tirsdag den 28. august 2012

Er jeg bare fuld af gode undskyldninger???

Jeg fik ikke rigtig svaret på jeres medfølende kommentarer til min interessant udseende bagdel. Faktisk er jeg gået rundt om bloggen som katten om den varme grød. Har ligget lavt på kommunikationsfronten. Syntes at der hele tiden sker udviklinger som  pludselig bare lyder som en samling gode undskyldninger for ikke at yde mit bedste.

Hvad jeg mener?

Jo, jeg er stadig blå bagpå og der er stadig en øm klump på bagsiden. Men det er bedre, meget bedre. Holdt nogen dage fri fra løb fordi det dunkede og gjorde rigtig ondt når jeg prøvede. Og rggen gav også udtryk for utilfredshed med tilstanden.
Mandagen var blevet udset til langtur når jeg nu havde holdt pause i weekenden. Cyklede godt nok 40 km om lørdagen, men det er jo ikke løb. Og tæller derfor ikke i mit indre regnskab.
Men mandag løb jeg så 26 km - kunne godt have løbet meget mere. Men, men, men syd for ryggen blev der sendt røgsignaler om at holde tilbage. Havde krampe i højre ben og trækninger ned i venstre ben der uhyggeligt mindede om Ileo-Tibial Syndrom som jeg før har stiftet kendskab med. Og frygter mere end noget andet. Så med stor respekt for kroppens nødråb, luntede jeg pænt hjem igen efter en tur hvor jeg fik afprøvet alle de mentale strategier jeg har arbejdet på og derved fik en total overskudstur - altså rent mentalt.

Trækningerne ned i benet har sin oprindelse i ryggen. Bækken. Når man sådan har en forkert holdning fordi man er træt eller har overanstrengt sig (og derved falder sammen i ryggen).
Eller tager uplanlagte flyveture og lander med fuld styrke på siden af bækkenet.
Godt at jeg havde en tid hos osteopaten om onsdagen. Som på mig da jeg fortalte hende om faldet og viste hende min flotte bagside.Så ud som om hun syntes at den slags ikke hører hjemme i min ladersgruppe. Men tænk hvís jeg kom med ondt i ryggen fordi jeg lå på sofaen hele dagen - det ville da være meget værre....
Hun arbejde godt hvorefter hun tiggede og bad mig om at holde nogen dages pause så kroppen kunne få ro til at komme på plads.
Det gjorde jeg også. Ved det godt. Så jeg ventede til fredag - det er to dage uden løb. Og nej, der var intet at mærke på de 11 km jeg løb.

Pfew!! Grønt lys for den sidste rigtig lange tur i weekenden inden marathonet.

Hvorefter jeg blev smittet af mine børn med noget omgangssyge - ondt i halsen, feber, generel dårligdom der kulminerede med en maveomgang i går. Og har ligget brak fra lørdag. I dag er jeg på arbejde  hvor jeg flagrer småsvimmel rundt med makaroniben (det var jeg sådan set også i går, men jeg kan ikke rigtig huske noget fra dagen...). Hvorfor jeg ikke blev hjemme? Fordi i går troede jeg at det nok skulle gå, i dag fordi der skulle komme personer til nogen møder - og de kom helt fra Estland og det var aftalt i forvejen.... så kan jeg ikke få mig selv til at svigte.....og nej, der var faktisk ikke andre der kunne overtage......

Nå, men jeg skal i hverfald ikke lige ud og løbe nogen steder hen idag. Det skulle da lige være en ekstra tur på das.....

Og så kommer vi frem til den med dårlige undskyldninger.

For nu bliver det ikke til ret meget langtur inden marathon - ellers bliver det for tæt på. Jo, 20 km i weekenden, men ikke noget med de planlagte 35. Masser af nedtrapning, ikke helt så meget træning som der gerne skulle være.
Det lyder jo som noget med undskyldning for ikke at gøre det så godt. "Jahhh, jeg har jo været syg.... jahhh, jeg har jo været tæt på en skade......jahhhh, blablabla..... og derfor løb jeg på den og den tid som ikke var det jeg håbede......blablabla".

Lyder virkelig som undskyldninger for ikke at yde mit bedste. Som om jeg i virkeligheden burde lade være med at løbe - for hvordan skal det dog gå godt?

R.. og nøgler - jeg har tænkt mig at løbe den marathon. Med eller uden god nok træning. Det vil jeg overhovedet ikke tænke på, for de tanker kan jeg ikke bruge til andet end mentalt at ødelægge løbet for mig selv. Det er bare om at komme videre.

Fra i dag er jeg officielt i fysisk nedtrapning som efter planen (uden at tænke på lige præcis fra hvad - blev der sagt!) og begynder de sidste mentale forberedelser.

De er også meget sjovere at skrive om.

torsdag den 16. august 2012

Hold i venstre balde

Det er altså ikke en opfordring til mine evt. mandlige læsere. Desværre, den går ikke drenge. Sorry guys. Konsulen bliver bare sur.

Næh, det er mere at se som en diagnose - efter den enorme flyvetur jeg tog mig i går ude i skoven. Og landede med hele korpuset på venstre balde. Det var heldigt at jeg på en eller måde instinktivt fik vendt mig i luften, da jorden pludselig kom drønende op i fjæset på mig.

Jeg har fundet en ny rute som ender i et trailspor. Først løber jeg på noget ny skovsti der er under konstruktion - sådan en laver man ved at fræse al bevoksning på siderne til et bredere spor, dækker med noget stof underlag, hælder tonsvis af granitskærver ud over, fylder grus på og tilsidst lidt mere grus med mindre sten. Af ukendte årsager skvattede jeg over noget sten der overhovedet ikke burde have generet mig. Og landede med et brag og snudeskaftet helt nede i skærverne.

Først sad jeg og kiggede lidt måner, stjerner og sole. Derefter rejste jeg mig op og begyndte at gå rundt i cirkler for at se hvor stor skaden var. Kæft hvor gjorde det hamrende ondt i rumpen. Og jeg lignede Lot´s hustru, fuldstændig syltet ind i støv. Jamrede lidt. Men kunne konstatere at jeg var i live.
Og skulle beslutte hvad jeg nu gjorde. Løbe videre eller humpe de 2 km hjem??

Beslutningen blev taget ud fra 3 overvejelser:

1. Hvis man skades gælder det om at udføre R.I.C.E. så hurtigt som muligt. Rest - skulle jo alligevel gå 2 km, så det var ikke aktuelt. Ice - ikke meget af den slags i skoven. Circulation - få blodomløbet i gang igen. Elevation - tjah, hvordan får man lige bagdelen op i højere niveau end resten af kroppen? Jeg går altid ind for at det er godt for ømme muskler at blive rørt og "skyllet igennem" så ophobet syre osv. vaskes ud. Balder er muskler - så det måtte også gælde her. Altså effektivt og faktisk vigtigt at løbe videre.

2. Det gjorde så ondt, at jeg godt var klar over at jeg ikke vill kunne komme ud at løbe dagen efter - i dag. Det ville så betyde ingen løb onsdag og ingen løb torsdag. Så hellere blive færdig med det jeg var begyndt på. Viste sig også at der var bonus-effekt, da smerten i bagdelen helt overskyggede svien fra brændnælderne og rifterne fra hindbærbuskene jeg mødte på mit trailspor.

3. Glimrende øvelse i at løbe og bide smerten i sig. Lidt sygt, ved jeg godt. Det skal man nok være løber for at forstå....

9 km senere væltede jeg ind ad døren derhjemme, hvor resten af familien beundrede al det fine støv og skidt der var tværet ud over hele mit åsyn. Mens de venligt fejede gruset op der faldt ud af mit tøj.

I dag har jeg verdens flotteste cyanid blå venstre balde. Og ondt i r....
Men burde nok have en fortjenst medalje for velgennemført træning!


fredag den 10. august 2012

Man lærer så længe man lever

Og jeg kan nu skrive under på at jeg godt kan løbe længere ture om morgenen selv om jeg er eftermiddagsløber. Og halvgammel.
Jeg har lært at løbe om morgenen. Tidligt.

Stod op sidste weekend kl 06:30, spiste morgenmad (havregrød) og løb ud efter ca. to timer. Det er hvad jeg af erfaring ved at jeg skal have efter måltider - ellers får jeg ondt i maven.

Det var faktisk en ret fantastisk oplevelse, specielt lørdag hvor jeg løb i skoven efter en regnfuld nat. Så er det så smukt at jeg næsten får tårer i øjenene over at være så priviligeret at jeg kan komme så langt ud i naturen. Og er nær ved at glemme alle bakkerne - det er nemlig dilemmaet. Enten en rimelig tid på en fladere meget grimmere (!!!) rute eller en dårlig tid, men en naturoplevelse af de mere usædvanlige. Bakkerne styrker også, så ind i mellem tager jeg mig et fix og belutter at styrken jeg får, opvejer den dårlige tid.

Det var virkelig værd at stå tidligt op, turen føltes god, jeg var rimelig frisk og så er det jo overstået. Det lyder selvfølgelig ikke særlig positivt, men når man ved at man skal ud på langtur kan det godt hænge lidt over hovedet. Og nogen gange bliver det sværere og sværere at komme ud som dagen går. Derfor har det vist sig at være en god måde at få sin træning gjort og føle at dagen stadig ligger foran mig med mange muligheder.

Jeg har ikke løbet langture mens jeg var på ferie, så jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Besluttede at løbe mellemlange ture både lørdag og søndag for at få kroppen ind i vanen igen.
Lørdag løb jeg 16 meget bakkede km og søndag 14 fladere km. Jeg kunne godt mærke i benene om søndagen at jeg havde været ude dagen før.....

Havde egentlig drømt om at løbe over 20 om søndagen, men undervejs blev jeg klar over at det var lidt for ambitiøst.
Jeg havde aftalt med to meget kære veninder at jeg skulle løbe hen til dem. De havde været på familie besøg i USA og havde købe Chris McCormacks "I´m here to win" med hjem til mig - og den kunne jeg næsten ikke vente med at få fingrene i. Så jeg tænkte at det ville være en god anledning til at få nogen km i benene ved at løbe hen til dem og hjem igen. B. fødte en søn sidste sommer og han var ikke bange for at kaste sig over mig selv om jeg var temmelig svedig - selv var jeg lidt pinligt berørt ved at komme ind med sveden løbende ned af ansigtet. Og turde ikke tage skoene af selv om det er det man gør i Finland. Nu er de begge to fra USA og B. er faktisk selv løber, hun har løbet flere af de store marathons. Så hun var nok godt klar over hvad der ville ske hvis de sko kom af. Vi prøver jævnligt at få S. til at løbe også, men lige i øjeblikket prøver hun at blive gravid, så vi må nok vente til vi kan komme ud med to babyjoggere.
Undervejs havde jeg ringet for at sige at jeg vist ikke kom alligevel fordi det vill blive for langt, men da S. tilbød at køre mig hjem, løb jeg alligevel videre. Og fortrød det ikke, det var også dejlig at se noget andet end de sædvanlige ruter.

Og bogen. Wow. Jeg har læst mange citater fra den, men det er noget helt andet at læse det hele. Hvor er der meget lærdom i den bog, selv om det jo er et lidt andet niveau. Jeg sluger den og prøver at få så meget relevant viden ud af den som muligt. Jeg er nok også meget moden til lige præcis sådan en bog om mental styrke.

Den vågne læser vil se at jeg har sat foreløbig to nye sider på bloggen. Jeg har brugt meget tid på at finde information om hvordan jeg kan forbedre mig mentalt til at klare de lange løbekonkurrencer. Og syntes selv at jeg har fundet noget super relvant og brugbart materiale. For mig. Det er ikke sikkert at det vil virke for andre, men jeg vil gerne dele alligevel.

Husk bare at jeg er ikke nogen ekspert og det er noget jeg har "kogt sammen" fra mange forskellige artikler og oversat til dansk. Der kan være ting der ikke er helt korrekte og måske kun passer ind i mit hoved. Men det har givet mig en stor fremgang på de sidste løb hvor jeg har brugt det, jeg har følt en mental styrke der også har givet sig udslag fysisk.
 I er velkomne til at kommentere eller komme med forslag - eller bare bruge det selv. Der er mere undervejs, og jeg har også tænkt mig at delagtigøre i hvordan jeg rent prakisk bruger materialet i andre indlæg.

torsdag den 2. august 2012

Noget om at lære gamle hunde nye kunster....

Nu er jeg ikke så gammel i gårde når vi taler om løb. Og dog, så alligevel lidt.

I disse dage er det præcis 3 år siden i en alder af 47½ jeg tog et par oldgamle og udtrådte sportssko på fødderne, og begav mig ud i det der skulle vise sig at blive noget anderledes rejse end jeg forestillede mig. Vidste godt at løb er hårdt, men alligevel. Hvis alle de der finner jeg så rundt omkring kunne løbe, så kunne jeg vel også, var tanken. HA! Kunne jo ikke engang løbe 500 meter. Det er så kommet i løbet af de 3 år, men ikke uden at have været bremset et par gange af overbelastede kropsdele - heldigvis er min krop stærk og nu kan den tåle det meste.
Jeg løb i de førnævnte sko - de bor nu i mit løbesko-museum - og i hvad der nu kunne findes af t-shirt og shorts. Godt det kun var egern og enkelte rådyr der fik fornøjelsen af at studere mig på nært hold. Man skulle jo nødig investere i dyrt udstyr hvis ambitionerne ikke kunne holde.

Ambitionerne blev opfyldt. Mere end jeg havde drømt om. Eller nej, jeg havde drømt - men ikke rigtig vovet at tro på dem. Hårdt arbejde har givet pote. Vedholdenhed, sne og frost med ned til minus 22 grader, vind, bakker, stædighed, nederlag og tårer af frustration over smerten ved intervaller, støtte fra familien, viljen - bare ville gøre det.

I dag løber jeg i fast skomærke (Nike Vomero - ejer sågar et par ubrugte der ikke er løbet til endnu og venter i skabet) og har udstyr til al slags vejr - og flere af hver slags. Løbeur. Camelbag. Væskebælte (2). Gels til langturene (de kommer nu til at vente længe, kan ikke fordrage dem). Et større antal medaljer og løbenumre til minde om deltagelser i løb. Deltaget (og gennemført!) 3 x 10-km konkurrencer, 1 x 17,5 km konkurrence, 5 halvmarathons og 2 marathons. Vejer stort set det samme som jeg gjorde da jeg var 19 og ikke havde født tre børn endnu.

Og hver gang jeg deltager i et løb sker der alligevel følgende:

Jeg står ved startlinien og føler at jeg overhovedet intet har at gøre her. Føler mig totalt malplaceret og som om jeg har mast mig ind i en klub hvor jeg ikke har ret til at være. Syntes ikke det kan være rigtigt at jeg, efter at have læst såmange blogge om de her fantastiske løbere, nu selv står på startlinien og skal være med sammen med de store. Noget eller nogen er gået forkert.Jeg er ikke en god eller hurtig løber, jeg hører ikke hjemme blandt alle de her super sportsfolk der alle uden undtagelse løber marathon som at klø sig bag øret, jeg er ikke fit nok, jeg har ikke trænet nok eller rigtigt, jeg er ikke en af slænget, alle andre er bare ti gange bedre end mig, jeg er for langsom til overhovedet at kunne drømme om at gøre det her. Sådan lægger jeg ud og sådan begyndte jeg også mine 42,195 km. Ret kastrofalt og dømt til at mislykkes.

Det er så ikke mislykket fordi jeg lider af en indbygget stædighed, der kræver at jeg færdiggør hvad jeg har begyndt. Ordentligt. Under lidelser og bandende som en tyrker. Men muligheden af ikke at gennemføre eksisterer ikke - ikke så længe jeg ikke er skadet eller besvimet. Derfor er jeg også nødt til at være nøjeregnende med hvad jeg stiller op til og tidsrammen imellem arrangementerne.

Så Helsinki Marathon den 19 august må klare sig uden mig i år (men næste år....) fordi jeg vil (vil, vil, vil!) løbe Tallinn Marathon den 9. september - og jeg tør ikke løbe de to så tæt på hinanden. For Tallinn er et godt løb - det kommer jeg tilbage til i næste indlæg. At der så i den anden ende kan blive lagt et løb mere på, er en anden historie. Men ikke før.

Og nu kommer vi så endelig til pointen med hunden - efter at jeg åbenbart har haft en slags ud-af-kroppen-oplevelse og skrevet et indlæg jeg overhovedet ikke havde planlagt. Men den slags har det med at komme spontant og når nu det står her, kan I jo lige så godt få lov at læse det - og undre jer over mig og mine mindreværdskomplekser.

Den ovennævnte følelse af ikke at høre til skal ikke, gentager, skal ikke få lov at få mig ned med nakken. Jeg har brugt timer (specielt under træningen) på at analyserer hvad det er der får mig til at smaske ind i muren med et brag når jeg løber konkurrencer - og har nok virkelig forstået hvor vigtigt det er at være mentalt foreberedt til et marathonløb. Og har brugt timer på at finde læsestof på nettet. Som I får del af fra næste indlæg - kan såmænd også bruges til meget andet end løb.


En af de kunster som hunden er nødt til at lære hedder nye træningstider. Jeg er inkarneret eftermiddagsløber og alle løb i Finland begynder ved 13-15 tiden. Tallinn Marathon begynder kl 09:00 om morgenen. Kl 9 om morgenen siger jeg jer!!! Dvs at jeg vel skal op midt om natten for at vågne, drikke te, spise morgenmad, toilettetbesøg, flette hår, gøre sig klar osv osv. for slet ikke at tale om at jeg skal løbe på det ugudelige tidspunkt af dagen. Og hvad h...... spiser man når man skal løbe lige om lidt?
Hvad gør en perfektionist der har forstået at for at opnå noget må man betale en pris? Står op før Fanden får sko på i sin ferie op til flere gange (!!!) og løber 10-12 km. Uden vådt eller tørt. Børster lige tænder og stavrer ud med morgenkrøllet ansigt som først kommer på plads bagefter i brusebadet. Bare lisge for at se om det kan lade sig gøre.

Følte mig godt nok ret sej og sporty da jeg skred ud gennem lobbyen på hotellet i Stockholm kl 06:22 og sagde godmorgen til receptionisten og høstede beundrende blikke......
Og fik jordens dejligste tur i Djurgården søndag morgen i strålende solskín før byen var vågnet. Så er det ligesom det hele værd.

Det er ikke nemt at ændre en vane, men det kan lade sig gøre. Det er jeg nødt til at bevise i weekenden, når jeg løber langtur som min første morgentur. Altså løber langt om morgenen. Morgen, hører I?? Hvad man spiser før? Det ved jeg stadig ikke.....