tirsdag den 29. november 2011

Lidt om at holde fast

Tak for alle reaktionerne på mit sidste indlæg. Det er nok et emne de fleste forældre kan nikke genkendende til - det øjeblik hvor vores børn ikke har det godt og vi er sat lidt på sidelinien uden at kunne gøre ret meget andet end at bekymret vride vores hænder i håb om at det går godt.

Hvis man tør indse at noget ikke er perfekt, tror jeg at man er godt på vej til at det i hverfald kan blive bedre. Og ja, ens børn SKAL bare have det godt og hvis jeg kan se at noget er galt nu, så kan jeg ikke bare stå passivt og lade stå til. Fordi jeg gerne vil kunne se mig selv i øjnene og vide at jeg har gjort mit bedste.
Selv om det kan være et tungt læs at trække op ad bakke.....

Lige nu er det kære barn nedlagt af noget mavepine og diarré. I går hvor der ventede en matematik prøve og i dag med en fysik prøve. Mon der er sammenhæng? Racermaven er et fact og vi var hos lægen i går - men det er jo som sædvanlig en eller anden navnløs virus der ikke kan gøres noget ved. Kun vente på at det bliver bedre. Splittet mellem trangen til at sende hende i skole så hun ikke får for meget fravær og behovet for at lade hende blive ordentlig rask.

Så må jeg være løvemoderen der sender mails til lærerne i håb om at de ikke dømmer hende som en pjækker der prøver at snige sig væk fra det ubehagelige. Og være taknemmelig over at der var én af de forhenværende veninder der ringede i går for at høre hvordan hun har det.

Fødderne står solidt plantet i den finske muld og jeg giver mig ikke en flække denne her gang!!

fredag den 25. november 2011

Lidt om at være nødt til at have meget brede skuldre

Jeg har jo som sagt tre børn. Meget ens og meget meget forskellige. I krop og sind. Elsker dem over alt i verden og syntes at de opnår nogen fantastiske ting. Og at de er fantastiske. Er megastolt af dem. Som enhver mor gør. Samtidig tror jeg også at jeg er ret realistisk omkring deres mindre heldig sider - for jeg er jo vild med dem alligevel. Og de der sider har vi jo alle nogen stykker af......

Ældstesønnen er vildt højt begavet, sådan noget med at få special undervisning for at han kan udvikle sig endnu mere. Og Yngstebarnet er godt på vej dertil. De glider begge nemt gennem livet, skolen, har nemt ved at få venner og er populære i enhver sammnhæng. Er sikre på at blive inviteret med hver gang der er noget interessant der foregår.

Mellembarnet, mit smertensbarn, er lige så begavet og fuld af kvalitet. Det kommer bare ikke frem på samme nemme og charmerende måde som hos hendes søskende. Hende skal man lige give en chance men så får man til gengæld en oplevelse af modenhed og kloge betragtninger som man ikke havde forventet at få med en 13-årig. Det har klassekammerater bare ikke rigtig tid til. Eller tålmodighed til. De har helt forståeligt travlt med at leve livet og bliver trætte af humørsvingninger, småsure miner, lukkethed og alle de andre ting der dækker over en sart og følsom sjæl. Derfor bliver den lille sjæl lukket inde i et lag af overvægt og muthed der kan besytte ejermanden mod tilværelsens tunge åg.
Nu sidder jeg her og med tårer ned ad kinderne ved tanken om mit smukke barn der har så svært ved at finde melodien.
For hun er ualmindelig køn, men dækker det bag overvægt og en personlig hygiejne der får hende til at hørme som et karlekammer - fordi hun ikke tror på at hun er noget værd, at nogen kan elske hende og at nogen vil være venner med hende. Hun flagrer fra veninde til veninde som en sommerfugl fra blomst til blomst i håb om at nogen vil være hendes aller aller aller bedste veninde. Og hver gang et venskab spirer frem går det i sig selv igen fordi hun ikke kan tro at hun er værd at holde af - fordi hun hader sig selv så frygteligt. Hun er hende der sidder og ser på Facebook at de andre har holdt fest og nej hvor var det sjovt - men hun var ikke inviteret. Hun kæmper med at få gode resultater i skolen lige som sine søskende selv vi igen og igen fortæller hende at det ikke er det vigtige - så er det for hende vigtigt at være lige så god som dem. Fordi hun ikke forstår at enhver har sin egen kvalitet og at hendes tid kommer når den er parat.

Jeg har nu sat en del ting i gang for at prøve at hjælpe hende. Igen. Igen. For vi har været der flere gange. Men er løbet panden mod en mur.
Nu tror jeg hun er parat. Til at tage sin del af ansvaret for sit liv. Til at gøre arbejdet med at tabe sig og med at slutte fred med sig selv. Måske.
For hvordan lærer man en 13-årig at elske sig selv? Hvordan får man hende overbevist om at hun er lige så meget værd som alle andre? Selv voksne mennesker kan have svært ved det.

Det er mig der må prøve at få det til at ske. De små ting først. Vi løber sammen efter et begynderprogram og har aftalt at vi løber Kvindeløbet i slutningen af Maj - 10 km. Hun får 1 euro for hver løbetræning. Det er vores tid sammen. Vi laver sund mad i mindre mængder. Vi finder muligheder for lidt snacks. Vi sørger for at man kommer i bad, vasker hår og børster tænder - fuldstændig som da hun var to år....... Vi er nok nødt til at købe lidt bukser så hun har noget der passer indtil hun er kommet ned i en størrelse hvor det gamle kan komme på igen. Vi har mange og lange samtaler i de små timer. Nu er skolen også blevet involveret så der kommer noget lidt mere professionelt på. For det er jo ikke normalt at hun skal synes at jeg er hendes eneste og bedste ven. Jeg er hendes mor og det er noget helt andet selv om vi også er gode venner.

Derfor må jeg have de brede skuldre på og stå klippe fast.


For Konsulen har nogen ubehagelige ting at trækkes med rent arbejdsmæssigt og kan ikke rigtig rumme meget mere i øjeblikket. Han er også en mand, for ham er det er mere noget med at råbe lidt, tage sig sammen og så ikke så meget fis.

Sådan en weekend hvor man har lagt sig ud med alle de der indtil nu har holdt ud som veninder, kan godt gå hen og blive lidt lang og trist. Derfor skal jeg hen og købe den hårfjerningscreme og neongrønne neglelak til tæerne (for på fingrene er alle neglene bidt af...) som længe har stået på ønskesedelen. Til en hyggeaften med forkælelse og pleje af en krop der måske så kan blive lidt rarere at leve i?

fredag den 18. november 2011

Er det mon lovligt?

At glæde sig til i aften fordi alle tre børn skal til "Stay Awake" på skolen? Og man så får noget kvalitetstid med Konsulen? Ja?

Børnene tager hen på skolen kl 19:30 og har aktiviteter hele natten som bliver afsluttet med morgenmad kl 08. De kan dog også sove hvis de trænger til det, de medbringer soveposer men mon det bliver aktuelt? Jeg er så ond at de må tage toget hjem fordi jeg ikke gider køre ind til Helsinki for at hente dem så tidligt - men måske jeg alligevel vil forbarme mig over dem.

Joh, jeg tror det er lovligt.
Vil enddag sige at selv prisen med tre sure og overtrætte teenagere i morgen er værd at betale....

torsdag den 17. november 2011

Lidt om vejrtrækning

For det meste oplever jeg at benene gerne vil løbe intervaller eller op ad bakker, men lungerne er overhovedet ikke med på ideen. Nok mere rigtigt at sige "altid". De vil faktisk helst ud af brystkassen, gerne gennem ørerne. Så bliver det ubehageligt at løbe - det vil altid være ubehageligt at løbe intervaller, tempo eller op ad bakke - men alting har jo en form for grænse for hvor rædslsfuldt det behøver at være. Når det fysisk er ubehageligt at gøre noget, sidder der en lille hyggelig stemme i hovedet og prøver at overtale en til at holde op. Og den stemme kan så få overtalt mig til at det er helt nødvendigt at gå op ad bakken eller at jeg ikke kan løbe et interval så hurtigt som jeg gerne ville.

Efter et ualmindelig ubehagelig træningspas hvor jeg faktisk endte med at tårerne løb ned ad kinderne af vrede, skuffelse og frustration over ikke at kunne gennemføre hvad jeg ville, begyndte jeg at lede efter materiale om mental styrke. Ledte efter noget der kan lære mig at overkomme stemmerne i hovedet - og nej ikke de der stemmer der kan tages væk med medicin - men de der prøver at få mit selvværd som løber helt ned i bund og som får mig til at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg har defineret mig selv som langsom løber og det man træner til bliver man som bekendt også god til. Så nu er det på tide at skifte min egen selvopfattelse ud.
Der er mange artikler med mere eller mindre relevant information, flere vil selvfølgelig have penge for at dele deres viden men faktisk var der flere steder hvor jeg fandt gode oplysninger.

Specielt et sted fandt jeg noget som gav mig lidt af en "aha-oplevelse" og måske er jeg ikke den eneste der kan bruge dette her:
"Alt for mange løbere tror at deres problem er musklerne evne til udholdenhed eller deres generelle muskel tilstand. Faktisk kan det godt være at hvis du føler dig træt men dine muskler ikke føles trætte - så er problemet simpelthen lav kapacitet til at optage ilt. Mange løbere kan ikke løbe hurtigt fordi de ikke kan trække vejret hurtigt. Muskler er drevet af energi og den energi får musklerne pumpet ind fra blodet og ilten. Løb i ekplosivt tempo kræver verjtrækning i ekplosivt tempo.
Alle træner for at øge deres musklers evne til at udføre arbejde, men ingen arbejder på at forbedre deres evne til at trække vejret.
Så måden at lave vejrtræknings workout er at bruge lidt tid hver dag på at trække vejret hurtigt ind - ud- ind - ud -ind - ud. Og det skal gøres i et afsindigt tempo. Gør det i 30 sekunder ad gangen i flere sæt. Og arbejd dig op til at gøre det i 1 helt minut. Lav nogen af sættene hvor du trækker vejret gennem næsen og nogen hvor du trækker vejret gennem munden. Gå flyttet den brystkasse hurtigt. Træk vejret dybt ned i mellemgulvet, men du må ikke holde vejret - ind og ud. Du vil få det som om du skal besvime og derfor må du ikke holde vejret - for så besvimer du virkelig. Denne øvelse er god og effektiv fordi du lærer at loade og overloade din krop med ilt så dine muskler får al den ilt de har brug for - og så har du kræfterne til at løbe hurtigt".

Nu er jeg blevet stønner og går rundt i en hyggelig bimmelim flere gange om dagen når ilten fiser rundt i hovedet på mig.....
Det anbefales at lave de øvelser enten siddende eller at holde fast i noget - for man bliver altså lidt ør i bolden! Men de virker!

Jeg kan godt mærke hvor anspændt jeg er i mellemgulv og brystkasse når jeg løber - og så er det jo ikke så mærkelig at jeg ikke trækker vejret ordentligt. Lige så snart jeg slapper af og er opmærksom på vejrtrækningen, bliver det også mindre anstrengende at løbe.
Og på min sidste langtur tog jeg alle de lange tænderudtrækkende bakker i løb for når man husker at trække vejret hurtigt og i bund så kan man faktisk godt løbe opad uden at dø!



Det materiale jeg har er på Engelsk og jeg sætter på siden med træningstips. Hvis der er nogen som syntes at det er for besværligt at læse på engelsk, så sig endelig til - jeg oversætter det gerne.

onsdag den 16. november 2011

Lidt om vinterens planer

De fleste ulykker sker i hjemmet - det er en kendt sag. Det var også der det lykkedes mig at køre for tæt på en træskuffe - ja en skuffe af T.R.Æ, der stod i garagen - der så rev kofangeren lidt løs i den venstre side samt lavede en lille flæge i den. Så er det man forstår at en bil i dag er lavet af plastik og jeg tør ikke tænke på hvad der var sket hvis skuffen havde været af metal. Eller jeg var kommet i krambolage med en lastbil. Nå, men jeg en idiot og det koster selvfølgelig formodentlig en halv herregård samt spild af tid for at få det repareret.
Jeg er ved at komme mig over det, alt i alt var det en lille skade og ingen blev såret. Kun mit humør....

Det er ingen hemmelighed at når man har en træner så får træningen en helt anden dimension. Der trænes mere målrettet og man får nogen klare behov for at fremlægge resultater. Jeg har to helt præcise mål for min træning: Aldrig mere at gå op ad en bakke og at blive hurtiger generelt - specielt til konkurrencer. Jeg træner i øjeblikket fire gange om ugen og sjovt nok så kan man godt finde tiden når man virkelig har besluttet sig. Og ikke er for sart til at løbe om aftenen i kulde og mørke. Så jeg kan godt finde på at gå ud at løbe kl 20 og er heldig at have lysløjperne eller månelyset over bare marker - og jeg møder tit små flokke af hjorte, rådyr eller harer der kommer frem for at græsse på den tid. Sneen er heller ikke faldet endnu og jeg takker for hver dag der er snefrit. Træningen består af et bakkeløb, et intervalløb (og det er eddermame noget andet end dem jeg har løbet før i tiden....), et tempoløb og en langtur. Ca. 45 km eller lidt mere om ugen i øjeblikket - men det vil selvfølgelig blive til mere og nu er jeg også begyndt at træne min datter som skal tabe sig. Natruligvis løber vi ikke ret langt sammen endnu, men på den anden side kan jeg jo lige så godt tage lidt mere når jeg alligevel er ude med hende - det vi løber sammen bruger jeg som opvarmning og der vil nu også komme lidt flere træningspas på.

Når man er i min alder og begyndte at løbe for lidt over to år siden (Juli 2009) så er det ikke altid så nemt at få ambitionerne til at passe til niveauet. Kroppen bliver ikke helt så hurtigt med på noderne og musklerne skal bruge tid til at forstå hvad der kræves af dem. Så er det godt at det er vintersæson for der er ingen løb der kræver min deltagelse og jeg kan koncentrere mig om at arbejde med mig selv fysisk og psykisk (det er ikke som i Danmark hvor der arrangeres løb hele året rundt - her er der helt tomt i kalenderen indtil foråret). Jeg kan investere i projekt "datters motion" med plan om at deltage i 10 km kvindeløb i slutningen af maj. Når kulden bliver værre skal jeg nok lære at løbe hurtigt for at komme hjem i varmen......

I mellemtiden får vi pigdæk på bilen, tænder op i pejsen for at spare lidt på varmeudgifen (alle huse har el-varme heroppe), tænder stearinlys og prøver at ignorer at man faktisk er nødt til at tænde lys allerede kl 15 fordi mørket sænker sig med lynets hast. Om en uge eller to vil det være bælgmørkt kl 15:30 og først blive lyst ved 9-tiden om morgenen.....

mandag den 14. november 2011

Opskrift på hvordan man ødelægger en god weekend - samt humøret for den næste uge eller to...

Man laver en bule i sin bil.

På en fuldstændig idiotisk  og helt selvforskyldt måde.



Og den første tanke der kom igennem hovedet da jeg vågnede sådan en mørk mandag morgen var: Åh nej, en ny uge truer forude.

Så den skal jo nok blive god...

tirsdag den 8. november 2011

Egen-omsorg

Dette fine ord - som altså bare siger omsorg for én selv - har kørt rundt i hovedet på mig et lille stykke tid. Jeg fik nallerne i nogen brugte Alt for Damerne - og det er jo altid en fest. Hvert eneste ord bliver læst og gransket, alle sider bliver læst uanset indhold for det skal nydes. Selv annoncer med "brugte pianoer til salg" kan blive umådelig interessante når man til daglig er lidt langt væk fra Danmark.

Men i denne her artikel stod der noget om at kvinder er vældig gode til at tage sig af. Tage sig af børn, familien, husbond, arbejde - you name it. Og at vi nogen gange glemmer at tage os af os selv. Sådan på den rigtig gode gammldags omsorgsmåde. Joh, vi kan godt finde på at trøste os selv med mangt og meget - men for det meste er det så på en måde der i sidste ende er selv-destruktiv og derved er lige præcis det modsatte af egen-omsorg. Feks. ved at fylde os med slik, chips, billig rødvin, kaglende sladderfester med veninderne, brug af kreditkort så flammerne står op eller andre udskejelser der går hårdt ud over helbredet og økonomien. Derefter klager vi over at vi er fede, flabbede og flade - og at ingen kan lide os. Hvilket man ikke kan fortænke dem i når vi nu heller ikke kan lide os selv.

Egen-omsorg på en måde der gør godt helt ind i sjælen og efterlader opfyldte batterier i et længere stykke tid - er en kunst. Det kræver først og fremmest at man føler at man har fortjent den.

Det er så uendelig forskelligt hvad egen-omsorg er for forskellige kvinder. Når jeg læser med på forskellig blogge ser jeg hvor hårdt de flest er spændt for i hverdagen. Der er travlt med at fragte børn rundt til fritidsaktiviteter, passe sin eller andres sygdom, arbejde på omvendte tider af døgnet, have ansvarsfulde stillinger, passe babyer, lede efter job når man er ledig, passe have og hus, sørge for middagsmad - ja det er helt umuligt at nævne alle de ting som en flok fantastiske kvinder tumler med for at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Man kan være heldig at få lov til at følge processer der handler om egen-omsorg, processer der er så forskellige som at vove at blive skilt fra en psykopatisk mand, tage på eventyrlige ferier, følge sit arbejde til et andet land, lade livet tage en helt ny retning ved at sige det faste job op og kaste sig over uddannelse eller give en stor sorg plads i hverdagen - for nu bare at nævne et par stykker.

Egen-omsorgen har mange størrelser. Nu er det jo ikke fordi man behøver at begive sig ud i livsændringer for at drage omsorg for sig selv, balancekunsten er at kunne føle hvad man har brug for i hverdagens ræs og så få lidt egen-omsorg ind for at holde til at give til andre. Det kan være så simpel en ting som at komme hjem fra arbejde og sætte sig ned med en kop te eller kaffe og en bog. Bare tyve minutter i stedet for at kaste sig over opvaskemaskine, vaskemaskine, aftensmaden, strygning eller hvad der nu måtte være af opgaver. Bare en gang i mellem fordi det lige i dag kan lykkes. Uden bagefter at skælde sig selv ud over det man ikke nåede.

Jeg løber for egen-omsorg. Det er min tid alene, uden nogen der kalder på mig eller forventer noget af mig. Den tid hvor ingen taler til mig, hvor jeg kan være i selskab med mine tanker uden at blive forstyrret. Der hvor jeg gør noget godt for min sjæl og for min krop. Sådan begyndte det og nu er det også blevet til noget andet - konkurrencer, udfordringer og ikke mindst en masse kontakt til mennesker jeg ellers aldrig ville have lært at kende!

fredag den 4. november 2011

Forlænget weekend som mor til 5

Tak for alle hilsenerne på min fødselsdag. Det blev en fin dag og jeg skal nok sætte nogen billeder på når jeg kan få adgang til internettet derhjemme. Når man er mange mennesker i husholdningen og bor langt ude på landet - så kan hastigheden godt komme ned i kravletempo og det holder min tålmodighed ikke altid til.

Der er travlt hos mig i disse dage. Sidste weekend havde vi overnattende gæst, på min fødselsdag kom, så og overnattede  min mor og min moster en nat, og i går torsdag fik vi to gæster til. Så nu er der ikke nogen der skal svine sengetøj eller håndklæder til for ellers er det slut med roomservice!! Skabene er tomme!

Der er forskellige sportsturneringer omkring børnenes skole hvert år. Da det er en international skole bliver børnene sendt til et andet land (på forældrenes regning naturligvis) eller der kommer fremmede skoler på besøg, for at holde de forskellige turneringer. Vores børn har været i Riga og i Sofia og vi har været værtsfamilie 3 gange for andre børn.
Det første år havde vi 2 drenge fra Sofia (som egentlig var canadier og amerikaner), sidste år havde vi 2 drenge fra Zagreb (som var israelsk og malaysisk - hedder der egentlig det...?) og i år har vi 2 piger fra Belgrad.
De ankom i går og har lige siden holdt hof med yngstedatteren som går i samme klasse som dem - så vi har kvidren af  3 elleveårige over hele huset. De er utrolig søde og nuttede, bare 11 år men ikke spor generte. Den ene er engelsk og bor i Belgrad fordi hendes mor arbejder i FN og den anden er halvt japansk og halvt amerikansk og bor i Belgrad fordi hendes far arbejder på den amerikanske ambassade. De er jo stadig så små at jeg føler at jeg er nødt til at tjekke om de får børstet tænder og den slags - men det viser sig at de har helt styr på tingene. Det har min 11-årige datter da også, men når nu de er hos fremmede uden deres egen mor så må man jo prøve at fylde hendes sko ud....

I dag begyndte fodboldturneringen hvor begge vores egne piger også deltager og så er det spændende at se hvordan de vil tage de forskellige sejre og tab. De plejer at være meget flinke til at tage begge dele med ro, det værste er at mine to piger spiller på to forskellige hold som også skal spille mod hinanden. Og det kunne godt ende med noget kattehvæsen derhjemme....

For mig betyder det en del kørsel frem og tilbage samt produktion af middagsmad til 7 - med noget alle kan lide. Det er nok næsten det sværeste...
Vores gæster skal afleveres kl 05:15 søndag morgen (gaaaab) og så skal jeg bare hjem og sove videre og se at hvilet ud fra denne sindssyge uge.
Et enormt held at jeg løber restitutionsuge, for så kan det hele alligevel godt gå op i en højere enhed!

tirsdag den 1. november 2011

Så kom dagen......

....Hvor jeg med åbne øjne og modige skridt kaster mig ind i halvtredserne!!