Gå forbi de åbne vinduer

Jeg forstiller mig tit at livet er en lang gang med døre og vinduer - dørene er lukkede og vinduerne er åbne. Inde bag dørene er der uanede muligheder, det gælder bare om at finde ud af at lukke dem op.

Til tider kan det være svært at lukke de døre op og der må arbejdes hårdt: nøglen passer ikke, låsen er rusten, døren binder og der skal skubbes hårdt med skulderen, døren er en tung middelalder-lignende jerndør, ens hænder ryster og kan ikke få nøglen på plads og nogen gange er der slet ikke en nøgle men kun en kombinationslås som man ikke har koden til. Under alle omstændigheder er man nødt til at få den dør lukket op på den ene eller anden måde for at finde de nye muligheder som livet byder. Man må bruge klogskab, erfaring og list for at komme derind. Nogen gange lukker døren op så let som en svingdør i en western-saloon og nogen gange ville man ønske at man aldrig havde lukket den op men bare var vandret et andet sted hen. Men for at komme videre med sit liv og for at opnå det man gerne vil, skal der lukkes døre op og der skal lukkes andre døre i - nogen af disse døre kan lukkes op igen og igen, nogen af dem får man aldrig mere muligheden for at forsøge sig med.

Vinduerne står altid åbne, fristende og lokkende - med en mild forårsbrise der får gardinet til at bevæge sig blidt i vindens takt. Solen stråler ind og umiddelbart er landskabet udenfor smukt og fredfyldt. Vinduerne er fyldt med muligheder for at hoppe ud igennem dem, det er så nemt bare at løfte benet over karmen og lade sig glide ud med et lille hop - men landingen bliver ualmindelig hård og ubehagelig. For det er de vinduer der lokker med at springe over, fravælge det vi egentlig skulle gøre, lade være med at udføre noget, de nemme løsninger og de dårlige undskyldninger.

Derfor er det kunsten i livet at vandre videre forbi de åbne vinduer og fortsætte med at kæmpe for at få lukket mulighedernes døre op.

Jeg har nu pænt vandret hen ad gangen i to uger og har ikke løbet, har lavet (absolut ikke helt nok) øvelser og har været ude på ski flere gange. Derfor mente jeg at det var tiden til at prøve løbestilen i går aftes. Planlagde at hente Konsulen ved toget, aflevere ham derhjemme og derefter køre hen til min indendørs bane. Han havde det småskidt og var i rigtig hjemme hyggehumør og jeg var kun ca en halv milimeter fra at hoppe ud af det åbne vindue der stod og sang "bliv hjemme og drik gløgg med din mand". Men jeg fik kæmpet mig forbi og kom af sted. Så det var ét vindue klaret!

Jeg fik ondt i min åndssvage muskel-nerve efter ca 4 km og stoppede så løbet, for jeg ved at det bare bliver værre indtil jeg får løst op. Mit humør var krigerisk og jeg opførte mig som en ægte stridsøkse da jeg kom hjem.

Nu står jeg mellem et vindue og en dør og svajer i begge retninger. På den ene side er det smukkeste åbne vindue der kalder på mig med selvmedlidenhedens yndige sirene sang og en dejlig stor blød bunke dun hvor jeg kan lande og lade mig synke dybt og endeligt ned i ynken og klagernes verden. Men lur mig om det ikke i virkeligheden er en bunke iskold sne der vil give mig et chok og kvæle mig langsomt men sikkert......

På den anden side er der en dør med to låse - den ene har jeg nøglen til, den anden kræver hovedbrud at afkode. Den første lås er den der giver adgang til de øvelser jeg kender, og de øvelser jeg har lavet før i tiden - og begge ved jeg godt hjælper hvis de bliver lavet konsekvent og kombineret med løb i mindre mængder. Den anden lås er den hvor jeg selv må finde nye løsninger, holde diciplin og gennemføre dem - den kræver søgen på nettet af øvelser, deltagelse i ryg-mave timer, den kræver en gennemtænkt plan, det er den lås der kræver at jeg ikke giver op.

Længere henne venter endnu et vindue der frister med forslag så som bare helt at opgive det her løberi når nu det skal være så besværligt og jeg måske bare er for gammel til overhovedet at kunne begynder den slags - det er et vindue jeg overhovedet ikke vil komme i nærheden af. Jeg leder desperat efter døre på vejen der kan lukkes op og hvor jeg kan smutte ind og smække låsen i efter mig før jeg jeg kommer så tæt på at jeg rigtig kan høre hvad vinduet frister med.