fredag den 15. februar 2013

Og nu snart med lidt mere varme på

På søndag rejser jeg med børnene til Israel.

Konsulen er allerede vel ankommet og føjter rundt for at ordne forskellige ting - det er jo sådan set formålet med at rejsen.

Vi skal op kl. meget midt om natten for at køre i lufthavnen kl 04:00 og flyve kl 06. Men med direkte fly. Et finsk rejsebureau har være så venlige at sørge for at have direkte fly i en periode, så vi slipper for lange ventetider i fremmede lufthavne.
Som feks. 8 timer i Budapest.

Fordelen ved det tidlige fly er at vi så også kommer frem tidligere og derfor har det meste af dagen til at lave ingenting før det går løs. Måske ligefrem nyde livet lidt. Falde lidt til ro.

Derefter er der dage med samtaler på skoler og rundvisninger. Audition for violinisten. Tests i militæret for sønnen. Møder. Familiebesøg. En uge i alt.

Og tid til noget løbetræning uden 3 lag tøj.
Kæft hvor jeg alligevel glæder mig til at løbe langs havet i t-shirt og måske også shorts? Bliver interessant at løbe i Israel - det har jeg faktisk aldrig gjort for alvor.

I går løb jeg bakketræning udendørs. Og det var lyst kl 16:45 da jeg løb ud af døren - var faktisk rimeligt lyst det meste af træningen.
I morges var der pludselig et helt kor af fuglesang.
Joh, der er håb forude - måske kommer foråret også til Helsinki selv om det plejer at lade vente på sig meget længere end i Danmark.

Hvad?
Har jeg ikke skrevet om jeg glæder mig til at rejse? Tjah. Næh. Det har jeg ikke nævnt.

Er jeg et utaknemmeligt skarn fordi jeg ikke jubler over en tur til varmere breddegrader og lidt sol midt om vinteren? Absolut. Totalt ufortjent.

Jeg tror det bliver bedre i det øjeblik jeg sidder i flyveren!

mandag den 11. februar 2013

Så fik jeg lige det bekræftet

Der er ting man godt ved. Og som man (jeg) alligevel gør - selv om det er dømt til at være en dødssejler fra begyndelsen.

Så som at tro at jeg kan løbe en ordentlig træning når jeg er kommet i seng kl 01 natten inden fordi to børn skulle hentes fra en fest inde i Helsinki ved midnatstid.
Når jeg nu godt ved at jeg ikke kan præstere noget om helst seriøst hvis jeg ikke har sovet fra kl. ordentlig tid i seng.

Eller tro at jeg kan løbe langtur igen på løbebåndet.
Selv om jeg også godt ved at én svale ( = langtur på løbebånd) ikke gør nogen sommer.

For så som kirsebærret på flødeskummet have lavet en aftale om at løbe i selskab med nogen.

På trods af en kraftig fornemmelse af at jeg er en enspænder når det drejer sig om at løbe og vist egentlig helst vil gøre det i mit eget selskab - i hvertfald hvis alternativet er en speedsnakkende finne med en masse larm fra de andre fitnisser i baggrunden. For jeg var nødt til at koncentrere mig mere om at høre og forstå hvad hun sagde, end på mit løb og det program jeg havde sat mig for. Det kræver en del kadaver-diciplin at løbe langtur på bånd, uden for meget skæven til noget som helst der kan bryde den trance man er nødt til at vikle sig ind i.

Det kan godt være at det ville føles anderledes med selskab ude i naturen. Hvis jeg alligevel var indstillet på en hyggelig langtur uden andet formål end at få kilometer i benene. Det kunne jeg godt forestille mig.
Men jeg har aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke.

Foreløbig kan jeg jo så konstatere at tingenes tilstand ikke har ændret sig. Og at lørdagens træning bedst kan beskrives som noget der er overstået med hiv og sving uden de store resultater.

torsdag den 7. februar 2013

Bloginfluenza?

Det er med angst og bæven jeg bevæger mig ind på bloggen.

Måske er den eksploderet eller helt forsvundet siden sidst?

Eller bare smeltet som en anden snemand og ligger splattet ud i en lille pyt?

Når jeg bevæger mig rundt i bloggerierne, ser jeg at der er flere der har det som jeg. Med lange pauser mellem indlæggene. Eller kortere indlæg. Klager over mangel på bloggelyst. Måske er der her tale om en spredning af smitsom bloginfluenza. Med tavshed og manglende inspiration som symptom.

Hibernation, som det hedder på engelsk - vintersøvn. At gå i hi.

Det er vist ikke en af de undskyldninger jeg kan bruge. Gid jeg kunne. Der er for meget fart på, kunne godt tænke mig lidt vintersøvn. Og så alligevel ikke, for jeg vil gerne nyde hver eneste dag i stedet for. Når nu de der dage heroppe i Finland er talte.

Har I forresten lige lagt mærke til at jeg ikke har brokket mig over vejret i år? Til dels fordi jeg ikke har skrevet på bloggen, i sagens forstand.
Men mere fordi jeg ved at jeg ved denne tid næste år, vil sidde og græde snot over varmen og savne en ordentlig vinter.

Årh for filan da, nu kommer vi tættere og tættere på hvorfor det er så svært at blogge i øjeblikket.

For hvis jeg nu skal skrive noget, så er jeg nødt til at forholde mig til noget. Forholde mig til følelser og tanker, til livet som det vil ændre sig om nogen måneder, til alt det jeg ikke har lyst til at tænke på.

Selv om jeg tænker hele tiden alligevel - der er jo en masse praktiske ting der skal ordnes. Men der er mange tanker man kan undgå at tænke helt til ende hvis man gør sig umage. Følelser man kan lade være med at lade komme op til overfladen. Forventinger kan blive ved med at være netop det og ikke glide over i skuffelser endnu. Bekymringer og tagen sorger på forskud kan holdes nede på et rimeligt niveau.

Jeg er blevet spurgt om hvordan det er at være dansker i Israel. Det kan jeg ikke svare på, jeg kan kun svare på hvordan det er at være mig i Israel. Og det er ikke helt sikkert at jeg kan svare særlig godt på det, det er jo så forskelligt fra person til person. Men jeg vil gerne skrive om det, for det vil vist være vældig sundt for mig at få gennemarbejdet nogen tanker. Og forholde mig til emnet.
For de grunde der var da jeg flyttede derned i 1988, er der ikke mere - bortset fra Konsulen. Og han er blevet den eneste grund til at jeg bor der. Men han er nu også den bedste grund til at gøre noget som helst!
Mærkeligt som man kan gå fra at ville et land til ikke at ville det......

Så imens jeg tager mig sammen til at tænke over tilværelsen i den nærmeste fremtid, kan jeg jo passende beskæftige mig med de gode ting i nutiden. For det er her jeg allerhelst vil være.




Vi har tonsvis af sne. Og det ser ikke ud som om vi slipper af med den sådan lige med det samme.
Jeg får også brugt den - som cross-træning.
4 løbetræninger og ca. 40-45 km om ugen er det blevet til i de sidste uger på trods af vejret. Løb feks. 18 km på løbebånd forrige weekend fordi det bare var for koldt og glat udenfor - men for det meste tager jeg en blanding af inde og ude. Og så bruger jeg altså skiene og langrend som cross-træning til det 5. træningspas (og nogen gange det 4. hvis vejret har drillet for meget). Bakketræning med et par ski på er ikke så dårligt, når det nu er den eneste måde det kan gøres udenfor. Op ad bakke forståes - selv om nedløbet heller ikke er kedeligt....

Den 17. februar tager vi en uge til Israel. Og nej, det er ikke noget jeg har særlig meget lyst til. Men det skal gøres. Der er skoler der skal kigges på og tales med, der er børn der skal til noget audition med deres violin, der er børn der skal til noget interview, der er børn der skal til deres første kontakt med militæret. Der skal kigges lidt på noget at bo i, der skal måske tales med tidligere arbejdspladser. Alt sammen ting jeg må være med til.

Trods alt vil det betyde løbetræning med korte ærmer og shorts - går jeg ud fra. Den slags muligheder skal man passe på med at gå glip af...