"Pas på du ikke bliver for moderne, Mor!"

Det var hvad min søn sagde til mig for et par dage siden da jeg luftede ideen om at lave en blog. Som computergeni (vi andre er jo vokset op uden farvefjernsyn) er han et nødvendigt tilbehør, for hvem skal ellers lære mig at putte billeder på og alt muligt andet? Han synes bare lige at det var lidt for meget at jeg allerede havde sat mig ind i teknikken om overhovedet at lave en blog. Så han måtte lige sikre sig at hans status ikke blev ændret.

Så hvordan gik den første dag på kontoret? Jo, det giver altid lidt sommerfugle i maven sådan at være ny, hvor er alting, hvad siger man, hvad gør man - og hvor er toilettet? Men jeg synes at det gik fint. Brugte meget tid i dag på at tænke over hvad jeg vil skrive og måske absolut ikke vil skrive. Og på hvorfor jeg egentlig er her.

Havde egentlig overvejet at kalde bloggen for Sludrechatollet. Men kan jo godt selv se at det ikke liiiige er det der får folk til at logge ind. Men jeg er et sludrechatol en gang i mellem og samtidig er jeg meget lukket. Det lyder selvfølgelig mærkeligt. Men:
Jeg elsker at have gæster til middag - laver mad i dagevis med stor nydelse - at gå ud med veninder, være sammen med min nærmeste familie, gå rundt i byen - selv om Helsinki er så lille at man må gå i cirkler for ikke hele tiden at være det samme sted. Det er smart at være et sludrechatol når man er sygeplejerske, for der er mange situationer der bliver lettere når man er god til at småsludre om alt og ingenting. Det er også enormt godt når man jævnligt bliver plantet sammen med et antal ukendte mennesker som man er nødt til at konversere med fordi ens mand er Hr Konsulen. På ukendte steder så som i Ankara, Oslo og nu her.

Men så sker det!! Jeg får absolut og totalt fnat af andre mennesker og må bare have privatliv. Lige med det sammme. Og det sker ret ofte. Jeg bliver helt indadvendt og specielt hvis noget går mig på - så er jeg uden for kommunikationsradius.

Og det forklarer hvorfor løb passer ind i sådan en personlighed. Jeg "faldt" over løbesporten og forstod lynhurtigt at her er muligheden for at dyrke sport uden at være nødt til at tage hensyn til andre. Jeg kan dyrke min ensomhedstrang helt uhæmmet, jeg behøver ikke at tænke på at andre også gerne vil have bolden eller hvad det nu er. Jeg kan egoløbe hvornår jeg vil, hvor jeg vil og så længe jeg vil. Der er fred til tanker og til at føle verdens storhed. Men hvis det passer kan jeg deltage i løbe sammen med andre.
Det eneste der begrænser mig er at kroppen ikke altid vil hvad hovedet vil - men det arbejder jeg på og er i øjeblikket ved at opdage at jeg vist har nogle uanede muligheder foran mig.

Jeg løber jo mest i skov. Og forstå mig ret når jeg siger skov. De Finske vildmarker begynder for enden af min have og jeg tror egentlig at jeg rimelig uforstyrret kunne løbe hele vejen til Lapland. Så det er ensomhed for alle pengene og jeg møder sjældent nogen mennesker.

Det gjorde jeg dog i dag. Og det var to møder der blev lidt betydningsfulde for mig. For den ene var en person der løb i samme retning som mig - og jeg overhalede hende!! Det er aldrig sket for mig før. Hun så nu ud som om hun ikke var så rutineret, men alligevel, det var en triumf for mig. Det andet møde var lige da jeg skulle til at slæbe mig op ad den mest ondskabsfulde bakke på ruten (som en mur!), og pludselig var der mennesker på toppen. så kunne jeg jo ikke tillade mig at gå vel? Så jeg løb op og selv om jeg var ved at dø da jeg kom op og helst ville have lagt mig i vejsiden og udåndet, så gjorde jeg det og følte triumf hele vejen hjem.

Min ryg har lavet lidt ulyde i løbet af ugen fordi jeg har besluttet at jeg ikke løber mindre end 10 km pr tur - og det er at sætte mængden op. Men jeg må bare have km i benene for ½ marathon er i September og med den skade jeg havde i April føler jeg at jeg er bagud. Men forbavsende nok forsvandt det efter løb i dag, det styker bare min tro på at med ondt skal ondt fordrives!