Men den blyagtige følelse spredte sig langsomt men sikkert til resten af mig, helt ind til sjælen. Sådan stille og roligt blev jeg mere og mere træt af det hele på vejen hjem.
- Træt af at skulle vente på børn der er til fritids aktiviteter i byen - men pga afstand fra skolen og sproget er der ikke noget valg. De kan ikke gå til noget tættere på hjemmet.
- Træt af at høre på pigerne vrisse af hinanden og småskændes, det er som at have varulve i bilen.
- Træt af at komme hjem kl 17 tre gange om ugen pga de famøse aktiviteter for derefter at kaste sig over aftensmadlavning, køkkenoprydning, lektiehjælp.
- Træt af at skulle beslutte hvad der skal spises. Det spørgsmål jeg hader allermest i verden er: "hvad skal vi have til middag"? Kan de for helvede ikke bare æde en ostemad.
- Træt af kræsent barn der ikke vil inhalere noget med tilberedte grøntsager. Til gengæld spiser hun tonsvis af salat. Men så skal der altid laves forskellig mad for jeg vil sgu have noget ordentligt.
- Træt af at være det centrale omdrejningspunkt i familien der skal tage stilling til tusind ting hver dag - for man er jo mor.
- Træt af at der er husarbejde der burde være gjort, gider ikke vasketøj, rengøring.....
- Træt af at synes det er utrolig vigtigt at børnene får sund og nærende mad, holder orden i deres værelser, ikke sidder for meget foran computer eller tv, at de er velopdragne, rene i tøjet.....
- Træt af at leve tre andres liv foruden mit eget: Har du børstet tænder, gå nu i bad, skift den nussede t-shirt, lav din egen madpakke......
- Træt af at jeg ikke bare kan være mig selv og egoistisk gøre lige hvad der passer mig når det passer mig.
Og nu burde jeg gå hen i skammekrogen og være flov over mit brokkeri for der er så mange der har helt anderledes alvorlige problemer i deres liv og ville ønske at min små luksus trivialiteter var deres!
I stedet vil jeg gå op og lave et karbad og derefter gå tidligt i seng så jeg kan vågne op i morgen som mit sædvanlige mig!!
Jeg tænkte nok, der ville komme lidt jammer efter løbet ;-)
SvarSletDet er helt normalt, at man føler sig 'tom', når man når et mål som løber. Jeg ved godt, at det er halvmarathon, der er dit hovedmål, men det var alligevel en stor ting, at du stillede til start - alene - til Midnatsløbet.
I dit tilfælde går det ud over børnene, så her kommer et par 'gode' (hmm hmm) råd:
1. Husk at børnebørn er Guds belønning for ikke at slå dine egne børn ihjel
2. Mødre til teenagere ved nu, hvorfor nogle dyr æder deres unger.
3. Vi børnesikrer vores hjem, men de kommer ind alligevel
4. Vær sød ved dine børn. De skal vælge dit plejehjem en dag
Sidst men ikke mindst: Hvis du har store spændinger i kroppen og får hovedpine, så gør hvad der står på glasset med hovedpinepiller: Tag 2 og opbevar dig utilgængeligt for børn!
God aften :-)
Tak May-Britt - specielt for børne-råd.....
SvarSletJeg havde egentlig ikke regnet med at være tung i kroppen fordi distancen ikke var så lang, så det var lidt af en overraskelse. Men man lærer jo af erfaringen og jeg må bare tage den helt med ro så kommer kræfterne tilbage til søndag!
Hejsa Kirsten
SvarSletKender godt alle de punkter og du skriver bare hvad mange tænker, så skam dig IKKE!
Nu er mine så stor og stort se flyttet alle 3, det giver mere luft og ego tid. Men er stadig træt af at finde på til aften, gøre rent, vaske tøj og tage stilling til alle mulige ting i dagligdagen - indimellem.
Så er det jeg ønsker mig langt væk på en øde ø, med en kasse bøger, en blok og en blyant. RO og FRED:-) Nå ja, og mit løbetøj for pokker da...
Hverdagen går jo alligevel og de der dage har vi alle. Ønsker dig en super dag:-)
Knus
Er det ikke sådan en fase som man skal igennem gentagne gange som forældre?
SvarSletEfterhånden som børnene bliver større, og man ønsker at de var lidt mere selvhjulpne?
Jeg kan klart genkende følelsen, fra da jeg var så klar til at vende mine børn fra og de, naturligt nok, strittede imod (selv om det er mange år siden nu).
Det er vel nærmest et sundhedstegn, at du har andet i dit liv end at være nogens mor.
Der går nemlig ikke så forfærdeligt mange år, før vores børn ikke har brug for så megen primær omsorg, eller måske snarere skal have omsorgen på en anden måde.