fredag den 29. juni 2012

Naantali og Mumitrolde

Tror egentlig bare at jeg vil lade billerderne tale for sig selv. Fra sidste weekend da vi var i Naantali som ligger i nærheden af Åbo (Turku) og er et must når man er i Finland. Fordi det er en hyggelig sommerby og fordi Mumi troldene bor her. Hvor den finske præsident har sommerbolig. Og kommer fisende på rulleskøjter med bodyguard på cykel, når man er ved at vandre ud af hans park efter en guidet tur. Frisk fyr!

Naantali Spa Hotel med yacht hotel ankret op. Der boede vi i fine kahytter med balkon.
Udsyn til hotel og yacht.
Fredag var Midsommeraften. Og der tændes bål kl 23:00 for ellers er det ikke mørkt nok til at se ilden.

Bålet ved byen. Læg mærke til lyset - kl er 23:30
Bålet ved præsidentens sommerbolig og en sol der endelig har besluttet sig for at gå lidt ned her ved midnatstid.

 
Mumi Tårnet

 

Med en Mumi trold under armen.
Når vejen ikke går længere mellem skærgårdsøerne, må man tage færgen der går i pendulfart.
Man venter tålmodigt de få minutter det tager før færgen kommer tilbage. Simpelthen en fortsættelse af vejen. Færgen er gratis og sejler hele dagen.

onsdag den 27. juni 2012

Nærmest lykkelig

Det er jo helt fantastisk at kunne skrive sådan en overskrift. Men det var helt simpelt min følelse dybt ind i sjælen i går efter en løbetur. Sådan den første ordentlige efter marathonet. 11 km i godt tempo - for selv om programmet sagde rolig tur, trak kroppen mod noget andet.

Sidste uge restituerede jeg. Kunne godt mærke sener og muskler jeg ikke plejer at have personlig samvær med i hverdagen. Selv om jeg sagtens kunne gå på trapper, var der alligevel en dump ømhed inde i lårene. Lidt omkring knæene. Ryggen. Sådan lidt gammel-og-gigtsvag fornemmelse. Det var at forvente, alligevel blev jeg lidt betænkelig. Jeg løb onsdag 7,5 km på stive ben og lørdag 5 km lidt bedre. Og havde en appetit som en havnearbejder......

For en gangs skyld lyttede jeg til min krop og stolede på den. Det kunne være jeg skulle gøre det lidt mere. For den sagde at nu skulle jeg den onde lyneme tage den lidt med ro og slappe af. Og den havde jo helt ret. Efter en rolig uge, godt energi indtag (det lyder bedre end at sige at jeg har voldædt) følte jeg mig bare så klar til at løbe. Som i løbe og ikke stavre af sted.

Tog en velkendt tur med Mellemdatteren på cykel. Med god og solid fart på og kom hjem med en dyb fornemmelse af tilfredshed, fordi kroppen gerne vil og faktisk også godt kan. Stadigvæk.

Hvor er jeg heldig og taknemmelig.

Motivationen og lysten er tilbage på plads. Planerne for det næste marathon er lagt. Arbejdet med den mentale side er påbegyndt og vil blive udvidet - måske delt her for at inspirere andre. Strategier er under udarbejdelse. Målsætninger skal lægges. Energi indtag skal afprøves.

Der er ikke noget der skal få mig ned med nakken.
Jeg VIL og jeg mener der er nogen der har sagt noget med at "Man skal rejse sig ved det træ hvor man er faldet".

Så Tallinn, here I come......


onsdag den 20. juni 2012

Forssa Marathon

For det meste er vejene rundt i Finland i helt samme stil: Vej, sø, skov, hus, skov, sø, landsby, skov, sø, marker, skov, sø. Hudredevis af kilometer. Tusinder af kilometer. Det er pænt men lidt ensformigt. Vejen til Forssa skuffede da heller ikke, og vi fik 1½ time i ovenstående scerier.

Forssa by er en typisk finsk provinsby - lige gader, butiksfacader, et torv indeholdende blomster, burgerbar, pub, pizzeria. Det er ikke svært at forstå hvorfor ungdommen drøner op og ned af gaderne på deres knallerter eller i bil med fuld musik, i håb om at der skal ske et eller andet interessant i deres liv. Og selv laver det interessant med druk og slagsmål for ligesom at få lidt Chicago over det.

Men de der byer er gode til at arrangere sports events og  de gør det i stor stil.
Forssa havde virkelig gjort noget for at give os en oplevelse. Skilte allerede ved indkørselen sikrede at vi fandt stadion uden problemer og jeg fik registreret mig - de syntes altid det er spændende at man kommer helt fra et udland for at løbe hos dem.
Der var rulleski halv og hel marathon samt 10 km, halv marthon og marathon løb. Sådan lidt blandet sammen på ruten, men med forskellige starttid. Dog startede halv og hel marathon på samme tid.

Hele byen var på tæerne - alderdomshjemmet var blevet tømt og beboerne sad på bænke og i rullestole og klappede, fuldrikkerne sad og hujede, folk stod i rækker og klappede, nogen havde sat liggestole og grill op i haverne, der var musikanlæg der drønede, biler der stod med åbne døre med fuld musik, to ældre mænd havde fået harmonikaerne og mikrofoner frem og underholdt med de finske hjemlandssange. Det mest eksotiske indslag var det par kinesere der stod på trappen til deres kina-restaurant - man kan kun undre sig over hvordan de var endt der.....

Starten gik glat bortset fra den lille detalje at mit løbeur strejkede og nægtede at tænde. Jeg havde om morgenen tjekket at det var opladet, men havde ikke tændt det for at tjekke at det virkede. Det er før sket at computeren tømmer batteriet hvis jeg kommer det til opladning når det er fuldt - men det havde jeg ikke tænkt på. Og det korte af det lange var så at jeg måtte løbe uden. Det kan jeg hermed oplyse mine læsere om at jeg ikke - som i overhovedet ikke- er erfaren nok til. Jeg kan ikke overskue eller mærke om jeg holder tempo for lavt eller for højt osv i så lang tid som det tager at løbe et marathon.

Solen havde skinnet indtil nu, det var 25 graders varme men heldigvis blev det overskyet inden start - dog var luften lidt tung.

Ruten var en laaaaang kedelig lige landevej med biler på siden - og da jeg ikke havde ur løb jeg jo sådan cirka hvad de andre løb, mens jeg prøvede at holde igen. Kunne jo se løbere i kilometervis frem på vejen der virkede totalt uden ende. Den var ikke helt pandekageflad som lovet, men bakkerne var faktisk ikke sådan at mærke fordi de var meget langstrakte -så de drillede i det mindste ikke. Man skulle løbe halv marathon to gange med lidt krøller på halen og derfor mødte man de første halv marathoner på vej tilbage før man selv var rundet den krølle. Løberne brød spontant ud i klapsalver da de første kom retur og det syntes jeg var en rigtig positiv ting - for det var flot at se dem komme spurtende. Udvejen gik over åbne marker uden så meget som et træ eller en busk, hjemturen ad villaveje og de åbne marker igen.

Jeg nævner det fordi jeg senere i løbet, hvor energidrikken havde sat sit præg på min mave, havde meget brug for en busk, et træ eller bare en mælkebøtte at sætte mig bag. Overvejede at at ringe på hos en af finnerne eller bruge en indkørsel at sætte mig i - men var ikke helt overbevist om villaejernes samarbejdvilje. Så jeg opgav mit forehavende og det var lidt forstyrrende. For det drejede sig ikke om "småt".

Jeg løb for hurtigt. Helt klart. 10 km på under en time er for hurtigt for mig hvis jeg skal holde til 42 km. Så det var nok det der gjorde at løbet blev hårdt. Manglende energi indtag var også medvirkende.
Det værste var den mentale del - for faktisk kunne jeg godt løbe når jeg ser tilbage, selv om det i samme øjeblik ikke føltes sådan. Kroppen gjorde ikke ondt endnu, det kom først senere. Men at se folk komme tilbage på halv marathon distancen var én ting. At se marathonløberne komme ud på anden omgang mens jeg stadig var på vej mod det halve og stadig manglede en del km - det var godt nok strengt. At tænke på at jeg skulle løbe resten og så ud efter dem igen, gav virkelig en mental lussing. I forvejen var jeg lidt i krise, pulsen skøjtede op og ned, vejrtrækningen var ujævn, jeg havde kvalme og kunne allerede ikke spise noget, hovedet blev ved med at sige at det her kunne jeg ikke, at jeg ikke kan løbe marathon, at jeg er en dårlig løber, at de andre er meget bedre, at jeg er så langsomt at det er til grin, at jeg ikke har hjemme blandt så gode løbere - simpelthen helt ude i tovene rent mentalt. Så jeg tænkte at nu løber jeg gennem målet for halv marathonet og så kan jeg jo overveje at lade være med at løbe ud på anden omgang - et halv marathon er jo også godt nok. Selv om jeg inderst inde godt vidste at jeg ikke ville kunne få mig selv til at opgive bare pga. træthed, så tænkte jeg alligevel helt seriøst på muligheden - og det hjalp mig også til at løbe videre for at komme til målområdet.

Skæbenen vill noget andet. For jeg kom overhovedet ikke i nærheden af målområdet. Ruten delte sig og jeg blev kommanderet til venstre af en hjælper da han så farven på mit startnummer og inden jeg vidste af det var jeg ude påomgang nr. 2. Jamen så måtte jeg jo til det. Der var én vej hjem og det var en forbandet runde på 21 km til.

Nøj, den var strid. Jeg anede ikke hvad klokken var, hvad jeg hed, hvor jeg var, hvorfor. Vidste bare at jeg måtte fremad. Gå og løbe, gå og løbe. Bandede, svor at jeg aldrig mer i mit liv tog et par løbesko på, hadede alt og alle. Prøvede at sige pænt tak til hjælperne der stak vand, banan, finsk saltagurk osv i fjæset på mig. Havde mest lyst til at bede dem om at stikke det op et vist sted.

                                              
Men så fik jeg en ven i nøden. En stor finne med lysegrønne kompressionsstrømper som jeg havde overhalet på et eller andet tidspunkt. Nu kom han forbi mig og gav mig et smil og et "thumbs-up" på et tidspunkt hvor jeg var gående. Så jeg satte i løb og kom op på siden af ham og blev der. Vi snakkede ikke men kunne mærke at vi bare løb sammen. Og efter at vi havde rundet rutens yderste punkt og var på vej tilbage, var vi kommet ind i en rytme med løb og gang. Efterhånden var der ikke ret mange løbere i nærheden - faktisk føltes det meget som Palle alene i verden og det var rart at have selskab. Folketlivet på sidelinjen var gået hjem for vejret havde skiftet til køligt og småregn. Der var i det hele taget ikke så mange marathon løbere og de fleste var foran os - dog viste det sig der alligevel kom en hel del i mål efter os, så det var godt vi ikke tog km-skiltene med hjem som vi ellers overvejde på et tidspunkt da vi var overbeviste om at vi var de sidste.
Nå, men det var begyndt at regne let og blæse noget, markerne var helt øde og villavejene deserterede - og Forssa lå langt ude i horisonten. Vi sludrede lidt undervejs mens vi trak hinanden af sted - det var hans 5. marathon, og han havde løbet Stockholm for to uger siden. Og det var for tæt på, som han tørt måtte konstatere.
Konsulen blev irriteret fordi han var overbevist om at finnen trak mig ned i tempo - jeg tror at vi fik hinanden til at fuldføre, man kunne vist alligevel ikke tale ret meget om tempo på det stadie.

Vi kom i mål, i styrtregn og 12 grader - noget af en forskel fra starttidspunktet. Efter lige over 5 timer. Så vejret kan selvfølgelig nå at skifte mange gange på den tid.

Jeg gennemførte og det var den onde fløjtme ikke nemt. Fordi jeg havde en idé om at jeg skal løbe på en bestemt tid for at det er noget værd. Fordi jeg læser om andre løbere der kan gøre det bedre. Og glemmer de der løber for fornøjelsen, løber hundreder af marathons på sådnne tider og forstår at føle tilfredsstillelse ved at gøre det. At gennemføre. Løber fordi de kan og husker hviken velsignelse det er. At kunne løbe når man vil.

Burde skamme mig over ikke at huske hvilket privilgie det er at kunne løbe en marathon. At fuldføre noget jeg har begyndt. Uanset hvor lang tid det tog. At opnå sit mål.

Det betyder ikke at jeg ikke vil arbejde på at blive teknisk bedre. Men det betyder at noget af det jeg skal arbejde på mod mit næste marthon, er at give plads til mig selv, løbe mit løb som den jeg er og med det jeg kan investere i min træning. Og at det er godt nok. Fordi jeg virkelig har lært og forstået at et marathon også løbes med hovedet.

Hørte vi ordene "næste marathon"? Jamen jeg har jo bandet på at jeg aldrig gør det igen.

Tjaaah, man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Og der er jo lige det der marathon i Tallinn jeg så gerne vi løbe........

mandag den 18. juni 2012

Og blev det så en oplevelse eller gav jeg op?

Om det blev en oplevelse? Åh jo, men en af de lidt mindre behagelige.

Om jeg gav op?

Nej for helvede. Men jeg havde lyst til det. Flere gange. Men det kunne jeg alligevel ikke få mig selv til. For det var jo bare pjat - og træthed og nogen forskellige ting. Uden undskyldninger dog, det er kun mig selv og mine (manglende?) evner der var i selskab med hinanden derude på ruten den dag

Det skal jeg nok skrive om i detaljer når jeg lige er kommet lidt på plads og helst også fået nogen billeder med.

Om jeg gør det igen? Jeg forsværgede (og bandede) under løbet at det gjorde jeg aldrig mere. Flere gange.

Men jeg er bange for at jeg gør det alligevel........

fredag den 15. juni 2012

Hvad jeg skal lave i weekenden?

Jeg skal til Forssa.
Hvad er det spørger du nok - det ville jeg også gøre hvis jeg var dig.

Forssa er en by i Finland (hvorfor minder det mig lige om "en by i Rusland"?) som ingen har hørt om uden for landet grænser. Eller måske har de lige netop det. Det påstår de i hvertfald i Forssa.

Prøv at se her.

For der løbes marathon i morgen. Og halv marathon og 10 km og det hele også på rulleski - de påstår at der vil komme over 4000 løbere fra 10-15 nationer. Så nogen må jo have hørt om stedet.

Nogen af dem er mig. Så jeg løber en marathon i morgen. Siger jeg højt og flot som om det var som at klø sig i nakken.

Begynder egentlig at blive lidt spændt. For jeg har for en gangs skyld ikke hysset rundt og forberedt mig helt vildt. Jo jeg har løbet som jeg skal (næsten) og jeg tror nok at mit løbetøj er rent. Men det ligger ikke parat som det plejer, det ligger spredt rundt omkring i vaskekælder og skab. Familien ved også godt at de skal på køretur i morgen, for Forssa ligger ca 120 km fra Helsinki. Men jeg har ikke brugt en masse mentale kræfter på strategier, tider, drømt om det om natten. Det kunne dog godt være jeg skulle se at få ladet min Ipod op så der er noget til at få mig igennem strækket 20-30 km som jo godt kan være lidt sejt.

Har egentlig bare lyst til at lære og erfare. Prøve at løbe et marathon til - nummer to. Lide og slide. Blive bedre. Udfordres. Bruge og bruges. Få følelsen af at have gennemført noget stort, brusende gennem årerne. Udfordringen er denne gang at sørge for at få drukket rigtigt og få lidt ernæring ind. At holde ud mentalt.

Ruten skulle være pandekage flad i følge websitet. For en inkarneret bakkehader som mig, lyder det jo lovende. Kan selvfølgelig også blive lidt kedeligt. Til gengæld skal jeg løbe halv marathon ruten to gange - det har jeg aldrig prøvet, har altid kun løbet rundture. Med så mange deltagere skal der nok blive selskab hele vejen.

Det eneste jeg rigtig har planlagt, er at få en oplevelse ud af det......

tirsdag den 12. juni 2012

Café-liv fra morgenstunden

Det sker sjældent. Rigtig sjældent. Og derfor sætter jeg nok også sådan en pris på det.

At begynde dagen med en kop latte på en café. Hvor man sidder og glor på alle de andre der også er stoppet på vejen til arbejde for at tanke op. Det er sikkert ingen der drikker en drik så mærkeligt som jeg gør - den største latte der kan opdrives, med et lille skud kaffe. Sådan at den er helt lys. Baristaen ser på den med afsky. Jeg er lykkelig. Specielt hvis de har almindelig mælk og ikke den der langtidsholdbare, laktosefri halvsøde café mælk som Finnerne tilsyneladende elsker. For jeg vil ikke have sød kaffe - bvadr. Så mine café besøg får et ekstra tvist for at finde dem der har ordentlig mælk og kan lave kaffen lige som jeg vil have den. Jeg har lært at bede om det jeg vil have - efter at have brugt år på at være en høflig dansker der tager hvad man får. Har lært at jeg jo sådan set betaler for servicen, så hvorfor skulle jeg ikke nyde min kaffe?

Men var altså på café her til morgen med Konsulen efter at have sat Sønnen af på arbejde. Drengen har fået arbejde på et hotel hvor han går til hånde med hvad der nu skal gøres - slæber lidt kufferter (og får tip til hans store fryd - der skal ikke mere end et par euro til at gøre ham lykkelig), tæller lagener eller konvolutter op, indskriver data på computeren, hjælper i receptionen. I dag skulle han være i køkkenet og hjælpe med morgenmaden, for hotellet er fuldt. Han bliver 16 om en måned og er en meget arbejdsom og moden ung mand. Helt indstillet på at tage livet alvorligt og at man skal arbejde for at opnå noget. Så vi er selvfølgelig glade for at han vælger at bruge en måned af sin sommerferie på at arbejde 6 timer om dagen. Sundt at lære at man må arbejde for at få penge og at forældrene ikke kan give uanede mængder af lommepenge. Det har jeg også altid selv måttet gøre. Gjorde rent hos naboerne fra begyndelsen af gymnasiet. Stillede på plejehjem på Frederiksberg kl 7 om morgenen hver anden weekend i 3 g. Det var tidligere end Kystbanen kørte om søndagen, så jeg sov hos min farmor i Lyngby - hvor s-toget fungerede tidligt - natten mellem lørdag og søndag på hendes gamle drømmeseng. Som var formet som en banan. Damen var højt op i firserne, men stod troligt op med hårnet og farfars slåbrok for at servere te og krydder for mig - barnet skulle jo nødig gå sulten på arbejde.

Den unge mand skulle stille på hotellet kl 8 i moges - så vi skulle have tiden til at gå indtil vi skulle være på arbejde kl 9. Hvad er mere nærliggende end at drikke kaffe og få dagen i gang stille og roligt. Elsker at sidde og glo på mennesker. Blev hellere ikke skuffet i dag. En ældre dame havde anbragt sig ved et bord ude på fortovet, bevæbnet med kaffe og croissant. Det havde et par måger set og satte sig straks i stilling på et par biltage ved siden af. Trak hovderne ned i skuldrene (har fugle egentlig en skulder?) og var parate til at sætte af. Kiggede på hinanden og lettede mod målet - damens tallerken. Hun flagrede med armene og de prøvede at sætte sig på den ledige stoleryg. Ventede igen. Hun flagrede, de angreb. Til sidst rejste hun sig resolut op og jagede dem hen ad fortovet - heldigvis var der ikke nogen ledig måge der kunne stjæle croissanten mens hun var på jagt. Tilfreds satte hun sig ned for at nyde sin morgenmad. Hun havde ikke set at mågerne var kommet tilbage og havde slået lejr oppe på et vejskilt hvor der stod parkering forbudt. Om det lykkedes mågerne at få gevinst ved jeg ikke, arbejdet kaldte. Men jeg havde fået et godt grin på vejen.

Og faktisk er Helsinkis måger de frækkeste og mest utålelige måger på denne jord. Ved jeg af bitter erfaring. På Esplanaden er der spændt tynde plastsnorte op over restauranter og caféernes fortovsborde. Det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over indtil sidste sommer. Jeg skulle møde Konsulen og vandrede fredeligt ned ad Esplanadens grønne midterstykke iført en enorm softice. Sådan noget spiser jeg ca en gang hver hundrede år, så det er noget der skal nydes og spises langsomt med følelse. Optaget af at holde sommer gik jeg med isen i højre hånd, da der pludselig kom en F-16 jager fræsende ind over min skulder og hele isen var væk. Der var kun vaflen med et par fodspor nede i en ynkelig klat is tilbage - resten af isen sad godt fast mellem tæerne på en stor måge der elegant fløj af sted for at nyde min årlige is et sikkert sted. I det øjeblik forstod jeg hvorfor der er fiskeliner over alt  og har stor respekt for mågers fysiske kunnen. Stoler ikke på dem over en dørtærskel!
Så smukt er her på Esplanaden - og forresten sidder der altid en måge på statuens hoved......