Det er synd for min mor, for hendes dejlige store Broholmer hund som hun har haft i 11½ år måtte aflives i går. Olga har skrantet meget i den sidste tid og ventede tålmodigt på at min mor kom hjem fra sin ferie hos os. Da hun landede i lufthavnen i tirsdags, fik hun sms at Olga fra middagstid ikke ville stå, spise eller drikke mere - det ville hun heller ikke da hun kom hjem. Og da der ikke var ændring til det bedre i går onsdag, måtte min mor tage den tunge beslutning. Mine piger græd mange tårer, min søn synes at det er den slags ting der sker - sjovt at se forskellen på børns opfattelse af livets genvordigheder.Når man har hund bliver man meget knyttet til den og Olga var min mors skygge. Ville ikke ret gerne ud at gå tur hvis hun ikke var med. Stod ved lågen og ventede tålmodigt når hun kørte i byen. Gik med på toilettet. Lå med sit store hoved tungt i ens skød og ville kæles for, men rejste sig straks hvis min mor forlod rummet. Har forgrebet sig på uendelige mængder af forbudte småkager og lakridskonfekt - hvis jeg havde købt noget til at tage med hjem og glemt at gemme det bag lås og slå, skete det flere gange at Olga havde været i kufferten og holdt ædegilde. Brune kager, lakrids, tyggemåner, chokofanter - alt gled ned. Sit sidste glansnummer lavede hun før min mor rejste til Finland da hun åbnede og åd to poser chokolade mønter der skulle have været en del af mandelgaven til børnene. Med hjælp af min mors anden Broholmer der hedder Alma og stadig er meget ung. Nydeligt lå guldpapiret spredt ud over stuegulvet mens det sidste net stadig var urørt - det havde de vist ikke nået at få gjort kål på.
Da min mor flyttede til Præstø efter 42 års ægteskab og en skilsmisse, blev detOlga der holdt hendes humør oppe. Det var hende der har givet hende "noget at beskæftige sig med" og jeg tænker tit på at hvis hun ikke havde sine hunde så ville det være meget mere krævende at have en mor der bor alene. Min mor er optaget af sin ven Ole, hundene, hønsene, haven, Broholmer Foreningen, Lokalhistorisk Forening, lokal politik, Bio Bernhard, bridge - sådan nogen ting som er gode for sjælen når man næsten er 75.
Og så er det synd for hende at hun skal være ked af det....
Øv Kirsten, det er jeg ked af at læse! En hund er en sand ven og et familiemedlem, som giver en utrolig glæde. Livsglæde faktisk! Ja, det er synd for din mor at hun nu har mistet sin kammerat. Men Olga var åbenbart klar til at tage afsted. Jeg håber at din mor kan få sig en ny hundeven i 2011. Det behøver jo ikke at være en hvalp, der er rigtig mange hunde på internaterne rundt omkring, som håber på en kærlig sjæl og en ven, som tager dem med hjem.
SvarSletGodt nytår til dig Kirsten. God løbevind og ja, håber vi ses i 2011 med eller uden løbesko. Men løbe igen i 2011, det kommer jeg helt bestemt til! :)
Knus
Det gør mig så ondt for din mor. Hun må savne sin Olga frygtelig meget. Især fordi Olga også har hjulpet hende igennem den svære tid efter skilsmissen. Og så lyder Olga som en hund med sit egen vilje og præferencer. :-) Men de hunde er som regel også dem, som er sjovest og mest savnede. Jeg håber ligesom Lene, at din mor, når hun er parat, får sig en ny hundeledsager. For det er så svært at undvære, når man har vænnet sig.
SvarSletKnus Katrine