tirsdag den 28. februar 2012

Brokkassen - men i det mindste med billeder

Det er heldigvis over en måned siden, men alligevel en imponerende temperatur

Jeg syntes faktisk at jeg ikke har brokket mig ret meget over vejret. Især når man tænker over hvor ulideligt det er. Og over hvor dejligt det er at lade alle hæmningerne forsvinde og tage sig en rigtig solid brok-ugle-tur!
Når jeg så også bliver slået hjem af endnu en forkølelse - nr. to i år - så bliver der pres i de indre brokke kanaler. Jeg plejer jo aldrig at være syg, det er år og dag siden at jeg har været snottet. Til gengæld har Konsulen overlevet indtil nu uden større lidelser. Han plejer til gengæld at være syg flere gange på en vinter. Med medicin og hele svineriet. Så det er alligevel bedre hvis det bare er mig der lidt snottet et par gange.

Men nu lader jeg stå til og brokker mig. Hermed er læserne advarede!!

Selvfølgelig gør det mig heller ikke mildere stemt når jeg læser om forårsfornemmelser i Danmark. Eller når der i dette skrivende øjeblik hyler en snestorm uden for vinduet. Igen. Igen. Igen. Igen.

Hvem er det så der skal køre op fra parkeringskælderen om to timer med hjertet i halsen? Skråt op og skarpt til venstre i en smal cement rende? Med fare for at køre fast og behov for at blive reddet af noget chauffør (igen, igen, igen - pinligt)?

Det går jo ud over mit løb, det der sne og snot. Lige i disse dage sidder det og trykker i venstre kæbehule - og jeg får hvinende ondt i lige præcis en bestemt tand pga af trykket på nerven. Så løber jeg småklynkende af sted med et frygteligt fortrukket ansigt. Lørdag på langturen gik det fint nok efter et par kilometer, det var tøvejr og der var ingen yderligere problemer på de 21 km jeg løb. Søndag var det blevet frost, og da var jeg simpelthen nødt til at vende hjem efter 3,5 km. Selv min stædighed kunne ikke holde den smerte ud.
Om jeg har overvejet ikke at løbe, spørger den kvikke læser? NEJ!

Jo, men ikke ret meget....

Jeg løb ikke tirsdag til fredag - så må det da være nok skulle man syntes.
Jeg passer pænt mine intervaller, bakker, tempo - og så bliver mine langture smadrede af sne, snot og host. Eller omvendt. Eller enorme snemasser der vælter ned over mit uskyldige hoved (i dag...igen...igen..). Når der så ryddes på vejene sprøjter de snasket fra vejen op på stierne ved siden af, og jeg kan fysisk simpelthen ikke bevæge mig i noget der ligener løbetempo. Så kan der være uger hvor jeg kun kan komme ud at løbe 3 gange. Jeg ved godt at lige så snart sneen begynder at smelte - måske om en måned - så er jeg den der er ude på mange og også lange ture. Og skal nok få dem i hus, om jeg så skal træne to gange om dagen i en tid. Sidste år på denne tid var jeg småskadet og løb noget underligt rod af hverken her eller der - begyndte først den målrettede træning mod halvmarathon i maj, da vi var sidst i marts måned. I år har jeg løbet stramt hele vinteren, udviklet mig utrolig meget på intervallerne, tager bakkerne i strakt løb når jeg beslutter mig for det - og har ikke mindst fået en mental styrke og tro på mig selv.

Man kan løbe indendørs på løbebånd. Det gør man også ind i mellem.  Det kræver at man har tid og mulighed for at køre derhen hvor båndet er. Og det har man ikke altid når familien også skal tages i betragtning. Når man er den der er mor. Så kan man godt komme til at diskutere lidt med en Konsul, som ikke syntes at vejret er til at løbe udendørs. Eller at man behøver at træne så meget lige nu. Den diskussion vinder jeg normalt. Men der dage hvor gruppepresset bliver for hårdt. Selv om jeg har udviklet en sej stædighed omkring løbetræning. 

Alligevel er jeg træt af sneglatte veje. Af underlag med klumpet is der er tøet og frosset i en uendelighed. For så at blive dækket af sne med ekstra skøjte effekt. Jeg savner mine skovstier, jeg savner at kunne løbe når jeg vil, hvor jeg vil, bare at hive en t-shirt og et par shorts på....
Så meget sne ligger der på altanen


Næsten op til dørhåndtaget



Udsigten fra hoveddøren

Det var inden nedgangen til haven var sneet til igen

Gårdspladsen og ude mod vejen. Vi kørte fast sidste mandag og måtte gå hen til hovedvejen og bestille en taxa til toget. Det er dette underlag jeg prøver at løbe på.....

Min søn var så sød at lave en kælkebakke af den sne han ryddede....


De mænd man ser på taget rydder sne ned. Sidste mandag blev en person dræbt af en stor sne/is klump der faldt ned på ham inde i centrum. Man rydder ikke fortove i Helsinki, men man rydder tagene. Mange husejere er nødt til at rydde ikke kun pga. fare for personskader, men også fordi den tunge sne vejer så meget at taget kan blive skadet.

Gadebillede


Man kan ikke se meget når man skal over gaden.....
Det kan være vanskeligt at komme hen til sin bil - hvis man altså kan finde et sted uden sne at parkere

Det kan være praktisk at kunne bestige bjerge for at færdes...

9 kommentarer:

  1. Sne sidst i februar er bare ikke nær så smukt som sne i december.

    Du er hermed tilkendt den ultimative brokkeret til snotten eller sneen forsvinder, hvad der end måtte ske først.

    SvarSlet
  2. Enig med Pernille: Du brokker bare løs indtil Finland får forårsfornemmelserne frem hos dig! :-)

    SvarSlet
  3. Sender VARME og smeltende tanker til Finland..
    Det er nok nu, blev der sagt..

    kh
    Stine /Kong Mor

    SvarSlet
  4. Uh, det varmer at få lov til at brokke. Brokke, brokke, brokke, brokke - det føles allerede meget bedre.
    Jeg tror at det der får mig til at gå i selvsving over vejret, er at jeg ikke kan kontrollere min træning (det der kontrol ting...) og er nødt til at spring træninger over eller ændre på dem. I dag skinner solen og det var næsten lyst da jeg vågnede kl 6:30 - jeg prøver at finde de positive sider :-)

    SvarSlet
  5. Det er helt Ok at brokke, og helt OK at prioritere træningen op i forhold til så meget andet. Det er jo den, der giver dig velværen og overskuddet til alt andet !!!

    Jeg krydser da lige fingre for pludseligt tøvejr og lune vinde i Finland :)

    SvarSlet
  6. Jeg puster lige lidt af mine 15 grader nordpå og håber, de kan være med til at smelte sneen. Det er altid godt at brokke sig, og jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan det var de seneste vintre her, hvor man heller ikke kunne bevæge sig uden for en dør uden fare for at brække både arme og ben. Desværre for mig, gider min krop ikke at løbe nu, hvor vejret ellers i den grad er til det i DK. Men så går jeg i stedet, og det er faktisk også dejligt :o)

    SvarSlet
  7. Det er jo lige netop det - træningen giver overskud. Og når man så bliver bremset begynder det at syde og boble indeni. Men mon der ikke er lidt forårsfornemmelser på vej alligevel - lyset og lidt fuglefløjt og sådan noget?

    SvarSlet
  8. Jeg smider lige et link til de madbrød, jeg beskrev ovre hos mig

    http://arla.dk/opskrifter/Fyldte-madbrod-med-skinke/

    God fornøjelse!

    SvarSlet
  9. Hej Kirsten
    Øv og øv for al den sne. Det er jo helt overdrevet! Og dét giver carte blanche til brok. Al det du kan mestre. Og så håber jeg snarligt forår til dig og varmere temperaturer til at smelte al den sne.
    Og ingen dårlig samvittighed over træning. Selvom den har man, når familien lades i stikken. Men som Helle skriver; det er det, som giver dig det ekstra overskud.
    Knus herfra

    SvarSlet