torsdag den 4. juli 2013

Santa Claus Marathon i Rovaniemi Lapland

Tak for pæne ord og opfordring til at tage pokalen til mig med glæde. Det er også gjort!

Konsulen og jeg ankom med fly til Rovaniemi fredag tidligt på eftermiddagen - 1½ times flyvning inden for landets grænser. Siger lidt om hvor stor Finland egentlig er.
Det hotel vi havde bestilt var også det officielle Race Office etc så det var jo nemt at få sig registeret til løbet. Allerede der forstod jeg at det er et lille løb, jeg tror der var 127 deltagere fordelt på alle grupperne og ingen tidschip.
Vejret var ikke særlig muntert med både regn og vind, og Rovaniemi er i forvejen ikke er særlig ophidsende. Byen blev helt sønderbombet under anden verdenskrig da den er Laplands hovedstad og derfor er al bebyggelse nyere og beton-blog-agtigt for en stor del. Normalt er der gamle bydele med træhuse og andre hyggelige ting i Finske provinsbyer, men ikke her. Til gengæld er naturen helt fantastisk og der er andre attraktioner som Arcticum museet feks.

Vi havde ikke fået frokost så sidst på eftermiddagen ved 16-tiden fandt vi en mexicansk restaurant hvor jeg inhalerede en burritos for første gang i mit liv. Nok også sidste, det var ikke særlig spændende - men den mættede så godt at jeg ikke kunne spise noget om aftenen. Ikke så klogt et træk aftenen før et marathon.
Aftenen gik med at se "Hangover 3" - udemærket måde at få tankerne i andre baner og så i seng i ordentlig tid. Konsulen tjekkede nogen af byen pubber og studerede den finske drikkekultur......

Lørdag morgen var vejret lidt bedre og formiddagen gik med at sløve lidt for jeg ville ikke bruge benene for meget i løbet af dagen. Kl 13 var der pasta-party og get-together. Lyder flot.
I praksis blev der serveret en portion pasta i en restaurant med mørke trævægge og møbler - gav sådan en slags førkrigstids fornemmelse af depression mens regnen igen dryppede trøstesløst udenfor. Man kunne komme inden for et par timer så antallet af løbere var ikke stort, de der var sad og øjnede hinanden diskret mens de vurderede om det var potentielle konkurrenter eller ej.
Eller rettere jeg sad og sendte onde blikke......

Der var fælles bustransport til Santa Claus Village kl 16:30 og allerede der blev fårene skilt fra bukkene, for her kom vi i løbetøj og med start numre. Røde for marathon, grønne for halv og gule for nordic walking. Så kunne vi bedre tillade os at smile lidt til hinanden når vi nu kunne se hvem der var hvad. Og faktisk føle lidt solidaritet med de andre marathonløbere.

Konsulen havde lånt en cykel af en af vores venner i Rovaniemi så han vill komme senere. Det gjorde han sandelig også da han var cyklet den forkerte retning først. Så han fik sig en fin dag med 55 km cykeltur......
Men han ville følge med mig på cykel og udlevere forplejning osv. efter mine ordrer. Det var meningen at jeg ville have saltagurk og nutellamad før hvert depot for at kunne drikke vand der og ikke skulle have Gatorade. I praksis fungerede det ikke specielt godt, men ideen var god nok.

Da jeg løb i Tallinn - og nej, jeg fik aldrig skrevet om det løb hvor jeg ellers følte mig helt fantastisk indtil 35 km. Men da gik min mave nemlig i fuldstændig selvsving efter sportdrik og frugtmos, hvis jeg ikke langt om længe var kommet til et port-a-loo var det gået helt galt. Rigtig rigtig galt. Pinligt galt. Tilbragte mange lange minutter indenfor og I skal nok slippe for detaljer. Siger bare Racermave.
Så jeg skulle ikke nyde noget af nogen sportsdrik, men ville holde mig til vand. Jeg var virkelig nervøs for en lignende oplevelse!

I Julelandsbyen blev vi sluppet ud til høj julemusik og da solen i dette øjeblik valgte at bryde frem, virkede det lidt grotesk. Alt er helt opkørt i juleri selv om det er juni måned, Jinglebells, nisser, gaver - you name it.
På starttidpunktet kl. 18:00 kom Julemanden ud fra sit kontor og skød løbet i gang under stor festivitas og undrende blikke fra turisterne.

Jeg lagde ud i konservativt tempo og prøvede at koncentrere mig om at løbe mit løb - svært når de andre fiser af sted og det mærker man særligt når der ikke er så mange deltagere. De første 5 km går ned af bakke mere eller mindre og derfor løb jeg hurtigere end jeg ellers ville gøre så tidligt i løbet. Der var lavet en lille ændring i ruten så vi løb igennem det der hedder Santa Park - en underjordisk tunnel igen med hele juleriet om ørerne. Der forlod mit løbeur sin sattelit, heldigvis var der ikke noget problem da vi kom ud i dagslyset igen. Dog har jeg i følge mit ur løbet næsten 43 km.

I tunnellen fik jeg has på et par andre løbere og udenfor igen indhentede jeg en stakkesl tysker der løb et halvt men allerede var nede at gå (ca 7 km inde i løbet). Jeg fik ham med mig lidt og vi småsnakkede, men så ville han ikke med mere. Omkring de 15 km overhalede jeg igen nogen stykker og slog følge med et par fra Brussel et par kilometer. Derefter efterlod jeg dem da de løbe lidt for langsomt alligevel.
Indtil nu var vi løbet gennem noget natur, lidt villakvarter og noget meget dødssygt industri område. Med lange kedelige uddøde brede veje som absolut ikke var inspirerende.
Omkring 20 km var vi igennem byen i en runde og over en fin jernbanebro. Der blev jeg til min store fortrydelse overhalet af en  lille sej japaner som forsvandt forude. Og derefter gik det ud af ensomme landeveje uden et øje i syne, jeg er vant til at løbe alene men jeg vil nok sige at det her var virkelig Palle alene i verden. Ruten gik igen gennem villakvarterer, natur, lange øde strækninger også langs floderne som normalt ville være meget smukke, lige på det tidspunkt var jeg ret ligeglad.
Derfra var det en kamp. Røvsygt, træt, ensomt.
Konsulen kom jo jævnligt forbi og muntrede mig op - og gav mig en skideballe når han mente det var nødvendigt. Han er altid bange for at jeg skal give op, mærkeligt at han ikke har lært at uanset hvor hæsligt det kan være, gennemfører jeg med mindre jeg besvimer.

På vej ud af det sidste stykke hvor man løber ud og vender omkring de 33-34 km begyndte jeg at møde de andre på vej tilbage. De var somsædvanlige søde med at hilse, men det stykke var specielt endeløst. Forestil jer Næstved landevej eller sådan noget. Ikke pga. trafik - det var lørdag aften på landet. Bare lige ud.....
Nå ud og vende og så det seje træk tilbage og ind mod byen. Jeg gik lidt til Konsulens store fortrydelse, men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad og skruede bare op for musikken så jeg ikke kunne høre ham (jeg er bange for at jeg måske også kom til at lave et par "afvisende håndbevægelser" af ham når han vendte ryggen til......).

Ved indløbet til Rovaniemi fik jeg min lille japaner i kikkerten. Han stavrede af sted og kunne ikke rigtig finde ud af ruten et entkelt sted, men var stadig sej. Jeg kunne ikke få indhentet ham, min vilje til at kæmpe kunne indrømmet også ligge på et meget lille sted. Alligevel gnavede det i mig for at nå ham.
Han forsvandt over den sidste bro og om et hjørne, jeg tog mig sammen og løb ind i byen mod mål. Og sandelig om jeg ikke øjner et stk. japaner da jeg drejede af fra floden og skulle løbe op - ja forbandet stejlt op som en sidste gestus fra arrangørerne - ad hovedgaden til mål. Han begik den fatale fejl at gå op ad bakken, jeg tog den i løb for nu var der for første gang på hele ruten lidt publikum (lidt, sagde hun) og vi var jo ved at være der. Derfor nåede jeg ham på toppen af bakken og satte så i sprint (det troede jeg ikke jeg havde i mig) så jeg kom i mål før ham. Totalt ligegyldigt for resultatet, men for mig var det en vigtig sejr. Noget med at kunne sprinte det sidste stykke og prøve at overhale nogen lige inden mål og den slags tosserier.

Lykkelig for at have gennemført igen, men lidt udmattet. Det gik nu hurtigt over og nu galdt det bare om at komme til hotellet for at bade og skifte tøj før præmieoverrækkelse. Den har jeg aldrig før overværet, jeg kommer jo altid i mål så sent at den er overstået fordi de første er så hurtige og de kan jo ikke stå og vente til store løb med tusinder af deltagere.
Her i Rovaniemi var programmet at løbet begyndte kl 18 og præmier kl 24:00 under midnatssolen. Den var så lige dækket under skyer, men helt lyst var det.
Det viste sig så at der var alle de her pokaler og jeg fik så oplevelsen at komme på et podie - selv om det i virkeligheden var en stenbænk omkring et monument. Men alligevel.

Kl. var så efterhånden 24:30 og med en pokal under armen vandrede vi ind på an af de meget muntre pubs - en irsk tror jeg nok - hvor vi fik nogen øller og peanuts til kl 03:15. Så det kan man godt kalde en lang dag på kontoret.

Lidt efter rationalisering:

Tiden - ikke vildt imponerende men realistisk i følge træning når det kommer til stykket. Jeg løb ret halvhjertet over vinteren, har ikke trænet intervaller og kun de naturlige bakker (dem er der tilgengæld også rigtig mange af). Ikke nok langture og ikke været sej nok på dem. Det er meget godt at jeg har ambitioner / tanker om at være hurtigere, men mængden og kvaliteten af træning har været præget af humør og af familieforpligtigelser. Det må jeg så acceptere og tænke over for at planlægge i fremtiden.

Ruten - Selv om der så flot på websitet står at de første km går nedad, opdager man så selv hvor meget det bagefter går op igen. Nu ved jeg helt præcist hvad "rolling hills" er for nogen. Små uskyldige stigninger (nogen lidt mere end andre), bare i store mængder. Mit ur siger 627 højdemeter, det er faktisk ganske meget. Feks. var Helsinki Marathon med alle broerne og bakkerne 352 m og Tallinn 145 m. Så jeg forstår godt hvorfor mine ben blev trætte. Derudover var det en typisk finsk marathon rute når man ikke løber inde i en større by. Lange utrøstelige strækninger der virker uden ende og som er mentalt udmattende. Hvor jeg har svært ved at bedømme tempo fordi det virker som om jeg ikke bevæger mig fremad - der er intet der forandrer sig på siderne af mig og intet der venter forude bortset fra en horisont. Jeg fungerer dårligere på den slags ruter. Jeg var godt klar over at jeg ville komme til at løbe meget alene, men havde nok foretillet mig lidt mere menneskeligt nærvær. Bortset fra de nævnte steder hvor jeg mødte og overhalede andre, løb jeg helt alene. Der var heller ikke nogen form for publikum andet end på de sidste par hundrede meter før mål da vi var kommet ind i byen. Og for en stor del var det fulde finner der ærlig talt var ret ligeglade med nogen tossede løbere kl midt om natten. Det var meget lærerigt og heldigvis havde jeg i det mindste Konsulen som selskab ind i mellem. Han kørte i forvejen og opmuntrede alle mulige af løberne til deres store fornøjelse.
Jeg mener ikke disse ting som en klage, men simpelthen som en oplevelse jeg skal lære af.

Energi - ak ja, ak ja, ak ja. Mon kroppen kan lære det? Mon jeg kan begynde at træne det smartere? Som basis kom solen i fuld styrke ½ time før start. Det var dejligt ikke at skulle løbe i regnvejr! Til gengæld var der langt mellem depoterne, specielt i begyndelsen. Senere blev det bedre, men jeg syntes stadig at der var færre og længere i mellem end jeg kunne ønske. På den anden side så bruger frivillige altså deres lørdag aften på at stå i myggesværmene og vente på en løber en gang i mellem - det er jeg alligevel taknemmelig for at de gad. Jeg følte mig udtørret og at jeg manglede væske efter 7 km. Konsulen var glad hjulet derudaf så jeg ikk kunne få fat i nødforsyninger. Det gav mig sidesting nogen km som heldigvis gik i sig selv igen. Men solen bankede i hovedet på de lange åbne strækninge uden skygge. Jeg prøvede at få spist i begyndelsen også, men i sidste ende er fakta at jeg indtog vand, et par stykker saltagurk og en bid nutella mad, et stykke appelsin og lidt banan før ca. 15 km og resten af løbet indtog kun vand. Det er for lidt og det er ikke første gang med lignende resultat - nær bonking. Da jeg løb i Tallinn havde jeg lagt energi i hvert depot: Ribena og frugtmos. Det tog jeg slavisk i hvert eneste depot indtil omkring 30 km og havde fin energi - blev dog så slået ud af maven. Om det var en reaktion på sukkeret eller en kombination af sukkeret og hurtigere tempo en jeg plejer ved jeg ikke, men jeg havde et meget større overskud og fik også en meget bedre sluttid. Da jeg i sin tid var rimelig ny inden for løb, spurgte jeg på et løbeforum om hvornår man skulle tage energi med på langture. Der kom flere (lidt hånlige) svar om at man absolut ikke skulle have noget med under 20 km eller mere - egentlig fik jeg indtrykket af at det var lidt forbryderisk, latterligt og slattent at tro man havde brug for noget som helst hvis man ikke var ultraløber. Det tog jeg desværre til mig og har derfor aldrig rigtig investeret i at lære hvad jeg personligt har brug for, hvornår og hvor meget. Samtidig føler jeg det også forkert at proppe sig mens man løber, specielt slik virker helt tosset. I stedet for at føle mig godt tilpas efter en løbetur, føler jeg mig fyldt og tung. Det er svært at finde noget konkret information, det er så individuelt at alle steder opfordres man til at prøve sig frem. Jeg ville helst holde en kort pause med noget ordentlig mad....

Mentalt - syntes ikke jeg begyndte med stort mentalt overskud, sådan som jeg gjorde i Tallinn. På en eller anden måde blev jeg i tvivl om fornuften i at deltage i et lille løb hvor jeg ikke kan gemme mig bag mange andre, blev nok lidt skræmt over at være én ud af ikke så mange kvindelige marathonløbere. En fornemmelse af at blive kigget på - på en positiv måde, men nysgerrigt og lidt benovet stirren. Det er jeg ikke vant til og har ikke så meget selvtillid som løber til bare at lade det gå hen over hovedet på mig. Ensomheden gik mig mere på end jeg havde regnet med, ensformigheden og de endeløse strækninger gav bagslag mentalt. Jeg havde absolut mange og lange øjeblikke med tanker om hvorfor i alverden jeg dog løber de løb, at jeg aldrig mere deltager i et marathon, hvorfor jeg overhovedet løber, hvorfor jeg ikke kan bare kan finde en anden hobby. Viljen til at kæmpe forvandt også og jeg var ret bedøvende ligeglad med in placeriing eller sluttid. Musik hjalp ikke ret meget, jeg træner aldrig med musik fordi jeg hellere vil nyde naturen og dens lyde - nu var musikken bare en måde at prøve at få tankerne i andre retninger. Igen vil jeg mene at manglende træning / forkert træning / for lidt selvpineri under træning er hovedårsagen til underskuddet, og det kan jo kun jeg selv lave om på. Jeg har ikke haft nok lyst og den rigtige indstilling til at slide og lide under træning og så må jeg også være klar over at jeg kommer til at betale prisen.

Konklusion?

Alligevel så glad for at jeg løb! Så tilfreds med at gennemføre! Så tilfreds med at have fået noget at arbejde med og udvikle!

Og jeg gøre det sgu igen!!!

Skal nok prøve at vriste billeder ud af Konsulen snarest.

7 kommentarer:

  1. Hej Kirsten,

    Tak for en dejlig lang og fyldestgørende beretning.

    Pyha, jeg synes, det lyder som et hårdt løb. Stemningen, de lange lige triste distancer på ruten, de få tilskuer,højdemeterne, tidspunktet osv osv.

    Man kan ikke lige frem sige du blev båret frem eller fik hjælpe af det ene eller andet.

    Så stor respekt herfra for veloverstået maraton. Har du prøvet at spise banan under maraton? Jeg synes det virker og er mildt for maven. Men også jeg lider af irriterende maveonder og det er ved at gøre mig sindssyg.

    Glæder mig til at høre om dit næste maraton projekt, og overvejelser om træning osv.

    Igen - du er sej og stort tillykke

    knus karina

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er nok mest tilbøjelig til altid at bebrejde mig selv for mindre vellykkede løb og føler at fejlen ligger i forkert træning eller manglende kunnen fordi jeg er lidt langsom. Hvis jeg nu havde løbet marathons på 4 timer eller under, ville jeg nok godt kunne føle at de ydre omstændigheder havde skylden.
      Samtidig kan jeg godt se at de to marathons hvor der var publikum og selskab af andre løbere gik meget bedre mentalt / fysisk. Og de to hvor jeg løb i ensom majestæt ud af landevejene, var meget hårdere.
      Ja, den mave er ret utålelig. Bananer er gode men det er sejt at skulle tygge og sluge når man bare har mest lyst til at dø ;-)
      Og joh, der jo pojekter på vej.....
      Knus herfra!

      Slet
  2. Tak for at dele dine oplevelser. Din præstation imponerer mig - det lyder frygteligt at skulle løbe så langt alene.

    Mht. energi under marathon, så har jeg også hørt, at det ikke er nødvendigt, når man max. træner 20 km., men til et marathon er det jo bestemt nødvendigt, og dermed mener jeg også, at det er nødvendigt at træne det allerede på de mellemlange og lange træningsture (15-30 km.). Så det kan godt være, at du ikke har behov for energien på dine træningsture, men det lyder bestemt til, at du har behov for at træne den rette form for energi-indtag.

    Glæder mig til at følge din videre løbe-færd!

    Knus Lisbethk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror heller ikke i princippet at det er nødvendigt og bruger det heller ikke på de distancer. Men er kommet til konklusionen at jeg nok alligevel er nødt til at træne det på kortere distancer, på den måde er jeg ikke så langt væk hjemmefra hvis jeg skal til at knække mig pga. gels og kan så vakle tilbage ved egen hjælp.....
      Tanken tiltrækker mig ikke for det føles som at proppe sig med unødig energi indtag.
      Jeg tror der er mange der kan løbe marathon uden at indtage noget som helst, jeg kan jo i hvert fald bare konstatere at jeg ikke kan. Det er nok noget med at prøve at blive bedre til at kende sin krops reaktioner på energi og mangel på samme. Det har jeg ellers brugt lidt for mange år på at ignorere da jeg var yngre og skal vist til at lære lidt forfra....

      Slet
  3. Du er altså bare alt for sej!! Tillykke med at du kunne - og ikke mindst ville løbe så langt, for det er jo nok mest et spørgsmål om viljestyrke, ikke at give op men at fortsætte :)

    Tænk at løbe et fiktivt sted, for som dansker ved du jo godt at julemanden kommer fra grønland ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig ved jeg det og oplyser også gerne alle finner om det.....
      Joh, det er nok meget med viljestyke og jeg syntes endda at jeg gerne ville have noget mere af den. Det kommer nok med den fysiske!

      Slet
  4. Det var rigtig fedt at læse din løbsberetning med alle dine overvejelser, tanker og oplevelser undervejs. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det har været at skulle løbe alene, så langt og ad de lange lige stræk. Det kan tage livet af den bedste. Du er for sej! :-)
    Knus

    SvarSlet