Ja sådan føltes det. Og det var mig der var skovtrolden.
I min trang til nye ruter synets jeg at tiden var inde hvor jeg ville prøve noget parkvæsen jeg har haft kig på et stykke tid. Og med Garmin kommer jeg jo frem alle vegne!!
Så jeg iførte mig løbetøj på min arbejdsplads (nøøøj hvor var det en mærkelig fornemmelse) og lod mine ting blive der - synes jo ikke at der var nogen grund til at friste svage sjæle med en taske i en bil.
Derefter vandrede jeg gennem noget af byen for at komme til parken og søerne jeg ville løbe rundt om.
Og så skete der noget meget mærkeligt. I begyndelsen af min løbekarriere havde jeg alt muligt underligt gammel tøj på for jeg skulle lige se hvordan det gik før jeg investerede i rigtigt udstyr. Men efterhånden har jeg fået garderoben fyldt pænt op, så det var ikke fordi der var noget i vejen med det. Det er bare noget der til hverdag ikke betyder så meget, det der med hvordan jeg ser ud. Jeg er jo vant til at futte rundt i ødemarken og måske møder jeg et andet levende væsen her og der, men jeg er ikke vant til at blive overbegloet i løbetøj. Sådan noget stramt noget. Hvor man kan se alting. Pludselig var jeg blandt mange mennesker og de kiggede på mig.
Eller også var det bare mig der troede at folk kiggede? Fordi jeg er nervøs for om de skal tro jeg er for tyk, for gammel, ikke ser prof nok ud? Eller fordi vi kvinder altid tror vi skal være under et forstørrelsesglas med vores udseende?
Jeg er så selvkritisk at jeg ikke kunne drømme om at have noget tøj på hvis man kunne se en delle. Nu har jeg et BMI på lige under 20 så der er ikke så mange af dem, men bare tanken om at jeg skulle se "tyk" ud i noget tøj, så vil jeg ikke have det på. Det er jo fuldstændig latterligt, og når jeg feks ser en stor kvinde der løber eller power-walker, så tænker jeg ikke "nej hvor er hun tyk", næh, jeg tænker "hvor er det bare godt at hun gør noget ved det, good for her". Men over for mig selv er der ingen pardon. Det er ærgerligt at der er så mange kvinder der går rundt med følelsen af hele tiden at skulle sammenligne sig med andre og at resultatet af denne sammenligning ikke falder ud til deres fordel. Jeg kan kun grue for hvordan jeg vil føle mig når jge første gang skal stille op til et løb, så vil der være tusinder jeg kan sammenligne mig med. Lige til en tur hos psykiateren bagefter....
Følelsen gik væk så snart jeg var inde i parken og blandt andre løbere - og bagefter på vej tilbage var jeg faktisk for træt til at give en døjt om hvad folk tænkte.
Til gengæld lærte jeg noget om mit tempo når der er andre til stede, for jeg løb ca 45 sek hurtigere pr km end jeg plejer - resultat: Stønnede som et lokomotiv og måtte gå et par gange til sidst.
Morale: 1) Jeg kan nok løbe hurtigere end jeg gør tøffende rundt alene i skoven.
2) Skal lige til at få lidt planlægning og styr på tempo ved hjælp af min Forerunner, for
ellers går det da galt til et løb!
Tag det fra en af de der med muffins omkring taljen og mormorvinkearme; man vænner sig til at være klædt i yderst stramsiddende tøj, som ikke overlader noget til fantasien, når man er ude blandt andre. For der er ikke noget at gøre ved det, andet end at tabe de kg, som ikke burde være der, men som er der stadig, fordi maden, vinen, de søde sager og alt det andet syndige altid smager, og er forkælelsen. :-D
SvarSletOg :-D fordi du lod dig rive med af de andre løbere. Det er en super motivationsfaktor, som kan få lungerne til at hvine og tungen til at blive 15 cm lang.
Knus overspringshandleren ;-)
Hej Kirsten,
SvarSletGodt indlæg, som de fleste kvinder nok kan nikke genkendende til. Vi/de fleste kvinder er nok vores egen værste kritikker. Det er egentlig lidt synd og skam. Jeg lærte på et kursus noget om hjernen, synapser og vaner. Man skal se sig selv i spejlet om morgnen og sige: jeg er fantastisk, jeg er smuk eller hvad man nu gerne vil være. Hvis man bliver ved, dannes der synapser/genvej i hjernen og til sidst mener man det faktisk og får større selvværd. Jeg har forsøgt det et stykke tid, men kommer nemt ud af vanen og ser til stadighed på mine runde lår....
Men jeg læser også at du overvandt det og faktisk følte dig godt tilpas og hurtig - fedt!! Jeg er spændt på at læse om dit første løb. Der vil selvfølgelig altid være nogen der er hurtigere og har bedre ben end én selv, men der vil også være nogen du kan løbe fra. I bund og grund løber man jo mod og med sig selv. Det er det der er vigtigt i mine øjne. Altså at man overskrider nogle grænser og forhindringer.
Knus Karina
Ja bingo-vinger er noget af det man får ganske gratis fra naturen og godt kunne undvære.
SvarSletNormalt er jeg såmænd rimeligt afslappet, men det var pludselig en uvant situation og så blev der lidt panik.
Men det er godt at prøve før det går rigtigt løs.
Knus Kirsten