Da jeg var henne og løbe på min indendørs bane for en uges tid siden eller sår'n, var det blevet mørkt. Og så kan man se spejlbilleder af sig selv i vinduerne - i stedet for at kigge ud på den pæne sne og de parkerede biler. Havde jeg vist hvad jeg ville få at se, havde jeg nok taget mørke briller på. Eller skyklapper. På den anden side havde jeg så ikke fået den hersens øjenåbner.
Pludselig var der et spejlbillede af en kvindelig løber der løb foroverbøjet som om hun havde en rollator mellem hænderne og med et grødhoved der dinglede i en farlig vinkel foran kroppen. "Hun skal da passe lidt på at hjernen ikke løber ud" tænkte jeg før jeg lige fik fat i den lille detalje at det f###### var mig selv der kom storkende som et løbsk alderdomshjem.
Ja, så er det jo bare at jeg kan sige tak til mig selv for svage bækkenmuskler, øm lænd, splatne baller, ondt i ryggen, overanstrengt Ilio-Tibial Sener og alle de andre skavanker. Når man løber i sådan en positur kan man ikke blive andet end skadet, for sikken en ordentlig ekstra dødvægt det giver til hele projektet.
Der blev ordentlig studeret løbestil hos andre løbere og det kan man godt lære en hel del af. Hvem det er der løber ubesværet og bare bliver ved, og hvem det er der nulrer af sted med underlige kropsbevægelser. Ikke fordi jeg skal gøre sjov med nogen - det kan jeg over-hele-hovedet ikke tillade mig - men det er lærerigt.
Nu løber jeg med ret ryg og hovedet op, blikket fremad og laver "body-tjek" for at se om positionen er på plads (det er jo også bare det der står alle steder hvor nogen fornuftige mennesker skriver om løb, men jeg har åbenbart behov for at lide før jeg lærer). Og løber rigtig meget hurtigere og glidende end før, føler mig bedre tilpas....
Og leger fitnisse bagefter for at styrke alle de muskler som burde være mine venner og støtte hele karosseriet - så jeg kan løbe meget meget langt som jeg så gerne vil når al det her vinter er gået væk!!
He he, Kirsten, jeg kom altså til at grine af dine ord! Ja, det har da været lidt af en øjenåbner, men ikke så galt, at det ikke var godt for noget! Det er nok værd at tjekke sin kropsholdning - også når man løber! ;) Jeg kan i øvrigt varmt anbefale fysiobolden til at træne bækkenmuskler med! Bare at sidde på den hver dag styrker og jeg kan mærke stor forskel. Ja, faktisk kan jeg også mærke, at jeg er blevet stærkere i lænden!!! Så min kære bækkenskade har jo også været godt for noget. Styrke og balance!
SvarSletNu glæder jeg mig bare til rene veje igen, så jeg kan få årets første løbetur, men den lader nok vente på sig! Så er det jo godt, at der andre ting at træne på imens!
Knus til dig
Ha,ha jeg kan levende forestille mig, hvad du så der i vinduet.Jeg har tit tænkt, hvordan mon jeg løber i forhold til en optimal løbestil. Jeg har set mange forskellige og morsomme løbearter og og tænkt hvad der mon er rigtigt og mest holdbar mht at løbe vedholdende og længere. Ved Asserboløbet kom jeg da starten gik og løb derfor sidst. Altså løb jeg sammen med en sød løbetræner der sørgede for at alle kom helskinnet igennem de 8km. Da jeg hverken var særlig rutineret eller hurtig, begyndte han efter min tilladelse at korrigere min løbestil. Det jeg husker bedst var at han sagde jeg skulle løbe med hænderne ved mine hofter som jeg havde et u-kogt æg i hænderne. Dernæst om jeg havde prøvet at stå på langrend..?.Joo... det kendte jeg godt. Så det prøver jeg på når jeg øver mig i løbestil. Måske kender du andre gode råd,så vil jeg da gerne lære dem :o) Kh Helle
SvarSletNetop løbestile er der jo utroligt mange af - og ingen tvivl om at nogle er mere energibesparende end andre. Godt du lige blev "vækket" og kunne få rettet dig op igen - kan du så mærke forskel på letheden i dit løb nu?
SvarSletVH Gitte
Søde sveske - jeg er ikke i tvivl om, at det er dig selv du har set. For det skriver du jo. Men jeg har også løbet godt 10 km ved siden af dig, og dér lignede du overhovedet ikke et aldersdomshjem uden rollator. Måske er det indenfor og andet underlag? Eller var du træt? :-) :-) Nå men hvorom alting er, så tror jeg, at vi løber mere eller mindre "sjusket" af og til. Pga. træthed, skader, manglende træning, you name it.
SvarSletOg til sidst - tak for dagens grin. Vi kan ikke få nok kvinder med selvironi.
Knus fra mig
Håber at din mere lodrette stil hjælper på lænd og bækken. Bortset fra intensiv fysioboldtræning er der intet andet end løb, som har kunnet stramme mit bækken op og hjælpe mig med at holde mine rygproblemer væk.
SvarSletSå bare smid rollatoren ud af vinduet ;-).