tirsdag den 16. juli 2013

I skovens dybe stille ro????

Jeg bor jo i et meget naturskønt område, lige på grænsen til Nuuksio National Park. Med skove, søer og stier i overflod - lige for enden af haven. Meget priviligeret og heldigt for en løber.
Nuxio er en ægte vildmark og ligger ca 30 min. kørsel fra Helsinki, selv om der er stier kan man sagtens gå vild, der er meget fin afmærkning og skiltning - men alligevel skal man være lidt opmærksom. Hvis man fortsætter bare lige ud, vil jeg tro man lander i Lapland uden at støde på meget andet end en landsby her og der. Hvis jeg løber til Solvalla er der ca. 14 km i et meget meget kuperet terræn, som dog er så smukt og specielt at jeg overvinder mit bakke-had.... Man kan også blive kørt dertil af Konsulen og så løbe hjem. Ellers kan man parkere bilen på forskellige parkeringspladser og tage en tur endnu mere nordpå (eller vest eller øst).

Det er fantastisk at have de løbemuligheder jeg har når man er en så stor natur og skovelsker som jeg. Kun om vinteren har jeg være tvunget ud på landevejene til min store fortrydelse - denne vinter har jeg dog løbet på langrendsløjperne når vejret har været så koldt at de er hårde nok. Og på løjpen rundt på isen om vores store Bodum Sø der ligger 1,5 km hjemmefra.

Jeg har altid løbet frit og frejdigt uden et gram nervøsitet for at strejfe rundt i undergrunden og på de mest isolerede steder i skovene.

Indtil for et par uger siden.

Først var der den dag hvor jeg var på vej ind i skoven mod Sorlampi.
Mit absolutte yndlingssted i skoven.
Jeg mødte en mand på cykel, han talte til mig på finsk men da jeg meddelte ham at det forstod jeg ikke, sagde han på engelsk at der var en nøgen mand der fes rundt i skoven et par km længere inde (han sagde godt nok "nuked man" der ellers betyder atomsprængt på slang, men meningen var jo god nok). Så var lysten til at løbe derind ligesom gået lidt fløjten og jeg tog en anden rute med flere mennesker. Om det var rigtigt eller ej ved jeg ikke, men det tog et uges tid før jeg følte mig godt tilpas ved at løbe i skoven.

For ca. 3 uger siden var der så en nyhed i avisen som en facebog bekendt var så "venlig" at gøre mig opmærksom på. I gåseøjne, for hvis hun ikke havde oversat det havde jeg ikke vidst det og ville være fortsat med at fornøje mig derude. Formodentlig uden problemer.

Men nu ved jeg det altså.
At der ved Solvalla var blevet kidnappet en joggende kvinde, hun var blevet tvunget ind i en bil og kørt ad helvede til. Det var lykkedes hende at komme ud af bilen på en motorvej på vej mod øst - temmelig langt væk fra Solvalla. Der var også noget med at hun var truet med en pistol, men det kan have været chokket der fik hende til at tro det - det er ikke bekræftet. Og som sådanne nyheder har det med at udvikle sig, får man kun få detaljer samt at vide at politiet ikke har fanget bæstet. Og jeg kan jo ikke følge med i de finske nyheder og det er såmænd heller ikke sikkert at der har været noget nyt om det. Derfor har det ikke været muligt at få at vide hvad der siden skete.

Så tæt på. Hvis det var sket 100 km væk havde jeg jo ikke løftet et øjenbryn. Men når det nærmest sker i baghaven, bliver jeg altså lidt urolig. Selv om det formodentlig er et engangs fænomen og et spørgsmål om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, sætter det mig alligevel en skræk i livet. Det skete på en almindelig tirsdag, i weekenden er der masser af folk ude at vandre og megen trafik så da kunne jeg ikke forstille mig at nogen har frækheden til den slags.

Jeg indrømmer at jeg ikke føler mig helt tryg i skoven mere. Og tanken om at løbe til Solvalla og hjem igen er lagt lidt på hylden. Selv om det er en af de ture jeg rigtig gerne vi løbe før vi rejser. Inkluderet alle bakkerne - dem tager jeg med godt humør og glæder mig over at jeg ikke skal tage dem nedad med ski på (det er simplethen som alpint skiløb med langrendsski på.....). Utrygheden føles også tættere på hjemmet, hele situationen med at færdes i skoven og møde andre mennesker har fået en anden klang.

Og jeg er i et dilemma. For jeg vil f...... ikke undertrykkes og forhindres i at nyde mit løb pga. åndssvage mandfolk der ikke kan administrere deres forskellige kropsdele!
På den anden side ønsker jeg heller ikke at udfordre skæbnen og lave dumdristige stunts.
For jeg ved jo ikke om jeg kan løbe fra sådan en person - hvis det skulle blive nødvendigt, forståes....


                                              Sådan nogen steder gider man jo godt løbe

                                                                   På sådan nogen stier

                                                       Og med den slags ting at se på

Selv om man skal op af den slags bakker - det er lidt tåget men ellers er billedet så lille...

 
Måske skal jeg overveje at løbe i Luuk i stedet for, der er nærmest lige så smukt og vildsomt. Med flere mennesker og derved en tryggere fornemmelse. Ikke helt så lange ruter, men de der, er kan jo løbes flere gange.
Og bakkerne? Lige så stejle, lange og mange.....

                                                     Den udsigt kan også bruges!
 
 

4 kommentarer:

  1. Nogle gange kan jeg altså godt blive lidt af en mandehader...
    Øv det er så ærgerligt, at enkelt syge mænd ødelægger så meget og skaber frygt.
    Håber du kan lide din alternative rute, - pas på dig :)

    SvarSlet
  2. Det er et svært dilemma. Hvis ikke man føler sig nogenlunde tryg, så nyder man jo ikke sin tur, og hvad nytter det så at trodse "frygten"?
    Generelt set må jeg sige at jeg føler mig tryg ved at løbe i øde områder, dog ved min mand/børn altid ca. Hvad område jeg løber i og hvornår jeg regner med at være hjemme - dette dog primært fordi jeg ikke gider ligge lang tid med f.eks en forvredet ankel eller lign. Jeg løber kun med mobil når det er koldt, kan ikke enes med de der armtingester til at have den i ;-)
    Generelt føler jeg mig mest utryg ved at løbe i byområder når det er mørkt, mens jeg har det fint i en skov med pandelampe ;-). Dog kan min kærlighed for uhyggelige krimier mane billeder frem af øksemordere de mærkeligste steder - men endnu har de heldigvis kun eksisteret i fantasien ;-D

    SvarSlet
  3. Jeg er opvokset i en lille bitte jysk flække, hvor en 16 årig pige blev overfaldet på en øde vej, bortført og myrdet. Jeg glemmer aldrig de dage, hvor de ledte efter hende med helikoptere og hunde. Jeg glemmer aldrig de voksnes ængstelige og paniske blikke. Og deres formaninger om aldrig, aldrig, ALDRIG at bevæge sig rundt alene.
    Jeg har det stadig svært med øde områder og skovstier - især når min datter på 13 færdes alene på hest og cykel. Jeg er enig i, at man ikke skal lade sig "kue" eller lade frygten få overtaget. Og man skal selvfølgelig heller ikke blive siddende inden døre og aldrig turde noget. Men derfor må man jo godt tænke sig om og finde et andet sted at løbe for en tid. Eller finde en makker...
    Pas på dig selv. Og i øvrigt tusind tak for din kommentar hos mig for nylig. Kram

    SvarSlet
  4. Kære Kirsten,
    Jeg forsøgte at sende dig en mail, men fik den retur, så derfor prøver jeg lige her: Jeg vil gerne forære dig min bog "Introvert". Du deltog i en give away på min blog, men vandt ikke - og det synes jeg, du skulle have gjort (jeg er ude af stand til at snyde!). Derfor tænker jeg, om ikke du kunne sende mig din adresse, så jeg kan sende dig en bog? Skriv på mail@annaskyggebjerg.dk.
    Kærlige hilsner til dig og dine,
    Anna

    SvarSlet