medicin. Vi har piller med men hun kan ikke sluge piller i forvejen og uden vand er der ingen chance. Anfaldet varede i 1½ time og at stå som mor og se sit barn hyle af smerte og sige at hun bare vil dø fordi det gør så ondt - det er ikke morsomt. Og der er ikke andet at gøre end at vente på at det går over. Om det var fordi hun fik pillerne lidt for sent eller hun ikke tog nok - det ved jeg ikke men de hjalp ikke. Midt i det hele måtte jeg hente Ældstesønnen fra toget, prøve at få slæbt 8 indkøbsposer ind og tømme dem, lavet noget mad til de overlevende familiemedlemmer. Ved 19:45 tiden er der ro over feltet, dog skal Konsulen skal hentes ved toget på et endnu ukendt tidspunkt. Ville det være forkert at sige at det der med at løbe i de -10 grader udenfor var virkelig langt nede på prioriteringslisten? I don't think so.... Selv om at det sikkert ville have været rigtig sundt for sjælen og livet i det hele taget hvis jeg ellers ville have været i stand til at flytte korpuset efter dagens strabadser. Og det var endda barnet der led allermest!

Hvordan fanden er det så egentlig at jeg skal blive parat til at løbe et marathon i midt Juni på denne her måde? Enten sætter mit højre ben sig i klemme med sine ådssvage svage muskler -sener eller også bliver jeg nedlagt af livet i al almindelighed og vejret i særdeleshed. Det stresser mig bare helt helt ud på overdrevet, påvirker mit humør og nedbryder min evne til at tage tingene lidt mere ovenfra. Den ambition og beslutning om at løbe mit første marathon i år ser jeg nu glide langsomt hen imod en korsvej med skiltene "ikke i år" og "vi bliver ved de halve". Det kan jeg selvfølgelig også godt, der er jo nok at arbejde på - men hvor er muligheden for overhovedet at følge et program for slet ikke at nævne muligheden for at løbe de 4-5 gange jeg så gerne ville????

En ven er kommet hjem

Patienten er langt om længe blevet udskrevet .

Det viste sig at Windows Vista lige havde lavet et Kamikaze-stunt og som de så venligt skrev til mig fra computer laboratoriet:
"Windows Vista update has corrupted the system files. This is very unfortunate but also very typical problem with Vista and it has been a wide spread problem a long time for many users".

Det er jo morsomt at skidtet ødelægger sig selv under en selvbestaltet updating.
Men så er I advarede, det kan altså bare pludselig ske uden nogen forvarsel.

Så husk lige den der Back-Up.......

Og nu ved jeg hvad jeg skal lave i weekenden - geninstallere hele skidtet, Genintallere alle mine Documents, oploade billeder fra 3 kameraer, downloade Skype og Garmin Træningscenter, finde favoritterne........

Dyre-ven???

billede lånt fra http://www.vanboerneblog.com/

Forleden følte jeg mig som en hav-gasse, jeg er altid en læse-hest og en bog-orm - og i går følte jeg en indre brok-ugle der talte temmelig højt. Hvis jeg bliver ved på den måde har jeg snart været hele dyreriget rundt og kan tilbyde at afløse Dr. Lieberkind. Mangler vist egentlig bare Smat-Soen og Klimakterie-Silden for at afslutte cirkelen - men de indfinder sig vel når den tid kommer.

Men jeg var en flink brok-ugle der holdt det hele indenbords så ingen uskyldige sjæle led overlast. Selv om det vist ikke anses for sundt.

Se, der er nemmelig en hel del ting der går mig lidt på og som ikke rigtig kan kontrolleres - når man er kontrolfreak er det næsten den største straf man kan få.

Mellembarnets skæbne betyder at vi skal prøve at holde hende fri for galdestens anfald i en måned - dvs. kost der er super sund og mager. Nu er hun i forvejen (alt for meget) for rund og det er en glimrende lejlighed til at få ryddet op i hendes dårlige vaner og få hende til at forstå at det er alvor når Moderen tordner om sund livsstil. For at Lillesøsteren også skal forstå at hun skal passe på. Hvordan får man manipuleret med familiens gen-pool når det er et faktum at Faderen er fra en familie hvor alle lider af udtalt overvægt? Min svigermor er typen hvor det er nemmere at gå hen over end at gå uden om hende. Så vi har en far og en pige der for runde, samt endnu en pige der skal til at tænke sig om. Og så en mor og en søn der har en helt anden kropsbygning hvor morfaderen har doneret sine gener. Jeg mener, Mellembarnet har lige fået målt et BMI på 26 og jeg har et BMI på 19,9.

Og jeg går rundt og føler mig skyldig fordi hun er kommet dertil hvor hun er. Og jeg synes egentlig at jeg er et godt eksempel for mine børn mht. mad og sport. Men jeg kan jo ikke kontrollere hvad hun spiser når jeg ikke ser det og jeg ved at hun ofte har haft fingrene i kagedåsen når jeg ikke er hjemme eller i skolen - kun apellere til hendes forståelse samt sende hende på exercits-marcher i fritiden. Men nu tror jeg nok at det er feset ind på lystavlen og hun har faktisk allerede tabt et kilo.

Det kræver bare en hel masse af mig at sørge for sund mad hver dag og aldrig lade mig friste af nemme løsninger. Fordi der også er nogen der er kræsne. Men jeg gør det uden at sige en lyd og i samarbejde med dem alle sørger jeg for madpakker og middage efter alle kunstens regler.

Der er også nogen personlige valg omkring vores tid her i Finland og fremtid som vi er nødt til at tage stilling til. Det er valg der vil have indflydelse på vores og børnenes fremtid, og det er meget svært fordi man jo ikke altid ved hvad konsekvensen bliver. Sådan er det selvfølgelig for alle mennesker og nogen gange tror man at et valg er så godt og så viser det sig at det overhovedet ikke bliver som man troede. Til dels er disse valg ikke op til os men op til det ministerium der har sendt os herop - og så er det næsten værre for man er helt afhængig af nogen andres forvaltning af ens liv.

Jeg plejer at kunne løbe mig ud af sådanne bekymringer. Plejer at kunne rende rundt i underskoven og få tankerne luftet. Få fred i sjælen. Og ikke plage andre end mine læsere. Nu er det så bare sådan at jeg har været lidt småskadet og der jo også liiiige det der vintervejr - som jeg overhovedet hele taget slet ikke vil begynde at brokke mig over for det er det ikke værd. Konklusionen er bare at jeg ikke har kunnet løbe jævnt som jeg plejer, har ikke fået den friske luft og egentlig bare er sunket ned i noget sløvsind med lidt indendørs træning.

Og det er IKKE GODT FOR MIG. I går tror jeg det lykkedes at forstå hvorfor.

En indendørs bane giver ikke luft. Den giver ikke variation. Den giver ikke udfordring andet end kampen for at holde ud at løbe på den. Men det vigtigste er nok at den ikke giver det der hedder "relief" på engelsk. Den får ikke spændingerne ud af kroppen, den laver faktisk bare nogen flere. Der er masser af andre løbere - der får mig til at føle mig gumpetung og langsom. Masser af klubber med unge der fiser af sted på intervaller og sprint. Seje mænd der drøner rundt.Og jeg KAN IKKE abstrahere fra det. Kan ikke være ligeglad og løbe mit eget løb, springe op og falde ned på de andre -for der er så mange af dem. Kan ikke lade være med at sammenligne mig med dem. Gør mig nervøs og får mig til at tvivle på om jeg nogen sinde bliver i stand til at løbe marathon - for de andre er jo så gode. Og det ødelægger min løbeglæde.

Jeg mangler ensomheden og freden, jeg mangler det at blive afskåret fra omverdenen og bare løbe, løbe, løbe med mig selv. Mangler at føle naturen, at føle mig selv. Mangler at overkomme forhindringerne ved at løbe langt, at føle triumfen når jeg har gennemført en opgave jeg har sat mig selv. Mangler at komme tilbage til følelsen af at jeg gerne vil være bedre og hurtigere og nok skal blive det - i mit eget tempo som passer til mine evner.

Løsningen? UD i vejret, tage de distancer og det tempo jeg kan - intervallerne og bakkerne skal nok stadig være der når det bliver forår......

Et af løberlivets højdepunkter.....

......er når man er så heldig at få en af de der fantastiske ture hvor man har gode ben og bare løber og løber. Det havde jeg ærlig talt ikke forventet efter at have løbet højst 4-6 km ad gangen i et alt for langt stykke tid - både pga min dumme Ilio-Tibial Sene som har lavet knuder og af simpel ugidelighed når det har skullet være indendørs løb.


Lørdag var iskold med -16 grader og klart vejr og jeg fik den smukkeste løbetur i vindstille stjerneklar frostnat med måneskin der farvede sneen i en hemmelighedsfyldt blå farve. Jeg lånte noget løjpe af skiløberne og den eneste lyd var knirken fra mine løbesko og pigsålerne - månen lyste så stærkt at jeg kunne løbe helt frit også på de steder hvor der ikke var sti-belysning.
Uden at lægge mærke til det havde jeg løbet 14,5 km - og jeg som troede at jeg ikke vil kunne blive klar til sommer og at jeg slet ikke kan løbe længere ture mere......

Men hvor jeg glædede mig over at være priviligeret og kunne løbe, glædede mig over den smukke oplevelse og over følelsen af at kunne blive ved i en uendelighed.
Måske ville jeg dog have sat pris på et par depoter med varm cacao - selv om jeg ikke normalt indtager noget på sådanne halvlange ture - men der var et par steder hvor jeg gerne havde sat mig i sneen og bare nydt at studere stjernehimmelen......

Det gav rigtig mange point på selvfølelsen og en masse blod på tanden, fik jo husket hvor dejligt det er at løbe ude i den friske luft og at bevæge sig ordentligt. Og set hvor meget ryddet sti- system jeg har til rådighed, jeg burde skamme mig over at løbe indendørs!! Selv om min sene knurrede til sidst. Og brokkede sig i går da jeg lige tog en kort tur - der blev meget kort da selv jeg kunne indse at det måske var klogt at hvile og gå for ikke at blive neutraliseret igen!

Tak for alle de søde kommentarer omkring Mellempigens operation. Vi har fået en dato til den 16. Februar, der er ikke plads før. Det vill selvfølgelig være rart at få det overstået, men nu får hun lidt tid til at bearbejde tingene. Vi taler meget om det der skal ske og jeg kan heldigvis forklare mange ting i detaljer fordi jeg selv har været elev på operations gangen. Vi har også fået nogen piller til brug hvis der kommer et galdestens anfald selv om hun ikke plejer at kunnne sluge piller (alternativet var stikpiller, så synes hun hellere at hun vill prøve at sluge noget...). Hun fik lidt ondt i lørdags og klarede at få en pille ned. Den hjalp heldigvis og nu er vi alle mere rolige ved tanken om at der findes noget til at klare et anfald selv om der er ventetid til operationsdagen!

Øjenåbner No. II

Her vandrer man fredeligt rundt i sin egen lille egoverden og synes ikke at man gider noget, og tillader sig at være sur oven i købet. Fedter omkring i sine egne tanker omkring løbetræning, styrke træning, mangel på muligheder for det samme, bliver man overhovedet klar til marathon i juni - alle disse dejlige selv-centrerede cirkler.

BOOOOIIIINNNNNGGGG!


Velkommen tilbage til verden (siges med stort kunstigt smil).

Mellemdatteren har i ca to måneder haft nogen mave problemer. Da hun var i Bulgarien med fodboldholdet var hun på hospitalet to gange med stærke mavekramper - mens hendes ansvarsfulde mor hyggede sig i Danmark og løb halv marathon....Der blev lavet utralyds scanning og taget blodprøver, men ikke fundet andet end en masse luft. Da hun er lidt i rundbuestil var alle overbevist om at det nok var det der så smukt hedder "indigestion" - altså lettere overdrevet indtagelse af diverse ucencurerede fødevarer sammen med veninderne.

Siden har hun haft et par lette symptomer, noget der mest mindede om irritabel tyktarm. Med en masse luft som hele familien har nydt godt af.....Jeg har så herset med hende omkring hvad hun må og ikke må spise, motion osv osv.

Natten til tirsdag havde hun pludseligt et heftigt anfald af mavekramper og kastede op et par gange - og vi var vågne det meste af natten naturligvis. Da vi af erfaring ved at det går over og der ikke var nogen feber, ventede vi på morgenstunden og tog til lægen. Da havde hun sovet et par timer og var helt fin igen. Finnerne har et af de bedste sundhedssystemer, så i løbet af et par timer havde vi fået lavet ultralyds scanning, taget blodp og urinrøver samt givet tid til lægen igen næste dag for at få resultater. Da vi kom i går fik vi så at vide at hun har galdesten og skal opereres så hurtigt som muligt. Det er ret sjældent hos børn og lægen havde allerede booket tid for os en time senere hos kirurgen. Han viste sig at være meget meget sød og tålmodig over for barnet der var brudt hulkende sammen ved udsigten til at skulle opereres og havde gode svar på alle hendes spørgsmål. Kirurgen er chefen på universitets børnehospitalet og vil selv operere hende for selv om de laver en del af disse kikkert maveoperationer på børn, laver de ikke ret mange galdeblærer. Vi føler os i gode hænder og får en dato for operation en af de nærmeste dage.

Så får man lige noget andet at tænke på end ego-cirklerne! Good Morning!!

Og bliver så rystet at man endda fik lagt vasketøjet sammen i går aftes......

Mon vi når det?

Så har vi da heldigvis lidt tid endnu til træne os op......

http://www.berlingske.dk/viden/den-endelige-verdensrekord-899

Havgasse....

Hvorfor er jeg så sur?

Er det fordi jeg synes at det hele vokser mig over hovedet i øjeblikket - sådan rengøringen der ikke bliver nået, rodet der skal ryddes op, køkkenet der hele tiden ligner en slagmark (selv om jeg konstant skråler at der skal sættes i opvaskemaskinen - så meget at ældstesønnen er begyndt at råbe af sine søstre når de ikke følger ordrer), vasketøjs bunken der gror, beslutninger om aftensmaden der både skal være sund og mættende, nye ting der hele tiden skal "tages sig af"?

Hvis det bare er de ting, hvorfor gør jeg så ikke bare noget ved dem? Fordi jeg f###### ikke gider. Jeg vil hellere træne og løbe eller sidde i sofaen med en god bog og ild i pejsen. Gider ikke, orker ikke, vil ikke! Så er det sagt. Og så længe jeg har det sådan, bliver det nok heller ikke meget bedre.

Faktisk er der endnu en rigtig god og rimelig grund til at være sur. Min egen computer har nu været komatøs i næsten en måned. Selv om jeg har sådan noget ekstra-garanti hvor Hp kommer og henter skidtet og returnerer efter reparation. Tror man i hvert fald når man betaler 114 Euro for den slags. Men så let slipper man ikke. Nææh, det skal lige registreres. Hvor henne? Nååårrh bare henne i Indien. Det er nu 3 uger siden, så måske kører den der registrering hele vejen i rickshaw? Og stopper under vejs til lidt rice-and-curry i Delhi? En kop Chai i Mombai? I mellem tiden bliver jeg sat i gang med at lave selv-check på min pc over telefonen - det tager kun ca tre ½ time hvor man er nødt til at være i nærheden for at operere forskellige funktioner under vejs. Og "sådan et resultat har vi aldrig før set, så vi kan ikke sige hvad der er galt". Og da de endelig har lyst til at komme og hente den så bliver det måske i dag. Men de ved ikke hvad tid. Og ved de nu hvad? Nu tager jeg mit hvide lyn hen til den butik hvor jeg købte den og så kan de tage turen mod Hp. For jeg gider ikke mere. Jeg er revnende ligeglad hvor lang tid "ekstra" det tager (det var den besked jeg fik først, "meget bedre at gøre det direkte mod Hp"), jeg er alligevel computerløs og må låne mig frem - så det kan jeg gøre et par uger til! Har fået nok af deres service.

I går vågnede vi op til tøvejr. Det lyder jo umiddelbart herligt - bare ikke så helt meget når man har de snemængder vi har. Altså selvfølgelig skal det jo tø på et eller andet tidspunkt, og så der det godt at have været forberedte på hvordan det vil foregå. For det kommer til at foregå. Al den sne der feks. ligger på gårdspladsen plejer at være hård og man kan køre på den. Når det nu er tøvejr synker sådan en tons penge af en bil ned i sneen. Dybt ned. Og kan ikke køre. Og sneen der ligger på taget og på garage ikke alene smelter og drypper, den tager tilløb og sætter rystelser i gang i huset så man tror der er jordskælv før den glider larmende ned ad taget og lander med et dubt brag. Faktisk er der nu to lange fine revner i væggen ved siden af skorstenen på første sal. Det er meget sne der kan ligge på taget af et hus og vi er meget glade for at det falder ned på siden i haven hvor vi alligevel ikke kan komme fordi der ligger sne i lårhøjde. For det kan godt være at en barne-hals ikke helt er konstrueret til at få sådan en overraskelse ned over sig. Vejene er blevet lidt snefri, men fortove og stier......Tyndt lag is med vand på, klistret havregrød eller dybe bundløse vandpytter - der er frit valg.

Det er nok også en grund til at være sur. Jeg troede at nu hvor jeg kan løbe igen så ville jeg kunne tage noget længere tur udenfor for det er ikke så sjovt at løbe indenfor vel? Det ved vi godt ik'? Men selv om det er tøvejr i dag og i morgen, så bliver det hård frost med snevejr i overmorgen og fremad- og så bliver det først rigtig sjovt at færdes....

Så det hele er nok sådan en slags januar-brokkeri og den slags skal man jo ikke tage alt for alvorligt. Jeg holder lav profil for ellers er det synd for min familie, og jeg kan jo ikke engang tage ud og løbe en tur for at få det ud vel????

Øjenåbner

Kender I det at man får en åbenbaring lige i synet? Sådan smask i bærret så det hele runger, dingler, svirper rundt og så kommer på plads igen?

Så det føles lige sådan her:

Da jeg var henne og løbe på min indendørs bane for en uges tid siden eller sår'n, var det blevet mørkt. Og så kan man se spejlbilleder af sig selv i vinduerne - i stedet for at kigge ud på den pæne sne og de parkerede biler. Havde jeg vist hvad jeg ville få at se, havde jeg nok taget mørke briller på. Eller skyklapper. På den anden side havde jeg så ikke fået den hersens øjenåbner.

Pludselig var der et spejlbillede af en kvindelig løber der løb foroverbøjet som om hun havde en rollator mellem hænderne og med et grødhoved der dinglede i en farlig vinkel foran kroppen. "Hun skal da passe lidt på at hjernen ikke løber ud" tænkte jeg før jeg lige fik fat i den lille detalje at det f###### var mig selv der kom storkende som et løbsk alderdomshjem.

Ja, så er det jo bare at jeg kan sige tak til mig selv for svage bækkenmuskler, øm lænd, splatne baller, ondt i ryggen, overanstrengt Ilio-Tibial Sener og alle de andre skavanker. Når man løber i sådan en positur kan man ikke blive andet end skadet, for sikken en ordentlig ekstra dødvægt det giver til hele projektet.

Der blev ordentlig studeret løbestil hos andre løbere og det kan man godt lære en hel del af. Hvem det er der løber ubesværet og bare bliver ved, og hvem det er der nulrer af sted med underlige kropsbevægelser. Ikke fordi jeg skal gøre sjov med nogen - det kan jeg over-hele-hovedet ikke tillade mig - men det er lærerigt.

Nu løber jeg med ret ryg og hovedet op, blikket fremad og laver "body-tjek" for at se om positionen er på plads (det er jo også bare det der står alle steder hvor nogen fornuftige mennesker skriver om løb, men jeg har åbenbart behov for at lide før jeg lærer). Og løber rigtig meget hurtigere og glidende end før, føler mig bedre tilpas....

Og leger fitnisse bagefter for at styrke alle de muskler som burde være mine venner og støtte hele karosseriet - så jeg kan løbe meget meget langt som jeg så gerne vil når al det her vinter er gået væk!!