Brokkassen - men i det mindste med billeder

Det er heldigvis over en måned siden, men alligevel en imponerende temperatur

Jeg syntes faktisk at jeg ikke har brokket mig ret meget over vejret. Især når man tænker over hvor ulideligt det er. Og over hvor dejligt det er at lade alle hæmningerne forsvinde og tage sig en rigtig solid brok-ugle-tur!

Når jeg så også bliver slået hjem af endnu en forkølelse - nr. to i år - så bliver der pres i de indre brokke kanaler. Jeg plejer jo aldrig at være syg, det er år og dag siden at jeg har været snottet. Til gengæld har Konsulen overlevet indtil nu uden større lidelser. Han plejer til gengæld at være syg flere gange på en vinter. Med medicin og hele svineriet. Så det er alligevel bedre hvis det bare er mig der lidt snottet et par gange.

Men nu lader jeg stå til og brokker mig. Hermed er læserne advarede!!

Selvfølgelig gør det mig heller ikke mildere stemt når jeg læser om forårsfornemmelser i Danmark. Eller når der i dette skrivende øjeblik hyler en snestorm uden for vinduet. Igen. Igen. Igen. Igen.

Hvem er det så der skal køre op fra parkeringskælderen om to timer med hjertet i halsen? Skråt op og skarpt til venstre i en smal cement rende? Med fare for at køre fast og behov for at blive reddet af noget chauffør (igen, igen, igen - pinligt)?

Det går jo ud over mit løb, det der sne og snot. Lige i disse dage sidder det og trykker i venstre kæbehule - og jeg får hvinende ondt i lige præcis en bestemt tand pga af trykket på nerven. Så løber jeg småklynkende af sted med et frygteligt fortrukket ansigt. Lørdag på langturen gik det fint nok efter et par kilometer, det var tøvejr og der var ingen yderligere problemer på de 21 km jeg løb. Søndag var det blevet frost, og da var jeg simpelthen nødt til at vende hjem efter 3,5 km. Selv min stædighed kunne ikke holde den smerte ud.

Om jeg har overvejet ikke at løbe, spørger den kvikke læser? NEJ!

Jo, men ikke ret meget....

Jeg løb ikke tirsdag til fredag - så må det da være nok skulle man syntes.

Jeg passer pænt mine intervaller, bakker, tempo - og så bliver mine langture smadrede af sne, snot og host. Eller omvendt. Eller enorme snemasser der vælter ned over mit uskyldige hoved (i dag...igen...igen..). Når der så ryddes på vejene sprøjter de snasket fra vejen op på stierne ved siden af, og jeg kan fysisk simpelthen ikke bevæge mig i noget der ligener løbetempo. Så kan der være uger hvor jeg kun kan komme ud at løbe 3 gange. Jeg ved godt at lige så snart sneen begynder at smelte - måske om en måned - så er jeg den der er ude på mange og også lange ture. Og skal nok få dem i hus, om jeg så skal træne to gange om dagen i en tid. Sidste år på denne tid var jeg småskadet og løb noget underligt rod af hverken her eller der - begyndte først den målrettede træning mod halvmarathon i maj, da vi var sidst i marts måned. I år har jeg løbet stramt hele vinteren, udviklet mig utrolig meget på intervallerne, tager bakkerne i strakt løb når jeg beslutter mig for det - og har ikke mindst fået en mental styrke og tro på mig selv.

Man kan løbe indendørs på løbebånd. Det gør man også ind i mellem.  Det kræver at man har tid og mulighed for at køre derhen hvor båndet er. Og det har man ikke altid når familien også skal tages i betragtning. Når man er den der er mor. Så kan man godt komme til at diskutere lidt med en Konsul, som ikke syntes at vejret er til at løbe udendørs. Eller at man behøver at træne så meget lige nu. Den diskussion vinder jeg normalt. Men der dage hvor gruppepresset bliver for hårdt. Selv om jeg har udviklet en sej stædighed omkring løbetræning. 

Alligevel er jeg træt af sneglatte veje. Af underlag med klumpet is der er tøet og frosset i en uendelighed. For så at blive dækket af sne med ekstra skøjte effekt. Jeg savner mine skovstier, jeg savner at kunne løbe når jeg vil, hvor jeg vil, bare at hive en t-shirt og et par shorts på....

Så meget sne ligger der på altanen

Næsten op til dørhåndtaget

Udsigten fra hoveddøren

Det var inden nedgangen til haven var sneet til igen

Gårdspladsen og ude mod vejen. Vi kørte fast sidste mandag og måtte gå hen til hovedvejen og bestille en taxa til toget. Det er dette underlag jeg prøver at løbe på.....

Min søn var så sød at lave en kælkebakke af den sne han ryddede....


De mænd man ser på taget rydder sne ned. Sidste mandag blev en person dræbt af en stor sne/is klump der faldt ned på ham inde i centrum. Man rydder ikke fortove i Helsinki, men man rydder tagene. Mange husejere er nødt til at rydde ikke kun pga. fare for personskader, men også fordi den tunge sne vejer så meget at taget kan blive skadet.

Gadebillede


Man kan ikke se meget når man skal over gaden.....

Det kan være vanskeligt at komme hen til sin bil - hvis man altså kan finde et sted uden sne at parkere

Det kan være praktisk at kunne bestige bjerge for at færdes...

Tour de Extreme - nu med billeder

Vel ankommet til Ivalo, Finlands nordligste lufthavn onsdag kl 12. Den er meget lille og der er kun et par fly om dagen. Dagen ligger foran os, vi skal først møde gruppen af de andre på safarien kl 19:30 om aftenen på hotellet.

Hotellet hører heller ikke til de største, men er dejligt med pejs og sauna - lige hvad vi skal bruge. vi beslutter at tage bussen til Saariselkä som er et skiresort ca 30 km væk. Heldigvis er der en bus - de går også kun et par gange om dagen, men vi kan få det til at passe med frokost og leje af langrends udstyr.

Her venter vi ved stoppestedet udenfor hotellet. Der er én vej i Ivalo og det er hovedvejen som går hele vejen ned gennem landet. Det viser sig at vores bus kører videre til Rovaniemi som er 300 km sydpå.

Det ligner Narnia at køre over disse højdedrag i det helt nordlige Lapland. Ellers er her mindre sne end i Helsinki området.

Solen er ved at gå ned mens vi er på langrendstur. Vi er ude i ca 3 timer og nyder godt af de oplyste løjper der hører til resortet.

Når man ser sådan et rensdyr lige ved siden af løjpen, så forstår man virkelig at man er i Lapland. Det stod og skrabede ned gennem sneen for at få fat i lav og mos - der var flere store "badekar" fra rensdyr der ledte efter føde.

Man var mere sulten end bange for mennesker......

Torsdag morgen blev vi vækket kl 6:30 for at kunne være klar til at køre kl 9:00. Vi skulle jo instrueres i at køre scooterne og have detaljer om hvad der ventede de næste dage. Det var minus 18 og hvinende polarvind, men der ventede omkring 130 km forude så det var bare om at komme af sted. Når man holder pause på sådan en åben sø, er der ikke læ nogen steder.

Det er ikke til at se det, men det er faktisk mig der befinder mig inden bag hjelm og huer.

Smuk og uendeligt ud over søerne. Vi kørte på Finlands tredje største sø hvor der findes omkirng 3000 smp øer - det sagde guiden i hvertfald.

Det føles som om der ingen ende er og at der er langt ind til bredden.

Her holder vi pause efter at have tigget om et sted med læ. Der var sågu langt hen til træerne og ingen læ. Jeg flåede resolut tøjet af og besluttede at de der ikke kunne tåle mosten måtte vende ryggen til!

Her er vi kommet til en lille bitte hytte hvor der kan tændes bål indendørs - derfor det spidse tag med skorsten. Man kan lige stå op derinde hvis man holder sig i midten - ellers er der bænke til at sidde på. vi var taknemmelige for frokost og for at komme i læ for vinden.

Der var trængsel men gevaldig hyggeligt. Resten af turen stank vi af røg...

Og så var der sandelig et das - tisseri i læ og uden sne om rumpen. Godt nok var der koldt, men det føltes som den rene luksus. Den anden del af det lille hus er fyldt af færdighugget brænde som man bare kan brugge af. Den finske skovstyrelse sørger for at der altid er brænde sådan nogen steder - virkelig imponerende, for vi er langt væk fra alting!

Så kom vi frem til stedet hvor vi overnattede.

Maskinerne bliver parkerede til natten og alle begynder at skrælle de tusinde lag tøj af.

Solen kommer ikke ret højt på himmelen i øjeblikket.

Konsulen og mig...

Typisk stemningsbillede.

Der er sandelig endnu en sø....

Så smart var jeg klædt på. Kunne nemt have udført et bankrøveri, ville aldrig være blevet genkendt! Under hledragten havde jeg angora undertrøje, skiundertøj, bukser og sweater. Her står jeg på den lille bro over grænseovergangen mellem Finland og Norge - specialbro til snescootere!

Alle er kommet vellykket over grænsen.... Der er overhovedet ingen kontrol - bare et skilt med velkommen til Norge og at nu er man i Finnmarken Fylke.

Vi kørte jo jævnligt på floder og nogen af dem var mere isede end andre. Nogen havde også rindene vand lige veds iden af scooter sporet - skræmmende....

Norges land er ret fladt ved grænsen til Finland - senere kom vi op i noget mere fjeldlignende noget.

Det Arktiske Hav som bliver kaldt Barents Havet lidt længere ude.

Det gælder om at holde ansigtet varmt i modvinden.

Sådanne flokke af rensdyr så vi flere gange. De er ikke specielt bange, men bryder sig selvfølgelig ikke om larmen fra snescootere. Det gør jeg egentlig heller ikke ude i den pæne natur.....

Pause

Og flere rensdyr

Pænt parkerede mens vi spiser frokost den sidste dag.

Mens vi venter.....

Vi venter på at få nogen billeder fra Konsulens kamera, og så kan vi jo lige så godt tage glæderne lidt på forskud og snakke om nogen af vores oplevelser på klodens tagryg.

Først og fremmest kan jeg sige at jeg aldrig har været så bange i så lang tid af gangen. Jeg har virkelig fået slået fast at ekstrem-oplevelser med fare for liv og lemmer ikke går så godt i spænd med mig. Det generer mig ikke sove i telte eller under meget primitive former, at træde af på naturens vegne lige præcis der, at spise underlig og halvrå mad på uregelmæssige tidspunkter, ikke at få et bad i en uge. Men at sidde på en sne-scooter der kører 70-80 km/t - det får angsten op i mig for fuld styrke. Jeg valgte ikke at føre tingesten, men kun sidde bag på - Konsulen styrede med fast hånd vores personlige No 9 hen over vildmarken uden at ryste på hånden en eneste gang. Alligevel var jeg småhysterisk når vi fræsede hen over søer - og jeg var nødt til at skjule det inde bag styrthjelmen. Alle andre i gruppen skiftedes til at køre, både hun-og hankøn og alle virkede som om de syntes det var super sjovt jo hurtigere de kørte. Jeg sad derimod i skjul bag min hjelm og skiftevis bandede, bad til ukendte kræfter eller overvejede om jeg skulle være tudekiks hver gang farten kom op over de 50 km/t.

Inden vi tog af sted vidste jeg godt, at jeg nok ville få det på den måde. Det sidder rigtig meget i mig at jeg har tre børn jeg gerne vil se vokse op og at jeg er nødt til at være der for dem. Men jeg ville så gerne have oplevelsen og jeg ville også gerne have den sammen med Konsulen. Derfor jeg holdt min mund og først bagefter fortalte jeg hvordan jeg havde følt - så får man mange point på husbonds-kontoen. Og en fantastisk oplevelse vi kan leve højt på meget længe.

Men: Never again!!

Så kan jeg konstatere at man bruger mange kalorier på at holde varmen. Vi fik mad undervejs. I hvertfald en gang i mellem. Morgenmaden var en sikker faktor. Med løber-rigtig havregrød som jeg ved er god bund for en lang dags anstrengelser. Frokost? Det var et mere usikkert element - og der var ikke så meget som snusen af mellemmåltider eller kaffepauser. Eller frugtpauser. Mand, der var dårlig nok tissepauser.
Den første dag fik vi frokost på et rimeligt tidspunkt. I en lille bitte bjælkehytte med spidst tag hvor man tændte bål indendørs - det rev som 700 Gauloise cigaretter i halsen men var trods alt bedre end -18 og stiv polarvind udenfor. Vi stod som sild i en tønde - men det varmede også. Der blev udleveret to boller med ost til hver samt en lille gærsnegl. At de var næsten frosne fordi de havde rejst på guidernes slæder, gjorde ikke noget - vi var sultne. Så op på risten over bålet og derefter blev de slugt. Åd det hele..... Den anden dag fik vi frokost kl 16:30 efter 7½ times kørsel. Men så var det også laksesuppe som er noget af det mest himmelske på denne jord. Og serveret i et sted oppe i Norge. Højt oppe i Norge. Næsten henne ved Kirkenes. To svingende tallerkner var der plads til i min mave - Konsulen så undrende til. Aftensmåltiderne var også gode. Vi overnattede midt ude i skoven i et slags vandrehjem - mere om det senere. Men de havde brugt sommeren til at plukke tyttebær og den slags til at producere hjemmelavede delikatesser til deres gæster - og jeg fik i hvertfald min del! Sådan gik det derudaf i alle dagene. Og da vi var kommet tilbage til Ivalo og ventede på vores flyver fik vi lige pizza, hvidløgsbrød og nachos.
Puha, for en gang kulhydrater for der er ikke så meget grønt i vildmarken om vinteren.
Så jeg trådte op på vægten her til morgen for at se hvor stor skaden var - kender I det at man sætter fødderne som om man er ved at jokke på en landmine?
BUM - jeg har sgu tabt næsten et kilo til. I den sidste tid er vægten for nedadgående - til min store fornøjelse. Selv om jeg rent objektivt overhovedet ikke skal tabe mig, er jeg da ikke bedre end at jeg altid er med på at smide et par kilo. Kvinde er mit navn....

Deraf kan jeg udlede at kulden brænder kalorier. Hvis det da ikke har noget at gøre med min  løbetræning????

Man får udleveret udstyr til at modstå kulden, jeg har dog frosset som ind i helvede. Men det vænner man sig til, på en mærkelig måde tænker man ikke så meget over det efter nogen timer. Kun når man skal tisse, kommer man i tanker om det. For så skal hele moletjavsen jo af - handsker/vanter af, halstørklæde løsnes, heldragt krænges ned om lårene, hive op i 4 lag uldne bluser, bukser, bukser (jo, flere par!) ned, trusser ned og så kan man sætte sig. Det vil sige ikke for langt ned for så ender bagdelen i sneen som jo er meterdyb. Alt dette sker i en hvinende polarvind der får de -18 til at føles som -35. Ens hænder er totalt følelsesløse. Specielt hvis man taber sine vanter så de bliver fyldt med sne. Eller hvis man i forsøg på at komme op i ret stilling med en kolossal styrthejm på hovedet hvor visiret pludselig klapper i som låget på en gryde, skvatter forover  - hvorefter ens arme forsvinder dybt ned i sneen foran og man ligger og roder som en strandet hval med bukserne nede om hælene. Naturligvis uden de vanter man havde taget af.
Man lærer lige så hurtigt som Pavlov's hunde at enhver aktion har en konsekvens. Dvs. at alt flydende har fatale følger og hvis man ønsker at komme helskindet gennem dagen (med sit tøj på rette sted) så skal man holde sig fra at drikke.

Aldrig har et par (hundrede) glas postevand smagt så godt som om aftenen efter dagens tur. Specielt når man så bagefter kunne sætte sig på et lunt toilet og gysende tænke på blæsten derude!!

Fortsættelse følger....

Arktisk Safari

For nu at få slået vinteren fast med syvtommersøm, vil jeg i morgen Onsdag sætte mig ind i et rutefly til Ivalo. Og nej, jeg skal ikke besøge prinsesse Josephine (eller er det med f?) som jo hedder Ivalo til mellemnavn.
Næh, Konsulen og jeg tager til den nordligste lufthavn i Finland - som altså ligger i Lapland helt der oppe hvor Finland møder Sverige, Norge og Rusland. Og vi skal overnatte en nat på Hotel Ivalo. Som er det eneste sted man kan overnatte i den lille by med 4000 indbyggere. Ikke sikkert at man skal lade sig narre af ordet hotel - men det er vi lidt ligeglade med. Bare vi kan få lov at sove indendørs så er det ligemeget med komforten. Den får vi alligevel ikke ret meget af de næste dage.....


<>
Torsdag morgen vil vi nemlig sætte os på en snescooter sammen med nogen andre håbefulde mennesker og så kører vi i samlet geled mod Norge - faktisk i retning af skråt op om man så må sige...... For det er ruten hvor man følger frosne flodlejer mod Kirkenes - som til min overraskelse faktisk ligger næsten på grænsen mellem Norge og Rusland. Når vi har kørt ca 170 km over søen, skal vi overnatte hos nogen Samere i en hytte hvor vi vil kunne få varmen i en sauna. Og sikkert spise noget laks stegt over åben ild. Fredag kører vi ind over grænsen til Norge og kigger ud over Barents Havet og Kirkenes, for så at køre tilbage til Samerne til endnu en overnatning. Lørdag går vejen tilbage til Ivalo og et fly der sætter os af i Helsinki kl 21 om aftenen. Efter at have været så højt mod nord at det er lige før vi falder ud over kanten. Og forhåbentlig have set Nordlys.

Ret vildt. Og noget rigtig første-gang-vi-prøver-at-få-rystet røven-i-mange-timer-kørsel på snescootere. I en hulens masse frostgrader. Heldigvis får man alt udstyret til låns af arrangøren af turen.

Og ret vildt specielt fordi vi for første gang efterlader børnene alene hjemme under egen regering. Med nogen naboer/venner som holder øje på afstand med at alt går ordentligt til.

Ved næsten ikke hvad der stresser mig mest. At køre på snescooter med Konsulen i flere dage ud i det rene ingenting eller at lade børnene være alene hjemme.

For første gang. Hjælp, er det sådan det føles når de flytter hjemmefra? For så vil jeg ikke være hjemme når det sker!

Vinterlivet i billeder...

For at det hele nu ikke skal blive en ren jammerdal, får I lidt billeder fra det der trods alt er et meget smukt snelandskab. Her er kommet mere sne end det der er på billederne, men det gør jo bare det hele flottere.

Temepraturen i går aftes da jeg hentede Konsulen fra toget. I dag er det -22 med solid blæst og det påståes at det svarer til -35. Måske skulle jeg droppe løbeturen......

Så smukt fryser alting til krystaller......

....når det er rigtig koldt om aftenen

Indgangen til vores hus med fine puder langs trappen

Ja ja, det er jo ganske kønt at løbe i mørkningen

Min yndlingsskovsø - Sorlampi - dækket af is og sne

Skiløjpen går hen over søen, her plejer vi at skue ud over vandet...

Vi kompenserer i vores private Spa afdeling med sauna

Cool young Man sveder tran

Mig selv og den unge mand ruller i sneen for at køle af....brrrrrr.....

Man er vel stadig cool og syntes ikke det er koldt!

Flere nydelige puder med små kig-huller på altankanten

Og her er der ryddet et spor så vi kan tage ski på i haven og komme ud på løjpen der går lige bag ved. Man kan se en enkelt skiløber mellem træerne. Og åh, hvor jeg savner at det er her min løbesti begynder.........

Så må man holde varmen ved at tænde op i pejsen

Og tænde mange stearinlys for at holde stemningen høj

Også i det lille hus fra Tallin i Estland