Når livet pludselig bliver farligt

I fredags blev jeg hjemme fra arbejde for at gøre klar til Lørdagens mange gæster. Det blev en fantastisk aften, meget vellykket og hyggelig. Efter min mening alt besværet værd. Der skal nok komme nogen billeder når sønnen får billederne sendt til mig......

Så fredag morgen kørte Konsulen og børnene som sædvanlig til skole og arbejde. Og så var det at den telefonopringning som vi alle frygter kom: Vi har været involveret i et trafikuheld.

Hjertet ryger helt op i halsen for derefter at suse ned i maven - lydene omkring én forsvinder totalt.

Heldigvis var der ingen fysiske skader og børnene kunne gå hen til skolen - men de var selvfølgelig meget emotionelt oppe at køre. Jeg fik skolesygeplejersken til at tage en samtale med dem og tjekke at der ikke var sket noget fysisk, men den dag fik jeg opringninger i næsten alle frikvarterer fra dem hver især.

Konsulen skulle dreje til venstre i et lyskryds hvor der er pile for hver retning der må køre - en taxa syntes lige at når man har set et lyskryds skifte til gul-rød så har man set dem alle og behøver ikke at stoppe af den grund og kigge igen.......så han knaldede ind i vores bil i højre forside. Finneren har den frygtelige uvane at fjumre over lyskryds for gult og også gerne rødt, man ser ofte at lyset skifter til gult mens man selv er midt i krydset og alligevel er der mindst 3-4 biler efter en selv der kom over. Vi har tit kommenteret og undret os over denne kørestil fordi Finnerne er meget lovlydige som andre skandinavere for det meste er, men lige på det her punkt er de altså helt ustyrlige.

Og på denne måde oplevede børnene at livet kan være farligt og at ingen garanterer at man kommer hel hjem. Som ældstesønnen forskrækket sagde: "1½ meter længere fremme og jeg havde været død" - så slemt var det nok ikke gået men det var hans oplevelse af hvor lidt kontrol man har over livet!