Hold i venstre balde

Det er altså ikke en opfordring til mine evt. mandlige læsere. Desværre, den går ikke drenge. Sorry guys. Konsulen bliver bare sur.

Næh, det er mere at se som en diagnose - efter den enorme flyvetur jeg tog mig i går ude i skoven. Og landede med hele korpuset på venstre balde. Det var heldigt at jeg på en eller måde instinktivt fik vendt mig i luften, da jorden pludselig kom drønende op i fjæset på mig.

Jeg har fundet en ny rute som ender i et trailspor. Først løber jeg på noget ny skovsti der er under konstruktion - sådan en laver man ved at fræse al bevoksning på siderne til et bredere spor, dækker med noget stof underlag, hælder tonsvis af granitskærver ud over, fylder grus på og tilsidst lidt mere grus med mindre sten. Af ukendte årsager skvattede jeg over noget sten der overhovedet ikke burde have generet mig. Og landede med et brag og snudeskaftet helt nede i skærverne.

Først sad jeg og kiggede lidt måner, stjerner og sole. Derefter rejste jeg mig op og begyndte at gå rundt i cirkler for at se hvor stor skaden var. Kæft hvor gjorde det hamrende ondt i rumpen. Og jeg lignede Lot´s hustru, fuldstændig syltet ind i støv. Jamrede lidt. Men kunne konstatere at jeg var i live.
Og skulle beslutte hvad jeg nu gjorde. Løbe videre eller humpe de 2 km hjem??

Beslutningen blev taget ud fra 3 overvejelser:

1. Hvis man skades gælder det om at udføre R.I.C.E. så hurtigt som muligt. Rest - skulle jo alligevel gå 2 km, så det var ikke aktuelt. Ice - ikke meget af den slags i skoven. Circulation - få blodomløbet i gang igen. Elevation - tjah, hvordan får man lige bagdelen op i højere niveau end resten af kroppen? Jeg går altid ind for at det er godt for ømme muskler at blive rørt og "skyllet igennem" så ophobet syre osv. vaskes ud. Balder er muskler - så det måtte også gælde her. Altså effektivt og faktisk vigtigt at løbe videre.

2. Det gjorde så ondt, at jeg godt var klar over at jeg ikke vill kunne komme ud at løbe dagen efter - i dag. Det ville så betyde ingen løb onsdag og ingen løb torsdag. Så hellere blive færdig med det jeg var begyndt på. Viste sig også at der var bonus-effekt, da smerten i bagdelen helt overskyggede svien fra brændnælderne og rifterne fra hindbærbuskene jeg mødte på mit trailspor.

3. Glimrende øvelse i at løbe og bide smerten i sig. Lidt sygt, ved jeg godt. Det skal man nok være løber for at forstå....

9 km senere væltede jeg ind ad døren derhjemme, hvor resten af familien beundrede al det fine støv og skidt der var tværet ud over hele mit åsyn. Mens de venligt fejede gruset op der faldt ud af mit tøj.

I dag har jeg verdens flotteste cyanid blå venstre balde. Og ondt i r....
Men burde nok have en fortjenst medalje for velgennemført træning!