Det skete bare lige sådan

At jeg havde planlagt lang tur på 16 km, men tilsyneladende målt forkert på kortet da jeg planlangde ruten. Så da jeg kom til broen hvor jeg skulle krydse motorvejen for at begynde hjemturen, stod min Garmin på 9,1 km. Og den eneste vej hjem var jo sådan set bare at sætte den ene fod foran den anden.

Indtil da havde jeg haft en fantastisk tur. Og det blev jeg ved med. Kunne klare alt, bakkerne blevet forceret som en leg, benen kunne simpelthen selv. Og kunne bare blive ved. Og hovedet ville også gerne i dag.

Kl ca 7,5 km fik jeg krise, men som jeg har læst mig til hos en meget klog ultraløber som er min inspiration og motivationsfaktor - så kommer kriser og de forsvinder igen, de varer ikke evigt. Så jeg tænkte "nå, nu må vi se hvordan du vil klare sådan en krise til dit halve marathon" og derefter løbe jeg simpelthen videre. Og ja, det gik faktisk hurtigt over.

Tænk at få en dag hvor jeg løb 18 km uden pause overhovedet, hvor alle bakker blev forceret i løb og hvor jeg virkelig nød hvert minut. Jeg brugte 2 timer og 2 minutter - det er jeg godt tilfreds med. Og jeg ville godt kunne have løbet 3 km til hvis det havde været nødvendigt.

Dagen begyndte ellers med et tordenvejr så ruderne klirrede og væggene rystede. Og regnen stod ned i lårtykke stråler. Ikke en godt start på den dag der er Helsinki City Marathon. Men det klarede op og det må have været perfekt vejr til marathon - overskyet, temperatur på ca 24 grader og let vind. Næste år....... Men det kommer jeg tilbage til.

Patienten er blevet udskrevet og kommet hjem i lettere svagelig tilstand. Han har det efter omstændighederne godt og vi er ved godt mod. Nu skal han bare hvile og have noget mad. Og noget søvn, man sover ikke godt i saml hospitalsseng, med dræn ud af halsen og drop i hånden. Disse er dog heldigvis blevet efterladt på hospitalet.

Mine børn har drevet mig til vanvid i de sidste dage - det er som at bo sammen med varulve. De snerrer og vrisser af hinanden, retter på hinanden, skælder ud og taler som rejekællinger. (kan man det hvis man er en dreng??) Nå, i går aftes blev det for meget. Jeg ved jo godt at som voksen gælder det om at holde hovedet koldt, bevare overblikket og aldrig - gentager aldrig - lade sig trække ned på deres niveau og ind i deres skænderier.

Med dette i baghovedet brølede jeg af dem, kaldte dem ting en kærlig moder ikke bør sige til sine børn, knaldede dørene i til deres værelser i (det plejer at være dem der gør det...) og stampede højt bandende ned ad trappen fra første sal. Derefter satte jeg mig og spiste aftensmad i velsignet fred og ro, for så at sende dem alle tre en SMS hvori jeg meddelte dem at maden var parat - og satte mig ud på altanene i vores smukke have og drak noget rosèvin.

Så jeg trængte i allerhøjeste grad til en lang tur i velsignet fred og ro i dag som blev løbet fra kl 19 efter at jeg var faldet i søvn i eftermiddag på sofaen. Det sker ellers aldrig, men jeg må jo have trængt til det!!