tirsdag den 24. januar 2012

Sne

Det er vist ordet der bedst beskriver tilstanden heroppe. Det var ikke for ingenting at jeg dagligt gennem hele november og december sagde tak for at det bare var regn og rusk, jeg ved alt for godt hvordan jeg har det med sne efter et par dage.
Hvordan?
Jeg kan ikke sige at jeg elsker sne efter at jeg begyndte at løbe - det er besværliggør jo sagen en del. Nej, jeg bliver hurtig træt af den. Joh, det er da meget pænt og det giver dejligt lys over land.Når man løber om aftenen så er det faktisk ikke nødvendigt med oplyste ruter, hvis bare der er ryddet - sneen lyser op. Hvis der er ryddet blev der sagt.

Der bliver faktisk ryddet rigtig godt ude hos os på landet. For der er jo ingen problemer med parkerede biler som inde i byen. På den anden side er der masser af åbne strækninger hvor der rigtig kan komme fut i sneen. Her er flot og her er alle tiders muligheder for langrend. Men når man nu hellere vil løbe......

Jeg løber da også - nogen gange mere besværet end andre. Alt efter traktor-kræfterne der har været i gang. Og tager løbebånd til hjælp. Og prøver at trøste mig med at det sikkert giver gode muskler og stærke sener at løb i sne - for det er som at løbe i sand. Min dejlige datter holder også ud og får løbet / gået alt efter kræfterne, og så skulle man jo være et skarn hvis man ikke kom ud!

Mine lysløjper er nu det, de hedder: Løjper. Altså til ski. Og man bliver ikke populær hvis man sætter store fede løbesko aftryk på de fine ruter. Så er der et meget begrænset antal løberuter der begynder hejmmefra, men hvis jeg gider køre de ti minutter ind til byen har jeg fine muligheder for at variere lidt. Så er der andre aftener hvor jeg henter Konsulen ved toget, giver ham bilnøglerne og løber hjem. Under alle omstændigheder er der ingen vej uden om Dødsruten, den eneste måde at komme hjem på i løbestil.

Mine frustrationer kommer vist til udtryk i mine drømme. Forrige nat drømte jeg at jeg skulle til studentereksamen igen - derved ville jeg opnå endnu en studenterhue. Jeg var til noget eksamen som jeg fik kørt over på emnet omkring woodoo på Hawaii (som jeg ikke ved en brik om...) og da jeg spurgte om i hvilket fag jeg skulle op i morgen, var svaret: Emnet er økonomi og hedder "Alt om ingenting og ingenting om alt".
Jeg kan stadigvæk gå rundt og fnise over det sindssyge navn på et emne......

tirsdag den 17. januar 2012

Back to business # 2??

Forsigtigt.
Meget forsigtigt.

I dag er den første dag siden sidste søndag hvor jeg føler mig frisk og veloplagt. Efter 10 dage. Har ikke været vågen i nat til en hoste-snotte-drikke anfald. Kun lidt at drikke - luften er så forfærdelig tør i øjeblikket.
Det er den altid når vi har meget sne og minus 10-12 grader.

Men det betyder nok at jeg kan begynde at træne igen. I går aftes gik jeg en rask tur med min datter, hun skal have motion og det var en god måde for mig at komme lidt ud igen. Hvor er der bare smukt på sådan en vinteraften - træerne er kridhvide at frost og sneen glimter med "diamanter". Det er lidt besværligt at løbe, for der ryddes ikke så meget sne herude på landet og det er et ujævnt underlag at bevæge sig på. På den anden side bliver man stærkere og mere opmærksom på kropsholdningen. Når sneen er væk opdager man pludselig hvor let man løber.

Jeg har på fornemmelsen at denne her omgang er kommet som en følge af en turbulent tid rent følelsesmæssigt. For jeg er eller aldrig aldrig syg, heller ikke bare forkølet. Det er meget svært for mig at reagere og føle omkring min mors diagnose. Måske på grund af angst for hvad det kan betyde, måske ved tanken på at den dag hvor mine forældre kan dø kommer tættere på og det er skræmmende, måske fordi jeg tror at jeg skal være en stærk klippe som andre kan læne sig på, måske fordi det så også kan ske for mig - jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg er underlig afstumpet og har det som om det er noget der sker hos andre, kan lige som ikke sørge over det der sker. Jeg er så vant til som sygeplejerske at det er andre mennesker der bliver syge og har et tilsvarende forløb - min rolle er så at støtte og være professionel i min pleje. Mine forældre har altid være raske og meget fysisk aktive. Og pludselig bliver de begge to fulde af skavanker og frekventere hospitaler som de aldrig før har gjort. Det er meget underligt og uvirkeligt for mig. Der er ikke rigtig nogen der er tæt på dem som mig og som jeg kan dele følelserne med.

Hvad kroppen ikke får ud af følelser på den almindelige måde, må den få ud på en anden måde. Den må protestere og blive syg hvis der ikke kommer udløbe for de indre turbulenser. Sådan tror jeg det fungerer. Og derfor måtte jeg blive så syg af en skaldet virus som jeg normalt ville have sprunget op og faldet ned på.

Det vil jeg ikke bebrejde min krop, men tilgengæld være venlig og rar over for den. Give den hvad den har brug for. Og hvad kan den have mere brug for end noget løbetræning??

fredag den 13. januar 2012

Synsk læge eller heksedoktor????

Hvad mener han med at hvisle "no exercise" - lige før jeg gik med recepter på hostesaft der er så stærkt at det kan slå elefanter omkuld? Hvor der er store røde advarselstrekanter på æsken.

Og sidde og mumle noget om at ting kan blive til lungebetændelser hvis man ikke passer på?

Jeg har jo bare tabt stemmen plus lidt af det andet og det står da ikke på min pande at jeg er løber. Måske har jeg nævnt det i forbifarten en anden gang jeg var hos ham, og nu står det printet for evigt på hans computerskærm. På finsk så jeg ikke kan læse det?

Eller også er han synsk. Og kunne se på min aura at jeg havde tænkt mig at snige noget løbetur ind her i weekenden. Jeg behøver jo ikke at tale med nogen ude i sneen.

Han må da ikke være rigtig rund i firkanten.

"NO EXERCISE" !"%&/)(#¤"*^>"#???????


KVÆK

Faktisk kan jeg ikke engang sige dét. Eller noget andet.

Når jeg med stor anstrengelse prøver at få en lyd ud, minder det om en blanding af en brunstig søløve og en frø med stemmen i overgang.

                                                Her kan man høre hvordan jeg har lagt stemme til klippet.....


Prøv selv at forestille jer hvor interessant det var da jeg lige før skulle bestille tid til lægen. På engelsk. Hos en finne. Det lykkedes dog at få sekretæren til at holde op med at vride sig af grin over min stemmeføring og så kan jeg få mig en sygemelding. For nu gav jeg efter og blev i min seng - helt imod mine principper. Men sådan nogen er vel skabt for at kunne brydes.
I hvertfald er jeg udmattet af at være vågen den halve nat i de sidste 4 dage, de er blevet brugt til at hoste, snotte, snappe efter vejret og vende mig hvileløst to hundrede gange. For så at stå op og gå på arbejde hvor jeg har haft det ganske rimeligt - men været noget splattet om aftenen. Men der er stadig to løbetræninger tilbage af denne uge så nu håber jeg en dag på langs kan gøre underværker.

Det er såmænd ganske hyggeligt at ligge i sin seng og se ud på snevejret. Selv om jeg har ondt i knoppen og er slået tilbage til startfeltet. Efter to dages tø og regn er alle veje, fortove og stier totalt ufarbare med et tykt lag spejglat is. Så vi kan godt bruge noget af den sne til at dække - eller også må vi have et instant forår. Og det får vi vist desværre ikke i midten af januar.

Familien vil så nyde godt af noget friskbagt brød, middagsmad til tiden og en tændt pejs når de kommer udmattede hjem til weekenden. Hvis jeg kan stå på benene så længe!

torsdag den 12. januar 2012

Back to business as usual

Det skal man jo og det er heller ikke så dårligt. Derfor har jeg vøret at finde på min pind på arbejde fra i mandags som planlagt. Så slangt, så godt. Bortset fra at jeg åbenbart har slæbt noget ondt i halsen og forkølelse med hjem fra Danmark - ved ikke hvem der har smittet mig, men vedkommende vil blive skudt ved daggry.....
Jeg er ellers ALDRIG syg og har heller ikke denne gang tænkt mig at lade mit liv påvirke af et bar bakterier. I øjeblikket er min stemme ved langsomt men sikkert at forsvinde - så er der nok dem der vil lykønske Konsulen med freden der vil sænke sig over huset!

Tak for alle jeres kommentarer. Min mor har besluttet at se på det der skete som et hændeligt uheld - dvs sige den del hvor der blev stukket forkert. Behandlingen af hende bagefter var til gengæld ikke god nok og nu vil jeg høre hvad hun gerne vil have vi gør ved det, tak for adresser hvor vi kan henvende os hvis min mor ønsker det - det må hun bestemme.Vi talte med den kvindelige overlæge der skal følge min mor og hun var heller ikke imponeret over sagen. Hun har så også fortalt min mor at hun kan bede om ikke at blive ultralyds scannet af samme idiotiske læge når hun skal til undersøgelse i slutningen af januar - hun kan bede om at en anden gør det. Jeg har stadig svært ved at forstå at det er kræft, der er aldrig nogen sinde nogen i familien der har haft kræft nogen steder og det er en mærkelig tanke at der er et eller andet fremmed inde i hendes krop. Hun får det langsomt men sikkert bedre og kommer selvfølgelig gennem hele følelsesregisteret. Nu tager vi tingene hen ad vejen og er optimistiske som også lægerne er.



Business as usual har jo også noget med at løbe at gøre. Mens jeg var i Dk løb jeg kun 4 gange og ugen inden gik der også lidt ged i den. Jeg var chokeret over blæsten i Danmark - sig mig, hvordan i hele hule h.... kan I holde det ud????? Hatten af for jer - jeg var ved at blive sindssyg af det blæsevejr, blæst regn - blæst regn! Jeg løb uden program bare ligeud og i skoven for jeg trængte til at få tankerne luftet. Men det blev til et par dejlige ture i skoven (Hollænderskoven) i Præstø med hunden i snor og i Arboretet i Hørsholm.

Herhjemme er der i mellemtiden faldet sne - meget sne - og det er ret koldt. Jeg prøvede en tur i skoven men stien var så ujævn at det var en dårlig oplevelse bortset fra det smukke syn af sne på træerne. Bakketræningen måtte gøres på landevejen men viste sig at være en glat affære uden pigsålerne. Intervallerne blev på bånd i denne uge. I går og i dag er det tøvejr med frost om natten så tempo og langtur skal nok blive morsomt - men der vil pigsålerne nok holde mig stående fast, det plejer de da.

Mit snot og dårlige hals må bare finde sig i at komme ud i kulden, jeg har en teori om at den slags skal løbes væk. Var godt nok lidt slap i koderne i tirsdag på bakken og det rev fælt i halsen i går på båndet - så en enkelt dags pause til et tempoløb i morgen vil nok være velkommen. En langtur på søndag hvor vejrudsigten lyder på sol og minus 7 vil så formodentlig slå de sidste rester at baktusser i hjel......

onsdag den 4. januar 2012

Når man får dumme svar....

Jeg har nu været i nærkontakt med det danske sundhedssytem. Og det er rigtig godt på mange måder. Der har bare lige været et par svipsere....

Min mor mærkede en knude i sit bryst for nogen uger siden og skulle have en biopsi på Ringsted Sygehus. Lægen der skulle tage den var nødt til at stikke tre gange før der var bid og i det sidste forsøg fik han lige prikket hul i en arterie. Nu er min mor i blodfortyndende medicin, men der var nu ikke nogen der havde ulejliget sig med at oplyse om at hun skulle stoppe eller tage mindre - og lægen der tog biopsien vidste det godt for de snakkede nemlig om at han også tog den slags. Så det der blødning var ret seriøst, men lægen var faktisk mest optaget af at hans kittel og bukser var blevet oversprøjtede. Der blev lagt noget kompresbandage for brystet svulmede op af den indre blødning, og min mor blev sendt hjem. Hun er 75 og bor alene med sinde store hunde. Der var ingen der tænkte på noget k-vitamin for at modvirke den heftige blødning. Hun tog efter instruktionen bandagen af efter to dage for at få et bad og brystet begyndte igen at hæve og hun fik det dårligt. Rigtig dårligt og efter at have ventet på vagtlæge i tre timer blev hun indlagt. Det var hun så i to dage, fik 4 portioner blod plus to stks plasma da blodprocenten var nærmest på minus. Efter at være kommet hjem måtte hun igen indlægges en dags tid - men har så været hejmme siden. Og fik ringet til mig som har set meget men alligevel var rystet i min grundvold dag jeg så hendes krop. Farven lilla er da nydelig bare ikke når den dækker hele overkroppen - på huden altså.Og bryster som Dolly Parton er også fint - når det er to og ikke bare det ene.....

Nå, vi skulle så have svar på den famøse biopsi og det var så desværre et af de dumme svar. For det er en kræftknude men heldigvis ikke en aggressiv type. Og det er vigtigt for der kan ikke opereres i tre måneder pga den historie med biopsien - der er så meget væske og blod i brystet at man for det første ikke kan finde knuden lige i øjeblikket og desuden er der infektionsrisiko hvis man går ind i sådan noget med en skalpel. Så hun bliver nu behandlet med medicin der hindrer knuden i at vokse og vi vil væbne os med tålmodighed. Det er en utrolig sød og kompetent overlæge der tager sig af min mor, heldigvis en kvinde der forstår at tale med sine patienter. Hun var heller ikke imponeret over det min mor havde været igennem.

Det har krævet sine kræfter at komme ned til sådan en historie, jeg har ikke haft lyt til at tage kontakt med nogen denne gang. Vi har haft brug for at være sammen og bare tage det roligt - da jeg kom var min mor rigtig dårlig og der har været brug for at få ordnet praktiske ting. Nu er hun meget bedre, er begyndt at spise og komme ud igen, vi har gået lidt tur og sådan fået modet op igen.

Jeg har løbet nogen gange uden specielt mål og med, har bare haft brug for at lufte hovedet og tankerne. Jeg har haft en af hundene med i snor og det har været dejligt for selv om hun er en (meget) stor hvalp er hun superdygtig til at løbe uden hele tiden at ville stoppe og snuse. Tværtimod tror jeg at hun nyder at kunne strække ud. Den anden hund er så mor-syg at den ikke vil gå tur uden min mor, så den går glip af de gode ting.
Nu tager jeg hjem på fredag og planlægger at komme igen når min mor skal opereres. Jeg er glad for at jeg kom for det har gjort godt for min mor - og for mig selv.

Nåh ja, og så skulle min far scannes i ryggen efter jul - han blev opereret i sommer og har smerter stadigvæk. Han har en pacemaker og ringede ind til hospitalet for at sikre sig at man kunne scanne ham med sådan en - for han har læst at man ikke kan det. Ih ja, det kunne de godt og han drog af sted. Efter at have siddet og ventet længe på sin tur kom han endelig ind - og så viste det sig at man alligevel ikke kan scanne folk med pacemaker. Virklig godt at slæbe en 83-årig til scanning for så at sende ham hjem med uforrettet sag. Når han endda havde ringet for at sikre sig det. Godt at han har humor.....

Så det var lige et par svipsere i systemet. Lidt ærgerligt når man nu kender folk der arbejder inden for det system, laver et knaldgodt arbejde og kæmper for at forbedre det - at det så bliver overskygget af den slags ting.

Vi ses snarest hjemme igen - der venter tilmeldinger til løbekonkurrencer og noget målrettet træning. Hvis man kan for sneen der er faldet i mellemtiden........