onsdag den 28. september 2011

En flygtning krydser sit spor

Man hører at en morder altid vender tilbage til gerningsstedet.
Og at en pyroman vil være at finde et sted han kan se den brand han påsatte.

Så jeg var lige en tur i det famøse supermarked i går.
He he he....

Og min veninde sad i kassen.
Heldigvis var der andre kasser åbne.
For jeg var jo ikke mere helte-agtig end at jeg var lidt nervøs for at der i det øjeblik jeg trådte ind gennem dørene ville kaste sig en frådende sikkerhedsvagt over mig. Og jeg vill blive stillet til ansvar for en million varer de havde skullet lægge på plads efter mig.

Men muzakken kørte bare som sædvanligt. Hvor fanden sidder der en knap der kan slukke for den? Eller er jeg nødt til at medbringe et skydevåben for at få kål på højtalerne en gang for alle? Så, nu kører temperamentet igen, jeg kan altså ikke tåle at komme der....

Jeg fik de varer jeg ikke kan leve uden. Og vandrede fredeligt ud af butikken igen.

Uden at "min" kassedame så mig. Hvad der mon ville ske hvis jeg stillede meig i hendes kø igen.....Mon hun ville kunne huske mig ud af de miliarder af kunder hun har.....Måske kun hvis jeg begynder at tale til hende på engelsk.....
Det kunne være et forsøg værd hvis jeg er i det rigtige humør en dag.....

torsdag den 22. september 2011

Hvor dum kan man være?

Åbenbart dum. At dette her IKKE skete i morges.



For anden gang inden for de sidste par uger. Konsulen - som ellers ikke sådan er til at få tilbage fra Morfeus' arme - mumlede pludselig: "Kl er 7" og jeg fløj som en jagerpilot ud af sengen. Og måtte konstantere at jeg altså havde brillieret ved ikke at sætte min telefon til at vække på trods af at det er muligt at indstille den til at vække hver morgen på samme tid. Den lå i det hele taget nede i køkkenet. Det plejer at være helt rutine at tage mobilen med op og sætte vækkeuret til - mon jeg prøver at fortælle mig selv noget????

Nå, jeg plejer at stå op kl 6:30 fordi jeg godt kan lide at tage det roligt om morgenen og spise morgenmad osv, men heldigvis er morgenen noget der kører på rutinen og børnene står alligevel op kl lidt i 7 så de blev ikke forsinkede. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ville have været hvis jeg havde meget små børn - simpelthen helvede på jord. Alt blev nået - bare i turbo-tempo - og morgenmaden indtaget på arbejde.

Jeg tror det har noget med at gøre at livet har været lidt uregelmenteret i de sidste uger på mange felter og derfor er der gået kuk i det hele. Det vil jeg vende tilbage til - når jeg er kommet op på samme dato og ugedag som resten af befolkningen (skulle vist være synkroniseret i weekenden eller sådan deromkring....)

tirsdag den 20. september 2011

Lorte-Assistent Aspirant

Nej det er ikke et udtryk for min hidsighed, ej heller et udtryk for kassedamer i visse unævnelige supermarkeder. Forresten så har jeg faktisk været der en enkelt gang siden sidst på et meget kort svip-besøg. Der er desværre nogen ganske få essientielle produkter man kun kan få der. Og så ligger det helt tæt på børnenes skole og meget praktisk.....

Næh, overskriften henviser til hvilke yderligheder man vil gå til når man er 11 år og ens storesøster har fået en kanin. Som hun administrerer med fast hånd. Som i hvem må kæle for ham og hvornår.

Så kan man jo altid melde sig under fanerne og frivilligt samle små tørre kaninlorte op hver time for på den måde at få adgang til vidunderet.

Desværre flygter dyret ind i sit hus hver gang den speed-snakkende aspirant kommer flyvende ind i værelset for at begynde jobbet med høj stemmeføring. Men hun lærer det vel til sidst.
Der er ligefrem en bog om kaninlort - der kan man bare se.......

mandag den 19. september 2011

Domino

Intet nyt er jo godt nyt.
Så stilheden herinde er såmænd bare et bevis på at tingene fungerer.
Nogen gange er det dejligt at der ikke sker så meget. Efter at have været skruet ind i et skema der fordømte alt godt i denne verden fordi jeg skulle løbe marathon, er det rart at slippe tøjlerne lidt igen. At jeg så har haft snabelen nede i vintønden og fingrene i chipsposen i alt for udbredt stil er noget helt helt andet. Men nu er det også slut......som man altid siger......og sjældent gør noget ved det......men det er det altså.....sagde hun!

I mellemtiden har vi fået et nyt familiemedlem: Domino.
Det er ikke et spil og ej heller en småkage, men en kanin. Konsulen er indædt modstander af alt hvad der hedder kæledyr, han er ikke vokset op med dem og mener at de kun sviner, maner til afhængighed og giver dårlig lugt. Samt store dyrlæge regninger. Det har været helt umuligt at ændre hans synspunkt og vi har sådan set opgivet at få noget andet end fluer og edderkopper som husdyr.
Vores Mellemdatter er et meget følsomt væsen der længe har ønsket sig et dyr der kunne være hendes, nogen at kæle for, noget der helt hendes eget. Efter mange samtaler, tårer (barnets) og betragtninger omkring hendes behov for at få et ansvar for noget levende (vores), lovede Konsulen at hvis hun fik et bestemt karaktergennemsnit i skolen, så kunne han gå med til en kanin. Der skulle bo udenfor. Eller under garagen. Helst ude i skoven. Og aldrig fise rundt i huset. Og aldrig lugte. Eller i det hele taget egentlig være her.
Inden sommerferien kom barnet så hjem med en karakterbog hvor der manglede 0.1 point. Og den ellers så karakterfaste Konsul blev blød om hjertet og gav tilladelse til indkøb af et stk. kanin.

Selv om han bagefter sad og kiggede undrende ud i rummet mens han gentog med rystende stemme: "jeg kan ikke tro at jeg lige har sagt ja til at få en kanin inden for dørene..."

Da der lige skulle overståes en sommerferie med ophold i Danmark, blev dyret så indkøbt i lørdags. Konsulen havde fået lange fordrag om hvordan sådan nogen kaniner skal have det, med alle de nødvendige facts studeret på internettet samt live information fra veninder der har kaniner - serveret af et Mellembarn der er lige så karakterfast som faderen. Og ikke var indstillet på et udekanin. To stormagter der var oppe mod hinanden.

Domino bor nu i barnets værelse.

Da Konsulen var kommet sig over det første chok der blev udløst af burets størrelse (det er altså også ret stort), kiggede han lidt på kræet. Og måtte indrømme at han er ret nuttet, ham Domino.
En lille sort kanin på 4 måneder med grå hår under poterne. Der laver gymnastiske øvelser hele natten så huset ryster. Og drikker med lyd som en ægte ølsut fra det mørkeste København.
Heldigvis sover Konsulen tungt og godt om natten......

torsdag den 8. september 2011

Hidsig-prop

Normalt er jeg et ret roligt og venligt gemyt. Høflig og parat til at hjælpe. Møder folk med et smil og en positiv attitude. Er meget tålmodig. En sygeplejerske der ikke så nemt bliver slået ud af kurs og er vant til at holde hovedet koldt. Kan dog godt blive meget begejstret meget hurtigt og slå en høj skraldlatter op i situationer der måske burde have lidt mere respekt.

Så som da vi (læs: Konsulen) låste os ude lige da vi skulle køre ind til mit marathon. Jeg havde jo sagt at jeg ikke havde nøgler med. Og jeg havde jo sagt tusind gange at det er en elendig vane at gå fra huset uden nøgler bare fordi jeg altid har mine med. Men da kom jeg altså til at fnise - og modtog et stramt og en reprimande om at det overhovedet ikke var mormsomt. Og det var sgu da mig der burde have været oppe at køre i og med jeg skulle være inde i byen kl. noget bestemt for at starte til det der nmarathon.

Nå, men når jeg så bliver trådt over tæerne så bliver jeg ret harm. Sådan lidt i stil med et næsehorn der begynder at løbe og så ikke rigtig kan stoppe fordi der kommer for meget fart på. Og kan finde på at reagere uden at tage konsekvenserne i betragtning. Virkelig hidsigt .
I forgårs skulle jeg liiiiige købe nogen ting på vejen hen at hente børnene. Fordi jeg skulle have middagsgæster i går aftes. Havde fyldt vognen og stillet mig i kø. Derefter fyldt alt lortet op på båndet og der var bare lige to før mig i køen - hurra, snart er trængslerne forbi og jeg kan komme hjem. Pludselig opdager jeg at det hele er stoppet - en kvinde står med to garnnøgler og kværner løs på finsk, hun og kassedamen kigger skiftevis på garnet, vender og drejer, kigger på bon og endnu en kvittering. Vi venter tålmodigt. Så ringer kassedamen på sin lille telefon og begynder en lang og indviklet samtale omkring det her garn. Dem der er foran mig i køen tager ders to ting og går til en anden kasse. Jeg håber hele tiden at nu er det snart forbi. Begynder at kigge på uret. På et tidspunkt siger jeg at damen måske kunne gå hen i service disken og få hjælp - det er vel derfor der er service kasser? Men nej, kassedamen insisterer på at hun skal hjælpe. De bliver ved med at vende og dreje det garn, lede efter numre, sammenligen kvitteringer - og så var det endda så ualmindelig grimt i farven, ellers kunne jeg måske have kunnet udholde det......
Jeg begynder at brokke mig højlydt og tale med vred stemme, det er bare så ualmindelig ineffektivt når det skal forgå på et fremmedsprog, det er svært at skælde ud når effekten ikke kommer igennem fordi kassedamens engelsk er ret basis niveau. Der er nu gået 17 minutter og det er dæleme længe at stå i kassekø! Naturligvis kunne jeg pakke alle mine indkøb ned i vognen igen og gå over til en anden kasse - men Murphy's lov ville så helt klart være trådt i kraft og jeg ville bare sidde fast i en anden kasse Sådan noget ved vi godt. Jeg troede jo for helvede også at der ville komme en ende. Efter et par telefonsamtaler kommer der så en medarbejder - fra service kassen......nå, var det ikke det jeg sagde, det var der de ved hvordan man klarer den slags. Jeg truede nu med at skride fra det hele og lade varerne ligge på båndet hvis der ikke kom noget fart over feltet - kassedamen så forskrækket på bjerget af varer men påstod alligevel at der ikke var noget at gøre. Det blev nu givet penge tilbage (jeg havde overvejet at tilbyde at betale for det garn bare for at alippe igennem) og jeg åndede lettet op. Hvorefter kvindemennesket igen begyndte at argumentere, glo på garnnøglerne og kvitteringerne og kassedamen løftede igen sin telefon for at rådføre sig og mareridtet begynder forfra.

Og så tog fanden ved mig. Jeg klaskede pakken med 40 ruller lokumspapir op oven i alle mine varer på båndet og tog min indkøbsvogn og skred min vej. Uden at se mig tilbage - ville ellers gerne have set finnernes måbende udtryk. Men jeg havde jo advaret hende.

Det var selvfølgelig ris til egen røv for jeg måtte så køre ind til vores mindre supermarked hvor de altid mangler alle mulig finurligheder for at købe det jeg nu havde efterladt i Helsinki.
Men tanken om al den tid nogen måtte bruge på at lægge alt det på plads som jeg havde fyldt op på båndet gav plaster på såret. For det har taget nogen - og jeg håber det var kassedamen - mindst lige så lang tid at lægge det tilbage som det tog mig at finde det. Da jeg marcherede forbi efter at have været i en anden butik sad hun i hvertfald ikke på sin pind mere.

Ja, så hidsig kan jeg altså blive......

What's next?

På trods af adskillige overspringshandlinger kan jeg vist ikke udsætte øjeblikket længere. Det der med "hvad nu, lille du"......

Tak for mange søde kommentarer og komplimenter omkring marathon og billeder, det er jo et boost for selvtilliden at få positive tilbagemeldinger.
Det er dejligt at være på "den anden side" af de 42,195 km og det er faktisk stadig lidt uvirkeligt for mig at jeg gjorde det.

Så jeg er nok nødt til at gøre det igen. For lige at få fornemmelsen for marathon skruet på plads. Og kunne gå vintersæsonene i møde med en tryg følelse af at nu er jeg altså lige gjort nogen af de ting jeg meget gerne ville og derfor kunne planlægge vintertræningen derefter.

Sidste år løb jeg er fint halv marathon i Hanko som ligger i den sydligste spids af Finland og i år er den 1. oktober. Der er nogen få  hundrede løbere og de fleste løber et halvt marathon. Der er vist under hundrede løbere på hel distancen. Faktisk er der i øjeblikket tilmeldt ganske få kvinder til marathon distancen og kun en anden kvinde i klassen 45+. Man løber ruten to gange og den er ikke så kuperet - der er en stejl bro lige efter start og en lidt sej bakke omkring de17 km. Desuden er der nogen lange kedelige strækninger langs landevejen. Depoterne er ca. hver 5 km og der er både sportsdrik og baner/rosiner/saltagurk i dem alle. Og et par gels i lommen skulle nok kunne klare den side af sagen.
Dog vil min deltagelse være influeret af vejret - jeg kører ikke 1½ time for at løbe i tisseregn og storm. Så svag er jeg!!

Der vil være tider hvor jeg vil være alene på ruten vil jeg tro, og det kan jo enten blive knald eller fald når der er så få kvinder med. Og de alle sammen tilhører Vestlandets Marathonskole - det er lige til at blive nervøs og usikker over. Så jeg må hellere tage det som en oplevelse igen, et løb hvor jeg prøver at løbe hele vejen og bruge nogen af de erfaringer jeg fik sidste gang. Prøve at se hvad der sker når man ignorerer trætheden og hjernen der prøver at overtale en til at gå. Løbe mit eget løb.
Weekenden må byde på langtur og den kommer nok til at blive langs kedelig landevej for at simulere hvad der venter - det kan være jeg skal bryde mine vaner og alligevel løbe med musik. Er bare så elendig til at finde ud af hvad der passer og derefter kæmpe med at downloade.....

Vi havde en hyggelig aften i mandags med nogen bobler på vinen og en god middag med børnene - masser af snak og grin.

Og det bedste var at vi i går fik at vide at vores kontrakt heroppe er blevet forlænget med et år og vi derfor har 2 år tilbage i Finland - det giver ro og glæde i lejren.

mandag den 5. september 2011

SÅ mange år er der gået i dag....

Helt præcis 21 år siden jeg blev gift med Konsulen i Tiberias ved Genezareth sø.....

Og vi har kendt hinanden i 23½ år.

Boet sammen i de 23 af dem.



Det er sket én gang at dagen blev glemt.
Til gengæld gjorde vi det begge to, så vi kunne græmme os sammen.

Vi vil nok fejre det lidt i dag. Sådan på en helt almindelig hverdag. Og ungerne vil blive sure over at vi ikke går ud alene, kun os to.
Det kan være lidt svært når vi bor ude på landet og 2/3 af familien kommer supersent hjem efter en lang dag. Man kan selvfølgelig altid gå på den lokale bæverding og glo på fulde finner mens der kører larmende metal-rock i baggrunden.

Man kunne også åbne noget boblende vin derhjemme og sørge for noget mad og stearinlys mens man indser at alderen og livets hastighed trykker på energien....