søndag den 26. juni 2011

Skal man bare finde sig i det?

Begyndte at skrive året kedeligste indlæg forleden. Og det blev så dødssygt at jeg ikke gad læse det i gennem selv. En opremsning af alle fuldstændige ligegyldige detaljer om løb der er totalt uinteressante for andre - og egentlig også for mig selv.....

Det må være tegn på at jeg har for meget løb på hjernen, har for meget tid til at beskæftige mig med mig selv. Fordi der ikke er to piger der kalder "Moooaaar". Men bare en søn der passer sig selv og hjælper til i huset. Og som er begyndt på et personligt projekt til næste skoleår (1. g) der skal vare hele året - han har selv kontaktet universitetshospitalet, arrangeret møder med læger og er nu flere dage om ugen optaget på operationsgangen med at se og filme hjerne-operationer. Uden at blive dårlig - det bliver vi andre næsten når vi ser dagens optagelser.

Jeg kan så komme hjem om eftermiddagen og sidde i min have og nyde vejret. Når jeg altså ikke lige løber. Hvilket jeg synes jeg gør hele tiden......

Nu er det jo sådan at jeg har meldt mig til noget jeg har tænkt mig at gennemføre. Og så skal der arbejdes for det. Men derfor må man vel godt have lov at synes det er lidt hårdt at løbe fordi det ikke er særlig meget af lyst lige i øjeblikket? Men fordi man skal op på nogen km om ugen? Og have lov at synes at dem der ligger på stranden i solen er lidt heldigere end mig der kommer løbende forbi? Og undre sig over hvorfor man gør det her når man har mere lyst til at flade ud på liggestolen med en god bog? Og må man godt have lov at bande træningen langt væk og bare ønske at man aldrig var begyndt at løbe?


Må man ikke godt alt det?

Må man ikke godt det når man alligevel løber og ikke giver op? Fordi man godt ved at det over-hele-hovedet ikke er en mulighed?

Eller er det sådan at når man selv har valgt noget, er man så bare nødt til klappe i og lide i stilhed? Så må man selv finde sig i at det ikke altid er en dans på roser? Fordi man godt vidste på forhånd at det ville blive hårdt og man ligger som man reder?

I don't think so..........

Så her kan der passende komme noget liste over forskellige observationer fra når man løfter låget og sandheden kommer frem:

Forrige søndag passerede jeg endnu en milepæl da jeg fik 32,6 km i hus. Var nødt til at tage et kort med da jeg havde planlagt en rute hvor jeg ikke har løbet før. Indeholdende skov med ukendt stier. Og risiko for at fortsætte helt til Lapland hvis jeg løb forkert.

En rute der er planlagt over nettet er som at spille russisk roulette for jeg aner ikke hvordan terrænet er i virkeligheden, aner ikke om der er bakker (hvor mange og hvor stejle) eller hvad underlaget er. Ifølge Murphy's lov er der så x (= mange) antal bakker, gerne hen imod slutningen af turen hvor jeg er træt (= udmattet).

Heldigvis er der kommet et nyt produkt på hylderne i supermarkedet - heroppe finder man flere sports/energi produkter i superen end i sportsbutikker - en ny drikke gel. Ikke alene er den supernem at indtage, den smager rent faktisk rigtig godt.

Dårlig planlægning af 4 træninger for at få ugens løbepas i hus medfører løbetræning tre dage i træk. På ugen sidste dage. Som blev afsluttet med en tur på 18 km. Ikke særlig smart.

Har af ukendet årsager barberet mellem 45 sekunder og 1 minut at min tid/km. Det havde jeg ikke lige set komme.


Vågner nogen morgener og tænker før jeg har åbnet øjnene "er det løbedag i dag?.....ja det er det....ååhh neeej!!!!.....".


Men når jeg så er kommet op, har drukket te og bevæget mig lidt rundt - så gør kroppen alligevel ikke ondt mere og jeg tænker "årh, en løbetur kan jeg da sagtens klare alligevel når jeg kommer hjem fra arbejde". Og det kan jeg så.


Dagene kan inddeles i: der er forbandet længe til den 20. august så jeg kan få skidtet overstået, der er forbandet længet til 20. august fordi jeg glæder mig helt vildt, 20. august må ikke komme for så er sommeren jo også ved at være forbi og dagene bliver mærkbart kortere, 20. august bliver stort og en utrolig oplevelse......

lørdag den 25. juni 2011

Humor

Noget af det sjove ved at ens børn bliver større, er at deres form for humor bliver mere og mere veludviklet. Det er jo en del af det ukendte hos ens børn, har de sans for humor eller har de ikke? Er de til pæne vitser eller kan de også skraldgrine af lokums-humor? Er de med på de åndssvage platte eller kun dem der kan fortælles i det pæne selskab?

Jeg kan grine af de mest vanvittige ting, kan være rigtig hurtig i replikken og se morskaben i de fleste situationer - også dem som andre synes er pinlige. Og en plat vits er altid velkommen. Så det har da været spændende at se om ungerne slægter mig på (eller på Konsulen for den sags skyld - han kan nok de første to tusinde vitser og mange af dem får selv mig til at krølle tæer). Det gør de. Og i og med de også kan flere sprog og går i skole med mange nationaliteter, er de også blevet eksperter i adskillige accenter som bliver flittigt brugt.



Telefonen ringer. Sønnike svarer.



Søn: "Da" (= ja på russisk - han havde jo foreberedt sig på en tur til Skt. Petersborg)

Mormor: "...Hallo?"

Søn (nu lettere truende): "Da!!"

Mormor: "....Hvem er det?"

Søn (med tyk russisk accent): "This is Dimitri from the Sovjet Union!"

Mormor: "....??? Hvadfornoget????"

Søn (fortsætter med den russiske accent): "Våt yu vånt?"

Mormor: "...Hallo, Arj, hvad er nu det, hallo...??!!!??

Søn (med rullende r og lyder som om han har fed cigar i munden): "Arrrre you messing with the Rrrrrussian Mafia?"

Mormor: "...undskyld, hvad??..."

Søn (slår over i sødt og kærligt stemmeleje): "Heeejj Mormor, hvordan har du du det?"

Mens jeg står ude i køkkenet og er ved at brække mig af grin.

fredag den 24. juni 2011

Før Midsommer

Ja det var selvfølgelig ærgerligt at vi måtte aflyse vores tur, men når det skulle være sådan kan det ikke nytte at sidde og pive over det. Pigebørnene er blevet sendt til Danmark for at besøge mormor og så må vi jo underholde os selv - det bliver sgu svært når man ikke har nogen der siger "mooaar" hvert femte minut.....
Jeg har heldigvis udstyret mig selv med 11 bøger fra biblioteket, et par projekter på en to-do liste (det er vel nok heldigt at man har talentet til altid at kunne hive sådan nogen lister ud af ærmet som en anden tryllekunstner) - og så skulle der gerne temmelig mange km i hus i denne uge. Mere om det senere.

I går oplevede jeg for første gang at Finnerne gik indkøbs-amok. De er normalt meget afmålte i et supermarked, jeg er altid den eneste med top på indkøbsvognen. Selv før jul er de helt kontrollerede - man kan få brune kager og en juleskinke og det er så det. Helt afslappet.
Men i går, wow, dagen før midsommer weekend hvor butikkerne er lukkede i dag fredag og i morgen lørdag, alle skal ud i ødemarken og tænde bål, gå i sauna, springe i søer og drikke øl - det var dagen hvor de gik i selvsving og købte ind. Der var total kaos og på et tidspunkt hvor jeg vendte ryggen til min indkøbsvogn var der åbenbart en finne der syntes at jeg havde valgt gode varer. Den var i hvert fald pist væk.
Nu havde jeg altså fyldt noget i den, bla. grøntsager som man selv skal veje og derfor gad jeg absolut ikke begynde forfra. Gik derfor på vogn jagt med to flutes under armen som jeg kunne bruge til at skubbe pøblen til side med. Og fandt også min vogn i en helt anden del af supermarkedet. Med en pose peberfrugter og en ost som jeg ikke havde valgt. Kunne ikke se vogn piraten og kaprede simpelthen bare vognen tilbage - efter at have deponeret peberfrugterne og osten på et tårn af dåser med tun.

Det var ellers en underlig dag hvor jeg gik og følte mig ved siden af mig selv. Sådan en dag hvor jeg kom til at tænke en hel masse på livet, døden og hvor uforudsigeligt vores tilværelse er. Yngstebarnet har en bedste-veninde hvis forældre er skilt og faderen bor i Schweitz. Og hun var inviteret med veninden til Zurich i vinterferien, med flybillet betalt. Så da faderen og hans veninde var her i Finland på besøg i slutningen af maj inviterede vi dem spontant til middag med et andet vennepar og havde jorden hyggeligste aften. Et nyt venskab var begyndt.
I går døde han, 52 år gammel. Efterlod 3 piger, den yngste 11 år lige som mit Yngstebarn. Alt for lille til at miste sin far. Jeg ved at veninden pludselig rejste til Schweitz lige før ferien begyndte og at der var noget med faderen. Men da forældrene ikke er på talefod vidste vi ikke hvad der egentlig skete. Onsdag aften da pigerne var rejst ringede veninden pludselig kl 22:30 og vill tale med Yngstebarnet. Og så fik jeg en lang snak med hende hvor hun græd og fortalte at faderen var død samme dag - så vidt jeg forstod en tumor i hjernen og pludselig koma og så forsvandt han bare.
Og han sad ved vores middagsbord for en måned siden og var super levende. Talte om kærligheden til sine piger og faderstolthed. Skulle til at begynde et nyt liv med sin veninde som bare er 32 år. Og de nåede ikke at blive gift. Og måske havde de drømme om børn.
Nu er der tre piger som skal vokse op uden far. Og en ung kvinde der er blevet enke før livet egentlig begyndte.

Så går man rundt i et sydende supermarked og bliver skræmt over hvordan tilværelsen bare fortsætter mens en man kender bliver begravet i Zurich. Og folk køber ind og skubber og vil hjem til deres festligheder mens verden er brudt sammen for en 11-årig lille pige. Og jeg fortsatte jo også med mine ting, er bare et perifert bekendtskab til den familie, men jeg følte mig virkelig rystet i min grundvold over tanken om hvor pludseligt det hele kan vende.
Sad med Konsulen og drak et glas rødvin inden vi kørte hjem, kiggede ud på de grønne træer på Esplanadi, talte om livet og døden, hvordan vi ser på ting som begravelse, fortsættelse hvis der skulle ske noget med en af os. Ting man er nødt til at tale om men som der sjældent er et passende tidpunkt til at tage op.
Gik resten af aftenen med en klump i halsen der ikke kunne komme ud, stormen rasede og regnen stod ned i stride strømme så jeg kunne ikke komme ud at løbe tristheden af mig.

I dag er jeg faldet lidt mere til ro. Er endnu mere sikker på at jeg vil gøre alt for at leve mens jeg gør det, elske mine kære mens jeg kan, nyde de små ting tilværelsen giver i gave, tage aflyste rejser i de proportioner der passer, støtte Konsulen i den periode med ny operation som han nok skal igennem, passe min træning med taknemmelighed, løbe mit marathon med glæde og nydelse i stedet for at søge rekordtider, drømme om nye mål.

Tage min mand og søn under armen og bruge Midsommer aftenen på en bådsejlads som jeg har bestilt billetter til rundt i skærgården for at kigge på bål og ende på Seurasaari til den store båltændning. Og sige tak fordi jeg får lov at være til.

mandag den 20. juni 2011

Nå!

Der røg den tur.

Som vi skulle have været på.
Sådan set noget ferie, faktisk.
På torsdag.

Men det skal vi så ikke alligevel.

Vi sender vores piger til mormor i Danmark på onsdag - de er helt syge af glæde for mormor har fået en ny hvalp - så har hun to Broholmere. Og de er store. Dejlige. Med en masse underholdning for tøserne. Som har pakket i den sidste uge. Og været med i Sello som er et stort indkøbscenter (jeg hader den slags!!!) for at købe klip-klapper og en stråhat. Så nu ser de coole ud - og det er meget vigtigt når man skal være på ferie i Præstø hvor det hele sker. Og får indkøbsture til Bilka i Næstved oven i købet. Men de er nu alligevel så søde og kønne at se på, mine yndige småtzøser som bliver større hele tiden - så jeg investerer gerne i en hat hvis det får dem til at føle sig som en million dollar. Når de flyver alene til Danmark uden nogen anden følgesvend end en stewardesse i Blue1. Med mor klistret til mobilen, ventende på sms'en der siger at nu har mormor overtaget dem.

Og så var det at vi havde planlagt at tage Sønnike med til Skt. Petersborg. Fået visa (helvedes besværligt...). Bestilt hotel med fitnisserum så jeg kunne løbe. Og købt togbilletter til det nye superhurtige tog hvor det kun tager 3 timer fra Helsinki til Skt. Petersborg.

Men Konsulens knæ der blev opreret sidste år lave knuder. Faktisk meget værre end knuder - hæver, gør ondt, nægter at tage imod behandling. Og skal opreres igen tilsyneladende lige straks fordi der sejler ting rundt inde i det. Og så kan han ikke gå. Og for at se sådan en by skal man kunne gå i mange timer. Hvis man ikke kan det er det ikke værd at betale mange penge for en tur.

Vi tager nok feriedagene alligevel. Og holder noget seriøs Midsommer sammen med finnerne (vi bliver nok ikke helt så fulde som dem....) for her har man fri på fredag - det er den nærmeste fredag til den 23. og så skal der festes igennem i det hele land. Ikke noget med Midsommer midt i ugen og på arbejde dagen efter, nææh her er det altså på den fredag der falder tættest på den 23 og så får den hele armen i hele weekenden. De forstår at feste gør de, de der finner.

Jeg ved jo nok hvad jeg kan få tiden til at gå med i stedet for at holde ferie i Skt. Petersborg. Ja. Jeg gør så. Bortset fra at tage Konsulen til en MRI-scanning.

Jeg kan løbe. Helt, helt uhæmmet. Få noget mere langtur end jeg havde regnet med.
Efter i går.
Og egentlig er jeg glad for at være her til Midsommer for det er så smukt.

lørdag den 18. juni 2011

I skovens dybe stille ro, hvor hele myggefolket bo....


I alle turist brochurer og rejsebøger kaldes Finland for de tusind søers land. Og med de ca 180.000 søer er det jo også meget passende. Hvad man derimod har glemt at nævne, er at der for hver eneste sø er mindst tusind gange så mange myg. Myg så store som flyvende elefanter. Men meget meget gæstfri myg. Der bliver uendelig glade og taknemmelige for svedig løber til dessert. Uanset hvilken tid på dagen man besøger dem.For er par dage siden løbe jeg forbi denne her sø (ca. 10 minutters løb hjemmefra - priviligeret!)på vej til min bakke rute for at få trænet noget udholdenhed på af skiløbernes paradis - som jeg selv gladeligt frekventerer om vinteren med at par brædder på benene. For så er det alletiders at kravle op og suse ned af alle bakkerne. Læg endelig mærke til flertalsformen: Alle bakkerne. Jeg har talt 14 ægte, stejle, tildels tænderudtrækkende stykker. Uden at tage de mindre hyggelige buler med. Super træning og jeg må indrømme at jeg langt foretrækker dem frem for intervaller. Og indrømmer at intervallerne ikke får særlig stor prioritering i forhold til bakkerne - for jeg ved at der vil vente bakker i august og at det gælder om at få mentalt styr på frygten for bakkernes umattende påvirkning. Selfølgelig også fysisk styrke. Og intervallerne vil måske kunne forbedre tiden med nogen få minutter - og ærlig talt så er jeg vist ikke på et niveau hvor nogene minutter fra eller til vil give de helt store udslag i resultatet.....

Man får ikke helt indtryk af hvor stejl og lang denne her bakke er, med en tvilling der kommer lige bagefter - tro mig, den er god nok......

Men mine myggevenner blev så glade for at se mig at de ligefrem dannede en velkomst komite. Og endda besluttede at følge mig hele vejen for at opildne mig til at holde tempo, de var endda så venlige at holde mig med tæt fysisk selskab da jeg lige måtte træde af på naturens vegne. Så bliver man altså super-hurtig-tisser!
For første gang i ugevis føltes det rart at løbe. Jeg har lidt af ubetinget løbe-lede, ikke orket, gidet, haft lyst - you name it. Har været blytung og følt det som om jeg havde elastikker bundet i benene og hele tiden måtte kæmpe for at flytte dem fremad. Har måttet tvinge mig ud. Men har jo løbet alligevel uden at føle mig med friske ben en eneste gang. Det kan selvfølgelig have noget med det meget varme vejr vi har haft - 25-30 grader i et par uger. Og så kommer folket ud til vores sø - fuldstændig som ved Bellevue:



Men uanset om det er det lidt mere kølige og regnfulde vejr eller om det er den stædige løben, resultatet var en god løbetur de gav håb om bedre tider.


Forresten så har finnerne nogen spøjse konkurrencer, feks koneløbet hvor man skal løbe et forhindringsløb med sin kone (eller en lånt kvinde) slængt over skulderen i brandmandstag. Eller gummistøvlekast - hvem kan kaste en gummistøvle længst? Hvem kan blive længst inde i en skoldhed sauna ( i år døde vinderen desværre af sin placering). Og apropos myg: I Lapland kan man deltage i en endnu mere interessant konkurrence. Man løber og kommer til at svede godt og grundigt, tager sin t-shirt af og så gælder det om at klaske så mange myg man kan i et slag på brystkassen. Disse konkurrencer udføres med en heftig kvote af vodka og øl - det gør det hele så meget sjovere.

tirsdag den 14. juni 2011

Dream it - Do it vol. II

Det er jo simpelthen så godt at man ikke er den eneste der har de her lister. Det viser sig det er et udbredt fænomen der tjener alle et godt formål. Jeg har nu fundet endnu et patent til at nyde listerne på et højere plan - afkrydsning af opgaver når de er delvis udført. Feks. når poserne med det brugte tøj er flyttet ud i bilen for at blive afleveret om et par dage, kan man få et halvt kryds, og det endelige kryds kommer når tøjet endelig er afleveret. Altså nydelsen ved at krydse en opgave af to gange med dertil hørende god samvittighed to gange!!!

Jeg sagde jo at det hjælper at være skør her.......


Nå, mere interessant er vel at der mangler en fortælling af sidste langtur, godt nok i forrige weekend da jeg har besluttet at løbe langtur to weekende i træk og så kortere tur den tredie weekend. Normalt løber jeg langtur tre weekender i træk og restituerer i den fjerde, men jeg plejer heller ikke at løbe så langt som jeg gør nu. Og jeg er hundangst for skader og er oppe på pænt lange distancer allerede to måneder før marathon - så jeg foretrækker denne måde. Forrige søndag løb jeg 28 km.
Jeg har drømt om en bestemt rute siden jeg begyndte at løbe, men da den altså er ret lang har jeg ikke kunnet gøre det før nu. Den går fra centrale Helsinki langs vandet med udsigt til skærgården, sejlere og smukt vand og til sidst ind i landet. Så jeg tog toget ind til byen, metro til startpunkt og derfra af sted. Det krævede en del planlægning: Forplejning (banan og 2 gels - er vist begyndt at vænne mig til dem, det var ikke helt så ækelt som det plejer), vand, togkort, penge, mobil, sokker til at skifte med da jeg løb i mine nye Nike kompressions strømper for første gang - samt plastre til evt. vabler pga. ovennævnte strømper (var ikke nødvendige). Og naturligvis mit løbeur. Som jeg havde glemt at lade op. Og derfor med det samme meddelte "low battery" for så at dø et par km ude på ruten. Panik panik, hvordan skulle jeg så vide at drikke, indtage føde, distance, tempo???? Tjahhh. Måtte jo så bare mærke efter og tage i betragtning at det var meget varmt, samt cirka regne tid og distance ud, jeg havde jo sådan cirka planlagt ruten på forhånd. Og det gik fint - fik faktisk drukket bedre end jeg plejer og resten var egentlig lidt ligegyldigt. Tiden så jeg på metro stationen da jeg startede og ved togstationen da jeg var nået til vejs ende, samt opmålte ruten på nettet da jeg kom hjem.


Det var en smuk og dejlig tur, selv om der kommer et træthedspunkt hvor jeg er temmelig bedøvende ligeglad med udsigten og bare vil have det hele overstået. Fordelen er så at der kun er én måde at komme hjem på - den ene fod foran den anden. Sjovt nok er det så også på det tidspunkt at det gør mere ondt at gå end at løbe - for det punkt kommer nemlig også har jeg lært.......

mandag den 6. juni 2011

Man behøver ikke at være skør, men det hjælper.


Jeg har en tendens til at gøre livet svært for mig selv - men derfor får I kære læsere alligevel lov til at høre på mine brokkerier. Lidt unfair, men det er jo ikke sjovt at brokke sig til sig selv - der kræves et publikum for at få den rette effekt.

Konsulen er rejst på noget ferie i hjemlandet, jeg har foretrukket at blive i et behageligt klima og nyde den Finske sommer som er så herresmuk som noget kan være her i Norden. Og det er lyst det meste af døgnet så man må have de mørke gardiner trukket for og alligevel vågner jeg af lyset. Så det behøver jeg ikke at brokke mig over.

Næh, det er meget mere raffineret. Når nu jeg er alene hjemme så er der jo anledning til at få styr på en masse små projekter. Ikke fordi Konsulen forhindrer mig i at fungere, det bliver bare nemt til at det er hyggeligere at sidde sammen med ham om aftenen i stedet for alle mulige andre ting der burde gøres. Nu har jeg før nævnt noget om karaktertræk som perfektionisme og glæden over at kontrollere mit liv - det giver sig blandt andet udtryk i et enormt behov for at skrive lister. To-Do Lister.

Disse lister er fra begyndelsen alenlange - ambitionen er ofte højere end virkelighedens tidsrammer - og hen ad vejen føjer jeg flere og flere punkter på. Der er jo også de punkter der ikke stod der fra starten, men enhver udført opgave bør naturligvis skrives op og signeres med et fint kryds - der er intet så opløftende som at studere en liste der er fylt med krydser. Bevisførelse af første grad for effektivitet og fremgang. Pga. disse ekstra punkter der bliver tilføjet, bliver de mere vitale opgaver desværre ikke udført - de vil så i stedet findes overført på en ny og revideret liste for de er jo supervigtige. På denne måde kan jeg få produceret lister så lange som Dødehavsrullerne med opgaver i så store mængder at det ville kunne få en livstils-coach til at bryde hulkende sammen.

Og de her projekter jeg har på tapetet giver mig nu stress symptomer og hidsigheds anfald. Men hvem fanden er det egentlig der har lagt niveauet ik'?

Jeg skal: Rydde op i badeværelses skabene, rydde op i mit tøjskab, ordne uoverskuelige stabler af papirer (gentager, gentager, gentager få så ordnet de skide papirer), vaske familiens dyner og hovedpuder, vaske-folde-stryge en hulens masse tøj, købe pelargonier og jord for at få en tjekket indgangs facade til huset, aflevere vores aflagte tøj til de værdigt trængende, rydde op i vaskekælder (kan evt. komme ind under punktet med vasketøjet men så går jeg glip af et kryds), rydde ud og afvaske køleskab......jeg kunne blive ved i en evighed.


Der er jo også lige et andet mindre projekt som jeg desværre ikke kan overspringshandle hen over. Det der marathon jeg har besluttet at løbe. Og de overnnævnte karaktertræk inkluderer en jernvilje til at gennemføre hvad jeg har besluttet at påtage mig.

Det er ikke noget nemt projekt. Nu kan jeg allerede høre nogen af mine læsere der er garvede marathonløbere gnægge i skægget og sige til sig selv at de tænkte sgu nok at hun ikke vidste hvad hun gik ind til. Jo jeg gjorde. Og jeg fortryder ikke et øjeblik. Eller gør jeg? Når jeg begynder at blive træt, så kommer der rigtig mange tanker om hvad fanden det egentlig er jeg laver? Om jeg egentlig er rigtig klog oven i hovedet? Man kan nå at tænke godt og grundigt over tingene i løbet af en 3 timers løbetur skulle jeg hilse at sige. Jeg har ikke noget svar andet end at "a woman must do what a woman must do", jeg ved at jeg bare er nødt til at gøre det her. Kroppen er helt med på projektet, restituerer hurtigt og er ikke øm eller radbrækket efter de lange løb. Kan være lidt tung i benene, men siden osteopaten har skruet på mig mærker jeg intet til ryg, knæ eller muskler. Hovedet er en anden historie, tankerne flyver, tvivlen melder sig om jeg kan løbe så langt, angsten trænger op når jeg er træt efter 28 km's løb i går, for hvordan skal jeg så løbe 14 til? Men jeg er nødt til at blive ved. Kan ikke lade være. Håber at når der er næsten 2½ måned til at træne så når jeg at få løbet langt nok. Fandt lidt trøst ved at to seje marathon løbere også fandt distancen lidt lang inden for de sidste dage - absolut ikke fordi jeg fryder mig over andres dårlige løb, tværtimod, jeg lider med dem - men det fik mig til at forstå at selv erfarne løbere kan synes at det er langt at løbe en marathon. Men derfor gnaver tvivlen alligevel, kan jeg virkelig løbe så langt? Uden at lave pinlige optrin så som at kravle noget af vejen? Eller sætte mig ned og tude af udmattelse? Eller at skrige hver gang jeg ser en bakke? Eller brække mig ud over hjælperne i det øjeblik jeg sætter foden over målstregen?

Det eneste jeg ved er at hvis jeg begynder at løbe den 20. august så kommer jeg også i mål.


Det var vist Woody Allen der sagde "jeg er ikke bange for at dø, jeg vil bare helst ikke være til stede når det sker".

Så skulle jeg måske sige "jeg vil gerne løbe mit marathon, jeg vil bare helst ikke være til stede når det sker"????

torsdag den 2. juni 2011

DREAM IT - DO IT!!

Så!
Det var det.....
Nu er jeg hoppet ud på det dybe vand. Med begge ben og åbne øjne.
Det kan godt være jeg bliver nødt til at holde næsen klemt sammen med to fingre for ikke at få noget i den gale hals.
Men jeg er sprunget og der er ingen vej tilbage.

Jeg har tilmeldt mig og fået bekræftelse på tilmelding . I morgen vil jeg kunne se mit navn på deltagerlisten og om et par dage får jeg mit startnummer.


Til Helsinki City Marathon den 20. August. Hvor jeg så vil tage kampen op mod et helt marathon.


For første gang.


Det er sgu stort. Og lidt skræmmende. For jeg har ret meget respekt for distancen.


Men jeg har drømt om det i to år. Og man skal gøre de ting man drømmer om mens man kan, ja man skal.


Så derfor gør jeg det.


Og skrider lige om endnu et hjørne mens jeg er i gang. Indtil nu har jeg deltaget i klassen kvinder 45+. Men denne gang røg jeg lige en lønramme op - kvinder 50+. Selv om det først er til november jeg kan prale af den alder. Men her tæller de hvilken alder man har den 31 december. Til den tid er er der jo blevet bingo i mellemtiden.


I kommer vist nok til at høre en del om dét i den næste tid....