onsdag den 26. oktober 2011

Genopstandelse...

Tusind tak til May-Britt og Pernille der skrev et par gode links til at bruge når Garmin går i baglås - dem skal jeg sørge for at gemme! Håber dog aldrig at jeg får brug for dem.

Det fik jeg heller ikke denne gang, jeg slap med skrækken. Da jeg stod i døren og ville køre hen med uret til reparation, prøvede jeg lige at tænde det. Og søreme om der ikke kom et billede og lidt bip-lyd fra apparatet. Jeg skyndte mig at sætte det i computeren til opladning og nu sidder det og lader op i fred og ro. Åbenbart er batteriet blevet slået helt i bund af en eller anden grund da jeg overførte program fra Garmin Connect - uret var i hvertfald så dødt at det ikke en gang vill reagere da det blev sat i computer eller i stikket i væggen.

Det har nok haft brug for at hvile.......


Så nu går jeg rundt med et fjoget grin og føler mig tryg igen.

Løb mine intervaller på bånd i dag - og nej, de bliver ikke mere behagelige af at løbe dem på et løbebånd. Der er ingen nåde og man er nødt til at følge med i det tempo man har sat hvis man ikke vil klaske ind i væggen bagved...

Men glæder mig nu til at løbe tempoløb (ha, det er løgn!) på fredag udenfor i naturen - så længe det kan lade sig gøre. Man ved aldrig hvornår sneen har tænkt sig at komme og lægge sine klamme hænder over land og by.

Man må aldrig gå ned på udstyret....

Har jeg hørt mange sige. Der er også de der påstår at Garmin aldrig glemmer.

Næh. Det dør bare.

For de uindviede i løbegerningen frydefulde gadgets taler vi her om løbeure. Nærmere betegnet Garmin Forerunner 305. Min næststørste kærlighed efter familien (det skal man jo skrive....). Som er en løbers livline til træningen - der hvor man får det største kick ud af at fise rundt i timevis med tungen ud af halsen. Uret er den der oplyser hvor mange km man har scoret i kassen, hvor lang tid man været om det - og ikke mindst hvor mange små væmmelig kalorier man har skilt sig af med undervejs.

Og så går det bare hen og udånder uden nogen form for advarsel. Efter at det har fået et intervalpas tilsendt - det var måske chokket over indholdet i den træning der gav det sidste stød? Det ene øjeblik står der på dens lille pulsende skærm at batteriet er fuldt ladet op, og i næste øjeblik går skærmen i sort.
Hvad gør en panisk løber der står i tøjet og skal ud i mørket? Ringer hysterisk til Gigantti som er det finske svar på el-giganten og dem der solgte uret til mig for et år og tre måneder siden. Nu er finnerne ikke sådan lige at slå ud og hyssede danskere tager de i stiv arm. Så jeg skal bare aflever mit ur i dag hos Gigantti - heldigvis har forsynet placeret en sådan et par km fra mit hus (kunne egentlig løbe derhen... hvis jeg havde et ur der kunne måle turen...). Så sender de det til reparation eller jeg får et nyt. For der er heldigvis 2 års garanti. Det ved jeg ikke om er godt eller skidt - godt fordi jeg så ikke skal betale (tør ikke tænke på hvad Konsulen ville have sagt hvis jeg nu IGEN skulle have noget dyrt udstyr til løb...), skidt fordi de åbenbart forventer at lortet ikke kan holde.

Jeg elsker mit ur og kan ikke forestille mig hvordanjeg skal leve uden i x antal dage. Sikkert mange. Og jeg ved godt hvem der vil sidde og fnise i skægget fordi hun synes at det er sundt med dogmeløb uden målinger...

Men hvor er det heldigt at man er vant til at improvisere og lave om på sine planer konstant. Det er man jo nødt til når man er mig. Det er de fleste kvinder rent faktisk....

Så jeg holdt  hurtigt op med at pive, løb bare et bakkeløb (som jo alligevel skulle løbes) for det kan jeg løbe uden at bruge ur - måler bare km på rutemåleren bagefter, så går det sådan cirka. Intervallerne bliver på bånd i dag og det bliver genbrug fra sidst uge for ellers er båndet for langsomt til at ændre hastigheden, fredag bliver tempoløb med godt gammelt stopur og måling af km bagefter, jeg ved jo nogenlunde hvad længden på de forskellige ruter er og derfor kan langturen søndag også bare gøres i hovedet. Og sådan et almindeligt ur der kan starte og stoppe kan i det mindste give en ide om den samlede tid.

Og nej, jeg har ingen smart mobil der kan bruges. Eller jo, det kan godt være den kunne, jeg har bare ikke kræfter til at sætte mig ind i de funktioner og har ikke engang internet på den. Jeg skal kun bruge en telefon til at ringe og sms. Nægter at lære mere. Får jo teknik-spat bare jeg skal bruge min Ipod.....

Men gå ned på udstyret? Ikke tale om.

mandag den 24. oktober 2011

Mumietransport...

Er der noget som sådan en mandag morgen hvor alle er kommet lidt for sent i seng i weekenden og derfor ikke kan komme ud af fjerene?
Jeg er selv den død-irriterende type der står op når vækkeuret ringer og står ret ved siden af sengen. Jeg mener, jeg skal jo op og så er der ligesom ingen grund til at blive liggende.

Men Konsulen og Yngstedatter? Puha, det er til at blive sindssyg af. Konsulen må sejle sin egen morgen-sø, men barnet er jeg nødt til at hive op.

Nu er vi så heldige at alle skal af sted på samme tid, vi kan sætte børnene af ved skolen og fortsætte på arbejde. Og jeg har fri så jeg kan hente dem på vejen hjem - det er meget priviligeret mens vi er heroppe. Så skulle man tro at man får en masse kvalitetstid med hyggelig sludder i 30-40 minutter på vejen til skole og på vejen hjem. Og det får man også på vejen hjem. Så bliver alle oplevelserne fra skolen bearbejdet og ungerne kan nå at få skændtes lidt og vi kan få ordnet mange af de emner der på programmet.

Men om morgenen? HA.
Yngstebarnet er - når hun ellers er kommet op og har fået vasket ansigt - lige så vågen som jeg, vi er parate til at tage os af verdensproblemerne fra lidt i syv. Men vi bliver bedt om at holde kæft.

Jeg kører altid bilen om morgenen. For jeg er jo den der kan se ud af øjenene.

Og så sidder jeg der som en anden rustvogns-chauffør med 4 stivnede mumier der stirrer tomt ud i morgentrafikken...

onsdag den 19. oktober 2011

Nye boller på løbesuppen

Det var virkelig dejligt at læse kommentarerne på mit sidste indlæg, at se forskellige eksempler på hvordan andre også møder "pay it forwwards" i forskellige situationer. Det er den slags ting der kan give lidt mere smil i hverdagen og lidt mere rummelighed når vi forbander et eller andet der er gået imod.

Jeg synes stadig jeg er utrolig heldig og selv om jeg har ligget lidt i chok over træningsprogrammet er jeg ved at komme mig igen. Jeg har i løbet af sæsonen brugt meget træning på at mose kilometer efter kilometer ind i systemet - også selv om jeg godt ved at det gælder om at variere med kvalitetstræning. Til sidst var det helt uoverkommeligt at komme op på det ugentlige antal kilometer der gerne skulle være minimum hvis jeg skal blive ved med at løbe marathon. Og det skal jeg.

Så tror man heller ikke rigtig at man kan noget. Andet. End at mosle kilometer i skildpadde tempo. For man presser ikke sig selv. Synes ikke at man tør blande sig med de store.
Og det gælder ikke kun løb vel? Hvis man tror at man ikke er god nok til en bestemt stilling - ja så får man den heller ikke. Og hvis man tror at man ikke er bedre værd end at blive jokket på - ja så bliver man jokket på af alle.

Hvis man så vender siden til og ser tingene i en lidt anden vinkel opdager man at man kan noget som virkede umuligt. Eller at man ikke vil finde sig i noget mere.
Hovedsagen er at man tager et ansvar. For at man er hvor man er lige nu. Og laver om på det hvis man ikke kan lide lugten i bageriet.

Hvis man så er så heldig som jeg, er der nogen udefra der sætter processen i gang og er på sidelinien til man kan selv.

Og så ser man mig løbe 3 pas på 4 dage - 44,5 kilometer uden at lægge mærke til det.

tirsdag den 11. oktober 2011

Vinder af lotteriet???


Jeg så en film for en del år siden som gjorde et ret stort indtryk på mig. Den hed "Pay it Forwards" hvilket på dansk vel bedst kan udtrykkes som "forudbetaling".

Pointen i filmen var at man skal hjælpe hvis man kan - også selv om man i samme øjeblik måske ikke lige kan se nogen fordel ved det. Mange gange er man måske tilbøjelig til at gøre noget for andre fordi man kan se en eller anden fordel ved det, måske fordi man kan regne med en gentjeneste i fremtiden.
Hvis man til gengæld gør hvad man kan for at lette livet for nogen bare fordi man har muligheden, og beder dem som tak om at de hjælper videre - "forudbetaler" - kan være nogenlunde regne med at nogen vil gøre det samme for én selv på et eller andet tidspunkt i livet. Kevin Spacey spiller hovedrollen og noget trailer kan ses her.

Det sidder meget dybt i mig. Måske fordi jeg som sygeplejerske har muligheden for at give mere end der rent professionelt kræves, måske fordi jeg selv bliver glad hvis jeg med en, for mig, lille anstrengelse kan lette andres liv.
Måske fordi jeg simpelthen tror på at tilværelsen bliver bedre for alle hvis vi er bare lidt villige til at give af os selv.

For to måneder siden holdt jeg frivilligt en navne cermoni for to kvinder der er blevet mine gode veninder. De har sammen fået en lille dreng (altså kun en af dem var gravid ik'...) og da de af forskellige årsager - så som folks fordomme mod kvindelige ægteskaber - ikke selv kunne holde festen, så tilbød Konsulen og jeg at have 45 mennesker til reception. Hvor jeg lavede maden selv. 2 dage efter jeg havde løbet mit første marathon. Fordi jeg ville have at de skulle have den fest som de fortjente. Fordi jeg kunne jo godt selv om det var lidt trættende. Fordi vi har pladsen. Fordi de er så fantastiske og bor i et land der ikke er deres og ikke har familie her der kunne gøre det. Fordi vi havde råd til det.

Uden bagtanker. Fordi jeg følte at det var bare det jeg ville gøre.
Det blev en fantastisk eftermiddag / aften. Et minde for altid.

"Pay it forwards"....

Er det mon derfor at jeg har vundet i løbernes lotteri og nogen der er en fantastisk person og en erfaren løber frivilligt har tilbudt at træne mig?

torsdag den 6. oktober 2011

Hæ Hæ.....

Så ser man lige mig begynde at få løbe motivationen igen.
Langsomt men vistnok sikkert.

Fordi der først sker én ting der giver håb om noget fremgang fordi nogen måske gider noget som nogen ikke behøver at gøre. Men bare tanken om det giver energi og lyst.

Og fordi der i løbet af ugen er blevet løbet både bakkeløb og intervaller og i dag skal jeg ud på tempotur - sådan tre træninger og vi har kun torsdag. Med muligheder for fire pas i denne uge. Som jeg har drømt om at kunne gennemføre. Med variationer så det hele bliver lidt sjovere og mere udfordrende.

Og noget interval træning på løbebånd i går gav noget kontakt som kan gå hen og blive interessant og udvikle sig til noget helt uventet.

I mellemtiden må I leve i uvisheden indtil jeg ved hvad der kommer ud af det. Og i mellemtiden så løber jeg videre.....

onsdag den 5. oktober 2011

Blandede Bolsjer

Var nok det jeg blev mindet mest om i dag da jeg var til musik fremlæg i Mellempigens klasse.

En klasse der består af børn fra Indien, Rusland, Danmark, Amerika, Spanien, Grækenland, Polen, Cypern, Sverige, Filipinerne, Finland, Sydafrika, Israel, Korea, Australien, Japan og sikkert et par lande til. Men det er ikke altid at vi ved hvor de kommer fra - for det kan vores unger ikke altid huske. Heller ikke hvorfor de er heroppe (ambassade, firma osv.). Det er nemlig ikke vigtigt for dem - de er jo bare en helt almindelig 8. klasse der har det sjovt sammen. Skændes lidt. Er kærester. Bedstevenner. Bedstefjender. Er på lejrskole sammen. Griner og pjatter. Bare på engelsk i stedet for på deres hjemlige sprog. Som de kun bruger efter skoletid.

Der stod de i en stor gruppe mens de sang og spillede på trommer - nogen med et lidt genert smil på.

Spillede og sang vestafrikansk musik - bongo trommer og det hele. På et sprog som ingen af dem havde kunnet før men som de havde lært af deres amerikanske musiklærer der har studeret afrikansk musik i flere år. I Afrika.

En ægte pose Matador Mix....

mandag den 3. oktober 2011

Jeg elsker jo at løbe - jamen hvorfor gør jeg så ikke?

Jeg føler at der et emne jeg er gået udenom som katten om den varme grød. Det dersens løb.

Formodentlig fordi jeg befinder mig i et underligt tomrum jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Har godt læst om at man kan føle tomhed efter at have løbet et marathon - et tomrum fordi man pludselig har opnået noget man har drømt om i meget lang tid. Hver gang man kæmper for at opnå noget, kommer der for det meste en dag hvor man er kommet til drømmepunktet  - og hvad så?

Man kan selvfølgelig bare blive ved. Med at stræbe frem eller i det mindste blive på det sted man nåede til.

At kæmpe for at komme i mål med et projekt, kræver selvkontrol i forskellige grader. Ja, selvfølgelig kræver det selvkontrol bare at komme op om morgenen - specielt her i Finland hvor morgenlyset ærlig talt har valgt andre jagtmarker. Men for specifikke mål kan kun direkte strategier bruges.
Selvkontrol er noget af det jeg plejer at være ret god til, for som jeg vist før har nævnt er jeg noget af en kontrolfreak. I hvertfald over for mig selv. Og hvis der derudover er nogen der ikke selv kan finde ud af at kontrollere dem selv, skal jeg da nok hjælpe dem (de stakler...). Så derfor kan det godt få mig lidt i panik når det ikke lykkes at holde fast i tråden.

Faktisk er jeg så dygtig til det der kontrol, at jeg en gang for mange år siden blev så slank så slank at det var svært at kende sig selv. Fordi det var den eneste måde jeg følte jeg kunne holde styr på mig selv i en meget turbulent periode af mit liv. Men det var der heldigvis nogen der hjalp med at holde op med. Og siden har jeg aldrig nogen sinde været på en slankekur og jeg skal det heller aldrig mere i hele mit liv. Det blev jeg sgu kureret for. Har heller ikke haft brug for det sådan rigtigt. Det var noget med at da jeg var færdig med at få børn så blev min krop enig med sig selv om at komme i balance. Og sådan noget skal man altså være taknemmelig for.

Men derfor kan man jo godt holde sig ved lige når man lige straks runder hjørner. Ved at løbe. Og så er der lige den der bonus med at når man løber nok, så behøver man faktisk ikke at være nervøs for at putte noget i munden. Heller ikke nogen af de lidt mindre anbefalede produkter.....

Alligevel tog jeg det ret seriøst da jeg var i træning til marathon. Syntes jo også at jeg skulle løbe en hulens masse kilometer. Så der var kontrol på det hele - spist rigtigt, drukket masser af vand, løbet i en uendelighed, sovet nok, ingen slinger i valsen i form af vin, slik eller andre gode ting.
Jeg følte mig ret godt tilpas. Frisk, let og fuld af energi.

BUM. Sagde det da jeg landede igen.

Det gode kan blive for meget af det gode - det skal jeg da gerne skrive under på. Specielt hvis der ikke kommer variation ind i billedet.
Jeg løb bare derudaf, kilometer efter kilometer. Uden at variere med tempo, interval eller noget andet. Det kunne ses på min sluttid, men det gør ikke noget. Værre er jo at glæden forsvandt fordi der ikke var lidt variation. Og så står jeg her og kan ikke forstå at jeg som elsker at løbe, pludselig ikke rigtig synes at jeg gider. Kan ikke få taget mig sammen til at komme ud mere ned et par gange om ugen. Selv ikke i den dejlige weekend der lige har været og hvor jeg kunne have løbet den herligste skovtur i pragtfulde farver.
Og den sunde livsstil - HA - den er også lige røget med i svinget. Puha.

Derfor er min fornemmeste opgave i øjeblikket at få mig selv hevet op ved hårene og forsigtigt træde ind i de helllige løbehaller igen. Forude venter en årstid der ikke er nem, men til gengæld en udfordring som jeg elsker. At løbe i det mest sindssyge vejr - regn, blæst, frost, sne, storm. Elsker følelsen af at have trodset vejrguderne og fået træningen i hus. Elsker stoltheden ved at have gjort noget på trods af vejret.

Mit fornemmeste mål er nu at blive glad for træningen igen. Ved hjælp af variation. På alle mulige punkter i hverdagen. For at dagligdagens trummerum ikke skal få ram på mig ved jævnligt at skyde mig i sænk.

Så nu ved I det. Hvordan det i virkeligheden også er. Syntes bare lige at alle de der tror at alle vi løbere er sådan nogen målsatte, perfekte, slanke og oversunde væsener skulle få sandheden at vide. Selv om der sikkert sidder nogen totalt  retningsstyrede løbere derude og siger "tsk tsk tsk" over mine svagheder....