Overraskelsesrute

Løb ukendt rute og den var fuld af udfordringer. Nu kan jeg bedre forstå at den var markeret med en stiplet linie på kortet og beskrevet som "kun om sommeren".

Jeg har heldigvis fotografisk evne til at huske kort, kan lige som køre dem inde i hovedet og kan se ruten for mig på kortet. Jeg kørte et par kilometer væk fra hjemmet og parkerede bilen for at komme til nyt område. Denne gang skulle jeg ud og hjem ad samme vej - det bryder keg mig ikke ret meget om fordi jeg altid synes at hjemturen pludselig føles så lang. Jeg skulle løbe 13 km og det var så måden at få lidt variation og prøve at bruge Garmin i ukendt terræn. Og variation skal jeg love for at jeg fik!!

Det viste sig at stien var en natur-trail til mountain-bikes - med dertil hørende trærødder (vred om to gange, men heldigvis ikke alvorligt), klipper der skulle forceres, væltede træstammer der skulle klatres over - alt i alt varieret men nok ikke noget jeg vil gøre igen. Der er for meget risiko for at blive skadet.

Et sted var jeg i tvivl om vejen. Den var ellers meget fint mærket med bånd om træstammerne og skilte, men et enkelt sted var forvirrende. Heldigvis kom en ældre tandløs finne gående og begyndte at sludre til mig (meget sjældent fænomen) og jeg forstod jo ikke et kvæk, spurgte bare "Luukkaa?" (mit mål) og han stjavede med armene i den retning jeg også troede jeg skulle, alt imen han snakkede videre. Han havde et håndklæde om lænden og da hans retorik var i orden håbede jeg at han ikke havde skotske tendenser, for håndklædet var lige ved at falde af fordi han var så ivrig for at vise mig vejen. Jeg sagde bare "kiitos" (tak) og løb fnisende videre.

Senere var jeg ved at få et hjerteslag da jeg dybt i mine egne tanker kom løbende og pludselig var der en der hilste fra siden af stien. På det sted var det blevet til normal skovsti og der sad altså en mand nede i hindbærbuskene i grøftekanten og poppede op da jeg kom forbi. Jeg sprang ti meter op i luften og hilste derefter pænt. Jeg havde uhæmmet sat mig i kanten til en lille tissepause ca. hundrede meter før - var da glad for at jeg ikke havde sat mig lige oven på ham....

Det er sjældent at møde så mange mennesker i skoven, især havde jeg ikke ventet det på sådan en vildsom rute. Og at folk ligefrem hilste - meget usædvanligt heroppe. Men det kommer jeg tilbage til i et senere indlæg om Finland.

Jeg fik mine 13,1 km i hus og er lidt mørbanket fordi jeg måtte bruge hele kroppen til denne løbeform. Jeg blev sinket meget i min tid og løb i ujævnt tempo hvilket ikke er ideelt til lange distancer. Men det var da dejligt at se noget andet og selv om jeg måtte kikke meget ned for at styre hvor jeg trådte, fik jeg set flere smukke søer, klippeformationer og noget andet skov.