Dette indlæg kommer ikke til at handle om løb. Og det er langt. Så er I advarede...
Vi har nok været igennem de fleste grader på følelsesregisteret i den sidste uge.
Jeg skrev for noget tid siden om at der skulle tages nogen beslutninger og om de tanker og dilemmaer der fulgte i kølvandet. Vi havde nemlig bedt om at blive overflyttet til København og fortsætte vores udstationering der. For første gang bliver posten i København ledig på et tidspunkt hvor vi kan søge om den. Vores argumenter for overflytningen er naturligvis min danske baggrund, et par ældre og ikke helt raske forældre som jeg gerne ville have et par år sammen med mens de lever endnu, at børnene kunne få et tættere forhold til deres bedsteforældre, vi taler dansk og kender kulturen (så Konsulen ville kunne lave et rigtig godt stykke arbejde i Dk), ældstesønnen kunne begynde i 1. i gymnasiet på den internationale skole og blive det sidste år hos min bror og derved ikke skulle afbryde mellem 2. og 3. g for at tage det sidste år i hjemlandet på et sprog som han taler men ikke behersker til fulde feks. grammatisk og skriftligt - han ville lide meget under dette. Alle disse ting synes vi jo selv var ret gode argumenter for sagen.
Søndag - på Konsulens 50 års fødselsdag fik vi at vide at vi ikke havde fået posten - fordi der er en person der skal på pension om nogen år og de synes at han trængte til en lille bonus. Øøøhhh....Nå?
Helt ærligt, det var den forklaring vi fik. Havde måske forventet noget lidt mere professionelt argumentation.
Hvem der får de forskellige poster bliver afgjort ved nogen møder - altså i Udenrigsministeriet. Jeg vil meget nødig lyde som en "rønnebærrene er sure"-agtig person. Men mange af stillingerne bliver afgjort på baggrund af nepotisme, hvem skylder hvem en tjeneste, hvem er en "pain in the arse og skal sendes så langt væk fra kontoret som muligt", hvem har de bedste forbindelser til nogen politikere som kan influere på resultatet. Hvordan ved jeg det? Hvorfor f..... tror I at vi fik posten i Helsinki? Ved at sætte alle Konsulens forbindelser i stilling til krig. Så den gang var der selvfølgelig nogen der sad og bandede os langt væk fordi vi fik posten. Og så ikke et ord mere om det, for det kan ikke nytte noget og man må bare tænke godt og grundigt på nogen andre ting.
For er der en fremtid i et liv hvor hele ens families skæbne bliver afgjort af nogen menneskers tilfældige skalten og valten med ens skæbne? Skal mine børns uddannelse, opvækst og fremtidige valg være noget vi ikke kan styre - i det mindste så meget som man nu kan styre sit liv? Skal vi blive ved med at leve under et enormt psykisk pres i månedsvis hver gang det skal afgøres hvem får poster og hvem der ikke får? Skal man blive ved med at finde sig i dårlige lønninger og manglende forfremmelse fordi man så håber på noget postering et sted man alligevel ikke får?
Nogen børn har særlige behov og skal have speciel behandling i skolen. Jeg har en søn der har specielle behov - ikke det man forstår i den klassiske forstand med "støttepædagoger" . Han skal have (og får) special undervisning fordi han er det der så fint hedder "specially gifted" - dvs at han er ualmindelig højt begavet og får sine studier tilrettelagt efter det i skolen. Han har brug for at få de bedste muligheder til at udvikle sig og det får han fra os hvis vi kan give ham det. Selv om det kan betyde nogen meget store omvæltninger lige pludseligt. Nu venter vi på noget andet afgørelse så vi kan vide lidt mere om hvor vi står - og så må vi se hvad vi beslutter for vi er vist kommet til et punkt hvor vi syntes at vi har fået nok.
Hvad vil det egentlig sige at være udstationeret på en post i udlandet?
Vi har været i Ankara i Tyrkiet fra 1999-2001.
Vi har været i Oslo fra 2001-2003.
Vi har nu været i Helsinki fra 2008.
Der er utrolig mange fantastiske oplevelser, venner/kontakter fra et utal af lande, oplevelse af andre kulturer og levemåder, smukke landskaber, selskabligheder..... Alt det er der heldigvis allermest af.
Men her er nogen helt andre "high-lights" fra livet som diplomat:
- Vi står fredag aften på 8. sal med et spædbarn og en toårig og bliver rystet godt og grundigt igennem af et enormt jordskælv, andre beboere i bygningen løber skrigende rundt i opgangen, alt ryster i skabene og billederne hopper på væggene. Vi er lammede og håber bare at lortet holder. Derefter bliver vi evakueret til en kælder hvor vi sover i "bunker" med da andre ansatte på ambassaden.
- Dette gentager sig efter nogen måneder, derefter vænner man sig til de gentagne mindre jordskælv som forekommer i Tyrkiet med jævne mellemrum sådan cirka et par gange om måneden.
- Jeg opgiver hver gang min ledende stilling som afdelingssygeplejerske på en dialyseklinik samt min stilling i gruppen af kvalitets kontrol hvor jeg rejser riget rundt og udfører kontrol besøg på de forskellige klinikker, er med til at skrive arbejdsprocedurer, behandle problemstillinger og lede forskellige projekter så som forbedring af infektions forebyggelse, opgiver også mine forelæsninger og fremlæggelse af disse projekter. Har været heldig at få den tilbage indtil nu, men hvor længe går det?
- Til gengæld får jeg tilbudt stilling på vores ambassader, jeg får lov at være sekretær på lavniveau, der er nok ikke det dokument jeg ikke er i stand til at fotokopiere, hulle og sætte i mappe. Under striks overvågning af en person der er uden uddannelse men har arbejdet sig op i ministeriet ved hjælp af personlige forbindelser (undskyld, den var under bæltestedet...).
- Men jeg har en løn og noget at stå op til, for der er grænser for hvor meget man kan holde ud at drikke kaffe med andre udstationerede kvinder.
- Jeg føder yngstepigen på et tyrkisk hospital - et privat hospital med al hygiejnen i orden. Der er bare det lille problem at de ikke kan et ord engelsk. Og mit tyrkiske var såmænd ikke så dårligt til at kunne købe ind og sådan noget. Men jeg følte mig virkelig meget alene i verden da Konsulen var gået hjem for at passe de to andre og jeg lå der med et nyfødt barn ved siden af mig og lukket dør ud til gangen. Og den bakke med noget mad og drikke som jeg virkelig trængte til efter en fødsel stod ovre på bordet langt væk fra sengen. Som jeg var for svimmel til at stå ud af. Og ikke havde en klokke jeg kunne ringe på. Og en skrigende nyfødt der var sulten og jeg havde ingen mælk endnu (mandlige læsere kan lukke øjenene). På et tidspunkt hørte de vist hyleriet, kom ind og skiftede ungen med bebrejdende blikke på mig (kunne høre dem tænke "forkælede kælling som ikke engang gider skifte barnet selv") og det lykkedes mig at få dem til at forstå at de måtte give mig en flaske til hende - derefter holdt hun selvfølgelig mund. Noget af natten, men der var i hvertfald ikke nogen der gad beskæftige sig med om jeg skulle have hjælp.
- Hver gang man flytter til et andet land skal der bruges oceaner af tid på feks: Lukke/tænde for elektricitet/vand/gas, adresseændring, telefon/mobiltelefon lukning-ændring, betale udeståender, lære hvordan man betaler regninger i et nyt land, kreditkort (med nye pinkoder...), find rund i en ukendt milionstorby, hvor køber man ind, hvor finder man dippedutter som man da bare plejer lige at sejle ned i en eller anden butik for at købe, tv tilsluttes/licens betales, børn skal skrives op i skole, akklimatiseres, forsikres om at de selvfølgelig får venner, hjælpes med lektier, container skal pakkes og pakkes ud igen - de møbler der bare ikke bryder sig om at blive skilt ad et utal af gange for at blive sendt rundt på kloden skal lige repareres så man skal lige finde en snedker/elektriker/ol. på et ukendt sprog - bede halvtreds mennesker om tjenester og hjælp til at oversætte....
-Man tager afsked i en uendelighed, bliver venner med folk og bliver ulykkelig over at man skal skilles fra dem. Derudover tager man lige byrden af ens børns oplevelse af de samme ting. Skal arbejde hårdt på at opbygge en omgangkreds på ny igen og igen. Og derhejmme er vennerne gledet væk.
Hvorfor vi så gør det?
Fordi det har givet os mulighed for at være tættere på min familie i Danmark. Det giver en fantastisk mulighed for børnene for en god uddannelse, de lærer sprog, de lærer at andre kulturer er lige så gode som deres. Vi får oplevelser ved at bo i et andet land. Konsulen kommer opad på rangstigen. Vi får mulighed for at få en ordentlig løn så vi kan spare op og leve mere normalt når vi er i hjemlandet hvor lønningerne er ret dårlige når man er ansat i udenrigsministeriet (lyder grotesk ikke?) - det ville være svært for os at klare os uden de poster i udlandet.
Men der kan jo komme en dag hvor man synes at prisen er for høj.
At flytte permanent til Danmark? Gid det var så vel. For selv om min familie går tilbage til Gorm den Gamles tid så er Konsulen fra et land der ikke tilhører EU men heller ikke har brug for politisk asyl, og så kan man skam ikke bare få lov til at flytte til Danmark med sin danske kone og tre børn der har dansk indfødsret. Det er for kompliceret for samfundet at tage stilling til den slags og så er det bedre at skære alle fremmede over én kam.
I onsdags skulle vi have en middagsgæst - en af Konsulens overhoveder var arriveret fra Berlin til noget kontrol og så er det almindeligt at man inviterer til middag. Nu har han efterhånden været hos os så mange gange at jeg godt kunne servere omelet og to halve med tomat, men jeg synes jo alligevel at der skulle gøres lidt mere ud af det. Specielt af rengøringen. 
Så derfor kunne jeg ikke drømme om at kategorisere hverken 