Nu er der købt billet til Danmark - sådan helt uden for planerne. Men når min mor er blevet syg og når hun skal have svar på en prøve på torsdag på Ringsted Sygehus, så skal hun ikke være alene. For hvis nu det er et dumt svar.....
Så jeg sætter mig op i Finnair i morgen sidst på eftermiddagen onsdag den 29. og fortsætter fra Hovedbanen med retning mod Vordingborg og står af på Lundby station. Der bliver jeg hentet af en af min mors veninder og fragtet til Præstø hvilket tager ca. 10-15 minutter.
Jeg bliver til fredag d. 6 januar om aftenen, for jeg vil jo også gerne få set resten af familien og få lidt ferie ud af det når jeg alligevel rejser. Så må jeg prøve at finde noget løberute i Præstø og omegn - og nok også i Hørsholm. Det kan være jeg endelig langt om længe kan få løbet i Rude Skov eller i Grib Skov - bare jeg så ikke farer vild for jeg kender ikke nogen af stierne, selv om det nu ikke plejer at afholde mig fra at løbe på ukendte steder. I Præstø er der vist også et par hunde der vil blive glade for at komme ud at går tur, det har min mor ikke kunnet i et par uger og vi finder nok nogen gode steder til at får rørt benene. Syntes bare ikke rigtig at der er så meget skov lige der. Kunne selvfølgelig finde ruter og printe herfra.....
Og nej, jeg er ikke ejer af en eller anden telefon der kan lede mig på sporet.
Der er dog en ting der plager mig - bortset fra at skulle slippe kontrollen og lade familien selv klare skærene, men jeg har bare ikke nået det der med at lave mad og fryse ned.....
Jeg er ikke hjemme Nytårsaften. For første gang siden mine børn er født. Vi plejer at have en rigtig hyggelig aften her i Finland - og der plejer at være superfestligt i vores lille kvarter med masser af fyrværkeri og alle naboerne ude på vejen.
På den anden side bliver det så første gang i 16 år at jeg er sammen med min mor lige nytårsaften. Og det bliver faktisk hyggeligt selv om jeg vil savne mand og børn. Måske jeg endelig kan gense "90-års fødselsdagen"?
Heldigvis er teknologien indført hos min mor således at jeg kan holde mig og andre nogenlunde opdaterede. Se mails, FB og ikke mindst blogge!! Vi ses derhenne....
tirsdag den 27. december 2011
torsdag den 22. december 2011
ANNOUNCEMENT
Jeg MÅ bare gøre jeg opmærksom på en blog hvor I kan få at se de mest sindssyge jule-indslag der nogen sinde er lavet på denne jord. Uendelige variationer over juletemaet udsat for Amerika og andre.....
Advarsel: Det er i de mest smagløse afskygninger - men fantastik morsomme.
Jeg ligger stadig og vrider mig af grin over dagens klip - som endda er dedikeret til mig!!
Advarsel: Det er i de mest smagløse afskygninger - men fantastik morsomme.
Jeg ligger stadig og vrider mig af grin over dagens klip - som endda er dedikeret til mig!!
onsdag den 21. december 2011
Jeg ved det godt
At jeg skylder opskrifter. De skal nok komme og jeg tror bare jeg sætter det hele på for så kan man jo selv vælge hvad man vil have. Tak for komplimenterne omkring madlavningen - og nej jeg er ikke superkvinde.
Jeg har bare de der lister ik'? Og fryser ned når det kan lade sig gøre. Og kan klare mig med mindre søvn i en periode.
De der opskrifter kan godt lige tage et par dage - og I skal jo alligevel også bare spise julemad i disse dage så det gør nok ikke noget. Vel?
For pludselig syntes jeg der er så meget. Jul? Ja også det selv om det kommer der et indlæg om. Men vi er da lidt smittede heroppe.
Men Konsulen blev opereret i knæet i mandags sidste uge. Han har nogen problemer med manglende brusk på lårbensknoglen og menisken bliver så lidt påvirket af det. De ved ikke rigtig hvad der kan gøres, nu må vi vente til hen imod sommeren og se hvordan udviklingen går. Han får noget medicin som skulle fremme nydannelse af brusk og der er blevet lavet nogen huller i knoglen der også skulle fremme ny brusk. Tiden vil vise om det lykkes - det håber vi meget for han er lidt ung til at skulle have et helt nyt knæ. Så han har skullet plejes, for staklen går på krykker og kan ikke så meget selv.
Der er jo også en løbetræning som skal passes for at komme frem til de mål jeg har sat mig i det kommende år. Normen er nu blevet til 4 træninger om ugen - spørg mig ikke om hvordan det gik til her om vinteren. Rent faktisk glæder jeg mig allerede til foråret for så kan der nok presses 5 dage ind når det bliver lidt mere lyst.
Der er fast en bakketræning, en intervaltræning, en tempotræning og et langtur på programmet. Og en gang i mellem en 5 km testtur. Som er så rædselsfuld at jeg overhovedet ikke vil skrive om den. Kan dog kun sige at jeg føler at der sker noget, både i hovedet og i kroppen.
Nå, men det var en ordentlig gang snik-snak. Måtte bare lige sige at jeg godt ved at jeg har nogen forpligtigelser.....
Jeg har bare de der lister ik'? Og fryser ned når det kan lade sig gøre. Og kan klare mig med mindre søvn i en periode.
De der opskrifter kan godt lige tage et par dage - og I skal jo alligevel også bare spise julemad i disse dage så det gør nok ikke noget. Vel?
For pludselig syntes jeg der er så meget. Jul? Ja også det selv om det kommer der et indlæg om. Men vi er da lidt smittede heroppe.
Men Konsulen blev opereret i knæet i mandags sidste uge. Han har nogen problemer med manglende brusk på lårbensknoglen og menisken bliver så lidt påvirket af det. De ved ikke rigtig hvad der kan gøres, nu må vi vente til hen imod sommeren og se hvordan udviklingen går. Han får noget medicin som skulle fremme nydannelse af brusk og der er blevet lavet nogen huller i knoglen der også skulle fremme ny brusk. Tiden vil vise om det lykkes - det håber vi meget for han er lidt ung til at skulle have et helt nyt knæ. Så han har skullet plejes, for staklen går på krykker og kan ikke så meget selv.
Der er jo også en løbetræning som skal passes for at komme frem til de mål jeg har sat mig i det kommende år. Normen er nu blevet til 4 træninger om ugen - spørg mig ikke om hvordan det gik til her om vinteren. Rent faktisk glæder jeg mig allerede til foråret for så kan der nok presses 5 dage ind når det bliver lidt mere lyst.
Der er fast en bakketræning, en intervaltræning, en tempotræning og et langtur på programmet. Og en gang i mellem en 5 km testtur. Som er så rædselsfuld at jeg overhovedet ikke vil skrive om den. Kan dog kun sige at jeg føler at der sker noget, både i hovedet og i kroppen.
Nå, men det var en ordentlig gang snik-snak. Måtte bare lige sige at jeg godt ved at jeg har nogen forpligtigelser.....
onsdag den 14. december 2011
Velbekomme
Når man er nødt til at have maden stående på køkkenbordet kan man dække den grimme vask sådan....
Sorte rosinoliven
Aubergineskiver - dyppet i æg og stegt i olie
Marrokanske gulerødder med spidskommen, hvidløg og bredbladet persille
Icebergsalat med cherrytomater og feta
Bulgur med meget finthakket tomat, agurk, mynte, bredbladet persille og hvidløg
Grønne rosinoliven
Marrokansk peberfugtsalat
Minipizza
Tyrkisk zucchinimeze - ved nærmer eftertanke ser den ikke appetitlig ud, men smager fantastisk
Så er gløgggryder og kopper kørt i stilling
Vi blev 65 mennesker alt i alt og det var superhyggeligt. Flere - danskerne naturligvis - blev til sent. Vi sad og snakkede længe mens vi fik tømt lidt flere flasker vin. Maden er hjemmelavet (bortset fra borekas og felaffel) og da jeg altid er bange for at det ikke vil være nok, skal vi nu spise rester i mindst en uge.......
mandag den 12. december 2011
Inden gæsterne kommer....
Det er jo typisk når man skal have gæster der vil komme i rigtig pænt tøj. Det har været vådt og regnfuldt heroppe i ugevis, men i ugen inden den 10. december har det været slud, regn, blæst og frost. Så baghaven ser sådan ud med lidt snerester og marken bagved er helt snefri: Umiddelbart ingen ko på isen for at komme til vores gæstebud, vel?
Men dagens overraskelse i skysovs: En totalt overiset og uhyggelig glat lille vej hvor vi bor - helt nede i bunden. Den er smal og ikke så lang - derfor må folk parkere henne for enden som I ser på den lidt større vej og gå i herhen.
Mon vi skulle have skrevet i indbydelsen at skøjter anbefales?
Et stort held at finnerne er vant til at man tager skoene af før man går ind i folks huse og derfor altid kommer klædt efter vejret. I store støvler med de høje hæle som skiftesko. Og heldigvis var der ingen der skvattede....
Billeder af maden følger i morgen.
onsdag den 7. december 2011
Nedlagt af sne blandt andet....
Her bliver lige lidt stille i et par dage.
For det første fordi jeg går og skummer af arrigskab over at vi er blevet ramt af sne - nu gik det lige så godt uden, ik'? Hvorfor skal det så komme og genere mig i at løbe? For det er jo hverken til her eller der, bare noget frossen havregrød der ikke dækker ordentligt men alligevel er glat og ujævnt.
For det andet fordi jeg skal have en hulens masse gæster på lørdag. Sådan noget gløgg med alt mulig reception hos os. Som vi også havde sidste år. Og jeg tør ikke tælle hvor mange af de 70 inviterede der kommer, for de fleste af dem har sagt ja tak - man tror jo altid at der er nogen der ikke kan komme..... Så jeg står med hovedet i gryderne og laver mad og fryser ned. Med lange lister (så får jeg da afløb for den lille tvangsopførsel). Og vi har arrangeret Luciaoptog. Så det skal nok blive hyggeligt.
Men jeg er altså lidt optaget indtil da.....
For det første fordi jeg går og skummer af arrigskab over at vi er blevet ramt af sne - nu gik det lige så godt uden, ik'? Hvorfor skal det så komme og genere mig i at løbe? For det er jo hverken til her eller der, bare noget frossen havregrød der ikke dækker ordentligt men alligevel er glat og ujævnt.
For det andet fordi jeg skal have en hulens masse gæster på lørdag. Sådan noget gløgg med alt mulig reception hos os. Som vi også havde sidste år. Og jeg tør ikke tælle hvor mange af de 70 inviterede der kommer, for de fleste af dem har sagt ja tak - man tror jo altid at der er nogen der ikke kan komme..... Så jeg står med hovedet i gryderne og laver mad og fryser ned. Med lange lister (så får jeg da afløb for den lille tvangsopførsel). Og vi har arrangeret Luciaoptog. Så det skal nok blive hyggeligt.
Men jeg er altså lidt optaget indtil da.....
torsdag den 1. december 2011
At hoppe i vinterfælden med begge (behårede) ben
I går morges fulgte jeg min søn til lufthavnsbussen. Han skulle flyve til Paris (den heldige lille skid) for at deltage i noget der hedder Model United Nations Generalforsamling hvor man mødes med andre internationale skoler fra Europa og diskuterer forskellige politisk emner. Hans skole skal repræsentere Pakistan og det skal nok blive interessant. Her i formiddags tikkede et billede af Eiffeltårnet ind på min mobil - håber at han får set en masse i dag.
Efter arbejde skulle jeg vente på yngste datters hip-hop time og hvad er så bedre end lige at tage en løbetræning på hamsterhjulet? Det er længe siden jeg har løbet på bånd, vejret er jo så behageligt at jeg kan løbe udendørs uden problemer. Men jeg fik løbet 7,5 kedelige kilometer på båndet - selv om det er hvileuge tog jeg nogen tempointervaller og det var en god følelse. Selv om det var indendørs. Puha, når jeg tænker på hvor meget sne vi havde sidste år på denne tid, så føler jeg mig priviligeret!
Og da jeg stod der i omklædningsrummet var det at jeg opdagede at jeg havde gjort det igen. Kastet mig lige på hovedet ned i vinterfælden. Igen.
Vinterfælden? Det er det der sted hvor man ikke får barberet sine ben fordi man alligevel har lange bukser på konstant, og man derfor kan lave fletninger på sine ben hvis man rigtig skal gøre sig fin. Oh skræk og rædsel, det samme kan gøre sig gældene i ens armhuler - derfra kommer lyden af jungletrommer. Der hvor neglelak på tæerne enten er nogen afskallede rester fra august måned eller bare totalt ikke-eksisterende. Og der hvor huden på skinnebenene kan sammenlignes med en skællene på en python slanges ham.
I mit tilfælde også tilsat løbernegle.
For de uindviede i løbningens rædsler kan jeg oplyse at løbetræning over mange kilometer tager sin told på ens tånegle - enten bliver de cyanidblå eller også falder de af efter et stykke tid. Ind i mellem begge dele. Eller man har negle på forskellige stadier. Ikke nødvendigvis alle sammen, men I har vist fået idéen. Det er absolut noget man som løber kan være stolt af, lidt som at få et eller andet bæltespænde i brydning - men kønt er det selvfølgelig ikke at se på for andre. Faktisk er det noget der kan få folk til først at stirre rædselslagent på ens tæer, derefter på ens ansigt og derefter vende sig bort i afsky. Så jeg plejer for en god ordens skyld at dække mine forskellige tånegle med et godt lag neglelak når jeg nu skal stå der og stritte splitterfornøjet sammen med en flok uskyldige finner som jeg ikke kan kommunikere med.
Som sagt er det længe siden jeg har været i træningscenteret og det kunne ses på min vintertilstand. Selv om vi kun er i begyndelsen af vinteren og det ikke engang er ægte fimbulvinter endnu. For så er man lidt mere undskyldt.
Så jeg skal vist have et 10.000 km eftersyn i weekenden.....
Efter arbejde skulle jeg vente på yngste datters hip-hop time og hvad er så bedre end lige at tage en løbetræning på hamsterhjulet? Det er længe siden jeg har løbet på bånd, vejret er jo så behageligt at jeg kan løbe udendørs uden problemer. Men jeg fik løbet 7,5 kedelige kilometer på båndet - selv om det er hvileuge tog jeg nogen tempointervaller og det var en god følelse. Selv om det var indendørs. Puha, når jeg tænker på hvor meget sne vi havde sidste år på denne tid, så føler jeg mig priviligeret!
Og da jeg stod der i omklædningsrummet var det at jeg opdagede at jeg havde gjort det igen. Kastet mig lige på hovedet ned i vinterfælden. Igen.
Vinterfælden? Det er det der sted hvor man ikke får barberet sine ben fordi man alligevel har lange bukser på konstant, og man derfor kan lave fletninger på sine ben hvis man rigtig skal gøre sig fin. Oh skræk og rædsel, det samme kan gøre sig gældene i ens armhuler - derfra kommer lyden af jungletrommer. Der hvor neglelak på tæerne enten er nogen afskallede rester fra august måned eller bare totalt ikke-eksisterende. Og der hvor huden på skinnebenene kan sammenlignes med en skællene på en python slanges ham.
I mit tilfælde også tilsat løbernegle.
For de uindviede i løbningens rædsler kan jeg oplyse at løbetræning over mange kilometer tager sin told på ens tånegle - enten bliver de cyanidblå eller også falder de af efter et stykke tid. Ind i mellem begge dele. Eller man har negle på forskellige stadier. Ikke nødvendigvis alle sammen, men I har vist fået idéen. Det er absolut noget man som løber kan være stolt af, lidt som at få et eller andet bæltespænde i brydning - men kønt er det selvfølgelig ikke at se på for andre. Faktisk er det noget der kan få folk til først at stirre rædselslagent på ens tæer, derefter på ens ansigt og derefter vende sig bort i afsky. Så jeg plejer for en god ordens skyld at dække mine forskellige tånegle med et godt lag neglelak når jeg nu skal stå der og stritte splitterfornøjet sammen med en flok uskyldige finner som jeg ikke kan kommunikere med.
Som sagt er det længe siden jeg har været i træningscenteret og det kunne ses på min vintertilstand. Selv om vi kun er i begyndelsen af vinteren og det ikke engang er ægte fimbulvinter endnu. For så er man lidt mere undskyldt.
Så jeg skal vist have et 10.000 km eftersyn i weekenden.....
tirsdag den 29. november 2011
Lidt om at holde fast
Tak for alle reaktionerne på mit sidste indlæg. Det er nok et emne de fleste forældre kan nikke genkendende til - det øjeblik hvor vores børn ikke har det godt og vi er sat lidt på sidelinien uden at kunne gøre ret meget andet end at bekymret vride vores hænder i håb om at det går godt.
Hvis man tør indse at noget ikke er perfekt, tror jeg at man er godt på vej til at det i hverfald kan blive bedre. Og ja, ens børn SKAL bare have det godt og hvis jeg kan se at noget er galt nu, så kan jeg ikke bare stå passivt og lade stå til. Fordi jeg gerne vil kunne se mig selv i øjnene og vide at jeg har gjort mit bedste.
Selv om det kan være et tungt læs at trække op ad bakke.....
Lige nu er det kære barn nedlagt af noget mavepine og diarré. I går hvor der ventede en matematik prøve og i dag med en fysik prøve. Mon der er sammenhæng? Racermaven er et fact og vi var hos lægen i går - men det er jo som sædvanlig en eller anden navnløs virus der ikke kan gøres noget ved. Kun vente på at det bliver bedre. Splittet mellem trangen til at sende hende i skole så hun ikke får for meget fravær og behovet for at lade hende blive ordentlig rask.
Så må jeg være løvemoderen der sender mails til lærerne i håb om at de ikke dømmer hende som en pjækker der prøver at snige sig væk fra det ubehagelige. Og være taknemmelig over at der var én af de forhenværende veninder der ringede i går for at høre hvordan hun har det.
Fødderne står solidt plantet i den finske muld og jeg giver mig ikke en flække denne her gang!!
Hvis man tør indse at noget ikke er perfekt, tror jeg at man er godt på vej til at det i hverfald kan blive bedre. Og ja, ens børn SKAL bare have det godt og hvis jeg kan se at noget er galt nu, så kan jeg ikke bare stå passivt og lade stå til. Fordi jeg gerne vil kunne se mig selv i øjnene og vide at jeg har gjort mit bedste.
Selv om det kan være et tungt læs at trække op ad bakke.....
Lige nu er det kære barn nedlagt af noget mavepine og diarré. I går hvor der ventede en matematik prøve og i dag med en fysik prøve. Mon der er sammenhæng? Racermaven er et fact og vi var hos lægen i går - men det er jo som sædvanlig en eller anden navnløs virus der ikke kan gøres noget ved. Kun vente på at det bliver bedre. Splittet mellem trangen til at sende hende i skole så hun ikke får for meget fravær og behovet for at lade hende blive ordentlig rask.
Så må jeg være løvemoderen der sender mails til lærerne i håb om at de ikke dømmer hende som en pjækker der prøver at snige sig væk fra det ubehagelige. Og være taknemmelig over at der var én af de forhenværende veninder der ringede i går for at høre hvordan hun har det.
Fødderne står solidt plantet i den finske muld og jeg giver mig ikke en flække denne her gang!!
fredag den 25. november 2011
Lidt om at være nødt til at have meget brede skuldre
Jeg har jo som sagt tre børn. Meget ens og meget meget forskellige. I krop og sind. Elsker dem over alt i verden og syntes at de opnår nogen fantastiske ting. Og at de er fantastiske. Er megastolt af dem. Som enhver mor gør. Samtidig tror jeg også at jeg er ret realistisk omkring deres mindre heldig sider - for jeg er jo vild med dem alligevel. Og de der sider har vi jo alle nogen stykker af......
Ældstesønnen er vildt højt begavet, sådan noget med at få special undervisning for at han kan udvikle sig endnu mere. Og Yngstebarnet er godt på vej dertil. De glider begge nemt gennem livet, skolen, har nemt ved at få venner og er populære i enhver sammnhæng. Er sikre på at blive inviteret med hver gang der er noget interessant der foregår.
Mellembarnet, mit smertensbarn, er lige så begavet og fuld af kvalitet. Det kommer bare ikke frem på samme nemme og charmerende måde som hos hendes søskende. Hende skal man lige give en chance men så får man til gengæld en oplevelse af modenhed og kloge betragtninger som man ikke havde forventet at få med en 13-årig. Det har klassekammerater bare ikke rigtig tid til. Eller tålmodighed til. De har helt forståeligt travlt med at leve livet og bliver trætte af humørsvingninger, småsure miner, lukkethed og alle de andre ting der dækker over en sart og følsom sjæl. Derfor bliver den lille sjæl lukket inde i et lag af overvægt og muthed der kan besytte ejermanden mod tilværelsens tunge åg.
Nu sidder jeg her og med tårer ned ad kinderne ved tanken om mit smukke barn der har så svært ved at finde melodien.
For hun er ualmindelig køn, men dækker det bag overvægt og en personlig hygiejne der får hende til at hørme som et karlekammer - fordi hun ikke tror på at hun er noget værd, at nogen kan elske hende og at nogen vil være venner med hende. Hun flagrer fra veninde til veninde som en sommerfugl fra blomst til blomst i håb om at nogen vil være hendes aller aller aller bedste veninde. Og hver gang et venskab spirer frem går det i sig selv igen fordi hun ikke kan tro at hun er værd at holde af - fordi hun hader sig selv så frygteligt. Hun er hende der sidder og ser på Facebook at de andre har holdt fest og nej hvor var det sjovt - men hun var ikke inviteret. Hun kæmper med at få gode resultater i skolen lige som sine søskende selv vi igen og igen fortæller hende at det ikke er det vigtige - så er det for hende vigtigt at være lige så god som dem. Fordi hun ikke forstår at enhver har sin egen kvalitet og at hendes tid kommer når den er parat.
Jeg har nu sat en del ting i gang for at prøve at hjælpe hende. Igen. Igen. For vi har været der flere gange. Men er løbet panden mod en mur.
Nu tror jeg hun er parat. Til at tage sin del af ansvaret for sit liv. Til at gøre arbejdet med at tabe sig og med at slutte fred med sig selv. Måske.
For hvordan lærer man en 13-årig at elske sig selv? Hvordan får man hende overbevist om at hun er lige så meget værd som alle andre? Selv voksne mennesker kan have svært ved det.
Det er mig der må prøve at få det til at ske. De små ting først. Vi løber sammen efter et begynderprogram og har aftalt at vi løber Kvindeløbet i slutningen af Maj - 10 km. Hun får 1 euro for hver løbetræning. Det er vores tid sammen. Vi laver sund mad i mindre mængder. Vi finder muligheder for lidt snacks. Vi sørger for at man kommer i bad, vasker hår og børster tænder - fuldstændig som da hun var to år....... Vi er nok nødt til at købe lidt bukser så hun har noget der passer indtil hun er kommet ned i en størrelse hvor det gamle kan komme på igen. Vi har mange og lange samtaler i de små timer. Nu er skolen også blevet involveret så der kommer noget lidt mere professionelt på. For det er jo ikke normalt at hun skal synes at jeg er hendes eneste og bedste ven. Jeg er hendes mor og det er noget helt andet selv om vi også er gode venner.
Derfor må jeg have de brede skuldre på og stå klippe fast.
For Konsulen har nogen ubehagelige ting at trækkes med rent arbejdsmæssigt og kan ikke rigtig rumme meget mere i øjeblikket. Han er også en mand, for ham er det er mere noget med at råbe lidt, tage sig sammen og så ikke så meget fis.
Sådan en weekend hvor man har lagt sig ud med alle de der indtil nu har holdt ud som veninder, kan godt gå hen og blive lidt lang og trist. Derfor skal jeg hen og købe den hårfjerningscreme og neongrønne neglelak til tæerne (for på fingrene er alle neglene bidt af...) som længe har stået på ønskesedelen. Til en hyggeaften med forkælelse og pleje af en krop der måske så kan blive lidt rarere at leve i?
Ældstesønnen er vildt højt begavet, sådan noget med at få special undervisning for at han kan udvikle sig endnu mere. Og Yngstebarnet er godt på vej dertil. De glider begge nemt gennem livet, skolen, har nemt ved at få venner og er populære i enhver sammnhæng. Er sikre på at blive inviteret med hver gang der er noget interessant der foregår.
Mellembarnet, mit smertensbarn, er lige så begavet og fuld af kvalitet. Det kommer bare ikke frem på samme nemme og charmerende måde som hos hendes søskende. Hende skal man lige give en chance men så får man til gengæld en oplevelse af modenhed og kloge betragtninger som man ikke havde forventet at få med en 13-årig. Det har klassekammerater bare ikke rigtig tid til. Eller tålmodighed til. De har helt forståeligt travlt med at leve livet og bliver trætte af humørsvingninger, småsure miner, lukkethed og alle de andre ting der dækker over en sart og følsom sjæl. Derfor bliver den lille sjæl lukket inde i et lag af overvægt og muthed der kan besytte ejermanden mod tilværelsens tunge åg.
Nu sidder jeg her og med tårer ned ad kinderne ved tanken om mit smukke barn der har så svært ved at finde melodien.
For hun er ualmindelig køn, men dækker det bag overvægt og en personlig hygiejne der får hende til at hørme som et karlekammer - fordi hun ikke tror på at hun er noget værd, at nogen kan elske hende og at nogen vil være venner med hende. Hun flagrer fra veninde til veninde som en sommerfugl fra blomst til blomst i håb om at nogen vil være hendes aller aller aller bedste veninde. Og hver gang et venskab spirer frem går det i sig selv igen fordi hun ikke kan tro at hun er værd at holde af - fordi hun hader sig selv så frygteligt. Hun er hende der sidder og ser på Facebook at de andre har holdt fest og nej hvor var det sjovt - men hun var ikke inviteret. Hun kæmper med at få gode resultater i skolen lige som sine søskende selv vi igen og igen fortæller hende at det ikke er det vigtige - så er det for hende vigtigt at være lige så god som dem. Fordi hun ikke forstår at enhver har sin egen kvalitet og at hendes tid kommer når den er parat.
Jeg har nu sat en del ting i gang for at prøve at hjælpe hende. Igen. Igen. For vi har været der flere gange. Men er løbet panden mod en mur.
Nu tror jeg hun er parat. Til at tage sin del af ansvaret for sit liv. Til at gøre arbejdet med at tabe sig og med at slutte fred med sig selv. Måske.
For hvordan lærer man en 13-årig at elske sig selv? Hvordan får man hende overbevist om at hun er lige så meget værd som alle andre? Selv voksne mennesker kan have svært ved det.
Det er mig der må prøve at få det til at ske. De små ting først. Vi løber sammen efter et begynderprogram og har aftalt at vi løber Kvindeløbet i slutningen af Maj - 10 km. Hun får 1 euro for hver løbetræning. Det er vores tid sammen. Vi laver sund mad i mindre mængder. Vi finder muligheder for lidt snacks. Vi sørger for at man kommer i bad, vasker hår og børster tænder - fuldstændig som da hun var to år....... Vi er nok nødt til at købe lidt bukser så hun har noget der passer indtil hun er kommet ned i en størrelse hvor det gamle kan komme på igen. Vi har mange og lange samtaler i de små timer. Nu er skolen også blevet involveret så der kommer noget lidt mere professionelt på. For det er jo ikke normalt at hun skal synes at jeg er hendes eneste og bedste ven. Jeg er hendes mor og det er noget helt andet selv om vi også er gode venner.
Derfor må jeg have de brede skuldre på og stå klippe fast.
For Konsulen har nogen ubehagelige ting at trækkes med rent arbejdsmæssigt og kan ikke rigtig rumme meget mere i øjeblikket. Han er også en mand, for ham er det er mere noget med at råbe lidt, tage sig sammen og så ikke så meget fis.
Sådan en weekend hvor man har lagt sig ud med alle de der indtil nu har holdt ud som veninder, kan godt gå hen og blive lidt lang og trist. Derfor skal jeg hen og købe den hårfjerningscreme og neongrønne neglelak til tæerne (for på fingrene er alle neglene bidt af...) som længe har stået på ønskesedelen. Til en hyggeaften med forkælelse og pleje af en krop der måske så kan blive lidt rarere at leve i?
fredag den 18. november 2011
Er det mon lovligt?
At glæde sig til i aften fordi alle tre børn skal til "Stay Awake" på skolen? Og man så får noget kvalitetstid med Konsulen? Ja?
Børnene tager hen på skolen kl 19:30 og har aktiviteter hele natten som bliver afsluttet med morgenmad kl 08. De kan dog også sove hvis de trænger til det, de medbringer soveposer men mon det bliver aktuelt? Jeg er så ond at de må tage toget hjem fordi jeg ikke gider køre ind til Helsinki for at hente dem så tidligt - men måske jeg alligevel vil forbarme mig over dem.
Joh, jeg tror det er lovligt.
Vil enddag sige at selv prisen med tre sure og overtrætte teenagere i morgen er værd at betale....
Børnene tager hen på skolen kl 19:30 og har aktiviteter hele natten som bliver afsluttet med morgenmad kl 08. De kan dog også sove hvis de trænger til det, de medbringer soveposer men mon det bliver aktuelt? Jeg er så ond at de må tage toget hjem fordi jeg ikke gider køre ind til Helsinki for at hente dem så tidligt - men måske jeg alligevel vil forbarme mig over dem.
Joh, jeg tror det er lovligt.
Vil enddag sige at selv prisen med tre sure og overtrætte teenagere i morgen er værd at betale....
torsdag den 17. november 2011
Lidt om vejrtrækning
For det meste oplever jeg at benene gerne vil løbe intervaller eller op ad bakker, men lungerne er overhovedet ikke med på ideen. Nok mere rigtigt at sige "altid". De vil faktisk helst ud af brystkassen, gerne gennem ørerne. Så bliver det ubehageligt at løbe - det vil altid være ubehageligt at løbe intervaller, tempo eller op ad bakke - men alting har jo en form for grænse for hvor rædslsfuldt det behøver at være. Når det fysisk er ubehageligt at gøre noget, sidder der en lille hyggelig stemme i hovedet og prøver at overtale en til at holde op. Og den stemme kan så få overtalt mig til at det er helt nødvendigt at gå op ad bakken eller at jeg ikke kan løbe et interval så hurtigt som jeg gerne ville.
Efter et ualmindelig ubehagelig træningspas hvor jeg faktisk endte med at tårerne løb ned ad kinderne af vrede, skuffelse og frustration over ikke at kunne gennemføre hvad jeg ville, begyndte jeg at lede efter materiale om mental styrke. Ledte efter noget der kan lære mig at overkomme stemmerne i hovedet - og nej ikke de der stemmer der kan tages væk med medicin - men de der prøver at få mit selvværd som løber helt ned i bund og som får mig til at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg har defineret mig selv som langsom løber og det man træner til bliver man som bekendt også god til. Så nu er det på tide at skifte min egen selvopfattelse ud.
Der er mange artikler med mere eller mindre relevant information, flere vil selvfølgelig have penge for at dele deres viden men faktisk var der flere steder hvor jeg fandt gode oplysninger.
Specielt et sted fandt jeg noget som gav mig lidt af en "aha-oplevelse" og måske er jeg ikke den eneste der kan bruge dette her:
"Alt for mange løbere tror at deres problem er musklerne evne til udholdenhed eller deres generelle muskel tilstand. Faktisk kan det godt være at hvis du føler dig træt men dine muskler ikke føles trætte - så er problemet simpelthen lav kapacitet til at optage ilt. Mange løbere kan ikke løbe hurtigt fordi de ikke kan trække vejret hurtigt. Muskler er drevet af energi og den energi får musklerne pumpet ind fra blodet og ilten. Løb i ekplosivt tempo kræver verjtrækning i ekplosivt tempo.
Alle træner for at øge deres musklers evne til at udføre arbejde, men ingen arbejder på at forbedre deres evne til at trække vejret.
Så måden at lave vejrtræknings workout er at bruge lidt tid hver dag på at trække vejret hurtigt ind - ud- ind - ud -ind - ud. Og det skal gøres i et afsindigt tempo. Gør det i 30 sekunder ad gangen i flere sæt. Og arbejd dig op til at gøre det i 1 helt minut. Lav nogen af sættene hvor du trækker vejret gennem næsen og nogen hvor du trækker vejret gennem munden. Gå flyttet den brystkasse hurtigt. Træk vejret dybt ned i mellemgulvet, men du må ikke holde vejret - ind og ud. Du vil få det som om du skal besvime og derfor må du ikke holde vejret - for så besvimer du virkelig. Denne øvelse er god og effektiv fordi du lærer at loade og overloade din krop med ilt så dine muskler får al den ilt de har brug for - og så har du kræfterne til at løbe hurtigt".
Nu er jeg blevet stønner og går rundt i en hyggelig bimmelim flere gange om dagen når ilten fiser rundt i hovedet på mig.....
Det anbefales at lave de øvelser enten siddende eller at holde fast i noget - for man bliver altså lidt ør i bolden! Men de virker!
Jeg kan godt mærke hvor anspændt jeg er i mellemgulv og brystkasse når jeg løber - og så er det jo ikke så mærkelig at jeg ikke trækker vejret ordentligt. Lige så snart jeg slapper af og er opmærksom på vejrtrækningen, bliver det også mindre anstrengende at løbe.
Og på min sidste langtur tog jeg alle de lange tænderudtrækkende bakker i løb for når man husker at trække vejret hurtigt og i bund så kan man faktisk godt løbe opad uden at dø!
Det materiale jeg har er på Engelsk og jeg sætter på siden med træningstips. Hvis der er nogen som syntes at det er for besværligt at læse på engelsk, så sig endelig til - jeg oversætter det gerne.
Efter et ualmindelig ubehagelig træningspas hvor jeg faktisk endte med at tårerne løb ned ad kinderne af vrede, skuffelse og frustration over ikke at kunne gennemføre hvad jeg ville, begyndte jeg at lede efter materiale om mental styrke. Ledte efter noget der kan lære mig at overkomme stemmerne i hovedet - og nej ikke de der stemmer der kan tages væk med medicin - men de der prøver at få mit selvværd som løber helt ned i bund og som får mig til at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg har defineret mig selv som langsom løber og det man træner til bliver man som bekendt også god til. Så nu er det på tide at skifte min egen selvopfattelse ud.
Der er mange artikler med mere eller mindre relevant information, flere vil selvfølgelig have penge for at dele deres viden men faktisk var der flere steder hvor jeg fandt gode oplysninger.
Specielt et sted fandt jeg noget som gav mig lidt af en "aha-oplevelse" og måske er jeg ikke den eneste der kan bruge dette her:
"Alt for mange løbere tror at deres problem er musklerne evne til udholdenhed eller deres generelle muskel tilstand. Faktisk kan det godt være at hvis du føler dig træt men dine muskler ikke føles trætte - så er problemet simpelthen lav kapacitet til at optage ilt. Mange løbere kan ikke løbe hurtigt fordi de ikke kan trække vejret hurtigt. Muskler er drevet af energi og den energi får musklerne pumpet ind fra blodet og ilten. Løb i ekplosivt tempo kræver verjtrækning i ekplosivt tempo.
Alle træner for at øge deres musklers evne til at udføre arbejde, men ingen arbejder på at forbedre deres evne til at trække vejret.
Så måden at lave vejrtræknings workout er at bruge lidt tid hver dag på at trække vejret hurtigt ind - ud- ind - ud -ind - ud. Og det skal gøres i et afsindigt tempo. Gør det i 30 sekunder ad gangen i flere sæt. Og arbejd dig op til at gøre det i 1 helt minut. Lav nogen af sættene hvor du trækker vejret gennem næsen og nogen hvor du trækker vejret gennem munden. Gå flyttet den brystkasse hurtigt. Træk vejret dybt ned i mellemgulvet, men du må ikke holde vejret - ind og ud. Du vil få det som om du skal besvime og derfor må du ikke holde vejret - for så besvimer du virkelig. Denne øvelse er god og effektiv fordi du lærer at loade og overloade din krop med ilt så dine muskler får al den ilt de har brug for - og så har du kræfterne til at løbe hurtigt".
Nu er jeg blevet stønner og går rundt i en hyggelig bimmelim flere gange om dagen når ilten fiser rundt i hovedet på mig.....
Det anbefales at lave de øvelser enten siddende eller at holde fast i noget - for man bliver altså lidt ør i bolden! Men de virker!
Jeg kan godt mærke hvor anspændt jeg er i mellemgulv og brystkasse når jeg løber - og så er det jo ikke så mærkelig at jeg ikke trækker vejret ordentligt. Lige så snart jeg slapper af og er opmærksom på vejrtrækningen, bliver det også mindre anstrengende at løbe.
Og på min sidste langtur tog jeg alle de lange tænderudtrækkende bakker i løb for når man husker at trække vejret hurtigt og i bund så kan man faktisk godt løbe opad uden at dø!
Det materiale jeg har er på Engelsk og jeg sætter på siden med træningstips. Hvis der er nogen som syntes at det er for besværligt at læse på engelsk, så sig endelig til - jeg oversætter det gerne.
onsdag den 16. november 2011
Lidt om vinterens planer
De fleste ulykker sker i hjemmet - det er en kendt sag. Det var også der det lykkedes mig at køre for tæt på en træskuffe - ja en skuffe af T.R.Æ, der stod i garagen - der så rev kofangeren lidt løs i den venstre side samt lavede en lille flæge i den. Så er det man forstår at en bil i dag er lavet af plastik og jeg tør ikke tænke på hvad der var sket hvis skuffen havde været af metal. Eller jeg var kommet i krambolage med en lastbil. Nå, men jeg en idiot og det koster selvfølgelig formodentlig en halv herregård samt spild af tid for at få det repareret.
Jeg er ved at komme mig over det, alt i alt var det en lille skade og ingen blev såret. Kun mit humør....
Det er ingen hemmelighed at når man har en træner så får træningen en helt anden dimension. Der trænes mere målrettet og man får nogen klare behov for at fremlægge resultater. Jeg har to helt præcise mål for min træning: Aldrig mere at gå op ad en bakke og at blive hurtiger generelt - specielt til konkurrencer. Jeg træner i øjeblikket fire gange om ugen og sjovt nok så kan man godt finde tiden når man virkelig har besluttet sig. Og ikke er for sart til at løbe om aftenen i kulde og mørke. Så jeg kan godt finde på at gå ud at løbe kl 20 og er heldig at have lysløjperne eller månelyset over bare marker - og jeg møder tit små flokke af hjorte, rådyr eller harer der kommer frem for at græsse på den tid. Sneen er heller ikke faldet endnu og jeg takker for hver dag der er snefrit. Træningen består af et bakkeløb, et intervalløb (og det er eddermame noget andet end dem jeg har løbet før i tiden....), et tempoløb og en langtur. Ca. 45 km eller lidt mere om ugen i øjeblikket - men det vil selvfølgelig blive til mere og nu er jeg også begyndt at træne min datter som skal tabe sig. Natruligvis løber vi ikke ret langt sammen endnu, men på den anden side kan jeg jo lige så godt tage lidt mere når jeg alligevel er ude med hende - det vi løber sammen bruger jeg som opvarmning og der vil nu også komme lidt flere træningspas på.
Når man er i min alder og begyndte at løbe for lidt over to år siden (Juli 2009) så er det ikke altid så nemt at få ambitionerne til at passe til niveauet. Kroppen bliver ikke helt så hurtigt med på noderne og musklerne skal bruge tid til at forstå hvad der kræves af dem. Så er det godt at det er vintersæson for der er ingen løb der kræver min deltagelse og jeg kan koncentrere mig om at arbejde med mig selv fysisk og psykisk (det er ikke som i Danmark hvor der arrangeres løb hele året rundt - her er der helt tomt i kalenderen indtil foråret). Jeg kan investere i projekt "datters motion" med plan om at deltage i 10 km kvindeløb i slutningen af maj. Når kulden bliver værre skal jeg nok lære at løbe hurtigt for at komme hjem i varmen......
I mellemtiden får vi pigdæk på bilen, tænder op i pejsen for at spare lidt på varmeudgifen (alle huse har el-varme heroppe), tænder stearinlys og prøver at ignorer at man faktisk er nødt til at tænde lys allerede kl 15 fordi mørket sænker sig med lynets hast. Om en uge eller to vil det være bælgmørkt kl 15:30 og først blive lyst ved 9-tiden om morgenen.....
Jeg er ved at komme mig over det, alt i alt var det en lille skade og ingen blev såret. Kun mit humør....
Det er ingen hemmelighed at når man har en træner så får træningen en helt anden dimension. Der trænes mere målrettet og man får nogen klare behov for at fremlægge resultater. Jeg har to helt præcise mål for min træning: Aldrig mere at gå op ad en bakke og at blive hurtiger generelt - specielt til konkurrencer. Jeg træner i øjeblikket fire gange om ugen og sjovt nok så kan man godt finde tiden når man virkelig har besluttet sig. Og ikke er for sart til at løbe om aftenen i kulde og mørke. Så jeg kan godt finde på at gå ud at løbe kl 20 og er heldig at have lysløjperne eller månelyset over bare marker - og jeg møder tit små flokke af hjorte, rådyr eller harer der kommer frem for at græsse på den tid. Sneen er heller ikke faldet endnu og jeg takker for hver dag der er snefrit. Træningen består af et bakkeløb, et intervalløb (og det er eddermame noget andet end dem jeg har løbet før i tiden....), et tempoløb og en langtur. Ca. 45 km eller lidt mere om ugen i øjeblikket - men det vil selvfølgelig blive til mere og nu er jeg også begyndt at træne min datter som skal tabe sig. Natruligvis løber vi ikke ret langt sammen endnu, men på den anden side kan jeg jo lige så godt tage lidt mere når jeg alligevel er ude med hende - det vi løber sammen bruger jeg som opvarmning og der vil nu også komme lidt flere træningspas på.
Når man er i min alder og begyndte at løbe for lidt over to år siden (Juli 2009) så er det ikke altid så nemt at få ambitionerne til at passe til niveauet. Kroppen bliver ikke helt så hurtigt med på noderne og musklerne skal bruge tid til at forstå hvad der kræves af dem. Så er det godt at det er vintersæson for der er ingen løb der kræver min deltagelse og jeg kan koncentrere mig om at arbejde med mig selv fysisk og psykisk (det er ikke som i Danmark hvor der arrangeres løb hele året rundt - her er der helt tomt i kalenderen indtil foråret). Jeg kan investere i projekt "datters motion" med plan om at deltage i 10 km kvindeløb i slutningen af maj. Når kulden bliver værre skal jeg nok lære at løbe hurtigt for at komme hjem i varmen......
I mellemtiden får vi pigdæk på bilen, tænder op i pejsen for at spare lidt på varmeudgifen (alle huse har el-varme heroppe), tænder stearinlys og prøver at ignorer at man faktisk er nødt til at tænde lys allerede kl 15 fordi mørket sænker sig med lynets hast. Om en uge eller to vil det være bælgmørkt kl 15:30 og først blive lyst ved 9-tiden om morgenen.....
mandag den 14. november 2011
Opskrift på hvordan man ødelægger en god weekend - samt humøret for den næste uge eller to...
Man laver en bule i sin bil.
På en fuldstændig idiotisk og helt selvforskyldt måde.
Og den første tanke der kom igennem hovedet da jeg vågnede sådan en mørk mandag morgen var: Åh nej, en ny uge truer forude.
Så den skal jo nok blive god...
På en fuldstændig idiotisk og helt selvforskyldt måde.
Og den første tanke der kom igennem hovedet da jeg vågnede sådan en mørk mandag morgen var: Åh nej, en ny uge truer forude.
Så den skal jo nok blive god...
fredag den 11. november 2011
tirsdag den 8. november 2011
Egen-omsorg
Dette fine ord - som altså bare siger omsorg for én selv - har kørt rundt i hovedet på mig et lille stykke tid. Jeg fik nallerne i nogen brugte Alt for Damerne - og det er jo altid en fest. Hvert eneste ord bliver læst og gransket, alle sider bliver læst uanset indhold for det skal nydes. Selv annoncer med "brugte pianoer til salg" kan blive umådelig interessante når man til daglig er lidt langt væk fra Danmark.
Men i denne her artikel stod der noget om at kvinder er vældig gode til at tage sig af. Tage sig af børn, familien, husbond, arbejde - you name it. Og at vi nogen gange glemmer at tage os af os selv. Sådan på den rigtig gode gammldags omsorgsmåde. Joh, vi kan godt finde på at trøste os selv med mangt og meget - men for det meste er det så på en måde der i sidste ende er selv-destruktiv og derved er lige præcis det modsatte af egen-omsorg. Feks. ved at fylde os med slik, chips, billig rødvin, kaglende sladderfester med veninderne, brug af kreditkort så flammerne står op eller andre udskejelser der går hårdt ud over helbredet og økonomien. Derefter klager vi over at vi er fede, flabbede og flade - og at ingen kan lide os. Hvilket man ikke kan fortænke dem i når vi nu heller ikke kan lide os selv.
Egen-omsorg på en måde der gør godt helt ind i sjælen og efterlader opfyldte batterier i et længere stykke tid - er en kunst. Det kræver først og fremmest at man føler at man har fortjent den.
Det er så uendelig forskelligt hvad egen-omsorg er for forskellige kvinder. Når jeg læser med på forskellig blogge ser jeg hvor hårdt de flest er spændt for i hverdagen. Der er travlt med at fragte børn rundt til fritidsaktiviteter, passe sin eller andres sygdom, arbejde på omvendte tider af døgnet, have ansvarsfulde stillinger, passe babyer, lede efter job når man er ledig, passe have og hus, sørge for middagsmad - ja det er helt umuligt at nævne alle de ting som en flok fantastiske kvinder tumler med for at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Man kan være heldig at få lov til at følge processer der handler om egen-omsorg, processer der er så forskellige som at vove at blive skilt fra en psykopatisk mand, tage på eventyrlige ferier, følge sit arbejde til et andet land, lade livet tage en helt ny retning ved at sige det faste job op og kaste sig over uddannelse eller give en stor sorg plads i hverdagen - for nu bare at nævne et par stykker.
Egen-omsorgen har mange størrelser. Nu er det jo ikke fordi man behøver at begive sig ud i livsændringer for at drage omsorg for sig selv, balancekunsten er at kunne føle hvad man har brug for i hverdagens ræs og så få lidt egen-omsorg ind for at holde til at give til andre. Det kan være så simpel en ting som at komme hjem fra arbejde og sætte sig ned med en kop te eller kaffe og en bog. Bare tyve minutter i stedet for at kaste sig over opvaskemaskine, vaskemaskine, aftensmaden, strygning eller hvad der nu måtte være af opgaver. Bare en gang i mellem fordi det lige i dag kan lykkes. Uden bagefter at skælde sig selv ud over det man ikke nåede.
Jeg løber for egen-omsorg. Det er min tid alene, uden nogen der kalder på mig eller forventer noget af mig. Den tid hvor ingen taler til mig, hvor jeg kan være i selskab med mine tanker uden at blive forstyrret. Der hvor jeg gør noget godt for min sjæl og for min krop. Sådan begyndte det og nu er det også blevet til noget andet - konkurrencer, udfordringer og ikke mindst en masse kontakt til mennesker jeg ellers aldrig ville have lært at kende!
Men i denne her artikel stod der noget om at kvinder er vældig gode til at tage sig af. Tage sig af børn, familien, husbond, arbejde - you name it. Og at vi nogen gange glemmer at tage os af os selv. Sådan på den rigtig gode gammldags omsorgsmåde. Joh, vi kan godt finde på at trøste os selv med mangt og meget - men for det meste er det så på en måde der i sidste ende er selv-destruktiv og derved er lige præcis det modsatte af egen-omsorg. Feks. ved at fylde os med slik, chips, billig rødvin, kaglende sladderfester med veninderne, brug af kreditkort så flammerne står op eller andre udskejelser der går hårdt ud over helbredet og økonomien. Derefter klager vi over at vi er fede, flabbede og flade - og at ingen kan lide os. Hvilket man ikke kan fortænke dem i når vi nu heller ikke kan lide os selv.
Egen-omsorg på en måde der gør godt helt ind i sjælen og efterlader opfyldte batterier i et længere stykke tid - er en kunst. Det kræver først og fremmest at man føler at man har fortjent den.
Det er så uendelig forskelligt hvad egen-omsorg er for forskellige kvinder. Når jeg læser med på forskellig blogge ser jeg hvor hårdt de flest er spændt for i hverdagen. Der er travlt med at fragte børn rundt til fritidsaktiviteter, passe sin eller andres sygdom, arbejde på omvendte tider af døgnet, have ansvarsfulde stillinger, passe babyer, lede efter job når man er ledig, passe have og hus, sørge for middagsmad - ja det er helt umuligt at nævne alle de ting som en flok fantastiske kvinder tumler med for at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Man kan være heldig at få lov til at følge processer der handler om egen-omsorg, processer der er så forskellige som at vove at blive skilt fra en psykopatisk mand, tage på eventyrlige ferier, følge sit arbejde til et andet land, lade livet tage en helt ny retning ved at sige det faste job op og kaste sig over uddannelse eller give en stor sorg plads i hverdagen - for nu bare at nævne et par stykker.
Egen-omsorgen har mange størrelser. Nu er det jo ikke fordi man behøver at begive sig ud i livsændringer for at drage omsorg for sig selv, balancekunsten er at kunne føle hvad man har brug for i hverdagens ræs og så få lidt egen-omsorg ind for at holde til at give til andre. Det kan være så simpel en ting som at komme hjem fra arbejde og sætte sig ned med en kop te eller kaffe og en bog. Bare tyve minutter i stedet for at kaste sig over opvaskemaskine, vaskemaskine, aftensmaden, strygning eller hvad der nu måtte være af opgaver. Bare en gang i mellem fordi det lige i dag kan lykkes. Uden bagefter at skælde sig selv ud over det man ikke nåede.
Jeg løber for egen-omsorg. Det er min tid alene, uden nogen der kalder på mig eller forventer noget af mig. Den tid hvor ingen taler til mig, hvor jeg kan være i selskab med mine tanker uden at blive forstyrret. Der hvor jeg gør noget godt for min sjæl og for min krop. Sådan begyndte det og nu er det også blevet til noget andet - konkurrencer, udfordringer og ikke mindst en masse kontakt til mennesker jeg ellers aldrig ville have lært at kende!
fredag den 4. november 2011
Forlænget weekend som mor til 5
Tak for alle hilsenerne på min fødselsdag. Det blev en fin dag og jeg skal nok sætte nogen billeder på når jeg kan få adgang til internettet derhjemme. Når man er mange mennesker i husholdningen og bor langt ude på landet - så kan hastigheden godt komme ned i kravletempo og det holder min tålmodighed ikke altid til.
Der er travlt hos mig i disse dage. Sidste weekend havde vi overnattende gæst, på min fødselsdag kom, så og overnattede min mor og min moster en nat, og i går torsdag fik vi to gæster til. Så nu er der ikke nogen der skal svine sengetøj eller håndklæder til for ellers er det slut med roomservice!! Skabene er tomme!
Der er forskellige sportsturneringer omkring børnenes skole hvert år. Da det er en international skole bliver børnene sendt til et andet land (på forældrenes regning naturligvis) eller der kommer fremmede skoler på besøg, for at holde de forskellige turneringer. Vores børn har været i Riga og i Sofia og vi har været værtsfamilie 3 gange for andre børn.
Det første år havde vi 2 drenge fra Sofia (som egentlig var canadier og amerikaner), sidste år havde vi 2 drenge fra Zagreb (som var israelsk og malaysisk - hedder der egentlig det...?) og i år har vi 2 piger fra Belgrad.
De ankom i går og har lige siden holdt hof med yngstedatteren som går i samme klasse som dem - så vi har kvidren af 3 elleveårige over hele huset. De er utrolig søde og nuttede, bare 11 år men ikke spor generte. Den ene er engelsk og bor i Belgrad fordi hendes mor arbejder i FN og den anden er halvt japansk og halvt amerikansk og bor i Belgrad fordi hendes far arbejder på den amerikanske ambassade. De er jo stadig så små at jeg føler at jeg er nødt til at tjekke om de får børstet tænder og den slags - men det viser sig at de har helt styr på tingene. Det har min 11-årige datter da også, men når nu de er hos fremmede uden deres egen mor så må man jo prøve at fylde hendes sko ud....
I dag begyndte fodboldturneringen hvor begge vores egne piger også deltager og så er det spændende at se hvordan de vil tage de forskellige sejre og tab. De plejer at være meget flinke til at tage begge dele med ro, det værste er at mine to piger spiller på to forskellige hold som også skal spille mod hinanden. Og det kunne godt ende med noget kattehvæsen derhjemme....
For mig betyder det en del kørsel frem og tilbage samt produktion af middagsmad til 7 - med noget alle kan lide. Det er nok næsten det sværeste...
Vores gæster skal afleveres kl 05:15 søndag morgen (gaaaab) og så skal jeg bare hjem og sove videre og se at hvilet ud fra denne sindssyge uge.
Et enormt held at jeg løber restitutionsuge, for så kan det hele alligevel godt gå op i en højere enhed!
Der er travlt hos mig i disse dage. Sidste weekend havde vi overnattende gæst, på min fødselsdag kom, så og overnattede min mor og min moster en nat, og i går torsdag fik vi to gæster til. Så nu er der ikke nogen der skal svine sengetøj eller håndklæder til for ellers er det slut med roomservice!! Skabene er tomme!
Der er forskellige sportsturneringer omkring børnenes skole hvert år. Da det er en international skole bliver børnene sendt til et andet land (på forældrenes regning naturligvis) eller der kommer fremmede skoler på besøg, for at holde de forskellige turneringer. Vores børn har været i Riga og i Sofia og vi har været værtsfamilie 3 gange for andre børn.
Det første år havde vi 2 drenge fra Sofia (som egentlig var canadier og amerikaner), sidste år havde vi 2 drenge fra Zagreb (som var israelsk og malaysisk - hedder der egentlig det...?) og i år har vi 2 piger fra Belgrad.
De ankom i går og har lige siden holdt hof med yngstedatteren som går i samme klasse som dem - så vi har kvidren af 3 elleveårige over hele huset. De er utrolig søde og nuttede, bare 11 år men ikke spor generte. Den ene er engelsk og bor i Belgrad fordi hendes mor arbejder i FN og den anden er halvt japansk og halvt amerikansk og bor i Belgrad fordi hendes far arbejder på den amerikanske ambassade. De er jo stadig så små at jeg føler at jeg er nødt til at tjekke om de får børstet tænder og den slags - men det viser sig at de har helt styr på tingene. Det har min 11-årige datter da også, men når nu de er hos fremmede uden deres egen mor så må man jo prøve at fylde hendes sko ud....
I dag begyndte fodboldturneringen hvor begge vores egne piger også deltager og så er det spændende at se hvordan de vil tage de forskellige sejre og tab. De plejer at være meget flinke til at tage begge dele med ro, det værste er at mine to piger spiller på to forskellige hold som også skal spille mod hinanden. Og det kunne godt ende med noget kattehvæsen derhjemme....
For mig betyder det en del kørsel frem og tilbage samt produktion af middagsmad til 7 - med noget alle kan lide. Det er nok næsten det sværeste...
Vores gæster skal afleveres kl 05:15 søndag morgen (gaaaab) og så skal jeg bare hjem og sove videre og se at hvilet ud fra denne sindssyge uge.
Et enormt held at jeg løber restitutionsuge, for så kan det hele alligevel godt gå op i en højere enhed!
tirsdag den 1. november 2011
onsdag den 26. oktober 2011
Genopstandelse...
Tusind tak til May-Britt og Pernille der skrev et par gode links til at bruge når Garmin går i baglås - dem skal jeg sørge for at gemme! Håber dog aldrig at jeg får brug for dem.
Det fik jeg heller ikke denne gang, jeg slap med skrækken. Da jeg stod i døren og ville køre hen med uret til reparation, prøvede jeg lige at tænde det. Og søreme om der ikke kom et billede og lidt bip-lyd fra apparatet. Jeg skyndte mig at sætte det i computeren til opladning og nu sidder det og lader op i fred og ro. Åbenbart er batteriet blevet slået helt i bund af en eller anden grund da jeg overførte program fra Garmin Connect - uret var i hvertfald så dødt at det ikke en gang vill reagere da det blev sat i computer eller i stikket i væggen.
Det har nok haft brug for at hvile.......
Så nu går jeg rundt med et fjoget grin og føler mig tryg igen.
Løb mine intervaller på bånd i dag - og nej, de bliver ikke mere behagelige af at løbe dem på et løbebånd. Der er ingen nåde og man er nødt til at følge med i det tempo man har sat hvis man ikke vil klaske ind i væggen bagved...
Men glæder mig nu til at løbe tempoløb (ha, det er løgn!) på fredag udenfor i naturen - så længe det kan lade sig gøre. Man ved aldrig hvornår sneen har tænkt sig at komme og lægge sine klamme hænder over land og by.
Det fik jeg heller ikke denne gang, jeg slap med skrækken. Da jeg stod i døren og ville køre hen med uret til reparation, prøvede jeg lige at tænde det. Og søreme om der ikke kom et billede og lidt bip-lyd fra apparatet. Jeg skyndte mig at sætte det i computeren til opladning og nu sidder det og lader op i fred og ro. Åbenbart er batteriet blevet slået helt i bund af en eller anden grund da jeg overførte program fra Garmin Connect - uret var i hvertfald så dødt at det ikke en gang vill reagere da det blev sat i computer eller i stikket i væggen.
Det har nok haft brug for at hvile.......
Så nu går jeg rundt med et fjoget grin og føler mig tryg igen.
Løb mine intervaller på bånd i dag - og nej, de bliver ikke mere behagelige af at løbe dem på et løbebånd. Der er ingen nåde og man er nødt til at følge med i det tempo man har sat hvis man ikke vil klaske ind i væggen bagved...
Men glæder mig nu til at løbe tempoløb (ha, det er løgn!) på fredag udenfor i naturen - så længe det kan lade sig gøre. Man ved aldrig hvornår sneen har tænkt sig at komme og lægge sine klamme hænder over land og by.
Man må aldrig gå ned på udstyret....
Har jeg hørt mange sige. Der er også de der påstår at Garmin aldrig glemmer.
Næh. Det dør bare.
For de uindviede i løbegerningen frydefulde gadgets taler vi her om løbeure. Nærmere betegnet Garmin Forerunner 305. Min næststørste kærlighed efter familien (det skal man jo skrive....). Som er en løbers livline til træningen - der hvor man får det største kick ud af at fise rundt i timevis med tungen ud af halsen. Uret er den der oplyser hvor mange km man har scoret i kassen, hvor lang tid man været om det - og ikke mindst hvor mange små væmmelig kalorier man har skilt sig af med undervejs.
Og så går det bare hen og udånder uden nogen form for advarsel. Efter at det har fået et intervalpas tilsendt - det var måske chokket over indholdet i den træning der gav det sidste stød? Det ene øjeblik står der på dens lille pulsende skærm at batteriet er fuldt ladet op, og i næste øjeblik går skærmen i sort.
Hvad gør en panisk løber der står i tøjet og skal ud i mørket? Ringer hysterisk til Gigantti som er det finske svar på el-giganten og dem der solgte uret til mig for et år og tre måneder siden. Nu er finnerne ikke sådan lige at slå ud og hyssede danskere tager de i stiv arm. Så jeg skal bare aflever mit ur i dag hos Gigantti - heldigvis har forsynet placeret en sådan et par km fra mit hus (kunne egentlig løbe derhen... hvis jeg havde et ur der kunne måle turen...). Så sender de det til reparation eller jeg får et nyt. For der er heldigvis 2 års garanti. Det ved jeg ikke om er godt eller skidt - godt fordi jeg så ikke skal betale (tør ikke tænke på hvad Konsulen ville have sagt hvis jeg nu IGEN skulle have noget dyrt udstyr til løb...), skidt fordi de åbenbart forventer at lortet ikke kan holde.
Jeg elsker mit ur og kan ikke forestille mig hvordanjeg skal leve uden i x antal dage. Sikkert mange. Og jeg ved godt hvem der vil sidde og fnise i skægget fordi hun synes at det er sundt med dogmeløb uden målinger...
Men hvor er det heldigt at man er vant til at improvisere og lave om på sine planer konstant. Det er man jo nødt til når man er mig. Det er de fleste kvinder rent faktisk....
Så jeg holdt hurtigt op med at pive, løb bare et bakkeløb (som jo alligevel skulle løbes) for det kan jeg løbe uden at bruge ur - måler bare km på rutemåleren bagefter, så går det sådan cirka. Intervallerne bliver på bånd i dag og det bliver genbrug fra sidst uge for ellers er båndet for langsomt til at ændre hastigheden, fredag bliver tempoløb med godt gammelt stopur og måling af km bagefter, jeg ved jo nogenlunde hvad længden på de forskellige ruter er og derfor kan langturen søndag også bare gøres i hovedet. Og sådan et almindeligt ur der kan starte og stoppe kan i det mindste give en ide om den samlede tid.
Og nej, jeg har ingen smart mobil der kan bruges. Eller jo, det kan godt være den kunne, jeg har bare ikke kræfter til at sætte mig ind i de funktioner og har ikke engang internet på den. Jeg skal kun bruge en telefon til at ringe og sms. Nægter at lære mere. Får jo teknik-spat bare jeg skal bruge min Ipod.....
Men gå ned på udstyret? Ikke tale om.
Næh. Det dør bare.
For de uindviede i løbegerningen frydefulde gadgets taler vi her om løbeure. Nærmere betegnet Garmin Forerunner 305. Min næststørste kærlighed efter familien (det skal man jo skrive....). Som er en løbers livline til træningen - der hvor man får det største kick ud af at fise rundt i timevis med tungen ud af halsen. Uret er den der oplyser hvor mange km man har scoret i kassen, hvor lang tid man været om det - og ikke mindst hvor mange små væmmelig kalorier man har skilt sig af med undervejs.
Og så går det bare hen og udånder uden nogen form for advarsel. Efter at det har fået et intervalpas tilsendt - det var måske chokket over indholdet i den træning der gav det sidste stød? Det ene øjeblik står der på dens lille pulsende skærm at batteriet er fuldt ladet op, og i næste øjeblik går skærmen i sort.
Hvad gør en panisk løber der står i tøjet og skal ud i mørket? Ringer hysterisk til Gigantti som er det finske svar på el-giganten og dem der solgte uret til mig for et år og tre måneder siden. Nu er finnerne ikke sådan lige at slå ud og hyssede danskere tager de i stiv arm. Så jeg skal bare aflever mit ur i dag hos Gigantti - heldigvis har forsynet placeret en sådan et par km fra mit hus (kunne egentlig løbe derhen... hvis jeg havde et ur der kunne måle turen...). Så sender de det til reparation eller jeg får et nyt. For der er heldigvis 2 års garanti. Det ved jeg ikke om er godt eller skidt - godt fordi jeg så ikke skal betale (tør ikke tænke på hvad Konsulen ville have sagt hvis jeg nu IGEN skulle have noget dyrt udstyr til løb...), skidt fordi de åbenbart forventer at lortet ikke kan holde.
Jeg elsker mit ur og kan ikke forestille mig hvordanjeg skal leve uden i x antal dage. Sikkert mange. Og jeg ved godt hvem der vil sidde og fnise i skægget fordi hun synes at det er sundt med dogmeløb uden målinger...
Men hvor er det heldigt at man er vant til at improvisere og lave om på sine planer konstant. Det er man jo nødt til når man er mig. Det er de fleste kvinder rent faktisk....
Så jeg holdt hurtigt op med at pive, løb bare et bakkeløb (som jo alligevel skulle løbes) for det kan jeg løbe uden at bruge ur - måler bare km på rutemåleren bagefter, så går det sådan cirka. Intervallerne bliver på bånd i dag og det bliver genbrug fra sidst uge for ellers er båndet for langsomt til at ændre hastigheden, fredag bliver tempoløb med godt gammelt stopur og måling af km bagefter, jeg ved jo nogenlunde hvad længden på de forskellige ruter er og derfor kan langturen søndag også bare gøres i hovedet. Og sådan et almindeligt ur der kan starte og stoppe kan i det mindste give en ide om den samlede tid.
Og nej, jeg har ingen smart mobil der kan bruges. Eller jo, det kan godt være den kunne, jeg har bare ikke kræfter til at sætte mig ind i de funktioner og har ikke engang internet på den. Jeg skal kun bruge en telefon til at ringe og sms. Nægter at lære mere. Får jo teknik-spat bare jeg skal bruge min Ipod.....
Men gå ned på udstyret? Ikke tale om.
mandag den 24. oktober 2011
Mumietransport...
Er der noget som sådan en mandag morgen hvor alle er kommet lidt for sent i seng i weekenden og derfor ikke kan komme ud af fjerene?
Jeg er selv den død-irriterende type der står op når vækkeuret ringer og står ret ved siden af sengen. Jeg mener, jeg skal jo op og så er der ligesom ingen grund til at blive liggende.
Men Konsulen og Yngstedatter? Puha, det er til at blive sindssyg af. Konsulen må sejle sin egen morgen-sø, men barnet er jeg nødt til at hive op.
Nu er vi så heldige at alle skal af sted på samme tid, vi kan sætte børnene af ved skolen og fortsætte på arbejde. Og jeg har fri så jeg kan hente dem på vejen hjem - det er meget priviligeret mens vi er heroppe. Så skulle man tro at man får en masse kvalitetstid med hyggelig sludder i 30-40 minutter på vejen til skole og på vejen hjem. Og det får man også på vejen hjem. Så bliver alle oplevelserne fra skolen bearbejdet og ungerne kan nå at få skændtes lidt og vi kan få ordnet mange af de emner der på programmet.
Men om morgenen? HA.
Yngstebarnet er - når hun ellers er kommet op og har fået vasket ansigt - lige så vågen som jeg, vi er parate til at tage os af verdensproblemerne fra lidt i syv. Men vi bliver bedt om at holde kæft.
Jeg kører altid bilen om morgenen. For jeg er jo den der kan se ud af øjenene.
Og så sidder jeg der som en anden rustvogns-chauffør med 4 stivnede mumier der stirrer tomt ud i morgentrafikken...
Jeg er selv den død-irriterende type der står op når vækkeuret ringer og står ret ved siden af sengen. Jeg mener, jeg skal jo op og så er der ligesom ingen grund til at blive liggende.
Men Konsulen og Yngstedatter? Puha, det er til at blive sindssyg af. Konsulen må sejle sin egen morgen-sø, men barnet er jeg nødt til at hive op.
Nu er vi så heldige at alle skal af sted på samme tid, vi kan sætte børnene af ved skolen og fortsætte på arbejde. Og jeg har fri så jeg kan hente dem på vejen hjem - det er meget priviligeret mens vi er heroppe. Så skulle man tro at man får en masse kvalitetstid med hyggelig sludder i 30-40 minutter på vejen til skole og på vejen hjem. Og det får man også på vejen hjem. Så bliver alle oplevelserne fra skolen bearbejdet og ungerne kan nå at få skændtes lidt og vi kan få ordnet mange af de emner der på programmet.
Men om morgenen? HA.
Yngstebarnet er - når hun ellers er kommet op og har fået vasket ansigt - lige så vågen som jeg, vi er parate til at tage os af verdensproblemerne fra lidt i syv. Men vi bliver bedt om at holde kæft.
Jeg kører altid bilen om morgenen. For jeg er jo den der kan se ud af øjenene.
Og så sidder jeg der som en anden rustvogns-chauffør med 4 stivnede mumier der stirrer tomt ud i morgentrafikken...
onsdag den 19. oktober 2011
Nye boller på løbesuppen
Det var virkelig dejligt at læse kommentarerne på mit sidste indlæg, at se forskellige eksempler på hvordan andre også møder "pay it forwwards" i forskellige situationer. Det er den slags ting der kan give lidt mere smil i hverdagen og lidt mere rummelighed når vi forbander et eller andet der er gået imod.
Jeg synes stadig jeg er utrolig heldig og selv om jeg har ligget lidt i chok over træningsprogrammet er jeg ved at komme mig igen. Jeg har i løbet af sæsonen brugt meget træning på at mose kilometer efter kilometer ind i systemet - også selv om jeg godt ved at det gælder om at variere med kvalitetstræning. Til sidst var det helt uoverkommeligt at komme op på det ugentlige antal kilometer der gerne skulle være minimum hvis jeg skal blive ved med at løbe marathon. Og det skal jeg.
Så tror man heller ikke rigtig at man kan noget. Andet. End at mosle kilometer i skildpadde tempo. For man presser ikke sig selv. Synes ikke at man tør blande sig med de store.
Og det gælder ikke kun løb vel? Hvis man tror at man ikke er god nok til en bestemt stilling - ja så får man den heller ikke. Og hvis man tror at man ikke er bedre værd end at blive jokket på - ja så bliver man jokket på af alle.
Hvis man så vender siden til og ser tingene i en lidt anden vinkel opdager man at man kan noget som virkede umuligt. Eller at man ikke vil finde sig i noget mere.
Hovedsagen er at man tager et ansvar. For at man er hvor man er lige nu. Og laver om på det hvis man ikke kan lide lugten i bageriet.
Hvis man så er så heldig som jeg, er der nogen udefra der sætter processen i gang og er på sidelinien til man kan selv.
Og så ser man mig løbe 3 pas på 4 dage - 44,5 kilometer uden at lægge mærke til det.
Jeg synes stadig jeg er utrolig heldig og selv om jeg har ligget lidt i chok over træningsprogrammet er jeg ved at komme mig igen. Jeg har i løbet af sæsonen brugt meget træning på at mose kilometer efter kilometer ind i systemet - også selv om jeg godt ved at det gælder om at variere med kvalitetstræning. Til sidst var det helt uoverkommeligt at komme op på det ugentlige antal kilometer der gerne skulle være minimum hvis jeg skal blive ved med at løbe marathon. Og det skal jeg.
Så tror man heller ikke rigtig at man kan noget. Andet. End at mosle kilometer i skildpadde tempo. For man presser ikke sig selv. Synes ikke at man tør blande sig med de store.
Og det gælder ikke kun løb vel? Hvis man tror at man ikke er god nok til en bestemt stilling - ja så får man den heller ikke. Og hvis man tror at man ikke er bedre værd end at blive jokket på - ja så bliver man jokket på af alle.
Hvis man så vender siden til og ser tingene i en lidt anden vinkel opdager man at man kan noget som virkede umuligt. Eller at man ikke vil finde sig i noget mere.
Hovedsagen er at man tager et ansvar. For at man er hvor man er lige nu. Og laver om på det hvis man ikke kan lide lugten i bageriet.
Hvis man så er så heldig som jeg, er der nogen udefra der sætter processen i gang og er på sidelinien til man kan selv.
Og så ser man mig løbe 3 pas på 4 dage - 44,5 kilometer uden at lægge mærke til det.
tirsdag den 11. oktober 2011
Vinder af lotteriet???
Jeg så en film for en del år siden som gjorde et ret stort indtryk på mig. Den hed "Pay it Forwards" hvilket på dansk vel bedst kan udtrykkes som "forudbetaling".
Hvis man til gengæld gør hvad man kan for at lette livet for nogen bare fordi man har muligheden, og beder dem som tak om at de hjælper videre - "forudbetaler" - kan være nogenlunde regne med at nogen vil gøre det samme for én selv på et eller andet tidspunkt i livet. Kevin Spacey spiller hovedrollen og noget trailer kan ses her.
Det sidder meget dybt i mig. Måske fordi jeg som sygeplejerske har muligheden for at give mere end der rent professionelt kræves, måske fordi jeg selv bliver glad hvis jeg med en, for mig, lille anstrengelse kan lette andres liv.
Måske fordi jeg simpelthen tror på at tilværelsen bliver bedre for alle hvis vi er bare lidt villige til at give af os selv.
For to måneder siden holdt jeg frivilligt en navne cermoni for to kvinder der er blevet mine gode veninder. De har sammen fået en lille dreng (altså kun en af dem var gravid ik'...) og da de af forskellige årsager - så som folks fordomme mod kvindelige ægteskaber - ikke selv kunne holde festen, så tilbød Konsulen og jeg at have 45 mennesker til reception. Hvor jeg lavede maden selv. 2 dage efter jeg havde løbet mit første marathon. Fordi jeg ville have at de skulle have den fest som de fortjente. Fordi jeg kunne jo godt selv om det var lidt trættende. Fordi vi har pladsen. Fordi de er så fantastiske og bor i et land der ikke er deres og ikke har familie her der kunne gøre det. Fordi vi havde råd til det.
Uden bagtanker. Fordi jeg følte at det var bare det jeg ville gøre.
Det blev en fantastisk eftermiddag / aften. Et minde for altid.
"Pay it forwards"....
Er det mon derfor at jeg har vundet i løbernes lotteri og nogen der er en fantastisk person og en erfaren løber frivilligt har tilbudt at træne mig?
torsdag den 6. oktober 2011
Hæ Hæ.....
Så ser man lige mig begynde at få løbe motivationen igen.
Langsomt men vistnok sikkert.
Fordi der først sker én ting der giver håb om noget fremgang fordi nogen måske gider noget som nogen ikke behøver at gøre. Men bare tanken om det giver energi og lyst.
Og fordi der i løbet af ugen er blevet løbet både bakkeløb og intervaller og i dag skal jeg ud på tempotur - sådan tre træninger og vi har kun torsdag. Med muligheder for fire pas i denne uge. Som jeg har drømt om at kunne gennemføre. Med variationer så det hele bliver lidt sjovere og mere udfordrende.
Og noget interval træning på løbebånd i går gav noget kontakt som kan gå hen og blive interessant og udvikle sig til noget helt uventet.
I mellemtiden må I leve i uvisheden indtil jeg ved hvad der kommer ud af det. Og i mellemtiden så løber jeg videre.....
Langsomt men vistnok sikkert.
Fordi der først sker én ting der giver håb om noget fremgang fordi nogen måske gider noget som nogen ikke behøver at gøre. Men bare tanken om det giver energi og lyst.
Og fordi der i løbet af ugen er blevet løbet både bakkeløb og intervaller og i dag skal jeg ud på tempotur - sådan tre træninger og vi har kun torsdag. Med muligheder for fire pas i denne uge. Som jeg har drømt om at kunne gennemføre. Med variationer så det hele bliver lidt sjovere og mere udfordrende.
Og noget interval træning på løbebånd i går gav noget kontakt som kan gå hen og blive interessant og udvikle sig til noget helt uventet.
I mellemtiden må I leve i uvisheden indtil jeg ved hvad der kommer ud af det. Og i mellemtiden så løber jeg videre.....
onsdag den 5. oktober 2011
Blandede Bolsjer
Var nok det jeg blev mindet mest om i dag da jeg var til musik fremlæg i Mellempigens klasse.
En klasse der består af børn fra Indien, Rusland, Danmark, Amerika, Spanien, Grækenland, Polen, Cypern, Sverige, Filipinerne, Finland, Sydafrika, Israel, Korea, Australien, Japan og sikkert et par lande til. Men det er ikke altid at vi ved hvor de kommer fra - for det kan vores unger ikke altid huske. Heller ikke hvorfor de er heroppe (ambassade, firma osv.). Det er nemlig ikke vigtigt for dem - de er jo bare en helt almindelig 8. klasse der har det sjovt sammen. Skændes lidt. Er kærester. Bedstevenner. Bedstefjender. Er på lejrskole sammen. Griner og pjatter. Bare på engelsk i stedet for på deres hjemlige sprog. Som de kun bruger efter skoletid.
Der stod de i en stor gruppe mens de sang og spillede på trommer - nogen med et lidt genert smil på.
Spillede og sang vestafrikansk musik - bongo trommer og det hele. På et sprog som ingen af dem havde kunnet før men som de havde lært af deres amerikanske musiklærer der har studeret afrikansk musik i flere år. I Afrika.
En ægte pose Matador Mix....
En klasse der består af børn fra Indien, Rusland, Danmark, Amerika, Spanien, Grækenland, Polen, Cypern, Sverige, Filipinerne, Finland, Sydafrika, Israel, Korea, Australien, Japan og sikkert et par lande til. Men det er ikke altid at vi ved hvor de kommer fra - for det kan vores unger ikke altid huske. Heller ikke hvorfor de er heroppe (ambassade, firma osv.). Det er nemlig ikke vigtigt for dem - de er jo bare en helt almindelig 8. klasse der har det sjovt sammen. Skændes lidt. Er kærester. Bedstevenner. Bedstefjender. Er på lejrskole sammen. Griner og pjatter. Bare på engelsk i stedet for på deres hjemlige sprog. Som de kun bruger efter skoletid.
Der stod de i en stor gruppe mens de sang og spillede på trommer - nogen med et lidt genert smil på.
Spillede og sang vestafrikansk musik - bongo trommer og det hele. På et sprog som ingen af dem havde kunnet før men som de havde lært af deres amerikanske musiklærer der har studeret afrikansk musik i flere år. I Afrika.
En ægte pose Matador Mix....
mandag den 3. oktober 2011
Jeg elsker jo at løbe - jamen hvorfor gør jeg så ikke?
Jeg føler at der et emne jeg er gået udenom som katten om den varme grød. Det dersens løb.
Formodentlig fordi jeg befinder mig i et underligt tomrum jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Har godt læst om at man kan føle tomhed efter at have løbet et marathon - et tomrum fordi man pludselig har opnået noget man har drømt om i meget lang tid. Hver gang man kæmper for at opnå noget, kommer der for det meste en dag hvor man er kommet til drømmepunktet - og hvad så?
Man kan selvfølgelig bare blive ved. Med at stræbe frem eller i det mindste blive på det sted man nåede til.
At kæmpe for at komme i mål med et projekt, kræver selvkontrol i forskellige grader. Ja, selvfølgelig kræver det selvkontrol bare at komme op om morgenen - specielt her i Finland hvor morgenlyset ærlig talt har valgt andre jagtmarker. Men for specifikke mål kan kun direkte strategier bruges.
Selvkontrol er noget af det jeg plejer at være ret god til, for som jeg vist før har nævnt er jeg noget af en kontrolfreak. I hvertfald over for mig selv. Og hvis der derudover er nogen der ikke selv kan finde ud af at kontrollere dem selv, skal jeg da nok hjælpe dem (de stakler...). Så derfor kan det godt få mig lidt i panik når det ikke lykkes at holde fast i tråden.
Faktisk er jeg så dygtig til det der kontrol, at jeg en gang for mange år siden blev så slank så slank at det var svært at kende sig selv. Fordi det var den eneste måde jeg følte jeg kunne holde styr på mig selv i en meget turbulent periode af mit liv. Men det var der heldigvis nogen der hjalp med at holde op med. Og siden har jeg aldrig nogen sinde været på en slankekur og jeg skal det heller aldrig mere i hele mit liv. Det blev jeg sgu kureret for. Har heller ikke haft brug for det sådan rigtigt. Det var noget med at da jeg var færdig med at få børn så blev min krop enig med sig selv om at komme i balance. Og sådan noget skal man altså være taknemmelig for.
Men derfor kan man jo godt holde sig ved lige når man lige straks runder hjørner. Ved at løbe. Og så er der lige den der bonus med at når man løber nok, så behøver man faktisk ikke at være nervøs for at putte noget i munden. Heller ikke nogen af de lidt mindre anbefalede produkter.....
Alligevel tog jeg det ret seriøst da jeg var i træning til marathon. Syntes jo også at jeg skulle løbe en hulens masse kilometer. Så der var kontrol på det hele - spist rigtigt, drukket masser af vand, løbet i en uendelighed, sovet nok, ingen slinger i valsen i form af vin, slik eller andre gode ting.
Jeg følte mig ret godt tilpas. Frisk, let og fuld af energi.
BUM. Sagde det da jeg landede igen.
Det gode kan blive for meget af det gode - det skal jeg da gerne skrive under på. Specielt hvis der ikke kommer variation ind i billedet.
Jeg løb bare derudaf, kilometer efter kilometer. Uden at variere med tempo, interval eller noget andet. Det kunne ses på min sluttid, men det gør ikke noget. Værre er jo at glæden forsvandt fordi der ikke var lidt variation. Og så står jeg her og kan ikke forstå at jeg som elsker at løbe, pludselig ikke rigtig synes at jeg gider. Kan ikke få taget mig sammen til at komme ud mere ned et par gange om ugen. Selv ikke i den dejlige weekend der lige har været og hvor jeg kunne have løbet den herligste skovtur i pragtfulde farver.
Og den sunde livsstil - HA - den er også lige røget med i svinget. Puha.
Derfor er min fornemmeste opgave i øjeblikket at få mig selv hevet op ved hårene og forsigtigt træde ind i de helllige løbehaller igen. Forude venter en årstid der ikke er nem, men til gengæld en udfordring som jeg elsker. At løbe i det mest sindssyge vejr - regn, blæst, frost, sne, storm. Elsker følelsen af at have trodset vejrguderne og fået træningen i hus. Elsker stoltheden ved at have gjort noget på trods af vejret.
Mit fornemmeste mål er nu at blive glad for træningen igen. Ved hjælp af variation. På alle mulige punkter i hverdagen. For at dagligdagens trummerum ikke skal få ram på mig ved jævnligt at skyde mig i sænk.
Så nu ved I det. Hvordan det i virkeligheden også er. Syntes bare lige at alle de der tror at alle vi løbere er sådan nogen målsatte, perfekte, slanke og oversunde væsener skulle få sandheden at vide. Selv om der sikkert sidder nogen totalt retningsstyrede løbere derude og siger "tsk tsk tsk" over mine svagheder....
Formodentlig fordi jeg befinder mig i et underligt tomrum jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Har godt læst om at man kan føle tomhed efter at have løbet et marathon - et tomrum fordi man pludselig har opnået noget man har drømt om i meget lang tid. Hver gang man kæmper for at opnå noget, kommer der for det meste en dag hvor man er kommet til drømmepunktet - og hvad så?
Man kan selvfølgelig bare blive ved. Med at stræbe frem eller i det mindste blive på det sted man nåede til.
At kæmpe for at komme i mål med et projekt, kræver selvkontrol i forskellige grader. Ja, selvfølgelig kræver det selvkontrol bare at komme op om morgenen - specielt her i Finland hvor morgenlyset ærlig talt har valgt andre jagtmarker. Men for specifikke mål kan kun direkte strategier bruges.
Selvkontrol er noget af det jeg plejer at være ret god til, for som jeg vist før har nævnt er jeg noget af en kontrolfreak. I hvertfald over for mig selv. Og hvis der derudover er nogen der ikke selv kan finde ud af at kontrollere dem selv, skal jeg da nok hjælpe dem (de stakler...). Så derfor kan det godt få mig lidt i panik når det ikke lykkes at holde fast i tråden.
Faktisk er jeg så dygtig til det der kontrol, at jeg en gang for mange år siden blev så slank så slank at det var svært at kende sig selv. Fordi det var den eneste måde jeg følte jeg kunne holde styr på mig selv i en meget turbulent periode af mit liv. Men det var der heldigvis nogen der hjalp med at holde op med. Og siden har jeg aldrig nogen sinde været på en slankekur og jeg skal det heller aldrig mere i hele mit liv. Det blev jeg sgu kureret for. Har heller ikke haft brug for det sådan rigtigt. Det var noget med at da jeg var færdig med at få børn så blev min krop enig med sig selv om at komme i balance. Og sådan noget skal man altså være taknemmelig for.
Men derfor kan man jo godt holde sig ved lige når man lige straks runder hjørner. Ved at løbe. Og så er der lige den der bonus med at når man løber nok, så behøver man faktisk ikke at være nervøs for at putte noget i munden. Heller ikke nogen af de lidt mindre anbefalede produkter.....
Alligevel tog jeg det ret seriøst da jeg var i træning til marathon. Syntes jo også at jeg skulle løbe en hulens masse kilometer. Så der var kontrol på det hele - spist rigtigt, drukket masser af vand, løbet i en uendelighed, sovet nok, ingen slinger i valsen i form af vin, slik eller andre gode ting.
Jeg følte mig ret godt tilpas. Frisk, let og fuld af energi.
BUM. Sagde det da jeg landede igen.
Det gode kan blive for meget af det gode - det skal jeg da gerne skrive under på. Specielt hvis der ikke kommer variation ind i billedet.
Jeg løb bare derudaf, kilometer efter kilometer. Uden at variere med tempo, interval eller noget andet. Det kunne ses på min sluttid, men det gør ikke noget. Værre er jo at glæden forsvandt fordi der ikke var lidt variation. Og så står jeg her og kan ikke forstå at jeg som elsker at løbe, pludselig ikke rigtig synes at jeg gider. Kan ikke få taget mig sammen til at komme ud mere ned et par gange om ugen. Selv ikke i den dejlige weekend der lige har været og hvor jeg kunne have løbet den herligste skovtur i pragtfulde farver.
Og den sunde livsstil - HA - den er også lige røget med i svinget. Puha.
Derfor er min fornemmeste opgave i øjeblikket at få mig selv hevet op ved hårene og forsigtigt træde ind i de helllige løbehaller igen. Forude venter en årstid der ikke er nem, men til gengæld en udfordring som jeg elsker. At løbe i det mest sindssyge vejr - regn, blæst, frost, sne, storm. Elsker følelsen af at have trodset vejrguderne og fået træningen i hus. Elsker stoltheden ved at have gjort noget på trods af vejret.
Mit fornemmeste mål er nu at blive glad for træningen igen. Ved hjælp af variation. På alle mulige punkter i hverdagen. For at dagligdagens trummerum ikke skal få ram på mig ved jævnligt at skyde mig i sænk.
Så nu ved I det. Hvordan det i virkeligheden også er. Syntes bare lige at alle de der tror at alle vi løbere er sådan nogen målsatte, perfekte, slanke og oversunde væsener skulle få sandheden at vide. Selv om der sikkert sidder nogen totalt retningsstyrede løbere derude og siger "tsk tsk tsk" over mine svagheder....
onsdag den 28. september 2011
En flygtning krydser sit spor
Man hører at en morder altid vender tilbage til gerningsstedet.
Og at en pyroman vil være at finde et sted han kan se den brand han påsatte.
Så jeg var lige en tur i det famøse supermarked i går.
He he he....
Og min veninde sad i kassen.
Heldigvis var der andre kasser åbne.
For jeg var jo ikke mere helte-agtig end at jeg var lidt nervøs for at der i det øjeblik jeg trådte ind gennem dørene ville kaste sig en frådende sikkerhedsvagt over mig. Og jeg vill blive stillet til ansvar for en million varer de havde skullet lægge på plads efter mig.
Men muzakken kørte bare som sædvanligt. Hvor fanden sidder der en knap der kan slukke for den? Eller er jeg nødt til at medbringe et skydevåben for at få kål på højtalerne en gang for alle? Så, nu kører temperamentet igen, jeg kan altså ikke tåle at komme der....
Jeg fik de varer jeg ikke kan leve uden. Og vandrede fredeligt ud af butikken igen.
Uden at "min" kassedame så mig. Hvad der mon ville ske hvis jeg stillede meig i hendes kø igen.....Mon hun ville kunne huske mig ud af de miliarder af kunder hun har.....Måske kun hvis jeg begynder at tale til hende på engelsk.....
Det kunne være et forsøg værd hvis jeg er i det rigtige humør en dag.....
Og at en pyroman vil være at finde et sted han kan se den brand han påsatte.
Så jeg var lige en tur i det famøse supermarked i går.
He he he....
Og min veninde sad i kassen.
Heldigvis var der andre kasser åbne.
For jeg var jo ikke mere helte-agtig end at jeg var lidt nervøs for at der i det øjeblik jeg trådte ind gennem dørene ville kaste sig en frådende sikkerhedsvagt over mig. Og jeg vill blive stillet til ansvar for en million varer de havde skullet lægge på plads efter mig.
Men muzakken kørte bare som sædvanligt. Hvor fanden sidder der en knap der kan slukke for den? Eller er jeg nødt til at medbringe et skydevåben for at få kål på højtalerne en gang for alle? Så, nu kører temperamentet igen, jeg kan altså ikke tåle at komme der....
Jeg fik de varer jeg ikke kan leve uden. Og vandrede fredeligt ud af butikken igen.
Uden at "min" kassedame så mig. Hvad der mon ville ske hvis jeg stillede meig i hendes kø igen.....Mon hun ville kunne huske mig ud af de miliarder af kunder hun har.....Måske kun hvis jeg begynder at tale til hende på engelsk.....
Det kunne være et forsøg værd hvis jeg er i det rigtige humør en dag.....
torsdag den 22. september 2011
Hvor dum kan man være?
Åbenbart SÅ dum. At dette her IKKE skete i morges.
For anden gang inden for de sidste par uger. Konsulen - som ellers ikke sådan er til at få tilbage fra Morfeus' arme - mumlede pludselig: "Kl er 7" og jeg fløj som en jagerpilot ud af sengen. Og måtte konstantere at jeg altså havde brillieret ved ikke at sætte min telefon til at vække på trods af at det er muligt at indstille den til at vække hver morgen på samme tid. Den lå i det hele taget nede i køkkenet. Det plejer at være helt rutine at tage mobilen med op og sætte vækkeuret til - mon jeg prøver at fortælle mig selv noget????
Nå, jeg plejer at stå op kl 6:30 fordi jeg godt kan lide at tage det roligt om morgenen og spise morgenmad osv, men heldigvis er morgenen noget der kører på rutinen og børnene står alligevel op kl lidt i 7 så de blev ikke forsinkede. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ville have været hvis jeg havde meget små børn - simpelthen helvede på jord. Alt blev nået - bare i turbo-tempo - og morgenmaden indtaget på arbejde.
Jeg tror det har noget med at gøre at livet har været lidt uregelmenteret i de sidste uger på mange felter og derfor er der gået kuk i det hele. Det vil jeg vende tilbage til - når jeg er kommet op på samme dato og ugedag som resten af befolkningen (skulle vist være synkroniseret i weekenden eller sådan deromkring....)
tirsdag den 20. september 2011
Lorte-Assistent Aspirant
Nej det er ikke et udtryk for min hidsighed, ej heller et udtryk for kassedamer i visse unævnelige supermarkeder. Forresten så har jeg faktisk været der en enkelt gang siden sidst på et meget kort svip-besøg. Der er desværre nogen ganske få essientielle produkter man kun kan få der. Og så ligger det helt tæt på børnenes skole og meget praktisk.....
Næh, overskriften henviser til hvilke yderligheder man vil gå til når man er 11 år og ens storesøster har fået en kanin. Som hun administrerer med fast hånd. Som i hvem må kæle for ham og hvornår.
Så kan man jo altid melde sig under fanerne og frivilligt samle små tørre kaninlorte op hver time for på den måde at få adgang til vidunderet.
Desværre flygter dyret ind i sit hus hver gang den speed-snakkende aspirant kommer flyvende ind i værelset for at begynde jobbet med høj stemmeføring. Men hun lærer det vel til sidst.
Der er ligefrem en bog om kaninlort - der kan man bare se.......
Næh, overskriften henviser til hvilke yderligheder man vil gå til når man er 11 år og ens storesøster har fået en kanin. Som hun administrerer med fast hånd. Som i hvem må kæle for ham og hvornår.
Så kan man jo altid melde sig under fanerne og frivilligt samle små tørre kaninlorte op hver time for på den måde at få adgang til vidunderet.
Desværre flygter dyret ind i sit hus hver gang den speed-snakkende aspirant kommer flyvende ind i værelset for at begynde jobbet med høj stemmeføring. Men hun lærer det vel til sidst.
Der er ligefrem en bog om kaninlort - der kan man bare se.......
mandag den 19. september 2011
Domino
Intet nyt er jo godt nyt.
Så stilheden herinde er såmænd bare et bevis på at tingene fungerer.
Nogen gange er det dejligt at der ikke sker så meget. Efter at have været skruet ind i et skema der fordømte alt godt i denne verden fordi jeg skulle løbe marathon, er det rart at slippe tøjlerne lidt igen. At jeg så har haft snabelen nede i vintønden og fingrene i chipsposen i alt for udbredt stil er noget helt helt andet. Men nu er det også slut......som man altid siger......og sjældent gør noget ved det......men det er det altså.....sagde hun!
I mellemtiden har vi fået et nyt familiemedlem: Domino.
Det er ikke et spil og ej heller en småkage, men en kanin. Konsulen er indædt modstander af alt hvad der hedder kæledyr, han er ikke vokset op med dem og mener at de kun sviner, maner til afhængighed og giver dårlig lugt. Samt store dyrlæge regninger. Det har været helt umuligt at ændre hans synspunkt og vi har sådan set opgivet at få noget andet end fluer og edderkopper som husdyr.
Vores Mellemdatter er et meget følsomt væsen der længe har ønsket sig et dyr der kunne være hendes, nogen at kæle for, noget der helt hendes eget. Efter mange samtaler, tårer (barnets) og betragtninger omkring hendes behov for at få et ansvar for noget levende (vores), lovede Konsulen at hvis hun fik et bestemt karaktergennemsnit i skolen, så kunne han gå med til en kanin. Der skulle bo udenfor. Eller under garagen. Helst ude i skoven. Og aldrig fise rundt i huset. Og aldrig lugte. Eller i det hele taget egentlig være her.
Inden sommerferien kom barnet så hjem med en karakterbog hvor der manglede 0.1 point. Og den ellers så karakterfaste Konsul blev blød om hjertet og gav tilladelse til indkøb af et stk. kanin.
Selv om han bagefter sad og kiggede undrende ud i rummet mens han gentog med rystende stemme: "jeg kan ikke tro at jeg lige har sagt ja til at få en kanin inden for dørene..."
Da der lige skulle overståes en sommerferie med ophold i Danmark, blev dyret så indkøbt i lørdags. Konsulen havde fået lange fordrag om hvordan sådan nogen kaniner skal have det, med alle de nødvendige facts studeret på internettet samt live information fra veninder der har kaniner - serveret af et Mellembarn der er lige så karakterfast som faderen. Og ikke var indstillet på et udekanin. To stormagter der var oppe mod hinanden.
Domino bor nu i barnets værelse.
Da Konsulen var kommet sig over det første chok der blev udløst af burets størrelse (det er altså også ret stort), kiggede han lidt på kræet. Og måtte indrømme at han er ret nuttet, ham Domino.
En lille sort kanin på 4 måneder med grå hår under poterne. Der laver gymnastiske øvelser hele natten så huset ryster. Og drikker med lyd som en ægte ølsut fra det mørkeste København.
Heldigvis sover Konsulen tungt og godt om natten......
Så stilheden herinde er såmænd bare et bevis på at tingene fungerer.
Nogen gange er det dejligt at der ikke sker så meget. Efter at have været skruet ind i et skema der fordømte alt godt i denne verden fordi jeg skulle løbe marathon, er det rart at slippe tøjlerne lidt igen. At jeg så har haft snabelen nede i vintønden og fingrene i chipsposen i alt for udbredt stil er noget helt helt andet. Men nu er det også slut......som man altid siger......og sjældent gør noget ved det......men det er det altså.....sagde hun!
I mellemtiden har vi fået et nyt familiemedlem: Domino.
Det er ikke et spil og ej heller en småkage, men en kanin. Konsulen er indædt modstander af alt hvad der hedder kæledyr, han er ikke vokset op med dem og mener at de kun sviner, maner til afhængighed og giver dårlig lugt. Samt store dyrlæge regninger. Det har været helt umuligt at ændre hans synspunkt og vi har sådan set opgivet at få noget andet end fluer og edderkopper som husdyr.
Vores Mellemdatter er et meget følsomt væsen der længe har ønsket sig et dyr der kunne være hendes, nogen at kæle for, noget der helt hendes eget. Efter mange samtaler, tårer (barnets) og betragtninger omkring hendes behov for at få et ansvar for noget levende (vores), lovede Konsulen at hvis hun fik et bestemt karaktergennemsnit i skolen, så kunne han gå med til en kanin. Der skulle bo udenfor. Eller under garagen. Helst ude i skoven. Og aldrig fise rundt i huset. Og aldrig lugte. Eller i det hele taget egentlig være her.
Inden sommerferien kom barnet så hjem med en karakterbog hvor der manglede 0.1 point. Og den ellers så karakterfaste Konsul blev blød om hjertet og gav tilladelse til indkøb af et stk. kanin.
Selv om han bagefter sad og kiggede undrende ud i rummet mens han gentog med rystende stemme: "jeg kan ikke tro at jeg lige har sagt ja til at få en kanin inden for dørene..."
Da der lige skulle overståes en sommerferie med ophold i Danmark, blev dyret så indkøbt i lørdags. Konsulen havde fået lange fordrag om hvordan sådan nogen kaniner skal have det, med alle de nødvendige facts studeret på internettet samt live information fra veninder der har kaniner - serveret af et Mellembarn der er lige så karakterfast som faderen. Og ikke var indstillet på et udekanin. To stormagter der var oppe mod hinanden.
Domino bor nu i barnets værelse.
Da Konsulen var kommet sig over det første chok der blev udløst af burets størrelse (det er altså også ret stort), kiggede han lidt på kræet. Og måtte indrømme at han er ret nuttet, ham Domino.
En lille sort kanin på 4 måneder med grå hår under poterne. Der laver gymnastiske øvelser hele natten så huset ryster. Og drikker med lyd som en ægte ølsut fra det mørkeste København.
Heldigvis sover Konsulen tungt og godt om natten......
torsdag den 8. september 2011
Hidsig-prop
Normalt er jeg et ret roligt og venligt gemyt. Høflig og parat til at hjælpe. Møder folk med et smil og en positiv attitude. Er meget tålmodig. En sygeplejerske der ikke så nemt bliver slået ud af kurs og er vant til at holde hovedet koldt. Kan dog godt blive meget begejstret meget hurtigt og slå en høj skraldlatter op i situationer der måske burde have lidt mere respekt.
Så som da vi (læs: Konsulen) låste os ude lige da vi skulle køre ind til mit marathon. Jeg havde jo sagt at jeg ikke havde nøgler med. Og jeg havde jo sagt tusind gange at det er en elendig vane at gå fra huset uden nøgler bare fordi jeg altid har mine med. Men da kom jeg altså til at fnise - og modtog et stramt og en reprimande om at det overhovedet ikke var mormsomt. Og det var sgu da mig der burde have været oppe at køre i og med jeg skulle være inde i byen kl. noget bestemt for at starte til det der nmarathon.
Nå, men når jeg så bliver trådt over tæerne så bliver jeg ret harm. Sådan lidt i stil med et næsehorn der begynder at løbe og så ikke rigtig kan stoppe fordi der kommer for meget fart på. Og kan finde på at reagere uden at tage konsekvenserne i betragtning. Virkelig hidsigt .
I forgårs skulle jeg liiiiige købe nogen ting på vejen hen at hente børnene. Fordi jeg skulle have middagsgæster i går aftes. Havde fyldt vognen og stillet mig i kø. Derefter fyldt alt lortet op på båndet og der var bare lige to før mig i køen - hurra, snart er trængslerne forbi og jeg kan komme hjem. Pludselig opdager jeg at det hele er stoppet - en kvinde står med to garnnøgler og kværner løs på finsk, hun og kassedamen kigger skiftevis på garnet, vender og drejer, kigger på bon og endnu en kvittering. Vi venter tålmodigt. Så ringer kassedamen på sin lille telefon og begynder en lang og indviklet samtale omkring det her garn. Dem der er foran mig i køen tager ders to ting og går til en anden kasse. Jeg håber hele tiden at nu er det snart forbi. Begynder at kigge på uret. På et tidspunkt siger jeg at damen måske kunne gå hen i service disken og få hjælp - det er vel derfor der er service kasser? Men nej, kassedamen insisterer på at hun skal hjælpe. De bliver ved med at vende og dreje det garn, lede efter numre, sammenligen kvitteringer - og så var det endda så ualmindelig grimt i farven, ellers kunne jeg måske have kunnet udholde det......
Jeg begynder at brokke mig højlydt og tale med vred stemme, det er bare så ualmindelig ineffektivt når det skal forgå på et fremmedsprog, det er svært at skælde ud når effekten ikke kommer igennem fordi kassedamens engelsk er ret basis niveau. Der er nu gået 17 minutter og det er dæleme længe at stå i kassekø! Naturligvis kunne jeg pakke alle mine indkøb ned i vognen igen og gå over til en anden kasse - men Murphy's lov ville så helt klart være trådt i kraft og jeg ville bare sidde fast i en anden kasse Sådan noget ved vi godt. Jeg troede jo for helvede også at der ville komme en ende. Efter et par telefonsamtaler kommer der så en medarbejder - fra service kassen......nå, var det ikke det jeg sagde, det var der de ved hvordan man klarer den slags. Jeg truede nu med at skride fra det hele og lade varerne ligge på båndet hvis der ikke kom noget fart over feltet - kassedamen så forskrækket på bjerget af varer men påstod alligevel at der ikke var noget at gøre. Det blev nu givet penge tilbage (jeg havde overvejet at tilbyde at betale for det garn bare for at alippe igennem) og jeg åndede lettet op. Hvorefter kvindemennesket igen begyndte at argumentere, glo på garnnøglerne og kvitteringerne og kassedamen løftede igen sin telefon for at rådføre sig og mareridtet begynder forfra.
Og så tog fanden ved mig. Jeg klaskede pakken med 40 ruller lokumspapir op oven i alle mine varer på båndet og tog min indkøbsvogn og skred min vej. Uden at se mig tilbage - ville ellers gerne have set finnernes måbende udtryk. Men jeg havde jo advaret hende.
Det var selvfølgelig ris til egen røv for jeg måtte så køre ind til vores mindre supermarked hvor de altid mangler alle mulig finurligheder for at købe det jeg nu havde efterladt i Helsinki.
Men tanken om al den tid nogen måtte bruge på at lægge alt det på plads som jeg havde fyldt op på båndet gav plaster på såret. For det har taget nogen - og jeg håber det var kassedamen - mindst lige så lang tid at lægge det tilbage som det tog mig at finde det. Da jeg marcherede forbi efter at have været i en anden butik sad hun i hvertfald ikke på sin pind mere.
Ja, så hidsig kan jeg altså blive......
Så som da vi (læs: Konsulen) låste os ude lige da vi skulle køre ind til mit marathon. Jeg havde jo sagt at jeg ikke havde nøgler med. Og jeg havde jo sagt tusind gange at det er en elendig vane at gå fra huset uden nøgler bare fordi jeg altid har mine med. Men da kom jeg altså til at fnise - og modtog et stramt og en reprimande om at det overhovedet ikke var mormsomt. Og det var sgu da mig der burde have været oppe at køre i og med jeg skulle være inde i byen kl. noget bestemt for at starte til det der nmarathon.
Nå, men når jeg så bliver trådt over tæerne så bliver jeg ret harm. Sådan lidt i stil med et næsehorn der begynder at løbe og så ikke rigtig kan stoppe fordi der kommer for meget fart på. Og kan finde på at reagere uden at tage konsekvenserne i betragtning. Virkelig hidsigt .
I forgårs skulle jeg liiiiige købe nogen ting på vejen hen at hente børnene. Fordi jeg skulle have middagsgæster i går aftes. Havde fyldt vognen og stillet mig i kø. Derefter fyldt alt lortet op på båndet og der var bare lige to før mig i køen - hurra, snart er trængslerne forbi og jeg kan komme hjem. Pludselig opdager jeg at det hele er stoppet - en kvinde står med to garnnøgler og kværner løs på finsk, hun og kassedamen kigger skiftevis på garnet, vender og drejer, kigger på bon og endnu en kvittering. Vi venter tålmodigt. Så ringer kassedamen på sin lille telefon og begynder en lang og indviklet samtale omkring det her garn. Dem der er foran mig i køen tager ders to ting og går til en anden kasse. Jeg håber hele tiden at nu er det snart forbi. Begynder at kigge på uret. På et tidspunkt siger jeg at damen måske kunne gå hen i service disken og få hjælp - det er vel derfor der er service kasser? Men nej, kassedamen insisterer på at hun skal hjælpe. De bliver ved med at vende og dreje det garn, lede efter numre, sammenligen kvitteringer - og så var det endda så ualmindelig grimt i farven, ellers kunne jeg måske have kunnet udholde det......
Jeg begynder at brokke mig højlydt og tale med vred stemme, det er bare så ualmindelig ineffektivt når det skal forgå på et fremmedsprog, det er svært at skælde ud når effekten ikke kommer igennem fordi kassedamens engelsk er ret basis niveau. Der er nu gået 17 minutter og det er dæleme længe at stå i kassekø! Naturligvis kunne jeg pakke alle mine indkøb ned i vognen igen og gå over til en anden kasse - men Murphy's lov ville så helt klart være trådt i kraft og jeg ville bare sidde fast i en anden kasse Sådan noget ved vi godt. Jeg troede jo for helvede også at der ville komme en ende. Efter et par telefonsamtaler kommer der så en medarbejder - fra service kassen......nå, var det ikke det jeg sagde, det var der de ved hvordan man klarer den slags. Jeg truede nu med at skride fra det hele og lade varerne ligge på båndet hvis der ikke kom noget fart over feltet - kassedamen så forskrækket på bjerget af varer men påstod alligevel at der ikke var noget at gøre. Det blev nu givet penge tilbage (jeg havde overvejet at tilbyde at betale for det garn bare for at alippe igennem) og jeg åndede lettet op. Hvorefter kvindemennesket igen begyndte at argumentere, glo på garnnøglerne og kvitteringerne og kassedamen løftede igen sin telefon for at rådføre sig og mareridtet begynder forfra.
Og så tog fanden ved mig. Jeg klaskede pakken med 40 ruller lokumspapir op oven i alle mine varer på båndet og tog min indkøbsvogn og skred min vej. Uden at se mig tilbage - ville ellers gerne have set finnernes måbende udtryk. Men jeg havde jo advaret hende.
Det var selvfølgelig ris til egen røv for jeg måtte så køre ind til vores mindre supermarked hvor de altid mangler alle mulig finurligheder for at købe det jeg nu havde efterladt i Helsinki.
Men tanken om al den tid nogen måtte bruge på at lægge alt det på plads som jeg havde fyldt op på båndet gav plaster på såret. For det har taget nogen - og jeg håber det var kassedamen - mindst lige så lang tid at lægge det tilbage som det tog mig at finde det. Da jeg marcherede forbi efter at have været i en anden butik sad hun i hvertfald ikke på sin pind mere.
Ja, så hidsig kan jeg altså blive......
What's next?
På trods af adskillige overspringshandlinger kan jeg vist ikke udsætte øjeblikket længere. Det der med "hvad nu, lille du"......
Tak for mange søde kommentarer og komplimenter omkring marathon og billeder, det er jo et boost for selvtilliden at få positive tilbagemeldinger.
Det er dejligt at være på "den anden side" af de 42,195 km og det er faktisk stadig lidt uvirkeligt for mig at jeg gjorde det.
Så jeg er nok nødt til at gøre det igen. For lige at få fornemmelsen for marathon skruet på plads. Og kunne gå vintersæsonene i møde med en tryg følelse af at nu er jeg altså lige gjort nogen af de ting jeg meget gerne ville og derfor kunne planlægge vintertræningen derefter.
Sidste år løb jeg er fint halv marathon i Hanko som ligger i den sydligste spids af Finland og i år er den 1. oktober. Der er nogen få hundrede løbere og de fleste løber et halvt marathon. Der er vist under hundrede løbere på hel distancen. Faktisk er der i øjeblikket tilmeldt ganske få kvinder til marathon distancen og kun en anden kvinde i klassen 45+. Man løber ruten to gange og den er ikke så kuperet - der er en stejl bro lige efter start og en lidt sej bakke omkring de17 km. Desuden er der nogen lange kedelige strækninger langs landevejen. Depoterne er ca. hver 5 km og der er både sportsdrik og baner/rosiner/saltagurk i dem alle. Og et par gels i lommen skulle nok kunne klare den side af sagen.
Dog vil min deltagelse være influeret af vejret - jeg kører ikke 1½ time for at løbe i tisseregn og storm. Så svag er jeg!!
Der vil være tider hvor jeg vil være alene på ruten vil jeg tro, og det kan jo enten blive knald eller fald når der er så få kvinder med. Og de alle sammen tilhører Vestlandets Marathonskole - det er lige til at blive nervøs og usikker over. Så jeg må hellere tage det som en oplevelse igen, et løb hvor jeg prøver at løbe hele vejen og bruge nogen af de erfaringer jeg fik sidste gang. Prøve at se hvad der sker når man ignorerer trætheden og hjernen der prøver at overtale en til at gå. Løbe mit eget løb.
Weekenden må byde på langtur og den kommer nok til at blive langs kedelig landevej for at simulere hvad der venter - det kan være jeg skal bryde mine vaner og alligevel løbe med musik. Er bare så elendig til at finde ud af hvad der passer og derefter kæmpe med at downloade.....
Vi havde en hyggelig aften i mandags med nogen bobler på vinen og en god middag med børnene - masser af snak og grin.
Og det bedste var at vi i går fik at vide at vores kontrakt heroppe er blevet forlænget med et år og vi derfor har 2 år tilbage i Finland - det giver ro og glæde i lejren.
Tak for mange søde kommentarer og komplimenter omkring marathon og billeder, det er jo et boost for selvtilliden at få positive tilbagemeldinger.
Det er dejligt at være på "den anden side" af de 42,195 km og det er faktisk stadig lidt uvirkeligt for mig at jeg gjorde det.
Så jeg er nok nødt til at gøre det igen. For lige at få fornemmelsen for marathon skruet på plads. Og kunne gå vintersæsonene i møde med en tryg følelse af at nu er jeg altså lige gjort nogen af de ting jeg meget gerne ville og derfor kunne planlægge vintertræningen derefter.
Sidste år løb jeg er fint halv marathon i Hanko som ligger i den sydligste spids af Finland og i år er den 1. oktober. Der er nogen få hundrede løbere og de fleste løber et halvt marathon. Der er vist under hundrede løbere på hel distancen. Faktisk er der i øjeblikket tilmeldt ganske få kvinder til marathon distancen og kun en anden kvinde i klassen 45+. Man løber ruten to gange og den er ikke så kuperet - der er en stejl bro lige efter start og en lidt sej bakke omkring de17 km. Desuden er der nogen lange kedelige strækninger langs landevejen. Depoterne er ca. hver 5 km og der er både sportsdrik og baner/rosiner/saltagurk i dem alle. Og et par gels i lommen skulle nok kunne klare den side af sagen.
Dog vil min deltagelse være influeret af vejret - jeg kører ikke 1½ time for at løbe i tisseregn og storm. Så svag er jeg!!
Der vil være tider hvor jeg vil være alene på ruten vil jeg tro, og det kan jo enten blive knald eller fald når der er så få kvinder med. Og de alle sammen tilhører Vestlandets Marathonskole - det er lige til at blive nervøs og usikker over. Så jeg må hellere tage det som en oplevelse igen, et løb hvor jeg prøver at løbe hele vejen og bruge nogen af de erfaringer jeg fik sidste gang. Prøve at se hvad der sker når man ignorerer trætheden og hjernen der prøver at overtale en til at gå. Løbe mit eget løb.
Weekenden må byde på langtur og den kommer nok til at blive langs kedelig landevej for at simulere hvad der venter - det kan være jeg skal bryde mine vaner og alligevel løbe med musik. Er bare så elendig til at finde ud af hvad der passer og derefter kæmpe med at downloade.....
Vi havde en hyggelig aften i mandags med nogen bobler på vinen og en god middag med børnene - masser af snak og grin.
Og det bedste var at vi i går fik at vide at vores kontrakt heroppe er blevet forlænget med et år og vi derfor har 2 år tilbage i Finland - det giver ro og glæde i lejren.
mandag den 5. september 2011
SÅ mange år er der gået i dag....
Helt præcis 21 år siden jeg blev gift med Konsulen i Tiberias ved Genezareth sø.....
Og vi har kendt hinanden i 23½ år.
Boet sammen i de 23 af dem.
Det er sket én gang at dagen blev glemt.
Til gengæld gjorde vi det begge to, så vi kunne græmme os sammen.
Vi vil nok fejre det lidt i dag. Sådan på en helt almindelig hverdag. Og ungerne vil blive sure over at vi ikke går ud alene, kun os to.
Det kan være lidt svært når vi bor ude på landet og 2/3 af familien kommer supersent hjem efter en lang dag. Man kan selvfølgelig altid gå på den lokale bæverding og glo på fulde finner mens der kører larmende metal-rock i baggrunden.
Man kunne også åbne noget boblende vin derhjemme og sørge for noget mad og stearinlys mens man indser at alderen og livets hastighed trykker på energien....
Og vi har kendt hinanden i 23½ år.
Boet sammen i de 23 af dem.
Det er sket én gang at dagen blev glemt.
Til gengæld gjorde vi det begge to, så vi kunne græmme os sammen.
Vi vil nok fejre det lidt i dag. Sådan på en helt almindelig hverdag. Og ungerne vil blive sure over at vi ikke går ud alene, kun os to.
Det kan være lidt svært når vi bor ude på landet og 2/3 af familien kommer supersent hjem efter en lang dag. Man kan selvfølgelig altid gå på den lokale bæverding og glo på fulde finner mens der kører larmende metal-rock i baggrunden.
Man kunne også åbne noget boblende vin derhjemme og sørge for noget mad og stearinlys mens man indser at alderen og livets hastighed trykker på energien....
onsdag den 31. august 2011
Marathon i Billeder II
Jeg har nu på den gode gammeldags måde fået billederne på. Selv mine geniale børn kunne ikke få skidtet til at virke. Tak for jeres søde råd, desværre er jeg temmelig imbecil når det drejer sig om den slags tekniske ting. Nå, here comes.
Kommer der ikke snart nogen???
Der er ikke så meget slinger i geledderne i finske løb
Kan man andet end at løbe når sådan nogen venter på én?
Udsigten er pæn undervejs
Og man skal over sådan nogen søde små broer
Nå, der kommer jeg endelig med nr 2895 på maven
Er det virkelig nødvendigt at fotografere mig?
Her er det både løbere der er på vej tilbage og trafikken der er enerverende, man kommer tæt på bilosen
Og her havde Karen sørget for opmuntring til en træt løber
Og så får man kræfter til at smile..
Helsinki rådhus og den Hvide Kirke i baggrunden. Den er mere sjælden end køn....
Alvar Aalto's moderne arkitektur med Usbenski Katedralen bagved - stilarter mødes...
Hjørnet af Esplanadi og Fishmarket - der er normalt meget rafik og fodgængere. I dag kun løbere.
Udsigt over vandet
Endnu en idyllisk bro
Sådan fungerede "svampe-punkt", man fik en svamp klasket i hånden og smed den bagefter i en kurv
Lidt krampagtigt måske??
Her er der mange tilskuere og til højre ses højtaler lastbilen der brølede mit navn ud over det hele
Man kan faktisk helt få nerver på når man skulle løbe igennem sådan en mængde
Kirken og den gamle Kauppahalli til højre
Den Irske flåde afventer spejdende min ankomst for at råbe hurra
Sådan kan man også bruge en kop vand...
Yngstebarnet tager en løbetur med mig mens vi vinker til det irske søværn
Så flot var den
Goddag til udenrigsminister Stubb der plejer at løbe marathonet men er skadet i disse dage. Her følger han løbet på cyketl i stedet for
Man kan også klæde sig ud som ulv - måske et får i ulveklæder??
Puha, så fik man lige lov at gå et lille øjeblik for at drikke
Nå, men man skal jo videre, der er ikke så langt nu. De underlige udbulninger i mine tights er gels der sidder fast med sikkerhedsnåle i linningen og er klemt fast i elastikken for ikke at bumpe og genere.
Så er jeg kommet ind på det Olympiske Stadion og har en halv omgang til mål og tilskuerne
Og nu - og nu - og nu.....
I mål!!
Skal lige huske at stoppe...
Har jeg virkelig gjort det????
Lidt luft i lungerne....
Jeps, den er god nok!
Abonner på:
Opslag (Atom)