Hidsig-prop

Normalt er jeg et ret roligt og venligt gemyt. Høflig og parat til at hjælpe. Møder folk med et smil og en positiv attitude. Er meget tålmodig. En sygeplejerske der ikke så nemt bliver slået ud af kurs og er vant til at holde hovedet koldt. Kan dog godt blive meget begejstret meget hurtigt og slå en høj skraldlatter op i situationer der måske burde have lidt mere respekt.

Så som da vi (læs: Konsulen) låste os ude lige da vi skulle køre ind til mit marathon. Jeg havde jo sagt at jeg ikke havde nøgler med. Og jeg havde jo sagt tusind gange at det er en elendig vane at gå fra huset uden nøgler bare fordi jeg altid har mine med. Men da kom jeg altså til at fnise - og modtog et stramt og en reprimande om at det overhovedet ikke var mormsomt. Og det var sgu da mig der burde have været oppe at køre i og med jeg skulle være inde i byen kl. noget bestemt for at starte til det der nmarathon.

Nå, men når jeg så bliver trådt over tæerne så bliver jeg ret harm. Sådan lidt i stil med et næsehorn der begynder at løbe og så ikke rigtig kan stoppe fordi der kommer for meget fart på. Og kan finde på at reagere uden at tage konsekvenserne i betragtning. Virkelig hidsigt .
I forgårs skulle jeg liiiiige købe nogen ting på vejen hen at hente børnene. Fordi jeg skulle have middagsgæster i går aftes. Havde fyldt vognen og stillet mig i kø. Derefter fyldt alt lortet op på båndet og der var bare lige to før mig i køen - hurra, snart er trængslerne forbi og jeg kan komme hjem. Pludselig opdager jeg at det hele er stoppet - en kvinde står med to garnnøgler og kværner løs på finsk, hun og kassedamen kigger skiftevis på garnet, vender og drejer, kigger på bon og endnu en kvittering. Vi venter tålmodigt. Så ringer kassedamen på sin lille telefon og begynder en lang og indviklet samtale omkring det her garn. Dem der er foran mig i køen tager ders to ting og går til en anden kasse. Jeg håber hele tiden at nu er det snart forbi. Begynder at kigge på uret. På et tidspunkt siger jeg at damen måske kunne gå hen i service disken og få hjælp - det er vel derfor der er service kasser? Men nej, kassedamen insisterer på at hun skal hjælpe. De bliver ved med at vende og dreje det garn, lede efter numre, sammenligen kvitteringer - og så var det endda så ualmindelig grimt i farven, ellers kunne jeg måske have kunnet udholde det......
Jeg begynder at brokke mig højlydt og tale med vred stemme, det er bare så ualmindelig ineffektivt når det skal forgå på et fremmedsprog, det er svært at skælde ud når effekten ikke kommer igennem fordi kassedamens engelsk er ret basis niveau. Der er nu gået 17 minutter og det er dæleme længe at stå i kassekø! Naturligvis kunne jeg pakke alle mine indkøb ned i vognen igen og gå over til en anden kasse - men Murphy's lov ville så helt klart være trådt i kraft og jeg ville bare sidde fast i en anden kasse Sådan noget ved vi godt. Jeg troede jo for helvede også at der ville komme en ende. Efter et par telefonsamtaler kommer der så en medarbejder - fra service kassen......nå, var det ikke det jeg sagde, det var der de ved hvordan man klarer den slags. Jeg truede nu med at skride fra det hele og lade varerne ligge på båndet hvis der ikke kom noget fart over feltet - kassedamen så forskrækket på bjerget af varer men påstod alligevel at der ikke var noget at gøre. Det blev nu givet penge tilbage (jeg havde overvejet at tilbyde at betale for det garn bare for at alippe igennem) og jeg åndede lettet op. Hvorefter kvindemennesket igen begyndte at argumentere, glo på garnnøglerne og kvitteringerne og kassedamen løftede igen sin telefon for at rådføre sig og mareridtet begynder forfra.

Og så tog fanden ved mig. Jeg klaskede pakken med 40 ruller lokumspapir op oven i alle mine varer på båndet og tog min indkøbsvogn og skred min vej. Uden at se mig tilbage - ville ellers gerne have set finnernes måbende udtryk. Men jeg havde jo advaret hende.

Det var selvfølgelig ris til egen røv for jeg måtte så køre ind til vores mindre supermarked hvor de altid mangler alle mulig finurligheder for at købe det jeg nu havde efterladt i Helsinki.
Men tanken om al den tid nogen måtte bruge på at lægge alt det på plads som jeg havde fyldt op på båndet gav plaster på såret. For det har taget nogen - og jeg håber det var kassedamen - mindst lige så lang tid at lægge det tilbage som det tog mig at finde det. Da jeg marcherede forbi efter at have været i en anden butik sad hun i hvertfald ikke på sin pind mere.

Ja, så hidsig kan jeg altså blive......