Undskyld!

Jeg bliver nok lige nødt til at holde en pause her på bloggen.

Der vil være de kloge der spørger om det egentlig ikke er det jeg allerede gør? Og de ville få det kloge svar at jo, det kan vist ikke kaldes andet.

I virkeligheden ville det sikkert være super teraputisk at skrive herinde - men jeg kan simpelthen ikke få orden i hovedet og ro i kroppen til at gøre det. Tænker tit og ofte på emner til indlæg, tænker på hvor sundt at få gennemarbejdet tanker og hændelser.

Desværre føles det som om Fanden er løs i Laksegade de sidste måneder. Og jeg kan ikke få det stoppet. Hver gang en ting kommer i orden, kommer der nye ting der genskaber forvirringen. Og jeg kan ikke få sat fingeren på lige præcis hvad det er der sker.

Men det er ubehageligt.

Livet fortsætter sin vante gænge, vi er raske (bortset fra de almindelige vintersnotterier), vi har tonsvis af sne men også meget sol, vi skal nok få styr på det hele. Til sidst.

Og jeg løber.
Meget - når man tænker på at jeg træner på hamsterhjulet det meste af tiden. Langturene på 20 km udenfor. De bliver længere og længere hver gang. Så det er også godt nok - selv om jeg ærlig talt gerne ville have noget mere udendørstræning. Hvis det lige kunne holde op med at være minus 12-14 grader hele tiden.

Nu er jeg heldig at jeg har en del fri i den kommende uge - den jødiske påske falder sammen med den kristne og med en enkelt fridag på egen regning bliver der 8 dage uden arbejde. Det skal nok gøre godt i sjælen. Måske er det lige det jeg har brug for?

Sammen med en lille pause også fra følelsen af dårlig samvittighed over en tavs blog.
Selv om det er mig selv der skaber den fornemmelse - det ved jeg godt.....

Og nu snart med lidt mere varme på

På søndag rejser jeg med børnene til Israel.

Konsulen er allerede vel ankommet og føjter rundt for at ordne forskellige ting - det er jo sådan set formålet med at rejsen.

Vi skal op kl. meget midt om natten for at køre i lufthavnen kl 04:00 og flyve kl 06. Men med direkte fly. Et finsk rejsebureau har være så venlige at sørge for at have direkte fly i en periode, så vi slipper for lange ventetider i fremmede lufthavne.
Som feks. 8 timer i Budapest.

Fordelen ved det tidlige fly er at vi så også kommer frem tidligere og derfor har det meste af dagen til at lave ingenting før det går løs. Måske ligefrem nyde livet lidt. Falde lidt til ro.

Derefter er der dage med samtaler på skoler og rundvisninger. Audition for violinisten. Tests i militæret for sønnen. Møder. Familiebesøg. En uge i alt.

Og tid til noget løbetræning uden 3 lag tøj.
Kæft hvor jeg alligevel glæder mig til at løbe langs havet i t-shirt og måske også shorts? Bliver interessant at løbe i Israel - det har jeg faktisk aldrig gjort for alvor.

I går løb jeg bakketræning udendørs. Og det var lyst kl 16:45 da jeg løb ud af døren - var faktisk rimeligt lyst det meste af træningen.
I morges var der pludselig et helt kor af fuglesang.
Joh, der er håb forude - måske kommer foråret også til Helsinki selv om det plejer at lade vente på sig meget længere end i Danmark.

Hvad?
Har jeg ikke skrevet om jeg glæder mig til at rejse? Tjah. Næh. Det har jeg ikke nævnt.

Er jeg et utaknemmeligt skarn fordi jeg ikke jubler over en tur til varmere breddegrader og lidt sol midt om vinteren? Absolut. Totalt ufortjent.

Jeg tror det bliver bedre i det øjeblik jeg sidder i flyveren!

Så fik jeg lige det bekræftet

Der er ting man godt ved. Og som man (jeg) alligevel gør - selv om det er dømt til at være en dødssejler fra begyndelsen.

Så som at tro at jeg kan løbe en ordentlig træning når jeg er kommet i seng kl 01 natten inden fordi to børn skulle hentes fra en fest inde i Helsinki ved midnatstid.
Når jeg nu godt ved at jeg ikke kan præstere noget om helst seriøst hvis jeg ikke har sovet fra kl. ordentlig tid i seng.

Eller tro at jeg kan løbe langtur igen på løbebåndet.
Selv om jeg også godt ved at én svale ( = langtur på løbebånd) ikke gør nogen sommer.

For så som kirsebærret på flødeskummet have lavet en aftale om at løbe i selskab med nogen.

På trods af en kraftig fornemmelse af at jeg er en enspænder når det drejer sig om at løbe og vist egentlig helst vil gøre det i mit eget selskab - i hvertfald hvis alternativet er en speedsnakkende finne med en masse larm fra de andre fitnisser i baggrunden. For jeg var nødt til at koncentrere mig mere om at høre og forstå hvad hun sagde, end på mit løb og det program jeg havde sat mig for. Det kræver en del kadaver-diciplin at løbe langtur på bånd, uden for meget skæven til noget som helst der kan bryde den trance man er nødt til at vikle sig ind i.

Det kan godt være at det ville føles anderledes med selskab ude i naturen. Hvis jeg alligevel var indstillet på en hyggelig langtur uden andet formål end at få kilometer i benene. Det kunne jeg godt forestille mig.
Men jeg har aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke.

Foreløbig kan jeg jo så konstatere at tingenes tilstand ikke har ændret sig. Og at lørdagens træning bedst kan beskrives som noget der er overstået med hiv og sving uden de store resultater.

Bloginfluenza?

Det er med angst og bæven jeg bevæger mig ind på bloggen.

Måske er den eksploderet eller helt forsvundet siden sidst?

Eller bare smeltet som en anden snemand og ligger splattet ud i en lille pyt?

Når jeg bevæger mig rundt i bloggerierne, ser jeg at der er flere der har det som jeg. Med lange pauser mellem indlæggene. Eller kortere indlæg. Klager over mangel på bloggelyst. Måske er der her tale om en spredning af smitsom bloginfluenza. Med tavshed og manglende inspiration som symptom.

Hibernation, som det hedder på engelsk - vintersøvn. At gå i hi.

Det er vist ikke en af de undskyldninger jeg kan bruge. Gid jeg kunne. Der er for meget fart på, kunne godt tænke mig lidt vintersøvn. Og så alligevel ikke, for jeg vil gerne nyde hver eneste dag i stedet for. Når nu de der dage heroppe i Finland er talte.

Har I forresten lige lagt mærke til at jeg ikke har brokket mig over vejret i år? Til dels fordi jeg ikke har skrevet på bloggen, i sagens forstand.
Men mere fordi jeg ved at jeg ved denne tid næste år, vil sidde og græde snot over varmen og savne en ordentlig vinter.

Årh for filan da, nu kommer vi tættere og tættere på hvorfor det er så svært at blogge i øjeblikket.

For hvis jeg nu skal skrive noget, så er jeg nødt til at forholde mig til noget. Forholde mig til følelser og tanker, til livet som det vil ændre sig om nogen måneder, til alt det jeg ikke har lyst til at tænke på.

Selv om jeg tænker hele tiden alligevel - der er jo en masse praktiske ting der skal ordnes. Men der er mange tanker man kan undgå at tænke helt til ende hvis man gør sig umage. Følelser man kan lade være med at lade komme op til overfladen. Forventinger kan blive ved med at være netop det og ikke glide over i skuffelser endnu. Bekymringer og tagen sorger på forskud kan holdes nede på et rimeligt niveau.

Jeg er blevet spurgt om hvordan det er at være dansker i Israel. Det kan jeg ikke svare på, jeg kan kun svare på hvordan det er at være mig i Israel. Og det er ikke helt sikkert at jeg kan svare særlig godt på det, det er jo så forskelligt fra person til person. Men jeg vil gerne skrive om det, for det vil vist være vældig sundt for mig at få gennemarbejdet nogen tanker. Og forholde mig til emnet.
For de grunde der var da jeg flyttede derned i 1988, er der ikke mere - bortset fra Konsulen. Og han er blevet den eneste grund til at jeg bor der. Men han er nu også den bedste grund til at gøre noget som helst!
Mærkeligt som man kan gå fra at ville et land til ikke at ville det......

Så imens jeg tager mig sammen til at tænke over tilværelsen i den nærmeste fremtid, kan jeg jo passende beskæftige mig med de gode ting i nutiden. For det er her jeg allerhelst vil være.

Vi har tonsvis af sne. Og det ser ikke ud som om vi slipper af med den sådan lige med det samme.
Jeg får også brugt den - som cross-træning.
4 løbetræninger og ca. 40-45 km om ugen er det blevet til i de sidste uger på trods af vejret. Løb feks. 18 km på løbebånd forrige weekend fordi det bare var for koldt og glat udenfor - men for det meste tager jeg en blanding af inde og ude. Og så bruger jeg altså skiene og langrend som cross-træning til det 5. træningspas (og nogen gange det 4. hvis vejret har drillet for meget). Bakketræning med et par ski på er ikke så dårligt, når det nu er den eneste måde det kan gøres udenfor. Op ad bakke forståes - selv om nedløbet heller ikke er kedeligt....

Den 17. februar tager vi en uge til Israel. Og nej, det er ikke noget jeg har særlig meget lyst til. Men det skal gøres. Der er skoler der skal kigges på og tales med, der er børn der skal til noget audition med deres violin, der er børn der skal til noget interview, der er børn der skal til deres første kontakt med militæret. Der skal kigges lidt på noget at bo i, der skal måske tales med tidligere arbejdspladser. Alt sammen ting jeg må være med til.

Trods alt vil det betyde løbetræning med korte ærmer og shorts - går jeg ud fra. Den slags muligheder skal man passe på med at gå glip af...

Sejrene over Dødsruten

Dødsruten er den rute jeg er tvangsindlagt til at løbe hver vinter hvis jeg il løbe udendørs, fordi det er den eneste tilgængelige vej når sneen har dækket alle andre alternativer. Jeg har normalt mange stier og ruter at vælge i mellem, og har selvfølgelig efterhånden bygget et sytem op af ruter til forskellige slags træning. På denne tid af året er jeg dog nødt til at løbe intervaller på bånd for ikke at brække nakken eller slå hul i hovedet.

Men når vi er afskåret fra skov og naturstier om vinteren er der én vej ud og én vej hjem. Med mindre jeg vil køre 10 minutter i bil ind til Espoo Keskus (centrum), parkere og løbe i byen. Og det vil jeg normalt ikke på en hverdag. Jeg er nødt til at løbe langture i byomgivelser eller langs motorvejen da alle de uendelige kilometer af cykel / gang stier bliver ryddet for sne. De er stadig lidt isdækkede men med pigsålerne spændt på, kan jeg løbe meget fint der. Det syntes jeg ærlig talt er utrolig flot service, sådan med al den snerydning. Til hverdag har jeg brug for bare at tage sko på og komme ud - det er svært nok at komme ud i kulden og sneen uden også at skulle rode med køreri og bruge ekstra tid.

Jeg kan også løbe en rute hvor et stykke går gennem noget skov, det betyder dog at jeg skal gå 1 km i et skispor ud og 1 km til hjem - det gider jeg ikke når jeg bare skal have en kort tur på 7-8 km. På langtur betyder det ikke noget, da gør jeg det gerne for variationens skyld - og skønhedens skyld.

Den der Dødsrute er langs landevejen som fører fra civilisationen ind til vores naturskønne område, man krydser over motorvejen (en af mine langturs løberuter) Keha III og er med det samme i skov og landsby. Så jeg kører den hver dag mindst 4 gange: Til arbejde, hjem fra arbejde, hente Konsulen fra toget og hjem igen. Plus alle de ekstra gange på indkøb, på vej til venner, hente / bringe børn. Så det bliver vel til nogen  tusind gange i løbet af de sidste 5 år.

Man kan nok sige at jeg kender hver eneste centimeter på den vej. Hver åbne markstykke hvor vinden hyler imod og sneen pisker ind i ansigtet. Søens åbenhed hvor vinden får ekstra styrke imod. Hver eneste modbydelige lille / store / seje bakke - og dem er der uhyggeligt mange af på de skaldede 4 km i hver retning. Hvert hus og have, jeg ved lige hvem der har pyntet op til jul og hvem der skal til at spise aftensmad - folk har ikke så mange gardiner trukket for herude på landet.

Se, nu kan det være en stor fordel at kende en rute, men det kan så sandelig også være en gene. Tanken om ruten der venter forude, bakkerne, kedsomheden ved igen igen igen at forcere et langt stræk af grantræer der alle er ens.
De tanker har gjort at jeg med skam at melde, indrømmer at min mentale styrke har været for svag til at gennemføre at løbe hele ruten ud og hjem. Gentager, har ikke været i stand til at forcere skaldede 7-8 km i løb i et stræk en eneste gang på lige den rute.

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Ikke fordi jeg ikke kan rent fysisk, men fordi jeg mentalt har givet efter for den lille stemme der så listigt hviskede i øret: "Uh se, her kommer den der tænderudtrækkende lange seje stigning. Uh, det varer længe før du er oppe. Det er vist bedre at gå op ad den. Uh, hvor jeg trænger til at gå lidt".
Og jeg har givet efter. Hver eneste gang. Igen og igen. Og hadet mig selv for det.
Der er mulighed for at forkorte turen lidt ad en markvej /grusvej - der selvfølgelig også er snedækket nu - den inholder to heftige bakker. Den har jeg heller aldrig været i stand til at løbe hele vejen af samme mentale grunde.

I sommer løb jeg to marathon - det ene var som at løbe i Helvedes forgård, det andet var som en drøm. Og ja, jeg har stadig tænkt mig at skrive om det sidste selv om tiden er gået.

Der skete nemlig noget den sommer. Jeg blev anbefalet at arbejde med det mentale aspekt noget mere. Og det gjorde jeg. Søgte i timevis og læste på nettet for at finde materiale relevant for mit problem - den mentale styrke til at udholde ubehaget. Noget af det har jeg fået lagt ind her. Får nok også taget mig sammen til at lægge mere på.

Det bedste var nok at købe "I'm here to win" af Chris McCormack. For derefter at læse den hurtigt, så nærlæse den og så til sidst tage noter.

Man kan være heldig at løbe ind i en bog der vender ens liv på hovedet og giver en fremtidig retning der ændrer alt. Og det er sådan cirka hvad den bog gjorde for mit løb.
Hvorfor? Den forklarede mig sådan at jeg  forstod det også helt ind i min sjæl, at langdistanceløb er ubehageligt og gør ondt på et eller andet tidspunkt. Uanset hvem man er og på hvilket niveau man løber. Jeg har helt seriøst været overbevist om at det kun var mig der led, at alle andre løb helt ubesværet og havde det fint hele vejen, derfor gav det mig enorme komplekser, jeg følte mig  imkompetent alt imens mens jeg desperat søgte en løsning for at undgå smerten. Ved at sætte farten ned. Ved at undgå bakkerne. Alle krumspring, bare det ikke var væmmeligt.
Da jeg læste bogen forstod jeg endelig og langt om længe, at smerten kan man ikke undgå, kunsten er at at vide at den kommer, acceptere den og finde en måde at fortsætte sit løb i dens selskab.

Den viden og accept gav mig et overskud til mit marathon i Tallin som jeg aldrig før har følt. En styrke til at vide uanset hvad der måtte komme, så kunne det ikke overraske mig. Før i tiden er jeg blevet overrasket på en dårlig måde, blevet ked af det og følt mig som en dårlig løber, følt mig nedslået og opgivende. Og min præstation er blevet derefter.

I år har Dødsruten ikke kunnet overraske mig. Hverken den direkte rute eller bagvejen. Jeg har vist mere overrasket den. Hver eneste gang har jeg bare løbet den, ud og hjem. Nogen dage hurtigere end andre og med varierende overskud. Uden de store overvejelser. For den er jo som den er, det kan den ikke gøre for. Den der kan gøre for det er mig, jeg skal sådan set bare løbe uden at tænke for meget over hvor det sker. Benene har gjort deres arbejde og hjernen har koblet af - opdager gang på gang at "hov, jeg er lige løbet op ad en af de modbydelige bakker uden overhovedet at have lagt mærke til det - faktisk kan jeg ikke huske at jeg løb opad" eller "nå, er jeg allerede her?"

Jeg ved jo på forhånd at det vil være lidt ubehageligt, men jeg ved på den anden side også at så er det heller ikke værre. At ubehaget kommer fordi min krop fortæller mig at jeg arbejder rigtigt. At smerten ikke er farlig og at den går væk igen. At jeg ikke kan undgå at smerten skal være en del af det jeg gør en gang i mellem. Intervaller og bakketræning er ubehageligt, tempotræning er det på visse strækninger og langturene har også deres kriser.

Af bogen har jeg har lært at hilse på min ven Smerten i ordets bogstaveligste forstand (ja det ser lidt åndssvagt ud når jeg trykker mig selv i hånden og smiler - men det virker for mig) og sige inde i hovedet: "Jamen goddag Smerte, kommer du nu? Så må vi jo se at få en god tur sammen"...
Når jeg gør det, bliver jeg ikke bange og er nødt til at gå. Så tør jeg godt lide lidt længere.

Så jo, jeg føler at jeg har sejret over Dødsruten!

Jeg regner sådan set med at kunne løbe mig fra det...

Noget af det jeg har brugt tid til at tænke over her ved årsskiftet, er hvorfor livet egentlig har føltes så tungt i løbet af efteråret. For sådan en som mig, der normalt er ret svær at slå varigt ud af kurs. Som en anden korkprop, plejer jeg at komme op til overfladen meget hurtigt.

Selvfølgelig har der helt konkret været grunde så som mørke, dårligt vejr, travlhed, viden om at månederne heroppe er talte osv. osv.
Uden ellers at komme ind på detaljer, har der så også været lidt med hedeture, almindelig irritabilitet og søvnløshed i de sidste uger, der formodentlig alle har noget med min lettere fremskridne alder at gøre. Den slags man bare er nødt til at acceptere vil komme på et eller andet tidspunkt, ja?

Alle de grunde er jo meget gode. Men der har ligesom manglet noget mere. Noget der har ligget et sted i baghovedet og blinket advarende. Om at noget helt andet havde ændret sig radikalt.

Så gik der pludselig et lys op for mig - en prås, for nu at holde liv i det pæne gamle danske sprog. Jamen for helvede, jeg har jo løbet meget mindre end jeg plejer. Højst 3 gange om ugen. Nogen gange også kun 2.

Og ikke særlig langt. Uden særlig variation - ligeud og op og ned, samme tempo.

Det har været en stor ændring og garanteret ikke gjort noget godt for mig - eller for mine omgivelser.

Ja jeg er afhængig af min træning. Ikke så meget for vægtens skyld, mere for mit velbefindende. Og for familiens velbefindende.

Og jeg har for lang tid siden besluttet at det der overgangsalder ikke skal behandles med nogen former for medicin. Ikke om jeg vil have det inden for mine kropsgrænser. Fornuftigt eller ej, velbegrundet eller ej, klogt eller ej, ligegyldigt! Nægter. Det må komme som det kommer.

Jeg har jo nemlig regnet med at kunne løbe mig fra det værste. Og resten må jeg så tage i stiv arm. Hvorfor? Fordi sådan føler jeg bare vil være det bedste for mig persoligt. Det giver jo også en enorm god grund til at fortsætte med at løbe til jeg kommer op i firserne....

Virker det så? Måske kun hvis man TPL (Tro På Lortet).
Og det gør jeg altså.

Jeg kan jo se at det har påvirket mig både fysisk og mentalt når jeg har løbet mindre. Fordi det har påvirket mig fysisk og mentalt at sætte ordentligt i gang igen. Det har med det samme gjort underværker, at jeg er begyndt at løbe regelmæssigt mindst 4 gange om ugen. Noget der gør ondt. Planlagt. På en lidt anderledes måde måske, fordi jeg lærte en del om mig selv i sidste sæson. Med planer for konkurrencer forude.

Jeg er blevet så flink at være sammen med.

Selv om jeg stadig har søvnproblemer - bliver lysvågen i det øjeblik jeg slukker lyset og vågner utallige gange om natten - for bare at stirre ud i mørket og fundere over hvorfor det lige var nu jeg skulle vågne....

Men mon jeg også kan løbe mit fra det frygtelige symptom, der betyder at jeg ikke kan drikke alkohol? Som et lyn fra en klar himmel, vågnede jeg en morgen og kunne ikke holde ud at drikke vin. Altså nu begynder jeg normalt ikke min dag med en snaps og en flaske vin, vel? Men det jeg mener er, at ikke alene har jeg ikke lyst til nogen former for alkohol, det smager heller ikke godt. Og efter et halvt glas, er jeg parat til at blive lagt i seng. I Danmark så min familie måbende på mig da de kunne bære mit 3/4 fyldte glas ud efter middagen. Tragisk men ikke desto mindre sandt.
Min svigerinde påstod at hun har haft det samme og at det går væk på et tidspunkt. Jeg håber gevaldigt at hun har ret.

Ikke fordi det gør noget, jeg har det sjovt alligevel. Det er bare noget jeg (normalt) godt kan lide og syntes er hyggeligt - et glas vin giver ofte en middag det sidste pif. Jeg er sikker på at det også i hvertfald er sundt at få en pause og sit forbrug taget op til lidt revision.
Altid sundt at ændret nogen vaner - man skulle jo nødig køre fast i det samme - men kunne det så ikke være nogen andre vaner man ændrede som feks. antallet af rosenkål man spiser????

Men under alle omstændigheder, jo, jeg holder mig til planen med at løbe mig fra symptomerne på en overgang.

Nytår - Endelig slutningen på en virkelig sær periode?

Jeg er ikke den store Nytårs-Fortsæt-Iværksætter.

Plejer faktsik at ændre tingene hen ad vejen når jeg syntes de trænger til et fur. Venter ikke til en eller anden bestemt dato, begynder hellere i går end i morgen at udføre tiltrængt ommøblering  af livet.

Men lige i år tror jeg nu nok lige at jeg  tager et par af de der gode fortsæt mens jeg svinger ud af 2012. For en god ordens skyld. Så jeg slipper for at spilde min tid på mere klynkeri og almindelig forvirring.

Nu gider jeg nemlig ikke mere. Og den der infulenza-jul i Danmark får heller ikke lov at spolere følelsen af at det var den god ferie med ungerne - vi havde det sgu hyggeligt sammen med mange gode samtaler mens vi kørte land og rige rundt for at besøge alle de skilte forældre, mostre og brødre.
Og jeg ved nu hvordan man steger and og laver alt det andet julemad. På tide, kan man sige.....

Tilbage til det der nytår.

I 2013 er jeg optimistisk omkring hele vores flytning tilbage til Israel. Ellers bliver det jo helt utåleligt og det kommer jo til at ske under alle omstændigheder....

I 2013 sørger jeg lige for at få lidt styr på min tid igen så jeg ikke føler mig så overvældet og overkørt. Feks. ved at bruge de middagsplaner jeg har brugt timer på at brygge sammen, det sparer faktisk mange stress reaktioner....

I 2013 gider jeg ikke hidse mig op over de ting jeg ikke kan styre eller forhindre - de skal jo bare gøres - energien skal futtes af på de gode og positive ting...

I 2013 husker jeg lige at "count my blessings" lidt oftere end jeg har gjort i de sidste måneder - vi er faktsik sunde og raske og har mad på bordet hver dag. Hvilket er mere end så mange andre....

I 2013 kommer løbetræningen mere i system igen, det har alt for længe været lidt for hyggeligt og gjort alt for lidt ondt....

I 2013 tager jeg fandeme til Rovaniemi og løber Julmands Marathon i juni. Når man nu har været så heldig at vinde et gratis Garmin løbeprogram der kan sættes lige ind i uret, skulle man da være tosset hvis man ikke pirker lidt til træneren og ser om hun stadig er med på sidelinien....

I 2013 finder jeg lige tilbage til mig selv....

Vi ses næste år...