Brokkassen - men i det mindste med billeder

Det er heldigvis over en måned siden, men alligevel en imponerende temperatur

Jeg syntes faktisk at jeg ikke har brokket mig ret meget over vejret. Især når man tænker over hvor ulideligt det er. Og over hvor dejligt det er at lade alle hæmningerne forsvinde og tage sig en rigtig solid brok-ugle-tur!

Når jeg så også bliver slået hjem af endnu en forkølelse - nr. to i år - så bliver der pres i de indre brokke kanaler. Jeg plejer jo aldrig at være syg, det er år og dag siden at jeg har været snottet. Til gengæld har Konsulen overlevet indtil nu uden større lidelser. Han plejer til gengæld at være syg flere gange på en vinter. Med medicin og hele svineriet. Så det er alligevel bedre hvis det bare er mig der lidt snottet et par gange.

Men nu lader jeg stå til og brokker mig. Hermed er læserne advarede!!

Selvfølgelig gør det mig heller ikke mildere stemt når jeg læser om forårsfornemmelser i Danmark. Eller når der i dette skrivende øjeblik hyler en snestorm uden for vinduet. Igen. Igen. Igen. Igen.

Hvem er det så der skal køre op fra parkeringskælderen om to timer med hjertet i halsen? Skråt op og skarpt til venstre i en smal cement rende? Med fare for at køre fast og behov for at blive reddet af noget chauffør (igen, igen, igen - pinligt)?

Det går jo ud over mit løb, det der sne og snot. Lige i disse dage sidder det og trykker i venstre kæbehule - og jeg får hvinende ondt i lige præcis en bestemt tand pga af trykket på nerven. Så løber jeg småklynkende af sted med et frygteligt fortrukket ansigt. Lørdag på langturen gik det fint nok efter et par kilometer, det var tøvejr og der var ingen yderligere problemer på de 21 km jeg løb. Søndag var det blevet frost, og da var jeg simpelthen nødt til at vende hjem efter 3,5 km. Selv min stædighed kunne ikke holde den smerte ud.

Om jeg har overvejet ikke at løbe, spørger den kvikke læser? NEJ!

Jo, men ikke ret meget....

Jeg løb ikke tirsdag til fredag - så må det da være nok skulle man syntes.

Jeg passer pænt mine intervaller, bakker, tempo - og så bliver mine langture smadrede af sne, snot og host. Eller omvendt. Eller enorme snemasser der vælter ned over mit uskyldige hoved (i dag...igen...igen..). Når der så ryddes på vejene sprøjter de snasket fra vejen op på stierne ved siden af, og jeg kan fysisk simpelthen ikke bevæge mig i noget der ligener løbetempo. Så kan der være uger hvor jeg kun kan komme ud at løbe 3 gange. Jeg ved godt at lige så snart sneen begynder at smelte - måske om en måned - så er jeg den der er ude på mange og også lange ture. Og skal nok få dem i hus, om jeg så skal træne to gange om dagen i en tid. Sidste år på denne tid var jeg småskadet og løb noget underligt rod af hverken her eller der - begyndte først den målrettede træning mod halvmarathon i maj, da vi var sidst i marts måned. I år har jeg løbet stramt hele vinteren, udviklet mig utrolig meget på intervallerne, tager bakkerne i strakt løb når jeg beslutter mig for det - og har ikke mindst fået en mental styrke og tro på mig selv.

Man kan løbe indendørs på løbebånd. Det gør man også ind i mellem.  Det kræver at man har tid og mulighed for at køre derhen hvor båndet er. Og det har man ikke altid når familien også skal tages i betragtning. Når man er den der er mor. Så kan man godt komme til at diskutere lidt med en Konsul, som ikke syntes at vejret er til at løbe udendørs. Eller at man behøver at træne så meget lige nu. Den diskussion vinder jeg normalt. Men der dage hvor gruppepresset bliver for hårdt. Selv om jeg har udviklet en sej stædighed omkring løbetræning. 

Alligevel er jeg træt af sneglatte veje. Af underlag med klumpet is der er tøet og frosset i en uendelighed. For så at blive dækket af sne med ekstra skøjte effekt. Jeg savner mine skovstier, jeg savner at kunne løbe når jeg vil, hvor jeg vil, bare at hive en t-shirt og et par shorts på....

Så meget sne ligger der på altanen

Næsten op til dørhåndtaget

Udsigten fra hoveddøren

Det var inden nedgangen til haven var sneet til igen

Gårdspladsen og ude mod vejen. Vi kørte fast sidste mandag og måtte gå hen til hovedvejen og bestille en taxa til toget. Det er dette underlag jeg prøver at løbe på.....

Min søn var så sød at lave en kælkebakke af den sne han ryddede....


De mænd man ser på taget rydder sne ned. Sidste mandag blev en person dræbt af en stor sne/is klump der faldt ned på ham inde i centrum. Man rydder ikke fortove i Helsinki, men man rydder tagene. Mange husejere er nødt til at rydde ikke kun pga. fare for personskader, men også fordi den tunge sne vejer så meget at taget kan blive skadet.

Gadebillede


Man kan ikke se meget når man skal over gaden.....

Det kan være vanskeligt at komme hen til sin bil - hvis man altså kan finde et sted uden sne at parkere

Det kan være praktisk at kunne bestige bjerge for at færdes...