tirsdag den 16. oktober 2012

Når tilværelsen løber løbsk

De to sidste måneder har fået mig til at føle mig som om jeg befandt mig i en blanding af en centrifuge og en racerbil: For fuld skrue i overhalingsbanen - og det når jeg egentlig meget hellere ville sidde i en Skoda der kører i 3. gear i slæbesporet og stopper for at kigge på udsigten en gang i mellem......

Der findes mennesker hvis sociale status defineres af at de har en fuld kalender og konstante aktiviteter. Umuligt at få en aftale med dem, alt skal aftales flere måneder i forvejen hvis man gerne vil se dem. De har så travlt, så travlt - imponerer omgivelserne med alle de ting de absolut må deltage i, fordi ingen kan undvære deres fantastiske selskab.
Den slags mennesker bliver jeg temmelig træt af.

Så nu er jeg temmelig træt af mig selv.

Og statser på at mit vilde ridt er ved at være overstået!
 
                   http://www.graphicsfactory.com/clip-art/Animations/2D/Sports/Racing_Cars/nascar-004_06172006_370344.html

Det hele begyndte i August da vi kom hjem fra sommerferie i Danmark. Medbringende familie der skulle underholdes og sendes hjem med en god følelse af at have været velkomne. For det var de jo. Ferie har det bare med ikke at være super afslappende, når man også er turist guide og arrangør af oplevelser for 4 voksne og 5 børn.

Så skulle der løbes den sidste træning op til Marathon i Tallin den første weekend i september - planlægning og mental forberedelse tog mere tid end jeg havde troet. Og ja, beretning og indsigt kommer som lovet....

Ugen efter rejste jeg til Danmark for at være hos min mor da hun blev opereret.

Og så skulle jeg pludselig til Berlin med Konsulen, en mulighed for 4 dage med en masse oplevelser.
Det var en dejlig tur.

I mellem alle disse her forskellige ting, har der også været et arbejde at passe, børn og familie at passe, et hus, vasketøj, indkøb, madlavning - plus alt det der skal sørges for inden man rejser og alt det der har hobet sig når man er kommet tilbage.

Ikke for at pive, sådan er det bare. Og jeg bryder mig ikke ret meget om det i længden.

Nu syntes der ikke at være for mange projekter i horisonten - ud over et par fødselsdage der kræver at blive fejret.
Så jeg har lige med samme fået ondt i halsen og har næsten mistet stemmen. Igen. Det må være kroppen der siger stop for vanviddet.

Løbetræning? Meget sporadisk. Jeg har simpelthen mistet lysten, når det alligevel har været umuligt at planlægge noget og leve op til programmerne.
Formen? Har formodentlig forladt bygningen.
Om det irriterer mig grusomt? Mon ikke.
Hvad jeg har tænkt at gøre ved det? Prøve at lade være med at blive hysterisk (prøve sagde jeg).
Hvad jeg mere har tænkt mig at gøre ved det?

Simpelthen stille og roligt slå bremserne i og "get back on track".

Det er derfor lyset har været slukket herinde og jeg ikke har besøgt andre blogge ret meget.

Så ved I hvorfor - hvis der ellers er nogen tilbage.....