Nytår

Status? Njaah, måske en anden dag.

Nytårsfortsæt? Aldrig i livet. Beskæftiger mig ikke med den slags. Hvis der skal laves om på noget så begynder jeg med det samme.

Tanker og ønsker for det kommende år? Joooh, der er nok nogen jeg kan komme på. Det er jo det år hvor jeg i flyvende fart ramler mod de femti - det kan jo godt give anledning til at få nogen ideer om hvordan det skal fejres. Altså ikke festmæssigt, mere noget med sjove projekter for at forkæle mig selv. For jeg synes det er alle tiders alder og at livet er herligt efter de fyrre. Så er alting lissom kommet lidt mere på plads.

Det bliver nok en del der har med løb at gøre, men der kunne sagtens snige sig lidt andre ting ind oven i. For Konsulen bliver også 50 allerede i Februar og han har også visse tanker i den anledning. Og så er der et helt halvt år hvor jeg kan drille ham med at han er ældre end mig!

Skal vi fejre Nytårsaften? Ja da!

Først går Konsulen og jeg ud og får en drink efter arbejde før vi vender næsen hjem til de kære unger. Så tager vi nok en fælles skitur, går i vores egen ægte finske sauna (som bliver tændt op med brænde og ikke er elektrisk) med tilhørende rulletur i sneen. Jo vi gør så, det er bare helt fantastisk! Maden bliver en hel masse forskellige "nibble" lækkerier efter smag og behag og alder (=kræsenhed...) og god vin - så er det godt at have en Konsul der er vinkender! Når klokken slår midnat heroppe drikkes champagne og fyres fyrværkeri af - normalt er alle naboerne ude med børn og der er et leben af krudtrøg og alkohol.

Det plejer at være en hyggelig aften og jeg ønsker for jer alle at I også får en dejlig Nytårsaften.

Vi ses til næste år!

Olga

Det er synd for min mor, for hendes dejlige store Broholmer hund som hun har haft i 11½ år måtte aflives i går. Olga har skrantet meget i den sidste tid og ventede tålmodigt på at min mor kom hjem fra sin ferie hos os. Da hun landede i lufthavnen i tirsdags, fik hun sms at Olga fra middagstid ikke ville stå, spise eller drikke mere - det ville hun heller ikke da hun kom hjem. Og da der ikke var ændring til det bedre i går onsdag, måtte min mor tage den tunge beslutning. Mine piger græd mange tårer, min søn synes at det er den slags ting der sker - sjovt at se forskellen på børns opfattelse af livets genvordigheder.

Når man har hund bliver man meget knyttet til den og Olga var min mors skygge. Ville ikke ret gerne ud at gå tur hvis hun ikke var med. Stod ved lågen og ventede tålmodigt når hun kørte i byen. Gik med på toilettet. Lå med sit store hoved tungt i ens skød og ville kæles for, men rejste sig straks hvis min mor forlod rummet. Har forgrebet sig på uendelige mængder af forbudte småkager og lakridskonfekt - hvis jeg havde købt noget til at tage med hjem og glemt at gemme det bag lås og slå, skete det flere gange at Olga havde været i kufferten og holdt ædegilde. Brune kager, lakrids, tyggemåner, chokofanter - alt gled ned. Sit sidste glansnummer lavede hun før min mor rejste til Finland da hun åbnede og åd to poser chokolade mønter der skulle have været en del af mandelgaven til børnene. Med hjælp af min mors anden Broholmer der hedder Alma og stadig er meget ung. Nydeligt lå guldpapiret spredt ud over stuegulvet mens det sidste net stadig var urørt - det havde de vist ikke nået at få gjort kål på.

Da min mor flyttede til Præstø efter 42 års ægteskab og en skilsmisse, blev detOlga der holdt hendes humør oppe. Det var hende der har givet hende "noget at beskæftige sig med" og jeg tænker tit på at hvis hun ikke havde sine hunde så ville det være meget mere krævende at have en mor der bor alene. Min mor er optaget af sin ven Ole, hundene, hønsene, haven, Broholmer Foreningen, Lokalhistorisk Forening, lokal politik, Bio Bernhard, bridge - sådan nogen ting som er gode for sjælen når man næsten er 75.

Og så er det synd for hende at hun skal være ked af det....

Vidunderlig frisk luft

Var i går aftes ude at løbe for første gang i et par uger. Jeg har været så frustreret over at være småskadet og over at det samme problem kommer igen og igen. Og med besøg fra Dk og tur til Lapland, så er tiden gået og jeg har prøvet at lade tiden læge alle sår.......
Det blev til 7 km i meget behersket tempo - både pga. glatte veje og pga. nødvendigheden af at starte langsomt op. Men det var himmelsk at komme ud i luften med -8 grader og jeg nød hvert minut.
Min mor rejste hjem i går eftermiddags efter en meget intens ferie med mange oplevelser. Vi havde en fantastisk tur til Lapland og jeg skal nok skrive om den og sætte billeder på, det kræver bare min egen computer (for der er der mine billeder), og vi er stadig ikke på talefod.

Hvad har jeg så lavet når nu der er ting jeg ikke har lavet?

Jeg har prøvet at få lidt styr på de mange ting omkring det at tage den beslutning at skulle løbe marathon(s) i det kommende år. Jeg er jo somsagt lidt kontrolfreak og når jeg gør ting så skal de også gøres ordentligt. Så jeg er nødet til at sætte mig godt og grundigt ind i hvad jeg må kræve af mig selv for at gennemføre mine mål på en måde jeg kan være tilfreds med. Jeg har været glad for at opnå mine mål omkring halve marathons i det forløbne år, men jeg er ikke tilfreds med mine tider. Jeg tuller for meget rundt i et hyggeligt og behageligt tempo - og det bliver jeg nødt til at ændre.
Det er soleklart at der er stor forskel på at løbe et halvt marathon og et helt marathon. At man er ude dobbelt så lang tid er ikke svært at forstå -men der er et eller andet andet som jeg fornemmer udgør en helt anden og meget væsentlig forskel, og det er den nød jeg arbejder på at knække. Mit mål kræver grundig forberedelse og det har jeg så brugt noget af al den tid jeg pludselig har fået når jeg ikke har løbet:

1. Har lånt 4 bøger på biblioteket om at løbe marathon: "Run your first marathon" af legendariske Grete Waitz, "Marathon and half marathon: from start to finish" af Sam Murphy, "Marathon runners handbook" af Bruce Fordyce og "Be your best at marathon running" af Tim Rogers. Den sidste har jeg været igennem før og fandt mange gode ting. De to første har jeg næsten læst helt igennem og i dem begge fundet gode forklaringer, råd og inspiration. Den tredje er den næste på listen. Men min foretrukne vil nok være bogen af Sam Murphy da den er utrolig godt bygget op med meget relevant viden og information.

2. Bygget et godt og effektivt stræk-styrke øvelses program op for at pleje og forebygge min tendens til ITB syndrom. Det har helt klart at gøre med for svage muskler på strategiske steder: Baller, ryg og mave. Derfor er jeg pinedød nødt til at overholde det træningsprogram og vil gå til mave-ryg timer de to gange om ugen jeg kan på mit træningskort til Barona Arena.

3. Jeg har siden jeg begyndte at løbe registreret mine løbepas på et forum som jeg faktisk er vældig glad for. Men ens tider osv. er offentlige og der laves endda statistik over de forskellige medlemmers distancer, dvs. at man (læs: jeg) nemt trækkes ind i en intern konkurrence mod løbere man ikke har nogen anelse om hvem er, deres alder, niveau eller om de virkelig løber de registrerede distancer. Nu indrømmer jeg noget jeg aldrig har sagt til nogen før fordi det er for latterligt når man ikke er bedre til løbe end jeg er, men here goes: Jeg løber for at vinde. Helt klart. Drømmer om det. Stræber efter det. Planlægger at gøre det. Satser på at gøre det. Leder efter løbe med antal deltagere i min alder som måske vil muliggøre det. Vil vinde.
I må gerne trække på smilebåndet - og sætte lyd på hvis I vil.
Men sådan er det og derfor har jeg haft en enorm tilfredstillelse ved at ligge blandt de 3-4 bedste på statistikken, og har presset mig selv til at løbe længere og mere end måske godt var for jeg kan ikke snyde og registrere km jeg ikke har løbet. Det pres skal væk for hvis jeg skal holdes skadesfri og træne fornuftigt, er jeg nødt til at holde et passende program og ikke ligge under for noget der er irrelevant for at opnå mit mål.
Så nu er jeg meldt ud af det løberforum.

Det lyder nok lidt som at bygge luftkasteller, men jeg tror på mit behov for grundig forberedelse!

Glædelig jul

Ja så er det ved at være tid til at ønske alle en glædelig jul, for i morgen flyver vi kl 07:30 til Lapland. Det vil altså sige at vi skal op kl?????? - før en vis mand får sko på!

Men får så julestemningen ind med at besøge julemandens landsby og derefter sætte os og nyde de -27 udenfor som er temperaturen lige nu deroppe. dog er der intet snekaos og det ser det heller ikke ud til at skulle blive.

Det er synd for alle de i Danmark som sidder fast og ikke kan komme der hen hvor de gerne skulle for at fejre jul, men forhåbentlig får de så en anden slags oplevelse som også kan gå hen og blive det hele værd.

Heroppe er der en meget afslappet holdning til jul. Butikkerne er ikke stoppede med paniske mennesker, folk køber ikke ind med enorme vogne fyldt med mad - det er det normale udbud bare med juleskinker oveni. Enorme juleskinker - så store som jeg aldrig har set før. Hvordan man får dem ind i en oven eller ned i en gryde, er en gåde for mig. Men her findes ikke uendelige variationer af småkager, her findes brunekager og det er så det. Der er ikke julepyntet i meget stor stil - kun i indkøbscentre er der meget fine lofts udsmykning, butikkerne er faktisk ret normale at se på. Man køber ind, men uden at fouragere som om der ville udbryde krig om lidt, der er åbenbart ikke alle de traditioner for sild og pølser og pålæg og konfekt og kage og og og......

Godt eller skidt? Tjah, på den ene side gør det livet lidt nemmere, på den anden side er der nu noget hyggeligt og julet over al den panik (det synes dem der arbejder i butikkerne nok ikke) og på en måde savner jeg det.

Så er det jo godt at man selv kan lave sin egen panik......

Jeg er nu ved at blive lidt mere rolig, vi skal pakke i dag og jeg begynder at glæde mig.

Med eller uden selvdøde computere så er der vist ingen cyber kommunikation der hvor vi skal hen, så som så mange af jer andre vil jeg holde lidt julepause og komme stærkt tilbage i næste uge.

I mellemtiden ønsker jeg jer alle en rigtig glædelig jul og håber at I får en fredelig aften!

Stille PC-fri jul??

Når ens nærmeste medarbejder (den bærbare computer) beslutter at holde juleferie sådan uden at meddele det på forhånd, så kan man godt blive lidt sur på den. Pludselig er jeg helt udenfor den pulserende verden og kan kun følge med i livet når jeg er på arbejde. Jeg kunne selvfølgelig kaste mig over en af de andre pc'er i husholdningen - ak, vi er kommet til den tidsalder hvor der er mere end én pc inden for de fire vægge - men det er ikke det samme som min egen hvide hyggelige dims. Hvor alting allerede er på deres plads og man ikke skal lede efter favoritter og alt mulig andet. Og alle yndlingsbloggene. Så derfor er her lidt stille.

Også fordi jeg er sådan lidt skadesramt uden at føle det egentlig, men jeg prøver at få det der ITB Syndrom på plads mens vejret alligevel er noget skidt. Og så bliver det ikke til meget løb og det føles pinligt når nu alle andre løber - så føler jeg mig udenfor både IT-mæssigt og løbe-mæssigt.

Til gengæld har jeg været på biblioteket og lånt 4 gode bøger om marathon - så kan jeg da få teorien på plads i mellemtiden......

Det der juleri tager faktisk også noget af min tid - selv om vi sådan holder og ikke holder jul. Principielt holder vi ikke men hvert år holder vi alligevel. Forvirret?

Der bliver pyntet noget op til jul, sådan lettere diskret, ikke noget med Jesusbørn men gerne alt muligt gejl så som nisser og guldkugler. En julekalender og kalenderlys findes også. Der spises risengrød med mandel (dog kan Konsulen ikke overtales til at inhalere den, det er for meget for ham - men han vil gerne have en mandelgave....). Drikkes gløgg og spises julesmåkager og æbleskiver. Nogen gange er min mor sammen med os, så er der lille juletræ og flere gaver (dem vil Konsulen også gerne have) - hvis vi er bare os selv så er det i lidt mindre stil. Så vi tager altså lidt af det bedste fra det hele. Efter at mine forældre flyttede hvert til sit så er det alligevel noget underligt rod for juleaften er jo så som bekendt ikke som det var i "mit barndomshjem" (siges med lille klemt stemme) så det gør ikke noget for mig. Og børnene kender ikke til andet og er glade for det vi holder. Specielt gaverne selvfølgelig.....

Men i år er vi gået helt over gevind. For vi tager sgu op til selve julemanden og holder jul! Helt oppe i Lapland som er 1½ times flyvetur nordpå i Rovaniemi som ligger på Polar Cirkelen. Og der bor julemanden siger Finnerne - selv om min mor siger han bor på Grønland. Så vi skal besøge hans værksted på selve juleaftens dag og har inviteret min mor med på oplevelsen.

Vi flyver tidligt om morgenen den 24. og hjem igen den 27. om aftenen - undervejs skal vi altså hos julemanden, køre i hundeslæde på en Huskyfarm og i rensdyrslæde samt hvad der nu kommer undervejs. Der er jo mørkt hele dagen på denne tid af året, solen står vist op ved 11-tiden og går ned kl 13.30, det har vi ikke prøvet før - vi kender kun den anden vej med lys det meste af natten. Så vi skal slæbe gaver og en del af julemaden med da butikkerne er lukkede og jeg er naturligvis ved at få et slagtilfælde af stress når jeg ikke føler at jeg kan få styr på det hele, men prøver dog at overbevise mig selv om at vi nok overlever uden en eller flere glemte dippedutter.

Det bliver en anderledes jul men jeg tror det bliver en god jul, og hvis man ikke skulle holde jul i Lapland én gang mens man bor i Finland - ja så ved jeg ikke hvornår man skulle gøre det!

En dør åbner sig trods alt

Desværre blev min computer meget meget syg i fredags - jeg lå og rodede på gulvet med mine øvelser og hørte musik da skærmen gik i sort og den begyndte at lave diverse kunster. Det lykkedes ikke familiens unge pc-geni at gøre noget ved sagen, selv han sagde at det var bedre at tage den til reparation end at han kom til at slette alt hvad der findes. Det gør de nok alligevel under reparation, men jeg kan godt forstå at han ikke har lyst til at få skylden.......

Så der bliver lige lidt stille herinde i et par dage, vil naturligvis prøve at udnytte arbejdstiden til indlæg da det er det fornuftigste jeg kan gøre ;-) men må nok indse at det ikke er sikkert det lykkes.

Kan dog lige fortælle at jeg har fået en ordentlig diagnose på mit knæ-ben-muskel-sene som jeg har brokket mig over længe og derfor også har været i stand til at finde en masse løsninger i form af selvhjælp på nettet og de instruktioner jeg har fået af fyssen.
Det er den - ret almindelige løberskade - Ilio-Tibail Band Syndrom som heldigvis kan afhjælpes med forskellige stræk og styrkeøvelser samt nogle Ibubrufen i en uges tid. Jeg mærker fremgang og løber korte ture og langrend for at holde formen ved lige.

Gå forbi de åbne vinduer

Jeg forstiller mig tit at livet er en lang gang med døre og vinduer - dørene er lukkede og vinduerne er åbne. Inde bag dørene er der uanede muligheder, det gælder bare om at finde ud af at lukke dem op.

Til tider kan det være svært at lukke de døre op og der må arbejdes hårdt: nøglen passer ikke, låsen er rusten, døren binder og der skal skubbes hårdt med skulderen, døren er en tung middelalder-lignende jerndør, ens hænder ryster og kan ikke få nøglen på plads og nogen gange er der slet ikke en nøgle men kun en kombinationslås som man ikke har koden til. Under alle omstændigheder er man nødt til at få den dør lukket op på den ene eller anden måde for at finde de nye muligheder som livet byder. Man må bruge klogskab, erfaring og list for at komme derind. Nogen gange lukker døren op så let som en svingdør i en western-saloon og nogen gange ville man ønske at man aldrig havde lukket den op men bare var vandret et andet sted hen. Men for at komme videre med sit liv og for at opnå det man gerne vil, skal der lukkes døre op og der skal lukkes andre døre i - nogen af disse døre kan lukkes op igen og igen, nogen af dem får man aldrig mere muligheden for at forsøge sig med.

Vinduerne står altid åbne, fristende og lokkende - med en mild forårsbrise der får gardinet til at bevæge sig blidt i vindens takt. Solen stråler ind og umiddelbart er landskabet udenfor smukt og fredfyldt. Vinduerne er fyldt med muligheder for at hoppe ud igennem dem, det er så nemt bare at løfte benet over karmen og lade sig glide ud med et lille hop - men landingen bliver ualmindelig hård og ubehagelig. For det er de vinduer der lokker med at springe over, fravælge det vi egentlig skulle gøre, lade være med at udføre noget, de nemme løsninger og de dårlige undskyldninger.

Derfor er det kunsten i livet at vandre videre forbi de åbne vinduer og fortsætte med at kæmpe for at få lukket mulighedernes døre op.

Jeg har nu pænt vandret hen ad gangen i to uger og har ikke løbet, har lavet (absolut ikke helt nok) øvelser og har været ude på ski flere gange. Derfor mente jeg at det var tiden til at prøve løbestilen i går aftes. Planlagde at hente Konsulen ved toget, aflevere ham derhjemme og derefter køre hen til min indendørs bane. Han havde det småskidt og var i rigtig hjemme hyggehumør og jeg var kun ca en halv milimeter fra at hoppe ud af det åbne vindue der stod og sang "bliv hjemme og drik gløgg med din mand". Men jeg fik kæmpet mig forbi og kom af sted. Så det var ét vindue klaret!

Jeg fik ondt i min åndssvage muskel-nerve efter ca 4 km og stoppede så løbet, for jeg ved at det bare bliver værre indtil jeg får løst op. Mit humør var krigerisk og jeg opførte mig som en ægte stridsøkse da jeg kom hjem.

Nu står jeg mellem et vindue og en dør og svajer i begge retninger. På den ene side er det smukkeste åbne vindue der kalder på mig med selvmedlidenhedens yndige sirene sang og en dejlig stor blød bunke dun hvor jeg kan lande og lade mig synke dybt og endeligt ned i ynken og klagernes verden. Men lur mig om det ikke i virkeligheden er en bunke iskold sne der vil give mig et chok og kvæle mig langsomt men sikkert......

På den anden side er der en dør med to låse - den ene har jeg nøglen til, den anden kræver hovedbrud at afkode. Den første lås er den der giver adgang til de øvelser jeg kender, og de øvelser jeg har lavet før i tiden - og begge ved jeg godt hjælper hvis de bliver lavet konsekvent og kombineret med løb i mindre mængder. Den anden lås er den hvor jeg selv må finde nye løsninger, holde diciplin og gennemføre dem - den kræver søgen på nettet af øvelser, deltagelse i ryg-mave timer, den kræver en gennemtænkt plan, det er den lås der kræver at jeg ikke giver op.

Længere henne venter endnu et vindue der frister med forslag så som bare helt at opgive det her løberi når nu det skal være så besværligt og jeg måske bare er for gammel til overhovedet at kunne begynder den slags - det er et vindue jeg overhovedet ikke vil komme i nærheden af. Jeg leder desperat efter døre på vejen der kan lukkes op og hvor jeg kan smutte ind og smække låsen i efter mig før jeg jeg kommer så tæt på at jeg rigtig kan høre hvad vinduet frister med.

Når livet pludselig bliver farligt

I fredags blev jeg hjemme fra arbejde for at gøre klar til Lørdagens mange gæster. Det blev en fantastisk aften, meget vellykket og hyggelig. Efter min mening alt besværet værd. Der skal nok komme nogen billeder når sønnen får billederne sendt til mig......

Så fredag morgen kørte Konsulen og børnene som sædvanlig til skole og arbejde. Og så var det at den telefonopringning som vi alle frygter kom: Vi har været involveret i et trafikuheld.

Hjertet ryger helt op i halsen for derefter at suse ned i maven - lydene omkring én forsvinder totalt.

Heldigvis var der ingen fysiske skader og børnene kunne gå hen til skolen - men de var selvfølgelig meget emotionelt oppe at køre. Jeg fik skolesygeplejersken til at tage en samtale med dem og tjekke at der ikke var sket noget fysisk, men den dag fik jeg opringninger i næsten alle frikvarterer fra dem hver især.

Konsulen skulle dreje til venstre i et lyskryds hvor der er pile for hver retning der må køre - en taxa syntes lige at når man har set et lyskryds skifte til gul-rød så har man set dem alle og behøver ikke at stoppe af den grund og kigge igen.......så han knaldede ind i vores bil i højre forside. Finneren har den frygtelige uvane at fjumre over lyskryds for gult og også gerne rødt, man ser ofte at lyset skifter til gult mens man selv er midt i krydset og alligevel er der mindst 3-4 biler efter en selv der kom over. Vi har tit kommenteret og undret os over denne kørestil fordi Finnerne er meget lovlydige som andre skandinavere for det meste er, men lige på det her punkt er de altså helt ustyrlige.

Og på denne måde oplevede børnene at livet kan være farligt og at ingen garanterer at man kommer hel hjem. Som ældstesønnen forskrækket sagde: "1½ meter længere fremme og jeg havde været død" - så slemt var det nok ikke gået men det var hans oplevelse af hvor lidt kontrol man har over livet!

Madblog?

Mit liv står i øjeblikket i madlavningens tegn, også i den grad! Vi skal jo have alle disse her mennesker på besøg på lørdag til noget "Seasonal Holiday Celebration" - sådan for at tage alle månedens forskellige helligdage i betragtning når vi nu har inviteret folk fra flere forskellige religioner.

Jeg er hele tiden nervøs for at der ikke er nok mad selv om det ikke er middagsinvitation men et gløgg / buffet arrangement. Så jeg laver mere og mere og fryser og bager og drømmer hver nat om hidsige løbekonkurrencer (løb lige et helt marathon forleden nat på 2 timer og 15 minutter hvilket jo er noget af en præstation) og løbske heste, hvilket en drømmetyder sikkert ville kunne få meget ud af.....

Murphys lov florerer i fuld udsving: Det gløgg og vin vi har bestilt for uger siden kommer i morgen Fredag eftermiddag og skal så bæres i kælder og ordnes hvilket ville have været rart at have overstået og ikke gøre lige dagen før. I går kom 5 (fem!) kubikmeter brænde som blev hældt ud på gårdspladsen og skal bæres på plads og stables - før lørdag.....

Man kan selvfølgelig lade være med at lave sådan nogen arrangementer, meeen udfordringer skal man jo ikke sådan gå af vejen for!

Og nu til noget helt andet...

Det var ærlig talt en ret begivenhedsrig fredag. Der var så mange punkter på dagsordenen at man igen må undre sig over at enten er der helt dødt på den sociale banehalvdel eller også kommer det hele på en gang.

Yngste barnet skulle til bal hos borgmesteren. Hvert år inviteres 5. klasserne fra hele Helsinki til bal med taler, dans og buffet hos Helsinkis borgmester et par dage før uafhængigheds dagen den 6. december. Alle gymnastiktimer i den sidste tid er brugt til at lære at danse ordentligt. Så vi havde været ude og investere i kjole og sko så barnet kunne være præsentabel når hun skulle svinge sig i valsen den smukke Finlandia Hal som Alvar Alto har tegnet. Kl 10:45 var forældrene til de håbefulde poder inviteret til at se dansene og høre dem synge nationalsangen før de blev ekspederet til ballet - vi stod alle med tårer i øjnene og så de der små pølser danse og opføre sig eksemplarisk selv om de skulle holde hånd med drenge!! De var alle meget fine i tøjet og drengene havde jakkesæt og slips på - vi personligt havde været oppe kl 06 for at ordne hår!

Kl 15-17 var undertegnede inviteret til Afternoon Tea Party hos fru Udenrigsminister Stubb i et gammelt palæ som er tegnet af den Finske arkitekt Engell. Alle diplomat-ægtefolk var inviteret og det var en glimrende lejlighed til at møde kendte ansigter - da vi er temmelig mange danskere der er gift med diplomater heroppe, og kun en af dem er den danske ambassadørs kone.... Ellers er der mig, fra den irske ambasade, den hollandske ambassade og fra den tyske ambassade. Hele arrangementet lyder jo meget fint og der er da også flere der kommer kørende i deres mands ambassadebil med chauffør. Og så er der lige mig der kommer vandrende på gå-ben efter at have balanceret på et ben for at få strømpebukserne på og skifte tøj på mit kontor... Så går glansen ligesom af Skt Gertrud! Men det er da en oplevelse at blive inviteret med til sådanne ting, og jeg nyder at blive opvartet med fine kopper te skænket af sølvkander og spændende buffet - lidt lige som når man legede "komme fremmede" som barn.

Derefter tog jeg sammen med de andre skandinaviske veninder ud til Malene som igen lagde hus til vore årlige julefrokost. Den blev lang og temmelig fugtig men meget morsom, lige som andre unavngivne personer var jeg temmelig træt lørdag. Og havde lidt kvalme..... Det viste sig at rødvin og snaps ikke er nogen god kombination!

Resten af weekenden har stået i madlavningens tegn (bortset fra lørdag hvor jeg ikke rigtig kunne klare tanken om mad...), vi skal jo have alle disse her gæster på lørdag så jeg har brugt meget tid på at kokkerere og fryse ned.

I går den 6 December var det Finlands uafhængighedsdag, hvilket fejres på en i mine øjne lidt spøjs måde. Nu falder den jo lige i den tid hvor der er sne og kulde så det er vel naturligt at man ikke flokkes i gaderne og fjerer den med picnic og fyrværkeri. Men alligevel.
Man laver ingenting i løbet af dagen - måske lidt familiesammenkomst - og klæder sig så fint på for at sætte sig til middagsbordet mens der transmitteres fra præsidentboligen. Der vil man så se præsident Tarja Halonen stå sammen med sin mand og modtage gæster: Alle der er noget bliver inviteret til at defilere forbi præsidenten i lange rækker og trykke hende og hendes mand i hånden. I timevis står hun der (og bliver altså fulgt af folket i fjernsynet) og nikker, smiler og trykker i hånden mens kommentatorerne kommer med (ind i mellem kritiske) udtalelser om kvindernes hår og kjolevalg. Derefter følger man resten af aftenens dans osv. uden de store udsving. Og det er så det, så har man fejret den dag. På den anden side så kan man jo sige at det er bedre end slet ikke at have sådan en dag at fejre - ikk' Danmark?

Afløb for energien

Nå, men det kan jo ikke nytte noget at sidde her og surmule. Og drukne i dårlige vaner (læs: hyggelig rødvin med Konsulen). Så vi tager vanten på igen og finder andre udløb for energien. Det er nemlig sådan med de fleste der arbejder inden for sundhedsvæsenet at vi har en frygtelig mængde energi, vi er jo vant til at sætte skub i tingene og at der ikke er andre end os selv der trækker læsset. Den energi er nødt til at have nogen udløb - normalt ved at fræse rundt i naturen. Når man så ikke kan det, er tiden til at kaste sig over andre projekter.

Så vi har nu inviteret til julereception. Ca 60 mennesker. Med gløgg og buffet. Med indbygget Luciaoptog. Sidste år oplevede Konsulen sit livs første Luciaoptog hos den danske ambassadør og blev så begejstret at han syntes at sådan et må vi også have. Og alt dette skal foregå i vores hus om lidt over en uge, nærmere betragtet den 11.

Og jeg laver maden. Det er ret meget der skal på sådan en buffet. Egentlig ved jeg ikke hvor meget sådan en flok diplomater og andet godtfolk kan inhalere, men vi tager den lidt på slump. Det er jo ikke til middag, så hvis der er nogen der stadig er sultne når de går herfra, kan de pænt gå hjem og spise en ostemad. Men det tror jeg nu ikke der er nogen fare for. Jeg har gjort det før, to gange mens vi var udstationerede i Oslo og det var en stor success - og gevaldig hyggeligt. Så jeg kan passende bruge overskydende energi på at lave mad her i weekenden. Yngstepigen er en rutineret æbleskivebager og alle kan få et job - Konsulen kan få lov at gøre rent og købe det ind der mangler.

Første gang jeg lavede sådan en aften havde jeg ikke lavet alkoholfri gløgg - havde ikke tænkt over at det var nødvendigt. Nordmændene er meget strikse med alkohol og kørsel, så der var mange der stod med lange øjne efter gløggen men holdt sig pænt i skindet - vi måtte så drikke gløgg morgen, middag aften i lang tid efter fordi der var så meget til overs. Nu har jeg husket at der er nogen der ikke tåler mosten så de kan få ækel sød Finsk alko-fri gløgg. Vi andre med hår på brystet skal have Svensk Blommas gløgg som vil noget!

Så nu er jeg beskæftiget og bliver ikke alt for rastløs og utålelig indtil på lørdag - hvor jeg tør prøve en forsigtig tur på indendørs på bane med helt helt helt jævnt underlag. Så må vi håbe jeg kan lade være med at løbe for mange kilometer. Vejret er dejlig mildt med kun ca. 2 graders frostog det vill have været så dejligt at komme ud, men jeg holder mig inde og tager et par dage til med skånekost! Man kunne selvfølgelig også tage en langrendstur, det gør jo ikke ondt....