Sådan står det til

Der er bare for mange virkelig ulækre billeder af røde betændte øjne på nettet. Det skal I ikke udsættes for.

Men øjet har det bedre, det går langsomt fremad og nu tog jeg sidste dosis antibiotika. Dråberne og cremen må jeg fortsætte med flere dage endnu, det gør jeg så også. Nu dunker det ikke helt så meget i øjet så det kan være jeg vil forsøge med lidt løb i morgen. Med brillerne bundet fast med elastikker - efter anbefaling......Eller også uden noget som helst og så må jeg lade være med at nyde udsigten.Det er så idiotisk, til daglig bruger jeg kontaktlinser fordi jeg er nærsynet og så samtidig har jeg været nødt til at underlægge mig nødvendigheden af læsebriller i de sidste par måneder. Burde jeg så nu have briller på i flere lag med nærsyns briller underst, over dem læsebriller - og tænk hvis solen skinner skal jeg så også have solbriller øverst? Fnis.....

I går havde jeg min anden behandling hos osteopaten. Det er simpelthen så godt at blive gennemæltet og mærke spændningerne løse op. Jeg har selv meget arbejde forude med at huske at holde mig ret i ryggen og åbne op for dyb vejrtrækning - også når jeg løber. Hun forklarede mig vigtigheden i ikke at blive bange for de kendte smerter men at forstå dem som en advarsel om at jeg skal tænke på holdningen og på hvordan jeg løber. Det tager tid at ændre på dårlige vaner som er blevet så dybt forankrede i kroppen at man ikke selv lægger mærke til dem mere. Jeg kan jo godt se på billeder fra mine forskellige løb at jeg holder overkroppen helt anderledes fremoverbøjet end andre løbere, faktisk er det noget der med det samme virkede forkert i mine egne øjne uden at jeg egentlig vidste så meget om løb eller skader. Selv om jeg er helt vild for at løbe lange ture, ville det være klogt af mig at øge længden gradvist alt efter om jeg er i stand til at holde fast i den rigtige kropsholdning. Jeg føler også at ryggen bliver holdt mere smidig og at jeg får ro i den når jeg løber. Det er bare så meget nemmere at rådgive andre om at tage det med ro end selv at gøre det.....

Jeg har tid igen i næste uge og derefter mener osteopaten at vi skal holde pause i nogen uger. Det kan være at fremtiden vil nødvendiggøre besøg en gang i mellem for lige at rette op på ryggen fordi - som hun siger - at lange distancer er belastende for kroppen samtidig med at det er godt og sundt. Dilemmaet som vi alle kender.......

Man tror jo at det er løgn....

når man har løbet godt og er indstillet på en ny uge der skal blive endnu bedre.....

Og så vågner med et øje der ser ud som om man har drukket ren træsprit hele natten. Ét øje. Altså ikke en eller anden form for symmetri der kan skjules bag noget make-up. Nææh, ét eneste ægte spritterøje. Så man er ved at få et chok når man ser sig i et spejl og en ondskabsfuld kyklop glor provokerende tilbage.

Det var sådan noget der kunne ske da børnene var små og de kom hjem fra børnehaven tværet ind i grønt snask - selv om man vaskede hænder halvtreds gange kunne det alligevel smutte og man blev smittet. Men nu, i min høje alder????

Det brænder, svier, klør og dunker - jeg vandrer rundt med briller på og ligner min egen bedstemor for kontaktlinserne kan jo ikke smækkes ind i sådan noget øje. Endvidere går jeg rundt med en lille flaske alko-gel (nej, den kan ikke drikkes...) alle vegne så jeg kan få steriliseret hænderne og holde skidtet inde på egne turf.

Løb? Mine briller er alt andet end passende til sport (idé til at få ændret!) og lige nu gør det for ondt i øjet. Men om et par dage eller tre når jeg er færdig med at inhalere antibiotika i heste-dosis, dryppe øjendråber x 6 om dagen samt tvære øjet ind i fedtet antibiotikacreme hver nat - så kommer skoene på igen. Jeg kunne selvfølgelig løbe uden briller, men så garanterer jeg ikke hvor jeg løber hen og at jeg kan finde hjem igen......

Håb?

Ja det er koldt heroppe, men på en eller anden måde bliver det bare en del af ens hverdag og man lærer at klæde sig på efter vejret. Og faktisk også at løbe - så vanvittigt det end lyder. Men når man bare er varm hjemmefra så synes jeg faktisk godt at jeg kan holde varmen så længe jeg løber og ikke går.
Hvis der er nogen der har lyst til at se hvordan Helsinki klarer skærene, så kan I se dette klip - det beskriver egentlig meget godt hvordan byen fungerer. Men viser ikke noget om de enorme mængder sne vi der bor 24 km ude i udkanten har. Jeg skal have min Picasa genopbygget med billederne der røg ad hekken feldt til under pc reparationen, og så skal jeg få dem på her.

Jeg tog ego-tid ud af kalenderen i dag og gik til frisør for at få skjult det leverpostejs kommunefarvede hår med grå stænk i - det skulle jeg efter planen have været i midten af december. På en eller anden måde har der bare ligesom været så meget.....Jeg hader at gå til frisør, sammen med tandlæger og gynækologer er frisørbesøg noget jeg skal tage mig sammen til i meget lang tid. Det tager for lang tid og jeg føler mig altid reduceret til et eller andet væsen der bør undskylde at jeg overhovedet kommer og at mit hår er vokset ud så der er mørke rødder - usmart og kikset. Jeg burde være kommet for lang tid siden og selv om jeg betaler penge for servicen synes jeg egentlig ikke at jeg kan tillade mig at kræve noget specielt. Helt latterligt og barnligt, men det er altså sandheden. Jeg kunne jo lade være med at gøre det, vil den opmærksomme læser nok kommentere - men mit hår ønsker ikke at blive pænt og ensfarvet gråt, det ønsker at får mig til at se træt og uplejet ud og det gør mig deprimeret hver gang jeg går forbi et spejl. Samt får mig til at ligne som udskidt æblegrød og noget katten har slæbt med ind (se tidligere indlæg).
Det gik nu fint selv om min sædvanlige søde frisør er sygemeldt og hende der baksede med mig i dag talte ikke et ord engelsk. Til gengæld slap jeg for at skulle konversere hende - hvilket jeg også hader, jeg mener jeg kender jo ikke min frisør sådan personligt og selv om jeg taler meget og hurtigt er jeg ikke vild med at delagtiggøre fremmede mennesker i min personlige gøren og laden. Så bliver jeg pludselig meget privat og bryder mig ikke om small-talk. Jeg er glad for resultatet og det søde menneske kæmpede længe med at føntørre håret - jeg nænnede ikke at prøve at forklare hende at det kunne hun såmænd lige så godt lade være med at anstrenge sig så meget for, idet jeg alligevel planlagde at hive en tætsiddende stinkende løbehue ned over kysen kort efter.

13 km blev det til, omend med lidt stop for at strække ud og et par gå-minutter hen imod slutningen. Formen er ikke helt hvad den plejer at være og ryggen giver også lidt lyd fra sig. Men jeg måtte bare have noget der ligner en længere tur, jeg trængte så meget til at føle kroppen blive brugt og til at tro på at jeg kan komme ud på de lange distancer igen. Følelsen af friheden og at kunne løbe fristede lidt over evne, der er intet så dejligt og motiverende som trætheden efter en løbetur.
Jeg fik mine tre træninger i hus i denne uge på trods af vejret og ryggen, næste uge bliver endnu bedre - det ved jeg bare!!

Rekord

Så har vist nået vores personlige kulderekord, det er - 28 (ja, minus) grader hos os i dag. Hvordan de stakkels harer, rådyr og egern klarer det vejr ved jeg ikke, men vi har i hvertfald svært ved at få ordentlig varmet op indendørs. Jeg har båret brænde ind her til morgen så det er tørt og parat til at blive brugt i eftermiddag- så hjælper det lidt.
Jeg tror næsten at jeg venter med at løbe til i morgen i dagtimerne, så er vejret måske lidt mere brugervenligt.......

Skånetur

Ja Sverige er jo et dejligt land - bare der ikke var så mange svenskere der ovre......

Ha, der troede I nok at jeg havde været på rejse!

Næææh, jeg har været på dogme tur for at skåne karosseriet når nu jeg har underlagt mig en osteopats behandling - jeg vil ind i den herlige følelse af tilfredshed som kommer efter løbeturene og så gælder det bare om at smede mens jernet er varmt. Det blev vel en 6-7 km i klart måneskin og klingende frost - men lidt har også sin ret. Jeg løb uden ur for det er lige meget med tiden og det er også lige meget med de præcise km antal. Det drejer sig om at komme ud og blive luftet, få røde kinder, at komme ind i vanen med fast træning igen. Det ender med at jeg bliver evig natløber for der er noget helt specielt over de der frostnætter og lyden af den knirkende sne, på den anden side glæder jeg mig til en længere tur på lørdag med iskold frostsol og blændende sne.

Det kræver lidt overtalelse at trække alle de lag tøj på for at løbe korte ture, bagefter har det jo altid været det hele værd. Det er endnu aldrig sket at jeg er kommet hjem fra en løbetur og har følt at det var spild af tid eller at jeg ikke skulle have løbet - selv de dårlige energiløse dage med tunge ben. Og energi giver energi - utroligt hvad jeg kan nå af alt muligt "bør-skal-må-absolutgøres-ting" når jeg løbetræner. Uden træningen har jeg frygtelige tendenser til at flyde ned i sofaen med en bog mens hjemmet forfalder og fyldes med nullermænd og snavset vasketøj........

Jeg er spændt på langturen i weekenden, hvis jeg kan holde til 10-15 km uden ondt i ryg eller ben - så tror jeg søreme at jeg trykker "start" på mit program fra næste uge. Jeg trænger til noget målrettet træning uanset hvornår et marathon kan passe ind.

Forresten så elsker jeg Sverige og svenskere - mine forældre har en ødegård i Småland hvor jeg er kommet siden jeg blev født, har tilbragt noget af den dejligste tid i mit liv der, haft mange svenske veninder. Forresten, så må der da være en million løberuter når jeg nu tænker efter - alle de laaaange ture vi gik, dem må man da kunne løbe.......hmmmmm, interessant tanke!

Tilbage i hverdagen

Så er jeg vist tilbage igen. Efter en begivenhedsrig uge som jeg ikke skal trætte jer med for mange detaljer omkring. For så spændende er et finsk hospital og deres underjordiske gange heller ikke. Man går rundt og leder efter et sted at købe noget spiseligt og kommer til at tænke på hvordan i alverden man som dansker er endt med at gå rundt som en anden mulvarp i den finske undergrund - hvordan ting rundt omkring fungerer og eksisterer uanset om man er der eller ej......Lige til at blive tummelumsk i hovedet af.

billede er lånt her http://countdownto30.wordpress.com/tag/italy/

Nå, Mellembarnet blev opereret onsdag uden problemer og blev udskrevet fra hospitalet fredag. Og lørdag fik hun så sandelig et galdestensanfald og jeg måtte i panik køre hende tilbage til hospitalet hvor hun blev indlagt igen. Det var lidt af en traumatisk oplevelse for os alle, specielt da Konsulen var i Vilna og de 2 børn måtte klare sig selv lørdag aften og hele søndagen. Men vi kom hjem søndag aften og alle overlevede. Nu håber vi at der ikke er flere sten tilbage i nogen galdegange - for galdeblæren er i hvertfald væk.

Jeg var hjemme mandag, Konsulen hjemme i går og i dag har hun det godt nok til at være alene (og naboerne er hjemme). Næste uge er der vinterferie og så skulle hun være klar til at komme i gang igen.


Oven i det hele var det lykkedes mig at bestille tid til osteopat i går tirsdag. Og jeg havde endda løbet 6 km mandag - mon der er håb forude....
Osteopat er noget ganske andet end fysioterapi - i hvertfald den jeg har fået indtil nu. 45 minutters grundig gennemarbejdning af ryg og ben, det kan godt være at min osteopat er en kvinde men hun har gode kræfter. Hun så med det samme at jeg er skæv i bækkenet sådan at den højre side er lidt mere fremme end den venstre og fandt alle de fastlåste punkter i ryggen. Jeg har tendens til at lude for meget forover med skuldrene og ikke trække vejret dybt nok ind helt ned i mellemgulvet. Og sagde at hun levende kunne se for sig hvordan jeg løber (jeg sagde jo at jeg ligner en der skal have rollator) - med et smil........
Men de gode nyheder er at hun absolut mener det kan rettes. Og tænk i dag har jeg for første gang i så lang tid jeg husker ikke ondt i lænden, er dog lidt øm i skulderpartiet efter hendes æltning. Hun synes ikke jeg skal lave for meget styrketræning lige i øjeblikket fordi hun mener at det egentlig giver mere spænding af muskler og sener der i den grad trænger til at afslappes fordi de er så (forkert) spændte. Jeg husker jævnligt at rette ryggen og trække vejret dybt - og så skal jeg ud og løbe.

Åh hvor jeg glæder mig, ud i den friske luft. Som er meget meget frisk i øjeblikket. Hos os ude i skoven er det konsekvent - 24 grader og bilen hoster slemt om morgenen når den skal starte. Det er en kuldebølge over os men den vil være god for min hud - efter at have været lukket inde i sundhedsvæsenet i næsten en uge ligner jeg en blanding af udskidt æblegrød og noget katten har slæbt ind!!

Energien ruller i årerne og det er en herlig følelse efter så lang en tid med nedsat humør. Og måske bliver jeg løber igen????

Så kom der en dato på

Mellembarnet skal opereres på onsdag den 9. Februar, i morgen skal vi nogle timer på hospitalet til tests og onsdag morgen går det så løs.
Jeg kan ikke sige at jeg føler mig særlig kommunikativ lige i disse dage og det må I meget undskylde.
Jeg skal lige have det der overstået - pludselig når det er tæt på bliver jeg lidt ubehagelig tilpas omkring det hele. Mig som plejer at kunne klare genoplivninger, blod, frygtelige sår og racermaver uden at blinke. Og nu synes jeg pludselig ikke jeg kan holde ud at være den der holder sammen på følelserne og er klippefast ro så resten af familien ikke bliver alt for nervøse. Nå, vi har vel alle en eller anden grænse for hvad vi synes er sjovt men alligevel bliver nødt til at gennemføre......

Men har dog siddet og fundet en masse osteopater på det finske net, så måske der vil blive plads til lidt ego-pleje på et tidspunkt og jeg vil kunne komme til at løbe negative hændelser væk igen på et tidspunkt inden for overskuelig fremtid????

Kemisk oldtidsfund

Yngste barnet på 10½ har lavet fysikforsøg i skolen. Hun går i 5. klasse og vil altid gerne fortælle detaljeret om hvad der overgår hende. Så jeg får lange søforklaringer på mest dansk med mange engelske gloser blandet i: Og så .....og så.....og så.....


Barn: Og så tændte Mrs X (heroppe siger man fru og efternavn til lærerne på den internationale skole) for den dersens gastingest...


Moderen: Du mener bunsenbrænderen....


Barn (meget forbavset): Kender du sådan en?


Moder: Ja jeg har skam lært ret meget kemi da jeg læste....


Barn (helt spontant): Naaarj altså, jeg vidste ikke at de havde bunsenbrændere i gamle dage.....

Klassens nye elev

Så ser man lige mig lave Bodypump på finsk: Joten otamme vipu ja hypätä kahdeksan kertaa ylös ja alas.........

Jeg tog bare det udstyr de andre gjorde og heldigvis var instruktøren sød til at sige en del af tingene på engelsk. De gloede lidt de der finner, åbenbart er det meget forbavsende at sådan en fremmed fugl vil bodypumpe sammen med dem.

Men det var godt. Rigtig rigtig godt. Jeg fik kontakt med en del muskler jeg ikke har kommunikeret med i temmelig mange år og forventede at være fuldstændig stiv i betrækket her til morgen. Men instruktricen må have vidst hvad hun gjorde - hun sørgede nemlig for at vi lige strakte ud mellem øvelserne - for jeg kan da godt mærke at jeg har været igennem noget centrifuge, men der er ikke noget der gør ondt. Og de dersens armbøjninger - det er jeg altså ikke ret go' til.......For meget bingovinger der.......

Det var det første skridt på vejen til at sportet noget hver dag også selv om det ikke kan blive til så meget løb som jeg gerne ville, som bekendt får man meget mere energi at at bruge energi. Mit venstre ben laver lidt krøller, forhåbentlig bare endnu et udtryk for svage ryg og balde muskler - det kan der jo rettes op på med træning. Og det er det jeg skal arbejde mest med, styrke af alle de store muskelgrupper og få en generelt stærk krop for ellers kan jeg ikke holde til marathon træning.

Distance og tempo er sekundære i øjeblikket for jeg vil simpelthen bare af med de åndssvage småskavanker og være parat til at kunne nyde vejret som snart snart snart bliver bedre. I weekenden hørte jeg lidt fuglekvidder for første gang siden efteråret - og fuglene, de har jo en viden vi andre ikke har. Måske er det et tegn på at der kan blive lidt asfalt at løbe på inden for en overskuelig fremtid?

Og det bedste var i morges da Mellembarnet så at hun har tabt i alt næsten to kilo siden hun begyndte at passe sådan på den 11. januar, hun er på den rette vej til at forvandle sig til en smuk svane!