Det blev til regnvejrs-intervaller i dag. Lige da jeg skulle ud af døren stod regnen ned i lårtykke stråler, så afgangen blev udsat lidt. Da det stilnede af mente jeg at nu ville det nok være sikkert at løbe ud, men var ikke kommet langt før det begyndte igen. Men så var jeg jo kommet ud og det var egentlig ganske behageligt for jeg blev holdt rimelig afkølet uden at det dog var koldt. Jeg fik sandelig min skovsti i fred til at fjolle frem og tilbage, fik 6 gode solide intervaller i godt tempo i hus. Men klodsede på en eller anden måde og trykket forkert på uret - godt jeg først fandt ud af det da jeg skulle overføre data til computeren. Så dér lærte jeg at nogen gange skal man ikke hænge sig så meget i tallene......
Der er par af blog veninderne der har klaget over en spildt tirsdag. Jeg kan hermed slutte mig til dem da jeg var nødt til at repræsentere familien ved en dødssyg reception - det er ikke kun basketball kampe man får ud af at køre på blå plader ;-)
Nææh, jeg måtte pænt møde op tirsdag kl 18:30 iført nydeligt tøj og venligt smil, for derefter at bruge et par timer på at underholde gamle mænd med klaprende gebisser og damer iført lilla hår og spadseredragt. Og det føles virkelig som spild af tid. På den anden side reddede jeg Konsulen og hans hovedpine fra denne kranke skæbne - og ægteskabet er jo team-work.......
Til gengæld var jeg til frokost i går med NKK - Nordisk Kaffe Klub. Det lyder meget fint, men som Fru Z's loge, så er denne "loge" meget uformel trods navnet. Det drejer sig om at en flok Skandinaviske kvindfolk (og kun kvinder til alle arrangementer) mødes jævnligt til fælles fornøjelser - kaffeslubren, middage, frokost, biotur og ikke mindst den årlige julefrokost. Vi er flest danskere og vi larmer også mest, så er der et par nordmænd og en gang i mellem kommer der en svensker eller to. Feks var vi inde og se filmen Coco og Igor med Mads Mikelsen - vi fyldte en hel række og sad og kommenterede Mads Mikkelsen's bare rumpe højlydt. Det var meget morsomt synes vi selv, finnerne var lidt mindre begejstrede for os. Vi har det altid vældig sjovt og det er bare så godt at have kontakten med andre med samme mentalitet og sprog - det er jo vigtigt for humoren..... I går kom jeg til at sidde ved siden af to svenskere som jeg ikke har mødt før og var lige ved at rejse mig og gå da en af dem blev ved med at tale engelsk til mig. Jeg kommer for h...... da ikke til sådan en sammenkomst for at tale engelsk. Og så svært er det vel heller ikke at prøve lige at blafre lidt med ørene og forstå dansk - jeg talte langsomt (jo det kan jeg faktisk godt i sjældne tilfælde) og tydeligt. Men jeg blev bare ved med at svare hende på dansk med svensk accent og tilsidst lykkedes det os at få en vældig hyggelig samtale.
En af mine danske veninder sagde at det faktisk kun er danskerne der forstår alle de skandinaviske sprog - vi forstår alle men ikke alle forstår os.
Det viser bare hvor intelligente vi danskere er!!!!
Det er bare nødvendigt at have nogle fra samme region at mødes med, når man bor i udlandet. Man har brug for at pleje sproget, humoren, de fælles rødder og alt andet, som hænger ved os, fordi vi kommer fra det land, vi nu engang gør. Dengang jeg boede i München (i 8 år) havde jeg også en fast gruppe danske kvinder, som jeg ikke kunne undvære. Dengang. Vi fandt hinanden, fordi vi alle var i samme situation; langt hjemmefra, uden socialt netværk (især i forhold til børnene) og hårdtarbejdende mænd.
SvarSletMen du er jo hard core udlandsdansker, så du ved, at en sådan kvindeklub er livsnødvendig. :-D
Knus og god dag
Katrine