lørdag den 31. juli 2010

Overraskelsesrute

Løb ukendt rute og den var fuld af udfordringer. Nu kan jeg bedre forstå at den var markeret med en stiplet linie på kortet og beskrevet som "kun om sommeren".

Jeg har heldigvis fotografisk evne til at huske kort, kan lige som køre dem inde i hovedet og kan se ruten for mig på kortet. Jeg kørte et par kilometer væk fra hjemmet og parkerede bilen for at komme til nyt område. Denne gang skulle jeg ud og hjem ad samme vej - det bryder keg mig ikke ret meget om fordi jeg altid synes at hjemturen pludselig føles så lang. Jeg skulle løbe 13 km og det var så måden at få lidt variation og prøve at bruge Garmin i ukendt terræn. Og variation skal jeg love for at jeg fik!!

Det viste sig at stien var en natur-trail til mountain-bikes - med dertil hørende trærødder (vred om to gange, men heldigvis ikke alvorligt), klipper der skulle forceres, væltede træstammer der skulle klatres over - alt i alt varieret men nok ikke noget jeg vil gøre igen. Der er for meget risiko for at blive skadet.

Et sted var jeg i tvivl om vejen. Den var ellers meget fint mærket med bånd om træstammerne og skilte, men et enkelt sted var forvirrende. Heldigvis kom en ældre tandløs finne gående og begyndte at sludre til mig (meget sjældent fænomen) og jeg forstod jo ikke et kvæk, spurgte bare "Luukkaa?" (mit mål) og han stjavede med armene i den retning jeg også troede jeg skulle, alt imen han snakkede videre. Han havde et håndklæde om lænden og da hans retorik var i orden håbede jeg at han ikke havde skotske tendenser, for håndklædet var lige ved at falde af fordi han var så ivrig for at vise mig vejen. Jeg sagde bare "kiitos" (tak) og løb fnisende videre.

Senere var jeg ved at få et hjerteslag da jeg dybt i mine egne tanker kom løbende og pludselig var der en der hilste fra siden af stien. På det sted var det blevet til normal skovsti og der sad altså en mand nede i hindbærbuskene i grøftekanten og poppede op da jeg kom forbi. Jeg sprang ti meter op i luften og hilste derefter pænt. Jeg havde uhæmmet sat mig i kanten til en lille tissepause ca. hundrede meter før - var da glad for at jeg ikke havde sat mig lige oven på ham....

Det er sjældent at møde så mange mennesker i skoven, især havde jeg ikke ventet det på sådan en vildsom rute. Og at folk ligefrem hilste - meget usædvanligt heroppe. Men det kommer jeg tilbage til i et senere indlæg om Finland.

Jeg fik mine 13,1 km i hus og er lidt mørbanket fordi jeg måtte bruge hele kroppen til denne løbeform. Jeg blev sinket meget i min tid og løb i ujævnt tempo hvilket ikke er ideelt til lange distancer. Men det var da dejligt at se noget andet og selv om jeg måtte kikke meget ned for at styre hvor jeg trådte, fik jeg set flere smukke søer, klippeformationer og noget andet skov.

fredag den 30. juli 2010

Tillykke min dreng!

I dag bliver ældstesønnen 14 år.

Vi har grillet her til aften, vejret er guddommeligt, lunt, lidt brise og jeg sidder nu på terassen kl 22:40 og skriver. Han har hjulpet med at rydde køkken mens vi har hørt Eminem på fuld styrke på det lille anlæg han købte i DK - og jeg har fået fuld forklaring af inholdet i teksterne. Det er hyggeligt at han gider!

I går skulle jeg have været til ortopæd, men jeg blev ringet op tidligtom morgenen fordi hun var blevet syg. Det er noget med at skomagerens børn går barfodede.......Ryggen har det såmænd også meget godt. Jeg får det ikke værre af at løbe, tværtimod er det som om jeg bliver "løsnet op", jeg er heller ikke specielt træt eller øm efter løb. Jeg bliver øm eller træt af at stå længe eller af at sidde for længe, jeg vil helst bevæge mig. Nå, men jeg har en tid til på tirsdag og så er det spændende om der er noget der overhovedet generer mig til den tid.

Jeg har heldigvis haft en bedre dag, startede med at få en undskyldning af bossen over i går. Det hjælper jo noget. Straffede ham dog ved at bruge det meste af min arbejdsdag i dag på at læse May-Britts blog (http://www.ultra3460.blogspot.com/) fra starten af i stedet for at lave noget konstruktivt sådan rent arbejdsmæssigt!!

Jeg er ikke færdig med alle de ældre indlæg, men hvor har jeg nydt det indtil nu. Man bliver så inspireret og klog på mange ting omkring løb for hun har jo været i gennem det hele. Selv om man ikke er ultraløber er der mange mange situationer som man kan bruge på ens eget niveau, tips og teknikker som kan overføres til ens egen hverdag. Og så er May-Britt sådan et beskedent menneske som kender og forstår at lære af sine egne begræsninger - for derefter at komme videre og bruge erfaringer konstruktivt. Som hun derefter altid er villig til at give videre for at hjælpe andre mindre erfarne løbere.

Det hjælper mig meget lige i øjeblikket hvor jeg er i syv sind omkring deltagelse i halvmarathon i September. Jeg er bange for ikke at kunne stå (ja ja, løbe) distancen, komme ind aller-aller-sidst eller lave et eller andet pinligt.

Indtil nu har jeg kun deltaget i et eneste løb, et 10 km løb langt ude på landet. Det var efter kun at have løbet i tre måneder, men jeg synes altså at jeg skulle prøve. Der var ca 30 løbere som bare fes afsted da startskuddet lød, og så var der mig......Jeg gennemførte på 63 minutter - havde aldrig løbet så hurtigt før (og vist heller ikke ret tit siden) og var ved at kaste op af anstrengelsen. Jeg kom i mål som tredie-sidst, der var to mænd efter mig - en med 20 kilo overvægt og en på omkring de 75..... I begyndelsen var jeg mægtig stolt over at have gennemført, men med tiden er jeg blevet lidt flov over at være så langsom og føler mig lidt pinligt berørt.
Den oplevelse har jeg ikke lyst til at gentage, og selv om det er et stort løb i september ved jeg ikke om jeg bare kan forsvinde i mængden og løbe mit eget løb. Jeg har det bare sådan at et halvmarathon er en slags break-point for mig som jeg overkomme for at kunne fortsætte mit løb. Det er noget jeg gennemføre for at overvinde en mental barriere der skal nedlægges en gang for alle for at vide hvor jeg står med hensyn til min fremtidige mål. Jeg føler at hvis jeg kan komme over den hurdle, så står mulighederne åbene for mig og der vil ikke være ende på hvor langt jeg kan komme. Måske utopi, men sådan er følelsen.

torsdag den 29. juli 2010

Nogen gange kan man være heldig

Nogle gange kan man få en løbeoplevelse som man ville ønske kunne puttes ned i en æske så den kan tages frem til at se på når motivationen er lav. Så kunne den ligge der og skinne og minde om hvor positivt det også kan være. Og man husker på at løb mange gange kompenserer for noget negativt i ens hverdag.

Jeg startede kl 20 for at overleve varmen, det var da også "kun"27 graders varme. Selvfølgelig bedre end de 31 det er om dagen i de sidste 4 uger. Humøret var under nulpunktet da jeg ufortjent var blevet skældt ud på arbejde over noget der slet ikke skulle skældes ud over. Men min chef har det med at slippe sine frustrationer ud på bla. mig - så det sker en gang i mellem. Resten af dagen havde jeg denne her tunge triste følelse indeni og troede egentlig slet ikke at jeg ville kunne løbe. I begyndelsen var jeg også meget trist og lidt tårer blandede sig også med sveden, men så er det jo at kroppen begynder at hele sig selv.

En del km hjemmefra mødte jeg pludselig min finske veninde Leena som kom på cykel. Det er da ret utroligt når man bor helt henne i Finland og ikke kender ret mange mennesker - og så møder man et af dem sådan bare lige ude i skoven. Det gjorde mig glad og gav energi selv om jeg ikke stoppede for at sludre (det er alt for farligt, så kommer jeg aldrig videre). Jeg mødte hende lige hvor ruten deler sig og jeg skal vælge kort eller langt. Og jeg kunne jo ikke så godt vende om når hun så det vel?

Så det blev den længere version og pludselig kom det der fantastiske punkt hvor det hele kører over på autopilot - man kan læne sig tibage i sædet og benene kører deres eget løb. Det er ikke så tit det sker, men hvor var det tiltrængt i dag. Samtidig var jeg ude for nogle fantastiske naturoplevelser.

Skyerne trak op til torden, store flotte imponerende formationer - med et øjenformet hul midt i det hele hvor solen skinnede i gennem. Det lignede et maleri af Guds øje eller sådan noget. Lige til at blive religiøs af. Og så tænker man ikke på ret meget andet end at nyde synet. Hen imod slutningen af turen begyndte det at lyne og tordne - jeg håbede hele tiden på noget god og kraftig regn til at blive kølet af med, men det blev ikke til meget. Hver gang det lynede tænkte jeg på den gamle Århus vits om hvorfor de stiller sig hen til vinduet og smiler når det lyner? Jo fordi de tror de skal fotograferes.......

Det endte jo med at jeg følte mig bedre tilpas og tænkte på hvor heldig jeg er fordi jeg har muligheden for at løbe. At jeg kan også selv om jeg bliver irriteret over min langsomhed og at jeg ikke løber nok km - men jeg er heldig fordi jeg fysisk er i stand til at bruge min krop og har evnen til at få bearbejdet følelser på en konstruktiv måde.

Se, det skal vi løbere huske at være taknemmelige over og huske at sætte pris på vores evner også når vi ikke opnår de resultater vi helst ville.

mandag den 26. juli 2010

Hvor svært er det lige det kan være??

Ret umuligt, viser det sig.

At finde et par pæne blå (ja altså almindelige mørkeblå) bukser som ikke er jeans, men kan bruges på arbejde. I størrelse højst 38.

Det lyder jo umiddelbart ikke mærkeligt, men er altså kun at finde i noget knitrende elastisk stof der skyder med gnister og har elastik i taljen. Så gammel eller udbulet er jeg heller ikke!!

Så fik jeg en sort nederdel, et par beige bukser og en olivengrøn kjole i stedet for. Og det var jo godt nok. Fordi jeg går alt for lidt i nederdel/kjole, men det løste jo ikke problemet med de blå bukser. Som skal passe til blå skjorte osv.

Nogle gange føler jeg mig gammel og out når jeg køber tøj. For jeg er lidt for overgemt til de helt heavy-metal pulserende butikker og ikke gammel nok til de konede. Synes jeg selv. Og ender så tit med ikke at købe noget som helst. Og synes at min kronologiske alder ikke passer til følelserne - sådan stadig gymnasietøs og med på den værste. Og så føler jeg mig helt patetisk.....Og lyder som min egen mormor.

Har bestilt tid til min ortopæd på torsdag for at plage lidt fys - før ryggen rigtig laver ballade. Den kunne ikke lide støvsugning - det kan jeg heller ikke, men det kan jo ikke nytte at der er rav i den hver gang jeg gør det. Så må jeg hellere få lidt styr på den inden det går galt og det kan mærkes på løbet, for der er altså et eller andet der ikke fungerer (og det har der været længe).

Jeg brækkede en gang for rigtig mange år siden mit venstre ben på en skiferie - sådan meget slemt. Gik på krykker i 6 måneder og fik aldrig tilbudt fys da jeg skulle til at gå almindeligt igen. Og det har siden skabt skæve sko og en ryg der kan blive træt. Nu da jeg også er løber kommer disse ting op til overfladen og så er det bare at få styr på dem. Her er alle tider fys som hjalp mig så godt sidste gang da bækkenet ikke var stærkt nok - og jeg har intet mærket il det siden. Så jeg håber at Sammi ikke er på ferie.

søndag den 25. juli 2010

Jeg har en plan!

Efter denne weekend tror jeg at jeg fortjener årets husmoderpris! De kære børn vender frygtelig hjem på tirsdag og jeg benyttede lige lejligheden til at muge ud på deres værelser. Det var lidt af en chokerende oplevelse - til dels min egen fejl for ikke at holde dem bedre i ørene - men jeg vil bare sige at en møggreb og en trillebør havde været mere passende end en gulvklud og en støvsuger. Hvad man dog ikke kan finde inde i et barns klædesskab......feks en tallerken med en gaffel.......

Nå, det er jo en god fornemmelse - så kan man vel holde lidt fri de næste 6-8 måneder ;-)

Forrige uge blev mine løb ikke ordentligt fordelt og jeg endte med at løbe både lørdag og søndag - for derefter at løbe igen tirsdag. Og det er altså ikke godt for mig, jeg er nødt til at have tid til hvil imellem løb - specielt hvis jeg gerne vil lidt op i km. Og da ryggen var lidt urolig i denne sidste uge og jeg derfor igen var under risiko for at løbe både i går og idag - ja så synes jeg at rengøringsmotionen var nok og nøjedes med to pas.

Men nu har jeg også fået lagt en ordentlig plan for mine løb så jeg kan overskue hvad jeg egentlig laver og ikke bare drøner af sted uden mål og med - det vil forhåbentlig glæde May-Britt som har hevet mig (velfortjent) i ørene.

Der er intet som planer: Fine lister med ting der kan streges ud, små felter der kan krydses af. Og det er jo den mindste kunst i disse computertider at lave fantasifulde grafer og farve charts. Op på opslagstavlen med dem, hvor de så hænger fuldstændig oversete mellem skoleskemaer, postkort, sjove citater, billeder fra sidste sommer og gamle kvitteringer fra biblioteket.

Næh, kunsten er at overholde dem og det plejer jeg at være rimelig god til. Jeg skal bare køres ind i striks motivations-mode, så plejer det at komme af sig selv. Cirka i løbet af en uges tid.

Så min løbe plan er som følger med 4 løbepas og begynder i morgen baseret på de sidste ugers km:

Samlet ugentlig antal km Lang distance i weekend
1) 32 13
2) 34 15
3) 35,5 16,5
4) restitution med 3 løbepas
5) 36 18
6) 32 fordelt på Midnatsløbet 10 km om lørdagen (4.Sep) og ugen inden kortere løb
7) 2 x 30 min jogging og afslutter med ½Marathon d. 12 September

Ud over det lange løb i weekenden planlægger jeg intervalløb ca 6 km (2km op og 2 km nedvarmning) - bakker behøver jeg ikke at træne specielt da hver eneste rute har masser af dem......De to sidste løbepas vil være et tempoløb og et almindeligt afslappet løb.

Nu er jeg jo ikke verdens hurtigste løber - snarere tværtimod, så jeg ønsker at blive i stand til at gennemføre, tiden må komme i anden række og det vil blive mit næste mål at øge tempo.

lørdag den 24. juli 2010

"Pas på du ikke bliver for moderne, Mor!"

Det var hvad min søn sagde til mig for et par dage siden da jeg luftede ideen om at lave en blog. Som computergeni (vi andre er jo vokset op uden farvefjernsyn) er han et nødvendigt tilbehør, for hvem skal ellers lære mig at putte billeder på og alt muligt andet? Han synes bare lige at det var lidt for meget at jeg allerede havde sat mig ind i teknikken om overhovedet at lave en blog. Så han måtte lige sikre sig at hans status ikke blev ændret.

Så hvordan gik den første dag på kontoret? Jo, det giver altid lidt sommerfugle i maven sådan at være ny, hvor er alting, hvad siger man, hvad gør man - og hvor er toilettet? Men jeg synes at det gik fint. Brugte meget tid i dag på at tænke over hvad jeg vil skrive og måske absolut ikke vil skrive. Og på hvorfor jeg egentlig er her.

Havde egentlig overvejet at kalde bloggen for Sludrechatollet. Men kan jo godt selv se at det ikke liiiige er det der får folk til at logge ind. Men jeg er et sludrechatol en gang i mellem og samtidig er jeg meget lukket. Det lyder selvfølgelig mærkeligt. Men:
Jeg elsker at have gæster til middag - laver mad i dagevis med stor nydelse - at gå ud med veninder, være sammen med min nærmeste familie, gå rundt i byen - selv om Helsinki er så lille at man må gå i cirkler for ikke hele tiden at være det samme sted. Det er smart at være et sludrechatol når man er sygeplejerske, for der er mange situationer der bliver lettere når man er god til at småsludre om alt og ingenting. Det er også enormt godt når man jævnligt bliver plantet sammen med et antal ukendte mennesker som man er nødt til at konversere med fordi ens mand er Hr Konsulen. På ukendte steder så som i Ankara, Oslo og nu her.

Men så sker det!! Jeg får absolut og totalt fnat af andre mennesker og må bare have privatliv. Lige med det sammme. Og det sker ret ofte. Jeg bliver helt indadvendt og specielt hvis noget går mig på - så er jeg uden for kommunikationsradius.

Og det forklarer hvorfor løb passer ind i sådan en personlighed. Jeg "faldt" over løbesporten og forstod lynhurtigt at her er muligheden for at dyrke sport uden at være nødt til at tage hensyn til andre. Jeg kan dyrke min ensomhedstrang helt uhæmmet, jeg behøver ikke at tænke på at andre også gerne vil have bolden eller hvad det nu er. Jeg kan egoløbe hvornår jeg vil, hvor jeg vil og så længe jeg vil. Der er fred til tanker og til at føle verdens storhed. Men hvis det passer kan jeg deltage i løbe sammen med andre.
Det eneste der begrænser mig er at kroppen ikke altid vil hvad hovedet vil - men det arbejder jeg på og er i øjeblikket ved at opdage at jeg vist har nogle uanede muligheder foran mig.

Jeg løber jo mest i skov. Og forstå mig ret når jeg siger skov. De Finske vildmarker begynder for enden af min have og jeg tror egentlig at jeg rimelig uforstyrret kunne løbe hele vejen til Lapland. Så det er ensomhed for alle pengene og jeg møder sjældent nogen mennesker.

Det gjorde jeg dog i dag. Og det var to møder der blev lidt betydningsfulde for mig. For den ene var en person der løb i samme retning som mig - og jeg overhalede hende!! Det er aldrig sket for mig før. Hun så nu ud som om hun ikke var så rutineret, men alligevel, det var en triumf for mig. Det andet møde var lige da jeg skulle til at slæbe mig op ad den mest ondskabsfulde bakke på ruten (som en mur!), og pludselig var der mennesker på toppen. så kunne jeg jo ikke tillade mig at gå vel? Så jeg løb op og selv om jeg var ved at dø da jeg kom op og helst ville have lagt mig i vejsiden og udåndet, så gjorde jeg det og følte triumf hele vejen hjem.

Min ryg har lavet lidt ulyde i løbet af ugen fordi jeg har besluttet at jeg ikke løber mindre end 10 km pr tur - og det er at sætte mængden op. Men jeg må bare have km i benene for ½ marathon er i September og med den skade jeg havde i April føler jeg at jeg er bagud. Men forbavsende nok forsvandt det efter løb i dag, det styker bare min tro på at med ondt skal ondt fordrives!

fredag den 23. juli 2010

Selvhjælp er den bedste hjælp

Hvad gør man ikke når ens blogveninder beslutter at tage på ferie?

Så må man jo gøre arbejdet selv!!

Og med fare for at sprænge teknikken og totalt ødelægge blog-oplevelsen for andre, har jeg hermed taget verdens største skridt og ÅBNET MIN EGEN BLOG!

Jeg håber at blive i stand til at mestre kunsten og at kunne underholde eventuelle læsere - hvis det kommer an på mig så får vi os et godt grin her på siden sammen med en masse oplevelser fra mit vanvittige forsøg på en løbekarriere og mit mærkelige udenlandsliv.

Hold fast for nu begynder det......