Mens vi venter.....

Vi venter på at få nogen billeder fra Konsulens kamera, og så kan vi jo lige så godt tage glæderne lidt på forskud og snakke om nogen af vores oplevelser på klodens tagryg.

Først og fremmest kan jeg sige at jeg aldrig har været så bange i så lang tid af gangen. Jeg har virkelig fået slået fast at ekstrem-oplevelser med fare for liv og lemmer ikke går så godt i spænd med mig. Det generer mig ikke sove i telte eller under meget primitive former, at træde af på naturens vegne lige præcis der, at spise underlig og halvrå mad på uregelmæssige tidspunkter, ikke at få et bad i en uge. Men at sidde på en sne-scooter der kører 70-80 km/t - det får angsten op i mig for fuld styrke. Jeg valgte ikke at føre tingesten, men kun sidde bag på - Konsulen styrede med fast hånd vores personlige No 9 hen over vildmarken uden at ryste på hånden en eneste gang. Alligevel var jeg småhysterisk når vi fræsede hen over søer - og jeg var nødt til at skjule det inde bag styrthjelmen. Alle andre i gruppen skiftedes til at køre, både hun-og hankøn og alle virkede som om de syntes det var super sjovt jo hurtigere de kørte. Jeg sad derimod i skjul bag min hjelm og skiftevis bandede, bad til ukendte kræfter eller overvejede om jeg skulle være tudekiks hver gang farten kom op over de 50 km/t.

Inden vi tog af sted vidste jeg godt, at jeg nok ville få det på den måde. Det sidder rigtig meget i mig at jeg har tre børn jeg gerne vil se vokse op og at jeg er nødt til at være der for dem. Men jeg ville så gerne have oplevelsen og jeg ville også gerne have den sammen med Konsulen. Derfor jeg holdt min mund og først bagefter fortalte jeg hvordan jeg havde følt - så får man mange point på husbonds-kontoen. Og en fantastisk oplevelse vi kan leve højt på meget længe.

Men: Never again!!

Så kan jeg konstatere at man bruger mange kalorier på at holde varmen. Vi fik mad undervejs. I hvertfald en gang i mellem. Morgenmaden var en sikker faktor. Med løber-rigtig havregrød som jeg ved er god bund for en lang dags anstrengelser. Frokost? Det var et mere usikkert element - og der var ikke så meget som snusen af mellemmåltider eller kaffepauser. Eller frugtpauser. Mand, der var dårlig nok tissepauser.
Den første dag fik vi frokost på et rimeligt tidspunkt. I en lille bitte bjælkehytte med spidst tag hvor man tændte bål indendørs - det rev som 700 Gauloise cigaretter i halsen men var trods alt bedre end -18 og stiv polarvind udenfor. Vi stod som sild i en tønde - men det varmede også. Der blev udleveret to boller med ost til hver samt en lille gærsnegl. At de var næsten frosne fordi de havde rejst på guidernes slæder, gjorde ikke noget - vi var sultne. Så op på risten over bålet og derefter blev de slugt. Åd det hele..... Den anden dag fik vi frokost kl 16:30 efter 7½ times kørsel. Men så var det også laksesuppe som er noget af det mest himmelske på denne jord. Og serveret i et sted oppe i Norge. Højt oppe i Norge. Næsten henne ved Kirkenes. To svingende tallerkner var der plads til i min mave - Konsulen så undrende til. Aftensmåltiderne var også gode. Vi overnattede midt ude i skoven i et slags vandrehjem - mere om det senere. Men de havde brugt sommeren til at plukke tyttebær og den slags til at producere hjemmelavede delikatesser til deres gæster - og jeg fik i hvertfald min del! Sådan gik det derudaf i alle dagene. Og da vi var kommet tilbage til Ivalo og ventede på vores flyver fik vi lige pizza, hvidløgsbrød og nachos.
Puha, for en gang kulhydrater for der er ikke så meget grønt i vildmarken om vinteren.
Så jeg trådte op på vægten her til morgen for at se hvor stor skaden var - kender I det at man sætter fødderne som om man er ved at jokke på en landmine?
BUM - jeg har sgu tabt næsten et kilo til. I den sidste tid er vægten for nedadgående - til min store fornøjelse. Selv om jeg rent objektivt overhovedet ikke skal tabe mig, er jeg da ikke bedre end at jeg altid er med på at smide et par kilo. Kvinde er mit navn....

Deraf kan jeg udlede at kulden brænder kalorier. Hvis det da ikke har noget at gøre med min  løbetræning????

Man får udleveret udstyr til at modstå kulden, jeg har dog frosset som ind i helvede. Men det vænner man sig til, på en mærkelig måde tænker man ikke så meget over det efter nogen timer. Kun når man skal tisse, kommer man i tanker om det. For så skal hele moletjavsen jo af - handsker/vanter af, halstørklæde løsnes, heldragt krænges ned om lårene, hive op i 4 lag uldne bluser, bukser, bukser (jo, flere par!) ned, trusser ned og så kan man sætte sig. Det vil sige ikke for langt ned for så ender bagdelen i sneen som jo er meterdyb. Alt dette sker i en hvinende polarvind der får de -18 til at føles som -35. Ens hænder er totalt følelsesløse. Specielt hvis man taber sine vanter så de bliver fyldt med sne. Eller hvis man i forsøg på at komme op i ret stilling med en kolossal styrthejm på hovedet hvor visiret pludselig klapper i som låget på en gryde, skvatter forover  - hvorefter ens arme forsvinder dybt ned i sneen foran og man ligger og roder som en strandet hval med bukserne nede om hælene. Naturligvis uden de vanter man havde taget af.
Man lærer lige så hurtigt som Pavlov's hunde at enhver aktion har en konsekvens. Dvs. at alt flydende har fatale følger og hvis man ønsker at komme helskindet gennem dagen (med sit tøj på rette sted) så skal man holde sig fra at drikke.

Aldrig har et par (hundrede) glas postevand smagt så godt som om aftenen efter dagens tur. Specielt når man så bagefter kunne sætte sig på et lunt toilet og gysende tænke på blæsten derude!!

Fortsættelse følger....