Jeg har været en pivskid i denne her weekend. Skulle have været på langtur i går lørdag, kiggede skævt på den ækle blæst der susede om hushjørnet og gik så i seng og sov 1½ time sidst på formiddagen i stedet for at få løbetøjet på. Lavede ikke en brik hele dagen ud over at tage tøserne på noget indkøb - feks fik vi kigget på briller til Yngstebarnet der følger Storebrors eksempel og er blevet nærsynet. Lige som deres mor. Så nu er vi blevet enige og der kan bestilles noget hun vil acceptere at gå med. Men det kom der jo ikke meget løbetræning ud af.
Så blev det søndag og det blæste stadig som ind i f..... Jeg gik rundt med nedadvendte forkælede mundvige og mumlede i skægget om vind og vejr og umuligheden i at løbe i sådan noget. Og skammede mig indeni fordi jeg godt vidste at det var noget pjat. For hvad hvis det nu blæser når jeg skal løbe marathon, ik'? For det kan jo godt være og det blæser altid inde i Helsinki fordi byen ligger ved havet. Og det kan også regne. Det bliver nok ikke frost for efter den 10. juni står der selv i almanakken at det er forbudt at blive frost - men indtil den dato kan vi faktisk ikke klage hvis det skulle blive snestorm. Tiden gik og på et tidspunkt kiggede jeg lidt på dette hersens GUCR som jeg synes er et helt facinerende løb. Og så kom jeg virkelig til at skamme mig - for derovre løber de i regn og blæst og jeg går her med mit luksuslegeme og synes ikke det er ideelt løbevejr.
Det satte noget fut i kroppen, tøjet kom på, rygsækken spændt på ryggen og jeg kom ud i vejret. Som viste sig ikke at være særlig blæsende, regnen var kun støv regn (bortset fra en enkelt byge) og benene ville gerne være med. Efter 21,5 km stoppede jeg på en tankstation og købte en Magnum is mens jeg tænkte over hvordan jeg skulle fortsætte. Jeg havde valget mellem at sige nok for i dag og derefter gå ca 3 km hjem eller at tage en tørn og løbe en ekstra runde på ca 6 km. Jeg indrømmer at jeg valgte den letteste løsning - HA vel gjorde jeg ej, jeg løb med isen i hånden og fik derved skrabet 27 km i hus. Tilfreds med min indsats sidder jeg nu i sofaen med et glas hvidvin og ved at jeg stærkt nærmer mig endnu en milepæl......
søndag den 29. maj 2011
tirsdag den 24. maj 2011
Lægger sokker æg?
Eller får de hvalpe? Killinger? Ællinger? Et eller andet må de jo få, ellers er der ingen forklaring på alle de ukendte sokker der jævnligt dukker op i min vasketøjskurv. De er formodentlig gensplejsede mutationer, for der er ingen der vil vedkende sig ca. 10 par sorte sokker og størrelsen kunne passe til de fleste af husholdningens medlemmer. Der er heller ingen der vil have dem, de stakkels familieløse sokker - så nu overtager jeg dem sådan som jeg gennem årenes løb mor-agtigt har overtaget alt muligt og umuligt som ingen andre vil have. Og afgivet alt muligt af det som de andre gerne vil have. Og sorte sokker kan man da altid bruge, om ikke andet til at pudse sølvtøj i....... Der har været lidt stille herinde. Jeg havde en af de værste væmmeligste stress uger på arbejde i sidste uge og var endda helt ude af stand til at følge med hos mine mange blog bekendtskaber. Og har brugt den del energi på tandlæge besøg med tre børn, læge besøg med syge børn og opvarmning af mælk med honning til syge halse.
Heldigvis endte ugen rigtig dejligt. Fredag havde vi flere gode venner til middag (og selvfølgelig krævede det noget ekstra arbejde oven i skidtet på arbejde), lørdag holdt vi Mellempigens fødselsdag i noget vandland og søndag brugte jeg nogen timer på et løbe arrrangement. Det er et kvindeløb på 10 km - dog uden tidsmåling fordi det er meningen at alle skal kunne være med, både tykke, tynde store, små. løbende og gående. Der var 18.000 deltagende kvinder, og det er altså mange. Jeg havde fået tilbud om at deltage med et hold fra et hotel vi arbejder med, vi er gode venner med ejerne og det var sjovt at møde andre løbeglade kvinder og at løbe i hold. Det var selvfølgelig meningen at enhver løb sit eget løb og de andre var en del yngre end mig - men jeg holdt tempo med dem og vi fulgtes ad hele vejen. Der var en enorm trængsel for dem der gik var en del i vejen for løberne, men til sådan et arrangement må man være tålmodig over for alle og man kan ikke tillade sig at bruge albuerne. Desuden var der nogen på holdet der skulle på toilettet lige inden start, så det endte med at vi startede med dem der skulle gå........Prisen for at løbe på hold og så kan man jo heller ikke klage over trængselen.
For mig var det godt med endnu en løbserfaring, disponering af tempo, løbe med andre, ignorere hvad der foregår om ørene og bare koncentrere mig om vejrtrækning og mit løb. Der foregik en del underholdning så som Thai Chi, bigband musik, folkedans samt en del mænd havde taget opstilling med borde, øl eller champagne for at heppe på deres koner. Alt i alt en festlig dag med noget picnic til sidst.
I dag løb jeg 11 km i stiv kuling, i den sidste tid har der blæst så forfærdeligt heroppe. Det plejer ikke at blæse så meget og det er møg irriterende for vind har det jo sådan at den på et eller andet tidpunkt bliver til modvind. Men jeg prøvede at få det bedste ud af det: Forestille mig at jeg befinder mig efter 37 km i marathon på en af broerne og enten så må jeg blive ved eller også må jeg kyllinge den og gå. Eller at sådan føles den bakke der vil være omkring de 40 km og nu er der kun en vej - ligeud frem mod mål. Eller at så hårdt vil det føles og jeg må bare bide tænderne sammen og fortsætte. Eller forestiller mig følelsen ved at løbe i mål. Ja, sådan kan man få sig selv til mangt og meget når det tjener en sag man tror på......
mandag den 16. maj 2011
25 km langtur i ord
Læsere der ikke er så interesserede i løb, kan hoppe videre til næste indlæg som er en billedbeskrivelse af min sidste langtur.
Det kan altså være dyrt at hente startnummer. Men alligevel godt betale sig. Jeg har længe ledt efter en form for løberygsæk der opfylder mine behov uden at være for stor. Det vil sige med væske, plads til noget spiseligt, mobiltelefon, togkort, penge og id. Og lidt toiletpapir - her eksperimenteres nemlig og det kan som bekendt få katastrofale følger.....
Denne rygsæk Camelbak havde jeg kigget på flere gange i en butik og syntes at den var lidt pebret i prisen - så da den var over hundrede kroner billigere på expo'en kunne jeg ikke stå for den. Efter at have konsulteret Konsulen, som blev smækfornærmet fordi jeg spurgte ham "om lov" - han mener nemlig at så længe jeg løber som jeg gør må jeg også fortjene udstyr - inden for rimelighedernes grænse naturligvis.
Et af mine mål har været at løbe 25 km, et tal der har indeholdt magi for mig og som jeg har glædet mig meget til at komme til. I lørdags blev min camelback så afprøvet på en rute jeg var nødt til at lægge i skoven fordi det blæste med stormstyrke, der er næsten læ hele vejen men til gengæld er ruten meget kuperet. Jeg hader blæst, så hellere lide med bakkerne.
Det blev til en helt fantstisk tur - brugte en del tid på at tage billeder men jeg vil så gerne dele den pragtfulde natur med andre løbere som garanteret vil forstå hvorfor man bliver totalt hooked på at løbe heroppe.
Der er også mange ting der skulle afprøves når jeg var ude med mig selv så længe, for fra nu af bliver langturene bare længere og længere så der skal læres nogen helt basale ting.
Indstilling af rygsækken: Der er to remme til at spænde, den ene over brystet og kan flyttes op eller ned alt efter brystmål og den anden i livet. Rygsækken sidder helt tæt og fast uden at flytte sig eller gnide nogen steder, vægten var faktisk behageligere fordelt end med et løbebælte.
Væske: Jeg afmålte en liter og havde lidt tilbage da jeg kom hjem. Skulle ikke tisse undervejs, så jeg har vist ikke fået drukket helt nok. Det er supernemt at drikke fra den lange tube som sidder over højre skulder i en holder så den ikke generer. Det skvulper og larmer frygteligt når man løber og jeg følte mig lidt fjollet i begyndelsen når jeg nødte nogen - men man lærer jo at ignorere den slags følelser.
Energi: Jeg er nødt til urgently at finde alternativ til gels. Jeg havde en med som var opløst i vand i håb om at jeg ville kunne få den ned, jeg delte den i to omgange men det vendte sig i maven og jeg var lige ved at kaste op da jeg drak det. Faktisk får jeg kvalme bare af at tænke på dem! Jeg har prøvet forskellige slags men det er bare ikke rigtig til at få ned. Hvis der er nogen med ideer om energi-bar eller andet vil jeg gerne høre om det.
Mental styrke: For at få turen lang nok, var jeg nødt til at løbe dele af den tre gange - rekord for mig fordi jeg helst vil løbe uden at skulle hjem samme vej og da slet ikke repetere ruten. Så der kom første del af selvovertalelse. Som sagt er ruten meget bakket - seje, stejle, bratte, glatte - you name it. Og der er fandeme mange af dem. Det gør ikke så meget når jeg løber kortere ture , men efter 15 km gad jeg faktisk ikke se flere af dem fordi jeg vidste hvor mange der stadig ventede forude. Derfor kunne skovens dyr observere en løber der stod for foden af en bakke og diskuterede højlydt med sig selv og en flok træer om hun ville eller ikke ville løbe op ad bakken, for hvis ikke kunne hun lige så godt bare gå hjem og glemme alt om marathon drømmene. Jeg fik nogen ordentlige skideballer af et par grantræer der ikke gad se på sådan noget vægelsind....... Det ville have været nogenlunde lige så hurtigt at gå op, men den mentale sejr jeg fik fordi jeg gennemførte at løbe op af hver eneste bakke er al det sure slid værd.
Jeg synes jeg havde en dejlig tur selv om jeg var træt. De sidste par kilometer blev løbet på viljen og på stædigheden - for jeg ville bare! Det er længe at være ude og det er meget alene - men sikke jeg nyder det. Og jeg var da ude at løbe intervaller i går mandag, så der må være en del flere kræfter tilbage......
Det kan altså være dyrt at hente startnummer. Men alligevel godt betale sig. Jeg har længe ledt efter en form for løberygsæk der opfylder mine behov uden at være for stor. Det vil sige med væske, plads til noget spiseligt, mobiltelefon, togkort, penge og id. Og lidt toiletpapir - her eksperimenteres nemlig og det kan som bekendt få katastrofale følger.....
Denne rygsæk Camelbak havde jeg kigget på flere gange i en butik og syntes at den var lidt pebret i prisen - så da den var over hundrede kroner billigere på expo'en kunne jeg ikke stå for den. Efter at have konsulteret Konsulen, som blev smækfornærmet fordi jeg spurgte ham "om lov" - han mener nemlig at så længe jeg løber som jeg gør må jeg også fortjene udstyr - inden for rimelighedernes grænse naturligvis.
Et af mine mål har været at løbe 25 km, et tal der har indeholdt magi for mig og som jeg har glædet mig meget til at komme til. I lørdags blev min camelback så afprøvet på en rute jeg var nødt til at lægge i skoven fordi det blæste med stormstyrke, der er næsten læ hele vejen men til gengæld er ruten meget kuperet. Jeg hader blæst, så hellere lide med bakkerne.
Det blev til en helt fantstisk tur - brugte en del tid på at tage billeder men jeg vil så gerne dele den pragtfulde natur med andre løbere som garanteret vil forstå hvorfor man bliver totalt hooked på at løbe heroppe.
Der er også mange ting der skulle afprøves når jeg var ude med mig selv så længe, for fra nu af bliver langturene bare længere og længere så der skal læres nogen helt basale ting.
Indstilling af rygsækken: Der er to remme til at spænde, den ene over brystet og kan flyttes op eller ned alt efter brystmål og den anden i livet. Rygsækken sidder helt tæt og fast uden at flytte sig eller gnide nogen steder, vægten var faktisk behageligere fordelt end med et løbebælte.
Væske: Jeg afmålte en liter og havde lidt tilbage da jeg kom hjem. Skulle ikke tisse undervejs, så jeg har vist ikke fået drukket helt nok. Det er supernemt at drikke fra den lange tube som sidder over højre skulder i en holder så den ikke generer. Det skvulper og larmer frygteligt når man løber og jeg følte mig lidt fjollet i begyndelsen når jeg nødte nogen - men man lærer jo at ignorere den slags følelser.
Energi: Jeg er nødt til urgently at finde alternativ til gels. Jeg havde en med som var opløst i vand i håb om at jeg ville kunne få den ned, jeg delte den i to omgange men det vendte sig i maven og jeg var lige ved at kaste op da jeg drak det. Faktisk får jeg kvalme bare af at tænke på dem! Jeg har prøvet forskellige slags men det er bare ikke rigtig til at få ned. Hvis der er nogen med ideer om energi-bar eller andet vil jeg gerne høre om det.
Mental styrke: For at få turen lang nok, var jeg nødt til at løbe dele af den tre gange - rekord for mig fordi jeg helst vil løbe uden at skulle hjem samme vej og da slet ikke repetere ruten. Så der kom første del af selvovertalelse. Som sagt er ruten meget bakket - seje, stejle, bratte, glatte - you name it. Og der er fandeme mange af dem. Det gør ikke så meget når jeg løber kortere ture , men efter 15 km gad jeg faktisk ikke se flere af dem fordi jeg vidste hvor mange der stadig ventede forude. Derfor kunne skovens dyr observere en løber der stod for foden af en bakke og diskuterede højlydt med sig selv og en flok træer om hun ville eller ikke ville løbe op ad bakken, for hvis ikke kunne hun lige så godt bare gå hjem og glemme alt om marathon drømmene. Jeg fik nogen ordentlige skideballer af et par grantræer der ikke gad se på sådan noget vægelsind....... Det ville have været nogenlunde lige så hurtigt at gå op, men den mentale sejr jeg fik fordi jeg gennemførte at løbe op af hver eneste bakke er al det sure slid værd.
Jeg synes jeg havde en dejlig tur selv om jeg var træt. De sidste par kilometer blev løbet på viljen og på stædigheden - for jeg ville bare! Det er længe at være ude og det er meget alene - men sikke jeg nyder det. Og jeg var da ude at løbe intervaller i går mandag, så der må være en del flere kræfter tilbage......
25 km langtur som billedbog
Her kommer fortællingen om en langtur på 25 km i billeder. Jeg har længe drømt om at løbe det antal kilometer - det har været sådan et magisk tal for mig. Og det var en smuk tur, også trættende men det hele værd. Jeg tillod mig at stoppe for at fotografere for at kunne dele indtrykkene for jeg føler mig priviligeret over at kunne løbe i så smukke omgivelser.
Her er skoven stadig lys og med mange løvtræer. Snart vil der være fuldt af bevoksning langs stien så man bliver kildet på benene når man løber forbi. Og endnu senere er her hindbær og skovjordbær i massevis.
Skoven bliver lidt tættere og granerne begynder at blande sig. Stien bliger mere kuperet - men det er kun begyndelsen.....
Her løber en magisk bæk, om et par uger er blåbærbuskene helt grønne og mørkegrønt mos dækker skovbunden omkring bækken.
Man får ikke helt fornemmelsen for stejlheden af denne bakke - man er nødt til at løbe op ad på tæer fordi det er umuligt at flekse foden nok til at træde helt ned. Og den er heller ikke så behagelig at løbe ned af. Dens brødre venter længere inde på ruten.
Her er jeg kommet ind til min elskede skovsø - Sorlampi, 3,5 km hjemmerfra. Der er omkring 8 sådanne søer lige i mit nærmeste område.
Læg mærke til denn klippe med en fordybning - der kan man sidde og studere søen, sole sig, kigge på nogen ænder og andre fulge, lytte til skovens lyde, tænke over verdenssituationen, læse en bog, spise medbragt mad eller tænde bål og grille pølser med børnene. Det er nemt at cykle herind når man er et mindre menneske og ejer af korte ben.
Lidt længere henne er der sørget for toilet for de værdigt trængende. Bare midt ude i ensomheden. Et das, naturligvis.
Der er også mose og de der karakteristiske svenske afskallede træer og bar klippe der hører til. Men som altså er finske i dette tilfælde.
Nu er jeg drejet ind i den del af skoven der hører til naturreservatet Nuxio. Der er ægte vildt og man kan godt fare lidt vild hvis man løber ind ad sidestierne.
Bevoksningen ændrer sig, bliver til tungere og tungere granskov. Brødrene Grimm's eventyr kunne godt være inspirerede af skoven her.
Her kunne man godt forestille sig alfer, nisser og trolde.
Mon ikke Rødhætte snart kommer vandrende henad denne sti?
Der kunne godt bo både jætter og kæmper i dette område. Eller er det elverfolket?
Jeg ved ikke hvorfor der er dette åndssvage filter på billedet - men man kan vist godt se at det er en laaang og sej bakke nedad. Som skal løbes opad igen hvis man vil hjem!
Det var vist denne her sti at Hans og Grete gik ind ad - dog uden ruteafmærkning.....
Lille rislende kilde med mos, nøkker og andre småvæsener.....
Og sådan kan man finde mange rydninger midt inde i skoven, gerne ved siden af en sø. Der er lidt overdækket siddeområde, grill og brænde som er hugget og til fri afbenyttelse. Der findes normalt også både aviser og tændstikker - det er dog sikrest at medbringe selv. Man efterlader naturligvis området rent og pænt så de næste også nyder godt af det. Det har vist sig at være en velsignelse når man er langt ude i skoven og det begynder at regne.......
Er der nogen der vil med på løbetur?
Her er skoven stadig lys og med mange løvtræer. Snart vil der være fuldt af bevoksning langs stien så man bliver kildet på benene når man løber forbi. Og endnu senere er her hindbær og skovjordbær i massevis.
Skoven bliver lidt tættere og granerne begynder at blande sig. Stien bliger mere kuperet - men det er kun begyndelsen.....
Her løber en magisk bæk, om et par uger er blåbærbuskene helt grønne og mørkegrønt mos dækker skovbunden omkring bækken.
Man får ikke helt fornemmelsen for stejlheden af denne bakke - man er nødt til at løbe op ad på tæer fordi det er umuligt at flekse foden nok til at træde helt ned. Og den er heller ikke så behagelig at løbe ned af. Dens brødre venter længere inde på ruten.
Her er jeg kommet ind til min elskede skovsø - Sorlampi, 3,5 km hjemmerfra. Der er omkring 8 sådanne søer lige i mit nærmeste område.
Læg mærke til denn klippe med en fordybning - der kan man sidde og studere søen, sole sig, kigge på nogen ænder og andre fulge, lytte til skovens lyde, tænke over verdenssituationen, læse en bog, spise medbragt mad eller tænde bål og grille pølser med børnene. Det er nemt at cykle herind når man er et mindre menneske og ejer af korte ben.
Lidt længere henne er der sørget for toilet for de værdigt trængende. Bare midt ude i ensomheden. Et das, naturligvis.
Der er også mose og de der karakteristiske svenske afskallede træer og bar klippe der hører til. Men som altså er finske i dette tilfælde.
Nu er jeg drejet ind i den del af skoven der hører til naturreservatet Nuxio. Der er ægte vildt og man kan godt fare lidt vild hvis man løber ind ad sidestierne.
Bevoksningen ændrer sig, bliver til tungere og tungere granskov. Brødrene Grimm's eventyr kunne godt være inspirerede af skoven her.
Her kunne man godt forestille sig alfer, nisser og trolde.
Mon ikke Rødhætte snart kommer vandrende henad denne sti?
Der kunne godt bo både jætter og kæmper i dette område. Eller er det elverfolket?
Jeg ved ikke hvorfor der er dette åndssvage filter på billedet - men man kan vist godt se at det er en laaang og sej bakke nedad. Som skal løbes opad igen hvis man vil hjem!
Det var vist denne her sti at Hans og Grete gik ind ad - dog uden ruteafmærkning.....
Lille rislende kilde med mos, nøkker og andre småvæsener.....
Og sådan kan man finde mange rydninger midt inde i skoven, gerne ved siden af en sø. Der er lidt overdækket siddeområde, grill og brænde som er hugget og til fri afbenyttelse. Der findes normalt også både aviser og tændstikker - det er dog sikrest at medbringe selv. Man efterlader naturligvis området rent og pænt så de næste også nyder godt af det. Det har vist sig at være en velsignelse når man er langt ude i skoven og det begynder at regne.......Er der nogen der vil med på løbetur?
Er jeg så berømt?
Jeg har ikke turdet skrive noget, for Blogger har konsekvent spist alt der blev udgivet i slutningen af sidste uge. Man skulle jo nødig få sine guldkorn sendt i skraldespanden......
Nå, men jeg skulle lige aflevere Mellembarnet til noget fødselsdag med overnatning i lørdags. For en gangs skyld i nærheden. Og havde bjerget Konsulen på vejen da han var strandet i en masse storm og regn. Mere om det i næste indlæg. På vejen hjem smuttede vi lige inden om det finske svar på El-Giganten for at undersøge nogen priser. Ved indgangen står stort fladskærms tv der sender et program på kanal 2 (YLE 2).......Nogen der løber.......Med den slags startnumre jeg havde på i sidste weekend.......Jeg hiver fat i Konsulen og vi går over for at studere det nærmere. Og hvem kommer løbende hen i mod målet? Yes, moi! Og mens de interviewer en finsk løber står jeg og trækker vejret i bund og strækker ud i baggrunden.
Hvor syret er det ikke lige? For hvis vi var kommet et minut senere havde jeg jo ikke set det vel?
onsdag den 11. maj 2011
Farlig fridag
Tak for de positive tilbagemeldinger om mit løb - det er dejligt at få opbakning og dele sin glæde med andre. Og dejligt at de kan være glade på ens vegne.
Jeg var ude en mindre tur i mandags, det gælder om ikke at hvile på laurbærbladene og få blodet til at løbe rundt. Det var vist mere lidt bly-holdigt blod, men det er for mig at forvente efter en konkurrence og det slår mig ikke ud.
Jeg er vældig irriteret på mig selv over min langsommelige løbetider og jeg bruger en del tanke-energi i disse dage på at mentatlt forberede min krop på lidt andre boller på suppen. Man kan ikke både løbe længere og også hurtigere på samme tur - der skal vælges hvad man fokuserer på. Når (og ikke hvis!!!) jeg nu vil løbe marathon distance - og det vil jeg - så er minimum træning 4 gange pr uge. Det kræver ærlig talt en del planlægning men heldigvis er det lyst til ved 23 tiden så aftenen kan tages i brug. Børnene får sommerferie den 3 juni til den 8 august og så er der ingen taxa-kørsel.......hvilket vil sige mere løbetid til mig. Pigerne tager til Dk den 22 juni til den 19. juli - hvilket også giver mig bredere spillerum. Jeg kommer selv på et kort besøg fra den 13. til den 19 juli i Dk (hvem vil mødes til kaffe????).
Det korte af det lange er at jeg skal få mingeleret de næste 3 uger og så bliver det lidt nemmere.
De 4 ture skal bestå af 1 interval-pas, 1 tempo-pas (og jeg har svært ved at se forskellen på tempo og intervaller, men skal nok prøve - det er noget med at løbe feks. 1 km i væmmeligt tempo og at lege med distancer og hastighed spontant) og jeg vil også gerne have 1 bakke-pas som bliver en del af et roligere løbe-pas. Så skulle den del med arbejde på hastighed være på plads. Tilbage er så 1 langtur - og de skal den onde brodere mig være lange for jeg må lære ikke at blive træt på de lange ture og at overkomme kriser under vejs.
I går tirsdag havde vi en fridag - og sådan nogen kan være farlige. For pludselig er der tid til alt muligt så som indkøb.....vi startede med en kop kaffe på noget havnefront med solen glitrende i vandet. Derefter et løgebesøg med Konsulens knæ der bliver ved med at drille. Og da kom vi så forbi en butik hvor Konsulen så noget sommertøj han godt kunne tænke sig at se mig i. Jeg er ikke nogen god shopper, kan godt se at tøj klæder andre eller dukken i udstillingsvinduet - men kan ikke se hvad der klæder mig selv. Efter at have prøvet to bluser taber jeg tålmodigheden, beslutter at jeg er smælderfed og at de ikke klæder mig = exit fra butik med håret stående ud til alle sider. Når konsulen er med får jeg tøj der passer, klæder mig og han løber sødt hen og henter andre størrelser og kommer hele tiden med noget andet han synes er pænt. Det er et super godt karaktertræk, og jeg er nu ekviperet til at imødegå sommeren klædt i sommertøj der virkelig passer. Bagefter fik vi endelig investeret i senge til de to ældste der virkelig trænger til noget ordentlig at sove på hvis vi ikke vil have at de skal vokse op og ligne klokkeren fra Notre Dame. Som de fantastiske forældre vi er, har vi ignoreret dette behov i månedsvis for at passe alle mulige andre overvigtige ting - så som at løbetræne og arbejde...... Vi har jævnligt hørt et brag i løbet af natten fulgt af en række ukvemsord og en lyd som om der var en snedker i hjemmet - det var midterpigen der styrtede igennem bunden af sin åndssvage Ikea-lamel-bund-seng (som hun naturligvis med djævelens vold og magt skulle have i sin tid - og vi som ansvarsfulde forældre burde have nedlagt veto imod) og i nattens mulm og mørke måtte sætte lortet sammen for at have noget at sove videre på. Men nu sover de sødt på deres små rosenkinder og vi behøver ikke at lade som om vi sover vældig dybt for ikke at skulle forlade de varme dyner og hjælpe barnet med at samle sengen ved lige før daggry.
Tilsidst var jeg en tur hos osteopaten, ikke fordi der er noget galt, men jeg havde aftalt en tid for lang tid siden i tilfælde af der skulle være noget der brød sammen under halv marathonet. I går takkede jeg min osteopat for at hun havde fået mine skavanker på plads så jeg kunne løbe i lørdags og viste hende medaljen. Hun blev så begejstret at hun åbenbart ville gøre sit arbejde supergrundigt, normalt gør det rimelig ondt at blive æltet igennem men i går var det så jeg så stjerner. Faktisk vil jeg sige at Tivolis fyrværkeri er det rene vand ved siden af mine visuelle oplevelser mens jeg lå med fjæset nede i et hul i madrassen. Så hvis smerte er svagheden der forlader kroppen - så slap jeg af med megen svaghed......
Jeg var ude en mindre tur i mandags, det gælder om ikke at hvile på laurbærbladene og få blodet til at løbe rundt. Det var vist mere lidt bly-holdigt blod, men det er for mig at forvente efter en konkurrence og det slår mig ikke ud.
Jeg er vældig irriteret på mig selv over min langsommelige løbetider og jeg bruger en del tanke-energi i disse dage på at mentatlt forberede min krop på lidt andre boller på suppen. Man kan ikke både løbe længere og også hurtigere på samme tur - der skal vælges hvad man fokuserer på. Når (og ikke hvis!!!) jeg nu vil løbe marathon distance - og det vil jeg - så er minimum træning 4 gange pr uge. Det kræver ærlig talt en del planlægning men heldigvis er det lyst til ved 23 tiden så aftenen kan tages i brug. Børnene får sommerferie den 3 juni til den 8 august og så er der ingen taxa-kørsel.......hvilket vil sige mere løbetid til mig. Pigerne tager til Dk den 22 juni til den 19. juli - hvilket også giver mig bredere spillerum. Jeg kommer selv på et kort besøg fra den 13. til den 19 juli i Dk (hvem vil mødes til kaffe????).
Det korte af det lange er at jeg skal få mingeleret de næste 3 uger og så bliver det lidt nemmere.
De 4 ture skal bestå af 1 interval-pas, 1 tempo-pas (og jeg har svært ved at se forskellen på tempo og intervaller, men skal nok prøve - det er noget med at løbe feks. 1 km i væmmeligt tempo og at lege med distancer og hastighed spontant) og jeg vil også gerne have 1 bakke-pas som bliver en del af et roligere løbe-pas. Så skulle den del med arbejde på hastighed være på plads. Tilbage er så 1 langtur - og de skal den onde brodere mig være lange for jeg må lære ikke at blive træt på de lange ture og at overkomme kriser under vejs.
I går tirsdag havde vi en fridag - og sådan nogen kan være farlige. For pludselig er der tid til alt muligt så som indkøb.....vi startede med en kop kaffe på noget havnefront med solen glitrende i vandet. Derefter et løgebesøg med Konsulens knæ der bliver ved med at drille. Og da kom vi så forbi en butik hvor Konsulen så noget sommertøj han godt kunne tænke sig at se mig i. Jeg er ikke nogen god shopper, kan godt se at tøj klæder andre eller dukken i udstillingsvinduet - men kan ikke se hvad der klæder mig selv. Efter at have prøvet to bluser taber jeg tålmodigheden, beslutter at jeg er smælderfed og at de ikke klæder mig = exit fra butik med håret stående ud til alle sider. Når konsulen er med får jeg tøj der passer, klæder mig og han løber sødt hen og henter andre størrelser og kommer hele tiden med noget andet han synes er pænt. Det er et super godt karaktertræk, og jeg er nu ekviperet til at imødegå sommeren klædt i sommertøj der virkelig passer. Bagefter fik vi endelig investeret i senge til de to ældste der virkelig trænger til noget ordentlig at sove på hvis vi ikke vil have at de skal vokse op og ligne klokkeren fra Notre Dame. Som de fantastiske forældre vi er, har vi ignoreret dette behov i månedsvis for at passe alle mulige andre overvigtige ting - så som at løbetræne og arbejde...... Vi har jævnligt hørt et brag i løbet af natten fulgt af en række ukvemsord og en lyd som om der var en snedker i hjemmet - det var midterpigen der styrtede igennem bunden af sin åndssvage Ikea-lamel-bund-seng (som hun naturligvis med djævelens vold og magt skulle have i sin tid - og vi som ansvarsfulde forældre burde have nedlagt veto imod) og i nattens mulm og mørke måtte sætte lortet sammen for at have noget at sove videre på. Men nu sover de sødt på deres små rosenkinder og vi behøver ikke at lade som om vi sover vældig dybt for ikke at skulle forlade de varme dyner og hjælpe barnet med at samle sengen ved lige før daggry.
Tilsidst var jeg en tur hos osteopaten, ikke fordi der er noget galt, men jeg havde aftalt en tid for lang tid siden i tilfælde af der skulle være noget der brød sammen under halv marathonet. I går takkede jeg min osteopat for at hun havde fået mine skavanker på plads så jeg kunne løbe i lørdags og viste hende medaljen. Hun blev så begejstret at hun åbenbart ville gøre sit arbejde supergrundigt, normalt gør det rimelig ondt at blive æltet igennem men i går var det så jeg så stjerner. Faktisk vil jeg sige at Tivolis fyrværkeri er det rene vand ved siden af mine visuelle oplevelser mens jeg lå med fjæset nede i et hul i madrassen. Så hvis smerte er svagheden der forlader kroppen - så slap jeg af med megen svaghed......
søndag den 8. maj 2011
Yesssss!
Min fine medalje......Sikke en oplevelse. Nok den største jeg har haft indtil nu - vist mest pga. min indstilling som var at gennemføre og nyde. Og jeg gjorde begge dele. Endda på en tid som ikke var værst, et par minutter mere end jeg har løbet de andre tre halve marathons. Så målet med at træne op på lidt under to måneder lykkedes til min tilfredshed. Startnummer blev hentet fredag eftermiddag og jeg oplevede for første gang hele reklame cirkuset og at få stukket en million reklame gaver i hånden for hver to meter. Samt en lækker hvid løbe t-shirt i god kvalitet med Helsinki City Run på brystet.
Med pigerne inden start hvor man lige aner blå balloner i baggrunden som var min startgruppes farve.
Jeg blev sat af lige ved start og havde derfor ingen problemer med at skulle parkere eller indlevere tøj til opbevaring for Konsulen og de to piger sørgede for det hele. Jeg ved ikke helt hvor mange løbere der var, men jeg så startnumre langt over 15.ooo. Derfor blev de første par kilometer ret langsomme fordi der var så mange før mig, jeg stod sammen med mine løbepartnere og ville ikke mase mig op foran men hellere starte sammen med dem. Det var jo også helt lige meget med et par minutter mere på min tid, det bruger meget energi at mase sig frem og ud og ind mellem løbere så jeg fulgte bare strømmen. Da jeg tilmeldte mig for 1½ år siden meldte jeg mig i en startgruppe som kom til at passe fint i sluttid, men det giver altså bagslag fordi man skal løbe klemt i starten.
Vejret var simpelthen perfekt, ca. 18 grader og meget let vind. Det var ikke for varmt og jeg løb i korte shorts - utroligt nok var der mange med lange sorte tights, sweatshirts og vindjakker som de måtte hive af under turen og kæmpe med at få bundet om livet. Ruten var meget flot og varieret, der var en del bakker og specielt lige før mål var der en rigtig ondskabsfuld en. Man løb i Central Parken, langs hav, i skov, i park og bebyggelse. Depoterne var fordelt meget fint - og da det var varmt sørgede jeg for at drikke ved dem alle. Omkring 11 km havde jeg lidt krise og gik op ad et par bakker men så kom kræfterne pludselig tilbage. Jeg tog en gel ved 13 km depotet og den virkede vist. Pludselig begyndte jeg at føle at nu er der jo kun x km tilbage, det er jo ikke mere end hvis jeg løber y rute, kræfterne kom tilbage og selv om jeg var lidt træt gik det strygende fra omkring de 14 km.
Her er der ca 600 meter tilbage for at komme rundt om stadium og ind til mål.Det var en dejlig dag og jeg er stadig så glad over at jeg ikke faldt for fristelsen til ikke at tro på mig selv.
Så nu melder jeg mig sgu til det marathon den 20. august, ja jeg gør så. Her i Helsinki på en af de smukkeste ruter man kan løbe.
torsdag den 5. maj 2011
Teknikken driller
Nå. Undskyld.
Skrev ellers et indlæg i dag. Godt nok var det udgivelse af en kladde jeg begyndte for et par dage siden. Men alligevel. Det plejer da at blive udgivet på den dato jeg klikker "udgiv".
Og nu er blogspot nok ikke den mest tekniske blogsite. Og jeg er heller ikke så skarp en kniv i skuffen når det gælder smarte indlægs teknikker.........
Så nu står indlægget altså før tudekiksene. Men tankerne er fra i dag.
Mon det så kan kaldes Deja Vu?
Mærkeligt.....
Abonner på:
Opslag (Atom)