Tillykke min dreng!

I dag bliver ældstesønnen 14 år.

Vi har grillet her til aften, vejret er guddommeligt, lunt, lidt brise og jeg sidder nu på terassen kl 22:40 og skriver. Han har hjulpet med at rydde køkken mens vi har hørt Eminem på fuld styrke på det lille anlæg han købte i DK - og jeg har fået fuld forklaring af inholdet i teksterne. Det er hyggeligt at han gider!

I går skulle jeg have været til ortopæd, men jeg blev ringet op tidligtom morgenen fordi hun var blevet syg. Det er noget med at skomagerens børn går barfodede.......Ryggen har det såmænd også meget godt. Jeg får det ikke værre af at løbe, tværtimod er det som om jeg bliver "løsnet op", jeg er heller ikke specielt træt eller øm efter løb. Jeg bliver øm eller træt af at stå længe eller af at sidde for længe, jeg vil helst bevæge mig. Nå, men jeg har en tid til på tirsdag og så er det spændende om der er noget der overhovedet generer mig til den tid.

Jeg har heldigvis haft en bedre dag, startede med at få en undskyldning af bossen over i går. Det hjælper jo noget. Straffede ham dog ved at bruge det meste af min arbejdsdag i dag på at læse May-Britts blog (http://www.ultra3460.blogspot.com/) fra starten af i stedet for at lave noget konstruktivt sådan rent arbejdsmæssigt!!

Jeg er ikke færdig med alle de ældre indlæg, men hvor har jeg nydt det indtil nu. Man bliver så inspireret og klog på mange ting omkring løb for hun har jo været i gennem det hele. Selv om man ikke er ultraløber er der mange mange situationer som man kan bruge på ens eget niveau, tips og teknikker som kan overføres til ens egen hverdag. Og så er May-Britt sådan et beskedent menneske som kender og forstår at lære af sine egne begræsninger - for derefter at komme videre og bruge erfaringer konstruktivt. Som hun derefter altid er villig til at give videre for at hjælpe andre mindre erfarne løbere.

Det hjælper mig meget lige i øjeblikket hvor jeg er i syv sind omkring deltagelse i halvmarathon i September. Jeg er bange for ikke at kunne stå (ja ja, løbe) distancen, komme ind aller-aller-sidst eller lave et eller andet pinligt.

Indtil nu har jeg kun deltaget i et eneste løb, et 10 km løb langt ude på landet. Det var efter kun at have løbet i tre måneder, men jeg synes altså at jeg skulle prøve. Der var ca 30 løbere som bare fes afsted da startskuddet lød, og så var der mig......Jeg gennemførte på 63 minutter - havde aldrig løbet så hurtigt før (og vist heller ikke ret tit siden) og var ved at kaste op af anstrengelsen. Jeg kom i mål som tredie-sidst, der var to mænd efter mig - en med 20 kilo overvægt og en på omkring de 75..... I begyndelsen var jeg mægtig stolt over at have gennemført, men med tiden er jeg blevet lidt flov over at være så langsom og føler mig lidt pinligt berørt.
Den oplevelse har jeg ikke lyst til at gentage, og selv om det er et stort løb i september ved jeg ikke om jeg bare kan forsvinde i mængden og løbe mit eget løb. Jeg har det bare sådan at et halvmarathon er en slags break-point for mig som jeg må overkomme for at kunne fortsætte mit løb. Det er noget jeg må gennemføre for at overvinde en mental barriere der skal nedlægges en gang for alle for at vide hvor jeg står med hensyn til min fremtidige mål. Jeg føler at hvis jeg kan komme over den hurdle, så står mulighederne åbene for mig og der vil ikke være ende på hvor langt jeg kan komme. Måske utopi, men sådan er følelsen.