tirsdag den 31. august 2010

Tovtrækkeri

Tog et sidste bakkeløb før den halve - skal jo til at drosle lidt ned. Skulle gerne have gode ben også på lørdag selv om det "kun" er 10 km. Det skulle helst ikke gå som første og eneste gang jeg prøvede kræfter med en konkurrence....

Jeg løb min skiløjpe i den rigtige retning i dag - dvs. at om vinteren skal alle løbe i samme retning for at undgå at man smadrer ind i hinanden og for at holde løjpen brugbar. Så er bakkerne også meget bedre, altså hvis man har et par ski på. Men heldigvis garanterer tyngdeloven at hvad der går op kommer ned igen, så derved får man også nogen gode nedløb og jeg trængte til at få den seje version for udholdenhedens skyld.

Min vejrtrækning gik i panik fordi jeg begyndte at tænke på mine konkurrencer, og det er nok det værste der kan ske - altså panik vejrtrækning. Jeg synes at jeg først bliver rigtig varm og kommer i gang med hastighed efter sådan 3-4 km eller måske mere, og det er der ligesom ikke tid til i et 10 km løb. Så jeg begyndte at visualisere hvordan jeg skal prøve at få styr på nerverne - det er teknik jeg lærte for et par år siden fordi jeg lider af en frygtelig eksamensangst som jo er ren præstationsangst. Jeg skal nok komme tilbage med mere om visualiserings teknikken en anden gang. Det gjorde mig så fokuseret at jeg glemte alt om bakker og inden jeg havde set mig om var jeg færdig med den hæslige del at ruten.....

Og automatisk brugte jeg min tovtrækker-teknik op ad bakkerne. Mens jeg løber op svinger jeg med armene som om jeg har et tov jeg kan trække mig op med, "klipper" med fingrene som om jeg holder fast i tovet og hiver mig fremad - en teknik der er så effektiv at der næsten ikke findes en bakke jeg ikke kan løbe op ad hvis jeg virkelig vil. Det ser nok lidt sjovt ud, men er den edder brodere mig effektivt. Så kan man jo grine når man er kommet op......

På hjemturen efter en bakke var det pludselig et par der løb et par hundrede meter foran mig, det er aldrig før sket at jeg møder nogen der løber foran mig, det er altid nogen der kommer i mod. Så jeg tænkte at jeg lige skulle prøve "fiske-metoden" og smed en usynlig line efter dem. Derefter plantede jeg et hypnotisk blik i ryggen på dem (utroligt at der ikke brændte hul i dem...) og koncentrede mig bare om at løbe dem ind. Og jeg gjorde det sgu! Staklerne var ved at få et chok for man plejer heller ikke at blive overhalet lige i det område. Selv om man møder en del fodgængere (nordisk stavgang er populært), hundeluftere, løbere, cykelryttere osv, så plejer der at være lidt langt i mellem dem.
Men de fik dagens baghjul og stolt var jeg!!

lørdag den 28. august 2010

Det lykkedes

Ja jeg fik 20 km indenbords, var lidt i tvivl om jeg skulle løbe så langt eller ej. Gjorde det på 2:08, det var noget af en overraskelse.
Ruten var med vilje planlagt så jeg kunne bryde af efter 15 eller 18 km, men når nu jeg var så langt så skulle f..... da opgive de sidste par km. Men jeg indrømmer at jeg er træt - på den gode måde. Undervejs lovede jeg mig selv chips og rødvin hvis jeg gjorde det, desværre har jeg ikke engang lyst til det. Det er blevet til hjemmelavet pizza og rødvin. Skål!!
Drak Gatorade under vejs og spiste en gel efter 10 km. Det smager altså ikke godt og jeg synes heller ikke at det hjalp ret meget. Jeg ved ikke hvad jeg skal spise under løb, jeg spiste en banan ca ½ time før jeg løb og den havde jeg meget "glæde" af undervejs (bøvs!). Jeg kan slet ikke forestille mig at spise noget der skal tygges......

Jeg startede med mit motorvejs løb - for lige at huske hvad der venter - men løb så væk derfra ind gennem noget der hedder Gammelgård (på svensk, på finsk sådan cirka Vantahnkonton) hvor jeg aldrig har været før. Det viste sig at være et meget idyllisk landligt område med gamle bondegårde og huse i svensk stil med den røde farve og hvide vinduesrammer - plus pelargonier i spandevis. Derfra fortsatte ruten gennem noget andet beboelse og videre af en meget smuk vej der en af de gamle kongeveje - jeg tror nok at det var Gustav Vasa der har huseret i Finland og efterladt sine spor med nogen naturskønne landeveje. I hvertfald nød jeg dem!

Det var fint at løbe i ukendt terræn for man kan jo godt blive lidt træt af de samme ruter. Når jeg skal løbe så langt kan det være svært at finde ruter i skoven hvis jeg ikke vil løbe ud-og-hjem ruter - og det vil jeg helst ikke. Ellers må jeg på landeveje og der er ikke altid gangstier.
Det kan godt blive lidt farligt med trafikken, i dag fik jeg også en lille lærestreg. Jeg løb med musik og på en strækning langs motorvejen løb jeg på noget markvej og pludselig dyttede en bil bag mig så jeg røg ti meter op i luften. Men jeg havde jo ikke hørt den pga musikken. Det er sjældent at der kører biler sådan et sted, men ansvaret er mit. Så hvis jeg skal løbe på landevej skal det være uden musik.

torsdag den 26. august 2010

Spildte Tirsdage og en Kaffeklub

Det blev til regnvejrs-intervaller i dag. Lige da jeg skulle ud af døren stod regnen ned i lårtykke stråler, så afgangen blev udsat lidt. Da det stilnede af mente jeg at nu ville det nok være sikkert at løbe ud, men var ikke kommet langt før det begyndte igen. Men så var jeg jo kommet ud og det var egentlig ganske behageligt for jeg blev holdt rimelig afkølet uden at det dog var koldt. Jeg fik sandelig min skovsti i fred til at fjolle frem og tilbage, fik 6 gode solide intervaller i godt tempo i hus. Men klodsede på en eller anden måde og trykket forkert på uret - godt jeg først fandt ud af det da jeg skulle overføre data til computeren. Så dér lærte jeg at nogen gange skal man ikke hænge sig så meget i tallene......

Der er par af blog veninderne der har klaget over en spildt tirsdag. Jeg kan hermed slutte mig til dem da jeg var nødt til at repræsentere familien ved en dødssyg reception - det er ikke kun basketball kampe man får ud af at køre på blå plader ;-)

Nææh, jeg måtte pænt møde op tirsdag kl 18:30 iført nydeligt tøj og venligt smil, for derefter at bruge et par timer på at underholde gamle mænd med klaprende gebisser og damer iført lilla hår og spadseredragt. Og det føles virkelig som spild af tid. På den anden side reddede jeg Konsulen og hans hovedpine fra denne kranke skæbne - og ægteskabet er jo team-work.......

Til gengæld var jeg til frokost i går med NKK - Nordisk Kaffe Klub. Det lyder meget fint, men som Fru Z's loge, så er denne "loge" meget uformel trods navnet. Det drejer sig om at en flok Skandinaviske kvindfolk (og kun kvinder til alle arrangementer) mødes jævnligt til fælles fornøjelser - kaffeslubren, middage, frokost, biotur og ikke mindst den årlige julefrokost. Vi er flest danskere og vi larmer også mest, så er der et par nordmænd og en gang i mellem kommer der en svensker eller to. Feks var vi inde og se filmen Coco og Igor med Mads Mikelsen - vi fyldte en hel række og sad og kommenterede Mads Mikkelsen's bare rumpe højlydt. Det var meget morsomt synes vi selv, finnerne var lidt mindre begejstrede for os. Vi har det altid vældig sjovt og det er bare så godt at have kontakten med andre med samme mentalitet og sprog - det er jo vigtigt for humoren..... I går kom jeg til at sidde ved siden af to svenskere som jeg ikke har mødt før og var lige ved at rejse mig og gå da en af dem blev ved med at tale engelsk til mig. Jeg kommer for h...... da ikke til sådan en sammenkomst for at tale engelsk. Og så svært er det vel heller ikke at prøve lige at blafre lidt med ørene og forstå dansk - jeg talte langsomt (jo det kan jeg faktisk godt i sjældne tilfælde) og tydeligt. Men jeg blev bare ved med at svare hende på dansk med svensk accent og tilsidst lykkedes det os at få en vældig hyggelig samtale.

En af mine danske veninder sagde at det faktisk kun er danskerne der forstår alle de skandinaviske sprog - vi forstår alle men ikke alle forstår os.
Det viser bare hvor intelligente vi danskere er!!!!

onsdag den 25. august 2010

Ud på det dybe vand

Så nu har jeg altså gjort det. Meldt mig til ½ marathon - på en finsk registrerings side på finsk - ved hjælp af Google Translator. Og har fået bekræftende mail. Hvis jeg kan det så kan jeg sgu også løbe 21 og lidt mere km.......

Hvis der er nogen der er nysgerrige så er der en svensk site her hvor man kan læse om Espoo Strandmarathon.

Tusind tak for de mange gode, varme og konstruktive kommentarer fra jer alle sammen. Nogen gange har man brug for at blive bekræftet af nogen der helt forstår hvad man taler om. Og så er mine Cyber løbe veninder helt uundværlige - tak fordi I orkede at støtte mig!!

Ups, kom lige til at melde mig til Midnatsløbet den 4. September når jeg nu var så godt i gang.....De skriver da heldigvis på Svensk så det var let nok, har sandelig også fået mail fra dem.

Nu skal jeg lige fordøje at jeg har tilmeldt mig og så ellers til at glæde mig. Håber vejret holder tørt de dage...

mandag den 23. august 2010

Jeg er bange!

Hov!! Bare fordi jeg har restitutionsuge, behøver jeg jo ikke helt at svigte bloggen!

I dag begyndte jeg min sidste almindelige uge inden halvmarathon med planlagte 36 km, derefter er der nedtrapning de sidste to uger. Løb et dejligt bakkeløb på 9,6 km ad skiløjpen. Den er fuld af bakker jeg nyder om vinteren på ski, må indrømme at nydelsen er begrænset når det er rubrødsmotoren der må klare arbejdet. I dag blev den løbet bagfra og det var rart med lidt variation. Og alle bakker blev klaret i fuld firspring.

Men tankerne kværnede rundt og faktisk gik der kludder i åndedrættet af bare bekymring og jeg måtte stoppe op og gå et øjeblik for at falde til ro. For jeg har nemlig ikke meldt mig til endnu - hverken til Midnatsløbet eller ½ marathonen. Jeg er bange. Sådan som i rystende nervøs. Og føler mig helt Palle alene i verden.

Hvorfor er jeg bange? Fordi jeg ikke har nogen løbserfaring (og den er jo svær at få hvis man ikke melder sig til...) og fordi jeg kommer til at være helt alene om det. Jeg kender ikke nogen der skal løbe og skal selv finde ud af det hele derhenne - parkering,registrering, hvor lægger jeg mine ting, hvor går jeg hen. Og det hele er på finsk og de taler alle sammen finsk. Selv om de selvfølgelig taler engelsk, så er der ingen man sådan spontant kan komme til at snakke med fordi man lige hører de siger noget man kan relatere til.
Og det værste: Konsulen er med 99% ikke i landet og det vil sige der er heller ingen til at heppe på mig, tage billeder, vinke og der vil ikke være nogen at dele triumfen med. I forventning om at det bliver en triumf.

Til Midnatsløbet på 10 km vil familien kunne komme med.

Men til ½ marathon er det mig selv og kun mig selv.

Og det er i virkeligheden det der er sandheden. Det er min kamp for mig selv, mod mine egne grænser og min kamp for at gennemføre noget jeg har arbejdet meget hårdt for. En kamp som vil være et vendepunkt for mig og en ny begyndelse på en anden form for løb. Ude på banen er jeg alene og ingen kan hjælpe mig, kun jeg kan beslutte at forsætte. Selv om hele den pukkelryggede stod og heppede, så er det kun mig der kan gøre arbejdet.
Ensomheden er en del af betingelsene for at løbe de lange distancer, en ensomhed jeg har påtaget mig med åbne øjne og med viden om at der ikke er andre der kan overtage min plads. Det er en viden der kunne være rar at dele med nogen og snakke om, måske med nogen der også skal løbe enten marathon eller den halve. Det er et stort løb, så der vil være mange mennesker. Og jeg vil kunne forsvinde i mængden og løbe mit eget løb i fred, men jeg vil også være meget meget alene.

Derfor har jeg trænet de meget lange distancer før løbet for i det mindste at vide at jeg kan løbe langt. Fordi jeg ved at der to ting jeg skal klare: 1) Gennemføre et halvt marathon for første gang i mit liv efter at jeg begyndte at løbe fra nulpunktet for et år og en måned siden, 2) Klare ensomheden derude hvor jeg kun har mig selv at stole på og jeg er den eneste der kan hjælpe mig for første gang .

Så derfor er jeg bange.......

onsdag den 18. august 2010

10 ting om mig - tagged i blogleg

                  Jeg har lidt minus på blog-konto-udskriften da jeg har fået denne her invitation fra Fru Z. Til at skrive 10 ting om mig selv som I ikke ved. Og måske i virkeligheden helst heller ikke vil vide hvis I altså fik valget. Men det gør I ikke. Så nu får I et uddrag i absolut tilfældig orden - eller uorden:

                1. Jeg har en vanvittig sans for humor. Kan næsten altid finde noget at grine af, ellers skal jeg nok lave det selv. Jeg kan gå og småfnise af ting i dage, uger måneder, ja sågar år senere hver gang jeg kommer til at tænke på det morsomme. Alle slags vittigheder kan bruges - das-humor, fjollede, sjofle, onde - sarkasme, ironi og sjove bemærkninger kan få mig til at flække af grin i timevis.

                2. Nogen gange går jeg og småsludrer med mig selv. Ikke sådan højt, men bevæger læberne i takt med at jeg diskuterer vigtige emner med mig selv. Jeg får sådan nogle fornuftige råd. Andre stirrer på mig som om jeg er forstyrret i hovedet når det sker i supermakedet.

                3. Jeg elsker lave mad og have gæster. Sådan med at kokkerere i dagevis og virkelig give den hele armen med enorme mængder af varierede retter (og der er altid noget nyt jeg aldrig før har lavet) indtil gæsterne fortvivlede tigger om nåde. Jeg selv er en elendig spiser der helst lever af salat og ostemadder. Og kæmper en evig kamp for at huske at få inhaleret mellemmåltider. Og kommer til at springe måltider over. Og tordner for mine børn at de skal spise ordentligt.

                4. Jeg blev student fra Holte Gymnasium og spillede fagot i orkesteret. I årevis derefter kunne man se mig på cykel med fagotten på ryggen farte rundt i København og omegn for at vikariere i diverse amatørorkestre.

                5. Kager og søde sager er ikke noget jeg bryder mig ret meget om. Der kan gå halve år i mellem at jeg indtager noget af den slags, har feks lige fundet et par chokolade påskeharer i skabet. Til gengæld har jeg en svaghed overfor chips/osterejer og vin. Når jeg så tillader mig at falde i ryger hele posen på en gang. Og nogen gange også hele flasken.Skååål.

                6. Ordet bogorm blev opfundet med mig i tankerne. Er helt nørdet og læser så meget jeg kan på alle mulige (og umulige) steder. Jeg kan ikke sove hvis jeg ikke lige får et fix.

                7. Sko er det værste jeg ved at skulle købe. Hader at beskæftige mig med sko, tasker og bælter. Derfor går jeg rundt med en Mary Poppins taske hvor alt synker ned på bunden i et syndigt rod, samt med bedstemor-sko (det påstår Konsulen i hvertfald).

                8. Kontrolfreak. Perfektionist. Målrettet. Med stort K, stort P og stort M. Elsker at lave lister, planlægninger og at afkrydse udførte opgaver. Er noget besluttet bliver det normalt nådesløst gennemført.

                9. Selv om jeg ikke er til astrologi eller andet alternativt, så vil jeg alligevel sige ordet Skorpion. Kan bære nag i årevis hvis jeg bliver trådt gevaldig grundigt over tæerne. Der er feks et par stykker fra 1980'erne som jeg stadig venter på at få skovlen under.

                10. Drikker så store mængder af te og nescafé i halv-litersglas med masser af mælk, at jeg har været nødt til aktivt at begrænse forbruget. For ellers er der ikke plads til vand når nu jeg løber, og så får jeg ikke væske nok. Min storebror kalder min te/nescafé for Ganges-vand pga farven (det er al den mælk - burde holde en ko i haven). Men jeg elsker sådan en enorm kop.....Og finnerne laver det med langtidsholdbar mælk på caféer og det er bare ulækkert!

                Se så, nu ved I det.

                Og nu skal der tagges. Jeg kender bare ikke 6 bloggere som ikke allerede er blevet tagged - så det må nøjes med disse: May-Britt, Mette og Hammy

                Gratis underholdning

                Måske af lidt tvivlsom art, men ganske morsom. Jeg skulle bare ud på lille luftetur og fik yngste datter med på cykel. 6,5 km kunne hun lige klare, men hun måtte bekræftes mange gange om at hun var meget dygtig og sporty.

                Hun taler enormt meget, mere end jeg gør - og det siger noget. Normalt bliver hun bremset af sine større søskende og bedt om at klappe i. Men nu var der frit spil og moar var hendes publikum uden at nogen kunne forstyrre.

                Det lød nogenlunde sådan her:" Og ved du mor......Og ved du hvad mor.......Og ved du hvordan man siger hold kæft på Koreansk for det ved jeg ......Og så....Og så......Og tror du der er mange snakes der inde i forresten......Hvordan er det nu man siger snake på dansk?"

                Vi er jo tresprogede for der tales dansk og hebraisk i en pærevælling i hjemmet, og børnene går på international skole så engelsk er også flydende og sniger sig ind i mellem de andre ord. Der er næsten ikke en sætning der er opbygget på kun et sprog. Og så lærer de fransk (og sønnen også spansk) som fremmedsprog i skolen. Så nogen gange kan det godt give lidt sprog-salat. Men de ved godt lige præcis hvem de taler hvad til - og da jeg er med på alle sprogene får jeg nogen interessante sætninger ind i mellem.

                Så det var ikke kedeligt at løbe i dag, bedre end min MP3. For hun fik mig jo til at smile hele tiden og nyde at høre hende - og glemme at jeg egentlig løb.

                tirsdag den 17. august 2010

                Så husker vi lige at tage det roligt.

                Det er nemmere sagt end gjort.
                Men jeg prøver virkelig at lære af mine fejl og af andres erfaringer. Så derfor tvang jeg mig selv til at hvile i to dage efter mit lange løb. For sidste gang jeg var nået hertil var jeg ikke i god nok form og løb mig til en skade. Og det kostede mig mit første halve marathon i Maj. Så nu fortrækker jeg at være som en løve i bur, men passe på mig selv. For jeg øgede mere end 10% i lørdags, og det skal man ikke på mit niveau også selv om jeg er i god form nu.

                Kan I høre hvor meget jeg føler at jeg skal undskylde at jeg ikke har løbet før i dag?
                Sådan lidt symptomer på fanatisk løbe-eksem der klør?

                I dag fik jeg udforsket en rute som ikke er på elektroniske kort og derfor har måttet vente på Garmin. Så jeg fik 8,3 km i skønne skov omgivelser - selv om jeg godt kunne mærke ben og havde lokomotiv-åndedræt. Det var nok mest hovedet der ikke var med på legen, men da det sidder skruet fast et eller andet sted måtte det jo bare følge med uanset om det ville eller ej.

                Selv om jeg var rastløs i går lod jeg mig drukne i købe-nye-gymnastiksko-flagrende-teenage-hormoner-sure-patienter-der-skal-passes-lave-aftensmad-opvaskemaskine-vasketøjs mudderet. Det skal nemlig også til en gang i mellem. Prøver jeg at sige til mig selv.

                Jeg ved godt at jeg skylder noget på Fru Z's konto, men mine indlæg vil ikke hvad jeg vil, og før det ser ud som jeg har besluttet bliver det ikke udgivet. Sådan!!

                lørdag den 14. august 2010

                Det skete bare lige sådan

                At jeg havde planlagt lang tur på 16 km, men tilsyneladende målt forkert på kortet da jeg planlangde ruten. Så da jeg kom til broen hvor jeg skulle krydse motorvejen for at begynde hjemturen, stod min Garmin på 9,1 km. Og den eneste vej hjem var jo sådan set bare at sætte den ene fod foran den anden.

                Indtil da havde jeg haft en fantastisk tur. Og det blev jeg ved med. Kunne klare alt, bakkerne blevet forceret som en leg, benen kunne simpelthen selv. Og kunne bare blive ved. Og hovedet ville også gerne i dag.

                Kl ca 7,5 km fik jeg krise, men som jeg har læst mig til hos en meget klog ultraløber som er min inspiration og motivationsfaktor - så kommer kriser og de forsvinder igen, de varer ikke evigt. Så jeg tænkte "nå, nu må vi se hvordan du vil klare sådan en krise til dit halve marathon" og derefter løbe jeg simpelthen videre. Og ja, det gik faktisk hurtigt over.

                Tænk at få en dag hvor jeg løb 18 km uden pause overhovedet, hvor alle bakker blev forceret i løb og hvor jeg virkelig nød hvert minut. Jeg brugte 2 timer og 2 minutter - det er jeg godt tilfreds med. Og jeg ville godt kunne have løbet 3 km til hvis det havde været nødvendigt.

                Dagen begyndte ellers med et tordenvejr så ruderne klirrede og væggene rystede. Og regnen stod ned i lårtykke stråler. Ikke en godt start på den dag der er Helsinki City Marathon. Men det klarede op og det må have været perfekt vejr til marathon - overskyet, temperatur på ca 24 grader og let vind. Næste år....... Men det kommer jeg tilbage til.

                Patienten er blevet udskrevet og kommet hjem i lettere svagelig tilstand. Han har det efter omstændighederne godt og vi er ved godt mod. Nu skal han bare hvile og have noget mad. Og noget søvn, man sover ikke godt i saml hospitalsseng, med dræn ud af halsen og drop i hånden. Disse er dog heldigvis blevet efterladt på hospitalet.

                Mine børn har drevet mig til vanvid i de sidste dage - det er som at bo sammen med varulve. De snerrer og vrisser af hinanden, retter på hinanden, skælder ud og taler som rejekællinger. (kan man det hvis man er en dreng??) Nå, i går aftes blev det for meget. Jeg ved jo godt at som voksen gælder det om at holde hovedet koldt, bevare overblikket og aldrig - gentager aldrig - lade sig trække ned på deres niveau og ind i deres skænderier.

                Med dette i baghovedet brølede jeg af dem, kaldte dem ting en kærlig moder ikke bør sige til sine børn, knaldede dørene i til deres værelser i (det plejer at være dem der gør det...) og stampede højt bandende ned ad trappen fra første sal. Derefter satte jeg mig og spiste aftensmad i velsignet fred og ro, for så at sende dem alle tre en SMS hvori jeg meddelte dem at maden var parat - og satte mig ud på altanene i vores smukke have og drak noget rosèvin.

                Så jeg trængte i allerhøjeste grad til en lang tur i velsignet fred og ro i dag som blev løbet fra kl 19 efter at jeg var faldet i søvn i eftermiddag på sofaen. Det sker ellers aldrig, men jeg må jo have trængt til det!!

                fredag den 13. august 2010

                Fredags filosofi....

                Så, nu er Konsulen installeret på operationsgangen og vi må bare vente. Derfor er jeg lige gået lidt på arbejde for jeg forstyrrer bare derhenne.
                Jeg går nemlig i sygeplejerske-mode lige så snart jeg kommer i nærheden af hospitaler og begynder at administrere alting. Så det er bedre at jeg blander mig udenom, han kan jo godt selv svare på spørgsmål......

                Hæ hæ, løb intervaller i går, gode intervaller. Havde min skovsti for mig selv og tog 5 planlagte og lige et ekstra interval da jeg blev forvirret af uret. Og så lige 4 km nedkøling. Så det blev til 8,5 km, lidt mere ned jeg plejer når det er intervaltræning. Glorien klemte også lidt bagefter da jeg pudsede den......
                Sommeren har været og er stadig meget varm - det er ikke noget nyt - og naturligvis er der udsigt til varmebølge i weekenden igen da jeg skal på langtur. Det mærkelige er at jeg føler at jeg har fået enorme kræfter lige pludseligt, jeg har jo holdt ud og svedt tran - men har gennemført mine løb. Jeg har hele tiden lyst til at løbe lange distancer, i hvertfald i hovedet og når jeg kommer ud opdager jeg en stædighed som jeg ikke har haft før. Selv om jeg kan blive nødt til at gå et minut, er der ikke ti vilde heste der kan få mig til at afkorte mine ture.
                Kunsten er nu at holde iveren nede for jeg kan ikke bare øge uhæmmet, det ved vi jo alle. Jeg prøver at få 4 løbepas i ugen, det holder hårdt men jeg kan mærke stædigheden der siger at så må det bare blive på mærkelige tidspunkter eller kortere distancer.

                Planlagt til min weekend er 16,5 km's mentalt tyggegummiløb lørdag, og søndag vil jeg have mit 4. løb, sådan en 8-10 km på en pæn skov rute (som kompensation for de lange lige stræk lørdag)hvis jeg kan trække det. Og næste uge er restitutionsuge.
                Her et billede af min yndlingsskovsø Sorlampi som jeg vil løbe forbi på søndag.


                Det er ikke så nemt når ambitionerne overgår det man kan....

                torsdag den 12. august 2010

                Men det her var meget sjovere!

                Nogen gange kan det være en gevinst at tilhøre en ambassade.

                For eksempel når et landshold i basket-ball kommer til Finland for at spille kvalifikationskamp til EM.


                Jeg er ikke den store fan men det er mand og børn, specielt min søn - han spiller selv og var sidste år i Riga og i Tallin til kampe.

                Vi havde fået to billetter - ambassaden fik et få antal billetter gratis - og det var meningen at Hr Konsulen og sønnen skulle af sted. Men Hr Konsulen havde det småskidt (skal opereres i morgen) og da man ikke kan skuffe en 14-årig dreng med en aflysning, måtte jeg opgive at løbe og tage med til kamp. Ja ind i mellem føles det som om familien saboterer mit løb med vilje!!

                Kampen blev spillet i Barona Areena i Espoo hvor der også holdes 24 timers løb hvert år i Januar
                og det er et enormt kompleks bestående af flere haller, bla en boble-hal med løbebane i bunden, 8 floor-ball baner på 2. etage og en foldboldbane på 3. etage i naturlig størrelse!


                Vi ankom så og fik udleveret VIP-pas og blev bugseret ind i VIP området hvor der var forskellige Finske kendisser - som vi jo ikke aner hvem er. Men der var mad og drikke og en god stemning. Vi fik organiseret autografer fra vores spillere, selv om de ikke ville have besøg i omklædningsrummet. Det kunne ellers have været interessant at stå ved siden af en spiller der er 217 cm høj, så føler man sig nok lidt lille.



                Da spillet skulle begynde blev vi anbragt i præsidents loge - vores ambassadør var med og så er man nogen gange lidt heldig......

                Det var helt fantasktisk luksuriøst, med servering og alt hvad man kan have behov for når man ser en sports-kamp: Tv (????), dybe sofaer i modsat retning af banen (????), bar (!!!) toilet, omklædnings rum og brusebade med indgang til (ikke tændt) sauna som havde glasvinduer til banen så man kan følge med i kampen (Vi er vel i Finland !!!!!) og en fin balkon med plyds sæder.


                Ja det var jo sjovt at prøve, sjovt at stå og svinge med flag og råbe sig hæse.

                Det hjalp dog ikke for vores hold tabte 83 mod de Finske 84 point efter at have været flot foran hele spillet - men der blev lavet nogle dumme fejl og det koster.........



                En skuffende oplevelse med Leonard

                Ja det var det desværre.

                Vi elsker hans sange og kan dem alle udenad, men han var uden den inciterende rytme og der var ingen intensitet i hans optræden. Han var stivnet i sine bevægelser - den typiske Leonard Cohen optræden var frosset og ikke dynamisk.





                Det virkede som om musikerne måtte holde tempoet nede for at han kunne følge med og de høje toner klarede han ikke. Det var mere en deklamering af hans sange på et lydniveau der blev holdt nede for ellers kunne Leonard vist ikke overdøve spillerne.


                Jo, det var stort at se ham i rigtig live og han bliver 76 til September - så han er lidt undskyldt.

                Men vi valgte at gå i pausen, for når en stor kunstner ikke leverer varen vil vi hellere huske ham som han var.........

                mandag den 9. august 2010

                Et ordentligt brag

                Et tordenvejr var det der endte vores overvarme weekend i går. Tordenvejr fra alle fire verdenshjørner på en gang, utrolig flot at beskue fra den åbne terassedør. Regnen stod ned i lårtykke stråler og pigerne fjollede rundt udenfor og blev drivvåde - de nød at få lov (og ikke at fryse).

                Jeg var ude og løbe en runde med mellembarnet, hun trænger til motion og er begyndt at blive trænet af storebror. For at opmuntre hende løb jeg med hende - det var lidt af en "snydetur" for mig da det bare var 3 km i adstadigt tempo. Men så fik jeg da prøvet at løbe lidt efter at have løbet langtur i går, det har jeg ikke prøvet før.

                Ellers har jeg været grebet af lidt panik-angst, skolen starter i morgen og bare tanken om madpakker (som børnene selv laver , men køkkenet skal jo ordnes bagefter......), organisere sund og nærende aftensmad passende til voksealder teenagere og kræsenmadsen, vasketøj op og ned, svæve over vandene og se efter at der bliver bruset og børstet tænder - puuuh jeg fik helt åndenød og hjertebanken. Hvor er det dejligt når der er ferie og tingene kan gøres i roligt sommertempo.

                Det bliver selvfølgelig meget rart at kommeind i en hverdagsrytme, men der er meget der skal ses efter. Jeg ved godt at det går hurtigt med at børn vokser op og forlader hjemmet, husker selv da de var bittesmå og skulle passes konstant og nu er de utrolig selvstændige, men nogen gange så må jeg indrømme at jeg bare vil have min egen ego-tid til mine ting uden at skulle ordne noget for andre.

                Jeg kan godt føle ind i mellem at livet er som i et eventyr, et af dem hvor man har en pengepung der bliver fyldt automatisk op når man har tømt den så den altid er fuld af penge. Lige præcis sådan er min vasketøjskurv, opvaskemaskine, strygekurv og køkken - lige så snart det er tomt og ryddet bliver de automatisk fyldt op igen. Mens køleskabet derimod har modsat effekt og bliver tømt helt automatisk sådan at der er ekko på når man åbner det!!!

                søndag den 8. august 2010

                Løb i Helvedes Forgård

                Ja undskyld den lidt dramatiske titel, men sådan føltes det faktisk. Kl 7:30 var temperaturen 24 grader, kl 9:50 var vi kommet på 29 grader og nu kl 14:10 har vi nået 34 grader. Under hele forløbet med en luftfugtighed på 75%. Værs'go der er serveret.
                Så er der måske nogen der spørger (ååårrh vil I ikke nok!) hvordan jeg ved noget om temeraturer så tidligt om morgenen? Joooh for jeg sprængte endnu en personlig grænse i denne uge (nu bliver det snart usundt) ved at stå op kl 06:00 en søndag morgen og tage ud på 15 km lang løbetur!!

                Ja jeg er også selv chokeret, men rent faktisk var der egentlig ikke noget i vejen med tidspunktet. Da jeg havde fået mig selv overtalt til at stå op gik det fint, spiste et stykke rugbrød med ost og godt med hindbærsyltetøj og drak min ½ liter te med mælk. Uden den kører maskineriet ikke. Jeg plejer at spise havregryn med mælk (uden sukker) men det har en tendens til at ligge og skvulpe i maven og hærge løb. Så meget har jeg da lært.

                Kl 7:45 startede jeg og kunne mærke at kroppen var parat. Men det var vejret ikke rigtigt. Luften var så fugtig at jeg følte at jeg ikke kunne få vejret - og ikke pga tempo eller noget andet. Simpelthen blev lungerne ikke luftet ud, det var en meget ubehagelig følelse. Den første lille time var det overskyet (føltes som om alle skyerne lukkede sammen om hovedet på mig) og bagefter en halv time med bagende sol. Til sidst igen skyer. Det var hårdt og sejt, måtte gå nogle gange og det gør heller ikke noget. Jeg ved af erfaring at disse løb i varmen giver styrke og udholdenhed i fremtiden. Til min store forbavslelse holdt jeg gennemsnits tempo på ca 6:30 min/km og det er jeg meget tilfreds med.

                Jeg løb delvis ny rute, langs Ring III er der cykel/fodgænger stier til mange mange kilometers ture - og de kan udvides ved at løbe videre til næste bro. Jeg ved godt at det lyder mærkeligt at vælge at løbe langs en motorvej - selv om finske motorveje er omgivet af skov så jeg har masser af grønt på venstre side og for det meste også grønt mellem mig og kørebanen. Men den rute kan for det første varieres i længde uden ende, jeg kan løbe ud og hjem ad forskellig rute (krydser over motorvejen) for jeg hader at løbe ud og hjem ad samme vej, men det vigtigste er faktisk at den er ret kedelig. Sådanne laaaaaange lige stykker hvor vejen strækker sig i en uendelighed forude og man kan se en lang sej bakke ude i horisonten. Det er frygteligt for mig, når jeg ser sådan et langt stykke jeg skal løbe, er jeg lige ved at give op. Jeg vil helst have ruter der snor sig jævnligt så jeg ikke ved hvad der venter forude. Det er for eksempel grunden til at jeg ikke har tilmeldt mig Badwater endnu.....ha ha ha, den var f...... god!!






                Nå, men det er sundt og udviklende at at tvinge mig igennem sådanne ture, både fysisk og psykisk. Jeg lærer at lukke helt af mentalt og bare gøre det jeg skal: løbe. Uanset om det går op eller ned, så er det bare om at få benene til at flytte sig. Jeg ved nemlig at på ½ marathon ruten i september vil der være sådanne strækninger på noget af turen og det gælder om ikke at blive udmattet psykisk og presset af dem. Der er også rimelig jævnt niveau (hvilket der også vil være til mit løb) med lange seje bakker, i skoven er terrænet enormt kuperet med mange mindre stejle bakker. Der er selvfølgelig kønnere men jeg har lært at sætte pris på lastbils-udstødnings-fis ;-)

                torsdag den 5. august 2010

                Sådan!

                Der bliver varmere og varmere igen. Der er lovet mindst 30 grader i weekenden og den slags oplysninger bliver altid modtaget med blandede følelser. På den ene side er man jo et skarn hvis man ikke nyder en fantastisk varm dag i haven, på den anden side er der jo lige den lange løbtur i sådan et vejr.

                Nå, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det og kan så derfor lige så godt nyde det.

                Jeg har løbet intervaller i dag for første gang med min Forerunner. Det var nu sjovt nok - og faktisk gav det lyst til mere. Og da jeg har fået en pistol i tindingen for at gennemføre 4 løbepas om ugen (hej Katrine...) så vil der jo blive fin lejlighed til at lave nogen af dem!

                Der måtte lige overskrides endnu en grænse i dag. For da jeg var varmet op og kommet il det sted i skoven som er godt til intervaller, så tillod et par kvinder med børn sig at gå lige på min sti. Så var gode råd dyre, for det ville da være for pinligt at løbe speed og så langsomt og så igen og forbi dem og.... og......og......

                En lille ekstra tænke-runde fik mig overbevist om at det er mit løb, jeg kender ikke de mennesker og skal ikke stå til regnskab for min adfærd og at jeg er nødt til at lære at abstrahere fra andre mennesker når jeg løber.

                Så jeg overhalede dem frem og tilbage i en uendelighed. Der var en lille pige der sagde "moj" (hej på finsk) hver gang jeg løb forbi - i min intervalpine var det eneste jeg kunne frembringe et smil i stil med Jokeren (Jack Nickelson) i Batman. Heldigvis begyndte hun ikke at skrige, men hilste bare pænt igen.

                I guder og gudessa'er, nu har jeg overskredet to personlige grænser i denne uge. Kan det mon være sundt for ens personlighed? Eller vil der være risiko for at jeg skal blive kæphøj?

                Glad er jeg i hvert fald og føler at jeg kan løbe herfra og til evigheden. Men kan jo foreløbig starte med ½ marathon den 12. September. Og måske Midnatsløbet ugen før, den 4. September. Har bare ingen at løbe med og jeg er meget nervøs for at stille op alene til løb.

                Åh hurrah, så kan jeg overskride endnu en grænse - der er ingen ende på herlighederne!!

                Foreløbig skal vi lige have Hr. Konsulen gelejdet igennem en operation næste fredag, staklen har en sten i underkæbens spytkirtel - ja det kan man godt have lige som galdesten og nyresten. Og da han jo er en mand så kræver det en stærk kvinde med uanede mængder af mental støtte og forsikringer om overlevelse. Så der vil være al mulig grund til at løbe - hvad gør man ikke for at komme væk fra en syg ægtemand!

                onsdag den 4. august 2010

                Nej, nej, nej

                Hvem er det der er begyndt at slukke lyset og trække solen ned så tidligt????

                Så man skal tænde elektrisk lys kl 22 om aftenen når det retteligt burde være lyst endnu????

                Hvor fanden blev de der helt ustyrlig lyse finske aftener af, hvor jeg sad udenfor og læste kl midnat uden lys???????

                Det er bare for tarveligt. Nedlægger veto mod efterårs fornemmelser!! Det er kun August måned, som efter loven anses for en sommermåned!

                Jeg prøver desperat at få passet 4 gange løb om ugen og hver gang bliver det saboteret af omstændigheder jeg ikke kan styre.
                For jeg kan jo ikke bare lade børnene eller den bedre halvdel sejle deres egen sø. Jo til dels, men så er der sygdom eller praktiske ting jeg er nødt til at ordne - og vups så er dagen gået og aftenen med.

                Jeg får altid løbet 3 gange, men føler at hvis jeg løb 4 gange så kunne jeg jo få lidt ekstra km i sækken. Synes at for at være rigtig seriøs så burde jeg nærmest løbe hver dag, og hvis ikke det så i det mindste 4 gange.

                Det er jo også min egne kvalitets-alene-tid hvor jeg ikke er nogens mor, kone eller noget som helst andet end mig selv og mine tanker. Hvor jeg mærker min krops styrke. Hvor jeg overvinder mine grænser.

                Morgenløber bliver jeg vist heller aldrig (som så mange andre....), jeg står frivilligt tidligt op men bruger så tiden på morgenmad, tedrikning og liiiiiiiige læse lidt. Hvis vejret er til det sidder jeg på altanen med udsigt over haven gennem træerne ned til hestefoldene på den anden side af åen.

                Så i dag løb jeg ikke, og samvittigheden er sort som kul for så bliver det i morgen, fredag og hvad så med den lange tur....??

                tirsdag den 3. august 2010

                Når skovtrolde kommer i byen

                Ja sådan føltes det. Og det var mig der var skovtrolden.

                I min trang til nye ruter synets jeg at tiden var inde hvor jeg ville prøve noget parkvæsen jeg har haft kig på et stykke tid. Og med Garmin kommer jeg jo frem alle vegne!!

                Så jeg iførte mig løbetøj på min arbejdsplads (nøøøj hvor var det en mærkelig fornemmelse) og lod mine ting blive der - synes jo ikke at der var nogen grund til at friste svage sjæle med en taske i en bil.

                Derefter vandrede jeg gennem noget af byen for at komme til parken og søerne jeg ville løbe rundt om.

                Og så skete der noget meget mærkeligt. I begyndelsen af min løbekarriere havde jeg alt muligt underligt gammel tøj på for jeg skulle lige se hvordan det gik før jeg investerede i rigtigt udstyr. Men efterhånden har jeg fået garderoben fyldt pænt op, så det var ikke fordi der var noget i vejen med det. Det er bare noget der til hverdag ikke betyder så meget, det der med hvordan jeg ser ud. Jeg er jo vant til at futte rundt i ødemarken og måske møder jeg et andet levende væsen her og der, men jeg er ikke vant til at blive overbegloet i løbetøj. Sådan noget stramt noget. Hvor man kan se alting. Pludselig var jeg blandt mange mennesker og de kiggede på mig.

                Eller også var det bare mig der troede at folk kiggede? Fordi jeg er nervøs for om de skal tro jeg er for tyk, for gammel, ikke ser prof nok ud? Eller fordi vi kvinder altid tror vi skal være under et forstørrelsesglas med vores udseende?

                Jeg er så selvkritisk at jeg ikke kunne drømme om at have noget tøj på hvis man kunne se en delle. Nu har jeg et BMI på lige under 20 så der er ikke så mange af dem, men bare tanken om at jeg skulle se "tyk" ud i noget tøj, så vil jeg ikke have det på. Det er jo fuldstændig latterligt, og når jeg feks ser en stor kvinde der løber eller power-walker, så tænker jeg ikke "nej hvor er hun tyk", næh, jeg tænker "hvor er det bare godt at hun gør noget ved det, good for her". Men over for mig selv er der ingen pardon. Det er ærgerligt at der er så mange kvinder der går rundt med følelsen af hele tiden at skulle sammenligne sig med andre og at resultatet af denne sammenligning ikke falder ud til deres fordel. Jeg kan kun grue for hvordan jeg vil føle mig når jge første gang skal stille op til et løb, så vil der være tusinder jeg kan sammenligne mig med. Lige til en tur hos psykiateren bagefter....

                Følelsen gik væk så snart jeg var inde i parken og blandt andre løbere - og bagefter på vej tilbage var jeg faktisk for træt til at give en døjt om hvad folk tænkte.

                Til gengæld lærte jeg noget om mit tempo når der er andre til stede, for jeg løb ca 45 sek hurtigere pr km end jeg plejer - resultat: Stønnede som et lokomotiv og måtte gå et par gange til sidst.

                Morale: 1) Jeg kan nok løbe hurtigere end jeg gør tøffende rundt alene i skoven.
                2) Skal lige til at få lidt planlægning og styr på tempo ved hjælp af min Forerunner, for
                ellers går det da galt til et løb!

                søndag den 1. august 2010

                Mine Cyber-Space Veninder

                Kan man have sådan nogen? Det lyder lidt som væsener fra det ydre rum, og det er det vel egentlig også på en måde.

                Hvis nogen ville fortælle min far at hans datter anser nogle personer hun aldrig har mødt eller talt med i virkeligheden for veninder, ja så ville han tro at hun var blevet godt og gammeldags vanvittig. Sådan med at skulle ringe efter den blå vogn og med sirener og hele molevitten. Nu er han selvfølgelig også 82 og kan ikke rigtig find ud af at bruge en computer.

                Men er der noget om snakken, eller galskaben om man vil? For kan man have veninder man aldrig har set eller talt med?

                Det kan de blinde jo...... Og de døve har aldrig hørt deres veninders stemmer......

                Og det interessante er at mine Cyber-Space Veninder er lige præcis sådan nogle jeg har brug for at kende. Men nok aldrig havde mødt hvis jeg bare havde sat mig ned på Rådhuspladsen i København og ventet på at de skulle komme forbi. For de bor i meget forskellige dele af Danmark, nogle af dem dele som jeg med skam må melde jeg har aldrig har besøgt. Og når jeg heller ikke sådan bor i Dk så er det også svært at møde dem.

                Vi har ellers så meget til fælles at vi burde være veninder. Lige helt fra starten. Sådan rigtig BFF - Best Friends Forever som mine døtre kalder det. Men det ville vi ikke have vidst om hinanden hvis vi ikke trampede ind på hinandens blogge med store støvler på og uhæmmet havde kommenteret det skrevne.

                Der deles mange personlige ting på bloggene. Nogle gør det mere end andre. Men hos de fleste kommer der gerne et lille host når tingene ikke lige går i den ønskede retning. For nogen gange er det nemmere at skrive ting til fremmede end at tale med dem man kender. Når man ikke skal sidde der og se dem i øjnene. Og vi Cyber-Space Veninder har et beskyttelses-gen som straks flammer op når man mærker at nogen trænger til opmuntring. Næsten uden hensyn til omstændighederne er vi altid parat til at forsvare og rådgive veninden.

                Og hvor mange knus får vi normalt sådan i løbet af en almindelig hverdag? Nogle får ikke et eneste i dagevis. Men hos Cyber-Space Veninderne kan man være sikker på at få et. Selv om det er fra det ydre rum, så er det nu meget hyggeligt og varmer lidt.

                Så jeg går ind for blog venskabernes Cyber-Space Veninder. For mig er det en daglig inspiration at læse andres tanker og få nogle erfaringer der hjælper med at holde løbegejsten oppe. Det gik lynhurtigt med at finde ud af at her var en for mig ukendt niche, som passede lige ind i min hverdag som ærlig talt er lidt ualmindelig pga. vores udstationeringer. Det skal jeg nok komme tilbage til.

                Efter at have opdaget at jeg (som sædvanlig) ikke kunne holde min mund og derfor havde "vold-brugt" andres blogge et stykke tid, kom tiden til at yde min del i venskabet. Jeg måtte deltage mere aktivt for at passe de fine tråde der var blevet spændt ud mellem mig og andre, og kastede mig ud på ukendte områder med min egen blog. For man kan ikke kun modtage uden også at give noget i nogen former for venskaber. Heller ikke i dem der formes i det ydre rum!