onsdag den 30. marts 2011

Hvor der er vilje er der vej...


Når man er arbejdende mor til 3 børn samt inhaver af en Konsul og et repræsentationsbudget, kan det være lidt kringlet at få passet et løbeprogram med fast træning ind i den daglige trummerum.

Derfor skal et løbepas nogen gange passes ind fuldstændigt som en strategisk krigsoperation udført med militær nøjagtighed - for eller bliver det ikke til noget. Med dertilhørende selvhad indeholdende følelser af fiasko, fedme og flop.

Mine børn har fritidsaktiviteter direkte fra skole (og på skolen) flere dage om ugen og jeg udnytter et par af dem til at komme i fitness centeret på denne årstid hvor det er så stygt at løbe udenfor. Jeg har præcis 1½ time fra arbejdsdagen er slut til den tid hvor børnene er færdige, på den tid skal jeg gå nogen minutter til Motivus, træne, gå tilbage til bilen og køre hen til skolen. Rent teoretisk er det umuligt - og her er det at adskillige års erfaring i mor-rollen som den der får tilværelsen for 5 mennesker til at hænge sammen kommer virkelig handy ind:

Komme lidt for tidligt på arbejde - derved kan jeg gå lidt tidligere.

Gåturen til Motivus - udføres i speedtempo.

Omklædning - uden al for meget fis, alt pakket aftenen før og parat, bare knalde tøj og sko på.

Ipod - spændes på arm og indstilles mens jeg løber ned ad trappen til salen.

Træning - uden så meget som et hyggeminut, i fokus, koncentreret om dagens opgave.

Stretching - kun lige det nødvendigste, resten derhjemme.

Bad - med vindstyrke 12.

Tøj på - kun lige noget deodorant, bare på med lortet, træningsrod væltes ned i tasken.

Ud - frakke og støvler på, ikke tid til at knappe eller lyne, fuldt firspring tilbage til bilen.


Synker tilfreds ned i sædet, madpakken frem, vandflasken ved siden af - hvis nogen af de kære børn skulle ringe og hvæse ned i mobilen "hvor er du mor, vi er færdige for længe siden" - så kan jeg uskyldigt og med god samvittighed svare "jeg er på vej, jeg sidder i trafikken". For det gør jeg jo, også selv om der ikke er nogen trafikpropper. Heldigvis tager det normalt mindst 10 minutter før de kommer ud fra aktiviteterne og for det meste er jeg der næsten (det tager ca 7 min. at køre derhen).

Godt nok er jeg stadig tomatrød i hovedet fra træningen med svedpersler trillende ned ad nakken og håret strittende ud til alle sider fordi kroppen har ikke nået at køle ned og falde til ro. Men jeg nåede det.....

mandag den 28. marts 2011

Ugen der gak

Der nåede at være en del aktivitet i løbet af ugen, men det vigtigste for mig var at få løbet mit program på trods af vejret. Det lykkedes og jeg fik 29 km i skoene - en god begyndelse uden brokkeri fra andet end lidt ømhed i musklerne. Og det er jo ikke farligt, det skal sådan set bare trænes væk. To gange løb jeg på bånd, igår gad jeg ikke skulle køre for at løbe så jeg tog den sædvanlige Dødsrute.

Dødsruten er den eneste rute der kan løbes i vintersæsonen hvis jeg vil løbe direkte hjemmefra: ud og hjem ad det samme dødssyge stykke landevej hvor jeg efterhånden har løbet så mange gange at jeg kender hver sten, hvert træ og hvor vinden altid er imod i større eller mindre styrke uanset retningen man løber. Med fare for at dø af kedsomhed kan man forlænge eller forkorte lidelserne, men altid af den samme vej uden mulighed for at variere. Deraf navnet Dødsruten. Men den er supersund for den mentale styrke og for øvelsen i at fokusere på det man skal - løbe. Fokusere på at overleve og ikke lægge sig skrigende ned i sneen i grøften af frustration over hvor r..kedeligt det er at løbe der.

Når landet ikke er dækket af sne (ja og ha ha, det har væltet ned med sne i nat - så nu er alt den sne der var smeltet blevet fyldt på igen - fårk) har jeg rigtig mange muligheder for at variere mine ture, kan feks. vælge helt skovløb i læ hvis det blæser, skovsti til intervaller, løb langs noget vej hvis jeg ikke vil have for mange bakker på langturen eller skiløjpen som er perfekt til bakke træning. Man kan vist godt høre at jeg savner det......

I onsdags skulle vi have en middagsgæst - en af Konsulens overhoveder var arriveret fra Berlin til noget kontrol og så er det almindeligt at man inviterer til middag. Nu har han efterhånden været hos os så mange gange at jeg godt kunne servere omelet og to halve med tomat, men jeg synes jo alligevel at der skulle gøres lidt mere ud af det. Specielt af rengøringen.
Før vi fik børn var vores hus sterilt, man kunne nok godt have spist af gulvet. Det fik min familie meget ud af med alle mulige Freudianske udlægninger ( jeg er vokset op i en stor oldgammel villa med hundehår, kattehår, undulatfjer og generelt forfald som jeg skammede mig en del over dengang) og de havde sikkert ret. Men jeg havde jo masser af tid og vi boede i en lejlighed der var til at overskue. Efterhånden som børnene har meldt deres ankomst er standarten gået ned i lige linie. Jeg kan godt lide at der er rent, jeg gider bare ikke gøre det. Især når jeg tre dage om ugen kommer hjem kl 17:15 pga. børnenes fritidsaktiviteter og så skal stå på hovedet i madlavning osv. Jeg vil meget hellere læse en bog eller løbe - bare for at tage et par eksempler. Så når der pludselig skal komme gæster sådan lidt uventet, skal det jo gå lidt stærkt. Vi bor i et hus på 300 kvm i tre etager og det er jo herligt men hold da fast hvor er der meget at gøre rent - så det bliver der heller ikke så ofte som det burde.....

Alle tre unger får tildelt opgaver, de er ret effektive med en støvsuger, til støvaftørring og i et badeværelse - så vi nåede det selvfølgelig, og de er vant til disse middage vi er nødt til at have med jævnlige mellemrum. Og så sad vores gæst der og snakkede og snakkede og snakkede så ingen andre kunne få et ord indført - han endda med mad i munden til ungernes store undren. Men de var høflige og sagde ikke noget, prøvede bare diskret at værne sig mod flyvende krummer og andre UFO'er.

Fredag var ældstesønnen til sit livs første bal - nej ikke fest, men et bal som det arrangeres i det store Amerika for når det er en international skole så er der en del af den slags udenlandske traditioner. Det hedder sjovt nok The Snowball og er en stor begivenhed for 9-12 klasse - det der her regnes for High School. Det blev afholdt med middag og dans på et af de større hoteller inde i Helsinki. Det yndige barn som lige straks bliver 15, iklædte sig helt frivilligt jakkesæt og slips samt nypudsede sko og aftershave. Selv om han ikke barberer sig endnu. For han har det mest nuttede (dog lidt bumsede) babyface - sammen med behårede mandeben og størrelse 45 i sko. En meget mærkelig kombination, men flot var han!

Fredag blev derved en transportdag: Kl 16:10 var jeg hjemme fra skole (og arbejde) med ældstesønnen, Midterbarnet og Konsulen var på "shopping-far-datter" og Yngstebarnet til fødselsdag lige fra skole. Kl 18:00 af sted med Sønniken til en ven han skulle køre med, direkte hen og hente Yngsten fra fødselsdag i den anden ende af byen - hjemme igen 19:20. Kl 21 hente Konsul og barn fra toget, kl 22:30 køre til Helsinki for at hente Søn fra ballet. Hjemme kl 23:25.


Er der noget at sige til at jeg ikke syntes at jeg fik særlig meget ud af Fredagen?

onsdag den 23. marts 2011

Skruen lige i vandet

Sådan skrev Katrine i sin kommentar. Og det er lige det jeg gør. Og holder tungen lige i munden.

For jeg er nemlig gået i BOOT CAMP, ja jeg er så.

Løber efter program. Går (ja, jeg går fa.....) i 5 minutter, jogger i 10 minutter for at blive varm og begynder så træningen. Med forhåbentlig varme muskler. Jogger ned. Strækker ud selv om jeg godt ved at meningerne er delte omkring emnet strækøvelse - men for mig virker de. Laver nogen Core øvelser. Løber ikke for langt - feks. i går 8,3 km i hamsterhjulet. Og det sjove er at jeg har fuldstændig ændret min holdning sådan uden at lægge mærke til det. Løber opret og ikke med rollator-stilling og hovedet i busken som en anden struds. Kan fortælle at det giver en helt helt anderledes form for løb....

Har tjekliste inden i hovedet som bliver gennemgået jævnligt mens jeg løber:

  • Hovedet op = Tjek
  • Blikket ligeud = Tjek
  • Skuldre afslappede = Tjek
  • Ryg rank = Tjek
  • Arme i afslappet vinkel = Tjek
  • Løb i glidende og afslappet bevægelse = Tjek
  • Føler jeg mig lige lidt åndssvag med denne her liste = Tjek

Men TPL (Tro På Lortet) og det virker, som Chris MacDonald skriver næsten hver gang han svarer på spørgsmål....

Og i øjeblikket er der nok ingen så glad som mig når jeg med endorfinerne skøjtende rundt i kysen efter træningen kører hen og henter børnene fra fritidsaktiviteterne, mens jeg hurtigt gnasker en sammenklappet rugbrødsmad (mens jeg styrer gennem myldretids trafikken) for at stille den bedste sultfornemmelse i verden - den fuldstændig rablende sult man føler efter en god og solid løbetur!!

søndag den 20. marts 2011

Mathiesen red på grisen over isen med avisen....

Det fantastiske fine solskinsvejr på en søndag blev udnytte til året nok sidste tur på isen. Vi har nogenlunde været landfaste med Estland i de sidste mange måneder og færgerne har måttet kæmpe sig igennem isen. Men nu er det vist ved at være slut. Så med noget der svært mindede om folkeudvandring, var alle der kunne ude at røre benene der hvor der plejer at være lystbådehavn - og studere Helsinki fra havsiden.

Midterbarnet med nogen af "havgængerne" i baggrunden

Hvis man fortsætter lige ud og så lidt til højre, kan man gå hele vejen til Danmark....


Tallin færgen kæmper sig ind mod havn - nu er isen ikke mere sikker i retningen ud mod havet. Man skal holde sig på indersiden af småøerne.

Den sydligste spids af Helsinki fra havsiden

Konsulen forlader landet......

Vi var så heldige at der var en åben café på en af småøeren og derved blev turen perfekt da vi kunne komme ind i varmen fra den bidende blæst. Og så kan foråret godt komme an - vi har været ude på den årlige obligatoriske isvandring!
Forresten - så har jeg nu løbet en hel uge uden ondt i ryg eller knæ. Og uden gå-pauser da de bare gjorde det hele meget værre. Såååh, måske endelig så småt back on track?

onsdag den 16. marts 2011

Vår? Hvor?

Det der forår er vildt opreklameret i øjeblikket. Alle taler om det, også i Finland. En update omkring den lokale sitation i det højere nord er helt klart påkrævet. Derfor synes jeg lige jeg ville dele nogen billeder jeg tog i går på los mobilos - af vores hus, vores gårdsplads og udsigten fra hovedtrappen.


Som det stærkt fremgår er der kraftig diskrepans mellem det der står i kalenderen og det der forkommer i virkeligheden. Jo, solen skinner for det meste i øjeblikket - men vi ville næsten ønske at den ikke gjorde. Om dagen er det oftest et par grader plus, men om natten kommer Frost-uhyret og ødelægger det hele. Her er lyst til kl 19 og det er lyst om morgenen når jeg står op (6:30). Et par heftige regnskyl ville ikke være at foragte - sådan for lige at skylle noget af alt det der glatte lag af vejene og fortovene.
Inde i Helsinki er situationen meget bedre, flere fortove er helt fri for sne/is og der er enddag forekomster der kunne minde om et eller andet der måske kunne blive til noget plante. Engang.
Herude i forstæderne til forstæderne ville vi såmænd bare blive glade hvis de 2½ meter høje snedynger ville skrumpe lidt ind og skiløberne finde et andet sted at provokere med deres vinterglæde.
Det er det føre jeg skal prøve at løbe i og passe på min ryg (gav efter i går og tog et løbebånd - jeg orker ikke det skøjteri mere!). Så jeg kan godt blive bare lidt misundelig når jeg ser billeder af forår i Danmark....

tirsdag den 15. marts 2011

Elastikken strammes...

...På alle mulige fronter, men så kan det da være der kommer noget ud af det hele til sidst. Heldigvis har jeg en vis form for prop-personlighed, altså man kan prøve at holde mig nede på bunden et stykke tid men så river jeg mig løs og fiser op til overfladen igen.
Se så, hende der som tror hun er så irriterende men i virkeligheden bare er god til at sætte ord på tingene, hun stiller sgu nogen spørgsmål som det har været godt at gå og tygge lidt på. Noget af tiden blev det under dynen for jeg tog lige et par dage på tælling - noget lidt influenza agtigt noget der heldigvis alligevel ikke ville noget alvorligt.
Målsætninger er kloge at have i det mere private domæne og absolut nødvendige i løbe sammenhænge. Man kan tit og ofte bruge situationer eller reaktioner fra hverdagen i løbe træningen og omvendt også bruge den erfaring man får ved at flintre ude ødemarken i mange situationer i sin hverdag.

Jeg blev spurgt hvorfor jeg er så indstillet på de der lange løb og hvorfor de kortere løb ikke virker attraktive. Det er der vist en del grunde til og nogen af dem er mindre sympatiske end andre. Med stor fare for at jogge (ha ha, fik I den...) nogen over tæerne, har jeg tænkt mig at flyde med strømmen - så here goes:
- dem der kan løbe langt de er bare så seje og gode, sådan vil jeg også være.
- dem der løber langt er efter min opfattelse de bedste - dem vil jeg være en del af.
- hvorfor gå efter de nemme løsninger hvis man kan gå efter de svære og hårde. Man skal aldrig
sige nej til en udfordring.
- hvis man skal gøre noget, så skal det gøres ultimativt (her stikker perfektionisten sit lille fjæs
frem), ergo skal man løbe så langt som overhovedet muligt for at gøre det ordentligt.
- friheden og følelsen af at have gennemført at løbe 18-20 km (og helst længere) får man ikke
efter 10 km.
- Det der kick man får i minutterne før startskuddet til et løb og i de første minutter indtil man
er faldet til ro i konkurrencen - det fås ikke bedre af nogen anden stimulans.
- Jeg vil helt derud hvor jeg aldrig har været, det må prøves.

Er det gode grunde? Er det grunde nok? Er jeg nødt til at stoppe så meget op på vejen? Kan jeg ikke deltage i lange løb i år? Jeg er vist ikke helt færdig med at tænke - mand, jeg ved jo ikke engang hvor i verden jeg er om nogen måneder, så den der med træningen og distancerne må komme lidt efter hvad fremtiden vil vise.

Kroppen skal passes, det er der ingen tvivl om, jeg har lært af erfaringen - og den skal nok få sin opmærksomhed. Min osteopat har "frigivet" mig efter grundige behandlinger, jeg kan nu selv bestemme hvornår jeg vil komme igen - alt efter behov. Og det bliver der helt sikkert hen ad vejen!

Jeg har lov at lave core øvelser, men ikke direkte maveøvelser da det er vigtigere at få styrket core området først. Nu fortsætter jeg med løb - har indtil nu løbet med gåpauser hvilket er helt utåleligt og unødvendigt. Jeg bliver tungere og tungere i benene for hver gå pause og jeg føler ikke at det skåner ryggen mere. Jeg trænger til mine almindelige løbeture og troede bare at det var en effektiv måde at løbe længere på, men det holder ikke på de distancer jeg løber i øjeblikket.

tirsdag den 8. marts 2011

Hvad har man blogveninder til?

Dem har man til at stille irriterende spørgsmål. I det hele taget til at stille spørgsmål om de ting man skriver.

Det er jo sådan at når man beder nogen om råd, så er det oftest bare for at få bekræftet det man egentlig godt selv ved. Helt inderst inde i sjælen. Men ikke har så meget lyst til beslutte alene.

Så derfor kunne jeg ikke drømme om at kategorisere hverken Helles spørgsmål eller Gittes kommentarer som irriterende. Næh tværtimod, det er sgu da spørgsmål og kommentarer der vil noget.

Og jeg ved det jo godt.

Man vandrer ikke et halvmarathon. Eller et helt marathon for den sags skyld. Det er jo for idiotisk. Med mindre man altså dyrker Nordic Walking som en af mine medløbere i Hanko gjorde. Og brugte vist ca. 2 3/4 time til det - slet ikke dårligt.

Men det er jo ikke det jeg vil, jeg vil løbe og jeg vil løbe hele vejen. Så min beslutning må blive at jeg træner, jeg træner fornuftigt, jeg indser at jeg har slæbt med for meget ryg-knæ-sener der ikke vil hvad jeg vil, jeg accepterer at alderen har lidt med sagen at gøre; og hvis jeg så mener at jeg kan gennemføre et halvt marathon løbende i maj - gør jeg det. Hvis jeg ikke har haft løb af passende længde og som har givet det udbytte de burde gøre - så bliver jeg hjemme.

Jeg tilmeldte mig til det halve marathon for snart 1½ år siden og gebyret har jeg allerede glemt alt om. Det blev udsat fra sidste år til i år og kan ikke udsættes mere - skidt med det. Heroppe er løbsgebyrene normalt ikke så slemme og det skal ikke være grunden til at byde kroppen for meget.

Jeg elsker min træning - nok mere end konkurrencerne, jeg elsker mine lange skovløb og min tid med mig selv. Jeg elsker at føle friheden, jeg elsker at få den friske luft, jeg elsker at føle at jeg kan. Der er masser af andre (kortere) løb jeg kan løbe, og der er masser af længere løb i sommer og efterårs sæsonen. Jeg skal nok lige arbejde lidt med mig selv og mine ambitioner, prøve at komme hen til et punkt hvor jeg løber feks. et 10 km løb for at opnå et for mig personligt mål, uanset hvor heftigt alle de der unge mennesker fiser af sted om ørene på mig. Det er ikke nemt at få så meget baghjul - men vist sundt at få lidt ydmyghed.

I går løb jeg 7,4 km med gåpauser. Faktisk føltes det helt fint uden nogen symptomer - men det føles meget tungt. Nu er føret også helt umuligt, det har været tøvejr i nogen dage, frost om natten og underlaget er ikke alene klumpet, det er også iset som en skøjtebane og meget ujævnt. Jeg overvejer at overgive mig og gå indendørs for at skåne kroppen - det vil også give et bedre billede af hvad jeg egentlig kan.

Velkommen til sæson 2011 hvis formål må blive at få mig trænet op til at blive sej i stedet for satse på urealistiske konkurrence mål.

Jeg har jo livet for mig til at løbe lange konkurrencer engang ik'?? (sagt med lille og lidt trist stemme.....)

søndag den 6. marts 2011

Damp!

Tak for de velmente kommentarer på det sidste indlæg. Jeg ved godt at det er svært at kommentere sådan noget skriveri, for det er jo meget subjektivt og det kan være svært for udenforstående at vide hvad de skal mene om indholdet. Når man nu ikke helt rigtigt kender baggrunden eller mig......

Men jeg fik lukket noget damp ud og det var rart at få tingene skrevet ned og derved få dem organiseret lidt bedre inde i hovedet. Og nu ikke mere om det, for når man ser på tingene lidt udefra - og det skal man absolut gøre jævnligt - så har jeg så mange andre gode ting i livet at jeg slet ikke vil tillade mig at gå ned på den slags.
For jeg løb i fredags og jeg løber lidt senere i dag. Efter anbefaling herfra løb jeg 5 minutter og gik 1 minut - 7,3 km. Det var meget mærkeligt fordi jeg ikke er vant til at tillade mig selv at gå overhovedet, men det fungerede godt. Jeg mærkede ganske ganske lidt til ryg og også lidt til venstre ben - men måske det var mere fordi jeg var så nervøs for at mærke noget. Og jeg er indstillet på at gå resten af vejen hvis jeg kan mærke ubehageligheder.

Jeg fik min tredie behandling hos Osteopaten i onsdags og nu venter vi to uger med den næste. Så jeg håber og håber jo at der kan komme styr på jævnlig træning igen. Hvis jeg kan løbe 7-8 km efter 5:1 princippet hver anden dag i den kommende uge, så skulle jeg være kommet godt igang.

Her er stadig tonsvis af sne og is, det har været tøvejr i de sidste par dage - som dog bliver til frost om natten og så er her glat men samtidig er der håb om noget forår det måske vil komme i løbet af denne måned?

Jeg drømmer om at løbe halvmarathon i maj, næsten uanset tiden jeg vil få. Det halve marathon (Helsinki City Run) skulle have været mit første løb for et år siden. Men jeg fik de første symptomer på mine ryg-gener allerede da og måtte melde fra. Jeg kan starte i år i stedet for på den samme tilmelding, og har det sådan at om det så skal tage mig hele dagen så vil jeg med i det løb! Hvis jeg bare jeg kan gennemføre så må det tage den tid det skal, hovedsagen er den motivation det kan give at komme tilbage på banen.

Kan man mon løbe et halvmarathon efter 5:1 princippet? Eller 10:2? Eller måske bare den første halvdel af det? Eller skal jeg bare løbe og tage skraldet der kommer bagefter sammen med osteopaten (nej, det ved jeg godt jeg ikke skal...)? Eller er det for idiotisk at tro jeg kan være med? Er der nogen kloge hoveder der har et godt bud?

fredag den 4. marts 2011

Stormfulde Højder

Dette indlæg kommer ikke til at handle om løb. Og det er langt. Så er I advarede...

Vi har nok været igennem de fleste grader på følelsesregisteret i den sidste uge.
Jeg skrev for noget tid siden om at der skulle tages nogen beslutninger og om de tanker og dilemmaer der fulgte i kølvandet. Vi havde nemlig bedt om at blive overflyttet til København og fortsætte vores udstationering der. For første gang bliver posten i København ledig på et tidspunkt hvor vi kan søge om den. Vores argumenter for overflytningen er naturligvis min danske baggrund, et par ældre og ikke helt raske forældre som jeg gerne ville have et par år sammen med mens de lever endnu, at børnene kunne få et tættere forhold til deres bedsteforældre, vi taler dansk og kender kulturen (så Konsulen ville kunne lave et rigtig godt stykke arbejde i Dk), ældstesønnen kunne begynde i 1. i gymnasiet på den internationale skole og blive det sidste år hos min bror og derved ikke skulle afbryde mellem 2. og 3. g for at tage det sidste år i hjemlandet på et sprog som han taler men ikke behersker til fulde feks. grammatisk og skriftligt - han ville lide meget under dette. Alle disse ting synes vi jo selv var ret gode argumenter for sagen.
Søndag - på Konsulens 50 års fødselsdag fik vi at vide at vi ikke havde fået posten - fordi der er en person der skal på pension om nogen år og de synes at han trængte til en lille bonus. Øøøhhh....Nå?
Helt ærligt, det var den forklaring vi fik. Havde måske forventet noget lidt mere professionelt argumentation.

Hvem der får de forskellige poster bliver afgjort ved nogen møder - altså i Udenrigsministeriet. Jeg vil meget nødig lyde som en "rønnebærrene er sure"-agtig person. Men mange af stillingerne bliver afgjort på baggrund af nepotisme, hvem skylder hvem en tjeneste, hvem er en "pain in the arse og skal sendes så langt væk fra kontoret som muligt", hvem har de bedste forbindelser til nogen politikere som kan influere på resultatet. Hvordan ved jeg det? Hvorfor f..... tror I at vi fik posten i Helsinki? Ved at sætte alle Konsulens forbindelser i stilling til krig. Så den gang var der selvfølgelig nogen der sad og bandede os langt væk fordi vi fik posten. Og så ikke et ord mere om det, for det kan ikke nytte noget og man må bare tænke godt og grundigt på nogen andre ting.

For er der en fremtid i et liv hvor hele ens families skæbne bliver afgjort af nogen menneskers tilfældige skalten og valten med ens skæbne? Skal mine børns uddannelse, opvækst og fremtidige valg være noget vi ikke kan styre - i det mindste så meget som man nu kan styre sit liv? Skal vi blive ved med at leve under et enormt psykisk pres i månedsvis hver gang det skal afgøres hvem får poster og hvem der ikke får? Skal man blive ved med at finde sig i dårlige lønninger og manglende forfremmelse fordi man så håber på noget postering et sted man alligevel ikke får?
Nogen børn har særlige behov og skal have speciel behandling i skolen. Jeg har en søn der har specielle behov - ikke det man forstår i den klassiske forstand med "støttepædagoger" . Han skal have (og får) special undervisning fordi han er det der så fint hedder "specially gifted" - dvs at han er ualmindelig højt begavet og får sine studier tilrettelagt efter det i skolen. Han har brug for at få de bedste muligheder til at udvikle sig og det får han fra os hvis vi kan give ham det. Selv om det kan betyde nogen meget store omvæltninger lige pludseligt. Nu venter vi på noget andet afgørelse så vi kan vide lidt mere om hvor vi står - og så må vi se hvad vi beslutter for vi er vist kommet til et punkt hvor vi syntes at vi har fået nok.

Hvad vil det egentlig sige at være udstationeret på en post i udlandet?
Vi har været i Ankara i Tyrkiet fra 1999-2001.
Vi har været i Oslo fra 2001-2003.
Vi har nu været i Helsinki fra 2008.

Der er utrolig mange fantastiske oplevelser, venner/kontakter fra et utal af lande, oplevelse af andre kulturer og levemåder, smukke landskaber, selskabligheder..... Alt det er der heldigvis allermest af.

Men her er nogen helt andre "high-lights" fra livet som diplomat:
- Vi står fredag aften på 8. sal med et spædbarn og en toårig og bliver rystet godt og grundigt igennem af et enormt jordskælv, andre beboere i bygningen løber skrigende rundt i opgangen, alt ryster i skabene og billederne hopper på væggene. Vi er lammede og håber bare at lortet holder. Derefter bliver vi evakueret til en kælder hvor vi sover i "bunker" med da andre ansatte på ambassaden.
- Dette gentager sig efter nogen måneder, derefter vænner man sig til de gentagne mindre jordskælv som forekommer i Tyrkiet med jævne mellemrum sådan cirka et par gange om måneden.
- Jeg opgiver hver gang min ledende stilling som afdelingssygeplejerske på en dialyseklinik samt min stilling i gruppen af kvalitets kontrol hvor jeg rejser riget rundt og udfører kontrol besøg på de forskellige klinikker, er med til at skrive arbejdsprocedurer, behandle problemstillinger og lede forskellige projekter så som forbedring af infektions forebyggelse, opgiver også mine forelæsninger og fremlæggelse af disse projekter. Har været heldig at få den tilbage indtil nu, men hvor længe går det?
- Til gengæld får jeg tilbudt stilling på vores ambassader, jeg får lov at være sekretær på lavniveau, der er nok ikke det dokument jeg ikke er i stand til at fotokopiere, hulle og sætte i mappe. Under striks overvågning af en person der er uden uddannelse men har arbejdet sig op i ministeriet ved hjælp af personlige forbindelser (undskyld, den var under bæltestedet...).
- Men jeg har en løn og noget at stå op til, for der er grænser for hvor meget man kan holde ud at drikke kaffe med andre udstationerede kvinder.
- Jeg føder yngstepigen på et tyrkisk hospital - et privat hospital med al hygiejnen i orden. Der er bare det lille problem at de ikke kan et ord engelsk. Og mit tyrkiske var såmænd ikke så dårligt til at kunne købe ind og sådan noget. Men jeg følte mig virkelig meget alene i verden da Konsulen var gået hjem for at passe de to andre og jeg lå der med et nyfødt barn ved siden af mig og lukket dør ud til gangen. Og den bakke med noget mad og drikke som jeg virkelig trængte til efter en fødsel stod ovre på bordet langt væk fra sengen. Som jeg var for svimmel til at stå ud af. Og ikke havde en klokke jeg kunne ringe på. Og en skrigende nyfødt der var sulten og jeg havde ingen mælk endnu (mandlige læsere kan lukke øjenene). På et tidspunkt hørte de vist hyleriet, kom ind og skiftede ungen med bebrejdende blikke på mig (kunne høre dem tænke "forkælede kælling som ikke engang gider skifte barnet selv") og det lykkedes mig at få dem til at forstå at de måtte give mig en flaske til hende - derefter holdt hun selvfølgelig mund. Noget af natten, men der var i hvertfald ikke nogen der gad beskæftige sig med om jeg skulle have hjælp.
- Hver gang man flytter til et andet land skal der bruges oceaner af tid på feks: Lukke/tænde for elektricitet/vand/gas, adresseændring, telefon/mobiltelefon lukning-ændring, betale udeståender, lære hvordan man betaler regninger i et nyt land, kreditkort (med nye pinkoder...), find rund i en ukendt milionstorby, hvor køber man ind, hvor finder man dippedutter som man da bare plejer lige at sejle ned i en eller anden butik for at købe, tv tilsluttes/licens betales, børn skal skrives op i skole, akklimatiseres, forsikres om at de selvfølgelig får venner, hjælpes med lektier, container skal pakkes og pakkes ud igen - de møbler der bare ikke bryder sig om at blive skilt ad et utal af gange for at blive sendt rundt på kloden skal lige repareres så man skal lige finde en snedker/elektriker/ol. på et ukendt sprog - bede halvtreds mennesker om tjenester og hjælp til at oversætte....
-Man tager afsked i en uendelighed, bliver venner med folk og bliver ulykkelig over at man skal skilles fra dem. Derudover tager man lige byrden af ens børns oplevelse af de samme ting. Skal arbejde hårdt på at opbygge en omgangkreds på ny igen og igen. Og derhejmme er vennerne gledet væk.

Hvorfor vi så gør det?
Fordi det har givet os mulighed for at være tættere på min familie i Danmark. Det giver en fantastisk mulighed for børnene for en god uddannelse, de lærer sprog, de lærer at andre kulturer er lige så gode som deres. Vi får oplevelser ved at bo i et andet land. Konsulen kommer opad på rangstigen. Vi får mulighed for at få en ordentlig løn så vi kan spare op og leve mere normalt når vi er i hjemlandet hvor lønningerne er ret dårlige når man er ansat i udenrigsministeriet (lyder grotesk ikke?) - det ville være svært for os at klare os uden de poster i udlandet.
Men der kan jo komme en dag hvor man synes at prisen er for høj.
At flytte permanent til Danmark? Gid det var så vel. For selv om min familie går tilbage til Gorm den Gamles tid så er Konsulen fra et land der ikke tilhører EU men heller ikke har brug for politisk asyl, og så kan man skam ikke bare få lov til at flytte til Danmark med sin danske kone og tre børn der har dansk indfødsret. Det er for kompliceret for samfundet at tage stilling til den slags og så er det bedre at skære alle fremmede over én kam.