Hvis jeg skal vente med at fortælle til jeg får billederne med, går der alt for lang tid - så nu får I historien og billeder må komme senere!
Det er svært at vide hvor jeg skal begynde og ende......
Var det hårdt? Ja, men ikke mere end jeg havde regnet med.
Gør jeg det igen? Selv om jeg bandede stygt og hvislede flere gange under vejs "never again" - så kan jeg godt mærke at jeg allerede tænker på hvornår jeg skal prøve på ny.....
Er jeg kvæstet? Nææh. Forbavsende nok er jeg bare lidt øm i foran i lårmusklerne men både går og fungerer helt normalt. Vil nok sige at det er lidt ubehageligt at gå ned ad trapper, men jeg drøner rundt som jeg plejer. Jeg er da generelt lidt træt, men det har vist mere at gøre med gæstearrangementet som har forhindret mig i at hvile ordentligt. Det er sikkert tegn på at jeg kunne have anstrengt mig mere, men jeg
ville altså hellere nyde turen og få en positiv oplevelse end at fuldstændig uradere mig selv.
Tiden? Ok, jeg er i et dilemma fordi jeg på den ene side havde besluttet at gå efter at gennemføre uden at tænke på tider - og alligevel havde jeg da mine drømme om noget rimeligt. Føler at jeg lidt skal undskylde at jeg ikke gjorde det hurtigere, men jeg synes det er vigtigt at fortælle ærligt om hvordan det gik: Jeg brugte 4 timer og 57 minutter. Havde håbet på 4:30, men da jeg samtidig kun har løbet 3 gange om ugen og slet ikke har trænet intervaller (varme og dovenskab) - så kunne der vist ikke forventes andet. Jeg synes ikke at jeg har kunnet få mere træning ind i hverdagen med fuldtidsarbejde, børn og et hjem der skal holdes, jeg har heller ikke haft lyst til mere. Så tiden er som fortjent efter min mening.
Det sjove er så at nu er jeg egentlig rigtig motiveret for at løbe både intervaller og flere gange om ugen, nok fordi der pludselig ikke hænger et pres over hovedet!
Der var ca 5500 tilmeldte løbere men kun omkring 4500 der gennemførte. Det er meget mærkeligt at løbe forbi førstehjælps punkterne og se unge sporty mænd sidde der og man undrer sig over hvad der kan være gået galt.
Jeg stillede mig i startfeltet i den gruppe der løb med fartholdere 3 timer - ikke fordi jeg havde intentioner om at løbe i det tempo, men af erfaring ved jeg at det er irriterende at starte nede bag i feltet og man bruger lang tid til at komme i flydende tempo. Det var fint disponeret, dog var det frustrerende at blive overhalet konstant. Det lykkedes mig alligevel at holde mit tempo på 6:30/km som jeg havde besluttet mig for - som I kan regne ud af sluttiden så holdt jeg det ikke hele vejen.....
Ruten er meget smuk og dejlig, der var nogen uforudsete bakker - jeg tror jeg har set forkert på kortet - som slog mig lidt ud mentalt. Objektivt er de ikke så slemme, men når man er træt så virker alt stejlt og væmmeligt.
Efter 9 km ventede mit heppe-team på mig for første gang. Jeg har været så utrolig priviligeret at have en opbakning som jeg ikke havde drømt om! De bestod af Konsulen og de tre børn samt en god dansk veninde og hendes finske mand (som forøvrigt er forhenværende verdensmester i Formula 1). De havde lavet et enormt skilt som de slæbte rundt og satte op flere steder. Jeg løb med min singlet fra Newline med Denmark på bryst og ryg - der var flere danskere der løb og vi hilste selvfølgelig på hinanden, der var også danskere blandt tilskuerene som blev meget begejstrede og ikke mindst var finnerne søde til at råbe "heja Danmark".
Ved ca. 18 km kom blev ruten ud parallel med ruten tilbage og der nåede jeg lige at se de første komme tilbage. Det er lidt hårdt når man ved hvor meget der venter forude og det var faktisk svært at løbe de næste 12 km med konstant udsyn til dem der var på vej mod slutningen. Men det var den del der var inde i byen og derfor var der flere tilskuere og det hjalp en del. Alligevel var der her perioder hvor jeg gik, midterdelen var helt klart den hårdeste (og der hvor jeg bandede det hele langt væk) og jeg var lidt udmattet ved tanken på at jeg skulle hele vejen tilbage.
En anden dansk veninde der bor midt i byen havde lavet et kæmpe skilt hvor der også stod mit navn og med et stort dansk flag og det havde hun hængt fra altanen. Selv var hun og hendes irske mand ombord på et irsk militærskib hvor de holdt noget reception og der var heppeteamet også ombord da jeg kom forbi - så pludselig var der vild larm og hujen fra hele den irske flåde med hurra-råb og opmuntringer.
En tredje veninde der bor på vejen stod med sin danske familie og viftede med danske flag og heppede da jeg kom fordi.
Og da jeg også blev heppet på midt inde i byen af en "official" bil med musik og højtalere, så synes jeg ærlig talt at jeg har være så utrolig heldig og det havde jeg slet ikke forestillet mig. Det var så rørende og jeg er dybt taknemmelig - huskede hele tiden at vinke, smile eller give en "thumbs-up" til tilskuerne for det er frustrerende at heppe og bare blive ignoreret.
Så jeg kom igennem de hårde kilometer og da jeg så efterhånden var omkring 30 km begyndte det at lysne forude. Tankerne om at enden nærmer sig hjalp meget og faktisk løbe jeg hele vejen derfra. Sejt og roligt fik jeg mit tempo tilbage og kæmpede mig simpelthen bare fra km til km. Tænkte at nu er der kun x km tilbage og tænkte på træningsture jeg kender godt på den distance. Og pludselig gik tiden også hurtigt, km efter km kom i hus, det gjorde ondt men ikke noget der var skræmmende, bare træthedssmerter og det var faktisk værre at gå.
Det bedste var faktisk at jeg begyndte at overhale og overhale, genkendte flere som havde overhalet mig og andre der havde stået ved siden af mig til start. Det er ikke nogen pæn følelse, men det føltes virkelig som en triumf og jeg var glad for at jeg ikke var faldet for fristelsen til at løbe for hurtigt.
Der var depoter for hver 3 km med sportsdrik (Gatorade som jeg også træner med) og vand, senere var der saltagurker (bvadr) og bananer (omkring 32 km). Jeg havde to gels i lommen og to mere sat fast med sikkerhedsnåle i bukseelastikken. Jeg tog 2 gels undervejs og drak i hvert depot - tilsidst kun vand - og tog banan når der var. Det føltes meget passende, jeg synes det er svært at finde noget man kan holde ud at spise når man løber og er træt.
Derudover var der flere "svampe-punkter", der stod hjælpere med iskolde våde svampe som man kunne tørre sig af med og vride vand ned over kroppen. Der var også et brusebad man kunne løbe igennem. Det var supergodt med svampene, saltet blev skyllet af og man holdt en god kropstemperatur. Det fungerer som drikkedepot - man får en svamp klasket i hånden mens man løber og smider den til siden. Vejret skulle have være overskyet, regn og blæst ifølge vejrudsigten, men på selve dagen var der sol og kraftig vind. Selv om det var hårdt med modvind er jeg glad for at den kunne køle af. Den sidste time var i overskyet vejr.
At løbe i mål på det Olympiske Stadion var hele lidelsen værd, at løbe ind på den bane og et halvt stadion rundt hvor store sportstjerne har konkurreret er en følelse som næsten ikke kan beskrives. Det var det jeg havde drømt om og det var hvad holdt mig i gang og gav de sidste kræfter til at give en sprint i mål.
I to år har jeg drømt om at løbe marathon og der har været tider hvor jeg ikke har troet at det skulle lykkes. Familien og venners opbakning har været helt fantastisk og deres stolthed over deres (halvgamle) mor er ubeskrivelig. Konsulen er vildt begejstret og praler til højre og venstre, børnene fortæller alle der gider høre om det.
Jeg? Er superstolt og befinder mig i en underlig fase hvor det er helt uvirkeligt at jeg gjorde det. Jeg prøver at huske hvor hårdt det føltes - og kan egentlig ikke rigtig huske at det var så slemt. Er euforisk og kan slet ikke forstå at det er sket. Skulle jeg virkelig blive næsten 50 før jeg gjorde det? Kan pludselig tillade mig at drikke et glas vin, behøver ikke at være så fanatisk omkring hvad jeg spiser eller sove på klokkeslæt......men sjovt nok kommer vaner jo tit for at blive og jeg føler egentlig ikke behov for at ændre på rutinen. Og de par kilo jeg har smidt er nok værd at holde nede. Så jeg tror jeg fortsætter med den ekstra-sunde stil lidt endnu, det kunne jo også være at der kommer et marathon i udsigt......
