Logistikken på plads

Som Katrine så diplomatisk udtrykker det, så er det meget spændende med et nyt ½ marathon så tæt på det første. Man kunne også sige at det er skørt, men man skal jo smede mens jernet er varmt og jeg har det sådan at jeg synes det gælder om at få så mange indenbords og så megen erfaring som muligt, før vinteren er over os. Men jeg har det faktisk helt fint med idéen, føler egentlig også at formen er god nok - sidste uge løb jeg alt i alt 30 km selv om det var på dage tæt på hinanden og denne uge to korte ture i roligt tempo.

Jeg glæder mig og er meget rolig, nu ved jeg jo hvad der venter mig. Under træning har jeg prøvet at presse mig selv lidt mere og har jo forbavsende nok opdaget at selv om det gør lidt ondt eller er lidt ubehageligt, så sker der faktisk ikke noget andet end at det går over og at jeg godt kan mere end jeg tror.
Det vigtigste er at finde et tempo der ikke vil ende med kvalme og jeg tror at jeg vil løbe mere på fornemmelsen i stedet for at hænge i en klokkestreng, for jeg løber hurtigere når jeg ikke kigger på uret.........Lidt ulogisk, men min fornemmelse plejer at være ret nøjagtig.

Logistikken har været lidt problematisk. Familien vil nemlig sætte sig i bilen med mig kl 09 lørdag morgen for at køre den 1½ time det tager at komme til Hanko. Så denne gang har jeg min egen fanklub med. Jeg skal være der senest kl 11 for at få mit startnummer. Den ½ starter kl 13 og den hele marathon har start kl 12 - de løber ruten 2 gange. Og så blev yngste pigen pludselig inviteret til pige-tøse-aften med overnatning fredag og med afhentning kl 12 lørdag - da var gode råd dyre for venindens familie har andre planer for dagen end at babysitte mit barn. Og barnet var jo ulykkeligt i en loyalitetskonflikt , hun burde jo komme og studere Moderen drøne rundt i den Finske underskov men ville meget meget hellere være sammen med veninderne. Jeg har så været i gang med at involvere en anden veninde, naboer og Fandens Oldemor - har formodentlig bedt om tjenester som jeg kommer til at tilbagebetale de næste hundrede år....... Men mit løb hverken vil eller kan jeg lave om på.

I sidste ende bliver hun hentet sammen med sin bedste veninde af hendes moder og transporteret som ekstra bonus til endnu en overnatning hos hendes mormor - sammen med hunden. Og det med hunden er nok det største trækplaster! Så pludselig skal mit yngste barn være væk hele weekenden - det er meget mærkeligt for det plejer at være de store der er væk mere. Men det vil jo bare foreberede mig på hvad der venter i de kommende år.

Vejrudsigten for Hanko på lørdag har set noget speget ud, det gør disse langtidsvarsler jo tit. Men lige i øjeblikket ser det ud til at blive ret perfekt. Det er nu meget rart for så bliver familien ikke gennemblødt og jeg behøver ikke at have dårlig samvittighed over at slæbe dem med - selv om de nu selv insisterer! Hvis jeg kender Konsulen ret, så vil de finde gode steder til kaffe, kage og en enkelt øl - mens jeg pløjer mig vej gennem det ukendte terræn. De skal nu nok være på ruten til tiden og give mig al den støtte de kan og der vil komme mange billeder ud af det.
Det der ukendte terræn er nok noget af det jeg glæder mig mest til, jeg elsker at løbe en rute jeg ikke kender og se nye steder. Når jeg ikke ved hvordan ruten går bliver jeg også mindre træt fordi jeg ikke løber og forudser bakker, kedelige strækninger osv. Det eneste jeg ved fra tidligere års billeder er at der er en ret ubehagelig stejl bro der skal forceres vist nok på den sidste strækning - men det kan jeg jo så passende forberede mig på mentalt.

Ugen der var

Den forløbne travle uge blev sådan fordi det pludselig var nødvendit at have en frygtelig masse middagsgæster.

Vi havde inviteret onsdag aften (en af vores helligdage) og da en vigit gæst ikke kunne komme - ja så blev han iviteret til fredag. Nå, jeg går fredeligt i supermarkedet mandag tidlig aften da Konsulen ringer og glad fortæller at han lige har inviteret en gæst til middag i morgen tirsdag. "Hva' Hvad HVAD????" skreg jeg - for det viste sig at være en meget fremtrædende og mediekendt kvinde. Vældig interessant og vældig stressende, for hvordan brygger man en nydelig middag sammen næste dag når man lige har børn og arbejde og gerne synes at det skal være ordentligt - for hun er sikkert vant til alt muligt fantastisk.

Efter et mindre sammenbrud samlede jeg håndklædet op og tørrede sveden af (i stedet for at kaste det i ringen - lige som man får kriser under løb ik'?) - og fik organiseret hele baduljen.

Og vi fik sådan en fantiastisk hyggelig tirsdag aften (og god mad), jeg tror at hun nød at være i en ganske almindelig familie i et helt normalt (ha ha) hus. Men jeg er virklig glad for at jeg lærte hende at kende og havde rigtig meget at tale med hende om. Det er interessant at møde helt andre typer mennesker end man er vant til - og meget lærerigt.

Derefter kom så onsdag med fortsættelse af gæsteriet. Det var også meget hyggeligt men helt anderledes mennesker.

Og sandelig om det ikke blev fredag og den første gæst bad om at tage en bekendt med som var på besøg fra London - viste sig at være en kendt journalist fra vore hjemlands fjernsyn. Og så havde vi lige inviteret en gæst til for når jeg alligevel laver en masse mad så kan det være lige meget med en mere eller mindre. Også den aften blev enormt hyggelig og interessant, igen lærte vi et menneske at kende som vi normalt ikke ville have mulighed for at møde.

Så min følelse var at jeg havde lavet mad på samlebånd i en uge og lørdag var jeg helt rastløs fordi jeg hele tiden troede at jeg skulle lave mere mad......

Det var ikke blevet til meget løb i de dage for at sige det mildt - men en del motion af at løbe rundt på indkøb og i køkkenet ;-)
Fik dog trods alt en tur torsdag og her i weekenden både lørdag (motorvejs-mental-styrken....) og en bakke-tur søndag (ved at der venter mig en sej bakke undervejs på lørdag). Jeg var lidt hysset ved tanken om ikke at have fået løbet nok, men kan mærke at det ikke er noget problem. Jeg skal bare lidt tidligt i seng i denne uge og løbe let tirsdag og onsdag for at have et par dages hvil før lørdag.
Vejrudsigten er ikke helt positiv - foreløbig loves der lidt regn og vind som dog måske ikke vil være så generende for meget af løbet er i skov. Det er heller ikke noget der går mig på, jeg er vant til at løbe i al slags vejr og det kan måske være en styrke.

I går løb jeg i trekvart tights og korte ærmer (det var skyet og 12 grader) ,og mødte andre løbere i langt løbetøj og hue. De er altså lidt mærkelige de Finner, man skulle tro at de var vant til vejret.....

Seriøs blog-blokering.....

Uha hvor pinligt at jeg ikke har givet lyd fra mig så længe......

Den sidste tid er der nogen der har fået for vane at køre mit liv frem på fast forward - og jeg har følt mig som i en rutchebane hvor det bare gælder om at holde sig fast. Meget ubehageligt og rent faktisk spild af liv for man når jo ikke at få sjælen med, den komme med et senere tog. Måske først dagen efter.

Og hvad her jeg så fået tiden til at gå med? Ikke så meget løb som jeg burde (sikke et ord, lige til at få lidt mere fart på stressen....) men jeg har nok haft meget godt af lidt nedsat mængde - sikkert ikke træningsmæssigt men helt sikkert mentalt.
Jeg har jo været så frimodig at melde mig til et ½ marathon på lørdag, sådan lige 3 uger siden mit første nogen sinde. Enten er jeg vanvittig, overmodig eller bare hooked!!

Det kommer til at forgå på den sydligste spids af Finland og hedder rammende Østersø Marathon - der er 1/4, ½ og hel marathon. Der er næstenn 500 tilmeldte til de forskellige distancer og det er for mig lidt en stressfaktor for så er der ikke tusinder jeg kan forsvinde i blandt. Jeg vil nok komme til at løbe alene en del af vejen men det vil jeg prøve at vende til min fordel - uden dog helt at vide hvordan jeg gør det (men viljen er der da...) og jeg tror at det bliver et flot løb i skov og langs vand med skærgård. Dog kan det jo hænde at trætheden forhindrer nydelsen selv om jeg har besluttet at jeg vil nyde dette løb og ikke tænke for meget over tider. Det var før jeg så at min klasse (kvinder +45) er før klassen kvinder +60 og det vil sige at jeg er blandt de yngre og sidste år var vindertiden i denne klasse 1:53......Så kommer der noget cirkushest der lugter savsmuld op i mig og jeg begynder at få konkurrence stemning.

Så derfor følte jeg at der bare måtte kilometer i benene i dag og tog 11 km på rimelig tid selv om jeg i går kom i seng kl 02:30 med lidt for meget vin indenbords og havde sprunget frokosten over (min "specialitet" i weekender). Det gjorde mig dog optimistisk omkring løbet for jeg har været lidt nervøs for om jeg har trænet for lidt.

Denne weekend er der to af mine cyber-veninder der løber store betydningsfulde konkurrencer.

Tina begyndte Sparthatlon men har desværre måttet trække sig efter 128 km. Det er jeg meget ked af på hendes vegne for jeg ved hvor meget forarbejde hun har lagt i dette løb og hun har glædet sig så meget til det. Jeg kan kun prøve at forestille mig hendes skuffelse men jeg håber at hun vil kunne lære af det og vende tilbage næste år. Jeg synes det er helt utrolig flot at løbe så langt i et fremmed og meget varmt land, der er bjerge, sol, kulde, nat, ensomheden - hun kan være stolt af sig selv!

May-Britt løber 24 timers løb i Brugg og sidst jeg tjekkede sitet var hun på en førsteplads ho kvinderne. Hun er så sej og jeg håber hun holder positionen og at hendes skulder ikke driller. Bare benene holder og hun kommer i gennem natten, så tror jeg vi ser mirakler!

Op i sadlen igen.....

Det er jo det man siger når man er skvattet af hesten - det gælder om at komme i gang igen lige med det samme.

Det var godt for sjælen at få tankerne ned på skrift og tak for kommentarer og råd - det er derfor det er så godt med ligesindede, for I forstår jo præcis hvad man taler om og hvilke følelser man har omkring sit løb. Og så er det jo heller ikke gået værre end som så!

Så jeg skulle lige se om benene kunne holde til noget i går selv om der kun var gået en dag siden ½ halv marathonen. Og det kunne de, så jeg tog 10 herlige km i "min" skov hvor jeg hørte græsset gro, mærkede duften af svampe og så resterne af regnen på bregner og grene. Hvor var der smukt, sådan lige før klokken efterår med gyldent birkeløv der lægger sig i et lag på jorden. Det var rart at løbe ligeud uden at tænke på andet end nydelse.......

Jeg har jo slet ikke fået vist jer denne her:

Jeg troede egentlig (lidt naivt?) at en medalje får man i et fint flerfarvet bånd om halsen - denne her fik man i hånden lige efter mål og der er ikke nogen mulighed for at hænge den i noget som helst for den er lige så flad på bagsiden.

Men et godt minde er den da!!

I morgen torsdag må jeg ud og have nogen intervaller indenbords, de skal øges i længden for at give mere udholdenhed. Det er min plan at arbejde seriøst med hastighed - åbenbart temmelig tiltrængt.

Og jeg har indtil den 20 til at beslutte mig for et ½ marathon den 2.10, jeg er stærkt fristet, min eneste bekymring er at det ikke er et stort løb med så mange tilmeldte og det gør mig usikker. På den anden side når jeg kigger på resultaterne fra sidste år så kan jeg såmænd sagtens være med og igen er det jo mit eget løb som jeg skal bruge til at lære og få erfaring. Som feks. at drikke nok......

Ellers bruger jeg noget tid i øjeblikket på at være tilbage i moder rollen med at tage mig af yngstebarnet og hendes brækkede arm - det er godt nok en del år siden jeg har skullet bade hende, vaske hendes hår, rede håret og klæde hende på....... Nu hører der oven i købet med at der skal lakeres negle - når man er 10 år så er der standarter der ikke kan slækkes på selv med en arm i gips ;-)

Det skulle have været en drøm der gik i opfyldelse

Og hvorfor føles og føltes det lige fra starten så bare ikke sådan?
Og hvorfor har jeg egentlig meget svært ved at skrive om løbet?
Og hvor var den der wow-følelse til slut da jeg kom i mål?
Og hvorfor føler jeg mig egentlig lidt skuffet ,for var det bare det, burde jeg ikke kunne gøre det bedre?
Og hvorfor tror jeg at jeg kan gøre tingene bedre end jeg kan, hvorfor tror jeg at jeg kan løbe hurtigere og hvad baserer jeg overhovedet mine ambitioner på?

Det er jo en frygtelig masse spørgsmål der kører rundt inde i hovedet på mig og som jeg ikke kan tale med nogen om - for jeg burde jo bare være godt tilfreds med at jeg gennemførte, ikke blev skiltesamler og kom løbende hele vejen som nummer 100 ud af 160 kvinder i min aldersklasse. Og nummer 1162 ud af alle 1583 deltagere. Når nu det var første gang.
Derfor har det taget mig lidt tid at sætte mig ved tastaturet for jeg prøver at få lidt styr på hvad al den tankegang går ud på. Og jeg er godt klar over at de eneste svar findes i min træning og mine forberedelser til løbet - og jeg er den eneste der kan ændre på sagerne.
Men jeg vil være meget taknemmelig for konstruktiv kritik - for jeg tror nok at jeg måske overvejer at tage et løb til den 02.10........

Løbet var igen utrolig velorganiseret og alt fungerede perfekt. Jeg sørgede for at være pænt fremme i startfeltet da der ikke var tidsgrupper, og kunne begynde at løbe med det samme da jeg var ovre startlinien. Jeg løb med min Forerunner og sørgede for at overholde det tempo jeg havde planlagt for de første 3 km, jeg havde hele tiden i tankerne at dette var mit løb, at holde tempo nede for ikke at udmatte mig for tidligt og at dem der overhalede mig nu ville jeg møde mod slut. Det fungerede også helt fint og jeg var fuldstændig rolig og uden nerver = fejl nr 1? Pga Midnatsløbet ugen før var jeg overhovedet ikke nervøs, havde bare ganske lidt sommerfugle i maven, så måske manglede den adrenalin jeg havde i stort overskud ugen før og som fik mig til at stæse af sted med en enorm overskudsfølelse.
Stækningen langs motorvej gik fint, der var fint læ for modvinde og bakkerne følte jeg ikke (tak til min skiløjpe).
Første depot (5 stk i alt) var efter lidt over 3 km, jeg var nødt til at bruge wc selv om jeg havde været mindst 4 gange inden start - tog mig ca 22 sek. så det var ikke noget. Men jeg drak ikke for jeg syntes det var for tidligt = fejl nr 2? Jeg havde drukket 1½ liter indtil kl ca 12 og siden ikke drukket for ikke at skulle alt det tisseri (det er altså en frygtelig irriterende ting). Jeg drak ved alle de andre depoter, men hvad drak jeg egnetlig? Ud af en 3/4 fyldt kop drak jeg måske 2-3 mundfulde sportsdrik hvilket jo er slet ingenting, jeg plejer at drikke mindst en halv liter på lange ture og det er sikkert heller ikke nok. Ved depot 11 plus lidt km tog jeg gel (30 gr)og lidt vand - som så føltes som om det lagde sig ned i mine ben og vejede en ton. Faktisk en følelse af at det havde negativ virkning i stedet for opkvikkende. Derfra føltes det som om mine kræfter gik ned ad bakke. Det er ok at drikke, men jeg kan ikke fordrage at indtage noget fast af nogen art når jeg løber. Ruten var derefter langs vandet og jeg havde glædet mig så meget til at nyde synet, men jeg havde faktisk nok at gøre med at holde mig løbende - og ved efterrationalisering tror jeg faktisk at jeg er blevet dehydreret. Om aftenen og det meste af i går mandag har urinen været meget koncentreret og jeg havde godt ondt i hovedet søndag aften.
Fra 12 km og resten af vejen var jeg tung og uden overskud - dog kunne jeg sende Colgate smil til de heppende, for jeg synes det er meget vigtigt at reagere positivt når folk gider stå og heppe. Der stod på et tidspunkt en dame med en stor æske havsalt som hun tilbød de løbende - det var nu ikke lige det jeg havde mest lyst til. Heller ikke saltagurkerne i depoterne, men det kan være jeg skulle have taget en håndfuld......

Min veninde Magdalena og hendes mand havde taget mine piger med ud at heppe under vejs , det var meget sødt og rørende af dem. Og rigtig dejligt at se dem 3 gange under vejs og til slut. De var heldigvis så mange løbere at jeg ikke løb alene på noget tidspunkt, og en del tilskuere - det ville nok have været opmintrende med lidt flere.

Omkring 16,5 km fik jeg pludselig sidesting - noget jeg aldrig har haft under træning og jeg var helt på herrens mark om hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede at gå lidt og massere siden, men da det ikke hjalp løb jeg bare krumbøjet videre og det gik da også væk - men mentalt var det ikke så rart. På den anden side så var det den tid jeg mødte nogen af dem fra starten -og andre mødte mig ;-) - samt andre der stod og brækkede sig, så jeg syntes alligevel at jeg var sluppet billigt......

Men hvor var de ekstra kræfter som jeg troede jeg ville få når jeg var tæt på mål? Jeg troede at jeg ville få energi når der kun var et par km til bage og jeg troede aldrig at runden omkring stadion hen til mål skulle få ende. Og jeg havde slet ingen triumf følelse da jeg løb over målstregen. Det skuffer mig for det var jo det øjeblik der skulle have været præmien for alle de timer derude. Den følelse var der mere til Midnatsløbet som jo så alligevel ikke var et langt løb og derfor heller ikke nok triumf = fejl nr 3? Skulle jeg ikke have løbet ugen før men have gemt det hele til ½ marathonen? På den anden side var jeg så ikke ved at dø af skræk da jeg vidste hvad der ventede......

Min forberedelse til løbet var sådan: Både i ugen inden Midnatsløbet og ½ marathonen inhalerede jeg spaghetti, ris osv. så det stod mig ud af ørene - prøvede at carbo-loade som jeg har læst mig til = fejl nr 4? Blev det mon for meget? Jeg plejer at spise meget lettere og synes ikke det var behageligt. Skulle jeg mon bare have spist nogenlunde normalt og bare lidt ekstra kulhydrater?
Jeg løb meget mindre end jeg plejer i begge uger inden konkurrencerne = fejl nr 5? Jeg plejer at løbe lange løb efter ugens almindelige træning (interval og alm.) og det går jo fint nok. Nu løb jeg få km og kun to gange i løbet af ugen - så jeg var måske helt ude af rytme. Det gav mig jo altså ingen ekstra kræfter - jo til Midnatsløbet men så var de åbenbart brugt op.

Ja, det var jo mange ting der skulle læsses af. Fysisk har jeg det helt fint, kunne da godt mærke lidt i benene i går at jeg havde været på langtur dagen før men ikke mere end normalt og jeg skal bare ud på en dejlig 10 km i min egen skov i dag som jeg kan nyde!!!!! Jeg er glad for at jeg løb og jeg er ikke færdig med konkurrencer, jeg vil bare gerne kunne bestemme lidt mere selv.......

Tid til at fordøje indtryk

Bare for at der ikke er nogen der skal blive urolige og tro at jeg ligger brak, så skal jeg lige have tid til at fordøje indtrykkene og følelserne fra løbet i går.

Desuden skulle Konsulen hentes fra lufthavnen kl 23, så i stedet for at gå tidligt i seng og hvile - lå jeg og rodede rundt på vejene den halve nat ;-) derfor er jeg er så uendelig søvnig i dag.

Men jeg har det helt fint, ingen ømme muskler og bortset fra et søvnunderskud så er jeg helt oppe på mærkerne!

Så rapport følger......

Nedtælling

Min trøje blev prøveløbet i dag. Jeg har vasket den og skulle nu tjekke at der ikke er nogen mærker der kradser, syninger der generer og at halsslinningen ikke kløede mere. Den er lidt mere lukket end jeg plejer at have.

Jeg fik den på den Danske ambassade i tirsdags. Sidste år var det danske kvinde fodbold landshold heroppe for at spille kamp, og derfor havde ambassaden fået et udvalg af fodboldtrøjer så det er grunden til at der er et DBU mærke på brystet. Der er et lille Dannebrog på ryggen. Den er af god og kraftig kvalitet - i modsætning til midnatsløbet trøje som er noget tyndt sjask.

Jeg var ude på 30 minutters meget rolig jogging, bare for at mærke om musklerne er der endnu eller om de var forsvundet i kulhydrater..... Jeg løb på min begynderrute, en rute jeg kænpede mig igennem for lidt over et år siden og under ingen omstændigheder kunne løbe hele vejen. Og bakkerne.....Nu er det blevet til en hvilerute som bruges som start på langtur eller til minitur og bakkerne lægger jeg dårlig mærke til, helt utrolig!

Ellers har jeg gjordt de sidste ting klar: Købt batteri til min mp3, købt cacaomælk til bagefter, besluttet mig for strømper og tights. Jeg opdagede til min store glæde at både mine 3/4 og lange tight har alle tider lomme bag på. De er købt billigt i Lidl før jeg anede hvad man skulle kigge efter og det viser sig at de har lomme med lynlås bagpå - lomme som går ud til siderne og der er plads til mobil, nøgler, kreditkort osv uden at det generer mig eller larmer når jeg løber. Så nu må vejret bestemme hvad jeg skal have på. Vejrudsigten siger i øjeblikket skyet, svag vind 3 m/s fra syd-sydvest og 0 mm nedbør. Det lyder ret perfekt og jeg håber det holder.

I morgen kører jeg hen og henter min startpakke - på den måde får jeg set stedet, parkering, området, toiletter, expo og det vil hjælpe på nerverne på selve løbsdagen. Resten af dagen skal der slappes af - jeg har spist frygtelig fornuftigt (får snart røde knopper) og er gået tidligt i seng hele ugen så nu kan jeg vist heller ikke gøre mere. Andet end at løbe ordentligt.

Det er nu tid til at koncentrere sig om mine børn, i denne weekend har vi en koreansk pige til at overnatte (yngstebarnets veninde) og i morgen kommer der en tyrkisk dreng (ældste sønnens kammerat) - så det er altid interessant når der er venner på besøg. Og pigerne fik pludselig øje på deres gamle strikkepinde, så disse linier blev skrevet mellem forsøg på at lære tre piger at strikke......

Sådan nogen dage

Ja jeg var lidt træt af det hele. Åbenbart er det et velkendt fænomen efter en konkurrence hvor man mentalt har været helt oppe at køre - sådan at lande med et brag. Så har jeg lært det og ved hvad der venter mig - og familien ;-) - i næste uge. Måske bliver det anderledes når nu jeg er klar over hvad der kan ske.
Jeg er også helt anderledes rolig omkring halv marathonen på søndag, jeg glædet mig faktisk mere end jeg er nervøs. Sådan med bobler i maven, for jeg tror det bliver en fantastisk sjov og meget natur-smuk oplevelse. Ruten kan deles ind i tre dele, første del langs indsøer og noget motorvej, anden del i beboelseskvarter med grønne stier og sidste del langs havet med skærgården. Så det bliver varieret, der er ca 2500 deltagere i hel og halvmarathon og min indstilling er at der skal opleves og nydes. Selvfølgelig helst på en ordentlig tid.........

En anden af grundene til at jeg var træt af alt tror jeg skal findes et helt andet sted.

Nogen gange er det meget hårdt at leve på den måde jeg gør. I andre lande, andre mentaliteter, andre væremåder. Hver gang begynde forfra med at lære hvordan man betaler regninger, hvor man køber billigst ind, et sprog man ikke forstår, mennesker man ikke kender, motorveje der er helt uoverskuelige, tilslutning til intenet og telefon. Feks skulle jeg finde et sted hvor jeg kunne få pigernes skøjter slebet fordi de går til skøjteløb - jamen for helvede det ved jeg da ikke engang hvor man gør i Danmark - og så prøv lige at finde ud af det på finsk!!!!

Jeg bor i huse der tilhører andre og kan aldrig rigtig komme til at høre til i en by, for alting er på lån og tidsbegrænset. Jeg køber og sælger bil - lær lige at parkere den og hvor meget den fylder. Jeg skifter læge og gynækolog og tandlæge. Jeg får nye veninder og selv om de for det meste er alle tiders, så er vi veninder fordi vi er i samme situation og har børn på den internationale skole eller simpelthen fordi vi er danske. Det er ikke veninder fordi vi har så meget tilfælles i virkeligheden. Og når det så sker at man rigtig bliver gode veninder, så skal enten de eller jeg rejse. Jeg kan ikke bare lige gå hen og købe et ugeblad fordi nu trænger jeg til at flade ud i sofaen. Jeg kan få et på svensk der handler om svenske kendisser og mode osv osv, men ellers må jeg vente på at min mor kommer på besøg og slæber månders opsamling af Søndag med. Jeg kan ikke bare tage en tur hen og besøge min mor eller far eller bror, det kræver planlægning og indkøb af dyre flybilletter. Og børnene kan ikke lige blive sendt på weekend så vi får et par romantiske fridage.

Dette skriver jeg ikke for at klage eller få medlidenhed, for der er mange mennesker med lignende forhold og mange der har det meget værre. Jeg fortæller disse ting fordi en dag som i mandags bare var en dag hvor det ville have været rart ikke at føle sig alene og ene-ansvarlig og langt væk. Hvor måske min mor kunne være kommet på besøg, eller jeg kunne have talt med veninde som jeg kender og kan fortælle ægte følelser og ikke bare det pæne overfladesnak fordi vores mænd kender hinanden og man skal jo ikke lufte sit snavsede vasketøj og alt det der..... Hvor det bare ville have været rart at føle at man var i sit land med mennesker der er ligesom en selv - sådan stort set i hvertfald.
Sådan en dag er jeres blogs og Facebook uundværlige for en som mig, fordi det trods alt giver kontakt og en følelse af fællesskab ikke kun omkring løb.....

Bly

Tog en tur for at se hvordan det føltes, selv om Midnatsløbet ikke var så langt så anstrengte jeg mig jo mere end normalt. Jeg kunne også blot konstatere at nogen havde i mellem tiden fyldt mit understel med bly. Men fik en meget rar og rolig tur langs vandet, min stakkels Garmin kunne slet ikke finde ud af at komme til byen. Den ledte desperat efter signal og blev ved med at spørge om jeg var indenfor eller om jeg havde rejst mange hundrede kilometer siden sidste måling. Til sidst lykkedes det dog.
Men den blyagtige følelse spredte sig langsomt men sikkert til resten af mig, helt ind til sjælen. Sådan stille og roligt blev jeg mere og mere træt af det hele på vejen hjem.

• Træt af at skulle vente på børn der er til fritids aktiviteter i byen - men pga afstand fra skolen og sproget er der ikke noget valg. De kan ikke gå til noget tættere på hjemmet.
• Træt af at høre på pigerne vrisse af hinanden og småskændes, det er som at have varulve i bilen.
• Træt af at komme hjem kl 17 tre gange om ugen pga de famøse aktiviteter for derefter at kaste sig over aftensmadlavning, køkkenoprydning, lektiehjælp.
• Træt af at skulle beslutte hvad der skal spises. Det spørgsmål jeg hader allermest i verden er: "hvad skal vi have til middag"? Kan de for helvede ikke bare æde en ostemad.
• Træt af kræsent barn der ikke vil inhalere noget med tilberedte grøntsager. Til gengæld spiser hun tonsvis af salat. Men så skal der altid laves forskellig mad for jeg vil sgu have noget ordentligt.
• Træt af at være det centrale omdrejningspunkt i familien der skal tage stilling til tusind ting hver dag - for man er jo mor.
• Træt af at der er husarbejde der burde være gjort, gider ikke vasketøj, rengøring.....
• Træt af at synes det er utrolig vigtigt at børnene får sund og nærende mad, holder orden i deres værelser, ikke sidder for meget foran computer eller tv, at de er velopdragne, rene i tøjet.....
• Træt af at leve tre andres liv foruden mit eget: Har du børstet tænder, gå nu i bad, skift den nussede t-shirt, lav din egen madpakke......
• Træt af at jeg ikke bare kan være mig selv og egoistisk gøre lige hvad der passer mig når det passer mig.

Og nu burde jeg gå hen i skammekrogen og være flov over mit brokkeri for der er så mange der har helt anderledes alvorlige problemer i deres liv og ville ønske at min små luksus trivialiteter var deres!

I stedet vil jeg gå op og lave et karbad og derefter gå tidligt i seng så jeg kan vågne op i morgen som mit sædvanlige mig!!

Midnatsløbet i Helsinki

Det er det sjoveste jeg nogen sinde har gjort. Altså løbet i sådan en konkurrence med flere tusinde mennesker. Eller i det hele taget løbe konkurrence - kan mærke at det kan man godt blive afhængig af.

Jeg har sandelig også lært nogen meget vigtige ting om hvordan man skal forholde sig under et enormt løbe arrangement, og det var godt at lære det i en konkurrence der ikke betød mere for mig end at få min første erfaring og at have det sjovt.

Men lad os tage resultatet først, for det er vel det I er spændte på. Det var jeg også.

I min aldersklasse kvinder, blev jeg nr 83 ud af 221 i tiden 1.04.15. Total placering i kvinder blev jeg nr 908 ud af 2222 løbere. Alt i alt var der tilmeldt ca 4800 løbere. Jeg er meget ambivalent over resultatet - på den ene side er jeg glad og stolt fordi jeg var bange for at blive den sidste og at ligge blandt næsten den første 1/3 er flot i et første gangs løb. På den anden side er det bare slet ikke godt nok. Det skulle være gjort bedre! Jeg burde have været under en time. Det er selvfølgelig meget flot at proklamere ved sit første løb, men jeg har nu altså mine idéer om hvordan jeg bør løbe.....

Og her kommer den første og vigtigste lærestreg: Jeg havde tilmeldt mig den langsommeste startgruppe, jeg havde en eller anden skræk for at nogen ville sige noget hvis jeg ikke holdt tempoet i en hurtigere gruppe. Derfor var der tusinder af løbere før vores gruppe og jeg var helt nede bag i feltet, så de første 2 km brugte jeg på at mase mig forbi andre løbere i et tempo der var helt utåleligt - i følge Garmin omkring 8 km/min hvilket nærmest er gåtempo. Så der har jeg irriterende nok tabt et par minutter selv om jeg spurtede når jeg kunne. Senere blev der åbnet op og jeg kom frem i feltet, undervejs var der et par flaskehalse hvor tempoet også måtte sættes ned for ikke at virke agressiv. Og efter 9 km skulle man over en stor trafikeret vej hvor vi blev stoppet og måtte vente på at politiet stoppede trafikken - dvs lige hvor man vil give den sidste km en ordentlig skalle blev man forhindret og farten ødelagt. Det mistede jeg endnu et halvt minut på. Det var meget for dårligt, andre steder blev trafikken stoppet hvor løberne passerede men her var der åbenbart for stor spredning på feltet. Disse ting gav et ujævnt løbe tempo med brug for mange hurtige spurt i stedet for et sejt og afbalanceret løb. Så jeg skal aldrig mere i sidste startgruppe og jeg skal nok være blandt de første i feltet næste gang!

Midnatsløbet var utrolig godt organiseret efter min mening. På trods af tusinder af mennesker fungerede al det praktiske perfekt - måske var toiletkøerne lige lovlig lange..... Indlevering af tøj var supereffektivt, man fik udleveret en orange Stadium plastpose og et nummer armbånd - et til posen og et til at have om håndledet, i løbet af få minutter var tøjet aflevert. Og da jeg skulle have det tilbage var det ligesådan ordnet med kontrol på få minutter. Startgrupperne var tydeligt afmærkede og der var fælles opvarmning hele tiden med god musik. Undervejs var der opstillede musik anlæg, spotlights og feks syn som dette:

Vi løbe gennem nattestille gader, over torve og i gennem parker - en af dem med fakler hele vejen langs stien. Nogen steder var der tilskuere i vinduerne og andre steder langs fortovene der klappede og råbte: "Hyvä" som betyder godt på Finsk. Der var ikke så mange tilskuere for det var en kølig aften, men de gav mig et enormt energitilskud og jeg tror jeg løb med et stort grin på ansigtet det meste af vejen. Der var væskedepot efter 3,5 km og efter ca 7,5 km - i det sidste tog jeg en ordentlig slurk vand mens jeg løb og slugte selvfølgelig luft som jeg så fik ubehag og kvalme af i de sidste pressede minutter -lærestreg nr to: hvis jeg absolut skal drikke så skal jeg i det mindste gå imens.

Stemningen var festlig og jeg følte at jeg fløj af sted - og selv om det ikke lige var tilfældet så var følelsen fantastisk. Og midt i det hele mødte jeg min Norske veninde Kari som stod og var tilskuer - så jeg fik lige en High Five og endnu et enregi boost. Selv om vi bor her så er Helsinki en stor by og det var utroligt at løbe i det der alligevel er en fremmed by og dog møde nogen man kender.

Over målstregen var der effektiv indsamlign af tids chip og derefter uddeling af al den energi-dåse-drink, mueslibar og banan man kunne stoppe i hovedet. Jeg tog lige to dåser energidrink (og mon det var pga kaffeinen i dem at jeg sov så dårligt i nat?) men det bedste var den halve liter cacaomælk der ventede i bilen!!

Sidste lærestreg er at intervaller og bakketræning giver pote! Jeg havde ikke kunnet spurte eller være fløjet op ad bakkerne hvis jeg ikke havde trænet dem.

Og den allerbedste afslutning var hvad mine to piger havde foreberedt mens jeg var væk og de var alene hjemme: You are our Winner.....

At skue hunden på hårene?

Er det hvad der sker for mig når jeg ser andre løbere? Jeg føler mig altid overbevist om at de er bedre, hurtigere, mere erfarne, sikre, tyndere, i bedre form.....alt hvad der kan få mig til at miste enhver form for selsikkerhed. For konkurrence-mennesket kommer op i mig og jeg prøver konstant at vurdere mine chancer for at vinde over dem. Og da jeg er totalt novice kan disse chancer vist ligge på et meget lille sted! Men viljen og håbet er der altså alligevel.
Og da jeg i går hentede mit livs første startpakke før Midnatsløbet stod der andre i kø - og da var det at jeg synes de alle sammen så meget "proffe"ud......
Startpakken består af blå Nike løbetrøje - den er i stedet for startnummer - chip med velcrobånd til at sætte om benet og et armbånd som viser hvilken startgruppe man tilhører. Jeg har meldt mig til den sidste / langsommeste gruppe for ikke at udfordre skæbnen.

Om aftenen var jeg til endnu et "loge-møde" denne gang i DABGO hvor danske erhvervsfolk bosat i udlandet mødes hver første onsdag i måneden over hele verden, her i Helsinki mødes vi på et hotel der hedder Klaus K. Vi starter med et glas vin og dem der kan og har lyst, forsætter med at spise sammen. Det lyder nok lidt tørt, det der med erhvervsfolk, men i virkeligheden er det meget afslappet. Her findes pænt mange danskere der arbejder i lokale virksomheder (Nokia, Nordisk Investeringsbank, Nifin, forskellige internationale firmaer, FN, NGO's osv.) og så er der de forskellige diplomater. Vi er 3 kvinder der er gift med udenlandske diplomater og så selvfølgelig den danske ambassade. Der bliver snakket samfundsforhold og net-worket - dvs man hjælper hinanden med kontakter og praktisk information - og så bliver der snakket afslappet, grinet og hygget i stor stil. Det er en aften jeg nødig går glip af, for det er et frisk pust i hverdagen at mødes med andre danskere uden at det hele går op i hyggekaffe, børn og skolesnak. Veninde sammenkomster har jeg selvfølgelig også meget brug for (og elsker det højt), men fordi jeg har forladt en dynamisk arbejdsplads hvor jeg er vant til at have mange professionelle funktioner og kontakter da vi flyttede herop, har jeg brug for at komme ud i en helt anden slags sociale sammenkomster.
Jeg gør selvfølgelig altid reklame for løb og prøver at overtale folk til at deltage i diverse konkurrencer med mig. Der er et par stykker der har løbet før i tiden (bla Cph marathon) og dem hiver jeg i for at få dem i gang igen.

En af de rigtig gode ting der kom ud af det i går aftes er at den danske ambassadør lovede at jeg kan få en løbetrøje med dannebrog på. På ambassaden har de nogen trøjer fra den gang det danske kvindefodboldhold spillede kamp heroppe sidste år, og han mener at enten er der dansk flag på eller også står der Danmark på dem. For jeg har ikke nogen løbetrøje med noget dansk på endnu og da jeg er tilmeldt til ½ marathonet som dansker, vil jeg selvfølgelig meget gerne have at det kan ses hvem jeg repræsenterer.
Så finnerne ikke tror at det bare er dem der kan!!