Nogle gange kan man få en løbeoplevelse som man ville ønske kunne puttes ned i en æske så den kan tages frem til at se på når motivationen er lav. Så kunne den ligge der og skinne og minde om hvor positivt det også kan være. Og man husker på at løb mange gange kompenserer for noget negativt i ens hverdag.
Jeg startede kl 20 for at overleve varmen, det var da også "kun"27 graders varme. Selvfølgelig bedre end de 31 det er om dagen i de sidste 4 uger. Humøret var under nulpunktet da jeg ufortjent var blevet skældt ud på arbejde over noget der slet ikke skulle skældes ud over. Men min chef har det med at slippe sine frustrationer ud på bla. mig - så det sker en gang i mellem. Resten af dagen havde jeg denne her tunge triste følelse indeni og troede egentlig slet ikke at jeg ville kunne løbe. I begyndelsen var jeg også meget trist og lidt tårer blandede sig også med sveden, men så er det jo at kroppen begynder at hele sig selv.
En del km hjemmefra mødte jeg pludselig min finske veninde Leena som kom på cykel. Det er da ret utroligt når man bor helt henne i Finland og ikke kender ret mange mennesker - og så møder man et af dem sådan bare lige ude i skoven. Det gjorde mig glad og gav energi selv om jeg ikke stoppede for at sludre (det er alt for farligt, så kommer jeg aldrig videre). Jeg mødte hende lige hvor ruten deler sig og jeg skal vælge kort eller langt. Og jeg kunne jo ikke så godt vende om når hun så det vel?
Så det blev den længere version og pludselig kom det der fantastiske punkt hvor det hele kører over på autopilot - man kan læne sig tibage i sædet og benene kører deres eget løb. Det er ikke så tit det sker, men hvor var det tiltrængt i dag. Samtidig var jeg ude for nogle fantastiske naturoplevelser.
Skyerne trak op til torden, store flotte imponerende formationer - med et øjenformet hul midt i det hele hvor solen skinnede i gennem. Det lignede et maleri af Guds øje eller sådan noget. Lige til at blive religiøs af. Og så tænker man ikke på ret meget andet end at nyde synet. Hen imod slutningen af turen begyndte det at lyne og tordne - jeg håbede hele tiden på noget god og kraftig regn til at blive kølet af med, men det blev ikke til meget. Hver gang det lynede tænkte jeg på den gamle Århus vits om hvorfor de stiller sig hen til vinduet og smiler når det lyner? Jo fordi de tror de skal fotograferes.......
Det endte jo med at jeg følte mig bedre tilpas og tænkte på hvor heldig jeg er fordi jeg har muligheden for at løbe. At jeg kan også selv om jeg bliver irriteret over min langsomhed og at jeg ikke løber nok km - men jeg er heldig fordi jeg fysisk er i stand til at bruge min krop og har evnen til at få bearbejdet følelser på en konstruktiv måde.
Se, det skal vi løbere huske at være taknemmelige over og huske at sætte pris på vores evner også når vi ikke opnår de resultater vi helst ville.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar