onsdag den 22. december 2010

Stille PC-fri jul??

Når ens nærmeste medarbejder (den bærbare computer) beslutter at holde juleferie sådan uden at meddele det på forhånd, så kan man godt blive lidt sur på den. Pludselig er jeg helt udenfor den pulserende verden og kan kun følge med i livet når jeg er på arbejde. Jeg kunne selvfølgelig kaste mig over en af de andre pc'er i husholdningen - ak, vi er kommet til den tidsalder hvor der er mere end én pc inden for de fire vægge - men det er ikke det samme som min egen hvide hyggelige dims. Hvor alting allerede er på deres plads og man ikke skal lede efter favoritter og alt mulig andet. Og alle yndlingsbloggene. Så derfor er her lidt stille.

Også fordi jeg er sådan lidt skadesramt uden at føle det egentlig, men jeg prøver at få det der ITB Syndrom på plads mens vejret alligevel er noget skidt. Og så bliver det ikke til meget løb og det føles pinligt når nu alle andre løber - så føler jeg mig udenfor både IT-mæssigt og løbe-mæssigt.

Til gengæld har jeg været på biblioteket og lånt 4 gode bøger om marathon - så kan jeg da få teorien på plads i mellemtiden......

Det der juleri tager faktisk også noget af min tid - selv om vi sådan holder og ikke holder jul. Principielt holder vi ikke men hvert år holder vi alligevel. Forvirret?

Der bliver pyntet noget op til jul, sådan lettere diskret, ikke noget med Jesusbørn men gerne alt muligt gejl så som nisser og guldkugler. En julekalender og kalenderlys findes også. Der spises risengrød med mandel (dog kan Konsulen ikke overtales til at inhalere den, det er for meget for ham - men han vil gerne have en mandelgave....). Drikkes gløgg og spises julesmåkager og æbleskiver. Nogen gange er min mor sammen med os, så er der lille juletræ og flere gaver (dem vil Konsulen også gerne have) - hvis vi er bare os selv så er det i lidt mindre stil. Så vi tager altså lidt af det bedste fra det hele. Efter at mine forældre flyttede hvert til sit så er det alligevel noget underligt rod for juleaften er jo så som bekendt ikke som det var i "mit barndomshjem" (siges med lille klemt stemme) så det gør ikke noget for mig. Og børnene kender ikke til andet og er glade for det vi holder. Specielt gaverne selvfølgelig.....

Men i år er vi gået helt over gevind. For vi tager sgu op til selve julemanden og holder jul! Helt oppe i Lapland som er 1½ times flyvetur nordpå i Rovaniemi som ligger på Polar Cirkelen. Og der bor julemanden siger Finnerne - selv om min mor siger han bor på Grønland. Så vi skal besøge hans værksted på selve juleaftens dag og har inviteret min mor med på oplevelsen.

Vi flyver tidligt om morgenen den 24. og hjem igen den 27. om aftenen - undervejs skal vi altså hos julemanden, køre i hundeslæde på en Huskyfarm og i rensdyrslæde samt hvad der nu kommer undervejs. Der er jo mørkt hele dagen på denne tid af året, solen står vist op ved 11-tiden og går ned kl 13.30, det har vi ikke prøvet før - vi kender kun den anden vej med lys det meste af natten. Så vi skal slæbe gaver og en del af julemaden med da butikkerne er lukkede og jeg er naturligvis ved at få et slagtilfælde af stress når jeg ikke føler at jeg kan få styr på det hele, men prøver dog at overbevise mig selv om at vi nok overlever uden en eller flere glemte dippedutter.

Det bliver en anderledes jul men jeg tror det bliver en god jul, og hvis man ikke skulle holde jul i Lapland én gang mens man bor i Finland - ja så ved jeg ikke hvornår man skulle gøre det!

2 kommentarer:

  1. Jeg håber da, at du får pc'en op at køre igen. Man føler sig jo helt ved siden af sig selv, når skidtet ikke virker. Ihvertfald de første par dage...
    Det lyder som en spændende tur I skal på. Og vi har jo lige set Tror du på julemanden 1-3, og dér bor julemanden jo på Nordpolen. Så det er jo et fact! :-D Rigtig god tur og lille-jul. Havde ikke lige tænkt på det i skyndingen, at I ikke havde jul.
    Mange knus og tanker
    Katrine

    SvarSlet
  2. Lyder som en fantastisk dejlig oplevelse i der skal ud på, spændende.
    Ja man er lidt ved siden af når PCen ikke vil.
    Knus Tina

    SvarSlet