onsdag den 31. august 2011

Marathon i Billeder II

Jeg har nu på den gode gammeldags måde fået billederne på. Selv mine geniale børn kunne ikke få skidtet til at virke. Tak for jeres søde råd, desværre er jeg temmelig imbecil når det drejer sig om den slags tekniske ting. Nå, here comes.


Kommer der ikke snart nogen??? 

Der er ikke så meget slinger i geledderne i finske løb

Kan man andet end at løbe når sådan nogen venter på én?

Udsigten er pæn undervejs

Og man skal over sådan nogen søde små broer

Nå, der kommer jeg endelig med nr 2895 på maven

Er det virkelig nødvendigt at fotografere mig?

Her er det både løbere der er på vej tilbage og trafikken der er enerverende, man kommer tæt på bilosen

Og her havde Karen sørget for opmuntring til en træt løber

Og så får man kræfter til at smile..

Helsinki rådhus og den Hvide Kirke i baggrunden. Den er mere sjælden end køn....

Alvar Aalto's moderne arkitektur med Usbenski Katedralen bagved - stilarter mødes...

Hjørnet af Esplanadi og Fishmarket - der er normalt meget rafik og fodgængere. I dag kun løbere.

Udsigt over vandet

Endnu en idyllisk bro

Sådan fungerede "svampe-punkt", man fik en svamp klasket i hånden og smed den bagefter i en kurv

Jeg kan dog stadig smile selv om jeg her har løbet omkring 35 km

Lidt krampagtigt måske??

Her er der mange tilskuere og til højre ses højtaler lastbilen der brølede mit navn ud over det hele

Man kan faktisk helt få nerver på når man skulle løbe igennem sådan en mængde

Kirken og den gamle Kauppahalli til højre

Den Irske flåde afventer spejdende min ankomst for at råbe hurra

Sådan kan man også bruge en kop vand...

Yngstebarnet tager en løbetur med mig mens vi vinker til det irske søværn

Så flot var den

Goddag til udenrigsminister Stubb der plejer at løbe marathonet men er skadet i disse dage. Her følger han løbet på cyketl i stedet for

Man kan også klæde sig ud som ulv - måske et får i ulveklæder??

Puha, så fik man lige lov at gå et lille øjeblik for at drikke

Nå, men man skal jo videre, der er ikke så langt nu. De underlige udbulninger i mine tights er gels der sidder fast med sikkerhedsnåle i linningen og er klemt fast i elastikken for ikke at bumpe og genere.

Så er jeg kommet ind på det Olympiske Stadion og har en halv omgang til mål og tilskuerne

Og nu - og nu - og nu.....

I mål!!

Skal lige huske at stoppe...

Har jeg virkelig gjort det????

Lidt luft i lungerne....

Jeps, den er god nok!

mandag den 29. august 2011

Marathon i billeder

                                                             Den vejer næsten 200 gram
                                                           

                                                        Bagsiden af medaljen........

Der skal nok komme nogen flere.....Havde siddet i en halv time og lavet opload og så blev de pludselig slettet alle sammen fordi jeg var åndssvag og trykkede på noget forkert. Er der en måde at oploade sine billeder til blogger som ikke tager timer???? Hvert billede skal oploades og så tilsidst overføres.....hulk....

tirsdag den 23. august 2011

Beretning

Hvis jeg skal vente med at fortælle til jeg får billederne med, går der alt for lang tid - så nu får I historien og billeder må komme senere!

Det er svært at vide hvor jeg skal begynde og ende......

Var det hårdt? Ja, men ikke mere end jeg havde regnet med.
Gør jeg det igen? Selv om jeg bandede stygt og hvislede flere gange under vejs "never again" - så kan jeg godt mærke at jeg allerede tænker på hvornår jeg skal prøve på ny.....
Er jeg kvæstet? Nææh. Forbavsende nok er jeg bare lidt øm i foran i lårmusklerne men både går og fungerer helt normalt. Vil nok sige at det er lidt ubehageligt at gå ned ad trapper, men jeg drøner rundt som jeg plejer. Jeg er da generelt lidt træt, men det har vist mere at gøre med gæstearrangementet som har forhindret mig i at hvile ordentligt. Det er sikkert tegn på at jeg kunne have anstrengt mig mere, men jeg ville altså hellere nyde turen og få en positiv oplevelse end at fuldstændig uradere mig selv.

Tiden? Ok, jeg er i et dilemma fordi jeg på den ene side havde besluttet at gå efter at gennemføre uden at tænke på tider - og alligevel havde jeg da mine drømme om noget rimeligt. Føler at jeg lidt skal undskylde at jeg ikke gjorde det hurtigere, men jeg synes det er vigtigt at fortælle ærligt om hvordan det gik: Jeg brugte 4 timer og 57 minutter. Havde håbet på 4:30, men da jeg samtidig kun har løbet 3 gange om ugen og slet ikke har trænet intervaller (varme og dovenskab) - så kunne der vist ikke forventes andet. Jeg synes ikke at jeg har kunnet få mere træning ind i hverdagen med fuldtidsarbejde, børn og et hjem der skal holdes, jeg har heller ikke haft lyst til mere. Så tiden er som fortjent efter min mening.

Det sjove er så at nu er jeg egentlig rigtig motiveret for at løbe både intervaller og flere gange om ugen, nok fordi der pludselig ikke hænger et pres over hovedet!

Der var ca 5500 tilmeldte løbere men kun omkring 4500 der gennemførte. Det er meget mærkeligt at løbe forbi førstehjælps punkterne og se unge sporty mænd sidde der og man undrer sig over hvad der kan være gået galt.
Jeg stillede mig i startfeltet i den gruppe der løb med fartholdere 3 timer - ikke fordi jeg havde intentioner om at løbe i det tempo, men af erfaring ved jeg at det er irriterende at starte nede bag i feltet og man bruger lang tid til at komme i flydende tempo. Det var fint disponeret, dog var det frustrerende at blive overhalet konstant. Det lykkedes mig alligevel at holde mit tempo på 6:30/km som jeg havde besluttet mig for - som I kan regne ud af sluttiden så holdt jeg det ikke hele vejen.....

Ruten er meget smuk og dejlig, der var nogen uforudsete bakker - jeg tror jeg har set forkert på kortet - som slog mig lidt ud mentalt. Objektivt er de ikke så slemme, men når man er træt så virker alt stejlt og væmmeligt.

Efter 9 km ventede mit heppe-team på mig for første gang. Jeg har været så utrolig priviligeret at have en opbakning som jeg ikke havde drømt om! De bestod af Konsulen og de tre børn samt en god dansk veninde og hendes finske mand (som forøvrigt er forhenværende verdensmester i Formula 1). De havde lavet et enormt skilt som de slæbte rundt og satte op flere steder. Jeg løb med min singlet fra Newline med Denmark på bryst og ryg - der var flere danskere der løb og vi hilste selvfølgelig på hinanden, der var også danskere blandt tilskuerene som blev meget begejstrede og ikke mindst var finnerne søde til at råbe "heja Danmark".

Ved ca. 18 km kom blev ruten ud parallel med ruten tilbage og der nåede jeg lige at se de første komme tilbage. Det er lidt hårdt når man ved hvor meget der venter forude og det var faktisk svært at løbe de næste 12 km med konstant udsyn til dem der var på vej mod slutningen. Men det var den del der var inde i byen og derfor var der flere tilskuere og det hjalp en del. Alligevel var der her perioder hvor jeg gik, midterdelen var helt klart den hårdeste (og der hvor jeg bandede det hele langt væk) og jeg var lidt udmattet ved tanken på at jeg skulle hele vejen tilbage.
En anden dansk veninde der bor midt i byen havde lavet et kæmpe skilt hvor der også stod mit navn og med et stort dansk flag og det havde hun hængt fra altanen. Selv var hun og hendes irske mand ombord på et irsk militærskib hvor de holdt noget reception og der var heppeteamet også ombord da jeg kom forbi - så pludselig var der vild larm og hujen fra hele den irske flåde med hurra-råb og opmuntringer.
En tredje veninde der bor på vejen stod med sin danske familie og viftede med danske flag og heppede da jeg kom fordi.
Og da jeg også blev heppet på midt inde i byen af en "official" bil med musik og højtalere, så synes jeg ærlig talt at jeg har være så utrolig heldig og det havde jeg slet ikke forestillet mig. Det var så rørende og jeg er dybt taknemmelig - huskede hele tiden at vinke, smile eller give en "thumbs-up" til  tilskuerne for det er frustrerende at heppe og bare blive ignoreret.

Så jeg kom igennem de hårde kilometer og da jeg så efterhånden var omkring 30 km begyndte det at lysne forude. Tankerne om at enden nærmer sig hjalp meget og faktisk løbe jeg hele vejen derfra. Sejt og roligt fik jeg mit tempo tilbage og kæmpede mig simpelthen bare fra km til km. Tænkte at nu er der kun x km tilbage og tænkte på træningsture jeg kender godt på den distance. Og pludselig gik tiden også hurtigt, km efter km kom i hus, det gjorde ondt men ikke noget der var skræmmende, bare træthedssmerter og det var faktisk værre at gå.
Det bedste var faktisk at jeg begyndte at overhale og overhale, genkendte flere som havde overhalet mig og andre der havde stået ved siden af mig til start. Det er ikke nogen pæn følelse, men det føltes virkelig som en triumf og jeg var glad for at jeg ikke var faldet for fristelsen til at løbe for hurtigt.

Der var depoter for hver 3 km med sportsdrik (Gatorade som jeg også træner med) og vand, senere var der saltagurker (bvadr) og bananer (omkring 32 km). Jeg havde to gels i lommen og to mere sat fast med sikkerhedsnåle i bukseelastikken. Jeg tog 2 gels undervejs og drak i hvert depot - tilsidst kun vand - og tog banan når der var. Det føltes meget passende, jeg synes det er svært at finde noget man kan holde ud at spise når man løber og er træt.
Derudover var der flere "svampe-punkter", der stod hjælpere med iskolde våde svampe som man kunne tørre sig af med og vride vand ned over kroppen. Der var også et brusebad man kunne løbe igennem. Det var supergodt med svampene, saltet blev skyllet af og man holdt en god kropstemperatur. Det fungerer som drikkedepot - man får en svamp klasket i hånden mens man løber og smider den til siden. Vejret skulle have være overskyet, regn og blæst ifølge vejrudsigten, men på selve dagen var der sol og kraftig vind. Selv om det var hårdt med modvind er jeg glad for at den kunne køle af. Den sidste time var i overskyet vejr.

At løbe i mål på det Olympiske Stadion var hele lidelsen værd, at løbe ind på den bane og et halvt stadion rundt hvor store sportstjerne har konkurreret er en følelse som næsten ikke kan beskrives. Det var det jeg havde drømt om og det var hvad holdt mig i gang og gav de sidste kræfter til at give en sprint i mål.
I to år har jeg drømt om at løbe marathon og der har været tider hvor jeg ikke har troet at det skulle lykkes. Familien og venners opbakning har været helt fantastisk og deres stolthed over deres (halvgamle) mor er ubeskrivelig. Konsulen er vildt begejstret og praler til højre og venstre, børnene fortæller alle der gider høre om det.

Jeg? Er superstolt og befinder mig i en underlig fase hvor det er helt uvirkeligt at jeg gjorde det. Jeg prøver at huske hvor hårdt det føltes - og kan egentlig ikke rigtig huske at det var så slemt. Er euforisk og kan slet ikke forstå at det er sket. Skulle jeg virkelig blive næsten 50 før jeg gjorde det? Kan pludselig tillade mig at drikke et glas vin, behøver ikke at være så fanatisk omkring hvad jeg spiser eller sove på klokkeslæt......men sjovt nok kommer vaner jo tit for at blive og jeg føler egentlig ikke behov for at ændre på rutinen. Og de par kilo jeg har smidt er nok værd at holde nede. Så jeg tror jeg fortsætter med den ekstra-sunde stil lidt endnu, det kunne jo også være at der kommer et marathon i udsigt......

fredag den 19. august 2011

Papirspose udbedes, tak!

Sådan at jeg har noget at trække vejret igennem når jeg hyper-ventilerer.

Derudover har jeg nok brug for en spand som jeg kan hænge over armen til når jeg er lige straks kaster op af nervøsitet, samt en pakke Kleenex til at tørre tårerne fordi jeg er ved at bryde hulkende sammen af skræk.

Det var situationen i går. I dag går det bedre.
Jeg glæder mig samtidig med at det er helt uvirkeligt at det går løs i morgen. Folk spørger til løbet og ønsker held og lykke - det føles som om de taler om en helt anden person. Når jeg henter startnummer og udstyr senere i eftermiddag, så får vi vist andre boller på realitets-suppen.

Tak for de søde kommentarer, jeg vil tage patentet med kontorstolen til mig - man kan vel godt hakke, skære, ælte osv. i siddende stilling. Der skal nok komme billeder af retterne samt løbsberetning, men det bliver nok først på tirsdag.

Lover dog lige at nævne om jeg stadig er i live før da......



torsdag den 18. august 2011

Principper brydes......

Der står altid at man ikke skal prøve noget nyt i den sidste tid før et marathonløb. Altså ikke noget med at spise mærkelige ting eller lave underlige strækøvelser og krumspring, for så kan det gå gruelig galt.
Så jeg har levet efter et frygteligt diciplineret program i de sidste måneder. Spist på klokkeslet, spist så sundt så jeg kunne gå i kloster af bar asketiske principper, drukket meget (nej, ikke alkohol...), sovet de timer man skal. Røvsygt vil man nok kunne kalde det. Heldigvis kan jeg gøre den slags uden at involvere andre omkring mig eller tale om det - så der er ingen der har lidt overlast. Andre end mig selv.

Det værste er at man bliver så vant til det, at det bliver en integreret vane i ens hverdag og man slet ikke kan lade være. Uhyggeligt hvor selvfølgeligt man ignorerer lysten til noget usundt og bare lader som ingenting.

Nå, man har vel har principper for at bryde dem.

Og det er helt anbefalet at spise lidt mere i tiden op til løbet. Siger dem der ved noget om at løbe marathon. Og jeg hører altid efter de kloge.

Denne uge har indeholdt lidt mere sandwich til frokost. Lidt chips i søndags. Lidt chokolade i mandags.

I går aftes gik jeg så helt over stregen. Af mange forskellige grunde endte vi med at gå ud at spise hele familien på en restaurant hvor vi har været nogen gange (vigtigste grund at Konsulen var så stjernearrig over noget på arbejde at han bare måtte ud og se verden - hvilket jo er helt fint så længe han tager hele familien med...) . Specielt fordi det på den restaurant lykkes at finde noget som alle kan lide, Yngstebarnet er så kræsen at vi kan have svært ved at finde løsninger på det hvis vi er ude.

Og det helt uhørte skete - Kong Mor, hører du efter???? - jeg delte et fedt stykke chokoladekage med min datter til dessert!!!! Magen til udskejelse skal man lede længe efter, specielt fordi jeg normalt overhovedet ikke bryder mig om den slags. Men pludselig og uforklarligt havde jeg en enorm trang til lige præcis den kage. Mon kroppen ved noget jeg ikke ved om hvad der venter forude????



Det var hver eneste kalorie værd og jeg er overbevist om at jeg vil løbe ti gange bedre på lørdag takket være den chokoladebombe. Men der skal den onde lyneme gå lang tid før jeg vil være i stand til at inhalere den slags igen - det er altså stadig ikke min yndlingsspise.

Forresten, har jeg fortalt at jeg skal have 40 mennesker til hjemmelavet buffet-middag på mandag, to dage efter jeg har løbet marathon? Krydser fingre for at jeg kan stå på benene på søndag for der skal jeg altså lave mad, det har jeg selv lovet Konsulen.......

mandag den 15. august 2011

Præstations nerver!!!

Så ser man lige mig der er vågnet op til det der nok kan kaldes premiere-nerver for fuld udblæsning.

Det føles som om hende her har exporteret alle sine millioner bananfluer nede i min mave hvor de danser samba og svipper champagnepropper i lystigt tempo.


Puha, det er slemt.
Men jeg ved af erfaring at sådan vil jeg nu have det i de kommende dage og så falder jeg helt ned på lørdag når det gælder. Al den snak der bliver i løbet af ugen omkring løbet - venner skal orienteres om rute og tider hvor de kan forvente at studere mig men de klapper og hepper højlydt - gør at det hele bliver uhyggelig virkeligt lige nu. LIGE OM LIDT.

Til gengæld giver det også anledning til at sørge for at alt udstyret er klart, at strategierne er gennemtænkte, at DET VÆRSTE DER KAN SKE bliver tænkt over og accepteret. Det værste ville være ikke at starte overhovedet - og det er ikke på min agenda. Så den kan jeg allerede så en streg over. Det næstværste ville være ikke at gennemføre - det er heller ikke noget der er på agendaen for så må jeg bare gå. Så det må komme frem til at det værste der kan ske ville være at måtte gå for meget efter min smag (planlægger sådan set at løbe hele vejen...) - og det er da ikke så slemt, jeg ville i hvertfald ikke være den første i historien der havde måttet gribe til den udvej.

Det giver også plads til glæden og forventningen - som er de to vigtigste faktorer der skal være på plads. De to kæmper i øjeblikket med nervøsiteten og en lille skræk, målet er at forholdet skal være 80/20:

80% glæde og forventning
20% nervøsitet og skræk - de giver lige lidt brugbar adrenalin samt respekt for hvad der venter.

fredag den 12. august 2011

Jeg er her endnu

Og jeg løber også.

Tak for alle de dejlige kommentarer, det luner og det hjælper at få lidt feedback på sine tanker.

Helle foreslog at jeg skulle løbe uden ur - det tør jeg sgu ikke. Jeg har alt alt for meget brug for den smule kontrol jeg kan bide mig fast i,  selv om jeg ved at det er sundt at løbe uden ur på visse tider så har jeg ikke kunnet gøre det lige nu.

Jeg har brug for at vide med mig selv at jeg har løbet nogenlunde de km jeg skal, synes alligevel ikke at jeg har løbet nok af dem....nej nej nej, der må jeg slet ikke komme ind for min coach, hun buldrer at jeg ikke må beskæftige mig med hvad der har været, kun med det der kommer!

Og jeg har været nødt til at vide at jeg ikke løber for stærkt. Selv om jeg ikke er hurtig, så er der altså alligevel blevet barberet ca. et minut af min km-tid og det er jo glimrende. Bare ikke når jeg skal løbe 42,195 km og i jeg ved ikke hvor mange timer - for så kan jeg ikke holde til det. Det kan jeg måske heller ikke alligevel, men jeg vil ikke gå ned på en dum fejl som at løbe for stærkt.

Jeg glæder mig som en sindssyg (og det er jeg vel også.....), jeg er nervøs, jeg er ved at dø af skræk, jeg er ved at gå igennem loftet af spænding.
Til tider er jeg handlingslammet og nærmest lam i løbemuskelen af bare nerver - men jeg kan også mærke at adrenalinen begynder at rulle bare ved tanken om næste lørdag.

Fredag den 19. henter jeg løbenummer og alt det andet junk man får - t-shirt, reklamer, smågaver - specielt mine børn håber meget at jeg igen får nogen pebermynte-dimser de er helt vilde med.....

Tiden jeg regner med at løbe på? Folk spørger mig om det - hvor fanden skulle jeg vide det fra når jeg aldrig har prøvet det?

Mit overordnede mål er at gennemføre.
Dernæst at gennemføre løbende hele vejen (burde måske modificeres til næsten hele vejen?)
Og så at have kræfter nok til at smile og juble når jeg løber over målstregen.

Det må være godt nok til den første gang!

onsdag den 3. august 2011

On track....???

Joh, jeg var ude at løbe i går. Følte at det var absolut sidste udkald.
Så jeg tog 16 km. Lidt tungt men jeg kunne jo godt.
Havde faktisk en angst for at jeg slet ikke kunne løbe overhovedet mere, som om kroppen ikke ville vide hvad den skulle gøre. Selv om det kun er nogen dage siden jeg var ude.
Men det gik altså.

Der var også nogen ting jeg var nødt til at tænke over. Og hvor tænker man bedre over tingene end når man løbe og ingen kan forstyrre?
For nogen havde stillet en hel del spørgsmål der skulle besvares.

I håb om at jeg kan blive coached tilbage til løbeglæden. Og finde motivationen igen. Sammen med lysten. Der er forsvundet sammen med troen på mig selv.

                                         For jeg har ikke så meget lyst til at blive hængende her....

tirsdag den 2. august 2011

Tilbage på pinden

Det er jo længe siden jeg kom hjem igen fra Dk - så længe at jeg dårligt kan huske at jeg havde nogen få skaldede feriedage. Så nu tager jeg lige et par på fredag og på mandag med de kære børn før skolen kører løs den 9. august.

Jeg har derudover haft lidt behov for pause i blog-livet, måske en mindre blog-blokering......
Men har så husket på hvor sundt det er at lufte sine tanker og få vendt det hele lidt rundt.

For jeg er havnet i et stort dybt løbe-krise-nedturs-hul som har suget al min løbeglæde og løbelyst helt bort. Pist ud af vinduet. Sådan lige før jeg skal løbe et marathon om tre små uger. Sikkert meget er normalt lige før noget så nyt og stort. Hvilket ikke gør det mere behageligt.



Heldigvis har nogen lovet at prøve at hjælpe mig med at komme op igen.

Og det kommer I til at høre mere om.

Snart.